Akvarelmaleriets mysterier (12) - the inner game - of painting watercolor - og 'spillet' mellem de to hjernehalvdele

Jeg fortsætter med refleksioner fra det foregående indlæg om akvarelmaleriets mysterier. 

   Det havde karakter af en selvkritik og selvrefleksion over hvorfor det ikke var gået så godt som ventet med mit akvarelmaleri på Kreta. 

  Og den var i høj grad inspireret en snak med min "første seer" da jeg kom hjem: min kreative frisør, der generelt var meget positiv da han så Kreta-akvarellerne, så jeg virkelig måtte anstrenge mig for at formulere klart hvorfor de fleste af akvarellerne ikke var gode (nok).

'forbillede' og akvarel

Jeg har flere gange citeret fra og refereret til den moderne coachingteoris fader: Tim Gallwey. Ham med alle bøgerne hvis titler starter med "The Inner Game of...". Han er relevant her.

  Tim Gallwey har (igen) forklaringen på hvad der gik galt på Kreta: Det var mit 'indre mentale spil' der kørte min umiddelbare kreativitet af sporet, den tilstand jeg oplevede som "flow" mens jeg malede både på Kap Verde og på Færøerne.

   Tim Gallwey skriver

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

'Det indre spil' forklarer Gallwey sådan her: Det er et mentalt spil mellem et "self 1" og et "self 2" - her formuleret i et citat fra hans første bog "The Inner Game of Tennis" (i stedt for "tennis" kan man skrive "akvarelmaling"):

Unknowingly, humans don’t realize that their minds work in two ways. As you try to concentrate and listen to yourself; you’ll hear two voices constantly. The first voice commands and criticizes while the second voice is the silent doer. We call these two voices as Self 1 and Self 2 as the loud and the silent voices respectively.

   These two voices normally don’t agree with each other. Self 1 commands Self 2 of the things to do. Self 1 has the knowledge of what tennis is all about. It is the one that knows when to bend your knees, when to extend your arm, when to hit the ball and so on. Self 2 on the other hand, is the one that does the job (your physical body).

   Trust the physical capabilities of your body.

   To trust your body is the first principle of the inner game of tennis. Tennis is a complicated sport and the human body (Self 2) is amazingly designed to adapt and even in the absence of our mind’s interference. Without the interference of Self 1, Self 2 can faultlessly execute any tennis technique that is even hard to grasp by the human mind. That’s because what Self 2 can do without the meddling of Self 1 is far from normal expectations.

   The first skill a tennis player should have to be able to play the inner game of tennis is for him to trust his body and let it perform. The tennis player should slowly but surely trust the inherent physical capacity of his body to acquire skills and perform them. This skill is not easy to attain but an early start can make a big difference.

   Key to the Inner Game of Tennis: Silence your mind

Skulle man oversætte til det vi ved fra hjerneforskningen, så er "self 1" forankret i venstre hjernehalvdel og det er interferens herfra i form af ambitioner og bekymringer der forhindrer den højre hjernehalvdel i at performe optimalt under malerprocessen.  

   Det er det den samme tænkning, baseret på videnskabelige undersøgelser, som den internationalt kendt kunstpædagog Betty Edwards har som grundlaget for sine pædagogiske principper - ifølge hvilke enhver kan lære at tegne så det ligner - hvis altså man lærer sig den teknik at komme i "åben tilstand", en mental tilstand der muliggør den uforstyrrede perceptuelle vej fra synsindtryk, gennem højre hjernehalvdel, til hånden der reproducerer synsindtrykket på papir. 

Betty Edwards skelner mellem 'L-mode' og 'R-mode' som de to tilstande der er domineret af henholdsvis venstre (L) hjernehalvdels "processing" og højre (R) hjernehalvdels "processing":

Since drawing as percieved form is largely an R-mode, it helps to reduce L-mode interference as much as possible. The problem is that the lefte brain is dominant and speedy and is very prune to rush in with words and symbols, even taking over jobs  which it is not good at.  

Det er den interferens fra venstre hjernehalvdels-tænkning der i første omgang gør at jeg ikke bare kan sætte mig ned og tegne det jeg ser - og så ligner det. De aftryk som synsindtryk afsætter på den indre skærm og som i anden omgang og helst automatisk skal være den styrende matrice for min hånds bevægelser når jeg tegner og maler, de er ikke særlig klare - de er snarere "tågede" - en blanding af hvad jeg ser og hvad jeg tror jeg ser ud fra tidligere erfaringer. 

