'Kaffetræet med den bøjede pælerod' som metafor på kreativ skaben - Karen Blixen,Suzanne Brøgger, Astrid Lindgren, Tove Ditlevsen

Et af hovedemnerne i kulturjournalistikken i den sidste uges tid har været at man - forskere, anmeldere, læsere - har fået en slags bevis for at Karen Blixens far Wilhelm Dinesen begik selvmord fordi han havde gjort en tjenestepige gravid. Og hans svigermor var en skrap dame som ... ja, hendes mulige reaktion må vi fantasere os til ligesom Wilhelm gjorde. Og også til hustruens. Men ...

   Svigermoderen var den højborgerlige og efter sigende puritanske Mary Lucinde Westenholz.

   Wilhelm Dinesen var solddat, noget af en eventyrer og en ærekær mand. Og han var gift og havde fem børn, tre døtre og to sønner, med Ingeborg Westenholz, heriblandt Karen Blixen.

   Men sandsynligvis havde Karen ikke kun to søstre, men tre - som den collage fra Politiken illustrere:

KOLLAGE. Det originale foto forestiller de tre Dinesen-søstre på Rungstedlund, Karen (Tanne) sidder til højre, til venstre Inger (Ea) og i midten Ellen (Elle). Nederst er halvsøsteren Elida indsat. - Foto: Billedmanipulation over originalfoto fra Det Kongelige Bibliotek

Gennem Tom Buk-Swientys research til sin Wilhelm Dinesen-biografi, er der nemlig nu tilsyneladende dokumentation for at Wilhelm havde en såkaldt uægte datter Elida med tyendet Anna Rasmussen. Elida blev blev født tre måneder efter selvmordet.

   Det lyder næsten som plottet til en ægte Karen Blixen-fortælling.

Generelt er jeg er måske mindre betaget af Karen Blixens fortællinger, og mere optaget af hendes personlige historie som den bla. fortælles i "Den afrikanske farm" - og i hendes breve. Og ikke mindst gennem digteren Thorkild Bjørnvigs og litteraturmanden Aage Henriksens bøger om deres specielle symbolsk-erotiske forhold til hende og hendes til dem.

 

Alle forskere og andre der har skrevet om Karen Blixen, er enige om at hun er genial når det gælder at omsætte konfliktfyldte oplevelser og emotionelle erfaringer fra sit eget liv til fascinerende fiktive fortællinger.

   Negativt ladet har man brugt ordet 'mytoman' om hendes forfatterpersonlighed

   Så spørgsmålet er nu om også den her ellers gemte og glemte historie har spillet med i hendes kreative litterære fantasier.

I information fredag den 7. marts har Jan Maintz en artikel under denne rubrik:

Har Blixen fornemmet årsagen til farens selvmord? 

I artiklen forsøger Maintz at forfølge sporet gennem Blixens fortællinger - hendes måske-viden om den - antageligt - uægte søster, fadrens skam og hans fatale legen skjul med svigerfamilie og offentlighed. Det der mundede ud i at han hængte sig selv.

I introduktionen til artiklen fremdrager Maintz en metafor som fru Blixen selv brugte i flere af sine eventyr - for at karakterisere hvad fadertabet har betydet. Metaforens udtryk er: "kaffetræets bøjede pælerod", et billede som indgår i en meget central historie i forfatterskabet: "Drømmerne":

Ved du, at hvis du, idet du planter er kaffetræ, bøjer pæleroden, så vil træet, efter en kort stund, begynde at udsende en mængde små fine rødder nær overfladen. Det træ vil aldrig komme til at trives eller bære frugt, men det blomstrer stærkere end de andre.

Karen Blixen opfattede sit eget digtersind som en sådan 'bøjet pælerod' der af den grund producerer blomster "stærkere end de andre" .

I en lang række blogindlæg har jeg forfulgt dette spor: at mange særligt kreative personligheder som udfolder sig kunstnerisk eller gennem videnskab og forskning, har oplevet fader-/forældretab eller -svigt i en relativt tidlig alder, og på en eller anden måde mentalt har kompenseret for deres tidlige savn-erfaringer - og oplevelsen af fremmedgørelse og rodløshed og social mobning - ved at skrive eller male eller på anden måde udfolde sig kreativt.

   Jeg har også ettiketeret den slags personligheder metaforisk: Der er tale en psykosocial udvikling af et menneske der som voksen udfolder en særlig kompleks - en blended - personligheds-konstruktion, som jeg har benævnt "flere personligheder i én".

   Og Karen Blixen er jo klart en i den kategori og bon´er ud på alle parametre.

En meget stor andel af de særligt kreative personer jeg har skrevet om i tidligere indlæg, har været af hankøn.

   Den tanke at jeg har været delvist kønsblind i mine skriverier faldt mig ind på kvindernes kampdag den 8. marts hvor kulturlivets og forskningens positive bias i forhold til mænd og negative i forhold til kvinder blev tematiseret i en lang række artikler.

    Der har dog også været en del kvinder imellem dem jeg har skrevet om - dog i klart og markant i mindretal. Og jeg har faktisk skrevet en hel serie af indlæg om hvad forskningen kan fortælle om de to køns - klart forskellige - hjerneindretning når det gælder om at forklare forskelle i kreativitet:

Men da jeg ikke har foretaget førstehåndsstudier eller baserer mig på seriøs stattistik, så er det sådan set ikke særligt overaskende at jeg også er biased i mine skriverier om særligt kreative personligheder - med det samfund og de kønsroller vi har - som på alle fronter favoriserer hankønnet - også og ikke mindst i medierne som er dem jeg tit tager afsæt i.

   Derigennem sker den skævvredne grovsortering.

Men her op til denne jul og i perioden efter, er der - udover Blixen - flere markante kvindelige forfattere som har stået centralt og markant i kultursidernes journalistik.

   Oplevelser af savn, rodløshed, fremmedgørelse har alle tilfælde været dominerende temaer, og det gennemgående spørgsmål har været hvordan disse kvinders for så vidt private oplevelser i barndom og ungdom så tydeligt har sat sig igennem i deres litterære produktion og altså dermed er blevet brændstof i fiktioner der mere eller mindre ligner fakta og den virkelige virkelighed.

   Her er tre navne som alle har fået offentliggjort biografier (eller for Tove Ditlevsens vedkommende, det der ligner) i de sidste fire fem måneder:

• Astrid Lindgren, født 1907 - biografi: Jens Andersen: "Denne dag, et liv"
• Tove Ditlevsen, født 1917 - biografisk tekstsamling: Olga Ravn: "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."
• Suzanne Brøgger, født 1949 - biografi: Louise Zeuten: "Krukke".

Det er fælles for dem at de tidligt i barndommen lærte sig selv at læse - altså inden de kom i skole.

   Fælles for dem er at nutidige skribenter med hang og trang til biografisk forskning har skrevet fængende biografier hvor de afdækker og afslører vigtige sider og oplevelser af privatlivet i de unge år for hver deres hovedperson. Og i alle tilfælde er det en afgørende nøgle til deres litterære produktion at livserfaringer og digtning er tæt vævet sammen og spejler sig i hinanden hos disse forfatterkvinder af format.

På mange måder kan man jo sige om både Astrid, Tove og Suzanne at de i deres litteratur foregriber nutidens litterære 'fiktionsfrie' selvbiografiske frontløbere "Knausgaard & konsorter"  - hele det i offentligheden fremtrædende spor af opsigtskabende moderne litteratur hvor liv og digtning smelter sammen i en uhørt grad, og hvor det er rigtigt besværligt for litterater og anmeldere at skelne mellem erindret liv og fantasi, mellem fakta og fiktion.

   Og ikke mindst er pointen at denne uigennemsigtige litterære fusion af fakta og fiktion ('conceptual blending', med et fagudtryk) synes at være drevet af en umættelig hunger efter at forstå  og mentalt erobre egen livshistorie - parret med en sult efter opmærksomhed og synlig anerkendelse i offentligheden.

