Orblindhed og kreativitet

Der har den sidste uge kørt en debat i Politiken om ordblindhed og skolernes manglende eller dårlige undervisning af ordblinde. 

   Provokerende udtalelser fra ansvarlige skolefolk i forskellige kommuner, afslører at de simpelt hen ikke anerkender - eller bare er uvidende om - at der er en forholdsvis sikker diagnose, ordblindhed eller dyslexi, som udspringer af en afvigelse i hjernens måde at fungere på hos ordblinde, og som der også findes særlige måder at behandle på. 

   Jeg blev selv dybt forarget. Hvorfor fremgår senere i dette indlæg.

Den kendte studievært Bubber blev i Aftenshowet for nogle dage siden interviewet om det at være ordblind. Det har fortalte, var blandt andet at det havde været dødvigtigt for ham tidligt at blive diagnosticeret som ordblind. For så havde han en forklaring, og så kunne han få systematisk undervisning rettet mod sin ordblindhed.

   DR.dk har en særlig underside der har titlen "Ligetil" som er henvendt til læsehandicappede. Den citerer fra Aftenshowet:

Fordi Bubber vidste, at han var ordblind, kunne han også tidligt få undervisning, der hjalp ham.

- Jeg har ikke været bange for at sige, at jeg skulle til ekstra undervisning, for det var jo bare sådan, jeg var.

- Jeg vidste jo, at jeg fik hjælp og samtidig med det, så kom jeg jo væk fra en time, der kunne være et helvede og et mareridt at være i, siger Bubber.

Sandsynligvis er der flere forskellige varianter af ordblindhed, svarende til at der også kan være flere varianter af synæstesi, autisme, farveblindhed. Men her er en liste over de typisk symptomer ifølge Wikipedia:

• Confusion with before/after, right/left, and so on
• Difficulty learning the alphabet
• Difficulty with word retrieval or naming problems
• Difficulty identifying or generating rhyming words, or counting syllables in words (phonological awareness)
• Difficulty with hearing and manipulating sounds in words (phonemic awareness)
• Difficulty distinguishing different sounds in words (auditory discrimination)
• Difficulty in learning the sounds of letters (In alphabetic writing systems)
• Difficulty associating individual words with their correct meanings
• Difficulty with time keeping and concept of time
• Confusion with combinations of words
• Difficulty in organization skills

Jeg lider selv af en variant af ordblindhed som viser sig ved at jeg ikke læser ved at stave ordene, men læser i "klumper" - i ord-helheder og sætninger. Jeg husker meget tydeligt at jeg ikke lærte at læse ved at stave og skrive ord: "a siger a, b siger be, e siger e, siger abe" - og så videre. Jeg læste højt i kor sammen med klassen, men det bed sig ikke fast i hjernen.

   Så jeg var faktisk en del "bagud" til midt i 3. klasse. Og så pludselig - jeg husker det klart - så kunne jeg læse. Det tog en måned fra jeg husker jeg ikke kunne - og til jeg bare kunne uden særligt besvær. 

   Og jeg har stort set læst som en gal siden. 

   I dag ville man sige at jeg - af mig selv - knækkede koden. 

Sandsynligvis begyndte jeg at læse i mønstre - i visuelle helheder - uden om lyd og de spejlende mundbevægelser. Og inddrog altså den del af hjernen i min læsning - den højre - hvor de dominerende sprogcentre ikke sidder: den højre. 

   Det er den højre side af hjernen som er vigtig for netop mønstergenkendelse (og derfor også for ansigtsgenkendelse).

   

Men jeg har altid haft svært ved at stave ord - ikke kun svære og fremmedartet stavede danske ord, men også helt almindelige ord - typisk med såkaldt stumme bogstaver. Derfor altid problemer med at skrive infinitiv og nutid af verber korrekt, for eksempel. Og jeg har svært ved at få øje på stavefejl i det skrevne, også selv om jeg jo ved hvordan langt de fleste danske ord staves - når jeg tænker mig om.

   Men heldigvis bremsede det at at jeg fik mange røde streger i mine stile ikke min lyst til at skrive, hvad det jo meget vel kunne have gjort. Og det gør det stadig ikke, som læserne af denne blog må være blevet klar over.

  Det forhindrede mig heller ikke i at læse dansk med lyst og udbytte - og endda specialisere mig inden for den sprogvidenskabelige retning. 

Fordi jeg som voksen var opmærksom på mit stavehandicap (som jeg ikke selv havde diagnosticeret som ordblindhed før jeg blev voksen), så blev jeg meget tidligt opmærksom på at min adopterede datter havde et ordblinde-handicap. Ingen af hendes lærere var bevidste om det, hun havde bare "læse-skrivebesvær" - og det blev der så ikke taget særlig hensyn til.

   Jeg læste om ordbilledmetoden og lavede en masse kort med ord og billeder som jeg så trænede min datter med. Jeg tror jeg trænede med hende et halvt år, og det lykkedes faktisk, så hun ikke kom bagud med læsningen. 