   Og for at fjerne den forstyrrende "tåge", må jeg først tage et foto af motivet - og derefter strengt fokusere på former, proportioner, farver, lys og skygge i "forbilledet".
    Men det var også i anden omgang overhovedet svært at komme i R-mode flow på Kreta fordi, tror jeg, at der var gået for meget bekymring og ambition projektet - som jeg meget planlagt havde sat ord på og besluttet skulle være en "akvarel-ferie". 

Det snakkede jeg med min kreative frisør om. Han kan - i modsætning til mig - se et hoved og håret på hovedet - og umiddelbart visuelt se dette hårs karakter, hvirvler og fald som kreative muligheder. Og på den indre skærm kan han så udstyre kundens hoved med en ny frisure som "passer" til netop den kunde og det hår.

   Min frisør kan også umiddelbart tegne den indre projektion af den forestillede frisure ned på papir.

   Det er det Oliver Sacks i sin sidste bog kalder "The Mind´s Eye", hvori han understreger hvor forskelligt denne sindets indre projektor fungerer fra menneske til menneske. Hos nogle er den ekstremt skarp - mens den hos andre - som hos mig - skal tvinges til at fungere og stille skarpt med diverse mentale kunstgreb . 

   Min kreative frisør kan også på stemmen i telefonen hører - dvs. se for sig - hvordan folk nogenlunde ser ud. Og har som regel ret.

Til sidst kan jeg anbefale den bog jeg tidligere helt kort nævnte, af neurologen Jill B. Taylor: "My Stroke of Insight", hvori hun beskriver oplevelsen af totalt at miste den styring og fixering af sanseindtryk fra omverdenen som varetages af venstre hjernehalvdel, hvori sprogcentrene blandt andet befinder sig. 

   På grund af et slagtilfælde - en hjerneblødning der "slukker" hele venstre hjernehalvdel - bliver hun tvunget til 'ren' højre hjernehalvdels-tænkning og -oplevelse. Det er stærkt fascinerende - fordi hun jo selv er fagmand på området - at læse hendes beskrivelse af denne H-tilstand:

The two cebrel hemispheres og my brian had worked meticulously well together for my entire life, as they enabeld me to function in the world. But now, because of the normal differences and asymemetry of function between my right and left hemispheres, i felt disjoined from the linguistic and calculating skills of my left brain. Where were my numbers? Where was my language... what had becom of the brain chatter, which was now replaced by af pervasiv and enticing innner peace. 

Samtidig med sproget og den lineære tænkning er også forsvundet erindringer og forestillingen om processer i tidsforløb:

And here, deep within the absence of earthly temporality, the boundaries of my earthly body dissolved and I melted into the universe.

   As the hemorrhaging blood interrupted the normal functioning of my left mind, my perception was released from its attachment to categorization and detail. As the dominating fibres of my left hemisphere shut down, the no longer inhibited my right hemisphere, and my perception was free to shift such that my consciousness could embody the tranquility of my right mind. Swathed in an enfolding sense of liberation and transformation, the essence of my consciousness shifted into a state that felt amazingly similar to my experience in Thetaville. I am no authority, but I think the Buddhists would say I entered the mode of existence they call Nirvarna.

"Thetaville" er Jill Taylors ord for den mellemtilstand af bevidsthed vi oplever mellem at være lysvågen og sove. 

For at komme op af "hullet" og videre med akvarelleriet, må jeg nok tage mig sammen og få malet nogle flere med afsæt i de hundredevis af fotos jeg tog på Kreta.

Journalistik på hjernen - om neuro-journalistik - og alt det andet der begynder med neuro- ...

Lone Frank hvis artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" jeg refererede i forrige blogindlæg, udgav for et par år siden bogen "'Den femte revolution - Fortællinger fra hjernens tidsalder". Jeg nævnte den i et indlæg sidste år, og skrev at jeg ville vende tilbage til den.

   Den havde et kapitel om spejlneuroner, som jeg måske ikke syntes var så fantastisk, men også kapitler som handler om religionens neurologi, om neuromarketing, og om neuroøkonomi. Fælles for kapitlerne var at de introducerede til nye forskningsområder hvor man udnyttede de moderne hjerneskanningsteknikker (neurimaging) til at undersøge hvor og hvordan hjernen "tændte", og hvilke "hormoner" den udløste og rundsendte i forskellige testsituationer som var centrale og relevante for netop det fag.

