Helt ude i autofiktionen - balladen om Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen" - en slagkraftig bog uden varedeklaration

Fra omslaget til Karina Pedersens bog
 "Helt ude i hampen - mails fra underklassen"

Da jeg læste de første anmeldelser af Karina Pedersen bog "Helt ude i hampen", og derefter fulgte den lynhurtigt eksploderende debat i medierne - både de sociale og de ikke-sociale - så tænkte jeg: FAKTION!

For rigtige mange år siden - 1990 - udkom jeg med en bog med titlen "Faktion som udtryksmiddel". Og jeg skrev en definition i starten bogen som jeg siden har fået mange akademiske skældud for:

'Faktion' er alle former for medieprodukter hvor blandingen af ”fakta og ”fiktion” er interessant og problematisk, og hvor denne blanding har afgørende betydning – enten for publikums måde at opfatte og modtage budskabet på – eller for afsenderens måde at producere og fremstille sit stof på – eller, for det meste, for begge dele.

I kort form er 'faktion' altså i følge mig: en mediefortælling hvor man blander fakta og fiktion - og der er eller bliver ballade over blandingen! Og heri ligger implicit at alle medieprodukter kan siges at være en blanding af fakta og fiktion, men at det kun er når der bliver ballade (=offentlig debat og diskussion) om det, at jeg vil kalde det 'faktion'.

    Og derfor er der naturligvis ikke tvivl om at "Helt ude i hampen" er 'faktion' i min forstand. For sikken en ballade!

Den definition  har jeg fastholdt siden!

   Og det er netop på baggrund af den definition at alarmklokkerne straks ringede for mit indre øre  og mine umiddelbare følelser straks råber vagt i gevær ved reaktionerne på Karinas bog: faktion er faktion er faktion.

   Jeg har ikke læst bogen, og jeg kender ikke Karina som blogger og 'højredrejet debattør'. Har altså ingen fordomme eller forhåndsforventninger - og ingen bås at placere hendes skriverier i.

   Og jeg forholder mig heller ikke moraliserende til teksten, jeg er i  'observation mode'.

 

Det bliver så afsløret at en del af det Karina skriver, simpelt hen ikke passer med den virkelighed hun skriver om. Og at andre dele er så subjektivt farvet at hvis det havde være journalistik, så skulle en masse mennesker som omtales, beskrives og citeres i bogen, have været spurgt af Karina eller tjekket af hendes redaktør.

   Og i anden omgang skulle disse mennesker naturligvis også være spurgt af de journalister som har taget bogen faktuelt for gode vare.

   Og spørgsmålet som skulle være stillet: Hvad siger du til den beskrivelse af dig og hvad du har sagt og gjort? Er du enig, og hvis ikke - Hvad så?

Jeg har i ret mange år været verbal og økonomisk back-up for Zetland, et kreativt og genrefornyende journalist-kollektiv hvor hovedkræfterne og igangsætterne er mine (og de øvrige underviseres) gamle studerende fra journalistuddannelsen på SDU. Og Zetland-folkene er alle ekstremt begavede og kreative.

   Alligevel gik de ud med brask og bram i deres netavis Zetland og tog bogen for en slags journalistisk 1. person kilde-fakta ("native informant") Uden at tjekke synspunkter fra de personer som blev omtalt og beskrevet ekstremt negativt i bogen. Af "Karina Pedersen". I rollen som 'mail-skriver'. Og uden at tjekke fakta, simpelt hen.

   Når jeg skriver forfatternavnet med distancerende gåseøjne, så er det fordi man kan være i tvivl om hun faktisk selv har skrevet bogen. Eller om hun bare har leveret stof og navn til en litterært velskrivende 'ghost-writer', som så er anonym og ikke optræder på titelbaldet.

Ifølge referaterne lever bogens indhold til en beskrivelse af et bestemt lag i den danske befolkning i den grad op til bestemte fordomme hos mennesker med et bestemt politisk syn. Og det burder have fået alarmklokkerne til at ringe.

   Når en historie næsten er for god til at være sand, så er det som regel fordi den er for god til at være sand.

   Altså usand!

Nogle af mine kilder på Facebook foreslår at den egentlige skribent og pennefører er Dennis Nørmark, som er erklæret medlem af og repræsentant for Liberal Alliance i forskellige sammenhænge. 

   I Berlingske Tidende blev bogen meget positivt anmeldt af et andet medlem af Liberal Alliance og tidligere folketingskandidat: Anne Sophia Hermansen.

   Hans Hauge, litteraturlektor på Aarhus Universitet, argumenterer ganske overbevisende for at det er en slags 'autofiktion', dvs. fiktion baseret på erindrede oplevelser, men forklædt som fakta - med en jeg-fortæller og fortalt i en form som halvt eller helt mimer fakta. 

   Hans Hauge er angiveligt medlem af den stærkt højredrejde tænketank CEPOS. Og hans analyse er jo ironisk rettet mod alle dem der så at sige er "hoppet på bogen" som en slags faktaforpligtet journalistik.

   

Formen for Karinas bog er angiveligt en moderne brev-roman - altså en serie tekster udformet som e-mails. Undertitlen er netop "Mails fra underklassen". 

   Ingen har mig bekendt endnu efterspurgt og -forsket hvem adressaten - "en veninde" - er til disse mails, og efterspurgt hvad vendinden svarede på disse mails.

   Altså er formen en slags snyd - hvis det var en film ville man kalde den en 'mocumentary'.

   

Grundlæggende er problemet som ved alle former for medie-faktion der giver den slags ballade i offentligheden, at der er uklarhed omkring 'kontrakten' eller 'overenskomsten' med læserne. Der mangler simpelt hen en angivelse af genren eller genreblandingen på forsiden af bogen der kunne bidrage til at besvare disse spørgsmål for læseren. 

   - Er det en 'roman', forklædt som den ene side af en mailkorrespondance? 

   - I hvilket omfang er der faktisk tale om erindringer, og i hvilket omfang er personer og episoder opfundet af en livlig fantasi?

   - Er det en faktafunderet debatbog som står inde for sandhenden i en række påstande og generaliseringer i nogle faktiske mails til en faktisk veninde? 

   - Er forfatteren faktisk Karina Pedersen, eller har hun leveret stof til en dygtig og litterært kyndig anonym ghostwriter?

   

En eksplicit og fyldig overenskomst-tekst i starten eller slutningen af bogen, altså en slags varedeklaration der besvarede disse og andre tilsvarende spørgsmål, ville have kunnet tone debatten ned - eller givet den en helt anden retning.

   

Men det er naturligvis meget muligt at forlag og forfatter netop har ønsket medieballaden - og derfor bevidst har valgt IKKE at varedeklarere den.   

   Forlagsdirektøren, Gyldendals Johannes Riis, erklærer i DRs Deadline at det er en "erindringsbog" - og så bør der være ret frit slag:

Det er en slags erindringsbog, og der udkommer mange bøger i disse år, der er blandingsform. Karina Pedersen har valgt den form her, fordi hun mener, at det er den rigtige til at fortælle sin historie. Det må være enhver forfatters ret at præsentere sit stof i den form, som passer bedst, siger Johannes Riis.

Gyldendal har så selv markedsført bogen "Helt ude i hampen - mails fra underklassen" under etiketten "samfund" - og altså ikke under etiketten "erindringer". 

   Det ser Johannes Riis heller ingen problemer i.

   Og formen kan det også være hip-som-hap med:

Om der er kommet nogle afsnit fra dagbogen ind i bogen, kan jeg ikke se er et problem. Det er ikke vigtigt, om det er e-mails eller breve, eller hvad det er. Hovedsagen må være, at man tager stilling til det, der står i den bog, siger Johannes Riis.

Her må man sige at hvis der ikke er nogen eksplicit genrebetegnelse eller evt. mere udfoldet verbal varedeklaration i bogen, så vil det netop være formen som i sig selv fungerer som en uudtalt 'overenskomst' for læserne.

   Og de har - altså anmelderne - alle opfattet bogen som en slags fakta, netop i kraft af formen - en samling mails til en veninde.

Som ofte i den slags faktionsballader i medierne er der også en juridisk vinkel, nemlig om forfatter- og forlags-ansvar i forhold til lovparagrafferne om privatlivets fred og injurier. 

   Karinas mor og søskende siger hun er fuld af løgn. Så DR hiver fat i en professor i pressejura fra SDU, og skriver under rubrikken "Professor: Forfatter må stå på mål for anklager om usandheder":

Hvis de har ret i deres afvisning, og der ikke er hold i Karina Pedersens beskyldninger, så kan det ifølge Sten Schaumburg-Müller være strafbart.

   - Man må sådan set skrive en hel masse om andre. Der, hvor det kan blive problematisk, det er, hvis man skriver ting om andre, der er meget private, fordi man som udgangspunkt ikke må afsløre andres private forhold, eller hvis man beskylder andre for noget kriminelt, siger han.

   Det er Karina Pedersens mor og brødre selv, der kan vælge at gå til domstolene, hvis de mener, at de er blevet udsat for æreskrænkelse.

   Sager om ærekrænkelse skal dog ifølge Sten Schaumburg-Müller ses i lyset af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der handler om ytringsfrihed.

   - Man har lov til at fortælle om sit eget liv, og der vil selvfølgelig være andre mennesker involveret i fortællingen. Men man skal overveje, om man skal beskylde andre for alvorlige ting, da man kan komme til at stå til regnskab efterfølgende, siger han.

Ifølge professoren har også forlaget Gyldendal et ansvar som kan retsforfølges af familien.

Jeg synes meget godt om slutningen i Informations bagsideleder fra igår den 6. september:

Bogen er egentlig en personlig beretning eller erindringsbog fortalt som e-mails til en gammel veninde.

   Den er mindst lige så meget en moderne brevroman i Goethes tradition, som den er en debatbog, fortalt med bidende og fængende satire og hudflettende en social klasses egne stereotyper. Alle må holde for, inklusive forfatteren selv.

   Men bogens vidnesbyrd og vigtige nuancer bliver helt umulige at forsvare, når forfatteren samtidig som debattør entydigt gør sig til del af et liberalistisk ideologisk korstog og ikke mindst baserer flere af sine påstande på lemfældige oplysninger.

   Så holder offentligheden op med at se bogen som særskilt fra resten af det, Karina Pedersen har sagt, og bogen bliver det entydige partsindlæg i en socialpolitisk debat om velfærdsstaten, som den sikkert ikke vil være.

   Hvad kan vi andre lære af denne uskønne, rodede forestilling?

   Som forventet endte det med, at Gyldendal forsvarede bogen på bogens egne præmisser, ganske enkelt fordi de kan gøre det og til trods for den genreforvirring, der fortsat vil herske om bogen.

   Men samtidig lærer vi måske med denne sag, at vi definitivt ikke kan stole på alt, hvad folk siger, de har oplevet. Især ikke i bøger. Og det lærer os, at selv de vigtige samtidsvidner, de såkaldte native informants, skal udsættes for kritisk undersøgelse, og at ingen mennesker, uanset om de kommer fra underklassen, middelklassen eller overklassen, er rene sandhedsvidner.

   Netop fordi der overalt investeres så meget ideologisk i sandhedsvidner, er det vigtigt med den opmærksomhed. Det autentiske er jo ikke nødvendigvis lig med ’sandheden’.

Her links til en lang række væsentlige indlæg i balladen om "Helt ude i hampen". Jeg regner bestemt med der kommer flere de følgende dage. 

https://www.zetland.dk/historie/sOKnYPbZ-mO0kGnlW-ce59b

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://www.b.dk/kronikker/loegneren-kan-man-faktatjekke-fiktion

http://pov.international/hvem-har-skrevet-karina-ps-bog/

http://pov.international/den-gennemforte-menneskelige-smalighed/

http://politiken.dk/kultur/ECE3369840/underklasse-mareridt-eller-fri-fantasi-her-er-overblikket-i-sagen-om-karina-pedersen/

http://politiken.dk/kultur/ECE3372253/gyldendal-helt-ude-i-hampen-er-et-staerkt-vidnesbyrd/

http://politiken.dk/debat/ledere/premium/ECE3372605/hele-karina-sagen-maa-tjene-til-skraek-og-advarsel/

https://www.information.dk/kultur/2016/09/klatgaeld-uenighed-underdanmarks-moensterbrydere

https://www.information.dk/indland/2016/09/liberal-alliances-karina-effekt

https://www.information.dk/debat/leder/2016/09/stemmen-underklassen

Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

'Bygge diger' eller 'bygge både' - når metaforerne og analogierne er lige i øjet

Af og til læser man en artikel som konceptuelt rammer plet i kraft af det kreative sprog.

   I dag var det en "Signatur" af Amalie Kestler  i Politiken. Under rubrikken ...

Vi har brug for politiske bådebyggere

... skriver hun en kommentar hvor hun filosoferer over Dansk Folkepartis flotte valg til EU-parlamentsvalget. Hendes umiddelbare svar er at

Dansk Folkeparti er det eneste parti der konsekvent og enkelt har forholdt sig til de spørgsmål som ligger flertallet af danskere på sinde: Hvordan klarer vi os - økonomisk, socialt og kulturelt - i en verden og en tid, hvor det at miste er en konstant faktor? Hvordan holde vi fast på os selv og det, v i kan som land, som økonomi og som kulturel enhed i en tid hvor verden rykker tættere sammen og presst udefra derfor bliver større? 

Det er globaliseringen der er "truslen", og det er spørgsmålet om hvordan vi - danskerne - skal forholde os til den, som Amalie Kestler har på sigtekornet for sin klumme. Hun mener at det er helt urealistisk som DF-erne forstiller sig, at "koble Danmark fra resten af verden". Og så går hun ellers igang med en flot sammenhængende metafor-udlægning af de to muligheder:

Alle forandringerne viser præcis det modsatte: Danmark bliver mere og mere koblet på en global udvikling. Væksten og produktionen flytter fra land til land, arbejdspladser forsvinder og mennesker mister deres indtægtsgrundlag.

   Noget nyt skal gerne opstå. Men at foregøgle, at man kan stoppe denne udvikling, er uhæderligt over for vælgerne. Det er som at forsøge at stoppe bølgerne i vandet, der langsomt, men sikkert ændrer kystlinjen. Det kan man ikke.

   Man har to muligheder: Man kan bygge diger, som kan holde vandet ude en tid, men som før eller siden vil sprænges med ødelæggelse og nedrivning til følge – eller man kan bygge både, som kan sejle ovenpå og finde nyt land. Dansk Folkeparti bygger diger. Vi har brug for flere politikere, der bygger både.

   For ideen om, at vi kan føre en politik, som gør Danmark større og resten af verden mindre, fører os på vildspor og hindrer os i at finde svar på tidens vigtigste spørgsmål: Hvordan kommer vi styrket og ikke svækket ind i fremtiden?

Smuk kompleks metafor og et fint eksempel på 'konceptuel blending': 'globaliseringen' som 'vand der stiger', og de to muligheder for at forholde sig til den uundgåelige udvikling: mentalt "at bygge diger" eller mentalt "at bygge skibe".

