Kreativt at opfinde anonyme kilder, eller kreativt at lade sig 'inspirere' af kilder - det er spørgsmålet - og hvor går grænsen?

Lånt fra www.emu.dk

Hvor langt kan man som journalist tillade sig at gå med hensyn til at genbruge tekster, oplysninger, nyheder fra andre i sin egen journalistik - uden at henvise til at man har dem i fra disse andre kilder? Hvor meget skal man gå ud fra er 'fælles stof' og 'almen viden' som man bare kan trække på, og hvor meget er nyt og originalt som kræver henvisning?

   I debatten der har kørt de sidste uger og dage på de sociale medier og i kommentarsporene til nyhedsartikler på nettet, har jeg set ord som "at skrælle" andres artikler, "at planke" en historie, "at copypaste" en tekst - aktiviteter som beskrives som en nødvendighed i den journalistiske praksis når arbejds- og produktionspresset er så stort som det er blevet på de digitale redaktioner.

    Fra min snak med journalistpraktikanter der kom hjem til studiet fra deres praktik, har jeg ofte hørt om en praksis på hurtigtarbejdende radioredaktioner som legitimerede at man stort set genbrugte en historie fra et andet medie uden kildehenvisning: Man opsporede en enkelt ny kilde, fik en udtalelse fra ham/hende, og så er historien "vores egen". 

Det var faktisk noget i den retning også Michael Qureshi havde fundet en kreativ løsning på: En allerede 'gammel' historie som har kørt i udenlandske aviser, vinkles ved hjælp af de falske kilder til en ny 'dansk,' historie. 

Af Journalisten.dk´s gennemgang af Qureshi-sagen, fremgår det at han producerede over 780 nyhedsartikler (sport), på 300 dage. 

   Så han har haft travlt, så travlt at Journalisten mener at hans redaktører alene ud fra sportsjournalistens produktivitet skulle have fået mistanke om at der var noget galt. 

   Journalisten.dk har også gennemgået nogle af Qureshis artikler for at se hvordan han rent teknisk har udnyttet de angiveligt opdigtede udenlandske kilder i sin journalistiske fremstilling.

   Og der viser det sig at han har været kreativ og opfindsom. Typisk åbner historien nemlig med citater fra en af de anonyme udenlandske kilder (med opdigtet  navn), som en slags anslag og teaser. Senere i artiklen bakkes vinklen så op med en autentisk åben kilde der optræder under eget navn.

   Øivind Hesselager skriver sammenfattende om fidusen i den teknik

Ud over at der er tale om rygtebaserede og ret banale spekulationshistorier, går det også igen, at de falske kilder i Qureshis artikler ovenfor ”kickstarter” en historie på en dansk scene, efter at den allerede er kørt i internationale medier.

   Det er nærliggende at fastslå – men kan ikke bevises - at de falske kilder har tjent som Qureshis ”salgsargument” for historien over for et dansk publikum – og en dansk redaktør.

   Man kan høre det redaktionelle pitch for sig: ”Og jeg har min egen kilde, der bekræfter!”

   Dermed kan en historie, der allerede er kørt, få nyt liv i dansk kontekst.

   Og det er ikke umuligt, at kilden findes, men vedkommende ønsker ikke sit navn på tryk.

Denne blanding af åbne og opdigtede udenlandske (og som regel derfor naturligvis 'svært tilgængelige') kilder, har både været tidsbesparende for Qureshi og gjort det forholdsvis nemt for ham at gøre sine redaktør glad og tilfreds.  

   Se mere om sagen og om baggrunden her:

http://journalisten.dk/qureshi-skrev-25-artikel-dag

Og når først Pandoras æske er blevet åbnet omkring plagiat og snyd med kilder, så vrimler det frem med flere 'sager', gamle og nye. 

   Til de gamle hører at Cavlingprisvinderen Poul Høi i 2009 blev anklaget for at snyde med sine kilder - i en blogkommentar af Mikael Jalving, her i et referat i Journalisten.dk: 

"Poul Høis journalistiske metode lader til at være som følger: Han skriver fra Santa Fe i New Mexico, men i hans gearede featureartikler får man indtryk af, han er ude i marken, har talt med eller været tæt på hovedpersonerne. Det har han bare ikke. Langt henne i artiklen kan der så pludselig optræde en henvisning. Slår man efter, viser det sig, at det ikke kun er et citat, Høi har brugt, men derimod at flere dele står i gæld til originalartiklen," skriver Mikael Jalving i sin blog. (...)

   Plagiat er ikke det eneste, Poul Høi beskyldes for. Mikael Jalving mener, at tre nyere artikler fra 2008 og 2009 er skrevet fra Poul Høis kontor i Santa Fe, mens det i artiklerne virker, som om journalisten selv har oplevet begivenhederne.

http://journalisten.dk/cavling-vinder-beskyldes-plagiat

Den nyeste ballade er om den kendte i USA-bosiddende journalist og blogger Annegrethe Felter Rasmussen. 

   Hun er kendt for at skrive vidende og personligt om både danske og internationale politiske forhold. Og er højt anset blandt journalister. 

   Og hun er også uhyre produktiv!

   Hun har skrevet et blogindlæg til Altinget.dk hvor nogle tekst-passager angiveligt er hentet fra en leder i det internationale økonomiske tidsskrift The Economist, vel at mærke uden citationstegn og uden kildeangivelse.

   Indtil videre har konsekvensen været at Annegrethe er blevet fyret som free-lance-journalist og blog-skribent fra både Altinget.dk, Journalisten.dk og Avisen Information.

   Og stort set ingen der skriver om sagen undlader at gøre opmærksom på at hun har en lignende gammel sag fra 2001 der førte til at hun blev fyret fra Berlingske Tidende.

