Pippi Langstrømpe - en kreativ hovedperson i en fiktion - Astrid Lindgren - en kreativ forfatter i virkeligheden - begge mønsterbrydere med savn og tab i bagagen

Ja, selvfølgelig, tænkte jeg. En artikel i dagens Information fortæller om en studerende der har skrevet speciale om Pipi Langstrømpe som en særlig blandet og spaltet karakter. Og ikke så snart er jeg begyndt på at læse artiklen, før jeg bliver "overfaldet" af tanker og ideer ud fra mine teorier om kreativitet: blending og den (særligt) kreative personligheds kilder i opvæksten.

Pipi selv er ekstremt kreativ, i alle historier bryder hun normer, hele hendes livsførelse er en blanding af voksen og barn, af virkelighed og fantasi, og - og det er pointen i specialet - af dreng og pige. I sin praksis blender hun, og i sin personlighed er hun blended: to personer i en - i øvrigt ligesom tegneseriernes superhelte.
   Og hendes forhistorie - før hun flyttede ind i Villa Villekulla med hest og abe og en stor pose penge: traumatisk med savn og tab; ingen mor, en far som er i Langbortistan; hun er ensom, og hun er ekstremt antiautoritær: mod politi, mod skol, mod socialforvaltning, mod de voksnes lov og orden. Hun er virkelig en slags superhelt - i børneøjenhøjde.
   Hendes udseende: I en hvilken som helst normal folkeskole ville hun være et taknemmeligt mobbe-offer: rødhåret, fjæset fuldt af fregner, noget tøj som trodser enhver ordentlig norm for påklædning, lige så meget drenget som piget. Men hun er en vinder - på trods af alt.

Og Pipis opfinder, Astrid Lindgren. Hun vokse op på præstegården Näs i Vimmerby i Småland, der blev forpagtet af hendes forældre. Havde en storebror og to lillesøstre. En paradisisk lykkelig barndom uden voksenovervågning.
   Som voksen blev hun uddannet til sekretær og boede i Stockholm - resten af sit liv. Hun var produktiv ud over alle grænser (jfr. Poul Martinsen). Og jo mønsterbryder.
   Traumatiske oplevelser? Ja, ikke som barn hvor idyllen herskede - i hvert fald i erindringen. Men det at forlade barndommens land - i skam og i trods, har åbnet fantasiens og kreativitetens  mentale stavblender, antager jeg. Wikipedia fortæller:

Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans fostermor var blevet syg.

Bemærk at hun bliver journalist ligesom Poul Martinsen. Og forlader sit miljø - og sit miljøs dialekt!!!! Og oplever de svenske myndigheder som nogen der har allieret sig imod hende for at spærre hende inde i forpligtelser og sociale bindinger.

En meget stor del af hendes fantasiunivers, som hun udfolder i sine bøger, handler om det tabte barndomsland, som hun idealiserer og i symbolsk form længes tilbage til (igen jfr. Poul Martinsen). Wikipedia fortæller:

Da Lindgren debuterede som forfatter, var hun inde i en periode med sygdom, ængstelse og bekymring for familien. Særligt efteråret 1944 havde været meget krævende, og hun var spontant begyndt at skrive med stor glæde. Skriveriet blev en flugt fra virkeligheden og en terapi, når bekymringerne satte ind, og hun kom styrket ud. Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle sorger. (...)
   Ifølge Jo Tenfjord lo Lindgren altid af dem, der ville psykologisere hendes bøger. Hvis nogen var prætentiøse på hendes vegne og stillede spørgsmål, som hun syntes var uvæsentlige, kunne hun pludselig spørge på smålandsk dialekt: Hvor meget koster en almindelig brun hest?" 

Ja, smålands dialekt! Det med barndomssproget der er fortrængt eller undertrykt til fordel for et andet og voksent, her stockhomsk. Den dobbelte personlighed, savnet af og symbolet på barndommense land, udtryk ved den dialekt som er ens modersmål. Havde hun været filminstruktør, var hun straks blevet udnævnt til auteur.

Astrid Lindgren begyndte først at skrive da hun var 40 år.
   Jeg får en association til Karen Blixen, som nødtvunget måtte forlade Afrika, havde mistet sin elskede Denys Finch Hatton, og som kom hjem til Danmark fuld af savn og med en følelse af at være spærret inde. Så tog fantasien over, som en overlevelsesstrategi - og blev stor fortællekunst. Og så begyndte hun at skrive om det tabte land da hun var omkring 50.
   Karen Blixen-museets hjemmeside skriver:

Mange år senere - i fortællingen "Gensyn" fra 1961 - lader Karen Blixen direktøren for et marionetteater, Pipistrello, sige til Lord Byron: "Vist er det en stor lykke at kunne forvandle de ting, der hænder en, til historier. Det er måske den eneste fuldkomne lykke, et menneske kan finde i livet. Men på samme tid, uforklarligt for de uindviede, et tab, endogså en forbandelse." 

 Hendes far begik i øvrigt selvmord da hun var 10 år gammel.