   Hun "knækkde" koden ligesom jeg gjorde af mig selv: dvs. lærte at læse uden at gå højtlæsning-stave- og stavelsesvejen, men via at betragte ord som helheder, mønstre, billeder man kunne genkende visuelt. 

    Men hun havde store problemer med at stave korrekt når hun skrev, og stavede som de fleste ordblinde "fonetisk" - men byttede også om på bogstaver der lignede hinanden som "p "og "d". 

   Da hun i 3-4 klasse begyndte at skulle skrive fristile, følte hun sig heldigvis ikke mere handicappet end at hun skrev på livet løs og af karsken bælg - side op og side ned. Men det gav ondt i maven at opleve at der var så mange stavefejl at jeg, faderen, havde svært ved overhovedet at læse og forstå det skrevne. Og hun selv blev dybt frustreret fordi hun faktisk ikke kunne læse sine egne lange og fabulerende stile. 

  

Når jeg tager det op her på denne blog, så er det fordi rigtig mange kreative personligheder ifølge pålidelige kilder har været ordblinde (jfr. Bubber). 

   Som jeg tidligere har skrevet om, så er der mange af de særligt kreative der har haft problemer i skolen, og nogle af de problemer kan jo godt tilskrives ordblindhed - og ikke bare et vanskeligt sind eller problemer med de sociale relationer.

Lidt research på nettet fortæller følgende om ordblindhed:

• At det for en stor del er arveligt bestemt.
• At mellem 5 og 10 procent af befolkningen er ordblinde.
• At "entreptrnør-personligheder er fem gange så hyppigt ordblinde, som befolkningens gennemsnit. 
• At der ingen sammenhæng er mellem ordblindhed og intelligens.
• At relativt flere ordblinde er venstrehåndede og har hypermobile led end gennemsnittet i befolkningen. 
• At orblindhed kan sættes i forbindelse med skader i nogle af venstre hjernehalvdels sprogcentre
• At ordblindhed kan hænge sammen med blandet dominansforhold i hjernen omkring bevægelse, hørelse og syn (fx kan have højredominante hænder, men venstredominant hørelse, eller syn)

Denne sidste teori synes jeg lyder rigtig overbevisende. Her er et citat der belyser dette fænomen - mere kan læses ved at følge linket:

Neurological disorganization develops when there is mixed dominance between the dominant hemisphere of the brain and what is supposed to be the dominant eye, ear, hand or foot. Mixed dominance and neurological disorganization occurs when for instance: a child eats, throws, and writes with the right hand, kicks with the right foot, sights a telescope with the right eye, but listens and takes in information with the left ear. This child will accomplish other tasks with the dominant right side of the body but will listen to the phone with the left ear or may turn their head to the right to favor the left ear when listening intently. This mixed dominance is not limited to just the ear but can occur in the eye, ear, hand or foot in any combination.         http://www.craigstell.com/solutions_for_dyslexia.html

Den teori kan fx forklare hvorfor en særlig - og kontroversiel lydterapi "Volfairmetoden" - faktisk synes at hjælpe ganske mange ordblinde.

http://www.lydterapi-fredericia.dk/14118567

At mange kendte kreative personligheder har været ordblinde kan finde mange web-sider der fortæller:

http://www.dyslexia.com/famous.htm

http://www.dyslexia-test.com/famous.html

http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_people_diagnosed_with_dyslexia

Blandt dem kan nævnes: H.C.Andersen, Albert Einstein, Pablo Picasso, Leonardo da Vinci, George Washington. 

   Her er en video der opregner en masse navne på kendte ordblinde

Og her en video der fortæller mere om de oplevelser kendte ordblinde har haft og de reaktioner de har mødt i skolen:

Det man ikke kan vide, er hvordan sammenhængen mellem kreativitet og ordblindhed er. Det kan være at ordblinde handicappet tvinger nogle børn og unge der har det, til at kompensere ved forstærket udnyttelse af andre evner, evner som i øvrigt udspringer af høre hjernehalvdels specialiseringer. 

    Eller det kan være at det der ud fra et læse-skriv-tale-synspunkt virker som en konstruktionsfejl i hjernen, samtidig kan være en konstruktionsfordel i forhold til andre former for mentalt og kognitiv udfoldelse som det at musicere, male, lave film, være skuespiller. 

Under alle omstændigheder er det en skandale at skole-systemet i så mange år har udvist så meget mangel på professionalisme i forhold til ordblindhed og hjælpen til dem der har handicappet. 

Interviewbøger om særligt kreative mennesker - af Teddy Petersen og af Annie Dunch

Andre end mig er interesserede i kreativitet ud fra personlighedens synsvinkel. Og har realiseret deres interesse i form af interviews med et udvalg af arten - udgivet i bogform.