Netop fordi Annegrethe er så velanskrevet professionelt som hun er, så har den sag vagt opsigt og givet anledning til kommentarer der allerede nu i omfang og engagement er større en Qureshi-sagen. 

   Og mens der ikke har været ret meget skrevet til forsvar for Quereshi, så har der allerede været i metervis af opbakkende kommentarer og støtteerklæringer til Annegrethe.

   Flere meddeler at de opsiger deres abonnement på et af de tre medier, fordi de mener at fyringen er udtryk for panik på ledelesesniveau - og grundlæggende urimelig.

Ifølge Journalisten.dk forklarer chefredaktør for Altinget.dk Rasmusn Nielsen sagen sådan her:

Annegrethe Rasmussen er ansat gennem en freelancekontrakt, der stod til at udløbe ved nytår. Men som konsekvens af sagen vil samarbejdet ophøre øjeblikkeligt, og kontrakten vil ikke blive genforhandlet, fortæller Rasmus Nielsen.»

   Vi har foreholdt hende, at hun var blevet inspireret af The Economist, og det har hun også erkendt og beklaget. Det er en sag, vi er kede af, for Annegrethe er jo en meget velskrivende dame og meget velorienteret om politik. Men vi er nødt til at beskytte vores etiske standarder og værne om dem. Desværre er mediebranchen præget af forskellige typer af kopiering, og det vil vi meget gerne være fritaget for,« siger han.

Altinget har ikke trukket Annegrethes blogindlæg tilbage, men har tilføjet at "dele af klummen er inspireret af en leder i The Economist", samt beklage, at det ikke fremgik ved publiceringen.

Selv forklarer hun i en mail til Journalisten,dk sammenfaldet i tekstpassager sådan her:

”Jeg kan bekræfte, at jeg ikke i første omgang krediterede Economist, og den forglemmelse er jeg rigtig ked af og tager det fulde ansvar for. Jeg er glad for, at henvisningen står under artiklen nu, og henviste også til den omgående på sociale medier i adskillige omgange umiddelbart efter, at artiklen blev tilgængelig online. Jeg er taknemlig for, at Journalisten giver mig mulighed for en kommentar, og har ikke nogen yderligere kommentarer, ikke for at være uvenlig eller utilgængelig, men fordi jeg, som vel ikke er uforståeligt, er ret ærgerlig og ked af det.”

http://journalisten.dk/comment/29163#comment-29171

Som sagt er der mange og lange kommentarer på bl.a. facebook som tager Annegrethe Felter Rasmussin i forsvar. 

   

Gunnar Langemark fremhæver forventningspresset fra redaktører om høj produktivitet og kreativ interessevækkende journalistik som Annegrethe i den grad har levet op til, og som taler for at man må have lov til at begå sjuskefejl - stillet over for en stadig mere hysterisk nul-fejlskultur hos de selvsamme chefer:

Når man ved hvor hårdt AG arbejder - og hvor produktiv hun faktisk er - og hvor meget materiale hun formår at "tygge" for os, så bør man i anstændighedens navn også kunne tilgive - ikke bare én svipser, men et decideret (lille) niveau af svipsere af den art.

   Når mediernes ledende medarbejdere vælger at satse på at kræve ekstremt høj produktivitet hos medarbejderne, så bør de faktisk også tage en del af ansvaret for, at niveauet er lavere end 100%.

   Jeg er lige ved (eller er det kun lige ved?) at sige, at AG har produceret uendelig meget mere interessant materiale end de allerfleste skribenter (og i en mængde som er forbløffende).

   Det er helt sikkert, at den stille, trygge, sikre eksistens - med stof der ikke indeholder de store overraskelser, som ikke indeholder en stemme, hvor skribenten ikke sætter sig selv på spil og hvor man ikke vover sig ud i andet end ligegyldigheder - aldrig vil bringe redaktørerne i forlegenhed.

   Men det er samtidig mediernes endeligt. Angsten for at begå fejl - vil kvæle den sidste rest af uafhængig og personlig journalistik.

   For mig at se overskrider vi med AGs fyring en grænse. Det er - i mine øjne - ikke fyringsgrund, at man laver den type fejl en gang imellem.  Det er indbygget i jobbet - når man skal være så produktiv.   Det er ikke anstændigt at slå AG i hartkorn med journalister der begår ulovligheder for at skaffe sladderkilder eller opfinder egne anonyme kilder for at få dækning for en historie.

   Det hun har gjort - svarer til at misse nogle citater i sin afhandling. Det skæmmer helhedsindtrykket, men substansen er der stadig.

Bjarke Myrtu henviser til at det Annegrethe har gjort med sin citater uden citationstegn - andre steder omtalt som 'copypaste' - er en udbredt kreativ praksis som ikke er ny, idet han citere den bevingede sætning: "Uden klip og klister, ingen journalister". 

    Istedet for at moralisere og fordømme og råbe op om 'plagiat', bør man se det som en naturlig udvikling af den journalistiske kultur - forårsaget af de uendelige - og kreative - muligheder som digitaliseringen har givet journalister på netmedierne for at blive 'inspireret' af hvad andre har skrevet:

Jeg ser lidt tidens mange "plagiatsager" som endnu en konsekvens af den digitale tidsalder. Det er blevet utroligt nemt at finde, bruge og bygge videre på det som andre har lavet. Det ser jeg som en fantastisk ting, og det er sådan kreative væsner altid har arbejdet fra Picasso til Annegrethe. Vi bygger alle på hinanden, og på den måde udvikler vi alle hinanden. Der er en grund til at der er et ordsprog der hedder   "Uden klip og klister, ingen journalister".

