Sider

onsdag den 19. maj 2010

Claus Buhl: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan"

Politikens tillæg om bøger, fredag den 14. maj. Et interview med Claus Buhl i anledning af udgivelsen af hans bog: "Talent - spørgsmålet er ikke om du har talent men hvordan". Interviewer: Anita Brask Rasmussen. Der står om Claus Buhl at han er i 2009 blevet udnævnt til "ambassadør for kreativitet og innovation".

Hans udgangspunkt er "frustration over at så mange børn bliver tabt på gulvet i skolesystemet." Og at "alt dt der efterspørges på arbjedsmarkedet, bliver nedprioriteret i skolesystemet." Hans grundsynspunkt er at den form for tænkning der belønnes i skolen er den logiske og rationelle, og at den form for undervisning og faglighed "er der formodentlig kun 15-20 procent der har en naturlig fornemmelse for."
   Claus Buhl mener at oplysningstidens rationalitets- og fornuftsidealer som stadig dominerer i skolen, medførte at noget blev skyllet ud med badevandet: "Man fik eksileret følelser, fornemmelser og intuition ud i de kunstneriske fag."
   Claus Buhl nævner et eksempel på en der "tænker kreativt og irrationelt":
"For eksempel arbejdede forskeren William Shockley i 1950´erne inden for fysikken, hvor alt var kobberspoler. Men han var kreativ nok til at tænke: 'Hvad nu hvis den kobberspole var et stykke kemi i stedet?' Han opfandt transistoren og blev tildelt nobelprisen. Det er en måde at tænke på, som oplysningstiden har sagt, tilhører de kreative fag."
Selv om det ikke direkte nævnes, så er Claus Buhl nok inspireret meget af Howard Gardeners teori om de 6 eller 7 slags intelligens. Og hansb grundpointe er at alt for mange børn ikke får udviklet det talent de har, hvis det ikke ligger inden for det rationalitetsparadigme som alle - uanset talent/intelligens - må underkaste sig:
"Børnene starter med at kunne alt. Det tror på sig selv, har lyst til at lære, er fantasifulde, begejstrede og uangste. Men når de kommer i niende klasse, har de ingen selvtillid, de tror ikke de har noget at bygge på, og de har gået i skole i ni år, hvor de hver dag er blevet præsenteret for deres mangler."
Claus Buhl betragter det som rent held at en lang række kreative talenter overhovedet har overlevet skolen. Som eksempler nævner han komponisten Anders Brødsgaard, forfatteren Jette Kaarsbøl, filminstruktøren Christian Levring og designeren Per Mollerup. Han mener det først var efter skolen at de overhovedet kom i gang med at udvikle talentet.
   For at kunne sig det må Claus Buhl kende til deres biografier og erindringer fra skoletiden, men det stemmer overens med en række af de (særligt) kreative personligheder jeg selv kender,  der også kan fortælle at de har oplevet skolen som en der gav mindreværd i stedet for selvværd, og som det var en stor befrielse at komme ud af.
   Endelig er han også inde på betydningen af at have en mentor på det rette tidspunkt i livet for at talentet skal udvikle sig:
"Det er vigtigt at vi får aflivet to myter om talentet: For det første, at det er medfødt og derfor bør være let, og for det andet at det nok skal forløse sig, hvis bare du øver dig og øver dig. Nej, at udvikle et talent kræver at nogen ser det i dig og hjælper dig med det. Giver dig nogle retningslinjer for, hvordan du udvikler talentet bedst muligt. Den  mulighed burde findes i uddannelsessystemet. Der er ikke længere efterspørgsel på en masseproduceret ensartet arbejdsstyrke med lavt selvværd."
Han nævner et eksempel på en verdensberømt særligt talentfuld person Bob Dylan, hvis specielle psyke i det danske skolesystem ville have givet ham en diagnose:
"Når man læser Bob Dylans selvbiografis, er man ikke i tvivl om at han var et meget mærkeligt barn.Han havde ingen venner og interesserede sig ikke for skolen, kun for folkemusik. Alle de karakteristika, der beskriver den unge Bob Dylan, kan du slå op i et leksikon, og der vil stå Aspergers syndrom."
Koblingen til historien om Séraphine er slående.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar