Bettina Heltberg - "Sort og hvidt" - om intuitiv kunstner versus analytisk kritiker

Betina Heltberg har i Politikens Kultursektions s. 2 i dag, en klumme der tager afsæt i den litterære fejde mellem forfatteren Ib Michael og litteraturkritikeren Lars Buchdal. Med afsæt i den filosoferer hun: "Er man kritiker eller kunstner? Når mere end halvdelen af livet er gået, så ved man det måske." Og hun fortsætter ind på "min boldgade" med en serie af metaforer:

Der er én hemmelighed ved at være kunstner, og den er lige så banal som den er uomgængelig: Man skal ned på bunden og vende. Man skal sejle ad natsort hav, man skal frygte og gyse, og der er stor risiko for at man aldrig komme op igen. Så hvis man ønsker  et behageligt liv, må man hellere opgive tanken om at blive kunstner - balletdanser, operasanger, forfatter, komponist, maler, you name it.

Det der har inspireret hende, er at filmen 'Phantom of the Opera' blev vist i tv . Hun beskriver handlingen og slutter med at forlænge metaforen fra indledningen og sammenfatter filmens og teaterstykkets drivende grundkonflikt:

Det er den entydige, uendelig historie om sort og hvidt - om nattens mørke, magiske musik og dagens lys ... ja, dagens daglighed uden sort kunst og magi. (/) Når man får en idé, ser man den bekræftet overalt.

Bettina Heltberg kommer med et par yderlige eksempler på denne kreative polaritet - fra henholdsvis tennispilleren André Agassis erindringsbog 'Open' om hans liv som tennisspiller, og fra spillefilmen "The Swan' instrueret af Aronofsky, hvis kvindelige hovedrolleindehaver vandt en Oscar. Og med afsæt i en beskrivelse af den, slutter hun sin klumme:

Det er en syret drøm, som stadig handler om en banalitet, det banale modsætningsforhold mellem sort og hvidt og had og kærlighed. Kunstnere hader det, de gør, men kan ikke lade være når de først har været på bunden. Kritikere elsker derimod deres selvbehagelige metier, hengiver sig til  normaliteten, mens de teoretisk ommøblerer og destruerer kunstnernes verden. Og hvad er konklusionen? Ved det ikke.

To polære sider af kunstnerpsykologien - dag og nat, ying og yang - blended i én kreativ personlighed! Under skrig og skrål - fordi det gør mentalt ondt at lade modsætningerne komme til udtryk sammen - i samme værk. Det er i virkeligheden den ide Bettina Heltberg ikke kan få ud af hovedet. Men hvofor skal hun understrege "banaliteten" hele tiden?

Jeg kan ikke lade være med både at identificere mig med Bettina - og at føle mig ramt. Jeg genkender jo i den grad hendes udsagn: "Når man får en ide, ser man den bekræftet overalt". Præcis sådan har jeg det med en række centrale begreber og teorier om kreativ tænkning, kreativt sprog og kreativitetens psykologi - abstrakte ideer som jeg gang på gang bruger analytisk i forhold til alle mulige personligheder  som jeg lærer at kende gennem aviser, radio og tv. Det er vel i sidste instans det der driver denne blog: at få bekræftet en række ideer som jeg har mentalt og delvis ubevidst har nulret med i mange år.
   Bettina vidste ikke hvad hun skulle konkludere. Jeg tror det er fordi hun har indført smagsdommersynspunktet: "banal". Smagsdommerrollen klæber tilsyneladende - ubevidst?
  Min egen konklusion?  - Det er noget jeg selv bliver klogere af: den analytiske virksomhed.