   Samtidig er det også blevet uhyre gennemsigtigt hvem der laver hvad. Før internettet havde det været uendeligt meget sværere for Altinget at "afsløre" at en klumme var inspireret, plagieret eller hvad man vælger at kalde det fra The Economist.

   Jeg starter konstant projekter med at "plagiere" noget som er godt lavet. Og derefter bearbejder jeg det kraftigt. Men det hænder at jeg glemmer at henvise til kilderne, f.eks hvis jeg har taget et billede fra nettet, eller brugt en formulering der lød godt. Det må jeg blankt indrømme. Jeg vil hjertens gerne kreditere folk der har lavet noget godt, men jeg glemmer det simpelthen i processen nogle gange. Jeg tror - nej faktisk ved jeg - at de fleste journalister og kreative er ude for det samme. Jeg læser mange udenlandske magasiner, og kan næsten hver uge se danske medier der er blevet "inspireret" af artikler herfra.

   Jeg har ikke læst artiklerne i den konkrete sag om Annegrethe Felter Rasmussen, men jeg synes man burde løfte sig lidt op over pege-finger-stadiet, og i stedet indse at det at klippe-klistre er en praksis vi alle benytter os af, og derfor skal vi måske forsøge at indføre nogle rygrads-mekanismer og tekniske redskaber som gør det mere gennemskueligt hvor kilderne kommer fra.

    Jeg ser med andre ord en fremtid hvor vi uhyre nemt kan låne, remixe, plagiere eller hvad man kalder det fra hinanden, og hvor den oprindelige skaber af noget automatisk får en henvisning (og en del af kagen hvis der er penge involveret).

Mikael Lindholm skriver i kommentartråden i Journalisten.dk at den slags fejl er uundgåelige og en for så vidt accepteret del af kulturen  når man er højproduktiv korrespondent i udlandet. Man kan ikke altid have førstehåndskilder, så at rapportere fra udlandet nødvendiggør at man i vidt omfang lader sig "inspirere" af andre journalisters skriverier om emnet. 

   Og en vigtig pointe: Kravet om at bygge egne primærkilder kommer ikke mindst fra ambitiøse redaktører der synes det er flovt at bringe alt for mange henvisninger og citater fra andre aviser, i egne nyhedsartikler, så de ser gerne at deres journalister kan finde kreative sproglige udveje så de ikke behøver at citere eller krediterer kolleger og konkurrenter.:  

Denne her får jeg nok høvl for. Men slap lige af her. Enhver, der har været korrespondent i USA, kender alt til at skrive af. Jeg har set mangeårige danske korrespondenter i USA skrive nærmest ordret amerikanske avisartikler af. At Annegrethe "kun" har skrevet en passage af, vidner om mindre dovenskab, end så mange andre har udvist. Som korrespondent skal man fortolke, hvad der sker internationalt og selvfølgelig i særdeleshed i det land, man selv arbejder i. Som korrespondent fra et lille land som Danmark er det enormt vanskeligt at have alle de førstehåndskilder, der skal til, for at producere "egne" historier. Så man lader sig inspirere af, hvad de lokale kolleger finder frem til af oplysninger. Når man gør det, så skal selvfølgelig citere kilden. Men så skal jeg spørge, hvilke redaktioner, der synes, at det er fedt med en artikel eller et indslag, hvor en masse andre medier bliver citeret? Jeg har oplevet den slags citater blive redigeret ud i processen, fordi "det fylder unødigt", men hvor den reelle årsag snarere handler om at skjule, at ens eget medie ikke har adgang til primærkilder. Ja, det ville have klædt Annegrethe at citere The Economist, men hvis vi skal lynche korrespondenter for at undlade kildecitater, så står hun på ingen måde forrest i køen, og så kan vi ellers åbne for en inkvisition, der brænder mange på bålet. Annegrethe er dygtig. Slap af og spis brød til.

Slående er det at der faktisk bringes meget lidt dokumentation for det angivelige plagiat, hverken hvad angår indhold eller omfang. 

   Men Christian Vangsø Bentsen bringer et eksempel på teksten i Annegrethes blogindlæg og det 'kopierede' fra The Economist:

"Støtten til populistiske partier og enkeltpersoner i Vesten er uden sidestykke siden 1930’erne. På en dyster baggrund af terror og flygtningestrømme udgør disse udemokratiske strømninger den alvorligste trussel i nyere tid mod den åbenhed og tolerance, som vi i Vesteuropa normalt tager for givet."

Skulle ovenstående være en "nøjagtig oversættelse" af nedenstående?

"Mr Trump and Ms Le Pen are not alone. Support for the populist right in America and parts of Europe is unparalleled since the second world war. Against the backdrop of terrorism, these fearmongers pose a serious threat to the openness and tolerance that Western societies take for granted."

Nej vel. Det er ganske enkelt faktuelt forkert hvad Rolf Sørensen hævder. Der er ikke tilnærmelsesvist tale om en "nøjagtig oversættelse". Helt ukritisk kolporterer Journalisten at der er tale om en "nøjagtig oversættelse".

Peter Molvany har talt op det antal linjer som Annegrethe har "skrevet af" - og retter kritikken mod Altingets redaktør for at være gået i panik.  

Jeg ser kun 13 linjer ud af i alt 120, hvor Annegrethe Rasmussen har skrevet af efter The Economist. Det er selvfølgelig forkert at kopiere uden tydelig kildeangivelse. Det hører ingen steder hjemme og berettiger en faglig advarsel. Afsnittet er en kort og banal analyse af europæisk højrepopulisme, der truer tolerancen. Sådan noget kan AR formulere i søvne, og plagiatet beviser i værste fald journalistisk dovenskab. Spørgsmålet er, hvad Altinget er bange for.