   Sjovt nok var det også en af de ideer jeg havde da jeg, inden jeg fik ideen til denne blog, tænkte på at skrive en bog om kreativitet. Den ide udsprang af min oplevelser og mit udbytte ved at interviewe tv-dokumentarismens grand old man, Poul Martinsen, som jo, ikke overraskende, viste sig at udvise alle de egenskaber som faglitteraturen fortæller kendetegner den personlighedstype.

   Jeg luftede ideen om bogen for Teddy Petersen, som i mange år har været redaktør for journalisthøjskolens forlag AJOUR, og som jeg har arbejdet sammen med i min tid som konsulent i DR i 80-erne. Han opfandt bl.a. radioformatet "Noget-for-noget", som var et indholdsmæssigt kvalificeret modstykke til det indholdstomme "De ringer, vi spiller" med den uopslidelige Jørn Hjorting som folkeelsket vært.

   Bogen blev jo ikke til noget i denne omgang, men ud af ideudvekslingen fik jeg bl.a. Teddy Petersens interviewbog: I skribentens værksted. Tolv samtaler med journalister om at skrive.

   Han har valgt en velskrevet artikel fra hver af interviewpersonerne, og i interviewene efterforsker han spørgsmål om...

...de overvejelser, der ligger til grund for artiklen, de vanskeligheder og glæder der forekommer under skriveprocessen og mere generelt: Hvordan skaber de forudsætningerne for at skrive godt? Hvordan skrider arbejdet frem? Hvor lægger de vægten? Hvornår er det sværest? Skønnest? Hvad læser den skrivende selv?

Cirka halvdelen af de interviewede journalister kender jeg af navn. Jeg vil hen ad vejen i det kommende års blogindlæg, trække på en række af disse interviews. Især når jeg forfølger temaet kreativt sprog og sproglig kreativitet.

En af mine morgensvømme- og morgensauna-venner her i Vordingborg hedder René og er også et meget kreativt menneske: meget snakkende, meget social, meget  opmærksomhedskrævende; han skriver sange, spiller og synger, og så har han også startet sig et netantikvariat-udsalg, da han oprindelig er boghandleruddannet, men manglede lyst til at stå og ekspedere i en butik. Han er en tænksom person, som synes at stort set alt i denne verden er interessant at tænke over. Han er den eneste langhårede mand blandt morgensvømmerne, selv om han er omkring de 60.

   Da han hørte om min blog om kreativitet, fandt han straks frem af reolerne og forærede mig et gammelt hæfte fra 60-erne om emnet, vist nok fra et pædagogisk kursus han selv havde gået på i sin ungdom. Og her op til Jul stak han mig så en bog - kun til låns fordi han selv ville læse den. Det er også en interviewbog, titlen: Inspiration og kreativitet - af en forfatter hvis navn jeg ikke kendte, men som på indersiden af omslaget beskrives sådan: "Annie Dunch, designer, fortæller, vanebryder og inspirator har interviewet otte af sine yndlingskunstnere om inspiration og kreativitet."

   Af navn kender jeg ca. halvdelen af kunstnerne. På bagsiden beskrives de spørgsmål Annie har udforsket: "Hvor kommer inspirationen fra? Findes der en guddommelig en af slagsen? Og hvilken rolle har intuitionen?" Derefter udfoldes bogens indhold sådan:

Otte af vores anerkendte kunstnere kommer ind på disse spørgsmål når de fortæller om deres kreativt proces, når de fortæller om deres kreative proces, om hvordan idéer opstår, og om hvad der inspirerer dem inden for film, jazz, kunsthåndværk, opera, poesi, skrivekunst, skulptur og trylleri. Bogen sætter samtidig fokus på deres kreativitet i barndommen - som på forunderlig vis blev virkeliggjort i deres voksne liv. De turde tro på at de kunne nå deres mål. De brændte for deres kreativit. De var inspirerende. Fortællingerne er baseret på samtale med Annie Dunch, men fremstår som fortalt af den enkelte kunstner direkte til læseren. INSPIRATION OG KREATIVITET inspirerer til et liv med mere kreativitet og livsglæde. 

Også temaet den kreative personligheds rødder i barndommen, og spørgsmålet om intuitiv tænkning kan jeg forfølge via nogle af disse interviews - hvis man skal  tro på bagsideteksten.

Jeg får noget at læse på i Juleferien!

Mentorhjælp til den kreative personlighed

Manglen på en far, en mor med psykiske problemer, alkoholisme og vold i hjemmet, en stadig flytten rundt fra sted til sted, fra skole til skole, fra sprog til sprog, mobning og social isolation. Til mine mange indsamlede eksempler på kreative personligheder hvis mere eller mindre belastende barndomserfaringer synes at være en forudsætning og en drivkraft i deres kreativ udvikling, kan man spørge: Hvorfor gik de ikke i hundene og blev tabere?

   En måde at beskrive resultatet i personligheden af disse fremmedgørende og længselskabende erfaringer, er at se personligheden som spaltet i to, og se den kreative udvikling som gentagende forsøg på at hele det sind der er splittet og spaltet ved at overskride grænser og blende og integrere mentale rum i en karriere som kunstner, videnskabsmand, leder, opdagelsesrejsende, journalist.