Jeg er ikke offentlig kritiker eller anmelder. Den offentlige (smags)dommerrolle som det indebærer, har jeg det rigtig dårligt med. Det er simpelt hen en mental frame som jeg ikke kan se mig selv i. Når jeg et par gange har prøvet at påtage mig opgaven og rollen, har jeg følt mig næsten fysisk utilpas. Derfor siger Bettinas udsagn om "banalitet" mig ikke noget.
   Jeg bestræber mig på at komme fra den analytiske piedestal "ned" i udsigtshøjde med de kreative personligheder jeg har skrevet om. Og for "dernede" i et vist omfang at kunne følge deres dramatiske og hjerteskærende intuitive "bundvendinger", inddrager jeg mig selv gennem de erindringsbilleder som  associationer, analogier og metaforer giver mig adgang til under blog-skriveriet.

Den ordblinde guldsmed - på finansloven: Torben Hardenberg

I bogen "Inspiration og kreativitet" er der også et interview-(selv)portræt af guldsmeden Torben Hardenberg, som jeg ikke kendte noget til. Navnet har jeg måske stødt på i aviserne, men da smykker ikke er noget der har interesseret mig, så har jeg heller ikke fæstnet mig ved ham og hvad han laver.

   Han fortæller at han er på finansloven, så han må være god.

Det der fænger mig ved selvportrættet, er hans oplevelser og erfaringer som barn og ung. Han er enebarn og ordblind, så alvorligt, at han stadig ikke kan læse som 60-årig. Han fortæller at han var et ønskebarn, og at han derfor slet ikke forstod hvorfor man i skolen og i relationerne uden for hjemmet ikke også så på ham med begejstring.

For mig er det drømmende barn grundlaget for det hele. Jeg forstod ikke, at verden derude, som var skolen og danseskolen, vendte ryggen til mig, når jeg kom. Jeg var jo stjerne! Det vidste jeg, for den tro havde jeg fået med hjemmefra. Der var mange ting jeg ikke kunne, men mine forældre gav mig en tro på, at jeg var en kongesøn. Når jeg havde bygget et kongeslot af byggeklodser på det enorme spisebord, fik det lov til at blive stående i tre dage.

Moderen var bekymret og sagde til ham: "Hvad skal der dog blive af dig. Du kan jo ikke en gang blive gadefejer, for du kan ikke læse vejskiltene. Vinduespudser kan du heller ikke blive, for du kan ikke læse dørskiltene. " Hun sagde at han nok endte på Himmelekspressen hvis han ikke tog sig sammen i skolen. Torben Hardenberg fortæller:

Du kan ikke en gang blive gadefejer! gik hen og blev det mest spændende mantra, jeg har fået i mit liv. Men selvfølgelig skabte det også en angst i mig, og den har jeg fortsat omkring økonomi. Nu ender jeg aldrig på Himmelekspressen, for ved et trylleslag er jeg kommet på finansloven, så nu er min husleje sikret. Og jeg sidder her i mit private skatkammer af barokmøbler.

Faderen læste en masse historier og eventyr op for ham, da han jo ikke selv kunne læse. Og tog ham med på en masse museumsbesøg. Stof for fantasier. Da han blev ældre, var hans yndlingshistorie Karen Blixens "Det drømmende barn", fortæller han.

   Han drømte selv om at blive guldsmed, men blev fem gange fyret fra sine lærepladser. Gennem faderens forbindelser endte han med at få læreplads hos en guldsmed hvor han og mester holdt hinanden ud lærtiden ud. Men hans mester sagde til ham da han var udlært, at han var "den frygteligste lærling" han "nogensinde havde haft". Torben Hardenbergs forklaring:

For jeg levede ikke op til hans behov for effektivitet og målrettehed. Han så mig ikke som det jeg i virkeligheden var: en spirende kunstner, der legede sig til resultaterne. 

Og senere sammenfatter han:

Ifølge Karen Blixen, skal du jo tackle de minusser, der er i dit liv, med et: Hvis fanden griner til dig, skal du vende dig om og grine tilbage. Dét er inspiration.

Torben Hardenberg er en kunstner der er utroligt ambitiøs med sit arbejde, og som stimuleres ved at møde modstand, men som samtidig hele tiden - umætteligt - angler efter anerkendelse. Og derfor er utroligt glad når han får den, fx. i form af et ridderkors.