I bogen "The Tell-Tale Brain" af V.S. Ramachandran, skriver han indledningsvis om den samme revolution i hjerneforskningen:

From genes to cells to circuits to cgnition, the depth and breadth of todays neuroscience - however far short of an eventuel Grand Unified Theory it may be - is light-years beyond where it was shen I startede working in the field. In the last decade we have even seen neuroscience becomming self-confident enough to start offering ideas to disciplines that have tradtionally been claimed by the humanities. So we now for instance have neuroeconomics, neuromarketing, neuroarchitecture, neuroarcheology, neurolaw, neuropolitics, neuropolitics, neuroesthetics, and even neurotheology. Som of these ar just nurohype but on the whole they are making real and much-needed contribution to many fields. 

Da jeg læste den passage, så sagde det pling: Jeg fandt på en ny tværvidenskabelig disciplin: 

Neuro-journalistik 

Disciplinen har som forskningsfelt hvordan hjernen er aktiv og fungerer når journalister lærer at blive journalister, og hvordan den fungerer når de arbejder: finder på historier, reseacher, interviewer, observer, skriver - under tidspres og med deadlines. Eller når de arbejder med undersøgende journalistik og under cover.

   Og tilsvarende på læser- eller lytter-seer-siden: Hvad foregår der i modtagernes - i brugernes hjerner - når de læser avis, ser fjernsyn, går på nettet, etc.  Er der forskel på hvordan hjerne fungerer når det er en sensationel nyhed der breaker - eller når det bare er rugbrødsnyheder som læserne præsenteres for?

   Nyder læserne mere læsningen når artiklen har meget "show" i sig - og ikke så meget "tell"? Fungerer fortællende journalistiks narrative skemaer sådan at hjernen får aha-oplevelser som den ellers savner når konfronteres med artikler bygget op efter nyhedstrekanten?

Det er den slags spørgsmål man arbejder med i nogle af de andre tværdisciplinære fagoamråder som V.S. Ramachandran opremsede, og som Lone Frank opsøgte forskere inden for i sin bog. Altså alle de nye discipliner der begynder med neuro-...

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet nogle af de forhold der kunne være værd empirisk at undersøge:

1. Påstanden om at journalister når de arbejder, herunder skriver op til deadline, kommer i en særlig flow-tilstand der udløser en coctail af lykkestoffer i hjernen, som gør at de bliver en slags "arbejdsnarkomaner" - "nyhedsjunkies" - der har svært ved at være væk fra deres job fordi de så bogstaveligt talt får abstinenser. Det kan forklare det valg af konceptuelle metaforer som man bruger om journalister og som de bruger om sig selv. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/workaholic-pa-stoffer-helt-bogstaveligt.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/om-at-indfange-tiden-gennem-metaforer.html

2. Selve den journalistiske arbejdsproces og dens forskellige faser er gennemsyret af simulerende tænkning, som derfor burde kunne afprøves ved neurimaging-forsøg. Også den håndværksmæssige del af journalistuddannelsen er styret af mentale simulations- og imitations processer. Heri kan ligge noget af forklaringen på hvorfor det er så umanerligt svært at integrere akademiske fag og håndværksundervisningen  på de to universitetsforankrede journalistuddannelser. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/nar-journalisten-konverserer-med.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/om-den-professionelle-journalists.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/simulations-pdagogik-en-konsekvens-af.html

3. En vigtig del af den kompetence en journalist erhverver sig gennem sin uddannelse, er at kunne oversætte fra eksperters og administratorers abstrakte og identitetsløse videnssprog til et erfaringsprog som gør brug af et basic-level-kategori-vokabular, et vokabular som er gennemsyret af metaforisk og metonymisk tænkning. Dette vokabular er kendetegnet ved at det kategorierne står for og referer til, kan tegnes på kommando - eller udføres som handling på kommando. Erfaringssproget giver derfor adgang til højre hjernehalvdel - som er orienteret mod visuel og rumlig tænkning  - og som i anden omgang giver adgang til de følelsesaktiverende dele af hjernen.

   Det burde være muligt gennem neuroimaging-test at afgøre om erfaringsprog - i modsætning til videnssprog - også aktiverer højre hjernehalvdel når det bruges, netop fordi de har et visuelt prototypeskema eller et motor-skema som de er umiddelbart forbundet med. Se:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/om-at-overstte-fra-dansk-til-dansk.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/billedskemaer-og-deres-betydning-for.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/retorik-og-dramaturgi-som.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/simulations-semantik-og-de-grundlggende.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/show-dont-tell-hvad-er-meningen.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/hvad-kroppen-har-gang-i-stter-sig-pa.html

Men videre i udforskningen af neuro-journalistikken kunne man komme som følger:

4. En stor del af de eksperimenter som bliver foretaget inden for forskningsframen neuromarketing, burde uden videre kunne bruges i en neuro-journalistisk frame, evt. ved analogi med en række af de undersøgelser de allerede er lavet der.

   Jeg kommer tilbage til det når jeg har læst bogen "Mirroring People - The Science of Empaithy and How We Connect with Others" af Marco Lacoboni.

5. Hukommelsesforskningen opererer med forskellige to typer langtidshukommelse i hjernen: den procedurale og den declarative.

   Når journalister har lært at være journalister i praksis så er denne kompetence lagret proceduralt som "tavs viden" - i princippet ligesom den kompetence man har lært når man kan køre bil.

   At den journalistiske arbjedskompetence er hukommelseslagret på den måde, gør at det er nemt for journalisten med det samme at komme i den flow-tilstand som er nødvendig for at kunne fungere effektivt og gnidningsløst som nyhedsjournalist i et dagligt arbejde - en tilstand der jo indebærer at han/hun mere eller mindre glemmer sig selv og tiden for mest effektivt og "flydende" at kunne "gå op" i sit arbejde.

   Hvad denne "tavse viden" nærmere består af har Ettema & Glasser i deres bog "Custodians of Concience" givet et bud på.

De andre hukommelsestyper inden for den declarative er: semantisk hukommelse, og episodisk hukommelse.

   Den episodiske hukommelse er typisk den som journalister trækker på når de skal undervise andre - i form af eksemplariske anekdoter.

Krav om bevidst at forholde sig til og at tage hensyn til koncepter, målgrupper, økonomi og andre bekymringsværdige omstændigheder (som fx kritisk-moraliserende forskere) mens journalisten er i flow, vil bringe ham/hende ud af flow-tilstanden - svarende til Tim Gallweys beskrivelse og analyse af  konflikter mellem Self 1 og Self 2 i forskellige sociale roller, fx elitesportsudøverc og erhvervsledere.
   Under udøvelsen af især nyhedsjournalistik i en hektisk dagligdag med deadlines, vil det journalistiske Self 2, blive forstyrret af det bekymrede og selvkritiske Self 1, er min hypotese.
   Derfor er mange journalister grundlæggende uinteresserede - grænsende til det modvillige - i at høre om og forholde sig til den slags medie-management-begreber som målgrupper, koncepter, mediestrategier mv.

  I den coaching-teknik som Tim Gallwey har gjort sig til frontkæmper for, indgår netop simulationsøvelser til at forbedre den intuitive og spontane performance, altså en teknik der står i modsætning til indlæring af abstrakte begreber der kommer grus i det journalstiske flow-maskineri.

  Det må uden videre kunne testes.

Men hvad med nyhedskriterierne i neuro-journalistikkens optik? Se:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

Den modulopdelte hjerne (1) - når "selv 1" og "selv 2" ikke arbejder sammen fx ved oplæsning

Jeg har det sidste års tid fået en række aha-oplevelser ved at læse mig ind på forholdet mellem hjernens indretning og funktion på den ene side og kreative processer og operationer på den anden.

   En af disse aha-heder har været at hjerne er opdelt i - ikke kun to halvdele - men i en masse meget specifikke moduler med meget specialiserede opgaver, moduler som normalt arbejder relativt selvstændigt, men koordineret sammen. Og som på grund af selvstændigheden så også ikke altid arbejde gnidningsfrit sammen. 

  

Et eksempel er:  at når vi taler, så styres prosodi, intonation og tryk (altså den melodiske del af udtalen) af et center i højre hjernehalvdel, mens udtalen af de enkelte ord og deres syntaktiske ordning  i en sætning styres af et andet sprogcenter i venstre hjernehalvdel. 

   Det svarer til at udtalecentret i højre hjernehalvdel styrer stemmebåndets muskulatur, mens udtalecentret i venstre side styrer artikulationen via muskulaturen i og omkring munden.