Uffe Gardel er inde på samme spor nå han modsiger Altingets redaktør Rasmus Nielsen der har hævdet at Annegrethe har kopieret en tredjedel af The Economists leder i sin klumme:

Jeg har nu grundigt læst Annegrethe Rasmussens klumme, og jeg har tilsvarende grundigt læst lederen i Economist. Jeg vil meget gerne høre hvordan Rasmus Nielsen kan nå frem til at "vurdere", at Annegrethe Rasmussen har kopieret en tredjedel af Economists tekst.

   Selv "vurderer" jeg, at det drejer sig om nogle løsrevne sætninger. Det er en ret almindelig praksis i medierne at genbruge en kollegas gode formulering her og dér; især hvis det er en udenlandsk kollega. Det er måske ikke god skik, men det er heller ikke plagiat. Plagiat ville være at tage hele afsnit og sætte ind i sin egen tekst uden kildeangivelse. Det kan jeg ikke se er sket i denne klumme. Og derfor gentager jeg: Jeg savner dokumentation for anklagen om plagiat. Det er mærkværdigt at bygge en så alvorlig anklage på hvad man sådan "vurderer".

Gretelise Holm skriver en ganske kort kommentar som vel rammer i plet hvis man skal dømme efter indholdet i mange af de andre kommentarer:

"Lad den der er ren , kaste den første sten"

Det er der så alligevel godt nok en del der har gjort - både den første, den anden og den tredje sten. 

   Men det fremgår også med al tydelighed at de alle kastes fra et journalistisk glashus.

Fra Otto Frellos centralperspektiv-iske indre-syn i 3D - til Martiin Bigums synæstetiske syner når han skriver poesi

(fortsat fra forrige indlæg der handlede om Otto Frellos særlige evner og teknik)

Fra Trapholt Museums introduktion til Bigum-udstilling

På vejen hjem fra Varde og Frello besøgte vi Museet Trapholt ved Kolding og så her blandt andet den retrospektive Martin Bigum-udstilling.

   Den havde karakter af et malerisk-visuelt gennemløb af hans fængende og fremragende selvbiografiske bog "Min Kunsthistorie". Og der var ret udførlige forklarende baggrundstekster placeret ved siden af de godt 25 ophængte malerier, tekster der var hentet fra bogens tekst.

Jeg synes så ikke udstillingen egentlig gav noget nyt i forhold til mit allerede etablerede syn på Bigum, som jeg har skrevet om i flere tidligere indlæg.
   Nu så man hans malerier i stor størrelse, men der var ikke rigtig nye ting at opdage i dem. Så oplevelsen blev lidt flad og distanceret - i hvert fald når man lige havde besøgt Frellos billeder dagen før.

Martin Bigum har det til fælles med Otto Frello at han er en fremragende realistisk tegner og illustrator. Et naturtalent. Og han er teknisk god til at male figurer og landskaber i perspektiv og med markant og realistiske lys og skygge i ansigter og og i tøj på de figurer han fremstiller (se "Kalla" nedenfor).

 
Frello var oprindeligt illustrator, og Bigum var oprindeligt tegneserietegner, som, da han var yngre, levede af at bidrage med tegninger til det internationale satiriske tegneseriemagasin "MAD".
    Og begge har de oplevet sig som outsidere i forhold til den etablerede kunstverdens dominerende orientering mod abstrakt kunst.
    Og begge har de været 'tilbageskuende' og  meget optaget af tidligere tiders kunst: Frello oplever slægtskab med det centralperspektiviske illusionsmaleri fra renæssancen og frem til 1900-tallet. Bigum tydeligvis optaget af Romantikkens kunstfilosofi i 1800-tallet og  symbolismens figurative maleri omkring 1900-tallet.

 
Men hvor Frello ligesom trækker sin person tilbage i forhold til sin kunst og siger: "Jeg er ikke kunstner, jeg er barer maler der er god til sit håndværk", og "egentlig leger jeg bare", så er Bigum som personlighed stærkt frembusende: "Se mig, se mig! Jeg vil være - jeg er rigtig kunstner!", det er underteksten i hans billeder og i hans historie om sig selv.
   At blive og være "rigtig kunstner" er for ham en viljesakt der kræver stor selvdisciplin.
    Han fortæller selv at et billede tager mellem 5 og 7 uger at male. Og han arbejder på det hver dag fra 9 til 17.
   Nogle af Frellos billeder tog det ham flere år at male, og i de mange første år hvor han også arbejdede som illustrator, blev det til måske kun et maleri hver andet eller tredje år. I alt har han malet 63 malerier, fremgår det af det sidste bogværk om ham: "Otto Frello - I fantasiens landskab ..."

Martin Bigum er altså en slags ny-ekspressionistisk symbolist der erklæret er i en særlig tilstand af næremest romantisk inspiration når han maler sine kraftfulde og sprængte motiver.
   Hans symbolik er demonstrativ, entydig og vrængende, som da han i flere år i sine billeder viste en lille mand ved navn "ART" (=kunst) med en stor næse i en grå kutte med hætte ned over øjnene og en le over skulderen: Bigums visuelle kommentar til og svar på udsagnet blandt kulturpinger om  at "kunsten er død". Bigum vendte kreativt udsagnet på hovedet, og gjorde så (billedet af) døden til kunst:

Martin Bigum: "Kalla". 1994-95

Et fantastisk billede.
   Men om det er sundt for helbreddet at drikke den kop te, er nok tvivlsomt.
   Jeg får umiddelbart associationer til Georgia O'keefes blomstermalerier. Men ikke mindst til den mexicanske maler Diego Rivera, som jeg selv  har været en stor beundrer af siden jeg var ung og for første gang så det her maleri af ham i en af Broby-Johansens inspirerende kunstbøger:

Diego Rivera: Flower seller, woman with calla lilies. 1942

Otto Frellos malerier er i modsætning hertil åbne og mangetydige. Han tager stærk afstand fra symbolske læsninger og udlægninger af det fabulerende, imaginære indhold i sine billeder, og  han afviser at 'inspiration' er noget der overhovedet indgår i hans maleriske proces.