   Jeg har ikke systematisk gået de forskellige  igennem, men jeg er forholdsvis sikker på der i langt de fleste tilfælde er en forklaring knyttet til at udviklingen blev positiv, nemlig at de undervejs fik støtte og opbakning fra en mentor eller en god fe, ofte konkretiseret i en lærer eller en bedstmor.

    I Politiken idag 3. august anmeldes en erindringsroman af Paula Fox: Lånte fjer. Rubrikken lyder: "Uden en rigtig plads i verden". Citat:

Paula Fox blev født af en iskold mor, der ikke ville have et barn, og en far der arbejdede i filmbranchen som manuskriptforfatter. Hun blev afleveret til et hjem for hittebørn, hvor en behjertet kvinde tog hende med sig, men denne familie var for fattig, syntes den lokale præst så han overtog Paula som ganske lille.

   Her i præsteboligen i Balmville voksede hun  op de først seks år af sit liv. Onkel Elwood, som hun kalder præsten, er et levende, varmt og interesseret menneske. Han læser for hende, og hun er med ham overalt på ture i sognet.

Paulas barndom og tidlige ungdom foregår med en stadig flytten rundt: Long Island, Cuba, Hollywood, New York City, Florida, Montreal. Ofte bliver hun passet af fremmede og bliver også sat på kostskole i en periode. Anmeldelsen forklarer: "Hvad der redder hende fra de følelsesmæssigt invaliderende vilkår, må være den optankning præsten onkel Elwood har givet hende i de tidlige år."

Portrættet i Politiken af Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen slutter med et citat fra hende, hvor hun opsummerer betydningen af mentorer og gode feer i sit liv:

»Jeg tror ikke så meget på den stærke ener. Der findes naturligvis undtagelser, men det handler rigtig meget om de mennesker, man som barn og ung møder på sin vej. Hvis ikke min nabo Holst og min lærer Grethe havde grebet ind, ville jeg måske aldrig være sluppet væk fra Lolland. Og hvis ikke forstanderen Rigmor og pædagogen Karen havde fået sendt mig i den retning, var jeg nok heller aldrig kommet på universitetet«. 

Den kreative personlighed og flow - Mihaly Csikszentamaihaly

Har netop fået en længe ventet bog med posten fra Amazon: Creativity - Flow and the Psychology of Discovery and Invention. Titlen indeholder jo nøgleordet kreativitet, og det sammen med ordet "flow" var det der gjorde at jeg måtte have den.

   Begrebet "flow" har jeg kendt til 2-3 år, som den særlige tilstand eller stemning man kan  komme i når man laver noget produktivt der optager en så meget at "man glemmer sig selv og tid og sted".

   Jeg så en grafisk model af "flow indtegnet i en slags koordinatsystem, en model som havde lighedspunkter med berettermodellens spændingskurve men også med aktantmodelllen omkring subjektets i spændingsfeltet mellem modstander og hjælper.  Og jeg kunne konstatere at den tilstand man som publikum (seer, lytter, læser) kommer i når dramaturgien virker efter hensigten, svarer til beskrivelsen af flowtilstanden. Her er sådan en flow-grafik:

Man kan groft sagt beskrive det sådan at flow-skemaet her viser en udviklingshistorie for et kreativt menneske i en læreproces, og at det langt hen ad vejen svarer til - er analogt med - at aktant- og berettermodel skematiserer udviklingen af hovedpersonen i et drama.

For at blive fri for at skrive det lange forfatternavn, så kalder jeg ham herefter Mihaly C. Han kombinerer i sin tænkning forestillinger om den kreative personlighed med den kontekst som denne personlighed udfolder sig i: "domæne" og "mark".

   Med "domæne" mener han "et samordnet sæt af symbolske regler og procedurer" som: matematik, jura, malerkunst, journalistik, politik. Med "mark" ("field") mener han alle de mennesker der fungerer som "gatekeepers" der afgør om en ny ide eller et nyt produkt skal accepteres, inkluderes og bevares i domænet.

   Hans ide er - ikke så særligt original, men klar - at når kreativiteten har succes så afhænger det af den rigtige kombination af personlige egenskaber med de specifikke vilkår i "marken" og udfoldelsesmulighederne inden for et givet domæne.

Om den kreative personlighed siger han, efter at have gennemgået en række forskellige tilsyneladende modstridende eksempler på kendte og anerkendt kreative personligheder:

Are there then no traits that destinguish creative people? If I hade to express in one word what makes their personalities different from others, it would be complexity. By this I mean that they show tendencies of thought and action that in most people is segregatede. They contain contradictory extremes - instead of being an "individual", each of  them is a "multitude". Like the color white that includes alle the hues in the spectrum, they tend to bring together the entire range og human possibilities within themselves."