Om Suzannes barndom skriver "forfatterweb.dk"

Den 18. november 1944 kom en pige til verden i København som barn af direktør Ove Preis og Lilian Henius. Hun fik navnet Suzanne Preis. Da hun var seks år gammel, blev hendes forældre skilt, og herefter boede hun med sin mor, søster og stedfar Svend Brøgger i Virum. Suzanne kom nu til at hedde Suzanne Preis Brøgger. Hun gik i skole på Bernadotteskolen i Hellerup, men da hun var 14 år, skulle stedfaren udstationeres for FN’s børnefond UNICEF i Sri Lanka og Thailand, så hun rejste med og gik på skole i Bangkok.

Her indgår et tidligt fader-tab, flytten omkring, skoleskift, sprogskift. The works!

    Suzanne Brøgger er citeret for om dette sit tumultariske barndomsliv at sige.:

Takket være en rodløs opvækst levede jeg mere og mere af mit egentlige liv gennem skriften. Korrespondancer, breve og dagbøger. Gradvis blev mit liv til skrift.

Det kunne vel lige så godt være udtalt af Karen Blixen. 

I følgende citat fra et interview til forfatterbloggen "Ord til alle sider" siger Suzanne Brøgger  noget der tilsyneladende selv-modsiger ovenstående, men ved nærmere eftersyn slet ikke:

Suzanne Brøgger, du har rejst en del i din tidlige barndom – så din skolegang ved Bernadotteskolen i 1958 måtte afbrydes da din stedfar Svend Brøgger, blev udstationeret for FNs sundhedsorganisation WHO. Har det betydet en rodløshed i din opvækst og hvad har det gjort ved dit sprog?   Jeg føler ikke, at min opvækst har været rodløs, for uanset hvilket land, jeg har boet i, har vi fortrinsvist talt dansk hjemme og jeg har altid læst bøger på dansk. Jeg har haft min rod i sproget.
   Hvornår begyndte du at leve meget i skriften – hvad skete der?   Da jeg blev sendt på Th. Langs kostskole i Silkeborg i gymnasiet, kom jeg til at leve intenst gennem brevskrivning.
   Hvad var det der tiltalte dig ved brevkorrespondancen – var det langsommeligheden i kommunikationsformen, som gav tid til tænkning og dybde i korrespondancen og hvad gjorde brevet som medie ved langdistancehistorierne, – gjorde det noget ved sproget?   Jeg var forelsket.

Koblingen mellem skrift på den ene side og tab og savn på den anden er klokkeklar her.

Nu er der så kommet en biografi baseret på et stort privat materiale af breve og andre tekster, men med den problematiske pålagte begrænsning at den kun gælder til Suzanne er 40 år.

Men hvor sandt og virkeligt er det Suzanne Brøgger selv skriver i sine halv-fiktioner, og det som hendes biografi-forfatter Louise Zeuten skriver om hende i "Krukke".

   Det har en mandlig forskerkollega Erik Svendsen et udtalt synspunkt på, ifølge en artikel i Politiken:

"Det påfaldende ved Suzanne Brøggers bøger er, at hun aldrig vil stå ved, at det er sandheden, hun fortæller. Hun holder distance til sig selv. Det samme overfører hun nu til Louise Zeuthen, der bliver hendes marionetfortæller. Selv om ’Krukke’ er baseret på Suzanne Brøggers breve og dagbøger, er der alligevel samme distance som altid. For det er Zeuthens udgave af Suzanne Brøgger. Hun laver på den måde en ny tilsløring af sig selv. Zeuthen skriver med ført hånd. Det er en klog ført hånd, for hun har hele sin faglighed med sig, men det er Suzanne Brøgger, der sætter dagsordenen, bestemmer, hvad hun må skrive om, og hvad hun får af materiale«, siger Erik Svendsen.

Så til Astrid Lindgren.

   Astrid Lindgren har en høj stjerne i vores familie. Og fruen er i fuld gang med at læse Jens Andersens biografi (som jeg har foræret hende til Jul) - som efter sigende - også anmeldernes - står fuldt mål med den han for en række år tilbage skrev om H. C. Andersen.

   At Astrid Lindgrens børnebøger gennem årene  har fået global gennemslagskraft, står ikke til diskussion.

   Og når hendes bøger har en oplevelsesmæssig 'impact' som er mindst lige så kraftig hos voksne som hos børn, så hænger det uden tvivl sammen med at hun trækker på og skriver meget tæt op af hvad hun selv har oplevet både som barn, som ung og som voksen - et ekstremt produktivt forfatterliv transformeret ind i fiktioner  i skikkelser som Pippi Langstrømpe, Emil fra Lønneberg, Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter.

 

Der er mange fællestræk mellem vores egen H. C. Andersens brug af sit liv i sine historier og Astrid Lindgrens brug af sit liv i sine fortællinger.

   Og der er den klare lighed med Karen Blixen at de begge først begyndte at skrive litteratur i en relativt sen alder, og at oplevelser af savn og tab i ungdomsårene, var en vigtig drivkraft.

   For Astrid Lindgrens vedkommende førte en uønsket graviditet uden for ægteskabet 1926 med den 30 år ældre chefredaktør Reinhold Blomberg til at hun efter fødslen satte drengen Lars i pleje hos en familie uden for København, og først fik ham hjem hos sig selv fire år senere.

   Litteraturen om Astrid Lindgren omtaler den periode af hendes liv som...

De svære ungdomsår

Som ganske ung begyndte Astrid Lindgren at arbejde som korrekturlæser på Vimmerby Tidning, og som 18-årig blev hun gravid med avisens chefredaktør. Han ville giftes - det ville hun ikke, og hun rejste til København og fødte sønnen Lars i 1926. På det tidspunkt var Rigshospitalet i København det eneste sygehus i Skandinavien, hvor kvinder kunne føde uden at skulle orientere myndighederne om, hvem der var far til barnet. Da hun hverken havde bolig eller fast arbejde, måtte hun overlade sønnen til en plejefamilie i København.

Først mange år senere, omkring 1941, begyndte Astrid Lindgren at skrive fiktion - og det begyndte med "Pippi Langstrømpe" som hun havde "digtet" som oplæsnings-fortælling til sin datter Karin.

   Historien om hvordan den bog blev til, lyder som følger:

Det var Astrid Lindgrens 7-årige datter Karin, der fandt på navnet Pippi Langstrømpe. En aften bad hun Astrid Lindgren om en historie.   ”Hvad skal jeg fortælle om”, spurgte Astrid Lindgren. Og datteren svarede, at hun skulle fortælle om Pippi Langstrømpe.

   Astrid Lindgren spurgte ikke om, hvem Pippi Langstrømpe var, men syntes at det var et særpræget navn, så hun fortalte om en usædvanlig pige. Astrid Lindgren måtte fortælle historierne om Pippi Langstrømpe igen og igen i flere år.

   Det var først senere, at historierne om Pippi blev skrevet ned. Astrid Lindgren var faldet på en isglat vej og måtte tilbringe noget tid i sengen. Det gav hende tid til at skrive sine historier om Pippi ned, så hun kunne give dem i fødselsdagsgave til datteren. En kopi af manuskriptet blev sendt til Bonniers förlag, men som Astrid Lindgren havde forventet, blev det ikke antaget.

En omarbejdet og mildere version af Pippi vandt en børnebogspris udskrevet af et andet forlag, og bogen endte med at udkomme på Rabén & Sjögrens förlag i 1945. Da var forfatteren 38 år gammel.

   Og så gik det ellers derudaf.

Mens både Blixens og Lindgrens barndom angives som relativt sorgløse og ubekymrede, så gælder det bestemt ikke for Tove Ditlevsens. hvis liv i barndoms- og ungdomsårne beskrives sådan her på netportalen danmarkshistorien.dk:

Tove Irma Margit Ditlevsen voksede op på Vesterbro i København. Faderen var fyrbøder, og moderen passede hjemmet i Hedebygade. Det var et fattigt arbejderhjem med et traditionsbundet syn på kønnenes muligheder. Tove skulle giftes, skønt hun klarede sig godt i skolen. Efter mellemskoleeksamen gik Tove Ditlevsen ud af skolen og havde de følgende år forskelige pladser. Fra hun var 12 år, skrev hun digte, men skjulte sine kunstneriske forsøg for omverdenen. Forældrene fik stor betydning for hendes kunst, ikke som positive forbilleder, men som repræsentanter for svigt og manglende omsorg. Barndommens smerte kom til at præge Tove Ditlevsen resten af livet i form af angst, usikkerhed og selvdestruktiv adfærd.

