Sider

tirsdag den 4. maj 2010

Grafitti-kunstneren - en Doktor Jerkyll og Mr. Hyde-personlighed

Jeg hørte i radioen på vej hjem i bil et indslag fra ungdomprogrammet "Klubværelset". Et interview med en gammel grafittikunstner som stadig var aktiv. Journalisten der interviewede, og kunstneren sad på en jernbanestation og så på tog der holdt stille eller kørte forbi. Grafittimanden kendte de forskellige typer og vurderede deres forskellige kvaliteter som mulige "lærreder" for sin kunst. De sad også kiggede i en bog med fotografier af en række forskellige typer grafitti. Han sagde og det lød som om han mente det positivt: Mange af dem havde jo kun eksisteret i nogle få timer.
   Han fortalte hvordan han kunne blive urolig og irritabel hvis der gik for lang tid mellem han var ude og spraye. Det lød næsten som om det var en slags abstinenser når han beskrev det. I hvert fald var der tale om en lidenskab eller en drift - en form for afhængighed.
   Så spurgte intervieweren om hans omgivelser vidste noget om at han altså var ude om natten og male grafitti. Ja, sagde han, hans nærmeste familie. Og hans børn var stolte af ham.
   Men på studiet og på arbejde der holdt han det hemmeligt: Man kunne aldrig vide hvad en tidligere medstuderende eller en tidligere arbejdkammerat kunne finde på at fortælle. Så der levede han et dobbeltliv, sagde han, og det var egentlig i sig selv spændende at hans omgivelser ikke kendte til de nattelige kunstneriske - men jo også kriminelle - aktiviteter. (Jeg får en association til Blekingegadebanden og dens medlemmers dobbeltliv.)

Det var det med dobbeltlivet, der igen gjorde at jeg spidsede ører. Og så tænkte jeg samtidig på grafittikunstnere af hans type - altså dem som arbejder illegalt - jo i princippet kunne beskrive og forstås i to forskellige frames, som ikke uden videre kunne blendes: kreativ kunstner - og kriminel hærværksmand. Og at det var muligheden af at aktivere begge frames hos serene samtidig, der gjorde det til en god historie.
   Men for ham var det tydeligvis selve blandingen af det kunstneriske og det ulovlige og dermed risikable der gjorde ham høj. Så i hans hoved var blendingen foregået og det var det der drev ham, men hans liv var spaltet i en pæn, offentlig og ufarlig facade og en mørk og farlig kreativ natside.
   Men sådan har det vel også været for nogle danske kunstnere og journalister under tyskernes besættelse, eller for kunstnere og journalister under diktatoriske regimer.
   Jeg skrev tidligere om Emil Nolde og  hans hemmelige akvareller, for eksempel.

Jeg husker at der i listen af de egenskaber der kendetegnede den (særligt) kreative personlighed, stod at han godt kunne lide at tage en risiko. Og at det jo også var et tema i Poul Martinsens liv og produktin.

Og kommer jeg i tanker om at jeg for 3 år siden har vejledt en specialegruppe om fortællende journalistik hvor jeg havde lokket gruppen til at medtage et afsnit om den (særligt) kreative personlighed, nemlig ud fra spørgsmålet om dem der bedrev fortællende journalistik, havde fælles personligheds-kendetegn i den retning. Gruppen skrev at ud af de seks journalister de havde interviewet, som havde arbejdet med den genre, var der tre som tydeligvis passede til den personligheds-skabelon, men at der var tre som ikke gjorde det. Men de sidste havde så netop også kun arbejdet en enkelt gang med formen, mens de første tre løbende havde arbejdet med den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar