Om indvandrerdrenges læsefærdighed og kriminalitet - når journalistikken kører på automatpilot - og framer efter udbredte fordomme

Skal man le eller græde? Når man konstaterer at ens avis som skulle være organ for den højeste oplysthed, i forsideartikler kører på automatpilot og framer historier, baseret på små tal fra undersøgelser, efter de mest udbredte fordomme og de mest populistiske værdier. 

Dette at frame og re-frame i mediesammenhænge har jeg været inde på mange gange i indlæg på denne blog, med afsæt i George Lakoff´s berømte og øjeåbnende bog: "Don´t Think of an Elephant - Know Your Values and Frame the Debate".

   Bogen handler om ubevidste konceptuelle rammers styring af vores værdier, vores tænkning og vores billeder af virkeligheden. Den handler om at have ubevidste umærkeligt mentale skyklapper på, det der kaldes frames - og om hvordan man kan rive dem af. 

   Der er et link til mit tidligere blogindlæg om vinkling og frames og Lakoff til sidst i dette indlæg. 

   

Men Politiken er gået lige i fælden. 

   Når læserne efter denne uge tænker på indvandrerdrenge i teenagealderen, så tænker de på at de er kriminelle og at de ikke kan læse. Sådan!
   For at citere en ny "helt" i mit univers om kreativ tænkning - og det modsatte: Læsere følger princippet: WYSIATI - forkortelsen for:

"What You See Is All There IS". 

Det er formuleret af Nobelpristageren Daniel Kahneman i sin bog 'Thiking Fast and Slow' - som jeg vender tilbage til til sidst i dette indlæg - og i en række senere!

Politiken har bragt flere artikler om indvandrerdrenge og deres dårligdomme i den forløbne uge. To af de mest opsigtsvækkende omtales i Søndagspolitikens Kultur-tillæg i den klumme/kommentarspalte som forvaltes af 'læsernes redaktør'.

En undersøgelse af det tidligere Socialforskningsinstitut (nu "Det nationale forskningscenter for velfærd") var kilden til den første. Vinklen var i tirsdags på Politiken.dk at et flertal af indvandrerdrenge var ekstremt dårlige læsere - funktionelle analfabeter. Og i en artikel fra i torsdags var vinklen så at indvandrerdrenge var væsentligt mere kriminelle end drenge med etnisk dansk baggrund. Her var kilden til tallene Danmarks Statistik.

   Da jeg læste dem, tænkte jeg: "Åh, nej, ikke igen! Og så i min avis!" Det er jeg sikker på at læsernes redaktør på Politiken også gjorde.

Foranlediget af en intern efterkritik og dokumenteret med et langt citat, havde Bjarne Schilling en fin klumme/kommentar/analyse der påviste at den første artikel var fordomsfuld - en af den slags artikler hvor journalisten altid som et sidste figenblad kan forsvare sig med at "det var ikke forkert, det  der stod i artiklen, og vinklen var i overensstemmelse med undersøgelsens tal."
   Men var det sandt?

Blandt mine morgensvømmervenner gik samtalen livligt om onsdagen. Alle havde læst eller hørt at 55 procent indvandrerdrenge ikke kunne læse når de gik ud af folkeskolen. At det var i København havde ingen lige fattet i skyndingen. Og at 24 procent af de etnisk danske drenge også var funktionelle analfabeter efter 9. klasse kom som et regulært chok for mine morgensvømmerkolleger, da jeg fortalte det.

En faktaboks til artiklen sammenligner disse procenter med procenterne i en sprogtest inden skolestart.

Før skole klarer 50 procent (af tosprogede drenge) sig dårligt i sprogtests mod 15 procent af de etnisk danske børn. 9. klasses test viser, at 55 pct. er funktionelle analfabeter, mens tallet er 24 pct. for etnisk danske drenge.

 "Æbler vs. pærer", "Rundetårn vs. tordenskrald", tænker jeg når jeg læser "sprogtest" og "funktionel analfabet" (="læsetest"). Begge procenttal stiger, men mest for de danske drenge og dem er der jo flest af.

   Men hvad er de absolutte tal? Hvem og hvad  og hvor mange snakker vi om i virkeligheden?

De følgende tal er hentet fra citatet fra den interne efterkritik:

   I absolutte tal er der 949 drenge med indvandrerbaggrund og 1.467 med etnisk dansk baggrund som er funktionelle analfabeter. Det samlede antal for de københavnske drenges vedkommende i 9. klasse er: 2.416. 

