Kunst på hjernen - i anledning af en tv-udsendelse

Jeg har i al den tid jeg har skrevet på denne blok, interesseret mig for sammenhængen mellem kunst, kunstudøvelse og æstetik på den ene side, og så på den anden den moderne neurovidenskab - og de opdagelser og indsigter den har givet til specielt de mere kreative sider af de menneskelige aktiviteter.    Derfor spidsede jeg også øjne og ører da DR K i onsdags og med genudsendelse torsdag sendte et timelangt tv-program der prøvede at besvare titlens retorisk spørgsmål:

KAN KUNST MÅLES?

Som trofaste læsere af denne blog vil vide, er svaret ja. Og det var også udsendelsens svar - selvfølgelig. 
   Udsendelsen var tilrettelagt af Thomas Holmby Hansen og Lone Krüger Bodholdt. På DR´s hjemmeside er der ikke angivet nogen "udløbstid", så den kan indtil videre ses ved at følge dette link

http://www.dr.dk/tv/se/kan-kunst-males/kan-kunst-males/

Form- og fortællemæssigt var udsendelsen meget traditionelt fortalt, en montage af flere historier og dermed interviewpersoner (eksperter, forskere) som man klippede frem og tilbage imellem.
   Den overordnede "motor" var en historie om at et konsulentfirma skulle måle hjernereaktionerne hos besøgende i auktionsfirmaet Brun Rasmussen mens de kigge på en række forskellige specielt udvalgte malerier - malet i mange forskelige stilarter, genrer og periode - og af meget vekslende vurderings- og salgsværdi. Og så ville man finde ud af om der var nogen sammenhæng mellem hvordan hjernen reagerede hos de forskellige tilskuere ved synet af de forskellige billeder, og hvordan de ville prissætte billederne når de blev spurgt. Det sammenholdt man så med den professionelle vurdering, og forsøgte at forklare hvad der kunne begrunde forskellen mellem den subjektive værdisætning og den professionelle vurdering.

I løbet af udsendelsen blev en række danske og udenlandske forskere interviewet om deres forskning og perspektiverne i den, man oplevede dem i aktion hvor de scannede hjerner hos udøvende kunstnere eller publikummer der oplevede kunst i en eller anden form. Og vi så forskellige kurver der afspejlede hvad hjerneskanningerne viste med hensyn til neuron-aktivitet forskellige steder i hjernen. 

   Det var godt, oplysende og interessant tv der dokumenterede et hjørne af forskning i front - tværfaglige multidisciplinær forskning der kombinerer humanistiske fagområder mede neurovidenskab.

Jeg skal ikke her genfortælle hele programmet, mange af de forhold som det beskrev kan læses i forskellige indlæg her på bloggen. Men jeg vil sætte lidt fokus på nogle af de forskere som medvirkede i udsendelsen - dem vil vi høre mere fra de kommende år:

En af de centrale medvirkende var hjerneforsker og jazzmusiker Peter Vuust hvis forskning jeg tidligere har skrevet et indlæg om. Læs det her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/peter-vust-en-blended-kreativ.html

Peter Vuust er en blended personlighed - med mange talenter der kræver brug af mange dele af hans hjerne i forskellige former for samarbejde - og i hvert fald både højre og venstre hjernehalvdel:

Peter Vuust er jazzmusiker, komponist og producer, samtidig med at han også er hjerneforsker. Han har lige afsluttet sin Ph.D. i hjerneforskning og har tillige en kandidatgrad i matematik, musik og fransk. Peter Vuust har som speciale at forske i musikkens indflydelse på vores hjerner. Derudover er han docent ved Det Jyske Musikkonservatoriums rytmiske afdeling, hvor han har undervist i bas, musikteori, hørelære og sammenspil.

Han bliver i tidsskriftet Basunen interviewet - ikke så meget om sin forskning, men om hvordan han holder sammen på det hele og kan nå og overkomme det hele - når hans talenter og interesser stritter i så forskellige retninger.
   Det handler om planlægning, disciplin, koncentration, forklarer han:

Men hvordan når man alt det inden man fylder 45?

