TV-indslag og programmer er sværere at dokumentere med citater. Selvom man kan gense tv på nettet, så tager det tid, og det og er rigtig besværligt at genfinde de citater der kan dokumentere en analytisk pointe. Så det følgende bliver overfladisk og generaliserende. Men to the point, håber jeg.
Der var et interview med
Anja Andersen i Aftenshowets anden del. Det var Puk der interviewede hende. Uden at have fokuseret på AA i årenes løb, har jeg som de fleste andre danskere fulgt med. Hun er historie, og man mindes en række mål hun har skoret, som var krops-kunst, udtryk for den højeste kropslige intelligens.
Stort set forstod man ikke noget som helst af interviewet.. Der var så meget undertekst i interviewet, det der ikke blev sagt, og det som var fælles referenceramme for interviewer og interviewperson. Puk havde tydeligvis læst på lektion, men hvad hvis man ikke havde?
Men der er noget med barndom, der er noget med savn og tab, der er noget med ikke at blive accepteret, der er noget med at håndbolden - bolden - bliver en metafor for: jeg skal vise dem!."I am the champion".
Under interviewet blev ikke vist klip med nogle af de fantastiske mål hun har skoret, og som sidder på nethinden. Nej vi får i flere omgange en montage af klip med eksempler på at hun er uregerlig, rasende, give fuck up-fingeren til dommeren - bliver udvist, etc. etc.
Jeg reagere straks:
Kreativ vrede giver gode billeder og er - set fra journalisternes synspunkt - en god hisorie - og kaster mange gode historier af sig i årenes løb.
Ærgerligt tænker jeg. Karen Secher ville sikkert kunne komme længere ind. Mon hun har interviewet hende til "Besøgstid"?
Utilpasset i skolen, ja, naturligvis. Forestilingerne - fantasierne - om et andet spændende liv, har været meget stærke. Der vises en scene, vist nok fra filmen Buster, hvor to skolekammerater har lukket hans undulat ud, og klemmer den til døde bag et skab. Vreden i scenen, slår mig. Det er selvoplevet. Ensomme mennesker, børn som voksen, knytter sig til dyr som ikke kræver, forventer, ser på en. Fuglene som gennemgående metafor/metonym for isolation i en række af Poul Martinsen dukomentarer.
Interviewet giver mig lyst til at grave i hendes historie. Jeg ved godt hun er lesbisk, og der er historier om at hun opfører sig som et barn, og "leger" med barnlige ting, læser Anders And, når hun ikke spiller eller er træner. Der er igen det med den dobbelte og spaltede personlighed der føler sig uden for.
Det som hun får sagt, er at hun er ved et vendepunkt i sit liv, hvor hun er begyndt at kigge indad, istedet for at leve gennem krop og bold og strategier. Hun vil gerne undervise og lære fra sig, siger hun. Det hun har "lært". Men hvad har hun lært af alle sine konflikter? Spændende: et menneske hvis liv er som et drama.
At hun har været døden nær på grund af en hjertefejl, var, sådan forstod man det, et wakeup-call.
What a story!
Bjarne Reuter, hovedperson i en 50 minutters dokumentar på DR 1. Titel: "Løgnhalsen fra Brønshøj". Et portræt.
Jeg har stort set ikke læst noget af ham, men set flere film som er bygget på hans bøger:" Busters verden", "Tro, håb og kærlighed".
Løgneren fra Umbrien, fik jeg til min fødselsdag for et par år siden af min kone. Hun har læst den med stor fornøjelse. Jeg er begyndt på den, men gik i stå. Er miljøskadet fra min studietid, er jeg bange for. Er efterhånden kun til etniske krimier.
Uden citater fra tv-udsendelsen, giver det følgende nok ikke så meget. Men altså: Han har oplevet en række traumatiske begivenheder som dreng. Og erindrer sig selv om som voyeur allered som barn. Den tredje person i en konflikt, der står på sidelinjen og kigger på - uden at handle, uden at gribe ind. "Doven og lad", siger han om sig selv.
Men det er klart at der sker en spaltning: mellem den faktiske Bjarne som står uden for, og den imaginære Bjarne som burde gribe ind og forhindre ondskaben.
Portrættet giver mig mange associationer og koblinger til Poul Martinsens liv og produktion. Voyeur-positionen som grundlæggende karakter, og den helt ekstreme produktivitet. Oplevelsen af at være isoleret - som en nødvendighed for at være kreativ. Egen familie der bliver forsømt.
Også "skæbnetroen" har de til fælles. Han har oplevet alle disse skæbnesvangre sammentræf og heldige begivenheder. Jeg er fuldstændig overbevist om at hvis man spurgte ham om han oplevede sit liv som et eventyr, så ville han svare ja. Ironiker er han også, kan man høre på hans svar.
Der er også noget med en far der bliver overrasket over at sønnen rent faktisk får udgivet sin første bog. Manglende far-anerkendelse må ligge under.
Min kone sidder og ser med. Og reagerer på oplevelsen af lighedspunkt på lighedspunkt i forhold til sit eget liv og sin egen psykiske konstitution. Fascinationen og lysten knyttet til voyeurpositionen. "Dovenskaben".
Hun hører til arten af de isolerede og spaltede (særligt) kreative: to personer i en. Det der endte med at blive udspalte og synligt på scenen (tv-skærmen), var dukker hun selv kunne klippe og sy og derefter spille med. Råstoffet for replikker og stemmeføring hos dukkefigurerne stammer fra erindrede iagttagelser af og indlevelse i mennesker - børn som voksne - som var helt anderledes, og derfor fascinerende for hukommelsen at gemme, tænker jeg.
