"Som en tyv om natten" - annonce-kampagne mod regeringsflertallets forslag til "genopretning" af Danmarks økonomi

Just hjemkommet fra en kort ferie under varmere himmelstrøg, ser jeg fagbevægelsens ret spektakulære kampagneannoncer rettet mod det forlig om "genopretning" af økonomien som den borgerlige regering har vedtages sammen med Dansk Folkeparti.

   Annoncerne citerer løfter fra både regeringen og fra DF om forhold man ikke vil røre ved, og som man i den plan man er blevet enige om, nu åbenbart bryder. Under rubrikken: "Som tyve om natten!" ser vi på den ene annonce portrætter af Dansk Folkepartis tre spidser: Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup - alle iført sorte halvmasker og alle smilende. Den anden annonce viser Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, og Lene Espersen - de to første også med sorte halvmasker, Lene Espersen med mørktfarvede solbriller!

Vi ser nærmere på den første vendt mod DF. Den har følgende tekst med citat under billedet af de tre DF-politikere:

"Vi kan under ingen omstændigheder støtte reformer, der skærer i efterlønnen eller sænker dagpengeperioden...

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis finansordfører, 9. januar 2010.

Retorisk set er det lige ud ad landevejen. DF har lovet at frede dagpengeperioden, og i den fremlagte plan, skæres den fra fire til to år. Altså dokumenteret utroværdighed. Det som Poul Nyrup Rasmussen tabte på for 10 år siden.

   Men ellers har der godt nok været gang i den kreative blender hos annonceforfatteren. Der er umiddelbart tale om samme "blendingopskrift" som vi så ved den tidligere gennemgåede metafor "bolighaj". Selve hovedteksten lyder:

Dansk Folkeparti påstår, at de beskytter de små i samfundet. Hvad er sandheden? De har reddet banker og landbrug med milliardstøtte. Og givet de rigeste danske store skattelettelser.

Nu kommer regningen på 24 millioner. Bag nedrullede gardiner og som en tyve om natten, tager Pia Kjærsgaard & co. pengene fra de arbejdsløse og børnefamilierne. Det er sandheden om Dansk Folkepartis asocialepolitik

Teknisk set er det ikke en metafor der er brugt i teksten og rubrikken, men en sammenligning "som en tyv", hvis effekt traditionelt opfattes som svagere end metaforens, men af samme art. Der er tale om to input-rum der blendes i teksten: et sagligt konceptuelt rum hvori DF´s ledere og deres politiske gerninger beskrives: Deres politik hjælper de rige og tager fra de fattige, - og et andet mere dramatisk konceptuelt rum for "mørkets gerninger", et rum  hvori der befinder sig tyv der opererer om natten bag nedrullede gardiner.

   I den metaforisk blending-operation sker der så en overførsel af kvaliteter fra "source" (der hvor der foregår tyverier) og til "target" (der hvor der foregår politiske handlinger) - med det betydningsmæssige output at disse politiske handlinger har karakter af kriminalitet og foregår uærligt og lusket - når det er mørk nat og i det skjulte: "bag nedrullede gardiner".

Men der er mere på spil her:

   Den sammenlignende formulering "som en tyv om natten" er ikke frisk og nyopfundet, men en fast talemåde - et bevinget ord - hentet fra biblen: "Men Herrens Dag skal komme som en tyv om natten." (2. Peters Brev 3,4 v10). Altså er det ene input-rum i metaforen i sig selv et blendet rum der komprimerer to konceptuelle universer: det aktuelle politiske og det 2000 år gamle religiøse: "Herrens dag" referer nemlig til dommedag.

   Og selve teksten der sagligt fortæller om hvad DF har sagt og gjort, udgør også et blendet rum, idet underteksten er at partiets politiske praksis har karakter af en såkaldt "omvendt Robin Hood" (der jo stjal fra de rige og gav til de fattige). Altså igen en blanding af det aktuelle politiske univers og i det her tilfælde en negation af et dramatisk mytologisk univers med helten og befrieren Robin Hood som agerende hovedperson.

Selve illustrationen med smilende portrætter af de tre politiske ledere side om side i sorte jakker med sorte halvmasker er jo også et "mataforisk blend" - en simpel montage af to metonymer (del for helhed): de tre ledere som metonym for Dansk Folkeparti, og sort halvmaske som metonym for tyveknægte. Dette blend korrespondere med teksten sådan at teksten forankrerer - dvs. begrænser og bestemmer - billedets illustrative betydning: "De tre politiske tyveknægte" - som så oven i købet er smilende glade for deres kriminelle og uærlige gerninger (man kan også se at deres smil er "uægte" jfr. et tidligere blogindlæg).

   Hvis ikke teksten havde været der til at forankre betydningen, kunne det billedet jo lige så godt illustrere et helt andet forhold, f.eks. det kontrafaktiske forhold at man ved partiets årsmøder afholder maskebal eller kostumeparty om aftenen.

Men, men, men... Når vi har med billeder at gøre er fantasien svær at styre - og en montage er jo i princippet kun en tilskyndelse til at modtageren foretager en blending-operation efter en bestemt opskrift. Det er ikke sikkert de følger den. Måske aktualisere montagen en anden og mere nærliggende betydningssakbende opskrift.

   Jeg er bange for at den sorte halvmaske som metonym for tyveknægt mere eller mindre er gået i glemmebogen hos mange læsere. Og at læseren i stedet associerer den med en række heroiske fiktionsfigurer fra filmens og tegneseriernes verden, som også er kendetegnet ved deres dobbelte identitet, og hvor "de mørkets gerninger" de udfører, ligesom Robin Hoods, er for det gode skyld og til samfundets bedste: Zorro, Batman, Edderkoppen, Spirit.

   Og hvis vi så antager - ikke urimeligt - at det faktisk er billedet der "læses" før teksten, så bliver den samlede læsning et blending-paradoks (mentalt set noge uforståeligt rod), hvor billedet positive associationer modsiger tekstens kritiske indhold - og omvendt.

Av! Av!

Claus Buhl: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan"

Politikens tillæg om bøger, fredag den 14. maj. Et interview med Claus Buhl i anledning af udgivelsen af hans bog: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan". Interviewer: Anita Brask Rasmussen. Der står om Claus Buhl at han er i 2009 blevet udnævnt til "ambassadør for kreativitet og innovation".

Hans udgangspunkt er "frustration over at så mange børn bliver tabt på gulvet i skolesystemet." Og at "alt dt der efterspørges på arbjedsmarkedet, bliver nedprioriteret i skolesystemet." Hans grundsynspunkt er at den form for tænkning der belønnes i skolen er den logiske og rationelle, og at den form for undervisning og faglighed "er der formodentlig kun 15-20 procent der har en naturlig fornemmelse for."
   Claus Buhl mener at oplysningstidens rationalitets- og fornuftsidealer som stadig dominerer i skolen, medførte at noget blev skyllet ud med badevandet: "Man fik eksileret følelser, fornemmelser og intuition ud i de kunstneriske fag."
   Claus Buhl nævner et eksempel på en der "tænker kreativt og irrationelt":

"For eksempel arbejdede forskeren William Shockley i 1950´erne inden for fysikken, hvor alt var kobberspoler. Men han var kreativ nok til at tænke: 'Hvad nu hvis den kobberspole var et stykke kemi i stedet?' Han opfandt transistoren og blev tildelt nobelprisen. Det er en måde at tænke på, som oplysningstiden har sagt, tilhører de kreative fag."

Selv om det ikke direkte nævnes, så er Claus Buhl nok inspireret meget af Howard Gardeners teori om de 6 eller 7 slags intelligens. Og hansb grundpointe er at alt for mange børn ikke får udviklet det talent de har, hvis det ikke ligger inden for det rationalitetsparadigme som alle - uanset talent/intelligens - må underkaste sig:

"Børnene starter med at kunne alt. Det tror på sig selv, har lyst til at lære, er fantasifulde, begejstrede og uangste. Men når de kommer i niende klasse, har de ingen selvtillid, de tror ikke de har noget at bygge på, og de har gået i skole i ni år, hvor de hver dag er blevet præsenteret for deres mangler."

Claus Buhl betragter det som rent held at en lang række kreative talenter overhovedet har overlevet skolen. Som eksempler nævner han komponisten Anders Brødsgaard, forfatteren Jette Kaarsbøl, filminstruktøren Christian Levring og designeren Per Mollerup. Han mener det først var efter skolen at de overhovedet kom i gang med at udvikle talentet.
   For at kunne sig det må Claus Buhl kende til deres biografier og erindringer fra skoletiden, men det stemmer overens med en række af de (særligt) kreative personligheder jeg selv kender,  der også kan fortælle at de har oplevet skolen som en der gav mindreværd i stedet for selvværd, og som det var en stor befrielse at komme ud af.
   Endelig er han også inde på betydningen af at have en mentor på det rette tidspunkt i livet for at talentet skal udvikle sig:

"Det er vigtigt at vi får aflivet to myter om talentet: For det første, at det er medfødt og derfor bør være let, og for det andet at det nok skal forløse sig, hvis bare du øver dig og øver dig. Nej, at udvikle et talent kræver at nogen ser det i dig og hjælper dig med det. Giver dig nogle retningslinjer for, hvordan du udvikler talentet bedst muligt. Den  mulighed burde findes i uddannelsessystemet. Der er ikke længere efterspørgsel på en masseproduceret ensartet arbejdsstyrke med lavt selvværd."

Han nævner et eksempel på en verdensberømt særligt talentfuld person Bob Dylan, hvis specielle psyke i det danske skolesystem ville have givet ham en diagnose:

"Når man læser Bob Dylans selvbiografis, er man ikke i tvivl om at han var et meget mærkeligt barn.Han havde ingen venner og interesserede sig ikke for skolen, kun for folkemusik. Alle de karakteristika, der beskriver den unge Bob Dylan, kan du slå op i et leksikon, og der vil stå Aspergers syndrom."

Koblingen til historien om Séraphine er slående.

"Selv et lille barn kan afslører et falsk smil"

Når jeg har fokus på hjerneforskningen og dens resultaters betydning for at man kan forstå hvad kreativitet er for noget og hvordan det fungerer, så er det guf at støde på artikler om hjerneforskning med ovenstående rubrik, i SøndagsPolitikens Videns-sektion den 16. maj.

Indholdet i artiklen fortæller at børn i en meget tidlig alder kan skelne mellem smil der er udtryk for en ægte følelse af glæde, kærlighed, venlighed på den ene side,  og på den anden: smil der er påtaget, begrundet i ønske om social accept fra andre. Denne skelnen viser sig ved at forsøgsbørnene reagerer forskelligt på billeder med mennesker med ægte smil, og billeder med mennesker der smiler anstrengt og påtaget.

Et ægte smil er i følge artiklen, det smil det glade menneske møder sin kæreste, sit barn eller sin hund med. Det falske smil er det man bruger når man skal sige tak for en gave, man i virkeligheden ikke er særlig glad for. Juleaften må være fyldt med falske smil, som alle mærker, og som alle ved de skal se bort fra.