   Normalt forenes nerveimpulserne fra de to centre i en udtale hvor intonationen svinger fint sammen med udtalen af de enkelte ord sat sammen i syntaktisk korrekt ordnede sætninger. Og dette samarbejde fører til at vi får givet forståeligt udtryk for det vi mener med det vi siger.

Men det kan naturligvis gå galt som vi fik eksemplificeret i filmen "The King´s Speach" hvor kongens udtale af ordene blev bremset af et andet center der bremsede eller blokerede for den normale gnidningsfrie udtale, så han kom til at stamme noget så forfærdeligt når han skulle læse en tale op i offentligheden.

På et sprogseminar i juni-måned som jeg tidligere har omtalt, havde adjunkt Jonas Nygaard Blom et interessant oplæg om nogle iagttagelser han havde gjort når uerfarne og urutinerede journaliststuderende skulle læse telegrammer op i radioen. 

   Han havde fundet ud af at den var gal med netop den naturlige sætningsmelodi - som tilsyneladende "forsvandt" og blev erstattet af en slags intonations-kunstprodukter som han havde navngivet efter deres særlige tryk-melodi-kendtegn: "dronen", "frasehakkeren", "rutsjebanen",  "stewardessen", "kælderkarlen".

   De uerfarne nyhedsoplæsere greb typisk til en af disse unaturlige intonations- og tryk-skabeloner som så at sige blev påklistret oplæsningen af telegramteksten, og som blev brugt og gentaget igennem lange tekstafsnit uanset sætningstruktur og - mening. 

   Og de oplæsende, når det hørte resultatet, kunne finde på at sige: "Jamen, jeg lyder ikke som mig selv"; "Det er ikke min tekst"; "Det lyder som en anden end mig der læser". Altså udtryk for en oplevelse af at være en "split personality".

Tolkningen af disse fænomener må være at det normale samarbejde og koordination mellem de to tale-centre i hver sin hjernehalvdel er blevet brudt. At der så at sige er sat en automatisk melodi på oplæsningen, som ikke har noget med indholdet og meningen med det oplæste at gøre. Hvad der jo meget vel kan tænkes at hænge sammen med at kravet til at læse teksten korrekt op samtidig med at man prøver at forstå den, monopoliserer opmærksomheden og forstyrrer den normale automatiske koordination.

   Det minder mig om det fænomen som W. Timothy Gallwey beskriver i sine bøger om "The Inner Game of X"- hvor "X" = tennis, golf, ledelse, musik etc.

You can think of your brain as having two distinct parts, what Galwey refers to as Self #1 and Self #2. Self #1 is your conscious mind, where you think, feel emotions, and consciously control your muscles. Self #2 is a nonverbal being, quietly managing the orderly running of the body, storing myriad experiences in memory and retrieving them appropriately without conscious effort.

Når hjernen skal styre en målrettet aktivitet som fx at spille tennis, så kan to de sider: "self 1" og "self 2" - komme i karambolage med hinanden. Der opstår en slags "interferens", således at hensynet til "self 1" forstyrre den gnidningsløse udøvelse af det som self 2 ellers behersker automatisk.

   Eller som en anden autoritativ Gallwey-tekst beskriver det:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Det som Gallwey beskriver som "self 2", svarer ret nøje til den tilstand som Mihaly C-mihaly beskriver som "flow". Og det er altså det bekymrede og alt for selvbevidste og omverdensopmærksomme "self 1" der kan gå hen og spolere flow-tilstanden for "self 2".

Det er så min antagelse i forbindelse med Jonas Nygaard Bloms iagttagelser: At når man normalt taler med andre uden at tænke på andet end at få udtrykt det man tænker, mener og føler med det sagte, så er man i en flow-tilstand som for hjernens to talecentres vedkommende betyder at "melodi-centret" og "ord-og syntaks-centret" gnidningsløst arbejder sammen i udtalen af den indre mening man vil udtrykke.  

   Men når man så skal læse op af en tekst som ikke er ens egen, så dukker "self 1" op og forstyrre samarbejdet i en sådan grad at hjernen må gribe til nødløsninger og trække på præfabrikerede intonations- og tryk-skabeloner for at der overhovedet kan komme de læste ord og sætninger ud af munden.  

   Mens den naturlige tale udtrykker en mening som mentalt set kommer indefra, så kræver oplæsning jo at man med øjnene ser og læser en udefra sanset tekst. Hjernen reproducerer så det sete og læste udelukkende via talecentret i venstre hjernehalvdel, idet der ingen automatisk kobling er mellem synscentrets input og intonations-centret der aktiverer stemmebåndet. 