Otto Frello: Kongens Nytorv. 1995-96

Jeg  har i mange  blogindlæg 'jagtet' den særlige 'blending'-tilstand i hjernen som giver sig til kende i automatisk og uvillet synæstesi blandt de kunstnere jeg har skrevet om. Og jeg  har naturligvis overvejet om der er noget der tyder på at Otto Frello var synæstetiker, men har ikke fundet spor der peger i den retning i de interviews han har leveret i årenes løb. 

   Men som jeg beskrev i det foregående indlæg, så havde han en helt speciel evne til at se det han malede og tegnede i ekstremt nøjagtigt centralperspektiv - i en grad så han kunne tage en hvilken som helst figur og placere den perspektivisk korrekt i et hvilket som helst perspektivisk fremstillet landskab (ses tydeligt i "Kongens Nytorv" oven for).

   Ikke bare så han alting i et matematisk eksakt centralperspektiv, men han kunne også mentalt tage enhver figur og enhver bygning og så i hovedet vende den 360 grader, krævende mentale tegne-operationer som man i vore dage ellers er nødt til at bruge computere til.

   

Martin Bigum derimod, han er - i en eller anden dyb forstand - synæstetiker. Men hvilken slags?

   Han både maler, skriver digte (og læser dem op) og laver musik, og blander også genrerne.
   Så jeg prøvede for et halvt år siden at få svar pr. mail fra ham: Hvordan var det med hans synæstesi? Var der tale om et sammenløb i hjernen af flere sansers input der kom automatisk og indefra, eller var der tale om noget villet - noget litterært og primært æstetisk-ideologisk forankret?

   Det fik jeg ikke svar på. 

   

Men han henviste til sin hjemmeside poetik-etik.dk hvor han ganske rigtig skriver noget om det i teksten "Poetik".

   Når jeg synes spørgsmålet om ægte eller villet synæstesi var nærliggende i forhold til Bigum, var det fordi jeg ud af hans personlige kunsthistorie kunne læse at han erklæret blev inspireret af sanseindtryk der havde klare forbindelser til det jeg tidligere havde beskrevet hos andre kunstnere: 'Klüvers formkonstanter'.
   'Formkonstanter' er abstrakte visuelle former og mønstre som hjernen selv producerer når den af en eller anden grund er i en slags hallucinatorisk eller trancelignende tilstand (fx gennem indtagelse af LSD).
   Se nærmere om formkonstanter her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/08/dansk-jugend-jens-lund-formkonstanter.html

I malerier som det følgende og mange andre senere værker, kan jeg ikke lade være med at opleve at der er bagvedliggende og styrende 'formkonstanter', hvad der passer meget godt med at Bigum i sin bog bruger en gennemgående metafor: "puslespillet" for at angive hvad det er han kæmper med i sin kunst.
   Her kæmpes i hvert fald, så det batter:

Martin Bigum: Jigsaw Falling into Place. 2008

"Jigsaw" er engelsk for 'puslespil'.
   
I sin 'Poetik'  bruger Bigum selv begrebet 'synæstesi' flere gange - og skriver blandt andet følgende i sidste del af teksten

Når jeg under arbejdet med et digt læner mig tilbage i stolen for at slappe af og komme på afstand af digtet, ser jeg perspektiver på papiret foran mig. Ikke bare sproglige og digteriske og betydningsmæssige, men visuelle og rumlige strukturer der rejser sig inde i, og ud fra papiret. Digtets ord og sætninger udgør spor, der åbner op for rum, som kinesiske æsker der folder sig ud. Jeg ikke bare skriver og digter rum. Jeg bygger også rum med digtet. Det er der jeg læner mig tilbage for at kunne se rigtigt an. Den visuelle og rumlige tilstand jeg ser for mit indre blik er usynlig for andre. Men hvert digt jeg går i gang med og som fænger, udfolder sit eget perspektiviske og arkitektoniske sceneri.

   Jeg ser med andre ord en slagt digtets anatomi for mit indre blik, som en virtuel arkitektur jeg kan gå ind og ud af. Glasklare arkitektoniske linjer, planer, forsvindingspunkter.

   (...)

   Jeg mærker altså på flere planer at et digt har noget på hjertet. Det er ikke bare den skrivende proces og det indhold der drypper af den, men i lige så høj grad de perspektiver der kommer til syne i digtets indhold, der indebærer perspektiver og rummelighed i sig. Har jeg først set et synæstetisk spors glasagtige linjer i et digt ved jeg at der er et digt i gang jeg ikke kan slukke for: Det spor er det stillads jeg spænder digtet op på. Via det synæstetiske kan jeg styre digtet, give det ramme.

   Hvert digt jeg har skrevet har et underliggende usynligt synæstetisk system, som jeg decideret kan tegne. Her er to eksempler:

Bigum har så genoptrykt de to digte og ind i digt-teksterne tegnet nogle linjer på kryds og tværs - for at illustrere hvad det er han ser af "glasagtige linjer" der udgør de "stilladser digtet er spændt op på."