Det som fanger mig, er oplysningen om at de to slags smil styres af to forskellige dele af hjernen, der ikke har noget med hinanden at gøre ellers. Og det styrer så også at de to slags mimiske udtryk rent faktisk er forskellige, og af det "opmærksomme" barn kan aflæses som hhv. ægte og falsk. Primært kommer forskellen til udtryk i musklerne omkring øjnene, som stort set ikke aktiveres af det påtagede smil. Det falske smil udføres med information fra den bevidste del af hjernen, som får musklerne i kinderne til at trække sig sammen og bevæge mundvigene opad.

   Det viser sig i øvrigt at billeder af folk med ægte smil som vi i øvrigt ikke kender noget til, generelt inviterer modtagerne til at føle større sympati end når de er modtager af billeder med folk der afgiver falske smil.

Hvad har det egentlig med kreativitet at gør?

   Jeg spekulerer på om ikke det er det der adskiller den gode skuespiller fra den mindre gode, og om det er det der karakteriserer det der kaldes "method acting": at det er muligt for disse skuespillere at have et bevidst og aktivt styrende forhold også til det hjernecenter som ellers regulerer de ægte smil automatisk og ubevidst når følelserne bare er til stede.

   Hvad siger Wikipedia:

Method acting is a phrase that loosely refers to a family of techniques by which actors try to create in themselves the thoughts and emotions of their characters in an effort to develop lifelike performances. It can be contrasted with more classical forms of acting, in which actors simulate thoughts and emotions through external means, such as vocal intonation or facial expression. Though not all Method actors use the same approach, the "method" in Method acting usually refers to the practice, advocated by Lee Strasberg, by which actors draw upon their own emotions and memories in their portrayals, aided by a set of exercises and practices including sense memory and affective memory. Method actors are often characterized as immersing themselves in their characters to the extent that they continue to portray them even offstage or off-camera for the duration of a project. However, this is a popular misconception. While some actors have employed this approach, it is generally not taught as part of the Method. Method acting has been described as "revolutionizing American theater." While classical acting instruction "had focused on developing external talents," the Method was "the first systematized training that also developed internal abilities (sensory, psychological, emotional) .

Forfølger jeg sporet her i teksten fra linket "affectiv memory", så får jeg et yderligere "kick" i min tænkning om kreativitet og den (særligt) kreative personlighed, men herom en anden gang.

   Men i min erindring dukker også op oplevelsen af Poul Trier Pedersens selvopfundne tv-genre "spontanspil" som jeg var "hjælpeinstruktør" på i 10-året omkring 1980, en seriøs reality-genre hvor fidusen var en iscenesættelses-teknik der tilsyneladende aktiverede autentisk sprog og rolleadfærd og de dertil knyttede følelser og fornemmelser hos "spillerne" (som ikke var uddannede og professionelle skuespillere, men almindelige mennesker der havde erfaring fra virkeligheden med de roller de spontant skulle gen-aktivere i spillene.

Agi Csonka - "Et skarpt øje for manglende selvfølgeligheder"

"Et skarpt øje for mangledne selvfølgeligheder" er rubrikken på bagsiden af SøndagsPolitikens Videns-sektion, den 16. maj. Journalist: Johanne Pontoppidan Tuxen.
   Temarubrikken som sikkert indgår i selve konceptet, er: "Karriere". Det drejer sig om at levere interviewportrætter af mønsterbrydere i erhvervslivet - altså ikke kunstnere eller intellektuelle forskere.    
   Der har tidligere været mange kvinde-portrætter her, så spørgsmålet er om det decideret indgår i konceptet at det drejer sig om kvindelige mønsterbrydere. Det antager jeg.
   Her er der virkelig noget at komme efter når vi fokuserer på den (særligt) kreative personligheds biografi: "Som barn af ungarske flygtninge kunne Agi Csonka hverken tage normer, vaner eller vedener for givet. Det udviklede sig til en forkærlighed for analysen. I dag er hun direktør for Danmarks Evalueringsinstitut og nyudnævnt formand for en integrationstænketank", fortæller manchetten.

Hendes liv som barn af ungarske flygtninge medfører undervejs sammenstød af adskilte konceptuelle rum, som feks. da hun møder en universitetsunderviser som siger at han har opdaget at det var smart  at have et konversationsleksikon både i køkkenet og i stuen - "for der var jo altid, når man sad og spiste, at man kom i tanker om noget man skulle slå op.":

"Jeg var fuldkommen målløs. Hjemme i mit hjem talte man for det første ikke, når man spiste. Og hvis der var nogen, der talte, var det forældrene, og det var ved Gud ikke noget man skulle slå op i et konversationsleksikon." (...).
   For der har aldrig været ret mange selvfølgeligheder i i Agi Csonkas liv. Hendes forældre flygtede fra Ungarn i 1956 og startede på bar bund i et helt nyt land, hvor de skulle orientere sig. Og at være datter af forældre fra en anden kultur var lig med dobbelt bogholderi: over normerne og værdierne derhjemme og dem der herskede i det omgivende samfund. Agi Csonka måtte altid have vibrerende antenner ud for at analysere, hvad der var på spil i den ene situation, og hvordan man gjorde tingene i den anden. På sin vis af nøde ansporede det en nysgerrighed, allerede fra hun var lille. (...).
   At intet kunne tages for givet, gav hende en grundlæggende interesse for at analysere og forstå, hvad der driver andre mennesker, og hvorfor de brænder for det de gør. Analysen blev hendes værktøj ikke kun i privatlivet, men også i karrierevalget.

Jeg fremhæver her lige: "hjemløshed" - og en overlevelsesstrategi som nok er baseret i at forestille sig noget som ikke er nærværende, men også i den særlige form for kreativitet som det er at kunne analysere og dermed "få magte over et domæne eller "en mark" - for at forstå det nye og ukendte - en analyse som altså ikke for en umiddelbar betragtning er særligt kreativ.
   Vi har brug for et begreb eller en tænkning der kobler analyse og kreativ tænkning sammen, hvor kreativ tænkning jo ellers primært opfattes som noget der udgør en syntese af eksisterende modsætninger på tværs af konceptuelle grænser og adskilte domæner. Vi har brug for en konceptuel blending af input-rum hvori der befinder sig hhv.: "kreativitet" og "analyse". 
   Pludselig får jeg en erindring: En grupppeeksamen i dansk sprogbrugsanalyse eller pragmatisk analyse på Københavns Universitet. Det må have været kort tid efter jeg skiftede sport og forlod min universitetskarriere. Jeg husker ikke hvem der var eksaminator, men sikkert en yngre sproglærer. De studerende fik en pæn karakter, og en af gruppens medlemmer betroede mig bagefter, at de havde researchet på hvad jeg var for en, sådan rent fagligt. Og fra flere kilder havde fået meldingen at jeg var "verdensmester i sproglig tekstanalyse ", hvad der gjord dem noget urolige.
   Udsagnet tog fuldstændig fusen på mig den gang, men gav mig stof til eftertanke. Jeg havde ingen anelse om at jeg havde det faglige image i faglige universitetskredse.

Men ingen tvivl om det: Jeg føler mig klart beslægtet med Agi når det gælder analyse som en  kreativ "overlevelsesstrategi" når man føler sig "hjemløs" og uden klar sociale forankring og identitet.
   Bemærk i øvrigt hendes udsagn om "dobbelt bogholderi".

Lars Løkkes kreative undvigelser

I Politiken fra tirsdag den 11. maj var der en artikel på debatsiden om tre unge forskeres analyser af Lars Løkkes måde at svare på ved tirsdagens rituelle møde med de politiske journalister. Rubrikken: "Tirsdagsspin. Lars Løkkes retoriske undvigelser."

Forskerne, som selv udgør et "fagligt blend" med baggrund i tre forskellige institutter, har analyseret forholdet mellem det spørgsmål journalisterne kommer med, og den måde han svarer på.
   De skelner mellem på den ene side: direkte og åbenlyse undvigelser, som: "Jeg var ikke til stede på mødet", "Jeg har ikke læst rapporten", "Jeg afventer resultatet af undersøgelsen", eller i form af: kritik af spørgsmålets ordlyd, motivinsinuationer mod spørgeren, eller en intetsigende opregning af fakta så spørgsmålet "glemmes". På den anden side: de mere indirekte retoriske undvigemanøvre.  

Forskerne deler statsministerens retoriske undvigemanøvre op i tre hovedtyper: tidsforskydning, subjektforskydning, og niveauforskydning.
   Og det er her det er interessant hvis man fjerne journalistens og forskernes moralske filtre. For så er der med disse manøvre tale om kreativ konceptuel blending:

1) Tidsforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål om sager i fortiden med henvisninger til hvad man gør her og nu, eller at han besvarer spørgsmål om et aktuelt problem ved at opregne hvad man tidligere har gjort ved problemet eller fremover vil gøre.
   Her vil teorien om konceptuel blending fremhæve at det kreative er at der sker en komprimering af tiden i det blendede rum ved i svaret at blende tidsmæssigt adskilte men ellers hinanden lignende konceptuelle input-rum.

2) Subjektforskydning indebærer at han besvarer kritiske spørgsmål ved at skifte rolle fra politiker til privatperson, altså i princippet en blending - her integration offentligt og privat - når han f.eks. besvare spørgsmål der fremhæver modsætningen mellem regeringens officielle skolepolitik og det at han selv har taget på ferie med sine børn uden for skolernes officielle ferie, ved blot at sige: "Ja, det er jo en personlig beslutning vi som forældre har truffet..." Her forudsætter han integration af forældrerolle og politikerrolle.
   Her vil blending-teorien sige at han ved at svare som han gør, integrerer de to konceptuelt adskilte roller i sit undvige-"blend".

3) Niveauforskydning indebærer at Løkke redefinerer hvad sagen handler om, typisk ved at besvare et spørgsmål om en konkret sag ved at henvise til abstrakte og generelle politiske motiver, f.eks. når han besvarer et kritisk spørgsmål om overbetaling til de private hospitaler i 2007, svarer: "Sagen handler om, at da vi kom til i 2001, der lagde vi et nyt spor ud for dansk sundhedspolitik, hvor vi valget at sætte patienten først. Vi var trætte af...".
   Blending-teorien vil her nok sige at der sker en dekomprimering  i forholdet mellem det konkrete og det abstraket, nærmest det modsatte af hvad man gør når man konstruerer en metafor. Det er metaforisk set ligesom at vende en kikkert fra at være "nærsynet" til at være "fjernsynet". Måske ville man også i blending-teorien tale om re-framing.