For at aktivere den naturlige intonation og tryk, kræver det at læseren "internt"/mentalt har forstået hele meningen og sammenhængen i de sætninger der skal læses op. Og det kræver en særlig form for læsning hvor øjnene læser forud i forhold til det der læses op i nuet. Hvis øjnene kun kan læse ord for ord i nuet så han oplæseren ingen mulighed for at forstå sætningens mening - og derudfra aktivere den "rigtige" intonation og de "rigtige" tryk. Og så træder de kunstig intonations-skemaer ind.

   Dette at kunne se og læse forud i forhold til den tekstdel som munden artikulerer i nuet, kræver sandsynligvis træning. Og det vil sikkert hjælpe hvis man læser teksten op på forhånd - indvendig - mange gange. At simulere er at forstå!

   

Man kan altså analogt med "the inner game of golf" tale om "the inner game of reading aloud". 

   Der kunne måske ligefrem være pointer at hente fra Gallweys bøger når man skal undervise journaliststuderende i at læse godt op.

                (fortsættelse følger)

Om være "in the flow", "on the ball", "in the moment", "in the zone", "wired in", "in the groove", "keeping your head in the game"

Alle disse metaforer som står ovenfor i rubrikken, opregnes i Wikipedias artikel om "Flow (psychology)", der tager afsæt i Mihaly Csikszentmihalyis skrifter og tanker. 
   Indgangen til at slå op i "Flow"-artiklen, var at jeg googlede et andet begreb "in the zone", et udtryk som blev brugt af forfatteren Steve Johnson i bogen "Mind Wide Open", dels som noget han selv oplevede når han skrev på en bog, og dels noget som især sportsfolk refererede til når de "performede på toppen" - "in peak-performance-situations". 
   Udtrykket "in the zone" beskriver Johnson selv i bogen sådan her: "getting the mind out of your game an letting your muscle memory do it´s work unimpeded." Altså noget i retning af at slå tankerne ud af hovedet, så muskelhukommelsen kan komme til at arbejde uhindret. Jeg holder meget af mandens levende metaforik: "muskelhukommelse".
   Jeg forstår jo præcist hvad han mener. Når jeg kører bil alene, så er det min muskelhukommelse som kører bilen glidende gennem trafik og bilkøer og det hele uden at jeg behøver at tænke over det. Når fruen sidder ved siden af og løbende kommenterer hvor hurtigt vi kører, hvor tæt jeg er på de forankørende, at vi nu snart skal køre af motorvejen, at der er rødt lys lige straks, så kører jeg simpelt hen dårligere og mere usikkert.
   Så det minder mig jo så straks om Tim Gallway´s "the inner game of..."-tænkning, hvor han opererer med et "jeg-1" og et "jeg-2", hvor "jeg-2" ikke kan udfolde sig optimalt fordi det hele tiden skal forholde sig til den mentale interferens som kommer fra de bekymrede tanker som "jeg-1" hele tiden har kørende på den indre skærm. Det andet jeg - med muskelhukommelsen - skal have fri bane til afslappet fokusering.
   Her citeret fra hjemmesiden: http://www.performanceconsultants.com/tim-gallwey

... if a person learns the art of relaxed focus of attention in one activity, that skill can be applied to any other activity. This provides great leverage for anyone attempting to maximize excellence in any field. In simple terms the game can be summarized in a formula: Performance = potential-interference, P=p-i. According to this formula, performance can be enhanced either by growing "p" potential or by decreasing "i," interference.
   It is impossible to achieve mastery or satisfaction in any endeavor without first developing some degree of mastery of the relatively neglected skills of the inner game. Most of us have experienced days when our self-interference was at a minimum. Whether on a sports field, at work, or in some creative effort, we have all had moments in which our actions flowed from us with a kind of effortless excellence. Athletes have called this state, "playing in the zone." Generally at these times our mind is quiet and focused. But whatever it's called, when we're there, we excel, we learn, and we enjoy ourselves.
   Unfortunately most of us have also experienced times when everything we do seems difficult. With minds filled with self-criticism, hesitation, and over-analysis, our actions were awkward, mis-timed, and ineffective. Obviously we all would prefer to have more of the first and less of the second.