   Amalie Kestler forsætter med en også flot og præcis analogiargumentation: Historierne om to polarforskeres ekspeditioner på Antarktisk om at nå og finde Sydpolen: Scott og Amundsen:

Vi må forberede os på naturens – i dette tilfælde globaliseringens – præmisser, hvis vi skal komme styrket ind i fremtiden. Hvad fortæller historien os om opdagelsesrejsende, som indtog nyt land? Amundsen vandt kapløbet til Sydpolen over Scott og hans folk, som alle døde. Hvorfor? Hvad var forskellen på den måde, de greb opgaven an på?

   Den korte version er, at Amundsen forberedte sig på naturens præmisser, mens Scott ikke gjorde. Amundsen forberedte sig ved at studere eskimoer, bruge hunde i stedet for ponyer (som Scott bl.a. gjorde!), lave flere forrådskamre til tilbageturen, hvis han skulle komme ud af kurs, tage fire termometre med, hvis et skulle gå i stykker osv.

   Scott lavede ét forrådskammer, som han ikke nåede frem til, og hans eneste termometer gik i udu. Han tabte og mistede livet, fordi han ikke forberedte sig på naturens præmisser.

Det her er kreativt sprog og øjeåbnende journalistik. En fornøjelse at læse og tænke videre over med konstruktive billeder i hovedet.

   Kommentaren slutter med at vende tilbage til 'bygge diger - bygge både'-modsætningen til at et forsøg på at definere politikernes opgave:

Politikerne er opdagelsesrejsende, der skal finde frem til målet under skiftende, strabadserende forhold. Men mon ikke vælgerne foretrækker både frem for diger, hvis de kan se forskellen?

Flot! Og lige i øjet!

Hele kommentaren kan læses her:

http://politiken.dk/debat/profiler/amaliekestler/ECE2304508/vi-har-brug-for-politiske-baadebyggere/

Kreative aktiviteter gør dig og alle andre lykkeligere ...

Politikens Kultursektion har idag en kort notits som fortæller følgende under rubrikken "Kreative studerende er i bedre humør":

Studerende der har kreative hobbyer, er gladere end andre, viser en undersøgelse på University of North Carolina-Greensboro. (...) Over en uge målte man 79 studerendes humør, og de kreative studerende rapporterede oftere tilbage, at de var glade, end de andre studerende.

Pacific-Standard uddyber denne nyhed:

In a study of college students, “people who reported feeling happy and active were more likely to be doing something creative at the time,” a research team led by Paul Silvia of the University of North Carolina-Greensboro writes in the journal Psychology of Aesthetics, Creativity, and the Arts.

   What’s more, the researchers add, you don’t have to be a master poet or painter to reap the emotional rewards. Even if the results of one’s creative activity are “frivolous, amateurish or weird,” this research suggests “the creative process that yielded them appears important to positive psychological development.”

   http://www.psmag.com/navigation/books-and-culture/forget-tortured-artist-stereotype-creativity-breeds-happiness-74813/

Jeg har tidligere skrevet om nogle af de forskellige aktiviteter som aktiverer hjernens belønningssystem (dopamin, endorfiner), og som gør at man føler sig 'høj' - euforisk, lykkelig - eller hvad man nu skal kalde det: 'runners high', 'writers high', 'helpers high' under realiseringen.

   Jeg har også i flere indlæg gjort opmærksom på at det at lære at arbejde og producere som journalist, bogstaveligt talt var vanedannende - i den forstand at journalister oplevede abstinenser når de ikke var igang med journalistikken. Altså at der eksisterede noget man kunne kalde: "journalists high", noget der stemte godt sammen med Mihaly Csikszentmihalys teori om hvordan kreative mennesker oplever at komme i en flow-tilstand når de udfoldede aktivt sig inden for deres fag eller profession.

   For journalisters vedkommende kan det være forklaringen på hvordan professionsmetaforer som "nyhedsnarkoman", "nyhedsræs", "nyhedsfix" er opstået.

   Undersøgelsen citeret ovenfor passer jo som hånd i handske med disse iagttagelser og teorier.

Da jeg i en række år havde et lille en-dags-kursus om kreativitet for journaliststuderende på RUC, lavede jeg på hvert nyt hold en lynhurtig survey. Spørgsmålet de studerende skulle besvare, var følgende:

• Hvem spiller musik og/eller synger (solist eller kor) i sin fritid?
• Hvem maler, tegner eller skulpterer i sin fritid?
• Hvem dyrker sport på noget der nærmer sig et eliteplan?
• Hvem danser i sin fritid?
• Hvem skriver digte eller anden fiktion i sin fritid?
• Hvem fotograferer/laver video – lidt mere ambitiøst end blot familie og feriebilleder?

Ræk hånden op hvis du kan svare at det gør du, på blot et af spørgsmålene!

Der var hvert semester omkring 90% der på hvert hold svarede positivt ved at løfte armen. Det slog aldrig fejl.

   Ifølge undersøgelsen som blev citeret ovenfor er procenten af gruppen af studerende der er kreativt aktive i deres fritid 22%, hvilket bekræfter min teori om at journaliststuderende søger til studiet fordi de allerede har oplevet at blive 'høje' gennem udfoldelse af kreative fritidsaktiviteter, og gerne vil have indbygget den oplevelse i deres arbejde.  

Jeg har så i øvrigt også efterhånden formuleret den teori for mig selv at man også med rimelighed kan tale om et tilsvarende fænomen for kunstnerisk aktivitet over en bred front. Altså operere med noget man kunne kalde 'artists high'.

    Det kobler jeg sammen med at mange kreative mennesker kan fortælle om en barndom/ungdom hvor de havde oplevet forældretab, kulturflytning, mobning i skolen m.v. En række af forhold som helt normalt ville fremme en personlighed der havde en følelse af savn, vemod, sorg, vrede som et gennemgående mentalt kendetegn. 

     Og der er så nogle af disse personligheder der er så heldige at opdage at de ved at udfolde sig kunstnerisk, kan "berolige sig" eller blive i bedre humør - fordi altså belønningssytemet aktiveres og dopaminpumpen kører. Tror jeg. 

Jag kan jo også bare kigge på mig selv. 

   Det at jeg nu er blevet så gammel at jeg ikke har arbejde mere og dermed har oplevet tab af social status, tab af sociale relationer, tab af den jævnlige oplevelse af 'tearchers high', kunne have indebåret at jeg som mange gamle var blevet (små)deprimeret og var gået i 'indre emigration'. 

   Men det modvirkes nu af at jeg jævnligt oplever 'writers high' ved at skrive her på bloggen, og 'artists high' ved at male akvarel.

'Thinking Fast and Slow' (5) - og Clement Kjersgaards 10 principper for en bedre journalistik

Hvis du er ny læser af indlæg på denne blog, så kommer her en slags programerklæring - trofaste læsere kan springe den over:

Den her blog har som gennemgående tema: kreativitet. Og med undertemaer som: den særligt kreative personlighed, den kreative hjerne, kreativitetens psykologi, kreativ tænkning, kreativ intuition,  kreative kunstnere og deres værker, kreativt sprog, kreativt tv og film, kreativ journalistik, kreativ arkitektur - og alt hvad disse undertemaer i øvrigt kan trække med sig af ny og overraskende indsigt.

   Jeg forfølger specielt fænomener og personer hvor det giver mening at tale om "blending" - dette at noget nyt opstår ved at ellers adskilte og afgrænsede konceptuelle rum fusionerer, og dette "output" gør brug af - integrerer og komprimerer - ideer, indholds- og formelementer fra begge de to (eller flere)  "input-rum". 