Min pointe ved at hive disse udmærkede og aktuelt forankrede forskningsresultater frem - med brug af moderne retorik - er en jeg har været inde på tidligere - at kreativitet ikke er bundet til moralsk tænkning og adfærd. Der foregår blending over alt hvor der skal løses problemer og man skal tænke hurtigt og automatisk.
   Disse undvige-strategier er jo internaliseret gennem mange års poltiske praksis i forholdet mellem politikere og journalister - og er indlært på samme måde som når man har lært at cykle: Når man først kan, så gør man det bare uden at bevidst at tænke på hvordan man skal holde sig kørende uden at vælte. Og det er indlært på samme måde som når journalister lærer at vinkle og skære en historie til en nyhedsartikel.

Navnene på de tre forskere er: Heidi Jønch-Clausen, Christina Pontoppidan, Jonas Gabrielsen.

Kreativ politik - vi skal alle sammen arbejde en time mere om ugen

I sidste uge var den mest opsigtsvækkende nyhed inden for politik at S og SF fremkom med et forslag til bekæmpelse af problemerne i den danske økonomi, et forslag der simpelt hen gik ud på at vi alle skulle arbejde en time mere om ugen - eller som det hed i de politiske annoncer: "Hvis du har 12 minutter, så haer vi en løsning."

   Lige så snart jeg så og hørte om ideen, var jeg klar over at her var et klokkerent og usædvanlgt udtryk for kreativ politisk tænkning - uanset hvad man så i øvrigt måtte mene om tankerne bag. Om det løser de aktuelle og akutte problemer, er tvivlsomt, og om det overhovedet kan lade sig realisere, vil tiden vise. Men friskt tænkt er det. Grænseoverskridende - og dermed udtryk for at bagvedliggende kreative processer.

Det er et forslag som er udtryk for og fremkommet gennem tydelig konceptuel blending. Som en journalist skrev, så er det en ide som alle kapitalister og borgerlige kun kan have forestillet sig i deres vildeste fantasi og vådeste drømme, men aldrig villet have turdet udtale af frygt for ramaskriget: at vi alle skulle arbejde mere, og ikke mindre og mindre, som alle tendenser ellers er gået i retning af de sidste mange år. 

   En sådan ide er klart også et udtryk for at samarbejdet mellem de to partier helt overordnet bygger på blending af ellers klart adskilte konceptuelle input-rum med skarpe historiske og ideologiske grænser. Og det siger jo noget om hvad der skal til for at kreative processer kan få gode vilkår, nemlig at der er folk der går ind i processen uden fordomme - i hvert fald til en vis grad. 

   Og billedet der ledsager annoncerne, med Helle Thorning og Villy Søvndal side om side, indeholder logisk nok også en visuel blending, idet deres kroppes skulderpartier smelter sammen ved at de begge har sort tøj på.

Jeg har ikke mere forstand på økonomi end så mange andre "menigmænd", men synes alligevel jeg nogenlunde kan følge tanke-sporene af de blending-operationer der ligger under og bagved ideen.

   I en situation hvor modparten vil gennemføre her og nu-besparelser, nedskæringer, begrænsninger, fyringer, samtidig med at man i opgangstiderne der gik forud, forudså langsigtet mangel på arbejdskraft og dermed manglende indtægter til at finansiere statens velfærdesudgifter og overførselsinkomster, så er der med forslaget fra S og SF sket en blending  - en komprimering - af det langsigtede og det kortsigtede - og en blending - en integration - af helt gammeldags borgerlig politik med en viden om folks almindelige trang til at gøre det gode og rigtige. 

   Frem for at gå ud fra den frame som økonomer har og borgerlige politikere har: at folk er egoister, er man gået ud fra den socialistiske frame at folk kan udvise solidaritet og, når det kommer til stykket, godt kan overkomme at være så uselviske at det kan bidrage med arbejdstid hvis de ved det går til fællesskabets bedste. 

   Med den nye ide vil man, som jeg forstår det, både kunne øge statens indtægter og formindske udgifterne til velfærd og overførsel, bidrage til en øget arbejdsstyrke og -mængde - og samtidig frede efterlønnen og undgå at sætte skatterne op.

   Det ligner klart et Columbus-æg (en berømt kreativ løsning på en gåde), hvad man også kunne mærke på både modstanderpolitikernes skæve og tvetydige reaktioner, og  journalisterne som havde svært ved at mobilisere den sædvanlige kritiske vinkel. Til at  at ægget bliver stående, har man sikret sig toppen af  fagbevægelsens accept og accept fra Det Radikale Venstre. Hvilket har stækket de journalistiske rygradsreaktioner der går ud på at få "venner" til at optræde som "fjender" og "skyde ideen ned" fra starten.
   At modstanderne gør det, er forudsigeligt og derfor journalistisk mindre interessant

  Og det er da et scoop at en økomiprofessor kan lokkes til at sige at hvis man har styr på den langsigtede samfundsøkonomi, så reducerer det problemerne på kort sigt. 

Synæstesi og kreativitet

Nogen mennesker har det sådan at de kobler f.eks. bogstaver og farver sammen - så at sige tvungent. Eller farver og lyde sammen. Eller smag og farver sammen. Altså ydre sanseindtryk fra en sans blandes automatisk og efter bestemte regler med indput fra en anden sans som produceres indefra af hjernen selv. Jeg har set fænomenet omtalt som "sansernes metafor".

Synæstesi forbindes ofte med kreativitet, mange særligt kreative mennesker har været synæstetikere:

Franz Liszt and Nikolai Rimsky-Korsakov (Composers) - Wassily Kandinsky (Abstract Painter) - Vincent Van Gogh (Painter) - Richard Feyman (Physicist) - Albert Einstein (Physicist) - Franz Schubert and Ludwig Van Beethoven (Composers) - Duke Ellington (Composer-Pianist) - Sid Barret (Musician, Singer, Song writer - Pink Floyd Band) - Charles Baudelaire (Poet, Critic, Translator) - Arthur Rimbaud (Poet Anarchist) - Olivier Messiaen (Composer, Organist, Ornithologist) - Amy Beach (Pianist, Composer) and currently under study: Frank Lloyd Wright (Architect, Writer, Educator)- Jimmy Hendrix (Song writer, Singer)- Victor Hugo (Novelist, Poet) and more. http://www.qondio.com/hearing-colors-and-seeing-sound-synaesthesia

Min kone er også synæstetiker, viser det sig. Bogstaver, ord og tal forbindes i hendes hjerne automatisk med bestemte farver. Hun læser iøvrigt ekstremt langsomt - ord for ord, så at sige. Hvis hun for hvert ord, både skal forstå hvad det betyder, og koble det med en farve, så er det for mig klart at det kan bremse læseprocessen. Hun fortæller at da hun var ung kunne det være stærkt forstyrrende, men nu er det det ikke mere. For mig er det tydeligt at når hun læser, så nyder hun ordene - smager på dem - på en helt anden måde end jeg gør.

Da jeg lærte blending-begrebet at kende, fik jeg næsten med det samme associationer til synæstesi. Jeg tænkte at det jo kan opfattes som "tvungen" blending af to perceptuelle domæner. Og så associerede jeg det også med takete-lumuma-distinktionen, som jeg og mine medlærere altid har introduceret i forbindelse med kurser i dramaturgi, og som stammer helt tilbage fra TV-SUM-kursernes svenske forfader: Ola Olsson. Se her en henvisning:

Lumumma och Takete
Begreppen Lumumma och Takete är skapade av den tyske gestaltterapeuten Wolfgang Köhler. Han undersökte hur individer från olika kulturer och språkgrupper kombinerade symbolerna med begreppen Maluma och Takete. Köhler gav ut boken Gestalt Psychology 1929. Dramaturgen Ola Olsson har översatt begreppet Maluma till Lumumma.
http://www.makete.se/makete-metoden/lumumma-och-takete

At man kan udnytte synæstesi i kreativ sammenhæng, altså når man i en filmfortælling fx. kobler billeder og ord sammen, eller i et musikstykke lader noget af musikken mime reallyde, er vel også en en helt afgørende pointe her, hvor man så at sige påtvinger modtageren en syæstetisk blending for at skabe emotionelle effekter. Eller når man arbejder med multimedie-blandinger:

En anden forståelse af synæstesi, som kan bruges i forbindelse med multimedialitet er baseret på de to dele af ordet ’syn’ og ’aestesi’ som oprindeligt betød ’sammen med’ og ’sansning’. Med Kress (2003) kan termen referere til en emergent (tilsynekommende) proces, hvor betydninger præsenteret i to eller flere samtidige semiotiske modaliteter, fx visuelt/billedmæssigt og oralt/lingvistisk, forbinder sig eller samarbejder på en sådan måde, at nye former for betydning kan findes i en helhed (gestalt), der er mere end summen af dens dele.

   Semiotisk synæstesi må forstås som ikke blot som et perceptuelt fænomen, men som et fænomen, der er styret af at sanse og at skabe betydning på samme tid.   http://blogs.dpu.dk/itmedier/post/2008/10/01/Sync3a6stesi-en-forudsc3a6tning-for-multimodalitet.aspx

Semiotisk synæstesi er et godt ord for det. Men det er jo altså præcis det det drejer sig om når vi taler om blendede udtryk der produceres for at skabe ny betydning i det blendede rum - ud fra elementer trukket sammen og komprimeret fra to input-rum, som altså her er input-rum som er defineret ved hvilke sanse-domæner de befinder sig i.

Jeg kan se at jer her har fat i en meget lang og interessant ende, når vi taler om kreativitet. For nogle år siden så jeg en artikel i Illustreret videnskab som koblede hjerneforsknng omkring synæstesi sammen med kreativitet. Her er henvisninger til de kilder de byggede artiklen på:

http://www.neurologyreviews.com/jul02/nr_jul02_mindseye.htmlhttp://www.abc.net.au/rn/talks/8.30/helthrpt/hstories/hr080796.htm

Scientific American 05/2003s. 42-49Neurology Reviews.com 07/2002Nature Neuroscience 5/2002, s. 371-375

Séraphine (2) - filmen set

Vi har været inde og se filmen. I filmen fortæller hun til kunsthandleren/samleren der "opdager" hende, at hun en gang var forelsket, men han forlod hende. Så nu elsker hun i stedet sine malerier og det at male.
   Altså: Tab og savn, og herefter overføring af følelser til den kreative proces og de kreative produkter

Som filmen beskriver hende, så er hun "besat" af en drift til at male, og denne drift tilskriver hun selv Jomfru Maria eller en kvindelig helgen. Set i min optik, er denne skytsengel et konkret udtryk for den dobbelte og spaltede personlighed der må søge heling for sin uro og splittelse ved i dette tilfælde at male.