Derefter går Mihaly C. over til at opregne og gennemgå de ti paradoksale kombinationer af egenskaber der kendetegner den kreative personlighed, en liste som stort set falder sammen med de egenskaber jeg opregnede i et af mine første blogindlæg. Så det er sikkert Mihaly C. som er en af kilderne til min opregning der. Jeg kan i hvert fald konstatere at han i ovennævnte citat indfanger noget af det samme som jeg har efterporet i mange indlæg: den splittede personlighed som en af drivkræfterne i de kreative blending-processer.
   Der er mindst to personer i én, og de to skal finde ud af at integrere sig og forsone sig med hinanden i gennem det kreative arbejde og det kreative produkt.

Pippi Langstrømpe - en kreativ hovedperson i en fiktion - Astrid Lindgren - en kreativ forfatter i virkeligheden - begge mønsterbrydere med savn og tab i bagagen

Ja, selvfølgelig, tænkte jeg. En artikel i dagens Information fortæller om en studerende der har skrevet speciale om Pipi Langstrømpe som en særlig blandet og spaltet karakter. Og ikke så snart er jeg begyndt på at læse artiklen, før jeg bliver "overfaldet" af tanker og ideer ud fra mine teorier om kreativitet: blending og den (særligt) kreative personligheds kilder i opvæksten.

Pipi selv er ekstremt kreativ, i alle historier bryder hun normer, hele hendes livsførelse er en blanding af voksen og barn, af virkelighed og fantasi, og - og det er pointen i specialet - af dreng og pige. I sin praksis blender hun, og i sin personlighed er hun blended: to personer i en - i øvrigt ligesom tegneseriernes superhelte.
   Og hendes forhistorie - før hun flyttede ind i Villa Villekulla med hest og abe og en stor pose penge: traumatisk med savn og tab; ingen mor, en far som er i Langbortistan; hun er ensom, og hun er ekstremt antiautoritær: mod politi, mod skol, mod socialforvaltning, mod de voksnes lov og orden. Hun er virkelig en slags superhelt - i børneøjenhøjde.
   Hendes udseende: I en hvilken som helst normal folkeskole ville hun være et taknemmeligt mobbe-offer: rødhåret, fjæset fuldt af fregner, noget tøj som trodser enhver ordentlig norm for påklædning, lige så meget drenget som piget. Men hun er en vinder - på trods af alt.

Og Pipis opfinder, Astrid Lindgren. Hun vokse op på præstegården Näs i Vimmerby i Småland, der blev forpagtet af hendes forældre. Havde en storebror og to lillesøstre. En paradisisk lykkelig barndom uden voksenovervågning.
   Som voksen blev hun uddannet til sekretær og boede i Stockholm - resten af sit liv. Hun var produktiv ud over alle grænser (jfr. Poul Martinsen). Og jo mønsterbryder.
   Traumatiske oplevelser? Ja, ikke som barn hvor idyllen herskede - i hvert fald i erindringen. Men det at forlade barndommens land - i skam og i trods, har åbnet fantasiens og kreativitetens  mentale stavblender, antager jeg. Wikipedia fortæller:

Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans fostermor var blevet syg.

Bemærk at hun bliver journalist ligesom Poul Martinsen. Og forlader sit miljø - og sit miljøs dialekt!!!! Og oplever de svenske myndigheder som nogen der har allieret sig imod hende for at spærre hende inde i forpligtelser og sociale bindinger.

En meget stor del af hendes fantasiunivers, som hun udfolder i sine bøger, handler om det tabte barndomsland, som hun idealiserer og i symbolsk form længes tilbage til (igen jfr. Poul Martinsen). Wikipedia fortæller:

Da Lindgren debuterede som forfatter, var hun inde i en periode med sygdom, ængstelse og bekymring for familien. Særligt efteråret 1944 havde været meget krævende, og hun var spontant begyndt at skrive med stor glæde. Skriveriet blev en flugt fra virkeligheden og en terapi, når bekymringerne satte ind, og hun kom styrket ud. Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle sorger. (...)
   Ifølge Jo Tenfjord lo Lindgren altid af dem, der ville psykologisere hendes bøger. Hvis nogen var prætentiøse på hendes vegne og stillede spørgsmål, som hun syntes var uvæsentlige, kunne hun pludselig spørge på smålandsk dialekt: Hvor meget koster en almindelig brun hest?" 

Ja, smålands dialekt! Det med barndomssproget der er fortrængt eller undertrykt til fordel for et andet og voksent, her stockhomsk. Den dobbelte personlighed, savnet af og symbolet på barndommense land, udtryk ved den dialekt som er ens modersmål. Havde hun været filminstruktør, var hun straks blevet udnævnt til auteur.

Astrid Lindgren begyndte først at skrive da hun var 40 år.
   Jeg får en association til Karen Blixen, som nødtvunget måtte forlade Afrika, havde mistet sin elskede Denys Finch Hatton, og som kom hjem til Danmark fuld af savn og med en følelse af at være spærret inde. Så tog fantasien over, som en overlevelsesstrategi - og blev stor fortællekunst. Og så begyndte hun at skrive om det tabte land da hun var omkring 50.
   Karen Blixen-museets hjemmeside skriver:

Mange år senere - i fortællingen "Gensyn" fra 1961 - lader Karen Blixen direktøren for et marionetteater, Pipistrello, sige til Lord Byron: "Vist er det en stor lykke at kunne forvandle de ting, der hænder en, til historier. Det er måske den eneste fuldkomne lykke, et menneske kan finde i livet. Men på samme tid, uforklarligt for de uindviede, et tab, endogså en forbandelse." 

 Hendes far begik i øvrigt selvmord da hun var 10 år gammel.

Pilou Asbæk - om kreative restriktioner - og den kreative personlighed

I Lørdagspolitiken, et interview med Pilou Asbæk, skuespiller med en vigtig rolle i filmen "R". En undertekst til fotoet af ham fortælles det:
Under indspilningen af 'R' chikanerede Pilou Asbæks medskuespillere ham. Det overførte han til rollen som den indsatte Rune. Følelsen af ensomhedkan Pilou Asbæk genkende fra sin kostskoletid og fra sit nuværende liv, hvor han på trods af de store roller altid har følt sig ensom.
   Lige efter bogen, ser det ud til.
   I selve artiklen beskrives hans optakt til skuespilleriet således:

   Men det hele startede egentlig på kostskolen Herlufsholm på Sydsjælland, der med uniformer, fælles sovesal, hierarki og strenge regler har visse fællestræk med et fængsel. Det var her i skolens dramalokale, som egentlig er den gamle gymnastiksals omklædningsrum,m at Pilou Asmbæk som 19-årig fandt ud af, at hanville være skuespiller. At det var det han havde talent for.
   "Jeg tror på meget stramme rammer. Også inden for skuespillet. Jo strammere rammer, desto større kreativitet. Og jeg har taget den disciplin med her fra skolen. Jeg er egentlig bleve ekstremt autoritær af at gå her", siger Pilou Asbæk.
   Hvordan det?
   "Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg var ukoncentreret og ufokuseret. Gennem skuespillet fandt jeg opmærksomheden, nærværet og tilstedeværelsen.

Jo strammere, jo større kreativitet, siger han. Men mellemregningen fortæller han ikke. At stramme rammer, et fængselagtigt liv, provokerer og stimulerer fantasien, og dermed et krav - et behov - om at fantasien som "drift" kan få lov at udfolde sig i liv og handling. Men omgivelserne synes han var "ukoncentreret" og "ufokuseret", og hvad mon hans hjerne gik og foretog sig når den ikke kunne koncentrere sig og fokusere på det i den aktuelle virkelighed som omgivelserne synes han burde.
   Kreativ vrede, er jo et andet søgeord i den her sammenhæng. Pilou fortæller at det var hans franske mor som mente han skulle på kostskole, fordi hun selv  havde gået på "14 kostskoler" som barn.

"Jeg stejlede fuldstændig. Hvad fanden skulle en københavnerdreng på en af landets ældste kostskoler? Jeg var fyldt med modstand over projektet. Jeg syntes, de andre lignede lemminger i deres uniformer", husker han.
(...)
   "Men da julen kom, og jeg stadig hadede det, sagde hun, at jegblev nødt til at gå der til sommerferien. Hvis jeg stadig ikke kunne lide det, fik jeg lov at komme hjem."
   Efter juleferien kom en af de større elever hen til ham og sagde, at han ikke havde regnet med at se ham tilbage på skolen. Og så blev han stædig.
"Tor folk at jeg er sådan en, der stikker halen mellem benene? Kraftedme nej. Og så ringede jeg til min mor og sagde, at jeg blev her. Det endte med at være tre fuldstændig fantastiske år."

Vi har i hvert fald i disse citater fået koblet "kreativ vrede", "kreative restriktioner", og "en spaltet personlighed" sammen. Og den indspærrede,frustrerede personlighed eksploderer i kreative teateraktiviteter på skolen, fortæller artiklen videre:

"Til min afskedsforestilling i 3.g lavede jeg alt selv: Skrev stykket, instruerede, satte lys,og spillede hovedrollen,"siger han.
"Jeg havde nærmest genskrevet 'Gøgereden'. Musikken var fra 'Matrix', og en tv-pejs fik det til at se ud, som om der var ild i væggen. Alle medvirkende læste op af Strunge. Det var så prætentiøst."

Morten Kirkskov - Anne Marie Løn - den særligt kreative personlighed og Anders Fog Rasmussen

To eksempler på meget eksplicitte udlægninger af hypotesen om barndomstraumer som kilde til kreativitet.

1. I SøndagsPolitiken 18. april er der i kultursektionen et to-siders opslag med et portrætinterview med Morten Kirkskov, instruktør, dramatiker, teaterchef og debuterende forfatter.  Interviewet er lavet af Anne Bech Danielsen. På sektionsforsiden står denne manchet:

Han har hæreget sig selv siger han. Både sig selv og andre. Da han var 13 år, oplevede han nemlig verden gå under - og det skulle tage den kommende teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, en stor del af livet - og en roman - at komme på sporet af det hele igen.

Hele portrættets vinkel er hvad en tragisk barndomsoplevelse har af langtrækkende konsekvenser for forfatterens liv. Rubrikken inde i avisen er et citat fra interviewet: "Hvis man gerne vil betyde noget for sine børn, skal man bare dø fra dem." Hans mor som han elskede højt, dør pludselig af kræft da han er 13 år.

Det er faktisk det største tab: at jeg ikke lærte mine grænser at kende. At jeg stadig prøver at på at definere dem, stadig leder efter en etik og stadig forsøger at finde ud af, hvad man kan være bekendt over andre mennesker og sig selv.(...)
   Det får nogen konsekvenser for resten af mit liv. Alt andet lige ligger din mor altså øverst på hitlisten, når du er barn. Og så dør hun! Så står den plads altså ledig i rigtig mange år. Jeg ved egentlig ikke, om den er er helt besat endnu, om den skal besættes. Hvem kan erstatte en mor? Men pladsen står bare der og blinker helt tomt. Der er bare vacancy, og jeg kan godt mærke, at jeg har søgt i øst og vest efter erstatninger.

Her har vi hans egens og journalistens sublimeringshypotese i klartekst. Når han skriver romanen, og alle de andre kreative ting han har foretaget sig, så er det for at fylde savnet ud gennem sine fantasiprodukter. Han siger senere:

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal prøve alting. En af mine venner har sagt, at jeg gør det fordi jeg kan. Måske er det også med ikke at høre til ét sted. Den her rastløshed, der bare har buldret rundt i kroppen på mig.

2. I samme sektion er der en bemærkelsesværdig og øjeåbnende kronik af forfatteren Anne Marie Løn: "Et land i chok efter Anders Fogh Rasmussen." Hun tolker AFR´s politiske liv og virke, som et resultat af en traumatisk barndomsoplevelse hvor hans families landbrug og dermed hele livsgrundlag var truet fordi gården var på randen af økonomisk kollaps. Sådan:

For Anders var det en tragedie. Hel hans tilværelse brasede sammen, men ingen talte med ham om det.
   Hvad følte han, den 11-årige dreng, når han lå i mørket alene og græd? Hvordan gik ulykken ind på hans sanser? Hvad skulle der til for at løse problemerne? Svare lå lige for: "Magt og penge". Hvad skulle der til for aldrig igen at rammes af stå stor en smerte? I det ubevidste har svaret været: "Du må ikke mærke".

Gårdens krise blev afhjulpet, familien blev boende og knoklede løs. Som voksen var ingen af børnene knyttet til hjemmet, slet ikke Anders, de andre kom hjem en gang imellem, det gjorde han ikke. Som et genfærd af det barn han engang var, som tænkte klart og følte dybt, stred han videre i livet.
   Den smerte, et barn engang følte, genererer og regenererer i særlige tilfælde brændstof til skabende eller eller ødelæggende kraft. For de fleste går tryghed og glæden i det lange løb lige op med smerten, så det sårede barn kan forvalte barndommens samlede pulje til et nuanceret voksenlive mellem to yderpunkter.
   Polerne spejler hinanden. Talent, disciplin og høj arbejdsmoral, ærgerrighed havde AFR tilfælles med den skabend kunstner foruden en ild der brænder til et livs satsning.
I spejlets blind vinkel findes kunstnerens mentale gehør og latente tvivl, i modpolen er de fraværende. Det gjorde ham dygtigere end de fleste og farligere end nogen.

Jeg ser Anne Marie Løns udlægning af de ulykker AFR har begået som politiker og statsminister, som en beskrivelse af en kreativ personlighed, hvor den blending ("mellem to poler") som skaber de kreative produkter, aldrig er kommet i stand. Deraf hans destruktive virke med at skabe skel og grænser og stivnen i al politisk tænkning: ingen politiske forlig hen over midten, stramning af alle love om indvandrere og kriminelle, nedkæmpelse af smagsdommer-institutioner som mener det modsatte, etc. etc.

Freuds overføringsbegreb og blending af barndomserindringer med nutid

I forbindelse med min fornyede interesse for den kreative personligheds psyke og psykologi, er salig Freud genopstået i mine tanker.
   Poul Martinsen bleve tydeligvis drevet i sit voksenliv som tv-dokumentarist af frustrationer eller vrede fra barndommen på grund af manglende anerkendelse fra sin far der var smed. Altså meget forenklet.