   ”Det når man på baggrund af to ting. Den ene ting er, at man skal være god til at organisere sin tid. Den anden ting, der er vigtigt, er at man gør de ting man er i gang med færdig. Det vil sige at man får afsluttet sine projekter. Og hvis man er god til at organisere sin tid, og deler det op i flere delprojekter, som man hele tiden får afsluttet, så kan man nå flere ting end man tror.”

   Peter Vuust laver halvårs planer, hvor han skriver sine forskellige målsætninger op, og ved jul og sommerferie går han dem så igennem og ser hvad han har nået. Han mener selv at han er blevet mere realistisk med årene, hvor han i starten slet ikke kunne nå alt det han gerne ville. Eksempelvis øver han nu hver dag mellem 6.30 og 7.10 mens familien stadig sover. Dette er en forudsætning for at hans dag kan fungere. Så er det af vejen, og han kan koncentrere sig om resten af dagens gøremål. Som Peter Vuust udtaler: ”plan your work, and work your plan”. 

Et af de markante resultater som hans forskning viste, var at det at udøve og lytte til jazzmusik var den musikgenre som udløste størst aktivitet i hjerne på alle de parametre man målte på ved skanninger.
   Et andet resultat som jeg i øvrigt har nævnt tidligere på bloggen, var at mens uerfarne lyttere kun bruger højre hjernehalvdel til at "processerer" musikindtryk, så vil den samme musik aktiverer både centrer i højre og venstre hjernehalvdel hos professionelle musikere (og venstre hjernehalvdel troede man kun tog sig af sprogopfattelse og -udøvelse)

En anden af de medvirkende i tv-udsendelsen "Kan kunst måles?" hed Uri Hasson. Han forsker i om og hvordan filmfortællingens teknik og æstetik påvirker hjernen hos et stor antal seere. Reagerer alle tilskuer-hjernerne nogenlunde ens på den samme filmsekvens, eller er reaktionerne meget forskellige fra individ til individ? Altså hvor hårdt styret og kontrolleret er effekten på dem der ser filmen gennem den dramaturgisk konstruktion som filmens instruktør har anvendt? 

   Det berører et spørgsmål som den såkaldte 'receptionsforskning' har været optaget af i mange år uden i virkeligheden at kunne give noget klart svar: Oplever og føler modtagerne stort set det samme når de ser den samme film eller læser den samme bog, eller er det det enkelte individ som mere eller mindre frit tilskriver subjektive oplevelser og forståelser af det de ser og hører?

   

Uri Hasson med kolleger har parallelt til min opfindelse af forskningsområdet 'neurojournalistik', fundet på betegnelsen 'neurocinematic studies' til det forskningområde han og nogle kolleger er gået i gang med.

   Her er det engelske resume af artiklen "Neurocinematics: The Neuroscience of Film":

Abstract: This article describes a new method for assessing the effect of a given film on viewers’ brain activity. Brain activity was measured using functionalmagnetic resonance imaging (fMRI) during free viewing of films, and inter-subject correlation analysis (ISC) was used to assess similarities in the spatiotemporal responses across viewers’ brains during movie watching. Our results demonstrate that some films can exert considerable control over brain activity and eye movements. However, this was not the case for all types of motion picture sequences, and the level of control over viewers’ brain activity differed as a function of movie content, editing, and directing style. We proposet hat ISC may be useful to film studies by providing a quantitative neuroscientific assessment of the impact of different styles of filmmaking on viewers’ brains, and a valuable method for the film industry to better assess its products. Finally, we suggest that this method brings together two separate and largely unrelated disciplines, cognitive neuroscience and film studies, and may open the way for a new interdisciplinary field of “neurocinematic” studies.

file:///C:/Users/Peter/Desktop/Hasson-etal_NeuroCinematics2008.pdf

Det Uri Hasson og kolleger har fundet ud af, er blandt andet at den skelnen man inden for filmvidenskaben traditionelt har foretaget mellem 'lukkede film' (fx Hitchcock) og 'åbne film' (fx Goddard eller Tarkovskij), at den afspejler sig i hjerneaktiviteterne sådan at forskellige seeres hjerner følger samme aktivitetsmønstre - altså reagerer synkront over tid når det er Hitchcock de ser, mens der er større variation og forskelle i udsving og mønstre når filmen er mere tvetydig og mindre dramaturgisk indrettet på at skabe spænding. I det sidste tilfælde er der altså større forskel i udsving fra hjerne til hjerne når de følger filmen.

   Hitchcock-filmsekvensen i forsøgene aktiverer også relativt meget store dele af hjernen (65%), mens sekvenser fra andre film og tv-serier aktiverer procentvis mindre dele af hjernen. Og en ikke fortællende tv-optagelse uden plot og handling - 'segment of reality' - aktiverer mindst:

Man kan sige at her er der en slags objektivt bevis på at 'Hollywood-dramaturgien' - også sommetider kaldet 'den lineære dramaturgi' - rent faktisk gør det den skal: styrer og kontrollerer publikums hjerner så de undervejs føler sig fanget og opslugt af oplevelsen - og til sidst sidder tilbage med stort set samme følelse af forløsning. Det står i modsætning den såkaldte 'cirkulære dramaturgi' der spiller på og udnytter muligheden for filmisk og visuel flertydighed, og typisk har et svagt plot og med en slutning er åben for fortolkning; film der trækker på den dramaturgi giver i højre grad forskellige seere forskellige oplevelser både undervejs og bagefter, viser skanningerne.

En tredje medvirkende i "Kan kunst måles?" var Morten Kringelbach som har skrevet bøger der kobler forskellige aktiviteter sammen med hjernens belønningsystem, for eksempel oplevelsen af kunst.
   En titel på en af de nyere bøger han er medforfatter til, siger meget: "The Pleasure Center: Trust Your Animal Instincts", en bog der får følgende beskrivelse på Amazon.co.uk:

Many people believe that pleasure and desire are obstacles to reasonable and intelligent behavior. In The Pleasure Center, Morten Kringelbach reveals that what we desire, what pleases us—in fact, our most basic, animalistic tendencies—are actually very important sources of information. They motivate us for a good reason. And understanding that reason, taking that reason into account, and harnessing and directing that reason, can make us much more rational and effective people. In exploring the many facets of pleasure, desire and emotion, Kringelbach takes us through the whole spectrum of human experience, such as how emotion fuels our interest in things, allowing us to pay attention and learn. He investigates the reward systems of the brain and sheds light on some of the most interesting new discoveries about pleasure and desire. Kringelbach concludes that if we understand and accept how pleasure and desire arise in the complex interaction between the brain's activity and our own experiences, we can discover what helps us enjoy life, enabling us to make better decisions and, ultimately, lead happier lives.

Morten Kringelbach har også skrevet om "The Neural Basis of Reading" som er titlen på en af de andre bøger på engelsk han er medforfatter af.

   Det var med afsæt i den at han blev interviewet i udsendelsen her, og pointen var - ikke overraskende - at når folk læser litteratur og har fornøjelse ved det, så er der fordi læsningen udløser dopamin i hjernens frontallapper hvor belønningsystemet findes, altså de oplever en slags "readers high".

En yngre forsker, Mikkel Vallentin, undersøgte om der var forskel i hjernens reaktion når de læste henholdsvis faktive og fiktive tekster - og på forhånd vidste om en give tekst var det ene eller det andet. Det interesserer mig særligt fordi jeg har jævnligt har skrevet om "faktion" - blandingen af fakta og fiktion i medierne.