Det hun maler er ikke naturen i en realistisk optik, selv  om det er den der inspirerer hende, men det er nogle indre repræsentationer - fantasiforestillinger - der bruger naturen - blomster og træer - som model. Disse forestillinger presser sig på og må ud gennem maleriet.
   En metaforisk blendingproces af ydre natur og indre følelsesrepræsentationer. Men hvad der er "target", og hvad der er "source" er måske lidt uigennemskueligt. Umiddelbart vil jeg sige at det konkrete et "kilden" - altså naturindtryk i form af blomsterformer - og "målet" er det "abstrakte" som er nogle for så vidt diffuse men brændende stærke følelser af savn og ønsker.
   Følelserne ser jeg som noget der i hjernen er tæt forbundet med farver, jo stærkere følelser, jo stærkere farver. Og noget der er forbundet med rytmer og gentagelse, jo stærkere følelser jo stærkere rytmer og jo hyppigere gentagelser.
   Jeg tænker mig en permanent tilbagevendende blending-operation af et ydre perceptuelt formet input-rum, og et indre emotionelt formet input-rum, og hendes billeder som det blendede rum.

I filmen omtales ikke noget med stemmer, men hun bliver "sindsyg" til sidst og indlagt på et psykiatrisk hospital hvor hun dør efter ganske mange års indlæggelse.
   Hun betragter sin malerier som påbudt af skytsenglen. Så det kan være skytsenglen der "taler" til hende som en hallucination. Det fremgår ikke af filmen, fordi Séraphine næsten ikke har nogen replikker. Hvad der i øvrigt er filmens styrke: at historien i meget høj grad fortælles gennem billeder og ikke mindst gestus og mimik af den skuespillerinde der spiller Séraphine (jfr. kreative restriktioner)

Endelig bør man bemærke hvordan kunsthandleren/-samleren fungerer som mentor der vækker hendes kreative maleriske ambitioner til live for alvor da de mødes første gang.
   Hvor mange historier har jeg ikke læst om forfattere, som blev sat igang af en forstående dansklærer?

"Når livet pludselig spoles tilbage" - om Stefan Merril Block

I Politikens kultursektion i dag finder jeg et Kim Skotte-interview med den amerikanske forfatter Stefan Meeril Block, i anledning af  at hans debutroman udkommer på dansk: En fortælling om at glemme. Temaet for romanen er en speciel slags Alzheimers der er genetisk betinget.
   Indledningen til interviewet fortæller om en situation som forfatteren husker fra han var 7 år. Han havde været på indkøb med sin mor:

Da de kom hjem, så de drengens bedstemor sidde roligt og fodre pejsen med papir. Det var alle de digte og breve, hendes mand havde skrevet til hende i årenes løb, før han døde. Bedstemoderen var sidst i 60´erne. Hendes mand var maniodepressiv og havde tilbragt mange år på sindssygehospital.
   På spørgsmålet om, hvad hun dog lavede, svarede hun lidt åndsfraværende, næsten som om hun bare var ude med skraldespanden: "Åh, der var lige nogle ting, jeg ville af med...".
   Det stille sørgmodige billede af kvinden, der metodisk brænder sin mands digte. På en måde kan Stefan Merril Blocks forfatterskab spoles tilbage til dette punkt.

Denne oplevelse af det første tegn på at bedstemoderen fik Alzheimer, er altså det kreative "krisepunkt" for denne forfatter. Han fortæller hvordan han oplever at blive ældre, mens bedstemoderen går i barndom, hvordan de så at sige krydser hinanden mentalt og bevidsthedsmæssigt. Han citeres for at sige: "Det var temmelig forfærdeligt og følelsesmæssigt en meget stærk situation."
   Senere i artiklen fremgår det at forfatteren som ung var "videnskabsnørd" og vandt en videnskabskonkurence. Og har arbejdet med kancerforskning og forskning i børns kognitive udvikling. Selv om han nu er skønlitterær forfatter, læser han stadig naturvidenskabelige tidsskrifter, men som han siger: "Jeg vil hellere læse om forskningsresultater end fremskaffe dem. Videnskab er for mig en helt afgørende vej til at finde rundt i tingene."
   Altså i min tænkning er han en typisk blended personlighed - der må være kreativ for at bearbejde sin indre splittelse og "hele den" gennem sine kreative processer og produkter.
   Selve romanen er også i sig selv en blended genre, hvor faktuel viden, reelle erindringer indgår som materiale i en i princippet fiktiv fortælling
   Der er meget mere "guf" i interviewet, men jeg når ikke mere lige nu.

Kunsten at se - Om kreativitet og frihåndstegning - Betty Edwards - skrivningen der begyndte at få sit eget liv

For mange år siden stødte jeg på navnet Betty Edwards. Hun er amerikaner og tegnelærer, og har skrevet bøgerne "At tegne er at se - Indføring i frihåndstegning" fra 1979, og "Kunsten at se - Om kreativitet og frihåndstegning" fra 1986.
  Den gang jeg læste to bøger, husker jeg det var en aha-oplevelse da hun forklarede de pædagogiske teknikker som hun er berømt for at anvende når hun lærte andre at tegne, ved at henvise til teorien om de to hjernehalvdele og kreativ tænkning. Jeg opdager i dag at den første som engelsk titel havde "Drawing on the Right Side of Brain".
   Nu vil jeg læse dem igen, med friske øjne

I forordet til den sidst bog skriver hun:

Det har være en opdagelsesrejse at skrive denne bog. Jeg begyndte med en vag idé om at visuel perception, tegning og kreativitet på en eller anden måde lod sig knytte sammen. Skrivearbejdet tog form af en søgen, en jagt efter holdepunkter, der kunne give mig mulighed for at fastholde forskellige stumper af dette begreb og til sidst passe dem sammen til et forståeligt hele.

Det kunne jeg selv have skrevet i forhold til denne blog, samme mål, samme forventning. Lige efter skriver hun:

Da jeg begyndte at skrive, stod det mig langtfra klart, hvilken form det endelige manuskript ville tage. Og efterhånden som skrivearbejdet skred frem, forekom det mig, at det på en eller anden måde begyndte at leve sit eget liv og led mig i min søgen snarere end omvendt. Jeg opdagede, at jeg på en mærkelige måde skrev om kreativitet og samtidig var fordybet i netop denne proces - min søgen og genstanden for min søgen blev ét og det samme.

Også det svarer til min egen oplevelse med at begynde at skrive til denne blog. For mig er den er også  "begyndt at leve sit eget liv", stille krav til mig, så jeg ind imellem føler at jeg slet ikke kan følge med. Og det forstyrrer mine andre dag-til-dag gøremål. Bloggen har også taget en anden retning end jeg lige havde tænkt fra starten.
   Jamen, hvad havde jeg tænkt fra starten? Jeg havde liggende en artikel om kreativitet som er 2-3 år gammel, skrevet til Niels Erik Willes "Festkompendium". Og så havde jeg en samling PowerPoint-slides liggende fra mine oplæg til de journaliststuderende på RUC. Jeg tænkte at jeg stille og roligt ville udforlde de afsnit og udfolde dem ved lidt ekstra læsning inden for de enkelte emner.
   Men så kom begrebet "conceptual blending" og metaforteorien ind over, og efterkritikoplægget til Karens Sechers "Besøgstid" - et program hvor hun havde gennemført over 100 interviews med kreative personligher.
   Og så er det ellers gået over stok og sten.

Séraphine - to personligheder i en - og hun hører stemmer

"Djævlebrændt", er rubrikken til en forsidetekst på Politikens tillæg om film. Selve forsideteksten fortæller:

Om dagen gjorde hun rent og kokkererede hos de priviligerede. Om natten gik hun amok med sine farver og pensler. En kunstsamler opdagede hende, og berømmelsen og rigdommen vokser. Men under overfladen lurer dæmonerne. Historien om den franske maler Séraphine blev årets mest uventede succes.

I anmeldelsen inde i tillægget fortælles der noget om hvad der "lurer" under overfladen:

...for Séraphine hører stemmer. Hun mener selv, at hendes kunst er noget hendes skytsengel har pålagt  hende, og ofte truer de indr dæmoner med at kvæle kreativiteten.

Endnu et eksempel på det vi har set tidligere hos kreative og kunstneriske gemytter: to personligheder i en. Og så hører hun stemmer, men i modsætning til hvad jeg skrev tidligere om en der hørte stemmer, og som blev terroriseret af dem, så fungerer stemmerne her tilsyneladende modsat, eller også er der både stemmer der er destruktive, og en skytsengel der guider hende kreativt.
   Her er et af hendes malerier:



Jeg må ind og se den film.

I hendes biografi på Wikipedia fortælles at hun mistede sin mor året efter hun blev født, faderen døde da hunvar syv år gammel. Hun blev indlagt i 1932 på et sindssygehospital og døde to år efter. Hun havde, står der, "an irrepressible urge to create": en uimodståelig trang til at skabe - altså her: male.
   Også det har jeg bemærket før: at det med hele tiden at komme til at bedrive kunst for nogen er noget de ikke kan leve uden. De får simpelt hen stærke psykosomatiske abstinenser hvis ikke de får udfoldelsesmulighederne.

Den kreative personlighed og flow - Mihaly Csikszentamaihaly

Har netop fået en længe ventet bog med posten fra Amazon: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention. Titlen indeholder jo nøgleordet kreativitet, og det sammen med ordet "flow" var det der gjorde at jeg måtte have den.

   Begrebet "flow" har jeg kendt til 2-3 år, som den særlige tilstand eller stemning man kan  komme i når man laver noget produktivt der optager en så meget at "man glemmer sig selv og tid og sted".

   Jeg så en grafisk model af "flow indtegnet i en slags koordinatsystem, en model som havde lighedspunkter med berettermodellens spændingskurve men også med aktantmodelllen omkring subjektets i spændingsfeltet mellem modstander og hjælper.  Og jeg kunne konstatere at den tilstand man som publikum (seer, lytter, læser) kommer i når dramaturgien virker efter hensigten, svarer til beskrivelsen af flowtilstanden. Her er sådan en flow-grafik:

Man kan groft sagt beskrive det sådan at flow-skemaet her viser en udviklingshistorie for et kreativt menneske i en læreproces, og at det langt hen ad vejen svarer til - er analogt med - at aktant- og berettermodel skematiserer udviklingen af hovedpersonen i et drama.

For at blive fri for at skrive det lange forfatternavn, så kalder jeg ham herefter Mihaly C. Han kombinerer i sin tænkning forestillinger om den kreative personlighed med den kontekst som denne personlighed udfolder sig i: "domæne" og "mark".

   Med "domæne" mener han "et samordnet sæt af symbolske regler og procedurer" som: matematik, jura, malerkunst, journalistik, politik. Med "mark" ("field") mener han alle de mennesker der fungerer som "gatekeepers" der afgør om en ny ide eller et nyt produkt skal accepteres, inkluderes og bevares i domænet.

   Hans ide er - ikke så særligt original, men klar - at når kreativiteten har succes så afhænger det af den rigtige kombination af personlige egenskaber med de specifikke vilkår i "marken" og udfoldelsesmulighederne inden for et givet domæne.