Jeg er igang med - kapitel for kapitel - at læse bogen 'Thinking Fast and Slow' af nobelprismodtageren Daniel Kahneman. Og det er sådan, at når man læser en god bog der giver ny indsigt, så dukker der hele tiden eksempler op fra den aktuelle virkelighed som får ny og dybere mening gennem den optik som bogen leverer.

   Som nu fx Clement Kjersgaard der igår i Politiken udkom med en kronik under rubrikken:

Ti principper for en bedre journalistik

Clement Kjersgaard hører i udtalt grad til den type personligheder som jeg her på bloggen - og med Mihaly Csikszentmihalyi som (inspirations)kilde - har beskrevet som 'den særligt kreative personlighed'. Han er et multitalent - flere personligheder i en - en urolig sjæl med lyst til alt muligt - bare det har "projektform".

   Han fortæller om sin barndom og skoletid til en portrætartikel i B.T den 23. april i år:

Projekter kendetegnede mit barndomshjem
   Det kendetegnede min far. Det kendetegner min mor, der har arbejdet som lærer og illustrator. Det var i den grad ikke et ni-til-fire liv. Min far var fuld tid i Den Gamle By om dagen. Og så gik han i gang igen med projekter fra kl. 20 indtil to om natten.
   Dér blev det også en helt central del af mine værdier, at man selv skal lave tingene. Man kan ikke låne. Det er nok endnu mere udpræget hos mig, og derfor har jeg altid haft ekstremt meget fokus på selvstændighed.
   Jeg har altid lavet projekter. Jeg begyndte at lave Århus Børneradio, da jeg var 10-11 år. Årene før forberedte jeg mig så at sige på det. Jeg ville rigtig gerne være forretningsdrivende. Det er RÆSON (ambitiøst magasin om dansk og international politik, som Clement er udgiver af, red.) et forsøg på.
   I selve skolen oplevede jeg ikke, at jeg stak ud. Mit billede af skolen var, at vi hele vejen fra 1. til 9. klasse var to drengegrupper: Dem der spillede fodbold, og dem - fire-fem stykker - der tegnede. Jeg hørte til den sidste. Der var én, der var den bedste til at tegne, og det var ikke mig.
Men det, der har kendetegnet mig lige siden 5. klasse, var, at jeg lavede mine egne ting. Radio og før det skoleblad.
   Når jeg lavede radio, så deponerede jeg så stor en del af min personlighed og mit fokus dér, at jeg tror det satte mig i stand til at tage skolen mere afslappet.
   Jeg duer ikke til institutioner og hierarkier og fandt ud af at dyrke friheden ved siden af. Der blev to søjler i mit liv.

Som tv-studievært er Clement Kjersgaard berømt og berygtet for at være både hurtigt tænkende og hurtigt snakkende, og ikke mindst som en der kan stille kritiske og provokerende - og tit uforudsigelige - spørgsmål. 

   Typisk altså en personlighed som kan provokere både medvirkende og seere til at skifte fra System 1- til System 2-tænkning. Eller til at stå af - i irritation over hans ind imellem stærkt selviscenesættende fremtræden. Og afbrydelser!

    Hvis seerne ønsker 'cognitive ease' som defineret og beskrevet af Daniel Kahneman i bogen 'Thinking Fast and Slow', så får de det ikke i de udsendelser han står for.

Jeg er særligt optaget af hans kronik fordi jeg for godt 14 år siden, kort tid efter jeg bar blevet professor i journalistik ved den nyetablerede journalistuddannelse i Odens, selv fik offentliggjort en kronik i Politiken under rubrikken: "Journalistikkens Uvæsen".

   I den kronik opsummerede jeg i 12 'påstande' de kritiske anklager mod 'journalistikken' jeg over en periode på godt halvt år havde registreret i medierne. Det var en slags indirekte programerklæring for hvad jeg synes den nye journalistuddannelse skulle forholde sig konstruktivt til - gennem det bidrag de nye universitets-journalist-studerende skulle levere til virkeligheden når du blev færdige.

Clement Kjersgaard har en mere positiv tilgang. Hans principper er udformet - ikke som kritiske påstande - men som anbefalinger. Og for hver anbefaling følger så en længere eller korte begrundelse.

   Jeg citerer her Clements 10 anbefalinger:

10. BRUG HISTORIEN, men glem nostalgien.
9. KEND RUTINEN, så du kan undgå den.
8. JOURNALISTIK ER KRITIK, ikke kun formidling.
7. STÅ VED DEN magt, du har (ellers mister du den).
6. ACCEPTÉR, AT dit arbejde indebærer et moralsk ansvar.
5. GLEM FORBRUGEREN og find borgeren.
4. LAV ALDRIG NOGET, du ikke selv ville læse.
3. START ALTID med det vigtigste.
2. DET VIGTIGSTE er viden.
1. VIDEN FÅS i virkeligheden.

På mange måder er anbefalingerne udtryk for System 2-tænkning når den er bedst. De er nemlig rigtig besværlige ved at være rettet i to retninger i et og samme hug. Dels en ambition om at genoplive gamle traditionelle journalistiske dyder, og dels en understregning af at krisen i de traditionelle (mest skrevne) kvalitetsmedier indebærer et krav om form- og udtryksmæssig fornyelse hvis de skal overleve. 

Flere af anbefalingerne siger sig selv. Men et par stykker har jeg lyst til at belyse nærmere gennem ideerne i 'Thinking Fast and Slow'.

   Under uddybningen af "10. BRUG HISTORIEN" skriver Clement at dybdeborende og researchtung journalistik kommer til fremstå "gammeldags og utidssvarende ..."

... ene og alene fordi den nye medieverden med Ekstrabladets halvgamle slogan har deadline hvert femte minut og derfor hele tiden sliber forudsætningerne ned til det der er sket de sidste halve døgn.

Oversat til Daniel Kahneman: Princippet for den lynhurtige og automatiske System 1-tænknig 'What You See Is All There Is' bliver et stadig mere tvingende vilkår både for de journalister der arbejde på - og for "brugerne" af - de nye medier. 

   Det nødvendiggør "cognitiv ease" i mere og mere af den journalistik der produceres, og giver optimale oprationsvilkår for de to mentale intuitive hjernefunktioner: 'associationsmaskinen' og 'jump to conclusions-maskinen'. 

   Også kommentarfunktionerne i de sociale medier og på journalistiske hjemmesider inviterer til spontane System 1-automatreaktioner fra publikum - ikke til debat og refleksion i System 2-tænkningens mentale og kognitive regi. 

   Hvis man sammenligner med det gammeldags læserbrev eller debatindlæg, så er det nu sådan at der for hele befolkningen ikke er nogen afstand mellem de tanker og ord - styret af følelser - som et medieinput umiddelbart afføder og til den handling det er at skrive dem ind i kommentarboksen på Fcebook eller mediets hjemmeside. 

Under anbefaling 9: "KEND RUTINEN, så du kan undgå den." skriver Clement Kjersgaard:

En 'rutine er magtfuld, ikke alene fordi den er en vane, men fordi den fungerer: artikler (tv-indslag, radioindslag, you name it) er så ens, fordi de skabeloner, de anvender, er omkostningsbesparende og effektive. At kunne gøre sig fri af rutinen kræver forberedelse. At forblive fri af rutinen kræver en vedholdende disciplin.

Man kan - ikke overraskende - konstatere at Clement er en System 2-tænkningens talsmand. Som stort set alle særligt kreative mennesker er det. 

