'The Hunger Games' - og "racisistiske" simulationer

En ny amerikansk sience-fiction-action film er blevet en kæmpe succes. Ifølge pålidelige kilder har den været den tredje mest indtjenende film på den første visningsweekend - nogensinde.

   Titlen er 'The Hunger Games' - og af referatet at dømme er plottet et der ligner plot i bøger jeg har læst for efterhånden mange år siden - i den periode af mit liv hvor SF var min altopslugende læse-genre.

Plottet i 'The Hunger Games' har karakter af en slags reality-show hvor udvalgte unge mennesker bliver tvunget ind i et kampspil hvor de skal fighte mod hinanden for at overleve. Og dette spil dækkes så af autoriserede video-optagehold der gør det muligt for et tv-publikum at følge det for de fleste deltagere dødelige udskilsningsløb.

   Wikipedia fortæller om historien:

The story takes place in a post-apocalyptic future in the nation of Panem, which consists of a wealthy capitol surrounded by 12 impoverished districts. As punishment for a past rebellion against the government, the Capitol initiated the Hunger Games—a televised annual event in which one boy and one girl from each of the 12 districts are selected in a lottery as "tributes" and are required to fight to the death in an arena until there is one remaining victor. When the protagonist Katniss Everdeen (Lawrence) hears her younger sister's name called as the female tribute for their district, she volunteers to take her place in order to save her from having to participate. Joined by her district's male tribute Peeta Mellark (Hutcherson), Katniss travels to the Capitol to train for the Hunger Games under the guidance of former victor Haymitch Abernathy (Harrelson), expressing resentment for both the Capitol and its populace for forcing her and her fellow tributes to fight to the death for their own amusement.

Københavns elite der tv-kigger på unge fra Udkantsdanmark. Det ligger ikke så langt fra 'De unge mødre'. Eller 'Gintberg på Kanten'. Eller den stærkt overvurderede serie: 'Blod sved og t-shirts/ris'.

Umiddelbart får jeg også film-associationer til "Gladiator", instrueret af Ridley Scott, eller tv-reality-dokumentarserien "Krigerne" - af Poul Martinsen. Eller for den sags skyld: "Avatar".

   Og ikke mindst associerer jeg plottet til den græske myte om Theseus og tyren Minotauros på Kreta, uhyret som hvert niende år år skulle have udleveret syv unge mænd og syv unge kvinder fra Athen - til fri forlystelse og fortæring.

Filmen 'The Hunger Games' er en adaption af en SF-roman-trilogi med samme titel af forfatterinden Suzanne Collins. Den udkom 2008-2010. Roman-serien blev en bestseller, 1,5 millioner eksemplarer af de første to bind i serien blev der solgt på bare 14 måneder.

  Så mange af filmgængerne har altså utvivlsomt læste bøgerne før de gik ind og så filmen. Ligesom det fx var tilfældet med Harry Potter.

  Og det har givet ballade i den globale offentlighed på nettet. For nogle af de mere fremtrædende karakterer i filmen er spillet af 'sorte' skuespillere - det der på amerikansk benævnes 'african-american', afrikansk-amerikanere.

I romanerne er disse personer af forfatteren Suzanne Collins beskrevet som havende "dark brown skin." Og af et interview hun har givet, fremgår det at det hun har tænkt og ment, netop er 'african-american'.

   På nettet en en lang række (og må man antage: lyshudede) unge amerikanske biografgængere kommet med stærkt racistiske udtryk i deres beklagelser over at filmen viser karakterer hvis farve og race ikke er i overensstemmelse med de forestillinger de mentalt havde simuleret i forbindelse med læsningenn af romanerne. Det gælder karaktererne  "Rue", "Cinna" og "Thresh":

Filmens Rue spillet af Amanda Stenberg

Filmens Cinna spillet af Lenny Kravitz

Filmens Thresh spillet af Dayo Okeniyi

'Simulation' er et begreb som jeg mange gange har omtalt og beskrevet som en af de vigtigste neurologiske mekanismer der udspiller sig i hjernen på folk når de fx læser en roman eller hører en historie fortalt.