I modsætning til Astrid Lindgren giftede Tove sig tidligt - også her var der tale om et erotiske forhold til en mange år ældre mand og redaktør.

Tove Ditlevsen debuterede i det danske litterære tidsskrift Vild Hvede 1937, og i 1940 giftede hun sig med bladets redaktør Viggo F. Møller.   Møller hjalp Ditlevsen med udgivelsen af hendes debutsamling Pigesind, som udkom i 1939. Bogen vakte opsigt med sine smukke digte om kvindelivets foranderlighed, ensomhed og angst, og Tove Ditlevsen havde succes fra begyndelsen. Men privatlivet knagede, og hendes ægteskab holdt kun to år. I 1941 blev den lyriske debut fulgt op af prosasuccesen Man gjorde et barn fortræd, som skildrede en ung kvindes krise som følge af seksuelle overgreb i barndommen. I 1942 giftede Tove Ditlevsen sig igen, og året efter udgav hun endnu en kritikerrost roman, Barndommens gade (1943), hvor hun gennem en ung piges tanker og følelser gendigtede sin opvækst i arbejdermiljøet på Vesterbro.

Da jeg læste dansk på KU i midten og slutningen af 60´erne, stod Tove Ditlevsens digtning ikke i høj kurs, hverken hos vores lærere eller blandt de fleste af mine medstuderende.

   Hun var for 'nem' at gå til, hun skrev på rimede vers, hendes romaner og noveller var gennemsigtige i forhold til den virkelighed og de personlige erfaringer hun skrev om. Hun skrev både lyrik og prosa i et ligefremt og billedrigt, men ukompliceret erfaringssprog. 

   Og set med de dannede litteraters øjne - på et tidspunkt hvor modernismen var i den grad dominerende - der var hun: et hysterisk, popularitetsanglende kvindemenneske.

   Og så var hun oven i købet læserbrevkasse-redaktør på et ugeblad: Familiejournalen.

   Til gengæld var almindelige, jævne og ikke så dannede mennesker udelt glade for hendes digtning. De læste hellere Tove end Klaus (Rifbjerg).

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976 - efter flere tidligere mislykkede forsøg. 

Danmarkshistorien.dk fortæller at hun i de sidste år af sit live fik en riveval via den fremvoksende kvindebevægelse:

Inspirationskilden i Tove Ditlevsens forfatterskab var hendes eget liv som kvinde. Hun skrev på angsten og kriserne, og hun tog udgangspunkt i de smertefulde erindringer fra barndommen, som hun aldrig slap. Den dybe psykologiske indsigt i moderne kvinders splittede liv udfoldede hun ligeledes som brevkasseredaktør i Familie Journalen, hvor hun bidrog til tidens kvindedebat og blev beundret af mange for sine kloge svar. Hendes indsigt i kvindelivet fik fornyet opmærksomhed i 1970´erne med den ny kvindebevægelse. I forbindelse med filmatiseringen af Barndommens gade i 1986 satte Anne Linnet melodi til en række af Tove Ditlevsens digte.

Hendes litterære afløser hed Vita Andersen som fik en kæmpesucces i 1977 med bogen "Tryghedsnarkomanerne", Hende vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

 

Videre med Tove.

   "Tove, Tove, Tove" - er titlen på en teaterforestilling jeg for et par uger siden oplevede sammen med fruen her i Vordingborg, hvor lokalområdets gymnasium har en fin stor teatersal som den lokale teaterforening med mellemrum får fyldt op fordi man har kapret en af de forestillinger fra Det Kongelige Teater som har fået gode anmeldelser.

"Tove, Tove, Tove" var simpelt hen fremragende. Den udsprang af og trak på Olga Ravns biografisk tekstsamling "Jeg ville være enke, og jeg ville være digter - Glemte tekster."

   Forestillingen var en collage af både digte og helt personlige og private tekster, der var kædet delvist kronologisk sammen så man fulgte Tove Ditlevsens tumultariske liv fra traumatisk fattige barndom, over de stormende og konfliktfyldte kærlighedsforhold og ægteskabe, og til hendes selvmord i midten af 70´erne.

   Forestillingen blev kreativt fremført af fem unge skuespillere fra teaterkollektivet "Sort Samvittighed" der optrådte udklædt og forklædt - enten som Tove Ditlevsens alter egoer - 'mange personer i en' - eller med babymaske - symboliserende hendes 'indre barn':

 

Scenografien var nærmest genial.

   

Berlingskes anmelder Jakob Sten Olsen skriver begejstret i sin indledning til anmeldelsen af forestilingen om Tove-personlighedens mange ansigter i forestillingens fortolkning:

Ikke bare én Tove – mange Tover! Når lyset går op for teaterkollektivet Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-collage »Tove! Tove! Tove!«, er det ikke blot en enkelt udgave af den stadigt højtelskede forfatter, der kigger tilskuerne lige i øjnene. Alle fem på scenen har fået Tove-hår, Tove-bluser og Tove-slacks. Ditlevsen selv var jo rigtigt meget, rigtigt mange. Og i det udvalg af tekster, som afløser hinanden i det stramt disciplinerede kaos, der er forestillingens, er det kontrasternes, paradoksernes Tove Ditlevsen, som træder frem. Det er de indre stridende kræfter, som får lov at tale til hinanden i udvalget af citater, lige nådesløst sandhedssøgende, hvad enten de nu er hentet fra den skære pigepoesi eller de stumper og bidder af dagbøger, breve og interviews, der også er plukket fra.

Litteratursiden.dk skriver indledningsvis om hendes barndom:

Tove Ditlevsen bevæger sig i sit forfatterskab mellem det selvbiografiske og det fiktive med fokus på angsten og smerten, det "brændte" barn og de voksnes psykiske problemer.

Og brødteksten fortsætter om "barndommen":

Tove Ditlevsen blev født i 1917 (hun opgav dog ofte selv 1918 som sit fødselsår) i en arbejderfamilie på Vesterbro i København. Faren var intellektuelt nysgerrig og inspirerede den unge Tove til at læse, men hans følelsesmæssigt lukkede væsen og hans syn på piger forhindrede et nært forhold mellem dem. Moren var munter og udadvendt, men flygtig af natur og utilstrækkelig i sin kærlighed til datteren, hvilket satte dybe spor hos barnet Tove, der livet igennem forblev usikker på sit eget værd.

   Barndommens litterære indslag bestod mestendels af salmevers fra skolen, folkeviser og farens socialdemokratiske slagsange, og det blev for den unge Tove grundlaget, fra hvilket hendes egne digte udsprang; digte, hun skrev i skjul.

   Arbejderbarnets indre følelsesliv var dengang ikke noget, man talte om - endsige anerkendte, men Tove Ditlevsen tog på kontroversiel vis denne intimsfære med sig i sin lyrik og i sine romaner ved at tematisere vilkår som omsorgssvigt og fattigdom. Emner hun skildrede på realistisk vis i solidaritet med det følelsesforsømte arbejderbarn. Dette ses især i hendes romaner fra 1940’erne og frem til 1960’erne, hvor barnet er det litterære hovedmotiv, og hvor barndommens traumatiske oplevelser bliver gjort til genstand for den voksnes psykiske problemstillinger. Et litterært træk, der har rødder tilbage til 1920’erne og 1930’ernes fokus på den socialrealistiske, naturalistiske og psykoanalytiske fremstilling.

Man kan  roligt sige at Tove Ditlevsen nu har fået den anerkendelse som forfatter og kompleks - 'blended' - kreativ personlighed som hun savnede i en stor del af sit voksenliv.

   Det Kongelige Teater skriver i sit forskræp til forestillingen:

Tove Ditlevsen formåede ikke mindst – længe før kvindebevægelsen opstod – at give kvinderne og deres liv en stemme med sine rørende og vedkommende skildringer af livet, som hun så det.