   Da man ikke kan tage kopi af hjemmesiden, så kan jeg ikke illustrere det som han gør. Men man kan selv gå ind og tjekke.

Bigums beskrivelse her peger på en form for automatik: At ordene som han er igang med at skrive et digt med, af sig selv og ufrivilligt udløser nogle abstrakte geometriske former eller linjer for det indre øje.

 
Går jeg til faglitteraturen, så kan jeg imidlertid ikke lige finde en anerkendt synæstesiform der er dækkende, blandt de efterhånden mange varianter af synæstesi som forskerne er blevet enige om at opliste.
   Ifølge artiklen om 'synaesthesia' i Wikipedia, så skal følgende kriterier være opfyldt hvis man skal kunne tale om en form for 'naturlig synæstesi':

1. Synesthesia is involuntary and automatic.
2. Synesthetic perceptions are spatially extended, meaning they often have a sense of "location." For example, synesthetes speak of "looking at" or "going to" a particular place to attend to the experience.
3. Synesthetic percepts are consistent and generic (i.e. simple rather than pictorial).
4. Synesthesia is highly memorable.
5. Synesthesia is laden with affect.

Den form Bigum skildrer, skulle vel så nok have betegnelsen: 'lexeme-form synaesthesia'. Og den ville i så fald være beslægtet med den form hvor numre, ugedag, måneder - alt mentalt der er fikseret i en bestemt rækkefølge - automatisk udløser og ordner sig i bestemte former, som fx illustreret her:

Den form for synæstesi er velkendt og ret udbredt, og den betegnes på engelske: 'number-form synaesthsia', eller  'spatial sequence synaesthesia'.
   En af mine nære venner har det sådan.

 
Der findes en sjælden form for synæstesi som er karakteriseret ved at ord('lexemes') udløser automatiske smagsoplevelser: 'lexeme-gustatory synesthesia.' En nært beslægtet form giver automatisk lugt-associationer til forskellige ord.

   Og så finder jeg også en henvisning på nettet til en synæstesi-hjemmeside hvor flere spørger om andre kender til at fx musik/sange udløser abstrakte visuelle former eller figurer på den indre skærm. 

   Her link til hjemmesiden:

https://www.reddit.com/r/Synesthesia/ 

Her citerer jeg nogle af de stillede spørgsmål på den hjemmeside: 

Basically, when listening to music, I tend to visualize a music "video" or "camera" movements. They aren't always coherent, but some of them have a definite story to them. They're often montages but sometimes its just plain camera movements around my surroundings.

It doesn't interfere with my vision at all but I do have a distinct feel of where the music is in my head. That might just be the ears though.

For me some songs make moving shapes and geometric patterns. I don't actually see it like I see usual stuff and it doesn't always happen, it's more like it'd moving behind my eyes and I can know what it looks like but only when I put attention to it. It almost exclusively happens when I listen to very engaging electronic music (mostly melodic Hardstyle to be precise). Unlike what the Wikipedia article said for me a certain tone doesn't have a color. It's central but can extend all the way out and is mostly circular and symmetric. It usually rotates and changes direction, shape, color, with every beat. 

I already have some form of chromestesia, but when i hear a voice, it creates a shape. This can affect whether i like the voice or not. Also, i just don't like certain numbers, like 44 or 72 because of how look and sound. Is this a form of synesthesia?

Whenever I listen to music I always see certain shapes and colors in my mind's eye and I cannot stop from seeing these shapes and colors. I also vaguely see the same shapes and colors of a song when I play that song back in my head. If I've listened to a song a bunch of times then I remember much better what that song looks like.

En enkelt af spørgerne har forsøgt at illustrere det han spørger om:

Does anyone else with number form have maps for songs?

One of my favourite songs, Frank Sinatras, " Strangers in the Night" is up there just because of it's awesome map. I've probably heard it a million times, but every time the path is familiar, simple, and brings me back to hearing it as a kid.Sinatra songs are some of my favourite maps.

Nu er Bigum jo både maler, musiker og digter. Her en musikvideo fra hans hånd:
"Ned gennem natten":

Martin Bigum slutter sine synæstetisk tanker i Poet-Etik sådan her:

Det synæstetiske er altså en rent følelsesmæssig, en anelsesbåren og dybt processuel ting, men som jeg må nævne i denne poetik, fordi det trods en enorm sfæriskhed og upåviselighed, er en uhyre drivkraft og realitet. Og derfor noget ekstremt poetisk og inspirerende i sig selv.

   Det synæstetiske minder meget om visioner, men er kun visuelt som konstruktion, ikke som deciderede hændelser eller syn, der egentlig kan fortælles noget om . Men ikke desto mindre er de udslagsgivende, for hvordan digtet indholdsmæssigt, og dermed æstetisk, kommer til at tage sig ud.

   Og den synæstetiske realitet er med til a give digtet dets form, som foldes ud som et sejl der fanger vinden.

http://www.poet-etik.dk/poetik_quote.htm

Bigum er ikke kun en kunstner der er stor i slaget og stærk i udtrykket når han maler. Han er også i den grad et ordmenneske der holder af at bruge sproget poetisk og filosofisk. Og så komponerer han jo altså også musik. 

   Det er ikke svært at forestille sig at der er særligt gode neurologisk forbindelser ('connectivity') mellem de forskellige dele af hans hjerne (lyd, ord, former, farver) som er aktiv når han udfolder sig kunstnerisk i de forskellige medier.
   Men samtidig er han jo en kulturhistorisk meget belæst og bevidst mand, og med de poetisk-filosofiske rødder han har i romantik og symbolisme, kan man også nemt forestille sig at han med den vifte af kunstneriske genrer han har talent for at udfolde sig i, ligesom sine forbilleder har villet og følt det oplagt at samtænke sine kunstneriske udfoldelser under en fælles synæstetisk hat.
   Se hans tegnede figur her under den sigende overskrift: "Krydsbestøvningens hvide rum":

http://www.poet-etik.dk/kryds.htm

Så om hans ordrige lovprisning ovenfor af sin synæstesi er udtryk for noget villet, eller det hænger sammen med at han forsøger at sætte ord på nogle mærkelige samløb af ord og linjer som han automatisk oplever som en slags indre syner når han digter, det kan jeg stadig ikke afgøre.

Jeg kommer ikke videre med det spørgsmål med mindre jeg får mulighed for at interviewe manden. 

Akvarelmaleriets mysterier (25) - Tolkien som akvarelmaler - om hans egne illustrationer til sine episke fantasier

Serendipitet: Du søger en nål i en høstak - og kommer ud med bondemandens datter! Eller du søger slet ikke, men finder - heldigt - på trods - en ny verden.

   Sådan var det med besøget på Aros. Vi fandt og fik glæde af udstillingen med Kay Christensens malerier, selvom vi bare - sådan for en ordens skyld og af nysgerrighed - kom forbi for at se på de to kongliges fælles dialog-udstilling "Pas de deux royal".

 

Fordi udstillingen på Aros også viste en del af de illustrationer Margrethe tusch-tegnede til den danske udgave af Ringenes Herre i 1977, så googlede jeg vedhjemkomsten Tolkien og illustrationer - og fandt at han jo selv havde illustreret sine - fortjent - verdensberømte fantasy-romaner: Hobitten og Ringenes Herre.

   Man kan finde mange af dem i sort-hvid tuschudgave på nettet. De er væsentligt bedre end Margrethes, i hvert fald i forhold til dem der blev vist på udstillingen. Men man kan se at hun har haft billeder i hovedet som matcher forfatterens. Og dårlige er de ikke.

   Margrethes træsnit-illustrationer til Ringenes Herre - som vi ikke så på udstillingen - er faktisk fine:

Men jeg fandt også - uventet - at Tolkien har malet en del af sine tusch-tegnede illustrationer i akvarel. Og jeg blev klar over at han faktisk var en fremragende akvarelmaler. Se bare her:

 

Det jeg nyder er - naturligt nok når jeg sætter dem i forhold til egne akvareller - det klart komponerede og disciplinerede i hans farvede illustrationer.

   Tydeligvis er de fleste først tegnet, og så er der sandsynligvis lavet både en tuschversion og en eller flere akvareludgaver af billedet.
   Det fremgår af min research på nettet at en del af akvarellerne er "farvelagt" af en anden kunstner, H. E. Riddett, men - må man antage - efter instruktion, vejledning og accept af den malekyndige Tolkien selv

   Mange af billederne har man først fundet i hans gemmer efter hans død.

   Og som man kan se i det følgende: Han var selv en af de bedste til at illustrere og levendegøre sit eventyrunivers i en fascinerende klar, minutiøs stil - tydeligt med formmæsig inspiration fra jugendstilen fra før 1. Verdenskrig.

 

Her er hvad jeg yderligere har fundet.
   Nogle af dem viser sig ved nærmere eftersyn ikke at være akvareller, men er malet med "cryons" (dvs. pastelkridt eller oliepastelkridt) så vidt jeg kan se. Men de ligger stilmæssigt og farveteknisk tæt op ad akvarellerne:

 

Ja, WAU! Stærke sager!

   

På den ene side er det tydeligt at der ligger meget detaljerede tegninger som grundskabeloner for farvelægningen af illustrationerne. 

   Men blandt flere æstetiske iagttagelser af maleriske formler, bemærker jeg at han anvender "hvide" - dvs. umalede - streger der hvor man ellers ville markere former og konturer med sort/mørk streg (eller ingen streg), som det ses her:

Mange af disse Tolkiens akvarel- og pastel-illustrationer til Hobitten og Ringenes Herre har jeg fundet her:

http://www.taringa.net/posts/imagenes/3448780/J-R-R-Tolkien-Desde-Su-Propia-Pluma-48-Ilustraciones.html

På YouTube er der flere videoer med samlinger af Tolkiens egne illustrationer:

Under researchen bliver jeg klar over at Tolkien ikke bare generelt er stærkt påvirket af jugend-stilen, men at han også har en konkret kunstner som inspirerende forbillede.

   Navnet er Nicolas Roerich. Russer fra århundredskiftet:

Så vidt jeg kan se, er det ikke specielt akvareller Nicolas Roerich maler (men det gør han også, se det første i serien ovenfor).  Men ingen tvivl om hvordan Tolkien har følt når han har set dem: "Det er mit univers. Det er min fortællende fantasis udtryk."
   Lidt det samme jeg sekv oplever ved at se Tolkiens egne farvede illustrationer til hans eventyrlige romaner.

Wikipedia fortæller om Nicolas Roerich:

Nicholas Roerich (October 9, 1874 – December 13, 1947) - also known as Nikolai Konstantinovich Rerikh - was a Russian painter, writer, archaeologist, theosophist, enlightener, philosopher, and public figure.

   Born in Saint Petersburg, Russia to the family of a well-to-do notary public, he lived around the world until his death in Naggar, Himachal Pradesh, India.

   Trained as an artist and a lawyer, his interests lay in literature, philosophy, archaeology, and especially art. Roerich was a dedicated activist for the cause of preserving art and architecture in times of war.

   He earned several nominations for the Nobel Peace Prize.

   The so-called Roerich Pact was signed into law by the United States and most member nations of the Pan-American Union in April 1935.

Så ikke blot har jeg til mit personlige univers opdaget Kay Christensen, men også J. R. R.Tolkiens akvareller røg i nettet.

   Også en for mig helt ukendt russisk maler fra århundredskiftet (det forrige) som maler billeder med motiver og i en stil så det rammer plet i forhold til mig, har jeg opdaget. Endda en som har været nomineret til en Nobel-pris. (NB! Der findes ingen Nobelpris i 'malerkunst' - det er Nobels Fredspris han var nomineret til).

NB! For en ordens skyld: Både Tolkien og Nicholas Roerich er tydeligvis inspireret af japanske træsnit - Hokusai, you know!

Igen oplever jeg at jeg er på et uforudseeligt spor - når jeg finder disse to akvareller frem: Den første er anden version af en Malaga-akvarel som i første omgang var helt mislykket; den anden en ren øvelse: bjerge i morgen- eller aftensol:

Det ser ud som om jeg har haft har forbilleder på den indre skærm som jeg ikke har kendt til da jeg malede dem!?

Inspiration, adaption, kopiering, plagiering, tyveri - kreativ blending på kanten af moralen

I et af mine indlæg om akvarelmalingens mysterier diskuterer jeg lidt med mig selv om der er problemer ved at male billeder efter fotografier som andre har taget, eller male efter malerier som andre - store mestre - har malet. 

   Jeg nævner i den forbindelse også HOPE-plakaten med Obamas ansigt som motiv, et motiv som var taget fra et fotografi som så blev bearbejdet grafisk og farvemæssigt. Og jeg fremhævede at jo mange store kunstnere har haft fotografier - egne eller andres - som forlæg for deres malerier.

Jeg kommer i tanker om Warholes berømte Marilyn Monroe-grafik. Er det tyveri, plagiat, eller inspiration  - i forhold til det fotografiske forbillede han har udnyttet? Eller er det ekstremt original kunst - i sin egen ret?

Her er originalen som er et såkaldt "publicity shot" i følge Wikipedia:

En anden meget berømt moderne maler kommer jeg også i tanker om, en kunstner som har tegneserier som forlæg, som han kopirer eller stjæler fra, men hvor han også bearbejder motivet lidt som Warhole - ved at zoome ind, forstørre og beskære. 

   Navnet er Roy Lichtenstein, og jeg så for nogle år siden en flot udstilling af hans værker på Louisiana:

Det er sådan med denne blog, at når først jeg har taget et tema op, så finder jeg det ene eksempel efter det andet i aviserne, der belyser det. 

   Information igår havde en artikel med rubrikken "Bob Dylan plagierer dansk fotograf". Skrevet af journalist Rasmus Elmelund.

   Der er en internationalt berømmet danske fotograf der hedder Jacob Aue Sobol. Og Bob Dylan har brugt et foto af ham fra 2008 som forlæg for et af sine malerier. Det viser en hankamp i Thailand med ophidsede tilskuere omkring "ringen". 

   Hvordan Bob Dylans kopi ser ud, er det ikke muligt at finde ud af sådan uden videre.

  Men artiklen fortæller om en lang række andre malerier og tekster som Bob Dylan nu beskyldes for at have "stjålet" eller "plagieret". Se fx dette foto med titlen "Woman Smoking Opium" fra begyndelsen af 1900-tallet - sammen med Bob Dylans maleriske versionering:

Og her en anden Bob Dylan "kopi" - malet efter et foto af fotografen Henri Cartier-Bresson fra 1948:

 

Jeg ser ingen æstetiske problemer i disse adapteringer fra foto til maleri. Der er tilføjet farver, eller farverne er ændret. Der er sket forenklinger af lys og skygge-felter. Teksturen er en anden. Vi har bevæget også fra dokumentation til malerisk fantasi over et tematisk motiv.

  Og malerierne kunne umiddelbart godt se ud til at være gode, nogle man gerne ville have på væggen (i modsætning måske til de fotografiske forlæg). 

   Jeg kan ikke se andet end at malerierne er udtryk for kunstnerisk kreativitet - i en eller anden forstand, hvad enten det er Bob Dylan eller en anden der har malet dem.

Bob Dylan og mange andre i tilsvarende situationer har påberåbt sig deres "kunstneriske frihed". Og galleriet der udstiller hans billeder, forsvarer sig/ham sådan:

Kompositionen i nogle af Bob Dylans malerier baserer sig på en række ting, herunder historiske arkivbilleder. Men maleriernes dynamik og friskhed kommer fra farver og indhold fra hverdagsscener,somhan har oplevet under sine rejser.

Efter min mening ligger problemet ikke i billederne, men i konteksten. Billederne er en del af en samlet pakke, udstillet under titlen "The Asia Series", og den tekst der har annonceret serien fortæller at der er tale om en slags visuelle rejsedagbøger der afspejler hans autentiske oplevelser fra rejser i en række asiatiske lande.

   Og det er jo løgn, kan man se.

Havde han til underteksten under hvert maleri tilføjet en sætning der fortalte noget i retning af at det "var malet efter forlæg af... ", så havde der ikke været noget problem. Så var der tale om en subjektiv tolkning  - i princippet ikke forskellig fra andre kunstnere der fx har brugt gamle mestre som "forlæg".

   Jo, måske noget som har med ophavsret at gøre, men det er en helt anden sag. Og det afhænger af en masse diskutabel lovgivning der varierer fra land til land.

I øvrigt hører det med til historien at Informations journalist ikke henviser til sin(e) kilde(r). Lidt research afslører at artiklen er sammenstykket af indholdet af forskellige artikler fra amerikanske aviser og blogs.

   Inspiration, plagiat?