Om den kreative personlighed siger han, efter at have gennemgået en række forskellige tilsyneladende modstridende eksempler på kendte og anerkendt kreative personligheder:

Are there then no traits that destinguish creative people? If I hade to express in one word what makes their personalities different from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people is segregatede. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual", each of  them is a "multitude". Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to bring together the entire range og human possibilities within themselves."

Derefter går Mihaly C. over til at opregne og gennemgå de ti paradoksale kombinationer af egenskaber der kendetegner den kreative personlighed, en liste som stort set falder sammen med de egenskaber jeg opregnede i et af mine første blogindlæg. Så det er sikkert Mihaly C. som er en af kilderne til min opregning der. Jeg kan i hvert fald konstatere at han i ovennævnte citat indfanger noget af det samme som jeg har efterporet i mange indlæg: den splittede personlighed som en af drivkræfterne i de kreative blending-processer.
   Der er mindst to personer i én, og de to skal finde ud af at integrere sig og forsone sig med hinanden i gennem det kreative arbejde og det kreative produkt.

Eva Novrup Revalls ph.d.-afhandling - om den kreative proces bag danske filmmanuskripter

Endelig, tænkte jeg, da jeg så avisartiklerne om Eva Novrup Redvalls ph.d.-afhandling: Manuskriptskrivnng som kreativ proces. De kreative samarbejder bag manuskriptskrivning i dansk spillefilm.

   Det var da også på tide at der var en film- og medieforsker der brød ud af den konceptuelle rammen hvor man kun ser på det færdige produkt og modtagelsen af det. Men stort set helt undlader at interesserer sig for hvordan filmen, det kunstneriske produkt skabes og bliver til. Og dermed også undlader at sætte ord og begreber på det der foregår under den kreative proces. 

   I den sammenhæng er det slående hvad hun siger om Mogens Rukow, som - så vidt jeg husker - var min sidekammerat i 4. mellem på Christianshavns Gymnasium. Det sker i et interview i Information i dag af Kasper Lundberg, der spørger: 

Så filmverdenen har ikke vidst hvordan man laver manuskripter, de har bare gjort det?

   "Lad mig give et eksempel: Jeg talte på et tidspunkt med Mogens Rukow, der har manuskriptlinien på Filmskolen. Her er den mand, hvis betydning for dansk manuskriptskrivning ikke kan overvurderes. Jeg interviewede ham om skriveprocessen, og hans udsagn kan koges ned til det vidunderligt diffuse 'enten lykkes det, eller også lykkes det ikke'. Der er brug for nogle flere ord på hvordan processen fungerer."

Selv om ordet intuition ikke nævnes her, så er det jo hvad det drejer sig om, kreative og produktive processer skabt gennem en ikke-bevidst tankevirksomhed. Og når Mogens Rukow ikke vil sætte ord på, så kan det skyldes at han nok har ordene, men ikke vil bruge dem i et interview. Han underviser jo folk med et kreativt psykologisk potentiale, og de ord eller ordbilleder, metaforer og lignelser der skal bruges over for dem i den pædagogiske situation, er det ikke sikkert han synes han kan bruge i et interview. Så er det nemmere at affeje intervieweren med den smarte replik om at det enten lykkes eller ikke lykkes.

  

Men ellers er der jo også en mere generel pointe her: På den ene side "viden" forstået som abstrakte sammenfatninger af erfaringer i ord, begreber, definitioner, og på den anden side "viden" som den mentale ressource man  besidder for at kunne skrive et (godt) filmmanuskript, er to forskellige ting. Og det er ikke indlysende hvordan de to slags viden kan arbejde sammen og befrugte hinanden.

   Mon teorien om konceptuel blinding kan sige noget om hvilke typer af mentale rum der stritter imod blending?

   Der er så i øvrig for mig klare associationer til teorien om de to slags tænkning, knyttet til de to hjernehalvdele.

  

Man kan også udfordres til at overveje om den modsætning mellem de to slags viden, som jeg jo også genkender fra de blandede lærerkorps (teoretikere og praktikere) på de universitetsplacerede journalistuddannelser på RUC og SDU, overhovedet kan overvindes konstruktivt og positiv, og evt. hvordan?

Stenalderens hulemalerier - bevis for konceptuelle rum og tidlig konceptuel blending

Allerede da jeg var barn husker jeg at have set billeder af de fantastiske levende hulemalerier i Frankrig og Spanien fra stenalderen, som blev dateret til at være 16.000 år gamle. Det ser så ud til at moderne antropologiske teorier siger at der skete et mentalt skred for det moderne Cro-Magnon-menneske for 40-50.000 år siden - og at det afspejler sig i artefakternes bearbejdning: De havde en kultur - og teoretisk kan man argumentere for at de også da havde et rigtigt menneskeligt sprog.

   Forbillederne til disse fantastiske livagtige og genkendelige malerier af dyr der løber hen over klippen de er malet på, hvor "kommer de fra"? 

   "Ud af hovedet", ville man jo måtte sige. Og det husker jeg faktisk jeg selv svarede når voksne spurgte mig hvad det skulle forestille da jeg som barn sad og malede fantastisk månelandskaber med vulkaner og dinosaurere: "Ikke noget! Det er bare noget jeg laver ud af hovedet."

   Ja, der er jo ingen tvivl om at de har set den slags dyr når de har jaget og i øvrigt bevæget sig ude og omkring i den omgivende natur. Men den eneste måde de har kunnet male disse genfremstllinger inde i hulen på, er jo ved at de har etableret sig et visuelt mentalt rum ud fra en lang række visuelle erfaringer og input, og at det er ud af dette mentale rum - en slags visuel og episodisk hukommelse - de så har trukket og reproduceret de forestillinger de først må have set for deres indre øje før de så kom op på væggen gennem fingermaling af en slags.

Et konceptuelt rum defineres som et mentalt rum, et tanke- eller forestillingsrum der omfatter en begrebslig kategori, kombineret med en visuelle repræsentation kaldt frem på en "indre skærm" der i komprimeret form mimer de oprindelige oplevelser. Det betyder at hvis man beder folk om at tænke på det fænomen, så har de ord for at beskrive det, og de kan - mere eller mindre vellignende - også tegne det. Og så  må der været tale om en form for konceptuel blending - af det som hjernen ser indad og finder frem til bevidstheden fra forskellige hukommelsescentre, og så af det som hånden gør når den maler, og som hjernen ser resultatet af på væggen under processen. 

Vi har altså en begrebsmæssig kategori sat i ord, og en kategori sat i billeder, som hjernen så kobler sammen og kan trække på, dels til at genkende og matche med de indkomne visuelle stimuli, dels til at tale om med andre, og dels til at genfremstille i efterlignende billeder.

Pippi Langstrømpe - en kreativ hovedperson i en fiktion - Astrid Lindgren - en kreativ forfatter i virkeligheden - begge mønsterbrydere med savn og tab i bagagen

Ja, selvfølgelig, tænkte jeg. En artikel i dagens Information fortæller om en studerende der har skrevet speciale om Pipi Langstrømpe som en særlig blandet og spaltet karakter. Og ikke så snart er jeg begyndt på at læse artiklen, før jeg bliver "overfaldet" af tanker og ideer ud fra mine teorier om kreativitet: blending og den (særligt) kreative personligheds kilder i opvæksten.

Pipi selv er ekstremt kreativ, i alle historier bryder hun normer, hele hendes livsførelse er en blanding af voksen og barn, af virkelighed og fantasi, og - og det er pointen i specialet - af dreng og pige. I sin praksis blender hun, og i sin personlighed er hun blended: to personer i en - i øvrigt ligesom tegneseriernes superhelte.
   Og hendes forhistorie - før hun flyttede ind i Villa Villekulla med hest og abe og en stor pose penge: traumatisk med savn og tab; ingen mor, en far som er i Langbortistan; hun er ensom, og hun er ekstremt antiautoritær: mod politi, mod skol, mod socialforvaltning, mod de voksnes lov og orden. Hun er virkelig en slags superhelt - i børneøjenhøjde.
   Hendes udseende: I en hvilken som helst normal folkeskole ville hun være et taknemmeligt mobbe-offer: rødhåret, fjæset fuldt af fregner, noget tøj som trodser enhver ordentlig norm for påklædning, lige så meget drenget som piget. Men hun er en vinder - på trods af alt.

Og Pipis opfinder, Astrid Lindgren. Hun vokse op på præstegården Näs i Vimmerby i Småland, der blev forpagtet af hendes forældre. Havde en storebror og to lillesøstre. En paradisisk lykkelig barndom uden voksenovervågning.
   Som voksen blev hun uddannet til sekretær og boede i Stockholm - resten af sit liv. Hun var produktiv ud over alle grænser (jfr. Poul Martinsen). Og jo mønsterbryder.
   Traumatiske oplevelser? Ja, ikke som barn hvor idyllen herskede - i hvert fald i erindringen. Men det at forlade barndommens land - i skam og i trods, har åbnet fantasiens og kreativitetens  mentale stavblender, antager jeg. Wikipedia fortæller:

Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans fostermor var blevet syg.

Bemærk at hun bliver journalist ligesom Poul Martinsen. Og forlader sit miljø - og sit miljøs dialekt!!!! Og oplever de svenske myndigheder som nogen der har allieret sig imod hende for at spærre hende inde i forpligtelser og sociale bindinger.

En meget stor del af hendes fantasiunivers, som hun udfolder i sine bøger, handler om det tabte barndomsland, som hun idealiserer og i symbolsk form længes tilbage til (igen jfr. Poul Martinsen). Wikipedia fortæller:

Da Lindgren debuterede som forfatter, var hun inde i en periode med sygdom, ængstelse og bekymring for familien. Særligt efteråret 1944 havde været meget krævende, og hun var spontant begyndt at skrive med stor glæde. Skriveriet blev en flugt fra virkeligheden og en terapi, når bekymringerne satte ind, og hun kom styrket ud. Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle sorger. (...)
   Ifølge Jo Tenfjord lo Lindgren altid af dem, der ville psykologisere hendes bøger. Hvis nogen var prætentiøse på hendes vegne og stillede spørgsmål, som hun syntes var uvæsentlige, kunne hun pludselig spørge på smålandsk dialekt: Hvor meget koster en almindelig brun hest?" 

Ja, smålands dialekt! Det med barndomssproget der er fortrængt eller undertrykt til fordel for et andet og voksent, her stockhomsk. Den dobbelte personlighed, savnet af og symbolet på barndommense land, udtryk ved den dialekt som er ens modersmål. Havde hun været filminstruktør, var hun straks blevet udnævnt til auteur.