Sigmund Freud mente jo grundlæggende at al kunst var udtryk for en form for sublimering af drifter som ikke blev tilfredsstillet i det konkrete liv. Sublimering er en psykologisk proces der betyder noget i retning af at et ønsket, men forbudt og uopnåeligt objekt erstattes med et stedfortrædende fantasiobjekt i en anden imaginær verden hvor dette ønske i kamuflere form kan komme til udtryk og blive realiseret. De ledsagende følelser kan så følge med og få udløsning gennem transformationen.
   Det knytter så an til det helt centrale begreb i psykoanalysen: overføring. At et menneske overfører følelser som oprindelig var knyttet til barndommens far-mor-og-barn trekant: begær, kærlighed, jalousi, angst, længsel - til aktuelle personer som man omgås: fra mor til kone, fra far til lærer, for eksempel.
   Det freudianske overføringsbegreb er vel conceptual blending i helt rendyrket og fundamental form.

Ideen fik jeg da jeg i dag i Politikens videnskabstillæg læste om en undersøgelse der viste at mænd der var vokset op i et hjem og en familie hvor der både var en mor og en barnepige til at tage sig af dem, at når de blev voksne, så havde de større tilbøjelighed til at være deres kone utro og have en elskerinde ved siden af.
   Et ubevidst erindret mentalt rums specielle personkonstellationer, disponerer altså mænd for at leve i et aktuelt socialt rum hvor denne konstellation genfindes og gentages "i overført betydning".
   Det ligner jo det en metafor "gør": overfører kvaliteter fra "source" til "target". Men der findes også i følge Freuds teori en metonymisk "overføring", som f.eks. viser sig i forskellige former for fetichisme.

I forbindelse med den freudianske drømmetydningsteori, er billederne i drømme netop produkter af ubevidst tankevirksomhed - i form af metaforisk forskydning og metonymisk fortætning - som er de mentale processer hvorved den ubevidste kommer til udtryk i drømmen - så det bliver muligt at komme uden om og indirekte tale om de oprindelige fortrængte og forbudte ønsker og angstforestillinger.

Tanker om kreativitet fra mange vinkler - en indledning til bloggen Peters Udsigt

Velkommen som læser til denne blog "Peters Udsigt". For mig er det noget af et nybrud - et vendepunkt at skrive på denne måde. Men nu kaster jeg mig ud i det - for at se hvad der sker - med mig.

Jeg har i efterhånden mange år interesseret mig for fænomenet kreativitet - i mange sammenhænge:

• Som underviser: Hvordan vækker man og inspirerer de mennesker man underviser, så de bliver "tændt"?
• Som efterkritiker: Hvordan sikrer man sig at efterkritikken bliver konstruktiv og udviklende - og bidrager til kreativitet hos modtageren?
• Som forsker: Hvad kendetegner forskning der er fornyende, revolutionerende, opfindsom, normbrydende? Hvorfor er så meget forskning kedelig og uinteressant - fantasiløs?
• Som dramaturg: Hvad skal der til for at et manus - til en tv-udsendelse - fænger, fanger, fastholder publikum?
• Som konsulent: Hvordan hjælper man en redaktion til at udvikle og forny sig, forbedre samarbejdet, øge produktiviteten, skabe arbejdsglæde
• Som tv-direktør: Hvordan får man medarbejdere til at producere, så seertallet øges - uden at det koster "mere" i tid og ressourcer?
• Som fagbogsforfatter: Hvad er fælles - om noget - for de emner jeg har skrevet om i bøgerne: Skriv Sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - Besat af virkelighed?
• Som ven og kollega: Hvorfor er det en bestemt personlighedstype som jeg tilsyneladende finder det særlig attraktivt at arbejde sammen med? Og hvad kendetegner den "type"?
• Som mig: Er der nogen sammenhæng i min tumlen-rundt karriere, og mellem alle de ting jeg har beskæftiget mig med i årenes løb? Jeg er snart 67. Hvorfor har jeg fx skiftet job så mange gange, selv om jeg i de fleste tilfælde bare kunne være blevet siddende i ro og mag hvor jeg var ansat? Hvad blev der af ungdommens digter- og malerdrømme?

De spørgsmål og mange flere - beslægtede - har jeg gået og tumlet med - bevidst og ubevidst - i efterhånden mange år. De har alle noget med kreativitet at gøre på en eller anden måde? Og svarene forudsætter en dybere og mere nuanceret forståelse af begrebet og fænomenet end jeg hidtil har magtet at mobilisere, har jeg på fornemmelsen. Og af mig selv, måske.

Nu er tiden inde til at finde og formulere nogle svar - måske kan det blive til en bog! Men egentlig er det ikke vigtigt.

   I første omgang prøver jeg at udnytte dette blog-medie. Det passer mig sådan set godt på den måde at jeg ofte har det med at skrive i korte "kapitler" - som i mange af mine kompendier - og i de mange power-point-oplæg jeg har skrevet i de senere år. I Danmarks Radio formulerede jeg det på den måde at alt der beskrives i et kompendium, skal kunne stå på en A4-side.

Dette var så mit allerførste indlæg på min blog. Det er i sig selv ret så grænseoverskridende. Jeg vil ønske at læsere kommenterer alt det de kan i forhold til temaet kreativitet - fra hundrede vinkler. 

   Men det er OK bare at læse - helst med lidt udbytte.