Artiklen i Wikipedia gennemgår en række domæner og professioner hvor man finder varierende betegnelser for den særlige mentale tilstande af ekstrem afslappet mental fokuserethed og koncentration som tilsyneladende er helt analoge til "flow"-tilstanden: musikere, forfattere, videnskabsmænd, idrætsudøvere, buddhistmunke, undervisere, elever der løser opgaver.

En profession der ikke er med, er detektiver i kriminalromaner.

                            (fortsættelse følger)

"The King´s Speach" - en god film - et godt plot - og "based on at true story"

Jeg var i forgårs nede i vores lokale biograf i Vordingborg og se en "snigpremiere" på en film, som vel så snart kommer op i Dagmar eller Grand i København. Titlen er "The King´s Speach", og Wikipedia fortæller:

The King's Speech is a 2010 British historical drama film directed by Tom Hooper and written by David Seidler. The film won the 2010 Toronto International Film Festival People's Choice Award and was nominated for fourteen BAFTAs, of which it won seven; twelve Academy Awards; and seven Golden Globes, with Colin Firth winning for Best Actor. Firth plays King George VI, who, to overcome his stutter, is introduced to Lionel Logue, an unorthodox speech therapist played by Geoffrey Rush. The two men become friends as they work together, and after his brother abdicates, the King relies on Logue to help him make a radio broadcast at the beginning of World War II.

Manuskriptforfatteren David Seidler har selv lidt af den samme taleforstyrrelse - at stamme - som kongen, fremgår det. Så han har en personlig aktie i historien og har på den baggrund kunnet bruge sin på egen erfaring baseret fantasi til at give plottet et realistisk twist, til karaktertegningen af kongens lidelser med sin taleblokering og til beskrivelsen af dynamikken mellem hovedkarakteren og hjælper-/mentor-figuren.
   Filmen respekterer langt hen ad vejen de historiske kendsgerninger, men afviger også på en række væsentlige punkter. Primært begrundet i hensynet til dramaturgien.
   Om kongen får vi at vide at han i sin barndom blev tvunget til at skrive med højre hånd selvom han var venstrehåndet, og at han fik "rettet" sine kalveknæ med metalskinner. Det synes at være dokumenteret.
   Og det er korrekt at han havde store problemer med sin stammen som barn og ung. Åbningsscenen i filmen hvor han som prins skal holde en tale på Wembly 1926, men næsten ikke kan få et ord over sine stammen læber, er også veldokumenteret.
   Men mødet med talepædagogen foregår meget tidligere i den historiske virkelighede end i filmenens og han bliver også hjulpet til at komme over sine taleblokeringer meget hurtigere i virkeligheden end i filmen. Her er han stadig plaget af stammen da han modvilligt må overtage tronen efter sin abdicerende storebror. Denne modviljen synes også at være historisk dokumenteret.
  I øvrigt fortæller Wikipedia at talepædagogens notesbøger med notater fra taleøvelserne med prinsen/kongen, var blevet fundet, og en række citater herfra blev indkorporeret i dialogen mellem den kongelige klient/patient og taleterapeuten, hvad der jo var med til at øge dens autenticitet.

Der er altså i filmens univers og fremstilling tale om genremæssig blending, både i forhold til manuskriptforfatterens egne erfaringer med stammen, og hvordan man kan hjælpes til at komme over den, og i forhold til den historisk virkelighed.
   Filmen er et produkt af kreativ tænkning og udgør en integreret audiovisuel blanding af virkelighed og fiktion, der så er blevet underlagt Hollywood-dramaturgiens krav til komprimering af tid, sted og handling - og til udformning af plot, dialog og karaktertegning.

I kreativitetssammenhæng synes jeg også at den teknik som pædagogen i filmen anvender til at få den kongelige klient til at overkomme sin stammen, er særedeles interessant og relevant.
   Det viser sig i filmen at hovedpersonen under bestemte omstændigheder ikke stammer når han siger noget:

• når han skal fortælle sin døtre som han elsker højt, "skæve" eventyr hvor han påtager sig en særlig "fortæller rolle" 
• når han bliver stiktosset og rasende
• hvis han synger de ord han skulle sige
• hvis han danser mens han skal sige det han vil sige
• hvis han undervejs i talen jævnligt bander og siger frække ord

Det udnytter terapeuten så i sine taleterapeutiske øvelser.