   Han fortæller om sit forhold til det der er "negativt":

Jeg bliver også inspireret af det der er negativt. Af folk, som jeg ikke synes gør tingene helt, som jeg forventer. Af det godes kamp mod det onde. Derfor føler jeg mig måske også indimellem draget af negative oplevelser, for eksempel ved at tilbringe tid med folk, jeg synes er for omstændeligt, eller for lidt generøse, for der lærer jeg rigtig meget og bliver inspireret til at gøre tingene bedre - til at yde mit bedste. De negative personer i mit venne-galleri inspirerer mig også. Jeg bruger dem som stemmegafler, for at kunne ramme de toner jeg skal spille.

Igen en flot metafor fører til skift af frame og optik: negative venner som "stemmegafler".

Hvor kobler jeg til mine forskellige indgange til kreativitet? - Orblindhed er en kreativ restriktion, negative forventninger er en kreativ restriktion. Begge dele udfordrer ham til at fantasere og drømme - og se sig selv, sit liv og sin udvikling inden for rammerne af en eventyrverden, og sig selv som eventyrernes forklædte kongesøn.

   Der er en lang række ligheder med Poul Martinsen, der også som barn var en drømmer, og som også ser sit liv som et eventyr og gang på gang understreger sit eventyrlige held. Også han anglede efter anerkendelse, men blev også stimuleret af omgivelsernes modstand (hans chef gennem 20 år: Verner Svendsen, Radiorådet domineret af Erhard Jacobsen). Også han tiltrækkes og stimuleres af det negative: ondskab, kriminalitet. Også han havde et meget stærkt behov for økonomisk sikkerhed.

   Poul Martinsen kom dog aldrig på finansloven, hvad han bestemt kunne have fortjent.

Personligt genkender jeg oplevelsen af at være ordblind (om end slet ikke så alvorligt som vores guldsmed her), og oplevelsen af et stærkt fantasiliv stimuleret af historier i bøger og museumsbesøg. Og som barn producerede jeg faktisk fascinerende og fantasifulde emaljesmykker som jeg gav bort i julegave til kvindelige medlemmer af familien - kommer jeg pludselig i tanker om!

"Den sorte boks" - og Kim Larsen som ikke vil åbne sin...

I SøndagsPolitiken 10. maj, et interview med Kim Larsen, interviewer Erik Jensen. Erik Jensen fisker efter en frame: Den folkelige og populære Kim Larsen, er han i virkeligheden ikke selv kunstner, samtidig med at han tager afstand til den snævre kunstmusik som jazz? Kim Larsen:

"Jeg vil ikke sidde her og være kunsthader. og det er ikke for at krukke. Men for mig er forskellen på en kunstner og en popper, at kunstneren åbner sin sorte boks for folk. Det allerinderste. Han vil gerne have et publikum, men han vil lave sine ting, uanset om det er der eller ej. Mens popperen gerne vil ud og spille for et publikum og have gang i den. Han vil aldrig åbne for sin sorte boks. Ikke for sit publikum i hver fald. Det har jeg aldrig gjort i en sang eller på scenen.
   Nu har du så chansen for at fortælle, hvad der er i den sorte boks?
   "Det fortæller jeg kun til min dame. Jeg tænker nogle gange, at det her skal ingen have at vide. Der gør nogle kunstnere. En af mine favoritter, van Gogh, gjorde det jo meget direkte hele tiden. Han var ligesom uden opsyn. Men jeg vil ikke have at folk skal se ind i mit inderste hjertekammer, så jeg omskriver det. Med poesi eller humor."

For Kim Larsen er det åbenbart væsentligt at hæge om - skjule - den kreative stavblender som rent faktisk omsætter "noget" i "den sorte boks" til hans populære sange. Og som jo præcis er det som de kunstnere gør som  han lægger afstand til.
   Hans kamuflagearbejde - og dermed blendingoperationer - er blot en tand mere effektivt end de kunstneres som åbenlyst trækker på de oplevelser som er lagret i deres "sorte boks".
   Rene paradoksformuleringer. Men hans formuleringer om at kunstnere ikke tænker på deres publikum, og at det er "poppet" at gøre det som han gør, er værd at forfølge.