Kahneman fremhæver netop som et af de helt afgørende kendetegn ved System 1-tænkning at den er effektiv og omkostningsbesparende, og at System 2-tænkning kræver tid (= forberedelse), men at problemet er at System 2 er "dovent" og ikke meget for "vedholdende disciplin".

   Paradokset for mig er så, at det altafgørende mål for journlistuddannelserne i Danmark, med en praktiktid på et til halvandet år oven i, i den grad er at skole de studerende til System 1-tænkning og System 1-handling i "døgnets rejsestald". Og at mange journalist-studerende faktisk klager over at al den universitære teori-undervisning de får, ikke er relevant for eller hænger særlig godt sammen med praksis. 

Systen 2-tænkning forudsætter viden, og kræver at viden erstatter den professionelle journalistiske intuitions frames og erfaringsbaserede tommelfingerregler. Clement Kjersgaard skriver i forbindelse med punkt 2 "DET VIGTIGSTE er viden":

Når den er ringest, betragter journalistikken instinktivt viden som sin fjende nr. 1 og ser kendsgerninger som i bedste fald irritationsfremkaldende (...). Men den eneste journalistik, der har en fremtid, bygger på research. Jo mere research, jo bedre journalistik. For når teknologien er i brugernes hænder, er researchen det eneste journalisterne har tilbage. Viden er ikke en del af produktet, viden er produktet.

Jeg kan ikke være mere enig. 

   

Selv har jeg i mange år advokeret for at 'undersøgende journalistik' ikke kun skulle være noget de journaliststuderende lærte gennem træning i praksis med opgaver i såkaldt reseachtung produktion, men ved at de samtidig fik en mere teoretisk og perspektiverende viden om dette specielle journalistiske paradigme. Så de altså fik System 2-viden til at reflektere over deres egen praksis (og korrigere den) - en slags journalistisk viden(skab)steori. 

   Et forsøg på at skitsere  en sådan findes i min "Introduktion til undersøgende journalistik", som vist endnu kan fås i RUC´s boghandel.

De nye universitærer journalistuddannelser har i princippet en målsætning om at gå på to ben: De studerende skal dels lære, dvs. mentalt og praktisk internalisere, den journalistiske arbejdsproces så de kan levere "nyhedsvaren" i et opskruet produktionstempo ude på de digitale arbejdspladser. Dels skal de som alle andre universitetstuderende have indpodet noget teoretisk funderet forskningsbaseret viden om samfundet, kulturen, institutionerne, historien.

   Problemet som mig bekendt ingen journalistuddannelser herhjemme har løst, er at få teoretisk funderet viden som grundlag for System 2-tænkning, til at arbejde sammen - blende - med den erfaringsbaserede praktiske System 1-tænkning. Og næsten fra udannelsernes start har studerende klaget over at de to dele (og underviserne) ikke arbejdede sammen.

   Hvis de skal komme til det, er det første skridt at man på uddannelserne har viden om og indsigt i forskelle, konflikter og samarbejdsmuligheder mellem de to former for mentale operationer. Og den indsigt kan Kahnemans bog, begrebsdannelser og den bagvedliggende forskning i høj grad bidrage til. 

For en ordens skyld skal jeg lige citere de 12 punkter fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" hvor jeg i rubrikform sammenfattede de  kritikpunkter som på det tidspunkt (1998)  var fremme i offentligheden, og som faktisk var baggrunden for at politikerne oprettede de to nye universitetsfunderede journalistuddannelser på hhv. SDU og RUC:  

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien.

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien.

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret.

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer.

5. Journalisterne er blevet et lukket, elitært broderskab.

6. Journalisterne er blevet en magt i sig selv.

7. Journalisterne er overfladiske, uvidende og idéforladte.

8. Journalisterne er utroværdige og uvederhæftige.

9. De journalistiske metoder er etisk anløbne.

10. Journalistikken misbruger fiktionens form- og udtryksmidler.

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden.

12. Journalistikken truer demokratiet.

For at understrege at disse påstande ikke var udtryk for min personlige opfattelse - og baseret på videnskabelig undersøgelser - men en registrering af kritik fremført i medierne af både eksperter, politikere og menigmand, fortsætter jeg efter uddybning af hvert af de 12 punkter, således:

En grusom salve, javel! Samlet lægger de 12 påstande en skarp kritisk vinkel på funktionen, kvaliteten og troværdigheden af journalisternes arbejde i dagens Danmark. De tegner et billede af en profession i krise, af professionelle normer i opløsning, og af en samfundsmæssig rolle i skred. Alle påstandene kan diskuteres - især hvor alvorlige og udbredte problemerne er. Og ingen af påstandene er nye hver for sig. Det nye er, at kritikken er så vedholdende, og at den også kommer fra professionens egne rækker både menige og chefer.

De 12 kritikpunkter er fra før digitaliseringen for alvor var blevet et eksistentielt vilkår for journalistikken, men ser man på Clements 10 punkter, så må man vel konstaterer at nissen er flyttet med - også i den grad.

Orker man at læse mere, så kan jeg anbefale lidt af en kreativ øjeåbner, skrevet af en ikke-journalist, Hans Jørgen Wiberg, under rubrikken "Papiraviserne truer demokratiet":

http://elektronista.dk/lyt/papiraviserne-truer-demokratiet/

Når journalister synger i kor - om krisen i journalistikken - og eneren Lars Olsen

Hvorfor løber journalister efter de samme historier og forfølger de samme vinkler, samtidig med at deres professionelle selvforståelse og rolleidealer kræver kreativitet, kritisk sans, rasmus-modsat tænkning, individualisne og stadig nye vinkler? 

   Det spørgsmål stillede mange sig da Fogh-regeringen kom til magten og stort set blev fredet i en årrække. Det spørgsmål stillede man sig da hele pressen løb efter historier om Lone Espersens manglende kvalifikationer som udenrigsminister og partileder. Og ikke mindst det sidste års tid har jeg stillet mig det spørgsmål: en periode hvor den nye S-SF-R-regering stort set ikke har  fundet nåede for det enstemmige kor af politiske journalister i alle medier?

For godt en uge siden læste jeg en kronik i Weekendavisen under rubrikken "Mens vi troede på det liberale tusindårsrige" af Tobias Abell Nielsen og Kasper Vieland Nielsen. En passage gav mig en aha-oplevelse: Jamen det ligner jo "journalisternes verden!"

   Kronikken handler om den økonomiske kris og prøver at forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor var der ingen økonomer der "så den komme"? 

   Spørgsmålet blev stillet af Dronning Elisabeth til en stor forsamling af økonomer. De kunne ikke umiddelbart svare, men senere leverede London School of Economics et skriftligt svar: Der var to sammenhængende forklaringer på hvorfor det gik så galt, skrev de: en systemfejl i det økonomiske system og en psykologisk fejl hos aktørerne.

   Systemfejlen:

"Alle gjorde deres job ordentligt. Ja, i relation til standardmålene for succes gjorde de det rigtig godt. Fejlen var at ingen så, hvordan deres enkelthandlinger tilsammen skabte en række af forbundne ubalancer." (...)

   (...) reelt er det et opgør med forestillingen om markedets ufejlbarlighed, med det økonomisk dogme, hvis blot hver enkelt følger sin egen (egoistiske) interesse, så sørger "den skjulte hånd" for at det bliver til alles bedste.

"Enkelthandlinger der tilsammen skaber en række forbundne ubalancer". Læs det lige igen. Det er vigtigt.
   Kronikken her handler specielt om økonomer, bankfolk og økonomisk ansvarlige politikere. Men da jeg læste det, tænkte jeg at det kunne jo lige så godt være journalister det handlede om. Med små omskrivninger: 

Mens vi troede på det journalistiske tusindårsrige

I relation til standardmålene gør alle journalister det rigtig godt - men de kan ikke se at deres enkelthandlinger skaber en række af forbundne ubalancer. De tror blindt på dogmet om  at blot hver enkelt journalist følger sine egne journalistiske interesser i konkurrence med andre, så sørger "systemet" - "de frie presse" underlagt "markedslogikken" -  for at det bliver til samfundets bedste.

Der er rigtig mange helt almindelig mennesker der ikke tror på det dogme, og som godt kan se at der er en systemfejl. Derfor har pressen og journalister så dårligt et omdømme som de har.

   Den journalistiske konkurrence fører ikke automatisk til diversitet og kreativitet, men tilsyneladende det modsatte: ensartethed og ensporethed: Lemming-effekten eller -defekten er en systemfejl som professionen selv er relativt blind for.

    

Den anden del af forklaringen på at økonomerne og alle deres følgesvende blandt politikere og journalister var blinde for at krisen var under opsejling, var psykologisk:

På overfladen så det godt ud med økonomien, men lige under overfladen stod det dårligt til. Og nå ingen så det, så var det fordi der herskede "en udbredt feel good-følelse understøttet af finanstroldmænd, som lykkedes med at overbevise sig selv og verdens politikere om, at de havde styr på ricisi".

Kan vi også her lave en analogi til journalistikken og pressens verden ved en mild omskrivning? 

    Lad mig prøve:

På overfladen ser det godt ud med journalistikken, men lige under overfladen står det dårligt til. Og når ingen journalister kan se det, så er det fordi der hersker en udbredt feel god-føelse, understøttet af en kreds af magtfulde politiske kommentatorer og orakler som lykkedes med at overbevise sig selv, politikerne og offentligheden om, at de havde styr på udviklingen.

Det gik som smurt! 

Nu har jeg de sidse par dage igen har kastet mig over faglitteraturen inden for den del af den moderne hjerneforskning der prøver at forklare hvordan hjernen fungerer når mennesker identificerer sig med andre. Fænomenet sensomotorisk simulation er nøglen:

   Folk (herunder journalister) identificerer sig med og føler empati for dem hvis adfærd de kan simulere og spejle egne handlinger og følelser i. I min terminologi hedder det "indlevelse gennem genkendelse". Og den forme for empatisk identifikation sker ofte helt automatisk og ubevidst og er lige så automatisk og ubevidst forbundet med en form for feel good-følelser. 

    Og til gengæld: Jo mere man oplever at andre er forskellige fra en selv, jo dårligere går det med simulation og spejling, jo sværere har man ved at føle empati. Og dermed svækkes eller ryger mulighederne for identifikationen med disse andre. 

   I stedet indtræder distanceskabende og fremmedgørende mentale og emotionelle operationer: syndebuk-tænkning.

   

Ligesom de politikere de kommenterer og analyserer, har vor tids journalister økonomisk, socialt, mentalt og kognitivt fjernet sig rigtig langt fra de almindelige mennesker som de i princippet skulle betjene og skrive for og til.

   Det betyder at deres journalistiske praksis ikke er styret af identifikatorisk empati med borgerne - læserne, lytterne, seerne - hvis interesser i sandheden de skulle tjene. Men derimod med andre journalister som de jo umiddelbart og forstår og kan identificerer sig med - hvilket så gør dem blinde for at se systemfejlen. 

    Eller rettere: gør dem blinde for her og nu at se systemfejlen mens den mentale nyhedsmaskine kører og leverer det daglig dopamin-adrenalin-endorfin-nyhedsfix. 

    Mange kan godt se i bakspejlet at det ligner "mobning" eller "offentligt karaktermord" når det store fleretal gennem valg af vinkler og historier - igennem en periode har sunget i enstemmigt kor og selvbevidste spejlet sig i hinandens kritiske tilgang til nogle få "target"-politikere. 

Metaforer som "den rådne banan" eller "udkantsdanmark" er sproglige symptomer på at journalisterne som profession har svært ved at identificere sig med andre mennesker som de ikke kan simulere fordi de ikke kan genkende sig selv i dem og deres virkelighed.

Lars Olsen, tidligere journalist på Politiken, er en af de få meget kreative journalister som på det her område er skarpt seende - og afvigende - og som igennem sin journalistik og sine bøger hele tiden afslører systemets blinde pletter, både det politiske og de journalistiske.

   Han har skrevet den fremragende og velresearchede debabog "Eliternes triumf". Læs den! Få åbnet øjnene! Forstå!

Teater-journalistik - Pop-Up-Magazine i San Francisco - blending af genrer

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

"Kickstart" og "ketchupeffekt - og andre metaforer på økonomisk tænkning i journalistik

I bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World" - af James Geary har han et kapitel "Metaphor and Mony" hvori han fremhæver og analyserer en række af de metaforer som journalister og økonomer bruger når de skal skrive om fx. aktiemarkedet.

   I dag har Politiken sit Økonomi-tillæg, så jeg tænker jeg lige ville tjekke. 

   Metaforer er jo typisk noget vi bruger for at forstå det abstrakte og uhåndgribelidg gennem sprog fra det konkrete og håndgribelige i vores hverdag. Og økonomi og økonomisk tænkning er jo abstraktioner på abstraktioner. Så behovet er der.

Forsideartiklen handler om CO2-kvoter som firmaerne har fået gratis, og som staten altså har betalt. Den er næsten metaforfri, men der er så en enkelt der ligesom er undertekst hele vejen igennem: "regningen".  

  "En regning" er jo et stykke papir som vi fx kan få med posten, med angivelse af et beløb vi skylder for en vare som vi har modtaget, og som vi skal gå på netbank for at betale.

   Artiklen fortæller:

Beregninger foretaget af Politiken viser, at de danske elselskaber siden 2009 har tjent omkring 12,5 milliarder kroner på at opkræve betaling fra forbrugerne for kvoter de har fået gratis af staten.

  Kvoteordningen blev ellers indført som en slags afgift, hvor store CO2-forurenere skulle betale for udledningen og blive ansporet til at indføre grøn teknologi.

  Regningen (min fremhævelse) kunne de lade gå videre til forbrugerne, men på sigt ville de grønneste energiselskaber blive billigere og vinde markedsandele.

Det er helt klart. Jeg forstår ikke en brik. 

   "Regningen" er det eneste nogenlunde konkrete ord i hele teksten, men det hjælper ikke til nogen forståelse af sammenhængen.  Men jeg kan dog nogenlunde regne ud at det netop kun er i overført betydning at "regningen" ender hos forbrugerne, fordi det altså er staten og EU der har fordelt de gratis kvoter til virksomhederne.

   For en sikkerheds skyld tjekker jeg lige mine egne el-regninger fra NVE. Nej, der står ikke nogen rubrik der angiver et tal for hvad de gratis kvoter for virksomhederne koster mig i kroner og øre!

   Langt henne i artiklen forsøges sammenhængen der skal give mening til metaforen, så forklaret:

Når CO2-kvoter uddelt gratis af staten kan ende som en støre elregning, er det fordi kvoterne teknisk set er at betragte som et værdipapir, som selskaberne enten kan sælge eller bruge til at udlede CO2.

   Selv om kvoterne er gratis, er de derfor set fra elselskabernes side en del af deres omkostninger og noget kunderne helt naturligt skal betale for. 

Nu er meningen med denne blog jo ikke at kritisere, men at forstå. Og det jeg kan forstå, er at artiklens to journalister, Kåre Pedersen & Michel Rotheborg, er så indforstået med det økonomiske sprog og det abstrakte univers det referer til, at de ikke kan se at det de skriver, er totalt volapyk for 99,9% af avisens læsere, en gruppe jeg, trods høj uddannelse og god erfaring med at læse svære tekster, altså også tilhører.

Jeg snupper lige en anden artikel. Rubrikken lyder "En kickstart af dansk økonomi kræver mere end små pakker". 

   Manchetten: "Det er populært at tale om at sparke økonomien i gang, men det er ikke så nemt, som det lyder". Artiklens forfatter er ikke journalist, men økonomiprofessor Torben M. Andersen, tidligere overvismand.

  

Ja, her er der mere gang i metaforikken: "Kickstarte" der er vist noget man normalt gør ved motorer der ikke rigtig vil starte, men præcis hvad det vil sige, ved jeg ikke.

   Ordbogen fortæller at en kickstarter er en "pedal som starter motoren på en knallert eller motorcykel når man træder den hurtigt og kraftigt ned".

   Bag ved udtrykket ligger altså den konceptuelle metafor at det abstrakte: "økonomien" - skal ses og forstås gennem det konkrete: "en motor".

I rubrikken optræder så også en anden metafor: "pakker". Den bruges jo som en kliche om en samling love som vedtages for at de i fællesskab skal bidrage til at løse et akut samfundsproblem: "genopretningspakke", "bankpakke", "boligpakke".

   Det er en metafor som er valgt af politikere og medskyldige journalister fordi den gør det komplicerede til noget velkendt og overskueligt: en pakke som dem vi får med posten, eller måske endda i jule- eller fødselsdagsgave, og som indeholder noget godt som nogen har pakket ind til os.

   Problemet er imidlertid at de to metaforer ikke arbejder sammen: Hvordan kan man starte en motor med en pakke?

I manchetten er der en variant af kickstarte-metaforen: "sparke økonomien igang". Og dog: Hvad sparker man igang når det udtrykket skal forstås bogstaveligt? En fodboldkamp.

   Så fra at være en "motor" er økonomien nu blevet "en fodboldkamp" som skal igang.

Da professoren skal forklare hvad metaforen "kickstarte økonomien" egentlig betyder, så griber han til en anden som ligger i talemåden: "at hive sig selv op ved hårene".

Tanken er, at man med en et relativt beskedent, men målrettet indgreb kan sætte gang i økonomien. Hvis det lykkes, vil man med andre ord nærmest trække økonomien op ved hårene. Det er politisk attraktivt, for ved at sætte gang i økonomien forbedrer man samtidig de offentlige finanser som følge af den øgede aktivitet.

Den konceptuelle metafor bag ved den formulering er at økonomien er "et menneske der er ved at drukne". Vi får godt nok associationer, men inden for få linjer i indledningen gør han brug af tre forskellige konceptuelle metaforer som ikke visuelt og konkret arbejder sammen.

Senere i artiklen møder læseren metaforerne "ketchupeffekten" og "mat økonomi" og "medvindseffekt":

Der kommer også nemt en ketchupeffekt når den økonomiske udvikling vender. I en mat økonomi tøver man med at udskifte og anskaffe varig forbrugsgoder. Desto længere tid der går, desto større er behovet.

   En vending i konjunkturerne efter en lang mat periode kan således udløse en medvindseffekt fra en stigende efterspørgsmål efter varig forbrugsgoder.

"Mat" er noget et menneske er efter alvorlig sygdom, så den svinger meget godt sammen med at trække økonomien op ved hårene: økonomien er "et menneske som har været døden nær". 

   De to andre placerer økonomien som ketchup i en ketchupflaske og som et skib eller en cykel der får øget fremdrift af at få medvind. 

Man mærker professorens ambition om at formidle sit stof. Man kan diskutere hvor vellykket det er. Men han er altså bedre en journalisterne. 

   Måske er det en afsmittende overføring fra hans undervisning på universitetet hvor unge mennesker starter på økonomistudiet uden at have nogen som helst forestilling om hvad det er de skal lære at beskrive og forstå.

Simulations-pædagogik - også for journalister - en konsekvens af teorien om den kropsindlejrede metaforiske tænkning

Forståelse som simulation! 

   Det har været den tankemæssign forestilling jeg har forfulgt i en stor del af den sidste måneds blogindlæg. 

   Udløseren var bogen "From Molecule to Metaphor" af Jerome A. Feldman, en forsker som metaforens mestertænker George Lakoff og kollega Mark Johnson har arbejdet sammen med i en række år.
   De har udkastet teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: The Embodied Theory of Language, ifølge hvilken tænkning, indlæring, forståelse og planlægning foregår gennem de neurale netværks simulation af isomorfe sanseindtryk og bevægelser, en sammenhæng som bl.a. begrundes i eksistensen og funktionen af de såkaldte spejlneuroner.

En af konsekvenserne er at jeg nu lige genopliver min interesse for det man i 70´erne kaldte erfaringspædagogik. 

   For denne pædagogiske tradition kan i høj grad tænkes og forstås som "simulations-pædagogik", en pædagogik hvori man i undervisningen simulerer erfaringsprocesser der gør det muligt at tænke og forstå det man lærer, i basis-kategorier der er krops- sanse-, handlings- og erfaringsforankrede - og dermed særligt simulationsegenede.

  

Den danske Wikipedia definerer:

Erfaringspædagogik er en pædagogisk retning, som fremhæver vigtigheden af den læring, der opnås ved, at eleverne danner deres egne erfaringer. Dette ses i modsætning til boglig lærdom og andre former for andenhåndsviden. 

   Det er væsentligt for erfaringspædagogikken, at erfaring er et tovejsforhold, hvor eleven på den ene side er aktiv i forhold til sin omverden, men hvor hun (eller han) på den anden side selv må tage følgerne af egne prioriteringer, beslutninger og handlinger. 

   Erfaringspædagogikken benævnes ofte med det engelske slagord learning by doing (læring gennem handling) som er udmøntet af én af denne retnings ophavsmænd: John Dewey. Derfor kaldes ordsproget også 'learning by Dewey'. Et anden kendt slagord er 'trying and undergoing', som også stammer fra John Dewey. Her er undergoing refleksionen af trying. Altså skal der reflekteres (undergoing) over det man gør ud fra ens handlinger (trying).

I forbindelse med etableringen af RUC i starten af 70´erne blev teorierne om erfaringspædgogik fusioneret og blended med socialpsykologiske teorier om gruppedynamiske samarbejds- og udviklingsprocesser. 

   Og dette konceptuellet blend blev omsat i planer for akademiske studier baseret på at de studerende for det meste arbejdede i "projektgrupper", grupper der ud fra en "problemformulering" skulle foretage et stykke kollektivt stuidearbejde der skulle resulterer i en "projektrapport" der var grundlaget for en "mundtlig evaluering" (="gruppeeksamen"). 

   Og det grupperne altså simulerede - sagde teorien - var større eller mindre dele af den akademiske arbejds- og erkendelsesproces, med en institutionaliseret slutning der simulerede det mundtlige disputatsforsvar.

   Det de derigennem lærte, skulle - sagde teorien - gør dem mere egnede til at løse problemer og arbejdsopgaver når de kom ud i virkeligheden!

Projektarbejde-studieformen var et opgør med de forstillinger om indlæring og forståelse som siden er blevet kaldt "the banking model of education". Som bank-metaforen siger, er der tale om en frame på uddannelse der ser og forstår elever og studerende som "beholdere" man fylder autoriseret (akademisk, encyklopædisk) viden på - ligesom man sætter penge i banken. 

   Denne frame udspringer af den grundlæggende konceptuelle metafor: MIND IS A CONTAINER, som altså gør det "indlysende" at tænke på viden som en værdifuld "ting" man kan sætte i en bank (en "sparegris") - for siden at kunne trække den ud igen når den skulle bruges (="paratviden").

   Deraf udspringer metaforiske udsagn som:

• Jeg kunne ikke få det ind i mit hoved at den sidste teori var den rigtige.
• Han sugede til sig alle de nyeste tanker om kognitiv lingvistik.
• Elverne var fuldstændig tomhjernede.
• Hun var i forvejen fyldt op med al den bibelske udenadslære, så der var ikke rum til ny viden.
• Teorien var så omfattende at han ikke kunne rumme den.

En anden konceptuel metafor er mere dynamisk: MIND IS A (BON)FIRE -  SINDET er et BÅL. 

   Ud af den udspringer det bevingede ord som positivt fremhæver den sidste metaforiske frame frem for den første: 

Elever er ikke flasker der skal fyldes, de er bål som skal tændes!

En lang række metaforiske udsagn om læring og forståelse, trækker på den metafor:

• Hun havde en glødende interesse for matematik.
• Hun var en ildsjæl på studiet.
• Professoren tændte en gnist hos de studerende der flammede op i et vedvarende fagligt engagement
• Læreren brændte for sit fag.
• De studerende blev tændt på den nye teori.
• Jeg tænder helt af på den tankegang.

Det som beholder-metaforen som frame på uddannelse udelukker, er følelser, mens bål-metaforen som frame indtænker følelser i det at studere og blive klogere; metaforen er sikkert afledt af en anden, konceptuel metafor, nemlig: LOVE IS FIRE.

   Den konceptuelle metafor SINDET er et BÅL tillader også underviseren at tænke sit job som en der skal "inspirere" (=tænde) sine elever, og at tænke på den viden han skal videregive til elverne - ikke som "penge" der skal gemmes og spares op og kunne trækkes ud igen - men som "brænde" eleverne skal "omsætte" til noget de selv "brænder for".

Man kan selvfølgelig også når man aktiverer forestillingen om  "simulationspædagogik", tænke på: 

• at piloter lærer at flyve i en "fly-simulator", og at kirurg-studerende lærer at skære og opererer - på grise som de skal simulerer er menneske-kroppe der bliver opereret;
• at man lærer at køre bil ved prøve at køre bil - men det har netop karakter af simulation fordi kørelæreren sidder ved siden af og kan bremse;
• at man på gruppedynamik- og teambuilding-kurser får en række opgaver der simulerer hhv. samarbejde og konflikt, så man kan lærer at tænke "rigtigt" om muligheder og konsekvenser når der på arbejde opstår samarbejdsproblemer; fidusen kan være at man gennem simulationen får indarbejdet et komplekst "positivt" handleberedskab defineret helt konkret i forhold til de mennesker man skal arbejde sammen med;
• at de fantacy-computerspil som børn og voksne udfolder sig i, gør dem fortrolige med at de i fantasirum kan simulere at de slår ihjel og bruge magi til at opnå mål, ligesom de kan når de læser fantacy-bøger eller selv spille rollespil hvor de har klædt sig ud som fantasi-figurer;
• at alle former for spil i det hele taget er simulationsrum med spilleregler som man respekterer og følger mens man er i spillet: skakbrikkerne er konger, dronninger, tårne, løbere, bønder, springere - og spllet simulerer en slags strategisk krigsførels, hvor den der kan simulerer bedst hvordan "brættet" vil se ud to-tre-fire træk frem, vinder;
• at når børn leger "far, mor og børn", så simulerer de familieinteraktion som om de var voksne: "Så var du jo faren, så var jeg moren, så var Georg lillen", for at lære og forstå de voksnes roller og tænkning:
• at når piger leger med dukker og drenge med biler, så er det de lærer, kønnets kropsindlejrede pyskologi gennem simulation af voksenaktiviteter;

Nogle uddannelser er regulære simulations-uddannelser fordi det man i den profession skal lærer, kræver at man kan handle rigtigt og fornuftigt og løse opgaverne hurtigt og effektivt - sådan at man opnår professionel kvalitet - uden at tænke bevidst over det når man udfører arbejdet - det give bare sig selv. 

   Det er uddannelser som man også kunne kalde flow-centrerede-uddannelser, fordi selve den aktive simulerende læreproces indebærer at man får internaliseret og automatiseret det komplekse mentalt-kropslige beredskab som gør at man kan komme i flow når omgivelserne og arbejdsopgaverne er til det, og at man belønnes med den coctail af interne "lykke"-hormoner som typisk ledsager en flowaktivitet når man udfører arbejdet.

   Til disse flow-uddannelser, hører en lang række traditionelle håndværksuddannelser. Og en række kunst(håndværks)uddannelser: ballet, musik, billedhugger, kunstmaler, skuespiller, keramiker.
   Og dertil hører også at blive uddannet til soldat eller Falck-redder eller politibetjent.
   Eller udøver af elitesportsgrene som tennis, cykelløb, fodbold.

Og så journalistik! 

   Det er ikke forkert når gamle erfarne udøvere af faget siger at man kun kan lære journalistik i praksis.  Det er naturligvis heller ikke hele sandheden. 

   Men grundlæggende må man sige at en kompetent og velfungerende nyhedsjournalist skal have internaliseret et komplekst forestillings-, sanse- ,handle- og skrive-beredskab som gør at han har "næse" for nyheder; og at når han på dagen har "opsnuset" sådan en, så har han en række nyhedsframes klar, og for hver frame har han et repertoire af "moves" som gør at han på kort tid kan skaffe citater fra de kilder som er nødvendige for at han kan vinkle historien så kilderne underbygger, sandsynliggør eller "beviser" den påstand med nyhedsværdi som udtrykker vinklen. 

At få internatliseret et sådant komplekst professionelt beredskab kræver simulation - eller med et godt dansk ord: øvelse i praksis: simulerende research-, interview- og skrive-øvelser hvor journalist-eleven hele tiden får feed back på øvelsens proces og output, og sådan at den vordende journalist hver gang får internaliseret og automatiseret en stadig større del af det samlede tænke-, oplevelses- og handleberedskab.

Denne proces har Ettema & Glasser beskrevet nøje - med empirisk belæg fra mange interviews med rutinerede undersøgende journalister - i bogen: “Custodians of Conscience – Investigative Journalism and Public Virtue”. Og deres analyse gør brug af begreber som en ”praksissociolog”, Donald A. Schön, har udviklet i bogen ”The Reflective Practicioner – How Professionals Think in Action”.
   Ettema & Glasser forsøger i deres bog at indkredse ”skills not taught in textbooks” – professionelle kvalifikationer der bygger på ”tavs viden” som den professionelle trækker på når han udøver sin professionelle praksis, det som Shön kalder ”knowledge and reflection in action.” 
   Og som jeg kunne kalde "den kropsindlejede forståelse" - fx i denne sammenhæng den intuitive kropsindlejrede forståelse af hvordan man tænker og gør når man har travlt med som journalist at producere nyheder, baseret på facts, flere historier om dagen, dag efter dag. Og de skal være "journalistisk sande", "tilstræbt objektive" og have "nyhedsværdi". Hver gang.

Dette professionelle journalistisk beredskab er - det er min påstand - grundlæggende et mentalt simulationsberedskab.

                               (fortsættelse følger den 10. juli)