Astrid Lindgren begyndte først at skrive da hun var 40 år.
   Jeg får en association til Karen Blixen, som nødtvunget måtte forlade Afrika, havde mistet sin elskede Denys Finch Hatton, og som kom hjem til Danmark fuld af savn og med en følelse af at være spærret inde. Så tog fantasien over, som en overlevelsesstrategi - og blev stor fortællekunst. Og så begyndte hun at skrive om det tabte land da hun var omkring 50.
   Karen Blixen-museets hjemmeside skriver:

Mange år senere - i fortællingen "Gensyn" fra 1961 - lader Karen Blixen direktøren for et marionetteater, Pipistrello, sige til Lord Byron: "Vist er det en stor lykke at kunne forvandle de ting, der hænder en, til historier. Det er måske den eneste fuldkomne lykke, et menneske kan finde i livet. Men på samme tid, uforklarligt for de uindviede, et tab, endogså en forbandelse." 

 Hendes far begik i øvrigt selvmord da hun var 10 år gammel.

"Den sorte boks" - og Kim Larsen som ikke vil åbne sin...

I SøndagsPolitiken 10. maj, et interview med Kim Larsen, interviewer Erik Jensen. Erik Jensen fisker efter en frame: Den folkelige og populære Kim Larsen, er han i virkeligheden ikke selv kunstner, samtidig med at han tager afstand til den snævre kunstmusik som jazz? Kim Larsen:

"Jeg vil ikke sidde her og være kunsthader. og det er ikke for at krukke. Men for mig er forskellen på en kunstner og en popper, at kunstneren åbner sin sorte boks for folk. Det allerinderste. Han vil gerne have et publikum, men han vil lave sine ting, uanset om det er der eller ej. Mens popperen gerne vil ud og spille for et publikum og have gang i den. Han vil aldrig åbne for sin sorte boks. Ikke for sit publikum i hver fald. Det har jeg aldrig gjort i en sang eller på scenen.
   Nu har du så chansen for at fortælle, hvad der er i den sorte boks?
   "Det fortæller jeg kun til min dame. Jeg tænker nogle gange, at det her skal ingen have at vide. Der gør nogle kunstnere. En af mine favoritter, van Gogh, gjorde det jo meget direkte hele tiden. Han var ligesom uden opsyn. Men jeg vil ikke have at folk skal se ind i mit inderste hjertekammer, så jeg omskriver det. Med poesi eller humor."

For Kim Larsen er det åbenbart væsentligt at hæge om - skjule - den kreative stavblender som rent faktisk omsætter "noget" i "den sorte boks" til hans populære sange. Og som jo præcis er det som de kunstnere gør som  han lægger afstand til.
   Hans kamuflagearbejde - og dermed blendingoperationer - er blot en tand mere effektivt end de kunstneres som åbenlyst trækker på de oplevelser som er lagret i deres "sorte boks".
   Rene paradoksformuleringer. Men hans formuleringer om at kunstnere ikke tænker på deres publikum, og at det er "poppet" at gøre det som han gør, er værd at forfølge.

Pilou Asbæk - om kreative restriktioner - og den kreative personlighed

I Lørdagspolitiken, et interview med Pilou Asbæk, skuespiller med en vigtig rolle i filmen "R". En undertekst til fotoet af ham fortælles det:
Under indspilningen af 'R' chikanerede Pilou Asbæks medskuespillere ham. Det overførte han til rollen som den indsatte Rune. Følelsen af ensomhedkan Pilou Asbæk genkende fra sin kostskoletid og fra sit nuværende liv, hvor han på trods af de store roller altid har følt sig ensom.
   Lige efter bogen, ser det ud til.
   I selve artiklen beskrives hans optakt til skuespilleriet således:

   Men det hele startede egentlig på kostskolen Herlufsholm på Sydsjælland, der med uniformer, fælles sovesal, hierarki og strenge regler har visse fællestræk med et fængsel. Det var her i skolens dramalokale, som egentlig er den gamle gymnastiksals omklædningsrum,m at Pilou Asmbæk som 19-årig fandt ud af, at hanville være skuespiller. At det var det han havde talent for.
   "Jeg tror på meget stramme rammer. Også inden for skuespillet. Jo strammere rammer, desto større kreativitet. Og jeg har taget den disciplin med her fra skolen. Jeg er egentlig bleve ekstremt autoritær af at gå her", siger Pilou Asbæk.
   Hvordan det?
   "Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg var ukoncentreret og ufokuseret. Gennem skuespillet fandt jeg opmærksomheden, nærværet og tilstedeværelsen.

Jo strammere, jo større kreativitet, siger han. Men mellemregningen fortæller han ikke. At stramme rammer, et fængselagtigt liv, provokerer og stimulerer fantasien, og dermed et krav - et behov - om at fantasien som "drift" kan få lov at udfolde sig i liv og handling. Men omgivelserne synes han var "ukoncentreret" og "ufokuseret", og hvad mon hans hjerne gik og foretog sig når den ikke kunne koncentrere sig og fokusere på det i den aktuelle virkelighed som omgivelserne synes han burde.
   Kreativ vrede, er jo et andet søgeord i den her sammenhæng. Pilou fortæller at det var hans franske mor som mente han skulle på kostskole, fordi hun selv  havde gået på "14 kostskoler" som barn.

"Jeg stejlede fuldstændig. Hvad fanden skulle en københavnerdreng på en af landets ældste kostskoler? Jeg var fyldt med modstand over projektet. Jeg syntes, de andre lignede lemminger i deres uniformer", husker han.
(...)
   "Men da julen kom, og jeg stadig hadede det, sagde hun, at jegblev nødt til at gå der til sommerferien. Hvis jeg stadig ikke kunne lide det, fik jeg lov at komme hjem."
   Efter juleferien kom en af de større elever hen til ham og sagde, at han ikke havde regnet med at se ham tilbage på skolen. Og så blev han stædig.
"Tor folk at jeg er sådan en, der stikker halen mellem benene? Kraftedme nej. Og så ringede jeg til min mor og sagde, at jeg blev her. Det endte med at være tre fuldstændig fantastiske år."

Vi har i hvert fald i disse citater fået koblet "kreativ vrede", "kreative restriktioner", og "en spaltet personlighed" sammen. Og den indspærrede,frustrerede personlighed eksploderer i kreative teateraktiviteter på skolen, fortæller artiklen videre:

"Til min afskedsforestilling i 3.g lavede jeg alt selv: Skrev stykket, instruerede, satte lys,og spillede hovedrollen,"siger han.
"Jeg havde nærmest genskrevet 'Gøgereden'. Musikken var fra 'Matrix', og en tv-pejs fik det til at se ud, som om der var ild i væggen. Alle medvirkende læste op af Strunge. Det var så prætentiøst."

Solsortens sang - i to "rammer" - og neuroæstetik

Hørte i radioen på vej hjem fra Verdensbilledlegatseminar med det nye hold legatmodtagere, en dansk filosof fortælle noget om den tyske frankfurterskole-teoretiker Adorno og han opfattelse af "naturens æstetik", tror jeg det var. Eksemplet som filosoffen med Adorno havde analyseret var solsortens sang. Citatet som det handler om har jeg fundet i oversættelse:

"Fuglesang er noget skønt for alle; intet følende menneske, i hvem noget af den europæiske tradition er bevaret, bliver ikke berørt af lyden af en solsort efter regnen. Og alligevel lurer det skrækkelige i fuglesangen, fordi fuglen ikke synger, men adlyder den magt, som holder den fangen."

Citatet sammenholder fuglesang i to frames: en frame hvor fuglesangen opleves som en slags musik, alltså noget smuk perciperet igennem et æstetisk filter, og en anden frame hvor fuglesangen - vel ikke opleves - men tolkes, udlægges og forstås i gennem zoologiens filter, hvor zoologerne har vist at fuglesangen typisk er et udtryk for biologisk aggression, skal markere territoriet, og jage konkurrernde artsfæller væk. Jeg forstod så på filosoffens udlægning at Adorno mente at skønhedsoplevelsen af fuglesangen ikke kunne ødelægges af den kyniske viden som zoologerne leverede om hvad denne sang faktisk betød i naturens egen verden.
   Sådan lidt firkantet udlagt så sker der åbenbart ikke en blending af de to frames, men heller ikke en udmanøvrering af den "idealistiske" æsetiske frame, til fordel for den videnskabeligt sande. Altså skønhedsoplevelsen overlever trods vores videnskabeligt funderede viden.

Kunne man trods alt blende de to konceptuelle rum? tænker jeg. Kunne man på en gang nyde solsortens sang æstetisk og samtidig tænke på den som det videnskaben har konstateret? Hvad skulle der til?
   Ja, hvis man havde den oplevelse at agression, krig og konkurrence havde en skønhedsdimension, så var der vel ikke noget i vejen for at udvikle et blended konceptuelt rum hvor det netop var det skønne ved fuglesangen (eller en del af det skønne) at dens betydning var: Her er jeg, en stor og stærk solsortehan, og - gutter - hold jer væk fra min kvinde og min rede, og i får bank hvis i overskrider grænsen.
   Adorno har været pacifist.

Findes der et hjernecenter der aktiveres af æstetiske oplevelser (der udløser dopamin), og et andet center der aktiveres når man forstår noget begrebsmæssigt og videnskabeligt? Lyser begge disse hjernecentre op når man forestiller sig den biologiske kamps udtryk i fuglesang som en særlig æstetisk nydelse? Jeg spørger bare!

Jeg associerer til Tor Nørretranders som for nogle år siden skrev en bog om kunst og æstetiske præstationer som - i zoologisk og dyreadfærdsmæssig optik - udtryk for kamp for overlevelse ved at imponere hunnerne (jeg har ikke tjekket, men det var noget i den retning pressen formidlede). Jeg forfølger sporet og associationen og finder introduktionen til et universitetskursus.

Neuroæstetikken er et kerneområde for mødet mellem humaniora, biologi, neurologi og filosofi. Kurset ønsker dels at give en introduktion, dels at diskutere forskning i menneskets neurokognitive natur, som kan tænkes at medvirke til en nærmere forståelse af vores æstetiske adfærd. Blandt de æstetiske spørgsmål, som kan tænkes at nyde godt af en sådan befrugtning fra neurobiologisk side, er sådanne som følgende: Hvorfor har vi (men muligvis ikke andre dyr) æstetiske oplevlser; hvad vil det sige, at en genstand er ”smuk”, ”skøn” osv.; hvilken type genstand er et kunstværk, og hvorfor opstår kunstværker pludselig for ca. 50.000 år siden; er der kogntiv forskel på de oplevlser, musik henh. billedkunst, henh. litteratur osv., giver anledning til; m.v., mv.? Vi vil også undervejs diskutere den filosofiske problemstilling, i hvilket omfang det giver mening at ”naturalisere” de æstetiske fag vha. neurobiologiske data og teorier.

En god "streng" at forfølge, som startede med et Adorno-citat i en radioudsendelse.

Asger Jorns modifikationer - et åbenlyst udtryk for malerisk blending som en form for ironi

I Politiken i går i Kultursektionen var på side 2 øverst en afbildning af et Asger Jorn maleri. Det var malet i mørke blålige toner, men lignede ikke rigtig en Jorn. og var lidt underligt. Den forklarende tekst under billedet fortæller at titlen er "Nocturne III" og at årstallet er 1959.

Jorn-maleriet er en gave til Louisiana fra Lilian og P.T. Nielsens fond. Teksten fortæller at det drejer sig om en en af de såkaldte "modifikationer", hvor Jorn har taget et ældre konventionelt landskabsmaleri og malet oven på, sådan at man stadig kan skimte en del af det originale maleri. Teksten fortæller videre:

I 1949 havde Asger Jorn foreslået de andre Cobrakunstnere at oprette en "sektion til forbedring af gamle lærreder". Han kaldet det også at "modernisere" eller "fordreje". Da han kun valgte trommesalsbilleder og andre trivielle billedertil formålet var der klart tale om 'forbedringer'. Dermed kunne man gøre disse udryddelsestruede billeder spændende og aktuelle igen.

Fastholder vi nu definitionen på en metafor, nemlig at man ser på noget ("target") gennem noget andet ("source"), og at dette noget "andet" så præger opfattelsen af det første, så kunne det se ud til at billedet fremstiller en Asger Jorn metafor i maleriets udtryk. I det ene input-rum har vi det traditionelle maleri ("target"), i det andet input-rum har vi Asger Jorns "stil og malemåde" ("source"), og i det blendede rum - det færdige Jorn-maleri - hvor man kan "se" det ene gennem det andet, må publikum altså selv i hovedet foretage en blending for at få den æstetiske oplevelse som Jorn vil provokere frem.
   Men den analyse holder ikke. Det drejer sig jo ikke om at se det traditionelle billede gennem Asger Jorns maleriske optik. I det pågældende eksempel som Politiken viser, kan man næsten ikke se det underliggende traditionelle maleris motiv, og da slet ikke "genkende" det. Det er et Asger Jorn maleri!
   Jeg har på nettet fundet en illustreret definition af hvad en metafor er, som gør det klart hvad der er er galt: "Metaphor..Organizes, informs the unknown in terms of the known. Transfers content, scope, logic, interrelations. Makes the Target understood in terms of the Source."

Metaforen fortæller om det ukendte gennem det kendte, siger definitionen. Og problemet er at Jorn har vendt metaforen på hovedet: I "modifikationer" er det det kendte (traditionelt maleri) som ses gennem det ny (Asger Jorns maleriske ekspressivitet). Der er byttet om på "target" og "source". Det der sker, er at det nye fremhæves på det traditionelles bekostning.
   Der er tale om den form for malerisk blending som vi kender fra ironi og satire. Jeg har på nettet fundet et andet eksempel.

"Tåregas og desperation flyder i Athens gader" - galoperende metaforer på sportsiden - og historien om en opfinder som ikke havde tænkt at blive det

"Tåregas og desperation flyder i Athens gader", var rubrikken på bundartiklen på forsiden af Politiken i dag. Hvad er den tankemæssige mekanisme bag den sproglige formulering, og hvordan virker den?
   Der er flere brud der tyder på blending, endda i flere omgange eller lag:

• "Tåregas...flyder", men det kan tåregas ikke, det kan kun væsker der bevæger sig eller noget der ligger på overfladen af en væske. Normalt ville man sige at tåregas "driver". Derimod kan tåre "flyde" - som udtryk for sorg eller raseri - eller som resultat af at have fået gassen i øjnene. Altså vi har et input-rum hvor tåregas driver igennem gaderne, og et andet input-rum hvor tårene flyder fordi nogen græder. I det blendede konceptuelle rum bliver årsag (gas) og effekt (tårer) komprimeret. 
• "Tårer" isoleret set er jo et metonym på en sindstilstand hos et menneske. Så ved at indsætte "desperation" som grundleddets anden del i forhold til "flyder", får vi en metaforisk blending hvor sindstilstanden desperation, der jo ikke kan "flyde", bliver gjort til noget lige så fysisk som tåregassen. Vi har altså her et input-rum hvor tårer er et resultat af gassen, og et andet hvor tårer er et resultat af desperation, og i det blendede rum bliver den ydre vold og den indre desperation smeltet sammen.

Godt tænkt, tænker jeg.

Sportsiderne er tit en fin jagtmark hvis man vil indsamle metaforer. Her er to citater fra i dag, det første har Flemming Thor Madsen på samvittigheden, det andet Rasmus Bech:

Brøndbys spillere var sultne, da bussen nåede frem til den midtjyske hede. Og heldigvis for Brøndby stod menuen på tamme ulve. Lige noget der passede gæsterne der i løbet af 40 minutter havde fortæret hovedretten.
   Så med fyldt mavesæk  kunne Brøndbys spillere glæde sig over, at de med sejren for alvor spillede sig tilbage i kampen om bronzemedaljerne. (...)
   Bedst som man troede det var vilde ulve der kom ud til 2. halveg, blev de (FCM) sat på plads, da Alexander Farnerud scorede sit andet mål.  

Da Randersspillerne søndag eftermiddag mødte FC Nordsjælland, lignede de søvngængere med svage batterier, og kun cheftræner Ove Christensens optræden som verbalt vækkeur fik dem tilbage til virkeligheden.
   Men i aftes - hjemme i i tryghedens hule - var de vågne fra aller første fløjt, nedrykningskandidaterne, der ikke havde tabt 14 kampe i træk.

I en artikel om en kvindelig opfinder, Sylvia Holthen, beskrives hun som "mønsterbryder" fordi hun opfandt en ny type håndholdt væskebestøver til sårbehandling i ambulancer. Det begyndte som en ren designopgave, men som der står: "pludselig gik det op for hende at hun under arbejdet var kommet til at opfinde en ny udgave af produktet."
Sådan beskrev hun arbejdet op til:

Jeg vidste jo ikke hvad der foregår i en ambulance eller hvordan man behandler brandsår. Så jeg startede med at kortlægge hændelsesforløbet, fra selve forbrændingen indtræffer, til patienten overleveres til traumecenteret på hospitalet. Jeg kortlægger, bryder op og analyserer.

Det hun beskriver her, det er noget jeg har været inde på en enkelt gang tidligere i denne blog. Nemlig at analyse kan være kreativitetsbefordrende.   Elementanalyse er jo på en måde at unblende det som konventionelt udgør en uigennemskuelig helhed, og analysen i elementer kan åbne et mentalt rum for nye blendede forestillinger om noget som endnu ikke findes, men som burde findes.

Til sidst i artiklen udtaler en af de mænd der står bag Teknologisk Instituts nye hjemmeside "Opfind.nu", Kasper Birkeholm Munk:

Hvis du sætter fem ingeniører i en gruppe, så løser de et problem på en ingeniøragtig måde. Men hvis du i stedet sætter en ingeniør, arkitekt, designer og antropolog sammen, så kan du være sikker på, du får noget anderledes ud af det.

Hvis vi antager at hver profession som en del af den professionelle bagage medbringer en række specifikke faglige frames til at indkredse og bearbejde et problem, så vil et samarbejde indebære nødvendigheden af re-framing og konceptuel blending, og det er befordrende for at der opstår nye ideer gennem den "stavblender" som er indbygget i gruppen alene i kraft af personsammensætningen.

Kompression og integration - i konceptuelt blendede rum

Teorien om konceptuel blending siger at det der sker når elementer fra to input-rum integreres i et blended rum, er at elementer der er adskilt og fjernt fra hinanden i de to input-rum, komprimeres og smeltes sammen i det "integrerede rum". Komprimering af tid og sted og identitet er et afgørende kendetegn ved de betydningsmæssige konsekvenser af blending, og det er det som leverer blending-processens kreative potentiale.

Lad os tage et eksempel:

"En filosof udtaler i sin forelæsning på universitet:  "Platon siger at virkeligheden er en svag og skyggeagtig afspejling af ideernes verden, det er ideerne som udgør den egentlige verden. Hertil må jeg modsige ham: Platon vender tingene på hovedet: Ideerne er begrebsmæssige spejlinger og abstraktioner med afsæt i konkrete sansninger af den virkelige verden. Så ved jeg godt at Platon vil indvende at begreberne er "evig" mens sansningerne er tidsbundne og flygtige."

I det blendede og forestillede rum diskuterer vores nutidige filosof med superfilosoffen Platon der døde for mere end 2000 år siden. Teksten og den indeholdte imaginære diskussion er altså en fiktion, ligesom kontrafaktiske udsagn.
   Det der er det bemærkelsesværdige i dette til lejligheden konstruerede citat er at det udspringer af blending fra to input-rum: et input-rum hvori filosoffen Platon befinder sig og udsiger noget om forholdet mellem ide og virkelighed, et konceptuelt rum der er placeret mere end 2000 år tilbage i tiden; og et nutidigt konceptuelt rum hvor filosoffen befinder sig og har en række alternative synspunkter i forhold til det samme tema.
   I det blendede rum sker der en integration af elementer fra de to input rum, og dermed komprimeres tiden så Platon og vores nulevnede filosof bliver samtidige, og rummet komprimers så de kan tale med hinanden.

For en ordens skyld: Lige præcis den slags blending-operationer navngives i bogen The Way We Think: De taler om mirror blending-concepts - altså en mental tankeoperation hvor man blender to input-rum der spejler hinanden fordi de to rum indeholder og er struktureret som analologier. Vores forslidte gåde om det hvide der kommer op og som er gult når det kommer ned, er også sådan en spejlende blending-operation.

Skrevet sådan her, er det naturligvis meget abstrakt og teknisk. Men det er altså den slags kreative tankeoperationer der ligger bag for så vidt banale udtalelser som: "Hvis jeg var i dine sko, så ville jeg ...", som mentalt set kræver at jeg forestiller mig - altså en fiktion - at jeg overtage min modparts identitet samtidig med at jeg har min egen med, og ud fra den dobbelt position at give et modparten et råd.
   Eller tænk på et udsagn som: "Forestil dig at Hitler havde vundet Anden Verdenskrig. Hvad ville du så gøre?" Dette udsagn kan kun give mening og forstås af en modtager hvis vedkommende kan forestille "sig selv" parallelforskudt - med en historie som deler sig på det tidspunkt da Hitler tabet krigen: et input-rum hvor det tilbage i tid forskudte "du" fortsætter og handler i et imaginært liv under imaginære "hitleriske" samfundsvilkår; og et andet input-rum som udgøres af den reelle verden hvor "du" har levet og udviklet dig unde de reelle historiske vilkår. I det blendede rum skal "du" altså forestille dig som aktivt handlende i den kontrafaktuelle hitlerprægede verden, men under vilkår som "du" jo reelt ikke har udviklet dig under.
   I udsagnet er altså sket både en komprimering af tid og rum og af identitet i det blendede rum. Og hvis vi lige går helt tilbage til udgangspunktet. Kreativitet betyder mentalt at kunne gå på tværs af grænser og at kunne forbinde det faktuellle med det imaginære - det forestillede.