På mange måder er det jo parallelt med de vilkår som fremmer kreativ tænkning, og som muliggør at man "omgår" de mentale blokeringer for kreativ udvikling: Man defokuserer og afleder opmærksomheden i forhold til problemet - ved f.eks. at meditere eller ved at udføre noget kropsligt krævende. 

   Det minder også om den tænkning som Tim Gallway med "The Inner Game"-bøgerne om coaching gør sig til talsmand for hvis man skal performe optimalt som sportsmand eller leder. Ikke mindst hans skelnen mellem "self 1" og "self 2" ligner det vi filmen ser hos den kongelige stammer, hvor "self 1" der fokuserer på angst og stress ved oplevede forventninger og krav fra omverdenen, blokerer for at "self 2" kan udvikle og udfolde sig frit - en blokering der så kommer til udtryk som stammen.

   Det taleterapeuten "lærer" den royale klient, er at få indsigt i at han rent faktisk har et "self 1" der kan tale og udtrykke sig uden at stamme. Og at det er muligt ved hjælp af forskellige teknikker at snyde "self 2".

God film, god blanding, fin oplevelse plus indsigt.

The inner game - of an iron man: Torbjørn Sindballe - og af Caroline Wozniacki

Politikens bogtillæg, lørdag. En anmeldelse af Torbjørn Sindballes bog: 'Den perfekte præstation. Motivation, træning og kærlighed'. Rubrikken: "Jernmand med hjerne". Anmelder: Per Munch.
   Hvem er Torbjørn Sindballe? International vinder af flere triatlon-konkurrencer og nr. 3 ved den særligt hårde ironman-konkurrence på Hawai. Stopper 2009 på grund af en konstateret medfødt hjertefejl.

Ved at læse anmeldelsen får jeg straks associationer til Tim Gallway og bogen 'The Inner Game of Tennis', og de tanker han der udforskede om hvordan man som træner, "coach", kunne hjælpe en tennisspiller til at præstere sit ypperste. Her er et oplysende citat fra en af hans elevers webside http://www.tennismindgame.com/inner-game-tennis.html:

If we take a moment and listen to what is really going on in our minds, we will discover that there is a constant dialogue going on. There seems to be one voice doing all the commanding and criticizing and some other part being quiet and doing the actions.

We can quickly see that their relationship does not feel too friendly. There is one part, Self 1, which constantly tells the other part what to do. It seems to know everything there is about tennis – how to bend the knees, watch the ball, follow through and so on. And then there is the other part, Self 2, who is a silent doer.

And yet, the Self 1 doesn't trust Self 2 much and even takes things in its own »hands« and starts moving the body, tightening all sorts of muscles and makes the arm go where it thinks it »should« go. Since all the fluidity and timing is gone by now, the »arm« usually mishits the shot and Self1 gets one more chance to degrade Self2.

Ifølge anmeldelsen skelner Torbjørn mellem tre forskellige slags mål for succes i forbindelse med sport: resultat, præstation og proces. Og de mål der er mest effektivt at træne henimod, er procesmålet - systematisk at arbejde med kvalitative forbedringer af enkeltdele af og deloperationer i sportsprocessen: løberytmen, svømmetaget, eller spurten i cykelløbet.
   Per Munch siger at "bogen bliver en sanselig og en kognitiv dannelsesrejse, der giver mening langt ud over triatlon og ekstrem sport." Og refererer:

Og når man bliver rigtig god har man udviklet det som Torbjørn Sindballe kalder 'automatviljen'. Den er så stærk at man fortsætter. Trods modstand. Trods modvind og styrtregn. Trods skader. Trods alvorlige  problemer på hjemmefronten og skilsmisse. Trods det der viste sig at vær en manglende hjerteklap og et forstørret hjerte.

Det er tid for at tjekke nyhederne fra US-Open i tennis: Hvordan har Caroline klaret næste runde? En klar association fra denne bog og til en biografi om Caroline jeg for nylig så anmeldt og refereret om hendes opvækst, karriere og træningsmetoder - med klare lighedspunkter og paraleller til det Torbjørn beskriver. Bogen har titlen 'Én bold ad gangen, - forfatter: journalist Anders Haar Rasmussen.
   Det her må være relevant også hvis man vil være en fremragende journalist. Tænk ikke på resultatmålet: den store afsløring der vælter ministre. Men tænk i stedet på at perfektionere processen gennem træning af enkeltdele: research, vinkling, fortælling. Og brug din intuition som er indlejret som automatik i krop og følelser.
   Èn bold ad gangen.