   Det samlede antal drenge som man så regner procenterne ud fra er: 7.830 fordelt på hhv. 1.725 indvandrerdrenge, og 6.115 drenge med etnisk dansk baggrund.

   I Politikens interne efterkritik konkluderer den anonyme journalist:

»Jeg mener faktisk, at man kan hævde, at det er gruopvækkende, at det københavnske skolesystem åbenbart er så elendigt, at selv dem, der har fået de sproglige forudsætninger ’forærende’, falder igennem i langt større omfang end dem, der har to sprog at slås med. Derfor mener jeg, at det i hver fald kan diskuteres, om ’Det står skidt til for tosprogede drenge og mænd’ er den rette indledning på komplekset. Det burde vel snarere have været ’Det står skidt til for det københavnske skolevæsen’«.

Godt set. Men jo godt nok for sent. Framing-skaden er sket. Og efterkritikken er jo intern - hvis ikke lige læsernes redaktør havde offentliggjort citatet - for at have noget andet end sig selv at hænge sin kritiske hat på. 

Bjane Schillings egen søndags-kommentar havde rubrikken

Et sæt tal - to slags sandhed

Underrubrikken/manchette lød:

Måske var det de etniske danske drenges manglende læsefærdigheder, vi burde have skrevet om. 

Nu er Bjarne Schelling jo læsernes redaktør på Politiken, så han skal formulere sig med den største agtpågivenhed når han kritiserer sine egne kolleger. Her er det udtrykkene "måske" i manchetten, og "to slags sandhed" i rubrikken der slører det egentlige budskab. 

Senere i klummen nævner han den anden artikel fra om torsdagen der havde denne rubrik på Politiken.dk:

Hver 13. indvandrerdreng under 20 år er kriminel

Og kerneafsnittet i artiklen lyder:

Næsten 8 procent af drenge med indvandrerbaggrund i alderen 15-19 år bliver dømt for en kriminel handling, mens det til sammenligning kun er 3,5 procent af de jævnaldrende etnisk danske drenge, som får en plettet straffeattest.

Jeg studser straks over hvorfor rubrikken skriver "hver 13. indvandrerdreng", men artiklens indledende sætning derefter taler om "8. procent". Som så viser sig senere at være lig med 7,7 procent - rundet op. 

    Jeg undrer mig også over framingen i formuleringerne: "blive dømt for en kriminel handling" (det lyder alvorligt) over for "får en plettet straffeattest" (det lyder ikke så slemt).

   Og hvorfor får vi ingen absolutte tal her? 

Jo, det får vi også senere når det gælder indvandrerdrengene: 3.147, hvoraf altså 7,7 procent har fået en dom (men for hvad?), Det er så ikke i artiklen regnet ud i absolutte tal, så det gør jeg lige: 242 drenge med indvandrerbaggrund har fået en plettet straffeattest.

   Ja, så er det altså heller ikke værre. Specielt da vi ikke ved hvad de er dømt for. At køre for stærkt.?Butikstyveri? Eller knivstikkeri og narko?

Jeg leder forgæves efter de absolutte tal for danske drenge, hvoraf de 3,5 procent altså har begået kriminelle handlinger. Men ved at ekstrapolere fra andre procenttal i artiklen i Politiken når jeg frem til at det absolutte tal for etnisk danske drenge er: 10.852. 

   Af dem er 3,5 procent registreret som kriminelle; i absolutte tal: 380. 

   Det er jo da også godt nok en del flere, og de koster vel samfundet mere end de 242 "kriminelle" indvandrerdrenge.

Men oplysningen om de absolutte tal vil jo svække artiklens vinkel en del. Og helt galt går det med den, hvis man havde vendt de absolutte tal og procenterne på hovedet: 

2.905 indvandrerdrenge har i undersøgelsen en ren straffeattest, svarende til 88 procent af indvandrerdrengene i København i alderen mellem 15 og 19 år.

Det kunne der have stået i underrubrikken. Og artiklen kunne være indledt med: 

Mange danskere har en tåget forestilling om at de fleste indvandrerdrenge nok er kriminelle, tyveknægte, knivstikkere, volds- og voldtængstmænd. En undersøgelse viser  imidlertid at det er en ufunderet fordom....

Hvorfor gør Politikens journalist så ikke det? Konstruktive nyheder er vel ved at være legitimt - i hvert fald på Politiken som gerne vil lægge afstand til sin etisk noget mere anløbne lillebror Ekstrabladet? 

   Svaret blæser i vinden!

Men det der gør denne artikels vinkel om indvandrerdrenges særligt høje kriminalitet helt misvisvende, er at den sammenligner en gruppe drenge hvis baggrund for det store flertals vedkommende er den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen' - med en gruppe etnisk danske drenge hvis baggrund er et mix fordelt på alle socialgrupper, og hvoraf sandsynligvis kun en relativt lille del tilhører den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen', mens et flertal sikkert komme fra middelklassen og opefter.

Lad os som et tankeeksperiment forestille os at vi ud af de danske 10.852 drenge tog den mindre del fra der tilhørte den nederste del af socialgruppe 5/'underklassen'.  

   Og lads os lege at den gruppe udgør godt en tredjedel af de 10.852, i absolutte tal: 3.617. 

   De ville så udgøre en gruppe danske drenge der socialt, økonomisk og arbejdsmæssigt har samme familiebaggrund som indvandrerdrengenes gruppe der i absolutte tal udgjorde 3.147. Altså to grupper der i såvel antal som hvad angår social og økonomisk baggrund er umiddelbart sammenlignelige.

   Og lad os så undersøge - eller bede nogle forskere om at gøre det - hvor stor en del af dem der har "begået kriminelle handlinger"/"en plettet straffeattest"!

   

Jeg vil godt vædde min gamle hat på at det bliver mindst 7,7 procent - og mit gæt er at procenttallet nemt kunne være højere. Og så vil Politiken kunne skrive en artikel med en vinkel i underrubrikken der lød: 

"Danske drenge med arbjeder-/underklassebaggrund er mere kriminelle end indvandrerdrenge med samme sociale baggrund."

Og skulle vi så stramme den lidt i rubrikken og følge Politikens forside-rubrik-bestyrer:

Hver 12. etnisk danske dreng under 20 år er kriminel

En vinkel der virkelig ville give genlyd og blive citeret og uddybet af eksperter i alle de nyhedsførende medier de næste mange dage

    

Faktisk nærmer læsernes redaktør sig denne pointe til sidst i klummen ved at citere en lektor i kriminologi der siger at "det er en gammel sandhed at risikoen for at blive kriminel er større hvis man mangle job og uddannelse." 

   Men skarpere bliver selvkritikken ikke. Som læsernes redaktør må Bjarne Schilling jo dække sig ind i forhold til sit eget interne bagland og være forstående over for sin egen redaktions ellers indlysende vildskud. 

   En sådan forstående tone bruger han senere når han glider fra "måske" og "to sandheder" i toppen af kommentaren, til den meget pæne formulering i sidste halvdel af artiklen:

Jeg har ingen konkrete ankepunkter mod hverken kriminalitetsartiklen fredag (han mener torsdag) eller tirsdagsforsiden om uddannelse. De forekom mig fair og ordentlige.

   Men vi bør gribe enhver lejlighed til at se andre vinkler på sagerne, for vi har en pligt til at kunne se problemerne i en sammenhæng og at få nuancerne med.

"Fair og ordentlig"!???? 

Men alligevel: Stor respekt for at læserenes redaktør - trods den udglattende sproglige indpakning - overhovedet udkommer med en kritik af artikler som nyhedsredaktionen og forsideredaktøren sikkert har været rigtig stolte af på dagen - inden de fik tænkt sig om.   

Der er håb forude:
   Jeg er i gang med at læse en stærkt oplysende og øjeåbnende bog af nobelprismodtageren Daniel Kahneman: 'Thinking Fast and Slow'. 

   Jeg er kun en tredjedel igennem og er nået til kapitel 12. Men alene de kapitler burde være obligatorisk læsning på alle journalistuddannelser og på nyhedsredaktioner hvor man dagligt eller ugentligt skriver artikler med indledningen "En undersøgelse viser....".

              (fortsættelse følger) 

   

Linket til et tidligere indlæg om vinkling, frames og George Lakoff er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

"Tåregas og desperation flyder i Athens gader" - galoperende metaforer på sportsiden - og historien om en opfinder som ikke havde tænkt at blive det

"Tåregas og desperation flyder i Athens gader", var rubrikken på bundartiklen på forsiden af Politiken i dag. Hvad er den tankemæssige mekanisme bag den sproglige formulering, og hvordan virker den?
   Der er flere brud der tyder på blending, endda i flere omgange eller lag:

• "Tåregas...flyder", men det kan tåregas ikke, det kan kun væsker der bevæger sig eller noget der ligger på overfladen af en væske. Normalt ville man sige at tåregas "driver". Derimod kan tåre "flyde" - som udtryk for sorg eller raseri - eller som resultat af at have fået gassen i øjnene. Altså vi har et input-rum hvor tåregas driver igennem gaderne, og et andet input-rum hvor tårene flyder fordi nogen græder. I det blendede konceptuelle rum bliver årsag (gas) og effekt (tårer) komprimeret. 
• "Tårer" isoleret set er jo et metonym på en sindstilstand hos et menneske. Så ved at indsætte "desperation" som grundleddets anden del i forhold til "flyder", får vi en metaforisk blending hvor sindstilstanden desperation, der jo ikke kan "flyde", bliver gjort til noget lige så fysisk som tåregassen. Vi har altså her et input-rum hvor tårer er et resultat af gassen, og et andet hvor tårer er et resultat af desperation, og i det blendede rum bliver den ydre vold og den indre desperation smeltet sammen.

Godt tænkt, tænker jeg.

Sportsiderne er tit en fin jagtmark hvis man vil indsamle metaforer. Her er to citater fra i dag, det første har Flemming Thor Madsen på samvittigheden, det andet Rasmus Bech:

Brøndbys spillere var sultne, da bussen nåede frem til den midtjyske hede. Og heldigvis for Brøndby stod menuen på tamme ulve. Lige noget der passede gæsterne der i løbet af 40 minutter havde fortæret hovedretten.
   Så med fyldt mavesæk  kunne Brøndbys spillere glæde sig over, at de med sejren for alvor spillede sig tilbage i kampen om bronzemedaljerne. (...)
   Bedst som man troede det var vilde ulve der kom ud til 2. halveg, blev de (FCM) sat på plads, da Alexander Farnerud scorede sit andet mål.  

Da Randersspillerne søndag eftermiddag mødte FC Nordsjælland, lignede de søvngængere med svage batterier, og kun cheftræner Ove Christensens optræden som verbalt vækkeur fik dem tilbage til virkeligheden.
   Men i aftes - hjemme i i tryghedens hule - var de vågne fra aller første fløjt, nedrykningskandidaterne, der ikke havde tabt 14 kampe i træk.

I en artikel om en kvindelig opfinder, Sylvia Holthen, beskrives hun som "mønsterbryder" fordi hun opfandt en ny type håndholdt væskebestøver til sårbehandling i ambulancer. Det begyndte som en ren designopgave, men som der står: "pludselig gik det op for hende at hun under arbejdet var kommet til at opfinde en ny udgave af produktet."
Sådan beskrev hun arbejdet op til:

Jeg vidste jo ikke hvad der foregår i en ambulance eller hvordan man behandler brandsår. Så jeg startede med at kortlægge hændelsesforløbet, fra selve forbrændingen indtræffer, til patienten overleveres til traumecenteret på hospitalet. Jeg kortlægger, bryder op og analyserer.

Det hun beskriver her, det er noget jeg har været inde på en enkelt gang tidligere i denne blog. Nemlig at analyse kan være kreativitetsbefordrende.   Elementanalyse er jo på en måde at unblende det som konventionelt udgør en uigennemskuelig helhed, og analysen i elementer kan åbne et mentalt rum for nye blendede forestillinger om noget som endnu ikke findes, men som burde findes.

Til sidst i artiklen udtaler en af de mænd der står bag Teknologisk Instituts nye hjemmeside "Opfind.nu", Kasper Birkeholm Munk:

Hvis du sætter fem ingeniører i en gruppe, så løser de et problem på en ingeniøragtig måde. Men hvis du i stedet sætter en ingeniør, arkitekt, designer og antropolog sammen, så kan du være sikker på, du får noget anderledes ud af det.

Hvis vi antager at hver profession som en del af den professionelle bagage medbringer en række specifikke faglige frames til at indkredse og bearbejde et problem, så vil et samarbejde indebære nødvendigheden af re-framing og konceptuel blending, og det er befordrende for at der opstår nye ideer gennem den "stavblender" som er indbygget i gruppen alene i kraft af personsammensætningen.