    Og slagordet er: "Understanding is simulation". Man forstår og kan identificerer sig med figurer i fiktionen ved mentalt at "gennemspille" det man læser eller hører, på den "indre scene" - som en slags mental "dummy" eller "rehearsel"

Når man simulerer situationer, mennesker og handlinger som et led i at opleve og forstå det læste, så leverer hjernen altså stof til en visuel simulation: Man ser personerne for sig i aktion i forestillede situationer, og disse indre billeder sætter sig i hjernens hukommelsesmoduler som erindringer - præcis som hvis man rent faktisk havde set dem med sine øjne i virkeligheden.

   Og nogle af biografgængerne har altså ikke eller kun dårligt kunnet simulere figurerne i romanserien som "sorte" når de "kun" omtales som "dark brown". Denne diskrepans mellem romansiumulering i erindringen og den de skal gennemføre for at komme i filmens flow, ødelægger delvis oplevelsen af filmen for dem. Og så  bliver de vrede.

Spejlneuronernes aktivering er et vigtigt led i den slags indre mentale simulationer - situationer, mennesker og handlinger der "kører på den indre skærm" under læsningen. Og spejlneuronerne har direkte forbindelse til de centre i hjernen der udløser følelser.

   Og det nogle af de unge biografgængere er vrede over, og som får dem til at udtale sig i racistiske vendinger på nettet, er at de simulerede erindringer de har indlejret i deres episodiske/selvbiografiske hukommelse, ikke stemmer overens med de billeder de nu ser på den ydre skærm - filmlærredet.

Problemet er for dem utvivlsomt reelt nok. Det er simpelt hen vanskeligere at simulere (=identificere sig med) det man ser på filmlærredet når man har visuelt konkrete erindringer godt og grundigt lagret i hjernen som modsiger eller dementerer det.

Det er jo ikke noget usædvanligt eller ukendt fænomen.

   Mange filmtilskuere kan fortælle om tilsvarende skuffelser når de har set en film som er en adaption af en roman de har levet sig ind i og levet med i via simulationsmekanismerne. Fordi den indre film som sidder stærkt forankret i den episodiske hukommelse, dårligt eller slet ikke korresponderer med den ydre som de ser i biografens mørke.

Et berømt og markant eksempel er fra tv-serien Matador. Den stærkt ubehagelige figur lærer Andersen bliver af sin kone Misse låst ude på balkonen til lejligheden. Næste dag findes han død - af kulde. Mange seere klagede ved genudsendelsen over at den scene er klippet ud hvor vi "ser" lærer Andersen igennem altandørend rude stå og gestikulere vredt og skælde ud.

   Scenen har aldrig eksisteret, men Misse genfortæller episoden så levende at tv-seerne har simuleret den visuelt og erindrer simulationen ganske tydeligt.

Månevandring med Einstein - Joshua Foer om hukommelse og kreativitet

Bogtitlen er direkte oversat fra engelske "Moonwalk with Einstein" af den unge forfatter Joshua Foer. En amerikansk fagbogsbestseller fra i år. 

   Den bliver anmeldt i dag i Politikens tillæg "Bøger". Og får fem ud af seks hjerter. Jeg er interesseret fordi det bliver mere og mere klart for mig hvor betydningsfuld hukommelsen er for kreative processer og for det at lære noget nyt.

   Anmeldelsen af Morten Garly Andersen under rubrikken "Husk at huske", indledes sådan her:

Først blev jeg interesseret, dernæst irriteret, så fascineret, igen irriteret og til sidst glad for denne fagbog. For her er en ung fyr, den amerikanske journalist som med imponerende elegance, nysgerrighed og en snert ungdommelig arrogance går ind i et ældgammelt emne. Og han får hurtigt en mission med sit arbejde. Han vil ikke bare beskrive sit emne, hukommelse, som en ekstern betragter, han vil være den bedste til at huske i USA. (...)

   Efter at have overværet de amerikanske mesterskaber i  at huske begynder han selv at træne som en gal og bliver langsomt slev hovedperson i sin historie. Imens træningen pågår, læser Foer et hav af videnskabelig litteratur om feltet. (...)

   Foer begynder at mestre teknikken og stiller op ved de amerikanske mesterskaber i hukommelse. (...)

   Joshua vinder selvfølgelig de amerikanske hukommelses-mesterskaber efter et års intens træning.

Det er jo et smukt eksempel på det jeg har kaldt "et journalistisk plot" i min bog "De levende billeders dramaturgi, 2. TV": "iscenesættelse af fortælleren selv" - her i varianten "fortælleren som forsøgsperson" og "som opdagelsesrejsende". Og jeg definerer og beskriver funktionen sådan her i bogen

Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levende gøre og anskuelgigøre historiens sandhed og virkelighed - med det overordnede formål atlevere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet. 

Her er det så bare en fakta-bog og ikke et tv-program der er plottet på den måde og med det formål.

   Og det er jo det samme plot som vi finder i Lone Franks to bøger "Mit smukke genon" og "Den femte revolution" (som jeg tidligere har omtalt). Og det samme journalistiske plot som vi finder i den bog af Steven Johnson som har titlen "Mind Wide Open", en bog som jeg også har refereret til og citeret fra tidligere. 

   Fagbogsforfatteren bliver gennem selvicenesættelse selv et illustrerende eksempel på hvad der foregår inden for det fagområde hun/han vil skrive om - og skaber samtidig spænding og identifikation i sin historie. Det er klart det journalistiske fortællerplot der forklarer anmelderens indledende verbale frustrations- og fascinations-udviklingshistorie som han oplever under læsningen.

  

Ved siden af anmeldelsenm står der et interview af Marcus Rubin med Joshua Foer. Han viser sig at være ud af en særdeles kreativ familie. Hans to storebrødre har også skrevet bestsellere.

 
Jeg citerer et par passager fra interviewet:

Det hele går ud på at overføre oplysninger, som er kedelige, og som man glemmer med det samme, til billeder, som er sære, frække, grimme og uhyggelige eller noget femte. Et eller andet, som gør det mindeværdigt. (...)

   Hvilke billeder, man skaber, siger meget om en selv,  men jeg tror, der er en generel tendens i retning af det bizarre, perverse og absurde. Men det sjove - og for mig overraskende - er at det er en meget kreativ proces at lære udenad. Tit bliver det jo fremstillet som det stik modsatte. (...)

   Hukommelse er fuldkommen afgørende for at være menneske, Hvad er vi som mennesker, hvis ikke det er, hvad vi husker, og hvad vi ved? Så er det jo bare kød, blod og vener? Vi er jo intet uden vores minder - det jo blandet andet derfor, sygdomme som Alzheimer er skræmmende.

   Og for at vende tilbage til det med kreativitet er hukommelse og viden helt afgørende dele af at være kreativ. Jo mere man husker, jo mere interessant tanker og ideer får man. Det er det samme, som at man skal kunne stave for at bruge en ordbog, man skal huske for at skabe.

Jeg kan ikke lade være med at associere til "the default network" som er aktivt når vi ikke er optaget af udadvendte opgaver, og som "tænder" både når vi skal trække erindringer ud af den episodiske og selvbiografiske hukommelse, og når vi forestiller os noget i en tænkt situation eller i en mulig fremtid. Det er vel det samme som han siger: Man kan ikke forstille sig selv i imaginære scenarier hvis man ikke har erindringer om sig selv i tidligere situationer at trække på, situationer der ligner eller står i kontrast.

Og så får jeg associationer til det foregående indlæg.
   Når Joshua Foer taler om at de mentale billeder han skal hægte de kedelig oplysninger op på han skal huske, så nævner han "det bizarre, perverse og absurde". Og det er jo præcis den slags billeder som giver direkte adgang til mandelhjernen - amygdala - som permanent forbinder oplevelser med stærke følelser.

   Jeg har været inde på tilsvarende tanker som Joshua fortæller om i følgende indlæg tidligere:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/christian-braad-thomsen-og-udenadslrens.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/vi-begriber-med-hnderne-vi-er-klogest.html

Joshua citerer i interviewet Samuel Johnson, stor engelsk kritiker, digter og forfatter fra 1700-tallet:

Kunsten at huske er kunsten at være opmærksom

Men opmærksomheden skal først dele sig: Det kedelige som den eksterne opgave går ud på at huske (mange tal, lange tekster), skal systematisk og element for element kobles sammen med et internt forestillet visuelt og emotionelt ladet billedgalleri bestående af billeder eller scener i en bestemt naturlig rækkefølge.
   Når først sammenkoblingen er sket mental gennem øvelse og træning, så behøver "huskeagenten" kun være opmærksom på én ting: at genkalde sig billedgalleriet i den kronologiske orden.; så kommer tallene eller teksten af sig selv frem til bevidstheden, og i den rigtige rækkefølge.

   Det kunne være noget der er beslægtet med såkaldt "method acting" som ifølge Wikipedia trækker på vores emotionelle hukommelse: "the affective memory":

Affective memory, also known as emotional memory, is an element of Stanislavski's ‘system’ and of Method Acting, two related approaches to acting. Affective memory requires actors to call on personal memories of situations similar (or more recently a situation with similar emotional import) to those of their characters. Stanislavski believed actors needed to take emotion and personality to the stage and call upon it when playing their character. He also explored the use of objectives, the physical body's effect on emotions, and empathizing with the character.

   "Emotional recall" is the basis for Lee Strasberg's Method Acting. "Sense memory" is used to refer to the recall of physical sensations surrounding emotional events (instead of the emotions themselves). The use of affective memory remains a controversial topic in acting theory.

Det er jeg så inde på i slutningen af  det tidligere indlæg om "falske" og "ægte smil". De to på overfladen ens udtryk monitoreres af to forskellig centrer: ét der efterligner det kropslige og verbale udtryk formelt, og ét der trækker på de korresponderende følelser som har sæde i og huskes af amygdala. 

   Og det er altså noget vores spejlneuroner tilsyneladende kan skelne imellem: om smilet bare mimes af den anden som vi ser, eller om der er en intention bag smilet som styrer smilemusklerne i den andens ansigtet - og dermed gør smilet ægte.

Se videre i indlægget: 

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/05/selv-et-lille-barn-kan-afslrer-et-falsk.html

Stenalderens hulemalerier - bevis for konceptuelle rum og tidlig konceptuel blending

Allerede da jeg var barn husker jeg at have set billeder af de fantastiske levende hulemalerier i Frankrig og Spanien fra stenalderen, som blev dateret til at være 16.000 år gamle. Det ser så ud til at moderne antropologiske teorier siger at der skete et mentalt skred for det moderne Cro-Magnon-menneske for 40-50.000 år siden - og at det afspejler sig i artefakternes bearbejdning: De havde en kultur - og teoretisk kan man argumentere for at de også da havde et rigtigt menneskeligt sprog.

   Forbillederne til disse fantastiske livagtige og genkendelige malerier af dyr der løber hen over klippen de er malet på, hvor "kommer de fra"? 

   "Ud af hovedet", ville man jo måtte sige. Og det husker jeg faktisk jeg selv svarede når voksne spurgte mig hvad det skulle forestille da jeg som barn sad og malede fantastisk månelandskaber med vulkaner og dinosaurere: "Ikke noget! Det er bare noget jeg laver ud af hovedet."

   Ja, der er jo ingen tvivl om at de har set den slags dyr når de har jaget og i øvrigt bevæget sig ude og omkring i den omgivende natur. Men den eneste måde de har kunnet male disse genfremstllinger inde i hulen på, er jo ved at de har etableret sig et visuelt mentalt rum ud fra en lang række visuelle erfaringer og input, og at det er ud af dette mentale rum - en slags visuel og episodisk hukommelse - de så har trukket og reproduceret de forestillinger de først må have set for deres indre øje før de så kom op på væggen gennem fingermaling af en slags.

Et konceptuelt rum defineres som et mentalt rum, et tanke- eller forestillingsrum der omfatter en begrebslig kategori, kombineret med en visuelle repræsentation kaldt frem på en "indre skærm" der i komprimeret form mimer de oprindelige oplevelser. Det betyder at hvis man beder folk om at tænke på det fænomen, så har de ord for at beskrive det, og de kan - mere eller mindre vellignende - også tegne det. Og så  må der været tale om en form for konceptuel blending - af det som hjernen ser indad og finder frem til bevidstheden fra forskellige hukommelsescentre, og så af det som hånden gør når den maler, og som hjernen ser resultatet af på væggen under processen. 

Vi har altså en begrebsmæssig kategori sat i ord, og en kategori sat i billeder, som hjernen så kobler sammen og kan trække på, dels til at genkende og matche med de indkomne visuelle stimuli, dels til at tale om med andre, og dels til at genfremstille i efterlignende billeder.