Grafitti-kunstneren - en Doktor Jerkyll og Mr. Hyde-personlighed

Jeg hørte i radioen på vej hjem i bil et indslag fra ungdomprogrammet "Klubværelset". Et interview med en gammel grafittikunstner som stadig var aktiv. Journalisten der interviewede, og kunstneren sad på en jernbanestation og så på tog der holdt stille eller kørte forbi. Grafittimanden kendte de forskellige typer og vurderede deres forskellige kvaliteter som mulige "lærreder" for sin kunst. De sad også kiggede i en bog med fotografier af en række forskellige typer grafitti. Han sagde og det lød som om han mente det positivt: Mange af dem havde jo kun eksisteret i nogle få timer.
   Han fortalte hvordan han kunne blive urolig og irritabel hvis der gik for lang tid mellem han var ude og spraye. Det lød næsten som om det var en slags abstinenser når han beskrev det. I hvert fald var der tale om en lidenskab eller en drift - en form for afhængighed.
   Så spurgte intervieweren om hans omgivelser vidste noget om at han altså var ude om natten og male grafitti. Ja, sagde han, hans nærmeste familie. Og hans børn var stolte af ham.
   Men på studiet og på arbejde der holdt han det hemmeligt: Man kunne aldrig vide hvad en tidligere medstuderende eller en tidligere arbejdkammerat kunne finde på at fortælle. Så der levede han et dobbeltliv, sagde han, og det var egentlig i sig selv spændende at hans omgivelser ikke kendte til de nattelige kunstneriske - men jo også kriminelle - aktiviteter. (Jeg får en association til Blekingegadebanden og dens medlemmers dobbeltliv.)

Det var det med dobbeltlivet, der igen gjorde at jeg spidsede ører. Og så tænkte jeg samtidig på grafittikunstnere af hans type - altså dem som arbejder illegalt - jo i princippet kunne beskrive og forstås i to forskellige frames, som ikke uden videre kunne blendes: kreativ kunstner - og kriminel hærværksmand. Og at det var muligheden af at aktivere begge frames hos serene samtidig, der gjorde det til en god historie.
   Men for ham var det tydeligvis selve blandingen af det kunstneriske og det ulovlige og dermed risikable der gjorde ham høj. Så i hans hoved var blendingen foregået og det var det der drev ham, men hans liv var spaltet i en pæn, offentlig og ufarlig facade og en mørk og farlig kreativ natside.
   Men sådan har det vel også været for nogle danske kunstnere og journalister under tyskernes besættelse, eller for kunstnere og journalister under diktatoriske regimer.
   Jeg skrev tidligere om Emil Nolde og  hans hemmelige akvareller, for eksempel.

Jeg husker at der i listen af de egenskaber der kendetegnede den (særligt) kreative personlighed, stod at han godt kunne lide at tage en risiko. Og at det jo også var et tema i Poul Martinsens liv og produktin.

Og kommer jeg i tanker om at jeg for 3 år siden har vejledt en specialegruppe om fortællende journalistik hvor jeg havde lokket gruppen til at medtage et afsnit om den (særligt) kreative personlighed, nemlig ud fra spørgsmålet om dem der bedrev fortællende journalistik, havde fælles personligheds-kendetegn i den retning. Gruppen skrev at ud af de seks journalister de havde interviewet, som havde arbejdet med den genre, var der tre som tydeligvis passede til den personligheds-skabelon, men at der var tre som ikke gjorde det. Men de sidste havde så netop også kun arbejdet en enkelt gang med formen, mens de første tre løbende havde arbejdet med den.

At høre stemmer - er det udtryk for fejlstyret kreativitet?

Indimellem er det lidt skræmmende hvordan et tema man har fokuseret på og er særligt optaget af, bringer nye ting ind i opmærksomhedefeltet.

Jeg har været vejleder på et produktionsspeciale på journalistik på RUC som gik ud på at udvikle et nyt og moderne montagekoncept til P 1-morgenfladen i DR-radio.
   Et produktionspeciale i sig selv er en blended specialeform: halvt kreativ og eksperimenterende produktion, halvt akademisk rapport. Det er en specialeform som appellerer til journaliststuderende som er lidt "skæve" i hovedet. Derfor er jeg glad for at være vejleder for den slags hybrid-specialer.
   Det speciale jeg nu skal til at bedømme, handler så om at genoplive og forny en blended genre: radiomontagen. Det er et projekt som nødvendigvis kræver konceptuel blending af den specialeskrivende: i det ene input-rum har han alt det der kendetegner den traditionelle montageform, i det andet input-rum har han de krav til indslagselementer som en fornyet P1-morgenflade stiller, inspireret af fokusgruppeundersøgelser. I det blendede rum finder vi så et nyt koncept og en dummyproduktion der er produceret ud fra det.
   Men her rejser sig for mig pludselig et spørgsmål: Kan man have flere end 2 input-rum ifølge teorien om konceptuel blending? For i dette speciale indgår der også klart et tredje input-rum: dramaturgiske og fortælletekniske skemaer og principper, dels fra tv, dels fra radiomontagen, og dels fra fortællende journalstik.
   Muligvis er dette tredje input-rum en særlig afart af det som blending-teorien kalder det generiske rum ("generic space"), det rum som leverer mulighederne for at sammenkoble elementer fra de to input-rum (se modellen i blogindlægget fra den 9/4.

Så kommer den sidste mærkelige kobling: Den radiomontage-føljeton som udgør produktionsdelen i specialet fortæller om en person som fra han var 5 år og til han nu er en ung mand, har "hørt stemmer", dvs. han har haft lyd- hallucinationer som i perioder har belastet ham stærkt psykisk og handicappet ham alvorligt i forholdet til omgivelserne og til sig selv. En spaltet person, med andre ord.
   I et efterfølgende interview med en ekspert og behandler i forhold til denne særlige psykiske lidelse, får vi at vide:

• at ca. 200.000 mennesker i Danmark "hører stemmer",
• at for ca. en tredjedels vedkommende er det psykisk invaliderende og kræver behandling
• at behandlingen kan bestå i at den der hører stemmerne, går i indre dialog og begynder at forhandle med dem
• at en stor del af dem der hører stemmer, kan fører det tilbage til traumatiske oplevelser tidligere i livet.

Jeg tænker at det jo ligner noget af det jeg har skrevet om i forbindelse med den (særligt) kreative personlighed, hvor jeg har eftersporet oplevelse af tab og savn og fremmedgørelse, der fører til en splittelse og et forstærket fantasiliv, som vedkommende så senere udnytter og omsætter til kreative aktiviteter hvor de to sider af personligheden arbejder sammen i blendede kreative produkter: kunst, videnskabelige opdagelser, opfindelser, etc.

   I tilfældet med den unge mand der hørte stemmer og blev helbredt ved at begynde at forhandle med dem, kan man jo sige at de traumatiske oplevelser han oprindelig havde haft, ikke førte til udvikling af fantasilivet og senere kreative produkter, men blev låst fast indvendig i bevidstheden i form af stemmer der terroriserede ham og havde magt over ham, og dermed bremsede hans udvikling.

En ting jeg i øvrigt bed mærke i, var at eksperten fortalte at det center i hjernen som blev aktiveret når den pågældende person hørte stemmer, ikke var hørecentret, men talecentret. Det svarer til det jeg tidligere har noteret at det er de samme områder af hjernen der arbejder aktivt når man ser et bestemt motiv i omverdenden, og når man gør sig forestillinger om et lignende motiv inde i hovedet. Og det viser altså at der rent objektivt er en psykisk udspaltet instans i den stemmehørendes hjerne der så at sige har besat talecentret og indvendigt taler til ham med brug af hans egen stemme. 

Det med at høre stemmer som ikke høres med det ydre øre, minder mig så også om de mange historier jeg husker om både kunstnere og videnskabsmænd som i kortere eller længere perioder af deres liv har været plaget af psykiske lidelser og været indlagt på psykiatriske afdelinger.  

   Temaet kreativitet og psykiske lidelser er dermed slået an.

"Gæster fra Rødby" - Hjernemadsen og hans lillebror - og hvad deraf følger vedrørende kreativitet

Inden jeg begyndte på denne blog, havde jeg en ide om at jeg ville interviewe en række mennesker om kreativitet og deres forhold til det. Både mennesker jeg kendte godt, og mennesker jeg ikke kendte på andene måde end gennem deres optræden i medierne. En af dem på min liste var Peter Lund Madsen - hjerneforsker og storebror til Anders, som jeg specielt har interesseret mig for tidligere i tv-dramaturgisammenhæng, første gang da han var hovedperson og optrådte som taxachauffør i en skjult kamera-serie på TV 2, og senere i en anden serie som jeg skulle lave efterkritik på: Platmand.
   Peter Lund Madsen blev jeg først opmærksom på for alvor da han sammen med lillebroderen optrådte i et revyagtigt underholdningshow på Bellevue Teatret med titlen: "Enden er nær". Siden har jeg også været ude og se efterfølgeren: "Gæster fra Rødby." Jeg syntes det var noget af det morsomste jeg havde længe havde set, næsten konkurrencedygtigt med Niels Hausgaards shows, som ellers i mange år har ligget i top på min liste over (særligt) kreative mennesker som jeg elsker at se og høre på en scene.
  I fredags genså jeg så på tv første del af brødrenes sidste show. Og nu med de specielle briller på som retter fokus mod kreativitet, den (særligt) kreative personlighed, og konceptuel blending.

Bagefter noterede jeg lige ned to udsagn som Peter Lund Madsen kom med, som relevante for denne blog:

• Det vi oplever er hvad hjernen har opdigtet og gættet sig frem til ud fra nogle meget sparsomme informationer.
• Ser vi en rød bil komme kørende, så registreres sanseindtrykkene i tre forskellige, adskilte centre i hjernen: et center registrerer at farven er "rød", et andet center registrerer at noget "bevæger sig", et tredje center kategoriserer dette "noget" som en "bil"; disse tre adskilte centres isolerede registreringer samles og integreres så - blendes, kunne man sige - i en oplevelseskonklusion: "Jeg ser en rød bil komme kørende."

Selve showet var og er jo en "blended genre", hvor det oplysende og faktuelle, det poetiske (en kvinde synger), og det rablende gale og fiktive blandes på morsomste og stærkt hjernestimulerende vis.
   Der var flere andre pointer i Peter Lund Madsens didaktiske revyforedrag om hjernens funktion som jeg ikke fik med i farten, så ham må jeg researche noget mere på. 

   

Det andet der slog mig, var at de to brødre jo på mange måder repræsenterer de to forskellige personligheder som jeg tidligere har sagt kendetegner to sider af den enkelte kreative personligheds "split personality" hvor de to sider komplementerer hinanden og arbejder sammen om at få nye ideer. 

   Mange komikerpar optræder også som hinandens "modsætninger": Kjeld og Dirch, Pallesen og Pilmark, Fy og Bi, Gøg og Gokke.