   Tove Ditlevsens liv og værk smeltede mere og mere sammen, når hun med sikker sans for selviscenesættelse ganske usminket gav danskerne indblik i sine ulykkelige ægteskaber, sin narkomani, depressioner, indlæggelser og alkoholmisbrug. At hun samtidig samvittighedsfuldt passede en populær brevkasse i Familie Journalen, hvor hun rådgav andre om familieliv og parforhold, mens hendes privatliv lå i ruiner, vidner om hendes store spændvidde og folkelige appel.

   Tove Ditlevsen levede for at skrive og skrev for at leve. Midt i elendigheden og tragedierne, som hun på sin egen fanden-i-voldske måde dyrkede, var hun en festoriginal og en livsnyder med en kæmpe appetit på livet og på mænd. Hun var på én gang borgerlig og anti-borgerlig, forud for sin tid og gammeldags.

Det kan man vel sige er fælles for alle fire kvindelige forfattere:

De levede for at skrive, og skrev for at leve.  

Forestillingen "Tove, Tove, Tove" sluttede med at de fem skuespillere i kor fremsagde Tove Ditlevsens måske mest elskede korte digt om kærlighedens vilkår og omkostninger: 

Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte - nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket og det har lidt,

nu er det stille - nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig - at det er dit.

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses - men kun af dig.

En "rigtig" biografi om Tove Ditlevsen udkom i 2008: Karen Syberg: Tove Ditlevsen. Myte og Liv. Kan anbefales.

Sublimeringens kunst - Karen Blixen, Aage Henriksen og Shaker-sekten - om seksuel afholdenhed som en skabende kraft

Serendipitet igen: frustration, afsavn, afholdenhed, tab og begrænsninger fremmer kreative processer.

Jeg har for et par måneder siden skrevet om hypnosemorderen Palle Hardrup og om litteraturprofessoren Aage Henriksen - i samme indlæg. Koblingen var yoga-meditation og kondalini-kraftens skræmmende og somme tider invaliderende effekt på dem der oplever den stige eksplosivt og brændende op gennem ryggen til hovedet i forbindelse med praktiseringen af yoga-meditation.

   Min meditative praksis er forankeret i Trancendental Meditations-teknikken; det er en væsentlig anden form - en stilhedens meditation - og jeg har aldrig oplevet noget i den retning som Aage Henriksen og Palle Hardrup fortæller om. Men fascineres.

Og i den forbindelse researchede jeg lidt på Aage Henriksen, som jeg jo havde som litteraturlærer da jeg studerede dansk i 60´erne på Københavns Universitet.

Jeg blev klar over at der var flere af hans seneste bøger jeg aldrig har fået læst, og tænkte at dem måtte jeg nu se at fat i.

   Den sidst læste for midt vedkommende var "Litterært Testamente - seks kapitler om kærlighed", og den fortalte meget direkte i det sidste kapitel om hans psykisk problemfyldte, 10 år lange platoniske kærlighedsforhold til Karen Blixen, et forhold hvorigennem hun forsøgte at styre hans mentale udvikling og "opdrage" ham til hvad jeg nu kunne finde på at betegne 'sublimeringsforfatter'.

   Jeg blev også klar over at Aage Henriksen søn, Morten Henriksen, som jeg husker jeg har mødt i en eller anden sammenhæng da vi var unge, havde lavet en film sidste år om sin far, en film som jeg tænkte at den  måtte vel være til at skaffe og kunne være interessant at se. Titlen er "Bag Blixens Maske".

I indledningen til 'Litterært testamente' skriver Aage Henriksen om de særlige erfaringer med urealiseret kærlighed som en række store forfattere gjorde sig - og "skrev på" - op igennem 1800-årene:

Blandt de erotiske temaer, som nu trådte frem, var der et, i almindelighed overset, som var en umiddelbar følge af, at det nye erhverv, at vær digter, var opstået. Forståelse ved hjælp af egne erindringer nødvendiggør jo afstand til disse erindringer, så deres mønsteragtige præg kan opfattes og indføres i opfundne handlinger. Men ved denne forskydning i iagttagelseshøjde opstår også spørgsmålet om hvem det nu er, som ser og former. (...) Dette fik en helt intim og nærgående skikkelse i en oplevelse, som mange forfattere havde, og som her foreløbig skal sammenfattes i en fællesnævner:

   På et vist tidspunkt i deres ungdom kom en række digtere ud for, at en forelskelse, som i længere tid hverken havde kunnet komme frem eller tilbage, ændrede retning og slog indad for så at finde udtryk i en kunstnerisk form. Den lange stivnen opløstes i strømmende sødme, og ny produktive muligheder og evner dukkede op, mens den elskede og overhovedet evnen til at elske fortabte sig i baggrunden. (...)

   Inden det lange århundrede var udløbet, fik fænomenet sit navn under Freuds kortlægning af det menneskelige kønsliv. Sublimering kaldte han det, (...)

Der er her tale om såkaldt "platonisk kærlighed" hvor man dyrker og nyder kærligheden til en uopnåelig kvinde, for dens egen skyld.

   Tankegangen må også se ret bekendt ud for læsere af denne blog, hvor jeg har forfulgt den hypotese at særlige tabs- og afsavns-oplevelser i barndom og ungdom kan føre til dannelsen af den konstellation af personlige egenskaber som kendetegner den særligt kreative personlighed, fordi den styrker og udvide de dele af hjernen som fantasien mentalt set udspringer af - "the default mode network'.

   Med tanke på Richard J. Davidsons udforskning af "den plastiske hjerne", kan man også forestille sig at der simpelt hen er tale om at disse - 'traumatiske' vil man vel kalde dem - erfaringer for nogen fører til en regulær omlægning - "rewiring" - af hjernens neurale forbindelsessystem, så der sker en mere eller mindre permanent ændring i personlighedens 'emotionelle stil, en ændring som stimulerer den højre hjernehalvdel som neurovidenskaben typisk kobler sammen med både intuitive kreative processer - og med depressioner (se tidligere indlæg om 'den plastiske hjerne').

I den seneste uge har der så i avisernes bog- og kulturtillæg været en masse artikler om Karen Blixen i anledningen af 50-året for hendes død, som igen har mindet mig om Aage Henriksen. Og i går aftes så jeg så den doumentariske portrætfilm "Bag Blixens Maske" som Morten Henriksen har lavet om sin fars forhold til Karen Blixen og om Mortens eget forhold til det forhold.

   Filmen fortalte måske ikke så meget nyt om Henriksens forhold til Blixen når man havde læst kapitlet i 'Litterært testamente' - men der var en direktehed i Mortens spørgsmål og i Aages svar og reaktive mimik som mere klart end jeg tidligere har forstået det, afslørede hvad der foregik i forholdet mellem den ælder forfatterinde og den unge litterat.

Karen Blixens eget liv og "hemmeligheder" er nøglen til at forstå det forhold.

   Hendes historie inden hun blev forfatter og udkom med sin første bog som 50-årig i 1934, er præget af en lang række emotionelt belastende tab og (af)savn:

• tabet af faderen da hun var 10 år - da han begik selvmord
• den ulykkelige og aldrig realiserede kærlighed til baron Hans von Blixen-Finecke - og ægteskab med hans tvillingbror Bror von Blixen-Finecke, som var hende utro
• tabet af sin elsker Dennys Finch Hatton  i Afrika der omkom ved et flystyrt, 
• tabet af den kaffefarm der havde givet hendes liv økonomisk grundlag og praktisk fylde i 17 år da den økonomiske depression ramte kaffemarkedet i Kenya,
• tabet af mulighederne for at fuldbyrde et seksuelt forhold til en mand fordi hun var blevet smittet med syfilis af sin ægtemand Bror Blixen, som hun blev skilt fra 1925.

Ud over at den monumentale tabskonto blev sublimeret og omsat til verdenslitteratur på Nobelprisniveau, så prægede den også den måde hun omgikkes en række af unge forfattere og litterater på. Heriblandt og ikke mindst Aage Henriksen (og Thorkild Bjørnvig).
   De skulle "forføres" til at forstå de afkalds-erfaringer der have gjort hende til den "storyteller" hun nu var blevet.

   Hendes projekt var - gennem  litterær farvet fantasistimulation og selviscenesættelse som 'sibylle', 'heks' og 'månegudinde'' - at knytte disse unge mænd til sig i et mentalt opdragende platonisk betagelses- og fascinationsforhold, og få dem til at opgive deres borgerlige bindinger til samliv og sex med deres ægtefæller. Så de - så at sige - kunne lære sublimeringens kunst, gennem mødet med hende og hendes "hemmeligheder".

For Aage Henriksen betød det ti år lange, emotionelt betændte og psykisk belastende forhold til Karen Blixen, at han blev 'mentalt mærket' for resten af livet. Både konkret og fysisk - ved at hun til slut i deres forhold påførte ham en livsvarig smertefuld nakkelidelse. Og så psykisk mærket blev han at han grænseoverskridende brugte sin søn som "fortrolig" om hendes "hemmeligheder" - hvad der videre mærkede Morten mentalt, som det fremgår af filmen.

   Og endelig blev Aage Henriksen mentalt mærket mere permanent i hjernens og sindets emotionelle set up, så han kom ud af forholdet med en stor indsigt i den platoniske kærligheds afgørende betydning for den litterære kreativitets mentale mønstre og drivkræfter.

   Denne indsigt udnyttede han så resten af sit liv som inspirerende litteraturforsker og -underviser. Ud af det kom der en række bøger med højt kvalificerede analyser af de emotionelt omvæltende erfaringer der gennemsyrer og bearbejdes i store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Søren Kirkegaard, Sofus Clausen, Jakob Knudsen, Henrik Ibsen, Martin Andersen Nexø. Og ikke mindst: Karen Blixen selv.

   En afgørende nøgle til de kreative mentale mønstre og litterære udviklingshistorier fandt han her i Frimurerordenens middelalderforankrede filosofi, idealer og ritualer.

Og det spor - om kærlighed der frustreres og ikke realiseres, som en eksplosiv kreativ drivkraft - fører mig videre til en artikel i Informations lørdagstillæg 'Moderne Tider' fra den 29. august.
   Journalisten Lasse Laversen har jeg tidligere refereret til da han skrev begavet og oplysende om placebo-effekten.

   Denne gang har han bl.a. skrevet om den amerikanske sekt der går under navnet 'Shakerne' - "The Shakers".

    Rubrikken lyder opsigtsvækkende - og er et citat fra en kilde i artiklen:

"Der er milliarder at hente i tilbageholdt udløsning"

Citatet er fra kilden Niels Dencker, "tantra-instruktør og penismassør". Og citatet konkluderer artiklen.

Artiklens overordnede vinkel er at cølibat, total seksuel afholdenhed, herunder tilbageholdt ejakulation hos manden, stimulerer kreativitet og giver ekstra fysisk og mental energi. Og shakersekten og dens kultur  som den har udfoldet sig i små samfund i USA gennem mere end 100 år (fra slutning af 1700-tallet), ses som en slags dokumentation for at der er noget om påstanden.

... fra bunden skabet de komplette landbrugskollektiver med en kreativitet og opfindsomhed, der lod de lokale landmænd måbende tilbage. Maskiner verden aldrig havde set før - vaskemaskiner, foderanlæg, blendere - møbeldsign og brugskunst der blev banebrydende flere hundrede år senere, ligesom deres insisteren på ligestilling mellem kønnene først skulle blive normen i en anden verden.

Lasse Lavrsen bliver vist rundt af en guide i Shaker-frilandsmuseet i Massachussets, en guide som han citere i en ramme af sproglig distance: 

"Mange mener, at deres (i.e. shakernes) afholdenhed - specielt mændenes - er hemmeligheden bag deres kreative overskud og fremmelige ingeniørkunst. (...)

   En freudianer vil sikkert kalde det sublimering, men selv om afholdenhed er blevet sat i forbindelse med undertrykkelse og fordømmelse, er der faktisk flere og flere, der taler om sammenhængen mellem  kreativit og afholdenhed og kastet sig in i kampen for at ... holde sig tilbage."

Trods deres åbenlyse succes som innovatorer over en bred front, så betød det radikale cølibat, at shaker-kulturen havde problemer med at overleve i længden. De kunne i princippet kun videreføre deres kultur og livsform gennem  tilslutning fra ny konvertitter og  adoption af forældreløse børn.

Jeg kender shakerkulturens møbeldesign, dels fra det amerikanske hjem jeg levede i som udvekslingsstudent, og hvor stole og borde var (kopier af originale) shakermøbler, og dels fra de danske klassisk-moderne møbelarkitekter som Børge Mogensen, Hans Wegner, Arne Jacobsen.
   Deres internationalt berømmede stole og bord er for fleres vedkommende så inspirerede af shaker-designet, at det nærmer sig rene kopier.

  Selv har jeg et Arne Jacobsen-shaker-bord som skrivebord, har jeg nu fundet ud af:

Det er en sjov tanke at dette bords smukke rene linjer og minimalistiske design - indirekte - udsprang af at shakerkulturens radikale krav om sexuel nul-tolerance. Her er forbillederne:

I hvert fald er det muligt at se hele historien om endnu et eksempel på betydningen af "kreative restriktioner" og måske også "kreativ vrede". 

   Den permanente frustration over det forbudte, det savnede, det uopnåelige kan tilsyneladende fremprovokere en mental ommøblering der stimulerer til intuitiv højt kvalificeret ideudvikling og  som skærper ambitionen om æstetiske koncentration og forenkling.

Hypnosemorderen, litteraturprofessoren - og kundalinikraften

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om en række serendipitetiske sammentræf og associationer - i forbindelse med læsningen af Poul Martinsen nye bog om 'hypnosemorderen' Palle Hardrup - og hans fantastske liv og skæbnesvangre vendepunkter og møder. Her er mere fra samme skuffe

Et af kapitlerne i bogen - det om Palle Hardrup og Bjørn Schow Nielsens eksperimenter med yoga-teknikker mens de er cellekammerater efter Anden Verdenskrig - minder mig om en af mine undervisere i litteratur på danskstudiet i slutningen af 60´erne: professor Aage Henriksen.

   Som jeg tidlgere har fortalt, så var Aage Henriksen faktiske den eneste af mine undervisere i litteratur, som jeg den gang syntes jeg virkelig fik noget ud af at høre på - og senere af at læse bøger hans bøger. 

    Jeg kommer i tanker om at han i en af sine senere bøger "Litterært testamente - Seks Kapitler Om Kærlighed" fra 1998 - fortæller om at han havde eksperimenteret med yoga-teknikker i sin ungdom Heri fortæller han bl.a. om de fatale og delvist invaliderende mystiske erfaringer han havde med det der kaldes 'kundalini-kraften'.

Den danske Wikipedia beskriver denne kraft sådan her:

Kundalini (egl. 'sammenrullet' som en slange). Er i følge tantriske traditioner i Indien og Tibet en ur-energi, som strømmer fra den nederste del af rygsøjlen, (rodchakraet) til issen (kronechakraet). Energien kan aktiveres spontant eller ved hjælp af specielle yoga-teknikker i forbindelse med spirituelt arbejde.

   Når Kundalini-energien vækkes fx gennem spirituelle øvelser, forsøger den at stige op, delvist eller fuldstændigt, gennem en subtil kanal (nadi) i rygsøjlens midte, kaldet sushumna nadi. Langs sushumna ligger 6 chakraer (krone-centret er ikke et egentlig chakra). Når Kundalini-kraften stiger op fuldstændigt gennem sushumna nadi, aktiveres forskellige energier i chakraerne, den møder. Energierne i de lavere chakraer bliver inaktive samtidig hermed.

   Når den stiger fuldstændigt op til krone-chakraet, siges personen at have opnået spirituel oplysning, 'unio mystica', nirvana eller nirvikalpa samadhi, og man er fri af karmaens hjul.

Oplevelserne med kundalini-kraften forbinder Aage Henriksen' først og fremmest med sit konfliktfyldte venskab med Karen Blixen. Hun havde en helt særlig psykisk magt over ham da han var ung - måske ikke ulig den magt Bjørn Schow Nielsen havde over Palle Hardrup.

   I et interview med journalist Dorte Remar i Kristeligt Dagblad 17. dec. 2004, fortæller Aage Henriksen om ...

... hvordan han i midten af 1950'erne i forbindelse med en personlig krise og udøvelse af yoga oplevede et fænomen, der er anerkendt og eftertragtelsesværdigt i Østens religioner: en opstigning af kundalinikraften. Ifølge tantrisk tradition er det en seksuel kraft, der som en sammenrullet slange ligger sovende ved rygradens rod. Når den vækkes, stiger den op gennem kroppen og hovedet og videre opad for at forene mennesket med den guddommelig bevidsthed.

   – Kundalinikraften lever videre i mig og har gjort det i et halvt århundrede. Kundalini er knyttet til mennesket som en potens, der normalt ikke frigøres. Det drejer sig om et indre strømsystem, som man har kendt i umindelige tider. Lægevidenskabens gamle symbol med to slanger, der bugter sig om en æskulapstav, er en beskrivelse af kundalinibanen, siger Aage Henriksen.

   – Jeg kunne ikke tænke mig et liv uden nu. Men det var meget voldsomt, da den brød igennem. Og jeg var temmelig rædselsslagen for, at den ville stige ud gennem hovedet og efterlade mig som en tom skal. Det skaber også store smerter der, hvor kundalinien ikke kan bryde gennem. Først senere hen kom der kontrol med det, så den ikke kun stiger op, men også cirkulerer.

   – Opstigningen af kundalinikraften skete, da jeg begyndte at gå til yoga. Anledningen var mit personlige bekendtskab med Karen Blixen, der begyndte godt, men førte til en mere og mere uløselig konflikt i mig selv. Jeg befandt mig i en situation, hvor ingen kunne vejlede mig. Yogaen gav mig nye problemer, uden at jeg på nogen måder blev klogere på Karen Blixen, og førte til, at jeg opsøgte den åndelige læremester Eli Wamberg, der var formand for Rosenkreuzer-selskabet.

Eli Wamberg hjalp Aage Henriksen ud af sin binding til Karen Blixen og hjalp ham til at kontrollere kraften. 

Men hvad har det med Palle Hardrup at gøre. Jo, ifølge Martinsens bog om ham, så har Palle Hardrup også haft stærke erfaringer med kundalini-kraften (som han ganske vist kalder noget andet). Hardrup beskriver nogle øvelser hvor han og Bjørn Schouw Nielsen arbejdede med meditativ udelukkelse af stadig flere dele af kroppen indtil de også 'eliminerede' hovedet. Oplevelsen af denne bevidsthedstilstands "hvilen i sig selv" som der derigennem nåede, beskriver han sådan her:

Alt var harmoni og skønhed. Sindet var som stjernerne, der uden for de atmosfæriske forstyrrelser stor stille, store og klare med mange flere farvenuancer, end vi vant til at se dem.

Og videre referer Martinsen netop til de "slanger" som er symbolet på oplevelsen af kundalini-kraften der føles som en ildsøjle op ad og gennem rygradens nervebaner:

Hardrup og Schouw Nielsen fortsatte deres ekspeditioner ind i sinde ad yogaens veje. (...) Som elever, yogier, lærte de at arbejde med en urkraft i universet, de indiske guruer kaldte for prahna.  Under meditationen skulle prahnaen gennem koncentration og vilje kunne sendes rundt i yogiens nervesystem til steder, hvor der var brug for en livgivende kraft.

   Det kunne give voldsomme oplevelser, også lidt skræmmende. En dag forestillede Palle sig under en meditation at to nervebanerr snoede sig rundt om hans rygmarv som et par slanger. Han så og mærkede en hvid flamme rundt om rygmarven og følte strømmen af prahna glide opad som en glødende strøm

Den slags meditationsskabte mentale erfaringer endte for Aage Henriksen med at blive en velsignelse for hans faglige og spirituelle udvikling, erfaringer som blandt andet gav ham en dyb og opklarende indsigt i de underliggende mentale erfaringsmønstre som var fælles for en lang række store forfatterskaber: Goethe, Baggesen, Grundtvig, Pontoppidan, Sophus Clausen, Henrik Ibsen, Karen Blixen.

For Palle Hardrup blev de vejen til en forbandelse som han først frigjorde sig fra da han skiftede identitet.

   Under deres 'meditationsrejse' i fængselscellen, bragte Bjørn Schouw en "skytsånd" med i deres fælles spirituelle univers. Og via denne "skytsånd" fik Bjørn Schouw Nielsen (og altså ikke via hypnose, ifølge Palle) fuldstændig krammet på Palle Hardrup.

   Det var den skytsånd, "X", der befalede Palle at begå først et "vellykket" bankrøveri, og og et halvt år senere det der endt med mord.

   Begge røverier blev begået for at skaffe penge til en fælles planlagt spirituel rejse til Indien hvor de to kammerater skulle opnå den højeste spirituelle tilstand 'samadhi' - 'se lyset' - ved at mødes med den religiøse leder Maharashi Mahesh Yogi, grundlæggeren af TM - trancendental meditation, den meditiationsform som både jeg, Poul Martinsen, David Lynch og mange andre har lært og brugt i mange år.

I følge Martinsen ville det i virkeligheden være mere rimeligt at kalde Palle Hardrups drab på de to bankfunktionærer for 'yoga-mordene'!

Den ordblinde guldsmed - på finansloven: Torben Hardenberg

I bogen "Inspiration og kreativitet" er der også et interview-(selv)portræt af guldsmeden Torben Hardenberg, som jeg ikke kendte noget til. Navnet har jeg måske stødt på i aviserne, men da smykker ikke er noget der har interesseret mig, så har jeg heller ikke fæstnet mig ved ham og hvad han laver.

   Han fortæller at han er på finansloven, så han må være god.

Det der fænger mig ved selvportrættet, er hans oplevelser og erfaringer som barn og ung. Han er enebarn og ordblind, så alvorligt, at han stadig ikke kan læse som 60-årig. Han fortæller at han var et ønskebarn, og at han derfor slet ikke forstod hvorfor man i skolen og i relationerne uden for hjemmet ikke også så på ham med begejstring.

For mig er det drømmende barn grundlaget for det hele. Jeg forstod ikke, at verden derude, som var skolen og danseskolen, vendte ryggen til mig, når jeg kom. Jeg var jo stjerne! Det vidste jeg, for den tro havde jeg fået med hjemmefra. Der var mange ting jeg ikke kunne, men mine forældre gav mig en tro på, at jeg var en kongesøn. Når jeg havde bygget et kongeslot af byggeklodser på det enorme spisebord, fik det lov til at blive stående i tre dage.

Moderen var bekymret og sagde til ham: "Hvad skal der dog blive af dig. Du kan jo ikke en gang blive gadefejer, for du kan ikke læse vejskiltene. Vinduespudser kan du heller ikke blive, for du kan ikke læse dørskiltene. " Hun sagde at han nok endte på Himmelekspressen hvis han ikke tog sig sammen i skolen. Torben Hardenberg fortæller:

Du kan ikke en gang blive gadefejer! gik hen og blev det mest spændende mantra, jeg har fået i mit liv. Men selvfølgelig skabte det også en angst i mig, og den har jeg fortsat omkring økonomi. Nu ender jeg aldrig på Himmelekspressen, for ved et trylleslag er jeg kommet på finansloven, så nu er min husleje sikret. Og jeg sidder her i mit private skatkammer af barokmøbler.

Faderen læste en masse historier og eventyr op for ham, da han jo ikke selv kunne læse. Og tog ham med på en masse museumsbesøg. Stof for fantasier. Da han blev ældre, var hans yndlingshistorie Karen Blixens "Det drømmende barn", fortæller han.

   Han drømte selv om at blive guldsmed, men blev fem gange fyret fra sine lærepladser. Gennem faderens forbindelser endte han med at få læreplads hos en guldsmed hvor han og mester holdt hinanden ud lærtiden ud. Men hans mester sagde til ham da han var udlært, at han var "den frygteligste lærling" han "nogensinde havde haft". Torben Hardenbergs forklaring:

For jeg levede ikke op til hans behov for effektivitet og målrettehed. Han så mig ikke som det jeg i virkeligheden var: en spirende kunstner, der legede sig til resultaterne. 

Og senere sammenfatter han:

Ifølge Karen Blixen, skal du jo tackle de minusser, der er i dit liv, med et: Hvis fanden griner til dig, skal du vende dig om og grine tilbage. Dét er inspiration.

Torben Hardenberg er en kunstner der er utroligt ambitiøs med sit arbejde, og som stimuleres ved at møde modstand, men som samtidig hele tiden - umætteligt - angler efter anerkendelse. Og derfor er utroligt glad når han får den, fx. i form af et ridderkors.

   Han fortæller om sit forhold til det der er "negativt":

Jeg bliver også inspireret af det der er negativt. Af folk, som jeg ikke synes gør tingene helt, som jeg forventer. Af det godes kamp mod det onde. Derfor føler jeg mig måske også indimellem draget af negative oplevelser, for eksempel ved at tilbringe tid med folk, jeg synes er for omstændeligt, eller for lidt generøse, for der lærer jeg rigtig meget og bliver inspireret til at gøre tingene bedre - til at yde mit bedste. De negative personer i mit venne-galleri inspirerer mig også. Jeg bruger dem som stemmegafler, for at kunne ramme de toner jeg skal spille.

Igen en flot metafor fører til skift af frame og optik: negative venner som "stemmegafler".

Hvor kobler jeg til mine forskellige indgange til kreativitet? - Orblindhed er en kreativ restriktion, negative forventninger er en kreativ restriktion. Begge dele udfordrer ham til at fantasere og drømme - og se sig selv, sit liv og sin udvikling inden for rammerne af en eventyrverden, og sig selv som eventyrernes forklædte kongesøn.

   Der er en lang række ligheder med Poul Martinsen, der også som barn var en drømmer, og som også ser sit liv som et eventyr og gang på gang understreger sit eventyrlige held. Også han anglede efter anerkendelse, men blev også stimuleret af omgivelsernes modstand (hans chef gennem 20 år: Verner Svendsen, Radiorådet domineret af Erhard Jacobsen). Også han tiltrækkes og stimuleres af det negative: ondskab, kriminalitet. Også han havde et meget stærkt behov for økonomisk sikkerhed.

   Poul Martinsen kom dog aldrig på finansloven, hvad han bestemt kunne have fortjent.

Personligt genkender jeg oplevelsen af at være ordblind (om end slet ikke så alvorligt som vores guldsmed her), og oplevelsen af et stærkt fantasiliv stimuleret af historier i bøger og museumsbesøg. Og som barn producerede jeg faktisk fascinerende og fantasifulde emaljesmykker som jeg gav bort i julegave til kvindelige medlemmer af familien - kommer jeg pludselig i tanker om!

Serendipitet - hvad er det og hvorfor det?

"Serendipitet", er et ord jeg først stødte på i dag, og ved et sært sammentræf. Men med det samme jeg læste hvad betydningen var, med det samme kunne jeg se hvor vigtigt begrebet var - set i sammenhæng med diskussionen om kreativitet og intuition.

   Jeg fik simpelt hen en AHA-oplevelse. BUM. PLING. DONG.

Ordet refererer til det fænomen at man opdager noget godt eller vigtigt eller interessant, mens man er i gang med (at søge) noget helt andet. Eller opdagelser ved en tilfældighed. Det kan defineres som evnen til tilfældigt at gøre heldige opdagelser.

   Et berømt eksempel er penicillin som Alexander Flemming opdagede fordi han glemte en petriskål med en bakteriekultur i en vindueskarm og tog på ferie, og da han kom tilbage opdagede han at skålen var kontamineret med en svamp som havde svækket bakteriekulturens vækst.

   Et andet kendt eksempel er Columbus opdagelse af Amerika, mens han var igang med at finde søvejen til Indien.

   Et tredje er Newton der opdagede tyngdeloven da han sad og mediterede over æbler der faldt fra genene af det træ han befandt sig under.

Jeg får associationer til:

- Poul Martinsen som, da jeg interviewede ham, flere gange understregede heldets betydning for at hans produktioner var så vellykkede som de var.

- Bevingede ord som: "Det er mere held, end forstand."

- Målmanden Peter Schmeichel der sagde: Jo mere man træner, jo heldigere er man.

- Pasteur der har sagt: "Tilfældet virker kun for den der er forberedt"/Chance favours the prepared mind"

- Og naturligvis (jfr. foregående blog) John Lennon: Life is what happens to you, while you are busy making other plans.

Selve måden jeg nåede hen til begrebet på (eller det nåede hen til mig), er i sig selv udtryk for serendipitet:
   Jeg og en anden som også (tilfældigvis!) hedder Peter, holdt en lille julefrokost sammen på den restaurant der hedder SULT i Filmhuset i Vognmagergade i København. Vi snakkede en hel del om kreativitet, AHA-oplevelser, og diskuterede om der var nogen sammenhæng mellem AHA-oplevelsen som publikum skal opleve i klimaks på en god film, hvis ellers den er dramaturgisk skruet rigtig sammen, og så den AHA-oplevelse man får når man har tumlet med et problem, har sovet på det, og om morgenen vågner og har løsningen!

   Da vi forlod hinanden valgte jeg den lange vej til Hovedbanegården ad Strøget, frem for den korte til S-toget på Nørreport. Jeg er ellers for doven til at gå lange ture og vælger altid den korteste og nemmeste vej, men den dag var jeg i løftet stemning. Og pludselig kom jeg i tanker om en historie om en mand der tumlede rundt i mørket og blev udsat for alskens strabadser, og i dagslys opdagede han at det var en "stork". Jeg huskede ikke præcis historiens pointe, men jeg forbandt den med Karen Blixen.

   Da jeg så fik en mail fra min navnebroder i dag, der henviste til vores kreative snak om kreativitet og formidling, kom jeg igen i tanker om manden og turen i mørket og storken og Karen Blixen. Jeg googlede på associationen og fandt en henvisning til en historie af Karen Blixen i et tidsskrift Peripetri (som betyder dramaturgisk vendepunkt). Den er fra hendes første bog Den afrikanske farm:

I et lille rundt hus med et rundt vindue i og en lille trekantet have til, boede der en mand. Ikke langt fra huset var der en sø med en mængde fisk i, som manden fangede og solgte i byen. En nat vågnede han op ved at høre en frygtelig larm, og han begav sig af sted i mørket for at finde ud af, hvad der var i vejen. Han løb ned ad søen til. Først løb han sydpå. Her snublede han over en sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op igen, faldt i en anden grøft, kom op igen, faldt i en tredje grøft og kom til sidste også op af den. Han forstod nu, at han havde taget fejl, og at larmen ikke kom fra denne kant, og han løb tilbage mod nord. Men da han var der, mente han igen at høre, at larmen kom sydfra, og han løb samme vej tilbage. Han snublede først over en stor sten, som lå midt på vejen, og lidt efter faldt han i en grøft, kom op, faldt i en anden grøft, kom op, faldt i en tredje grøft, og kom til sidst også op af den. Nu kunne han bestemt høre, at larmen kom fra enden af søen. Han styrtede da derhen og så, at der var en stor lækage i dæmningen her, og at alt vandet, og fiskene med strømmede ud gennem hullet. Han tog da fat på at stoppe lækken til, og arbejdede på det hele natten, og først da hans arbejde var færdigt, vendte han tilbage til sit hus og gik i seng. Da manden nu vågnede næste morgen og så ud af sit runde vindue: hvad så han da? En stork!

Historien giver ingen mening. Hvilken forbindelse er der mellem den tumultariske tur om natten og den stork han ser om dagen? Ingen - før man får at vide at man skal tegne ruten med dens forskellige vendepunkter mens man får historien fortalt. Så har man nemlig tegnet en stork!

   Karen Blixen ser historien som en skæbnefortælling. Manden tager sin skæbne på sig selv om han ikke forstår hvad meningen er, før han næste morgen kan se at han med sine spor i landskabet har tegnet en stork. Derfor turens forskellige retninger og vendepunkter. AHA!

