Sider

torsdag den 19. marts 2015

Esben Hanefelt Kristensen - farver, detaljer, fabuleringer - og andre historier om excess-kunst

For ikke så længe siden stødte jeg på Facebook på et maleri af en kunstner hvis navn jeg ikke husker at have set før: Esben Hanefelt Kristensen
   Jeg googlede hans billeder og oplysninger om ham, og syntes at hans billeder var værd at vise her på bloggen der har som tema: kreativitet, kreative mennesker, kreative produkter.
   
Her følger nogle eksempler.


Det der gav anledning til min billedjagt og -opsporing, var det her maleri med papegøjer som motiv som en af mine facebook-venner havde set under et besøg på en dansk virksomhed i Thailand hvor de havde det hængende:


Esben Hanefelt Kristensens billeder er farvestrålende, fantasimættede og fortællende - med en charmerende spænding mellem farveharmonier og farvekomplementer.   
   Motiverne har indbygget en overflod af detaljer som typisk også indgår i dekorative mønstre på billedfladen - næsten som musik - med variationer over det tema som det enkelte billede i sin helhed fremstiller.
   Mens nogle kunstnere i deres kunst tilslutter sig slogannet "les is more" i minimalistisk motiverede valg af former og farver, så går Esben Hanefelt i modsat regning: "more is more is more" - kunne man kalde det - en stil og et motivvalg præget af overskud og overflod. En slags lyrisk-narrativ 'excess-stil' som er beslægtet med Bjørn Wiinblad som, efter i nogle årtider at have været helt 'yt', nu ser ud til at have fået en - synes jeg - fortjent rennæssance:


Der er også et stil- og farvemæssigt slægtskab med den lokale kunstner Lise Meijer som jeg tidligere har skrevet om:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/11/big-wheel-studio-helende-arkitektur.html
Umiddelbart gætter jeg på at Esben Hanefelt også må arbejde som illustrator, og det bekræftes ved en hurtig web-søgning. Han har illustreret både eventyr, religiøse myter og gamle fortællinger:


Auktionselskabet Lauritz.com har i flere omgange haft billeder af Esben Hanefelt på auktion. En auktion gjaldt de akrylmalede illustrationer til Vagn Lundbyes "Det nordiske testamente" i 2007, og i den anledning fortalte man om Hanefeldt:
Aalborgkunstneren Esben Hanefelt Kristensens navn slog sig for alvor fast i danskernes bevidsthed med illustrationerne til "Billedbibelen", udgivet først i 90´erne. Den blev en succes hos både børn og voksne og er også udgivet på mange andre sprog.
   Esben Hanefelt Kristensen’s billeder er fortællende og farvestærke. Han har valgt at udtrykke sig i et detaljeret formsprog. Mennesker og dyr, blomster og træer danner fint tegnede mønstervirkninger over lærredet, og samtidig er der - næsten skjult i billedets virvar - indvævet en eventyrlig handling - som han selv siger: "Jeg arbejder med eventyret, fordi livet er eventyrligt".
   Esben Hanefelt Kristensens fik igen succes med udgivelsen af Saxo’s illustrerede Danmarkskrønike. Her bestod illustrationen af 148 Esben Hanefelt Kristensen malerier, som sideløbende med teksten beskriver historiens gang.
   Bogudgivelsen blev siden promoveret gennem udstillinger af billederne såvel på Nationalmuseet i København som på Nordjyllands Kunstmuseum, Aalborg.
   Esben Hanefelt Kristensen færdigegjorde 2007 illustrationerne til Vagn Lundbys trebindsværk om den nordiske mytologi. Værkerne har samlet været udstillet på Københavns Rådhus april 2009. Nærværende maleri er originalillustrationen til bogværket.
   Væsentligste udstillinger: Hjørring Kunstmuseum, Brandts klædefabrik i Odense, Frederikshavn Kunstmuseum, National Musset i Nuuk, Galleri NB i Viborg, Galleri Knud Grothe og Galerie Moderne i Silkeborg.

Slægtskabet er tydeligt mellem disse nyere danske kunstnere og den stilart - jugendstilen - som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen - fordi oplevelsen og gensynet altid giver mig en spontan og umiddelbar nydelse,  se fx dette berømte værk af den østrigske maler Gustav Klimt:

Adele Bloch-Bauer, 1907

Der er også klare rødder tilbage til den traditionelle - og efter europæiske normer "overlæssede"  - dekorative orientalske kunst fra Iran:


Og så tilbage til nutiden og mit eget lokalområde. 
   Vi har en Vordingborg-kunstner A. Ali Daher som er indvandret fra Iraq, og som hører til morgenbadernes morgenfriske garde.
   Hans stil ligger klart i forlængelse af den farve- og detaljerig orientalske tradition som jeg eksemplificerede ovenfor, men med et moderne og mere geometrisk touch i stilen:


Ud over malerier har hans specialiseret sig i dekorative, organsisk formede og rigt malede kalabas-skulpturer som disse:


 ... som også egner sig til standerlamper:


Se mere af Ali Dahers kunst på hans facebook-side "Kalabas art" hvorfra han også næsten dagligt promoverer åndsbeslægtede internationale kunstnere fra eksotiske områder af verden:
https://www.facebook.com/kalabasart
https://www.facebook.com/aali.daher?fref=ts

1 kommentar:

  1. Hvert bilde er som eget, deilig eventyr. Inspirerende .. appellerer til min fantasi

    SvarSlet