    Og forskel det var der - ikke helt overraskende: De dele af hjernen som giver udslag når der aktiveres følelser (amygdala, hypthalamus), gav større udslag når det var faktive end når det var fiktive tekster forsøgspersonen læste, hvilket betyder at en del af hjernen (den forreste del af frontallappen) udsender impulser der dæmper de emotionelle udslag aktiveret af læsningen når forsøgspersonen ved at teksten er fiktiv - altså opdigtet og derfor mindre "farlig".

Endelig var der et interview med en mand hvis forskning jeg også har refereret til tidligere her på bloggen, Semir Zeki.

   I udsendelsen udpegede han på en model af hjernen det bestemte sted hvor "skønhedsoplevelsen" har sæde, og det han mente var at når folk oplever noget som smukt, så øges aktiviteten kraftigt i den del af hjernen, og det er - igen efterhånden ikke overraskende - i den nederste del af frontallapperne, der hvor belønningssystemet sidder.

   Læs mere om skønhedsoplevelser og hjerneaktivitet i dette tidligere indlæg her på bloggen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/06/min-stetiske-hjerne-om-at-blive.html

Semir Zeki er en af det helt tunge drenge inden for fag- og forskningsområdet "neuroæstetik" og han har selvføgelig også en blog som han jævnligt skriver små indlæg på:

http://profzeki.blogspot.dk/

Bloggen har titlen "Prof Zeki´s Musings" - og 'musing' betyder noget i retning af 'funderinger'. Sådan introduceres den:

PROF ZEKI'S MUSINGS

SINCE 1970 ZEKI HAS BEEN BASED AT UNIVERSITY COLLEGE, BEING APPOINTED THE PROFESSOR OF NEUROBIOLOGY IN 1981 AND MOST RECENTLY, PROFESSOR OF NEUROESTHETICS . HERE HE DETAILS HIS THEORIES ON THE INTIMATE CONNECTIONS BETWEEN THE BRAIN, THE MIND AND EXPERIENCE

Akvarelmaleriets mysterier (21) - flere Burmadrømmerier - og en maleblokering

Selv om mange af bøgerne der introducerer til akvarelmaleriets teknikker, handler om at male blomster og planter som bærende motiv, så har jeg ikke selv turdet kaste mig ud i det. Det er for svært, forekommer det mig. 

   Og det er ikke blevet lettere efter at jeg lige nåede at komme op på Ordrupgaard og se udstillingen med Anna Sybergs  akvareller - hovedsagelig med blomster som motiv. 

   Spændende og tankevækkende, men uha hvor hun er god. Det var også spændende at læse den bog som blev udgivet i anledning af udstillingen - af Line Funder og Sys Hindsbo:

Anna Syberg er en af de få kvindelige malere der omkring århundreskiftet tilkæmpede sig en en vigtig plads i kunsthistorien som pioner og frontløber - men typisk først fik alvorlig anerkendelse af kolleger og de kunstkloge efter sin død.
   Jeg har tidligere skrevet et kort indlæg om hendes mand Fritz Syberg, primært med afsæt i nogle oplysninger om en traumatiseret barndom - med ekstrem fattigdom, tidligt fadertab og en mor som sammen med halvsøsteren endte på fattiggården, mens han selv var arbejdsdreng.
 
Vel nærmest en ren H.C.Andersen-barndom - gange 2:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/fritz-syberg-hans-barndomstraumer-og.html

Fritz Syberg er også bl.a. akvarelmaler, en af de store landskabsmalere i nyere dansk kunsthistorie  Og højt anerkendt ved sin død i 1939. På det tidspunkt som den højst betalte maler i Danmark, ifølge dansk Wikipedia.
    Og en læsning af introduktionskapitlet i Erlend Porsmoses bog om hans liv og værk: "Fritz Syberg - kunsten, naturen, kærligheden", gør at jeg beslutter at de to skal have særbehandling i et senere blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier.

Denne gang handler det derfor primært om mine egne akvareller - i fortsættelse af dem jeg har vist og skrevet om i dette tidligere indlæg: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/04/akvarelmaleriets-mysterier-18-burma.html

Det kunne være en god ide at læse det indlæg inden du går videre. 

   Her skriver jeg bla. a. med afsæt i de fire første akvareller jeg malede med motiver fra den rejse til Burma jeg foretog samme med fruen og "moster" for tre kvart år siden:

Jeg var faktisk ret tilfreds med dem. I modsætning til høsten fra mit ophold på Kreta hvor kun et fandt nåde for mit kritiske blik bagefter. Og det var med et foto på nettet som "forbillede" - ikke et af mine egne fotografier fra byen.

   

Mest problematisk var det sidste i serien - bl.a. fordi den smukke kvinde heller ikke var en jeg selv havde tage fotos af på rejsen, og fordi det jeg ville vise, var den "sminke" af okkerfarvet pasta som mange af de burmesiske kvinder havde dekoreret deres ansigter med. 

   Og det mislykkedes totalt. Men alligevel endte maleriet med at blive ikke helt tosset, synes jeg. Jeg har ingen forklaring, bortset fra at jeg - som Kipling - tiltrækkes af disse eksotiske ansigter med skæve øjne, knaldsort hår og olivengylden hud. 

Men det er så en af de nye mål jeg har sat mig mht. til Burma-akvarellerne:

   Jeg vil vise det som når alt kommer til alt var det der gjorde størst indtryk på turen: de smukke og frie burmesiske kvinder som vi mødte mange gange, både som arbejdere i forskellige værksteder, og som sælgere af frugt og grønt, og af smykker og andre former for kunsthåndværk. 

   Og dem havde jeg faktisk taget en del fotos  af - i håb om at nogle af dem kunne bruges som "referencebilleder" (et nyt ord jeg har lært fra akvarellitteraturen - for fotos som man bruger som "forbilleder" for sine egne malede akvareller).

Langt de fleste akvarelmalerier jeg har set, har været med landskabs-, by- og naturmotiver, fx også Olav Rudes som jeg skrev om i ovennævnte indlæg. Og de akvareller jeg producerede på kurserne med Bardur Jakupsson var også landskabs- og bybilleder hvor mennesker ikke indtog nogen central plads i motivet. 

   Heller ikke mine akvareller med motiver fra Kap Verde havde mennesker som centralt motiv.   

Og den første akvarel i anden Burma-ombæring følger sporet - som en slags fortsættelse af det ovenfor med de tre krukker på en balustrade med flodlandskabet som baggrund, men nu kun med en enkelt krukke - og i blåt - og med små sejlende indfødte på floden: 

.

Jeg havde svært ved at komme igang igen med maleriet i midten af maj, så det lettede at fortsætte med de tekniske landvindinger omkring reflekser fra solen, de skyggemodulerede runde former og slagskyggen fra det første krukke-billede. Samtidig med at jeg her og nu kunne frigøre mig mere fra referencefotoet.

Jeg repeterer lige Ramachandrans liste af neuroæstetiske grundprinciper:

• gruppering 
• overdrivelse 
• kontrast 
• isolation 
• borte-tit 
• tilfældighedsafsky 
• ordentlighed 
• symmetri 
• metafor 
• metonym (egen tilføjelse til listen) 

Jeg er sådan set meget tilfreds med den blå krukke-akvarel. 

   I kraft af den ekstra isolation af krukken til et enkelt dominerende eksemplar, valget af den unaturlige, overdrevne blå farve, og indførelsen af de meget små sejlende mennesker i baggrunden som kontrast, giver billedet mig selv en fornemmelse af at der ligger et ekstra betydningslag bag det det viser - at krukken fra at være et metonym på den burmesiske gamle folkekultur, bliver en metafor på noget andet og større - ja, hvad skal jeg sige - på 'den burmesiske sjæl'.

   Det lyder måske lidt højtideligt, men jeg ville gerne med akvarellen give en oplevelse parallelt til den som de store burmesiske tempelklokker giver - dog uden det religiøst-buddhistiske indhold som de bærer med sig.