   Tidskriftet hvori historien var refereret, var et temanummer om serendipitet og dets betydning - fra forskellige vinkler. Og flere andre historier bliver også refereret som illustration, bl.a. HC. Andersens Klods Hans,  der jo samler tre ting op på rejsen til prinsessen: en træsko uden overlæder, noget plutte og en død krage. Og de tre ting, viser det sig så, er dem der gør det muligt for ham at vinde prinsessen, der ellers sender alle friere ud i mørket fordi de ikke kan svare for sig.

    Begrebets oprindelse ifølge Wikipedia:

Ordet 'serendipitet' stammer fra engelsk (serendipity), og det kan føres præcist tilbage til Horace Walpole (1717-1797), der i et brev til en god ven i 1754 ville beskrive et heldigt fund, og i denne forbindelse dannede ordet serendipity ud fra titlen på et persisk eventyr oversat fra italiensk til engelsk, The Three Princes of Serendip, som han havde læst som barn. Serendip er et gammelt persisk navn for Sri Lanka. Eventyrets tre hovedpersoner havde den særlige evne til at finde det usøgte, og ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med.

Bogen som to af artiklerne refererede til var: Robert Merton og Elinor Barber: The Travels and Adventures of Serendipity. I lyset af mine blogføljeton om Kinarejse og kreativitet, tænder jeg straks på titlen der kobler "rejse" og "eventyr" sammen. Den må jeg da vist se at få fat i. Ligesom den bog som min navnebroder viste mig han var igang med: Steven Johnson: Where Good Ideas Come From: The Natural History og Innovation.

Selv havde jeg en slags serendipitets-oplevelse for nylig!

   For mange år siden "opfandt jeg" distinktionen erfaringssprog vs. videnssprog, som udtryk for en slags terminologisk modstrategi i forhold til en engelsk sprogsociologs distinktion: restricted code vs. elaboratede code, som i følge ham karakteriserede hhv. arbejderklassens og den uddannede middelklasses sprog.

   Jeg opstillede to lister for hvad der var typiske træk og kendetegn ved de to typer sprogbrug, og brugte siden distinktionen analytisk i bøger og artikler i forskellige pædagogiske sammenhænge: til sygeplejersker, til medarbejdere i Danmarks Radio, til dansklærere, til journalister.

   For tre uger siden blev jeg ringet op af en sygeplejeforsker fra KU der havde læst om distinktionen i min bog henvendt til sygeplejersker: Skriv Sundere, hvori det er en vigtig pointe at man skal tage udgangspunkt i erfaringsprog når man informerer patienter.

    Forskeren havde haft glæde af den distinktion, fortalte hun, og ville vide hvad det hed på engelsk - for hun skulle skrive en akademisk meriterende artikel i et engelsksproget tidsskrift. Jeg fandt på: language of (everyday) experience og language of (systematic) knowledge.

   Men lige da jeg sad og kigge på de to lister i en af mine gamle artikler, (ind)så jeg pludselig - AHA - at listerne var næsten identiske med de lister man ser hver gang nogen skriver om hvad der kendetegner de to hjernehalvdeles forskellige funktioner og måder at tænke på.

(fortsættelse følger: 
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html)

Pippi Langstrømpe - en kreativ hovedperson i en fiktion - Astrid Lindgren - en kreativ forfatter i virkeligheden - begge mønsterbrydere med savn og tab i bagagen

Ja, selvfølgelig, tænkte jeg. En artikel i dagens Information fortæller om en studerende der har skrevet speciale om Pipi Langstrømpe som en særlig blandet og spaltet karakter. Og ikke så snart er jeg begyndt på at læse artiklen, før jeg bliver "overfaldet" af tanker og ideer ud fra mine teorier om kreativitet: blending og den (særligt) kreative personligheds kilder i opvæksten.

Pipi selv er ekstremt kreativ, i alle historier bryder hun normer, hele hendes livsførelse er en blanding af voksen og barn, af virkelighed og fantasi, og - og det er pointen i specialet - af dreng og pige. I sin praksis blender hun, og i sin personlighed er hun blended: to personer i en - i øvrigt ligesom tegneseriernes superhelte.
   Og hendes forhistorie - før hun flyttede ind i Villa Villekulla med hest og abe og en stor pose penge: traumatisk med savn og tab; ingen mor, en far som er i Langbortistan; hun er ensom, og hun er ekstremt antiautoritær: mod politi, mod skol, mod socialforvaltning, mod de voksnes lov og orden. Hun er virkelig en slags superhelt - i børneøjenhøjde.
   Hendes udseende: I en hvilken som helst normal folkeskole ville hun være et taknemmeligt mobbe-offer: rødhåret, fjæset fuldt af fregner, noget tøj som trodser enhver ordentlig norm for påklædning, lige så meget drenget som piget. Men hun er en vinder - på trods af alt.

Og Pipis opfinder, Astrid Lindgren. Hun vokse op på præstegården Näs i Vimmerby i Småland, der blev forpagtet af hendes forældre. Havde en storebror og to lillesøstre. En paradisisk lykkelig barndom uden voksenovervågning.
   Som voksen blev hun uddannet til sekretær og boede i Stockholm - resten af sit liv. Hun var produktiv ud over alle grænser (jfr. Poul Martinsen). Og jo mønsterbryder.
   Traumatiske oplevelser? Ja, ikke som barn hvor idyllen herskede - i hvert fald i erindringen. Men det at forlade barndommens land - i skam og i trods, har åbnet fantasiens og kreativitetens  mentale stavblender, antager jeg. Wikipedia fortæller:

Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans fostermor var blevet syg.

Bemærk at hun bliver journalist ligesom Poul Martinsen. Og forlader sit miljø - og sit miljøs dialekt!!!! Og oplever de svenske myndigheder som nogen der har allieret sig imod hende for at spærre hende inde i forpligtelser og sociale bindinger.

En meget stor del af hendes fantasiunivers, som hun udfolder i sine bøger, handler om det tabte barndomsland, som hun idealiserer og i symbolsk form længes tilbage til (igen jfr. Poul Martinsen). Wikipedia fortæller:

Da Lindgren debuterede som forfatter, var hun inde i en periode med sygdom, ængstelse og bekymring for familien. Særligt efteråret 1944 havde været meget krævende, og hun var spontant begyndt at skrive med stor glæde. Skriveriet blev en flugt fra virkeligheden og en terapi, når bekymringerne satte ind, og hun kom styrket ud. Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle sorger. (...)
   Ifølge Jo Tenfjord lo Lindgren altid af dem, der ville psykologisere hendes bøger. Hvis nogen var prætentiøse på hendes vegne og stillede spørgsmål, som hun syntes var uvæsentlige, kunne hun pludselig spørge på smålandsk dialekt: Hvor meget koster en almindelig brun hest?" 

Ja, smålands dialekt! Det med barndomssproget der er fortrængt eller undertrykt til fordel for et andet og voksent, her stockhomsk. Den dobbelte personlighed, savnet af og symbolet på barndommense land, udtryk ved den dialekt som er ens modersmål. Havde hun været filminstruktør, var hun straks blevet udnævnt til auteur.

Astrid Lindgren begyndte først at skrive da hun var 40 år.
   Jeg får en association til Karen Blixen, som nødtvunget måtte forlade Afrika, havde mistet sin elskede Denys Finch Hatton, og som kom hjem til Danmark fuld af savn og med en følelse af at være spærret inde. Så tog fantasien over, som en overlevelsesstrategi - og blev stor fortællekunst. Og så begyndte hun at skrive om det tabte land da hun var omkring 50.
   Karen Blixen-museets hjemmeside skriver:

Mange år senere - i fortællingen "Gensyn" fra 1961 - lader Karen Blixen direktøren for et marionetteater, Pipistrello, sige til Lord Byron: "Vist er det en stor lykke at kunne forvandle de ting, der hænder en, til historier. Det er måske den eneste fuldkomne lykke, et menneske kan finde i livet. Men på samme tid, uforklarligt for de uindviede, et tab, endogså en forbandelse." 

 Hendes far begik i øvrigt selvmord da hun var 10 år gammel.