"Selv et lille barn kan afslører et falsk smil"

Når jeg har fokus på hjerneforskningen og dens resultaters betydning for at man kan forstå hvad kreativitet er for noget og hvordan det fungerer, så er det guf at støde på artikler om hjerneforskning med ovenstående rubrik, i SøndagsPolitikens Videns-sektion den 16. maj.

Indholdet i artiklen fortæller at børn i en meget tidlig alder kan skelne mellem smil der er udtryk for en ægte følelse af glæde, kærlighed, venlighed på den ene side,  og på den anden: smil der er påtaget, begrundet i ønske om social accept fra andre. Denne skelnen viser sig ved at forsøgsbørnene reagerer forskelligt på billeder med mennesker med ægte smil, og billeder med mennesker der smiler anstrengt og påtaget.

Et ægte smil er i følge artiklen, det smil det glade menneske møder sin kæreste, sit barn eller sin hund med. Det falske smil er det man bruger når man skal sige tak for en gave, man i virkeligheden ikke er særlig glad for. Juleaften må være fyldt med falske smil, som alle mærker, og som alle ved de skal se bort fra.

Det som fanger mig, er oplysningen om at de to slags smil styres af to forskellige dele af hjernen, der ikke har noget med hinanden at gøre ellers. Og det styrer så også at de to slags mimiske udtryk rent faktisk er forskellige, og af det "opmærksomme" barn kan aflæses som hhv. ægte og falsk. Primært kommer forskellen til udtryk i musklerne omkring øjnene, som stort set ikke aktiveres af det påtagede smil. Det falske smil udføres med information fra den bevidste del af hjernen, som får musklerne i kinderne til at trække sig sammen og bevæge mundvigene opad.

   Det viser sig i øvrigt at billeder af folk med ægte smil som vi i øvrigt ikke kender noget til, generelt inviterer modtagerne til at føle større sympati end når de er modtager af billeder med folk der afgiver falske smil.

Hvad har det egentlig med kreativitet at gør?

   Jeg spekulerer på om ikke det er det der adskiller den gode skuespiller fra den mindre gode, og om det er det der karakteriserer det der kaldes "method acting": at det er muligt for disse skuespillere at have et bevidst og aktivt styrende forhold også til det hjernecenter som ellers regulerer de ægte smil automatisk og ubevidst når følelserne bare er til stede.

   Hvad siger Wikipedia:

Method acting is a phrase that loosely refers to a family of techniques by which actors try to create in themselves the thoughts and emotions of their characters in an effort to develop lifelike performances. It can be contrasted with more classical forms of acting, in which actors simulate thoughts and emotions through external means, such as vocal intonation or facial expression. Though not all Method actors use the same approach, the "method" in Method acting usually refers to the practice, advocated by Lee Strasberg, by which actors draw upon their own emotions and memories in their portrayals, aided by a set of exercises and practices including sense memory and affective memory. Method actors are often characterized as immersing themselves in their characters to the extent that they continue to portray them even offstage or off-camera for the duration of a project. However, this is a popular misconception. While some actors have employed this approach, it is generally not taught as part of the Method. Method acting has been described as "revolutionizing American theater." While classical acting instruction "had focused on developing external talents," the Method was "the first systematized training that also developed internal abilities (sensory, psychological, emotional) .

Forfølger jeg sporet her i teksten fra linket "affectiv memory", så får jeg et yderligere "kick" i min tænkning om kreativitet og den (særligt) kreative personlighed, men herom en anden gang.

   Men i min erindring dukker også op oplevelsen af Poul Trier Pedersens selvopfundne tv-genre "spontanspil" som jeg var "hjælpeinstruktør" på i 10-året omkring 1980, en seriøs reality-genre hvor fidusen var en iscenesættelses-teknik der tilsyneladende aktiverede autentisk sprog og rolleadfærd og de dertil knyttede følelser og fornemmelser hos "spillerne" (som ikke var uddannede og professionelle skuespillere, men almindelige mennesker der havde erfaring fra virkeligheden med de roller de spontant skulle gen-aktivere i spillene.