Hvad er kreativitet? - definitionernes fællesnævner!

Kreativitet er et ord der refererer til et begreb der sammenfatter en bred vifte af fænomener der har med udvikling, fornyelse, skabelse at gøre.

   I definitionen indgår ofte at det er en "evne" - altså en egenskab ved en person som udtrykker at han hun besidder en særlig kompetence:

• "Kreativitet er evnen til nyskabelse, iderigdom."
• "Kreativitet er evnen til at gøre ideer til virkelighed, til at kombinere eksisterende viden på en ny måde."
• "At tænke kreativt vil sige at kunne skabe nye sammenhænge ud fra det som er kendt"
• "...en persons evne til (...) at gennemføre synlig fornyelse inden for et givent videns- og praksisdomæne."
• "Kreativitet er evnen til at løse et problem, der først kan defineres når det er løst."
• "... en egenskab der muliggør at vi kan tænke ud over det vante (...) at vi kan udvikle og anvende ny viden, set tingene på en anden måde, eller omfortolke vores oplevelser af dagligdags hændelser"
• "Det er individets evne til at danne en original ændring i perception, en ændring i perspektiv, at se en problemstilling ud fra en ny og overraskende synsvinkel."
• "Den kreative handling består i at kombinere hidtil ikke relaterede struktur på en sådan måde at man får mere ud af det samlede resultat end man har bidraget."
• "Evnen til konstruktivt og produktivt at kombinere elementer - dvs. handinger, begreber, ideer, tanker - der logisk eller konventionelt ikke hænger sammen eller har noget med hinanden at gøre."
• "Evnene til at tænke nyt og originalt i forhold til velkendte problemer - med et konstruktivt, dvs. værdifuldt resultat."
• "Evnen til at se nyt i det velkendte."
• "Evnen til at tænke ved hjælp af billeder, ligheder og kontraster, rytmer, associationer, metaforer, analogier, lignelser."
• "Evnen til at forestille sig og mentalt forbinde hinanden fjernstående elementer og til at kategorisere på kryds og tværs af konventionelle grænser og definitioner"

Er der noget fælles i disse defintioner som er høstet rundt omkring i bøger og på nettet?

   Der er det grænseoverskridende, der er noget med at kunne se noget for sig som ikke findes - fantasi, og at "tænke" i billeder, der er noget med nyt og originalt i modsætning til velkendt og traditionelt.

   Andre taler om en "kreativ sans". Det må jo så være en 6. sans, intutionen, en sans der rækker indad hvor de andre vender ud mod omverdenen. Walt Disney sagde: "If you can´t dream it, you can´t do it".

   Når man siger om en person at han er kreativ, så mener man at vedkommende er god til at få ideer, at han er opfindsom, har fantasi, kan male og tegne, eller skrive digte, eller improvisere musik; at han er produktiv og skaber nyt inden for de områder han udfolder sig inden for. Men man kan også være en "kreativ forretningsmand", "en kreativ fodboldspiller". Og hvad med "kreativ bogføring".

   Kreativitet er ikke noget entydigt godt, og det haves og udøves også af forbrydere, og på trods af lov og moral: Peter Brixtofte, Kurt Thorsen, Stein Bagger, Klaus Riskær Pedersen. 

Det er altså klart forkert at begrænse kreativitet til noget der har med kunstnerisk udfoldelse at gøre. Men kunstnere synes at have en særlig nem adgang til "det kreative", eller måsk er det for dem sådan at de bliver særligt frustrede og følser sig "syge" når de ikke har mulighed for at udøve og skabe, og at for dem er udøvelse af kreativitet ikke kun en evne og en mulighed, men et behov - en lyst - en drift.