   Jeg har så i øvrigt også nydt at følge princippet om 'ordentlighed' og 'tilfældighedsafsky' ved kompositionen!

Næste billede var også et jeg havde besluttet at male når jeg kom hjem, nemlig solnedgangen over Bagans eventyrlige pagode-/stupa-slette som jeg har skrevet om i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/03/den-kreative-burmarejse-6-omm-piger.html

Da det kom til stykket var der ikke nogen af de fotos jeg selv havde taget af det motiv - og det var mange - som jeg synes var spændende og interessante nok. Mit kamera og min fototeknik var ikke gearet til det - med kombinationen af modlys, skumring og en næste monokrom farveskala.
   Så jeg endte med nødløsningen, at bruge et af de undelig mange fotos man kan finde på nettet som delvis reference:
   Resultatet er her:

Det er ballonerne der gør forskellen. De tilføjer et moment af 'kontrast' og 'borte-tit' som manglede i mine egne fotos. 

   Samtidig fik jeg afprøvet det at male et næsten monokromt farvet motiv, hvad mange undervisningbøger i akvarel fremhæver som noget man bør eksperimentere med fordi det giver en særlig 'abstraktions'-effekt.

   Lag på lag-teknikken som jo er den jeg indtil videre har dyrket mest, fungerer fint når motivet netop skal have dybde uden mulighed for perspektivlinjer mod et punkt i horisonten. Der lægges simpelt hen flere lag på jo længere frem i mod tilskueren pagoder og træerne befinder sig. 

   Billedet er nok i virkeligheden ikke et solnedgangsmotiv, men et morgendæmringsmotiv. Ballonflyvning med turister foregår tidligt om morgenen inden solen har varmet så meget at der begynder at komme opvinde og vindstød på sletten. 

   Vi fløj ikke i ballon i Burma, men prøvede det i Ægypten. En fantastisk og på mange måder uvirkelig og eventyrlig oplevelse, som jeg selv ikke kan lade være med at læser ind som et betydningslag i denne akvarel.

Her er referencebillederne, både mit eget og det jeg fandt på nettet:

Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet, men kunne godt tænke mig at eksperimentere med flere forskellige farvenuancer i dybden, så dybdeperspektivet blev et resultat af såvel variation af farveintensiteten som et mere radikalt skift i farver frem mod beskueren.

Så kommer vi til de sidste to akvareller i den nyeste Burma-dreams-serie. 

   Det første blev malet i slutningen af maj - umiddelbart i forlængelse af den billedet med den blå krukke og pagodesletten-billedet. Motivet - en kvinde der sælger frugt og grønt - siddende på en togperron som vores tog holdt ved.
   Hun sad midt i den brændende sol - og havde bredt en blå plastikpresenning ud til at sidde på - og til at have sine varer på.

Den sidste akvarel i serien - af en sejlende kvindelig sælger af smykker til turister på Inlesøen - blev godt nok skitse-tegnet i maj ... Men så gik jeg også totalt og aldeles i stå:
   Jeg oplevede en regulær 'maleblokering'!

     Og hele sommeren hvor jeg havde tænkt jeg rigtig skulle kaste mig ud i udforskningen af akvarelmaleriets mysterier, kunne jeg simpelt hen ikke komme igang. 

   Der kom hele tiden "noget i vejen". Ikke mindst forberedelsen og arrangementet af min 70 års fødselsdag 3.-4. august - med 70 overnattende gæster - blev brugt som en dårlig undskyldning. 

   Men i starten af sidste ug tog jeg tegningen frem, tegnede videre og fik akvarellen malet færdig - eller rettere - måske færdig:

Fælles for de to store akvareller er at da jeg tog referencefotografierne, havde jeg en klar forestilling om at de ville levere nogle af den slags motiver jeg ønskede. 

   Og samtidig vidste jeg at de nok ville blive alt for svære at male i akvarel. Så jeg var på forhånd indstillet på at de ville mislykkes.
   Sikkert dumt.

   Jeg syntes ikke jeg havde noget klart akvarelteknisk fundament at trække på når det gjaldt hele menneskefigurer med ansigter, lemmer, krop og klæder. Og at male mennesker med en delvis naturalistisk ambition, var heller ikke hvad mine 'lærebøger' fokusrede mest på. 

Olav Rude, elev af Fritz Syberg,  formulerede princippet for akvarelmaleriet som proces: at man skal tænke længe og male hurtigt. 

   Det er jo i hvert fald rigtigt for den sejlende smykkesælgers vedkommende. Selv da jeg var kommet i gang, malede jeg først en dag, så en dags pause, så en dag, og så en dags pause, og så endnu en dag med at male. En proces op ad bakke. Og det kan nok ses.

   Det billede tog mindst tre dage at male. Nogenlunde det samme tog det at male grønthandlerinden på perronen, men hun blev malet i et hug tre måneder før.

De to 'figur i miljø-akvareller' mislykkede ikke, synes jeg. Men de har begge klare svagheder. Det er tydeligt at jeg "kæmper med stoffet".

   Begge billeder fortæller om burmesiske kvinder som er fascinerende og tiltrækkende i kraft af deres kropslige og mimiske udtryk. De er selvstændige, de er ikke sky og generte.  De gemmer sig ikke bag slør. Og de arbejder for at leve. Og tjener penge til livets ophold derved.

   Der er fysisk kropslig fremdrift og aktion i dem begge, nogle af de egenskaber jeg også føler mig tiltrukket af i nogle af Degas´ pasteller som jeg tidligere har skrevet om.

  

I begge billeder har jeg dyrket det jeg gennem alle mine akvareller har været fascineret af at vise: det stærke sollys der fungerer som en form-, dybde- og kontrastgivende projektør på motiverne. 

   Og det fungerer her som jeg havde forestillet mig: øjeåbnende og fantasi-stimulerende - og uden sammenligning i øvrigt: lidt ligesom i nogle af Vermeers og Rembrandts billeder. 

   Kvindernes tøj med dybe folder og ansigternes mimik fremhæves stærkt og næsten overdrevent gennem dette valg af naturlig scenebelysning.

Det der er tiltrækkende ved grønthandlersken på perronen som motiv, er vriddet i kroppen - samtidig med at hun sidder låst fast på stedet med benene trukket ind under sig. 

  Den sejlende smykkesælger som rækker hånden ud mod beskueren som en gestus der inviterer til at komme nærmer og se varerne i båden, har samme kvalitet - idet hun er låst fast i sin båd og skal holde den stille med åren i søbunden så kunderne kan se udvalget.

   I begge tilfælde er der et 'interessant' spændingsforhold mellem action og fastlåsthed som jeg intuitivt har ønsket at få frem.
   Men det er først nu - bagefter - at jeg kan se at det er det jer er gået efter.

En særlig styrke ved grønthandlersken på perronen er at de blå nuancer er så gennemgående, og at skyggerne er så skarpe og næsten sortblå. Dermed er de med til - som kontrast - at fremhæve de andre farver - både i hendes tøj og blandt frugterne.

   En særlig styrke ved ved smykkesælgeren er at hun er placeret på en diagonalplaceret åben båd i det grønligttonede søvand, og at hun faldbyder en overdådighed af (billige) turistsouvenirs i form af sølvringe og jadeperlekæder.  Bogstaveligt talt - uden at blinke.

De klare æstetiske svagheder i begge billeder har jeg ikke lyst til at pensle ud nu. 

   Men her er de to referencefotos:

Solsortens sang - i to "rammer" - og neuroæstetik

Hørte i radioen på vej hjem fra Verdensbilledlegatseminar med det nye hold legatmodtagere, en dansk filosof fortælle noget om den tyske frankfurterskole-teoretiker Adorno og han opfattelse af "naturens æstetik", tror jeg det var. Eksemplet som filosoffen med Adorno havde analyseret var solsortens sang. Citatet som det handler om har jeg fundet i oversættelse:

"Fuglesang er noget skønt for alle; intet følende menneske, i hvem noget af den europæiske tradition er bevaret, bliver ikke berørt af lyden af en solsort efter regnen. Og alligevel lurer det skrækkelige i fuglesangen, fordi fuglen ikke synger, men adlyder den magt, som holder den fangen."

Citatet sammenholder fuglesang i to frames: en frame hvor fuglesangen opleves som en slags musik, alltså noget smuk perciperet igennem et æstetisk filter, og en anden frame hvor fuglesangen - vel ikke opleves - men tolkes, udlægges og forstås i gennem zoologiens filter, hvor zoologerne har vist at fuglesangen typisk er et udtryk for biologisk aggression, skal markere territoriet, og jage konkurrernde artsfæller væk. Jeg forstod så på filosoffens udlægning at Adorno mente at skønhedsoplevelsen af fuglesangen ikke kunne ødelægges af den kyniske viden som zoologerne leverede om hvad denne sang faktisk betød i naturens egen verden.
   Sådan lidt firkantet udlagt så sker der åbenbart ikke en blending af de to frames, men heller ikke en udmanøvrering af den "idealistiske" æsetiske frame, til fordel for den videnskabeligt sande. Altså skønhedsoplevelsen overlever trods vores videnskabeligt funderede viden.

Kunne man trods alt blende de to konceptuelle rum? tænker jeg. Kunne man på en gang nyde solsortens sang æstetisk og samtidig tænke på den som det videnskaben har konstateret? Hvad skulle der til?
   Ja, hvis man havde den oplevelse at agression, krig og konkurrence havde en skønhedsdimension, så var der vel ikke noget i vejen for at udvikle et blended konceptuelt rum hvor det netop var det skønne ved fuglesangen (eller en del af det skønne) at dens betydning var: Her er jeg, en stor og stærk solsortehan, og - gutter - hold jer væk fra min kvinde og min rede, og i får bank hvis i overskrider grænsen.
   Adorno har været pacifist.

Findes der et hjernecenter der aktiveres af æstetiske oplevelser (der udløser dopamin), og et andet center der aktiveres når man forstår noget begrebsmæssigt og videnskabeligt? Lyser begge disse hjernecentre op når man forestiller sig den biologiske kamps udtryk i fuglesang som en særlig æstetisk nydelse? Jeg spørger bare!

Jeg associerer til Tor Nørretranders som for nogle år siden skrev en bog om kunst og æstetiske præstationer som - i zoologisk og dyreadfærdsmæssig optik - udtryk for kamp for overlevelse ved at imponere hunnerne (jeg har ikke tjekket, men det var noget i den retning pressen formidlede). Jeg forfølger sporet og associationen og finder introduktionen til et universitetskursus.

Neuroæstetikken er et kerneområde for mødet mellem humaniora, biologi, neurologi og filosofi. Kurset ønsker dels at give en introduktion, dels at diskutere forskning i menneskets neurokognitive natur, som kan tænkes at medvirke til en nærmere forståelse af vores æstetiske adfærd. Blandt de æstetiske spørgsmål, som kan tænkes at nyde godt af en sådan befrugtning fra neurobiologisk side, er sådanne som følgende: Hvorfor har vi (men muligvis ikke andre dyr) æstetiske oplevlser; hvad vil det sige, at en genstand er ”smuk”, ”skøn” osv.; hvilken type genstand er et kunstværk, og hvorfor opstår kunstværker pludselig for ca. 50.000 år siden; er der kogntiv forskel på de oplevlser, musik henh. billedkunst, henh. litteratur osv., giver anledning til; m.v., mv.? Vi vil også undervejs diskutere den filosofiske problemstilling, i hvilket omfang det giver mening at ”naturalisere” de æstetiske fag vha. neurobiologiske data og teorier.

En god "streng" at forfølge, som startede med et Adorno-citat i en radioudsendelse.