'Bygge diger' eller 'bygge både' - når metaforerne og analogierne er lige i øjet

Af og til læser man en artikel som konceptuelt rammer plet i kraft af det kreative sprog.

   I dag var det en "Signatur" af Amalie Kestler  i Politiken. Under rubrikken ...

Vi har brug for politiske bådebyggere

... skriver hun en kommentar hvor hun filosoferer over Dansk Folkepartis flotte valg til EU-parlamentsvalget. Hendes umiddelbare svar er at

Dansk Folkeparti er det eneste parti der konsekvent og enkelt har forholdt sig til de spørgsmål som ligger flertallet af danskere på sinde: Hvordan klarer vi os - økonomisk, socialt og kulturelt - i en verden og en tid, hvor det at miste er en konstant faktor? Hvordan holde vi fast på os selv og det, v i kan som land, som økonomi og som kulturel enhed i en tid hvor verden rykker tættere sammen og presst udefra derfor bliver større? 

Det er globaliseringen der er "truslen", og det er spørgsmålet om hvordan vi - danskerne - skal forholde os til den, som Amalie Kestler har på sigtekornet for sin klumme. Hun mener at det er helt urealistisk som DF-erne forstiller sig, at "koble Danmark fra resten af verden". Og så går hun ellers igang med en flot sammenhængende metafor-udlægning af de to muligheder:

Alle forandringerne viser præcis det modsatte: Danmark bliver mere og mere koblet på en global udvikling. Væksten og produktionen flytter fra land til land, arbejdspladser forsvinder og mennesker mister deres indtægtsgrundlag.

   Noget nyt skal gerne opstå. Men at foregøgle, at man kan stoppe denne udvikling, er uhæderligt over for vælgerne. Det er som at forsøge at stoppe bølgerne i vandet, der langsomt, men sikkert ændrer kystlinjen. Det kan man ikke.

   Man har to muligheder: Man kan bygge diger, som kan holde vandet ude en tid, men som før eller siden vil sprænges med ødelæggelse og nedrivning til følge – eller man kan bygge både, som kan sejle ovenpå og finde nyt land. Dansk Folkeparti bygger diger. Vi har brug for flere politikere, der bygger både.

   For ideen om, at vi kan føre en politik, som gør Danmark større og resten af verden mindre, fører os på vildspor og hindrer os i at finde svar på tidens vigtigste spørgsmål: Hvordan kommer vi styrket og ikke svækket ind i fremtiden?

Smuk kompleks metafor og et fint eksempel på 'konceptuel blending': 'globaliseringen' som 'vand der stiger', og de to muligheder for at forholde sig til den uundgåelige udvikling: mentalt "at bygge diger" eller mentalt "at bygge skibe".

   Amalie Kestler forsætter med en også flot og præcis analogiargumentation: Historierne om to polarforskeres ekspeditioner på Antarktisk om at nå og finde Sydpolen: Scott og Amundsen:

Vi må forberede os på naturens – i dette tilfælde globaliseringens – præmisser, hvis vi skal komme styrket ind i fremtiden. Hvad fortæller historien os om opdagelsesrejsende, som indtog nyt land? Amundsen vandt kapløbet til Sydpolen over Scott og hans folk, som alle døde. Hvorfor? Hvad var forskellen på den måde, de greb opgaven an på?

   Den korte version er, at Amundsen forberedte sig på naturens præmisser, mens Scott ikke gjorde. Amundsen forberedte sig ved at studere eskimoer, bruge hunde i stedet for ponyer (som Scott bl.a. gjorde!), lave flere forrådskamre til tilbageturen, hvis han skulle komme ud af kurs, tage fire termometre med, hvis et skulle gå i stykker osv.

   Scott lavede ét forrådskammer, som han ikke nåede frem til, og hans eneste termometer gik i udu. Han tabte og mistede livet, fordi han ikke forberedte sig på naturens præmisser.

Det her er kreativt sprog og øjeåbnende journalistik. En fornøjelse at læse og tænke videre over med konstruktive billeder i hovedet.

   Kommentaren slutter med at vende tilbage til 'bygge diger - bygge både'-modsætningen til at et forsøg på at definere politikernes opgave:

Politikerne er opdagelsesrejsende, der skal finde frem til målet under skiftende, strabadserende forhold. Men mon ikke vælgerne foretrækker både frem for diger, hvis de kan se forskellen?

Flot! Og lige i øjet!

Hele kommentaren kan læses her:

http://politiken.dk/debat/profiler/amaliekestler/ECE2304508/vi-har-brug-for-politiske-baadebyggere/

Bidrag til neurojournalistikken: Nyheder er dårligt for dig - du har ikke godt af nyheder - nyheder er usundt!

Jeg har altid syntes det var sjovt at finde på nye begreber til at sammenfatte nye indsigter som jeg synes jeg har fået. 

   Til de begreber hører fx "videnssprog-erfaringssprog", "den tredje dims", "erfaringsinterview", "den store dansklærer", "faktion", "journalistisk plot", "bølgemodel", "retssagsskema".

   Til den samling hører også "neurojournalistik" som jeg introducerede i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Og som jeg delvist forfølger videre i disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/nyhedskriterier-i-hjernen-pa-lserne.html

Ideen er som ved alle de andre nye ord der kombinerer "neuro-" med forskellige professioner og fagområder ("neuroøkonomi", "neuroæstetik", mv.), af afdække og forstå sammenhængen mellem det som journalister gør og tænker når de arbejder som journalister, og så de indsigter som kan hentes fra den nyeste neurovidenskab og kognitive psykologi.

   Når de spørgsmål optager mig gevaldigt, er det fordi jeg har undervist journalister, være konsulent for journalister, skrevet om journalistik, været chef for journalister - on and off - siden 1972.
   

Det sidste nye mentale kick jeg fik ad det spor, var Daniel Kahnemans bog: Thinking, Fast and Slow, og jeg brugte bogens teorier, begreber og kategoriseringer til at analysere og gennemlyse nogle eksempler på dårlig journalistik og dårlige beslutninger på redaktør-niveau.

   Hele syv blogindlæg  i januar i år kastede læsningen af den bog af sig, alle under rubrikken "Thinking Fast and Slow".
    Fagligt siger man at hans forskning ligger inden for området "behavioral economics". Jeg har i et tidligere indlæg - inspireret af det - udmøntet termen "behavioral journalism".

Tilfældigt ved at surfe og søge på nettet finder jeg frem til en bog som har titlen: The Art of Thinking Clearly: Better Thinking, Better Decisions. Forfatterens navn er Rolf Dobelli. 

   Han er sweitzer, og bogen udkom på tysk i 2012. Den blev udgivet på engelsk i år hvor den straks kom på bestsellerlisten

   Ved at læse nogle anmeldelser kan jeg se at han på nogle punkter ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og han har også referencer til en forsker og filosof som også Kahneman refererer til: Nassim Nicholas Taleb (som jeg senere vil vende tilbage til). Jeg har bestilt bogen.

   Og jeg finder på Odellis hjemmeside en artikel af ham som har titlen: "Avoid News - Towards a Healthy News Diet", som tydeligvis ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og som opregner en lang række - mere eller mindre - videnskabeligt funderede argumenter for at man skal undgå at bruge tid, hjerne, opmærksomhed, følelser, energi - på at læse, se eller høre nyheder.
   Jeg er en hund efter viden, synspunkter og teorier som giver indsigt på kendte temaer fra nye vinkler.
   Her er det effekten på det nyhedshungrende publikum det handler om. Den vinkel har klart været underbelyst i mine skriverier. 

 
Dobelli har skrevet en nedkogt og indkogt version af denne artikel til en slags kronik i avisen The Guardian. Den har rubrikken:

News is bad for you – and giving up reading it will make you happier

Og manchetten lyder som følger:

News is bad for your health. It leads to fear and aggression, and hinders your creativity and ability to think deeply. The solution? Stop consuming it altogether

Jeg synes ikke bare han har en, men en del gode pointer som er værd at tænke over. Og han skriver for at provokere, klart nok.

   Ikke alle hans påstande indeholder bidrag til neurojournalistikken, men ca. halvdelen gør. Hans overordnede metafor eller analogi er at sammenligne effekten at indtage mange daglige nyheder - med de mange negative helbredseffekter af dårlig kost - som giver overvægt, hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge - yuo name it.

In the past few decades, the fortunate among us have recognised the hazards of living with an overabundance of food (obesity, diabetes) and have started to change our diets. But most of us do not yet understand that news is to the mind what sugar is to the body. News is easy to digest. The media feeds us small bites of trivial matter, tidbits that don't really concern our lives and don't require thinking. That's why we experience almost no saturation. Unlike reading books and long magazine articles (which require thinking), we can swallow limitless quantities of news flashes, which are bright-coloured candies for the mind. Today, we have reached the same point in relation to information that we faced 20 years ago in regard to food. We are beginning to recognise how toxic news can be.

Nyheder er for sindet hvad sukker er for kroppen. Nyheder er nemme at fordøje og kræver ikke at vi tænker dybere over hvad de fortæller. Nyheder er en slags gift for hjernen.

   Derefter følger så en række påstande som begrundes gennem henvisninger både til faglitteratur og anskueliggørende eksempler:

Nyheder er vildledende - hvilket blandt andet indebærer at vi som nyhedsforbrugere ender op med fejlagtige og misvisende "risiko-kort" i hovedet, så vi systematisk under- og overvurderer risikoen ved forhold i virkeligheden, som fx terrorisme:

 News misleads. Take the following event (borrowed from Nassim Taleb). A car drives over a bridge, and the bridge collapses. What does the news media focus on? The car. The person in the car. Where he came from. Where he planned to go. How he experienced the crash (if he survived). But that is all irrelevant. What's relevant? The structural stability of the bridge. That's the underlying risk that has been lurking, and could lurk in other bridges. But the car is flashy, it's dramatic, it's a person (non-abstract), and it's news that's cheap to produce. News leads us to walk around with the completely wrong risk map in our heads. So terrorism is over-rated. Chronic stress is under-rated. The collapse of Lehman Brothers is overrated. Fiscal irresponsibility is under-rated. Astronauts are over-rated. Nurses are under-rated.

   We are not rational enough to be exposed to the press. Watching an airplane crash on television is going to change your attitude toward that risk, regardless of its real probability. If you think you can compensate with the strength of your own inner contemplation, you are wrong. Bankers and economists – who have powerful incentives to compensate for news-borne hazards – have shown that they cannot. The only solution: cut yourself off from news consumption entirely.

Nyheder er uden relevans for dig: Nævn et eksempel på en nyhed af de ti tusinde du har læst i år, som førte til at du tog en bedre beslutning omkring alvorlige forhold som vedrører dit liv:

News is irrelevant. Out of the approximately 10,000 news stories you have read in the last 12 months, name one that – because you consumed it – allowed you to make a better decision about a serious matter affecting your life, your career or your business. The point is: the consumption of news is irrelevant to you. But people find it very difficult to recognise what's relevant. It's much easier to recognise what's new. The relevant versus the new is the fundamental battle of the current age. Media organisations want you to believe that news offers you some sort of a competitive advantage. Many fall for that. We get anxious when we're cut off from the flow of news. In reality, news consumption is a competitive disadvantage. The less news you consume, the bigger the advantage you have.

Nyheder forklarer ingenting: Nyheder er "bobler på virkelighedens overflade" - og en samling og ophobning af nyheder vil aldrig kunne forklare de dybere sammenhænge, så du virkelig forstår hvad der foregår i verden, mængden af dem og ophobningen af dem stiller sig i vejen for at forstå den underliggende helhed: 

News has no explanatory power. News items are bubbles popping on the surface of a deeper world. Will accumulating facts help you understand the world? Sadly, no. The relationship is inverted. The important stories are non-stories: slow, powerful movements that develop below journalists' radar but have a transforming effect. The more "news factoids" you digest, the less of the big picture you will understand. If more information leads to higher economic success, we'd expect journalists to be at the top of the pyramid. That's not the case.

Nyheder er gift for kroppen: Nyheder aktiverer det limbiske systems panik-reaktioner som udløser cortisol, som på sin side svækker immunsystemet og har negative biologiske effekter på kroppen, som permanent stress også har:

News is toxic to your body. It constantly triggers the limbic system. Panicky stories spur the release of cascades of glucocorticoid (cortisol). This deregulates your immune system and inhibits the release of growth hormones. In other words, your body finds itself in a state of chronic stress. High glucocorticoid levels cause impaired digestion, lack of growth (cell, hair, bone), nervousness and susceptibility to infections. The other potential side-effects include fear, aggression, tunnel-vision and desensitisation.

 Nyheder forstærker kognitive fejl - bekræfter fordomme, cementerer mentale bias og giver endimensionelle og oversimplificerede årsagsforklaringer: 

News increases cognitive errors. News feeds the mother of all cognitive errors: confirmation bias. In the words of Warren Buffett: "What the human being is best at doing is interpreting all new information so that their prior conclusions remain intact." News exacerbates this flaw. We become prone to overconfidence, take stupid risks and misjudge opportunities. It also exacerbates another cognitive error: the story bias. Our brains crave stories that "make sense" – even if they don't correspond to reality. Any journalist who writes, "The market moved because of X" or "the company went bankrupt because of Y" is an idiot. I am fed up with this cheap way of "explaining" the world.

Nyheder hæmmer tænkning: Tænkning kræver koncentration og koncentration kræver tid. Nyheder er specielt designet til at afbryde dig og stjæle din opmærksomhed. Og nyheder svækker vores hukommelse på grund af overfodring med informationer som ingen betydning har:

News inhibits thinking. Thinking requires concentration. Concentration requires uninterrupted time. News pieces are specifically engineered to interrupt you. They are like viruses that steal attention for their own purposes. News makes us shallow thinkers. But it's worse than that. News severely affects memory. There are two types of memory. Long-range memory's capacity is nearly infinite, but working memory is limited to a certain amount of slippery data. The path from short-term to long-term memory is a choke-point in the brain, but anything you want to understand must pass through it. If this passageway is disrupted, nothing gets through. Because news disrupts concentration, it weakens comprehension. Online news has an even worse impact. In a 2001 study two scholars in Canada showed that comprehension declines as the number of hyperlinks in a document increases. Why? Because whenever a link appears, your brain has to at least make the choice not to click, which in itself is distracting. News is an intentional interruption system.

Nyheder fungerer som et narkotikum som man bliver afhængig af fordi vi hele tiden bliver holdt i spænding om hvordan konfliktfyldte begivenheder udvikler sig. De dele af hjerne som er udviklet til at "skimme" og "multitaske" bliver yderligere udviklet, mens de dele af hjerne som bruges til dybdegående fokuseret læsning svækkes og forfalder, så man bliver træt og ukoncentreret efter læsning af nogle få sider:

News works like a drug. As stories develop, we want to know how they continue. With hundreds of arbitrary storylines in our heads, this craving is increasingly compelling and hard to ignore. Scientists used to think that the dense connections formed among the 100 billion neurons inside our skulls were largely fixed by the time we reached adulthood. Today we know that this is not the case. Nerve cells routinely break old connections and form new ones. The more news we consume, the more we exercise the neural circuits devoted to skimming and multitasking while ignoring those used for reading deeply and thinking with profound focus. Most news consumers – even if they used to be avid book readers – have lost the ability to absorb lengthy articles or books. After four, five pages they get tired, their concentration vanishes, they become restless. It's not because they got older or their schedules became more onerous. It's because the physical structure of their brains has changed.

Nyheder er spild af tid: Du smider ca. en halv dag om ugen væk til nyhedsforbrug, timer som du kunne bruge til noget bedre. Der er et overskud af information og et underskud af opmærksomhed:

News wastes time. If you read the newspaper for 15 minutes each morning, then check the news for 15 minutes during lunch and 15 minutes before you go to bed, then add five minutes here and there when you're at work, then count distraction and refocusing time, you will lose at least half a day every week. Information is no longer a scarce commodity. But attention is. You are not that irresponsible with your money, reputation or health. Why give away your mind?

Nyheder gør os passive: Vi overvældes nyheder som vi alligevel ikke kan gøre noget ved, og det slider vores bevidsthed til så vi ender med et livssyn som er pessimistisk, præget af ufølsomhed, sarkastisk og fatalistisk, en grundholdning som videnskaben har betegnet som "indlært hjælpeløshed" og som kan indehold kimen til at så mange bliver ramt af depression:

 News makes us passive. News stories are overwhelmingly about things you cannot influence. The daily repetition of news about things we can't act upon makes us passive. It grinds us down until we adopt a worldview that is pessimistic, desensitised, sarcastic and fatalistic. The scientific term is "learned helplessness". It's a bit of a stretch, but I would not be surprised if news consumption, at least partially contributes to the widespread disease of depression.

Nyheder dræber kreativiteten - fordi det vi i forvejen ved står i veje for skabelsen af nye ideer. En ægte kreativ sjæl er aldrig "nyhedsnarkoman". Hvis du ønsker at komme med gamle løsninger, læs nyhder; hvis du vil finde på noget nyt, lad være:

News kills creativity. Finally, things we already know limit our creativity. This is one reason that mathematicians, novelists, composers and entrepreneurs often produce their most creative works at a young age. Their brains enjoy a wide, uninhabited space that emboldens them to come up with and pursue novel ideas. I don't know a single truly creative mind who is a news junkie – not a writer, not a composer, mathematician, physician, scientist, musician, designer, architect or painter. On the other hand, I know a bunch of viciously uncreative minds who consume news like drugs. If you want to come up with old solutions, read news. If you are looking for new solutions, don't.   

Du kan finde den lange og væsentligt mere nuancerede version af Odellis påstande om sundhedsfaren ved nyheder på hans hjemmeside:

http://www.dobelli.com/wp-content/uploads/2013/03/Avoid_News_Part1_TEXT.pdf

Listen af påstande om hvorfor nyheder er dårlige for både sjæl og legeme er også længere: Her er de der er udeladt af læse-let-versionen i The Guardian. De er ikke de mindst interessant, så alene derfor læs den lange version:

• News sunders the relationship between reputation and achievement
• News is produced by journalists (underforstået: de fleste nyheder på nettet er ikke rigtigt nyheder):
• Reported facts are sometimes wrong, forecasts always
• News is manipulative
• News gives us the illusion of caring 

Rolf Odelli slutter med af aflive den misforståelse (som man nemt kunne få af den korte version) at han generelt skulle have fordomme og være negativ over for journalister og journalistik. Samfundet har stadig brug for journalistik .. men en anden slags end den der dominerer: 

Society needs journalism – but in a different way. Investigative journalism is always relevant. We need reporting that polices our institutions and uncovers truth. But important findings don't have to arrive in the form of news. Long journal articles and in-depth books are good, too.

 Og så runder han af med at han har levet uden det daglige nyhedsfix i fire år. 

I have now gone without news for four years, so I can see, feel and report the effects of this freedom first-hand: less disruption, less anxiety, deeper thinking, more time, more insights. It's not easy, but it's worth it.

http://www.theguardian.com/media/2013/apr/12/news-is-bad-rolf-dobelli

En nyhedsdiæt som går ud på helt at være afholdsmand - og faste i fire år! 

   Det lyder imponerende, men er naturligvis ikke reelt - for alle hans omgivelser: venner, kolleger, familie - har indtaget nyheder som de altid har gjort, så Odelli har utvivlsomt fået et godt (til)skud af nyheder i de fire år - bare mundtligt gennem øret.

   Men ellers er der jo noget om snakken. I kortere perioder - når jeg har været på ferie - har jeg også undgået både at læse aviser, se tv og gå på nettet. Og konstateret at jeg intet har mistet når jeg kommer hjem og vanemæssigt genoptog mit daglige nyhedsfix igen fra alle medier.

P.S.

Politiken bragte den 19. november 1998 en kronik af mig - kort efter jeg var tiltrådt som Professor i journalistik ved SDU i Odense - under rubrikken: 

Journalistikkens uvæsen 

Den havde samme retoriske struktur som Odellis - med 12 bevidst provokerende påstande som så punkt for punkt blev begrunder og underbygget. 

   Nogle af punkterne havde ligheder med Odellis - men der var ingen antydning af forsøg på forklaringer med henvisning til kognitiv psykologi og neurovidenskab.

Her er påstandene fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" i deres nøgne form:

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret (TV–seertals voksende indflydelse)

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer – omfattende kildeafsmitning i terminologi og vinkler

5. Journalisterne er et lukket elitært broderskab – højtlønsgruppe, der har isoleret sig fra, hvad der rører sig i befolkningen.

6. Journalister er blevet en magt i sig selv. Journalister har magt til at skabe helte og begå karaktermord

7. Journalister er overfladiske og ideforladte. Deres virkelighedsopfattelse er ude af skridt med samfundsudviklingen. De løber alle efter de samme historier med de samme forudsigelige vinkler.

8. Journalister er utroværdige og overfladiske. Misbruger kilder, strammer vinkler og rubrikker langt ud over, hvad der er dækning for i virkeligheden.

9. De journalistiske metoder er er etisk anløbne. Brug af telelinser, skjulte mikrofoner, skjult kamera.

10. De journalistiske orm- og udtryksmidler fiktionaliseres. Artikler og indslag bygges op efter dramaturgiens regler ( indbygget spænding o.s.v.)

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden. En god historie er altid en dårlig historie

12. Journalistikken truer demokratiet. Den politiske journalistik fokuserer i stigende grad på personer og personlige motiver. Magtens vagthund er væk.

Hvis man vil have disse fordomsfulde og genraliserende påstande uddybet og nærmere begrundt, kan kronikken rekvireres på biblioteket. Jeg har den ikke selv i digitaliseret udgave

   Det var påstande som jeg havde indsamlet dokumentation for i et års tid ved læsning af aviser der fortalte historier med eksempler på andre journalistiske mediers elendighed.

KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - kreative miljøer er som ursuppen

Jeg har tidligere i et indlæg noteret den formmæssige lighed - isomorfi - der er mellem det skema for konceptuel blending som fremgår af bogen 'The Way We Think', og så en grafisk model af kønnet befrugtning: to kønsceller der smelter sammen og producerer en tredje, som er et helt nyt indvid med en blanding af egenskaber fra de to forældre-celler (se indlæg 20/09/10).

   Den isomorfi gør det altså muligt at se og forstå den mere abstrakte kognitive tankeproces blending, gennem forestillingen om den mere konkrete og velbeskrevne biologiske befrugtningsproces.

   KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - en masse sproglige udtryk viser at det er præcis den grundmetafor vi "trækker på" i en lang række sproglige udsagn når vi skal formulere os om  kreativ tankevirksomhed:

• Vi havde et frugtbart samarbejde
• Tanken om demokrati gærede rundt omkring i samfundet
• Ideerne blomstrede 
• En ny tanke spirede frem
• Bogen såede et frø til en nyskabende opfindelse
• Heri lå kimen til en revolutionerende teori 
• Det moderne begreb om tyngdekraften blev født 1687
• Niels Bohr var atomteoriens far
• Problemet skulle have en vis inkubationstid før løsningen dukkede op

Som jeg nævnte i det foregående blogindlæg, så arbejder Steven Johnson i sin bog 'Where Good Ideas Come From' ud fra en gennemgående generativ grundmetafor eller analogi:

  

KREATIVE MILJØER er som den LIVGIVENDE URSUPPE 

Pointen er at han derudfra finder analogier og isomorfier på mange planer mellem natur og kultur. Han anfører:

Wether you´re looking at the original innoventions of carbon-based life, or the explosion of new software toools on the Web, the same shapes keep turning up. When life gets creativt, it has at tendency to graviate toward certain recurring paterns, whether those patterns ar emergent and self-organizing, og wether they ar eliberately crafted by human agents. 

Til at grafisk at visualiserer sin helhedstanke i bogen bruger han metaforen et timeglas og dette at man i den model kan zoome ind og ud - både når det gælder naturfænomener (over stregen) og naturfænomener (under stregen):

global evolution

ecosystems

species

brains

cells 

----

ideas

workspaces

organizations

settlements

information networks

Hans ide (opdagelse?) er at det er de samme innovations-mønstre der findes på alle planer - uanset skellet natur-kultur, og at man altså mentalt set kan zoome ud og ind i forhold til de forskellige niveauer:

As you descend toward the center of teh glass, the biological scales contract: from the global, deep time of evolution to the microsocopi exchanes of neurons og DNA. At the center of the glass, the perspecitive shifts from nature to culture, ande the scales widen: from indvidual thought  and private workspaces to imennese cities and global information networks. When we look at the history of innovation from the vantage point  of the long zoom, what we find is that unusually generative environments display similar patterns of creativity at multiple scales simultaneously.

Steven Johnson er en storforbruger af metaforer. Og fraktalen er den metafor han sammenfatter hele sin tænkning gennem: Det at de samme "innovation patterns" kan genfindes når man mentalt set zoomer ud og ind og går på tværas af planer og faglige domænder i timeglasset. Han argumenterer med at - i stedet for  at anskue hvert plan gennem sin isolerede faglige optik (min metafor) - så bliver "new insigths visible by approaching the problem in this fractal (min fremhævning), cross-disciplinary way." Og senere:

You can´t explain the biodiversity and the coral reef by simply studying the genetics of the coral itself. The reef generates and sustains so many different forms of life because of patterns that recur on the scales of cells, organisms, and the wider ecosystems itself. The sources of innovation in the city and the Web are equally fractal (min fremhævning). In this sense, seeing the problem of innovation from the long-zoom perspective does not just give us new metafors. It gives us new facts.

Det Steven Johnson understreger her er en speciel udforskningsmetode, hvor han bruger en gennemgående metafor som en kognitiv søgemaskine på tværs af domæner og fagområder, til at genererer ny indsigt ud fra "recurring patterns" inden for ellers adskilte mentale territorier der sådan set er velbeskrevet og forstået hver for sig.

   Jeg fremhæver dette fordi jeg synes det er beslægtet med det jeg i det små også forsøger at gøre med skriverierne på denne blog. Ligesom i bogen 'I is an Other' af James Geary synes jeg i Steven Johnsons bog at hav fundet noget af en soul-mate.

Fodboldspilleren Christian Eriksen som en kommende Michael Laudrup - et type-eksempel på kreativ blending

Min "bibel" 'The Way We Think' fremhæver og dissekerer et type-eksempel på en særlig variant af  konceptuel blending som er lidt kompliceret at gengive her på kort plads.
   Men essensen i eksemplet er at skribenten i det udsagn som indeholder "the blend", har opfundet en tænkt sportskamp mellem sportsfolk fra forskellige århundreder. Det som det blendede udsagn så fortæller, er hvem der har vundet i det forestillede (men aldrig reelt eksisterende) "væddeløb" mellem de to.
   I det tankeeksperiment som kommer til udtryk i "blandingen", er der altså sket en konceptuel integration og komprimering af tid og rum. Det samlede udsagn ligner en slags analogi.

   Det er jo ganske abstrakt. Derfor er jeg på udkig efter tilsvarende eksempler på dansk. Og fandt det på Søndagspolitikens sportsider i dag den 27 marts.

Danmark spillede i går fodboldlandskamp mod Norge. Og en af de unge talenter i angrebet på det danske hold hedder Christian Eriksen. I en artikel med rubrikken "Danmarks unge stjernespiller vokser fra kamp til kamp", skal Rasmus Bech så give et baggrundsportræt af Christian Eriksen med afsæt i landskampen. Og det fortællemæssige greb han udnytter, er præcis af den type som beskrive i 'The Way We Think'. Det fremgår allerede klart af manchetten: 

I en sammenligning med Michael Laudrup er Christian Eriksen ni mål bagud, men han giver store løfter.

Og første afsnit leverer springbræt for hele artiklens genngående blending af to karrierer-historier når det gælder mål scoret i landsholdkampe, en der er fortid: Laudrups - og en der kun lige er begyndt: Eriksens: 

Christian Eriksens omgang med bolden, hans antrit, elegance og meget fine balance, har fået mange - og ikke mindst medierne - til at kalde fynboen for 'den nye Laudrup'.

Rasmus Bech, som jeg i øvrigt tidligere har fremhæve for sin kreative sproglige tænkning i sin sportjournalistik, fortsætter så i artiklen med at pendle mellem de to fodboldspilleres karrierer og meritter i løbet af hver deres 12 første landskampe. I denne tænkte konkurrence fører Laudrup så med 12 mål. 

   Fidusen ved denne kreative blending-operation er at det giver mulighed for at formulere forventninger til at Eriksen i fremtiden vil scorer mange landskampmål (ligesom Laudrup), selv om han endnu ikke har leveret varen.

   Artiklen slutter i lyset heraf med et smukt eksempel på udnyttelsen af et kontrafaktisk udsagn:

Og havde Eriksens hjerte været mere løveagtigt, da han midt i anden halvleg fik en dyb aflevering at løbe på, var det ikke den norske målmand, der var blevet vinder af duellen. Men det var nu heller ikke Laudrups stærke side. 

Altså i ét konceptuelt rum hvor Eriksen havde haft et "mere løveagtigt hjerte" ville han have scoret. Men i det andet konceptuelle rum hvor både han og Laudrup igennem hele artiklen er blevet installeret og har konkurreret, der har heller ikke Laudrup et "løvehjerte" til nærkamp og hårde tacklinger. Så det skal nok gå alt sammen, kan læserne slutte. 

   Kreativt tænkt og godt skrevet af Rasmus Bech.

Kreativ tv-journalistik (1) - Sarah Pagh Kofoeds brug af metafor og analogi i et journalistisk plot

Kreativ tv-journalistik er sværere at skrive om i denne blog end skreven journalistik. For at kunne dokumentere og beskrive på samme måde, skulle man man automatisk optage alt det man ser, og derefter  bruge tid på at genafspille og gennemse, og så notere speak, interview-citater eller særlige billedsekvenser ned etc. Og i tv-nyheder får man sjældent lige noteret hvem journalisten er.
   Umanerligt besværligt og tidskrævende.
   Og det er lidt ærgerligt for mit udgangspunkt for overhovedet for alvor at interesserer mig for kreativitet var oprindelig min oplevelser og erfaringer med at undervise i og skrive om tv- og film-dramaturgi.
   Så nu tager jeg lidt revance her og i næste indlæg.

Jeg vender jo jævnligt tilbage til de to særlige udtryks- og fortælleformer som teorien om konceptuel blending har specielt fokus på: kontrafaktiske udsagn og metaforiske udsagn.
   Og de eksempler jeg har givet i tidligere indlæg, er hovedsagelig hentet fra avislæsning. Det er nemlig (jfr. ovenfor) det nemmeste. Avisen bliver liggende i bunken med kryds på forsiden til dagene efter, så jeg kan tage den frem når jeg skal skrive, og så er alle oplysninger og citater jeg skal bruge der, de står der bare.
   Her følger nu analyser af den kreative tænkning i og bag om to forskellige eksempler fra tv. De er flere uger gamle, men jeg fik noteret dem ned på en gul post-it-seddel, som jeg lige genfandt i dag.

Det ene var en regulær tv-nyhed - ikke en af de hårde - den lå, som jeg husker det, hen i mod slutningen af 18.30-eren. Ifølge DR.dk blev den udsendt i Tv-Avisens 18.30-udgave 04/03/11.
   Selve historien var sådan set også en journalistisk klassiker: "En undersøgelse viser at verden ser anderledes ud end vi troede, eller end vi ønsker."
   Her havde DR.dk den under rubrikken. "Mange går aldrig til lægen". Men nyheden var reelt vinklet på at det specielt var mænd der "aldrig går til lægen": Hver femte dansker, og fortrinsvis yngre mænd som har job, men kun en kort uddannelse, belaster kun systemet med 1,2% af lægebesøgene. Til web-nyheden var der en case som der var interviewcitater fra.
   Og pointen i historie er så at eksperter siger at det i virkeligheden er samfundøkonomisk en dårlig ide at undlade  at gå regelmæssigt til lægetjek af helbreddet. Nyheden fortæller at casen prøver en lungefunktionsmåler som viser at han efter fem hiv har svært ved at få vejret.

Men nu til tv-indslaget som var det der røg ind på lystavlen hos mig - frem for alle de andre tv-nyheder den dag. Og jeg tager forbehold for eventuelle erindringsforskydninger:
   Journalisten var, ser det ud til fra nethistorien: Sarah Pagh Kofoed. Her havde hun fået casen til at køre hen på et værksted og få lavet et af de faste periodiske eftersyn på sin ret nye bil, og det var der på værkstede vi som seere så ham få tjekket sin bil og så også prøve lungefunktionsmåleren som viste at hans lunger fungerede dårligt fordi han røg så meget.
  Journalisten interviewede så den yngre mand on location om hvorfor han med faste intervaller havde sin bil til eftersyn på værkstedet og betalte det dyrt, men til gengælde var helt ligeglad med at få tjekket sin egen krops funktionsduelighed som han kunne få gjort gratis - ikke mindst i lyset af at det nu viste sig at kroppen havde det dårligt, mens bilen var teknisk i topform.

Analyse af den kreative tænkning bag det plottede tv-indslag:
    Journalisten har fået en god ide inde i hovedet til en dobbeltbundet historie - med afsæt i nyhedsvinklen: Unge mænd skader sig selv og koster samfundet kassen ved ikke fast at gå til helbredstjek hos lægen.
   Det journalistiske greb er så at konstruere et godt plot til historien, dvs. her at udnytte muligheden for at iscenesætte en visuel metafor eller analogi: "fast lægtjek af kroppen" ("target") skal ses og forstås gennem det billede som "fast mekanikereftersyn af bilen" ("source") leverer optik til.
   Og den bagvedliggende frame og grundmetafor som  ideen udspringer er: KROPPEN er EN MASKINE - det som i lægesammenhæng lidt negativt kaldes "apparatfejlmoddellen", og som sygeplejesker har det dårligt med og ønsker erstattet eller suppleret med framen: DEN SYGE er ET MENNESKE. Et godt stykke kreativ tænkning i hovedet på Sara.
   Hvis nogen vil indvende at ideen til tv-nyhedens plot er plat og banal, så har de måske ret, men det virker måske ekstra godt netop af den grund. Jeg er i øvrigt helt uenig. Historien fik et ironisk twist og en dobbeltbundethed som er de samme mekanismer god litteratur lever af, blot her integreret og komprimeret til et 2 minutters "blend".
  Indslaget var i hvert fald den eneste tv-nyhed jeg huskede fra aftenen før også næste dag.

Den anden kreative udnyttelse af blending i tv jeg vil fremhæve, var en fup-dokumentar med titlen i følge DR.dk: "Hvad nu hvis... Danmark var kommunistisk". Den skriver jeg om i næste blog.

                                                (fortsættelse følger)

Når blending i malerkunsten fører til en kunstnerisk revolution - Japan + Frankrig = Verdenskunst

Jeg fik endnu en gang et mentalt kick - en aha-oplevelse - da fruen og jeg besøgte Ordrupgaard kunstmuseum for at se en udstilling med titlen "Møde med Japan - Degas, Monet, Gauguin ...". 

   Og så lærte jeg et nyt ord: 'japanisme' (eng: japonism) - som henviser til især franske kunstneres dyrkelse af japansk kunst og kultur i sidste halvdel af 1800-tallet.  

  Jeg lærte også et andet ord jeg ikke kendte: "parallelperspektiv", som godt nok er et perspektiv, men forskelligt fra det jeg kender som "centralperspektivet" som blev udviklet under renæssancen i Europa. 

   Sådan kan forskellen illustreres, parallelperspektivet går mod uendelig, mens centralperspektivet har et slutpunkt i horisonten :

Jeg har for næsten et år siden (25/04/10) skrevet et blogindlæg om malerne Klee og Nolde, som stimuleres til maksimal kreativ intensitet i deres malerkunst på grund af kreative restriktioner, pålagt dem af den omgivende virkelighed. Indlægget sluttede med at omtale den japanske billedkunstner Hokusai, som jeg allerede som ung var stærkt betaget af. Og som jeg stadig er, sidst bekræftet under min rejse til Japan for et par år siden, hvor jeg så en masse af hans træsnit, og købte en stor bog om ham, illustreret med en masse af hans billeder. Der hænger også flere af hans træsnit (i kopi) og andre japanske træsnit (i kopi) på vores vægge. Blandt andet de her to, som nærmest er blevet metonymiske ikoner for hele Japan, ligesom den lille havfrue er det for Danmark:

Så en udstilling med japanske træsnit, trækker, og jeg husker godt svagt fra kunsthistorien at de franske impressionister havde et eller andet kørende med Japan.

Udstillingen dokumenterede overbevisende kreativ blending af to kultures billedkunst i sidste halvdel af 1800-tallet, og i et omfang som jeg derfor ikke havde nogen forestilling om. Den franske impressionisme, som var en af de helt store revolutioner i malerkunstens historie, var så grundlæggende inspireret og gennemgribende påvirket af de japanske træsnitmestre at revolutionen, så vidt jeg kan se, slet ikke kunne tænkes uden dette visuelle kulturmøde. Udstillingen leverede i den grad overbevisende syn for sagn.

Man kan ellers næsten ikke forestille sig to kulturer der mentalt og konceptuelt har ligget fjernere fra hinanden end den japanske og den franske - i sidste halvdel af det 19. århundrede. Frankrig havde en kultur og et samfundsliv præget af de lange sociale og økonomiske efterdønninger fra den borgerlige revolution fra 1789. Japan havde været totalt isoleret fra næsten enhver kontakt med Europa i Shogun-perioden 1639-.1853. Nationen var på mange måder stadig et middelaldersamfund - men med en helt speciel æstetisk forfinet kultur, som da den blev introduceret til Europa, fremtrådte som fjern, eksotisk og eventyrligt anderledes. Et mentalt chock der var så dybt inspirerende at de unge franske kunstnere der manifesterede sig fra omkring 1860, aldrig kom over det.

   Og det var netop fremmedheden - det radikalt anderledes forhold til farver, motiver, komposition, perspektiv - i den japanske træsnit-kunst, som de  impressionistiske malere i den periode kunne bruge som konceptuel og visuel løftestang i deres provokerende oprør mod den etablerede franske "salonkunst". Mange af malerne havde omfattende samlinger af de japanske træsnit-mestre. Som dem her af Hiroshige:

Og når jeg ser den del af udstillingen på Ordrupgaard hvor man har ophængt berømte værker af store franske malere som Manet, Degas, Monet, Renoir, Pissarro, Sisley, Gauguin, Van Gogh, Toulouse-Lautrec - omgivet af nogen af de japanske træsnit som har inspireret dem, så bliver det tydeligt at der her et tale om anskuelsesundervisning i visuel blending: Franske kvinder og mænd, franske landskaber og haver, franske byer og bygninger, er set og visuelt tolke gennem et "japansk konceptuelt filter".

   "Det japanske syn" gennemsyrer deres billeder, både når det gælder farvevalg, motivvalg, komposition, perspektiv og beskæringer. Med andre ord, alle de særlige maleriske kvaliteter der gjorde den periode i malerkunsten historie til et eksplosivt æstetisk nybrud - og som forlenede impressionismens værker med en kreativ udtryksstyrke som vi ellers skal helt tilbage til renæssancen for at finde mage til.

Det der foregår, minder om metaforisk blending - men sat på hovedet. Når man bruger en metafor eller en analogi så er det som regel det velkendte, konkrete og nære - "kilden" - der bruges til at beskrive og karakterisere det nye, det abstrakte og ukendte - "målet".

    Men det som udstillingen viser, er at de franske malere har anskuet det velkendte "Frankrig" gennem den visuelle optik som mødet med træsnittene har indgivet dem - fra det nye, fjerne og eksotisk ukendte "Japan". Og samtidens udstilingspublikum havde derfor også svært ved at forstå meningen med denne visuelle fremmedgørelse af det velkendte.

   De nu verdensberømte franske maler gik den gang rundt med Hokusais og Hiroshiges billeder for det indre øje, og fik derigennem øje på nye "matcheende" motiver fra den franske virkelighed til deres billeder - motiver som fransk malerkunst ellers ikke indtil da havde haft øje for og værdsat. Og disse nye friske motiver blev fremstillet med japanske perspektiver og synsvinkler, og med en radikalt anderledes lyst til klare og rene farver.

   Befrugtnings-metaforen for kreativ konceptuel blending er i den grad på sin plads her. Der kom epokeskabende verdenskunst ud af fusionen af de to ekstremt forskellige konceptuelle input-rum.

Jeg bliver nysgerrig og søger på nettet efter anmeldelser af udstillingen. Jeg finder en fra Politikens netudgave fra 10/10/10: "Japan spøger hos maleriets store mestre", lyder rubrikken. "Japan spøger"? - en anden og mere dyster metafor en min.

   Anmeldelsen er af Kristine Kern som er uddannet kunsthistoriker, og som bl.a.underviser  i kunsthistorie på det Fynske Kunstakademi. Hun har tilsyneladende set japanske spøgelser på udstillingen?!

   Hun skriver indledningsvis:

At tænke, at alle de nye motiver i billedkunsten, man troede var de franske impressionisters opfindelser, i virkeligheden er resultatet af deres møde med japansk kunst. (/) De brede parisiske boulevarder, robåde på Seinen, blomstrende frugttræer, broer, skuespillere og kvinder, der gør toilette foran spejlet – alt sammen direkte importeret fra Japan og oversat til franske forhold. (/) Det postulerer i hvert fald udstillingen ’Møde med Japan. Degas, Monet, Gauguin …’, som netop nu vises på Ordrupgaard. Og det er ikke kun motiverne, man har hentet fra Japan, også måden at gengive dem på er inspireret af japanske træsnit. Enkelheden, de ublandede farver, parallelperspektiv og den til tider noget abrupte afskæring af billedelementer, som jeg altid har tilskrevet fotografiets indtog i billedkunstens verden. (/) Uanset om alt dette nu udelukkende skyldes japansk inspiration eller ej, er det i hvert fald interessant, at den vestlige billedkunst ikke er så selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille den. Og Ordrupgaard argumenterer virkelig for sagen.

Det er jo tydeligt at Kristine har problemer med "de japanske spøgelser". Hun har en kunsthistorisk frame som hun får provokeret i en grad, så hun må lade det skinne igennem i indledningen.

   Med formuleringer som: "man troede..., men i virkeligheden", "selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille..." distancerer hun sig fra sin egen faglige frame som jo sætter originalitet og det unikke som den højeste værdi. På den anden side må hun også distancere sig fra det udstillingen overbevisende dokumenterer, nemlig at det hun som kunsthistoriker har troet var originalt: "de franske impressionisters opfindelser" - at det har karakter af lån og efterligninger: "direkte importeret og oversat". Derfor må hun bruge udtrykket "postulere" om udstillingens dokumentation, og modvilligt medgive at Ordrupgaard "virkelige argumenterer godt for sagen".

Efter at have set udstillingen tænker jeg at disses fantastiske maleres møde med de japanske træsnit, ligner en kollektiv stormende forelskelse, en oplevelse som for en del af dem har sat sig så stærke mentale aftryk i sindet at de resten af deres kunstnerliv næsten monomant og desperat har søgt at finde motiver i virkeligheden som matchede oplevelsen, motiver som kunne gøre det muligt at genskabe "den elskede" gennem malerierne og dermed genopleve følelsen af eufori fra det første møde. 

   Monet skabet sin "japansk have",  Gauguin tog til Haiti og døde af syfilis, Van Gogh skar et øre af, blev sindsyg og begik selvmord. 

Bettina Heltberg - "Sort og hvidt" - om intuitiv kunstner versus analytisk kritiker

Betina Heltberg har i Politikens Kultursektions s. 2 i dag, en klumme der tager afsæt i den litterære fejde mellem forfatteren Ib Michael og litteraturkritikeren Lars Buchdal. Med afsæt i den filosoferer hun: "Er man kritiker eller kunstner? Når mere end halvdelen af livet er gået, så ved man det måske." Og hun fortsætter ind på "min boldgade" med en serie af metaforer:

Der er én hemmelighed ved at være kunstner, og den er lige så banal som den er uomgængelig: Man skal ned på bunden og vende. Man skal sejle ad natsort hav, man skal frygte og gyse, og der er stor risiko for at man aldrig komme op igen. Så hvis man ønsker  et behageligt liv, må man hellere opgive tanken om at blive kunstner - balletdanser, operasanger, forfatter, komponist, maler, you name it.

Det der har inspireret hende, er at filmen 'Phantom of the Opera' blev vist i tv . Hun beskriver handlingen og slutter med at forlænge metaforen fra indledningen og sammenfatter filmens og teaterstykkets drivende grundkonflikt:

Det er den entydige, uendelig historie om sort og hvidt - om nattens mørke, magiske musik og dagens lys ... ja, dagens daglighed uden sort kunst og magi. (/) Når man får en idé, ser man den bekræftet overalt.

Bettina Heltberg kommer med et par yderlige eksempler på denne kreative polaritet - fra henholdsvis tennispilleren André Agassis erindringsbog 'Open' om hans liv som tennisspiller, og fra spillefilmen "The Swan' instrueret af Aronofsky, hvis kvindelige hovedrolleindehaver vandt en Oscar. Og med afsæt i en beskrivelse af den, slutter hun sin klumme:

Det er en syret drøm, som stadig handler om en banalitet, det banale modsætningsforhold mellem sort og hvidt og had og kærlighed. Kunstnere hader det, de gør, men kan ikke lade være når de først har været på bunden. Kritikere elsker derimod deres selvbehagelige metier, hengiver sig til  normaliteten, mens de teoretisk ommøblerer og destruerer kunstnernes verden. Og hvad er konklusionen? Ved det ikke.

To polære sider af kunstnerpsykologien - dag og nat, ying og yang - blended i én kreativ personlighed! Under skrig og skrål - fordi det gør mentalt ondt at lade modsætningerne komme til udtryk sammen - i samme værk. Det er i virkeligheden den ide Bettina Heltberg ikke kan få ud af hovedet. Men hvofor skal hun understrege "banaliteten" hele tiden?

Jeg kan ikke lade være med både at identificere mig med Bettina - og at føle mig ramt. Jeg genkender jo i den grad hendes udsagn: "Når man får en ide, ser man den bekræftet overalt". Præcis sådan har jeg det med en række centrale begreber og teorier om kreativ tænkning, kreativt sprog og kreativitetens psykologi - abstrakte ideer som jeg gang på gang bruger analytisk i forhold til alle mulige personligheder  som jeg lærer at kende gennem aviser, radio og tv. Det er vel i sidste instans det der driver denne blog: at få bekræftet en række ideer som jeg har mentalt og delvis ubevidst har nulret med i mange år.
   Bettina vidste ikke hvad hun skulle konkludere. Jeg tror det er fordi hun har indført smagsdommersynspunktet: "banal". Smagsdommerrollen klæber tilsyneladende - ubevidst?
  Min egen konklusion?  - Det er noget jeg selv bliver klogere af: den analytiske virksomhed.

Jeg er ikke offentlig kritiker eller anmelder. Den offentlige (smags)dommerrolle som det indebærer, har jeg det rigtig dårligt med. Det er simpelt hen en mental frame som jeg ikke kan se mig selv i. Når jeg et par gange har prøvet at påtage mig opgaven og rollen, har jeg følt mig næsten fysisk utilpas. Derfor siger Bettinas udsagn om "banalitet" mig ikke noget.
   Jeg bestræber mig på at komme fra den analytiske piedestal "ned" i udsigtshøjde med de kreative personligheder jeg har skrevet om. Og for "dernede" i et vist omfang at kunne følge deres dramatiske og hjerteskærende intuitive "bundvendinger", inddrager jeg mig selv gennem de erindringsbilleder som  associationer, analogier og metaforer giver mig adgang til under blog-skriveriet.

Oscar-føljeton (3) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I de to foregående indlæg brugte jeg en avanceret analogi til bedre at forstå manuskriptforfatteren til Susanne Biers Oscarvinderfilm: Anders Thomas Jensen. Jeg framede ham - altså satte ham i en forståelsesramme -  ved at drage en lang række paralleller til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har skrevet en bog om - og derfor kender som kreativ dokumentarist - helt ind under huden.
   En analogi er ligesom en metafor: X (=the target) ses gennem (in terms of) Y (=the source); altså ATJ anskues og forstås gennem PM - eller mere præcist: gennem den mentale optik som stor viden om PM som særligt kreativ personlighed giver. 
   Men analogien fungerede begge veje: Mit syn på PM blev også uddybet gennem de mange lighedspunkter med ATJ som jeg konstaterede da jeg konstruerede analogien.
   Og da jeg i forvejen havde placeret Poul Martinsen i en kreativitets-teoretisk frame: som en særligt kreativ personlighed (med en særlig livshistorie, nogle særlige egenskaber, nogle særlige psykologiske træk, en særlig måde at forholde sig til egen produktion på og til den virkelighed der inspirerede ham,) så gav denne frem og tilbage-analogisering mig yderligere belæg for at der er et vist hold i den teori.

At frame er at kategorisere, og fidusen ved at frame noget eller nogen er at man derfra kan argumentere for et eller andet særligt synspunkt eller spå om en eller anden specifik konsekvens.
   Så nu vil jeg se på hvordan Susanne Bier bliver framet af nogle af de journalister som har skrevet om hende dagen efter hun vandt sin Oscar - med Anders Thomas Jensens hjælp (se de to foregående blogindlæg).

I MetroXpres er rubrikken på hovedartiklen: "Sådan kan Oscar lide det...". Og manchetten lyder: 'Kongens store tale' bliver kaldt en typisk Oscar-vinder, og 'Hævnen' 'Oscar-egnet'. Men hvad vil det egentlig sige? MetroXpress har fundet opskriften på at vinde en Oscar".
    Journalist Alice Petersen har framet Susanne og hendes film gennem en opskrift-metafor: som 'Oscar-egnet' - ved at få lektor Peter Schepelern og filmanmelder Majbritt Sørensen til at opliste hvilke egenskaber de film skal have som kan vinde en Oscar - og som SB´s film så er et mere eller mindre typisk eksempel på. Majbritt Sørensen forklarer:

"En af grundene til at Susanne Bier løb med den Oscar, var, at hendes film havde håb, hvor de andre sluttede mere dystert."

Lektor Scepelern" slutter "opskriften" med:

"Det ville være forkert at sige, at store pragtfulde film ikke har fået Oscars, men man skal ikke forvente at blive belønnet af akademiet for at eksperimentere og udvide grænserne for hvad filmkunst er."

 Denne framing legitimerer en journalistisk vinkel der udsiger at Susanne Biers film er lidt ordinær, mainstream og (bevidst?) tilpasset nogle amerikanske Hollywoodkrav til indhold og form, som fraskriver filmen særlig kunstnerisk værdi.

Information har et Ritzau-portræt af Susanne Bier, med en tilsvarende rubrik der understreger at hendes film ikke er stor kunst, men effektfuld "mainstream: "Biers mainstreamfilm bevæger publikum". Og vinklen er også at hun behersker Hollywood-opskriften, og det er forklaringen på hendes Oscar-succes.

I 24timer er der to artikler om Oscar-uddelingen af journalist Alice Petersen.
    Én artikel med rubrikken "Anmeldere: Oscar-show var pinligt" og manchetten med vinklen: #Vi danskere kan ikke få armene ned efter Susanne Biers store oscar-sejr søndag nat. Men i resten af verden har man et nogetmere køligt syns på årets oscarshow. "
   Her frames Susanne Bier gennem det danske publikum som en undtagelse fra reglen - hvor 'reglen' her er et som helhed mislykket Oscarshow. Underforstået: Det danske publikum er snæversynet nationalistisk uden interesse for Showet som en tv-begivenhed.
   Den anden artikel har rubrikken "Et kendt navn i  Hollywood". Og underrubrikkens vinkel er: "Det var et rent dansk hold, som natten til søndag gik på scenen i Kodak Theatre og modtog en Oscar for bedste udenlandske film."  Lidt mystificerende. Artiklen fortsætter:

Alligevel var fejrer svenskerne sejren som var det deres egen. Svenskernes store begejstring skyldes at filmens hovedrolleindehaver er den svenske skuespiller Mikael Persbrandt. Og spørger man de svenske aviser, er det en direkte årsag til filmens 'Hævnens' succes. (/) Der var dog ingen tvivl om, at det var  danske Susanne Bier, som prisen blev givet til.

Med spidsformuleringen "Det var et rent dansk hold (...) som gik på scenen" er der er tale om en sportsmetafor. Den vundne Oscar anskues og forstås gennem framen: det historisk traditionelle konkurrenceforhold mellem Danmark og Sverige i sport - især inden for fodbold. Og her  med det danske hold som retmæssige vindere, selv om nogle af "tilskuerene" - de svenske aviser - holdt med deres eget hold. Framen legitimerer en vinkel hvorefter Oscaren først og fremmest har pr-værdi for filmbranchen:

Direktøren for det danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, mener, at sejren i det hele taget vil åbne døren for danske film på det amerikanske marked. (/) "Det sker på det helt rigtige tidspunkt. En ting er, at der pludselig står nogle døre åbne, en anden ting er, at der også skal værenogle til at gå ind ad dem, og det har den danske filmindustri lige nu," siger Henrik Bo Nielsen."

I begge artikler fungerer de valgte frames som legitimerende for nationalistiske vinkler på baggrund af kontrast- eller konfliktforhold til udlandet. At Biers film ifølge anmelderne kobler den konkrete melodramtiske histories præmis sammen med et globalt perspektiv, udgrænses helt af de valgte vinkler. Men disse vinkler kan meget vel tænkes at tækkes læserne.

Information har to artikler der sætter hendes film i hver sin frame.
   "Sporene skræmmer", er rubrikken på Christian Monggaards "analyse".  Her er det en historieframe som styrer analysen og bestemmer vinklen: Susanne Bier er den tredje i rækken af danske filminstruktører der har vundet Oscars, og - spår Monggaard - selv om prisen åbner døre til Hollywood, så risikerer hun ikke at få noget varigt ud af anerkendelsen - set i lyset af hvordan det er gået de to tidligere danske vindere og en række andre europæiske Oscar-vindere for bedste udenlandske film.
   Monggaard framer hende altså gennem en analogi som varsler ilde: Se, hvordan det er gået hendes danske forgængere, Gabriel Axel og BilleAugust. Sporene skræmmer. Hun risikerer helt at blive opslugt af Hollywood-filmindustrien der er "fuld af fristelser og faldgruber", hvis ikke hun besinder sig på sine danske rødder og den frihed hun har her.
   Monggaard slutter fromt:

Og i modsætning til August, der efter Pelle Eroberen har satset helhjertet på en international filmkarrierer, synes Bier at nær et fornuftigt ønske om at pendel frem og tilbage mellem USA og Danmark, hvor hun formentlig aldrig vil have problemer med at få lov til at lave film og samtidig kan insisterer på sin ret til at lave dem, som hun har lyst til.

Den anden af Informations Susanne Bier-artikler er skrevet af Sofie Tholl under rubrikken "Og Oscaren går til... klicheen". Manchetten leverer vinklen: "Når amerikanerne uddeler Oscars til udenlandske film, vinder den film, der bekræfter fordommene. Italienerne gøgler og dyrker sex. Og danskerne arbejder sig tavst gennem hverdagslivets traumer i et kysk bondesamfund, mens solen går ned over de bredde vidder".
   Igen er framen en generel opskrift på Oscar-succes for udenlandske film, og ligesom i 24timer trækkes Lektor Peter Scheplern ind som eksperten der leverer opskriften. Og vinklen er altså at Susann Bier - for at få succes i Hollywod - dygtigt har levet op til de krav til nationale klicheer og fordomme som amerikanerne har og ønsker at se på lærredet. Ifølge filmlektoren, bidrager også Susanne Biers Oscar-vinder til "skabelonen om den skandinaviske stereotyp":

"På samme måde med Susanne Biers film. Det smukke, velordnede og rene samfund, hvor der alligevel gærer noget truende under den smukke overflade med de pragtfulde landskaber og dejlige sommerhuse. For omme i laden går  den lille dreng og laver rørbomber. Så kan man spørge: Er det virkelig sådan det er? Nej, men det er sådan vi ser det for os," siger han.

 Man må vel konstaterer at filmjournalterne er rigtig dygtige til at frame Susanne Bier og hendes film, så "glansen går af Sct. Gertrud". Og set i sammenhæng legitimerer artiklerne at "Hævnen" på den danske filmscene hverken fik en Bodil eller blev nomineret til en Robert. Man aner måske en janteagtig sammenspisthed i filmmiljøet i Danmark og en undertekst der siger at hun er for kommercielt successøgende og i for høj grad indretter sine film på et bredt publikum ved at producere dem efter Hollywood dramaturgiens formler.
   Og det er lige ved at det er et kvalitetsproblem at 430.000 danskere har været inde og se filmen da den sidste år gik i de danske biografer.

Men hvem er hun, Susanne Bier? Som særligt kreativ personlighed? Det er mit næste spørgsmål...

                                                                           (fortsættelse følger)

Kontrafaktisk historieskrivning og tilbageskuende fremtidshistorie - to kreativitetskrævende genrer

Teorien om blending af konceptuelle rum fremhæver blandet andet kontrafaktiske udsagn som blendede udsagn: fakta og fiktion blandet sammen. Litteraturens skoleeksempler er:

Hvis Nixon havde været præsident i Frankrig, ville han ikke have været nød til at gå af.

Hvis jeg var dig, ville jeg være meget utilfreds med mig selv.

I forbindelse med udgivelsen sidste år af den journalistiske historiefortælling Dommedag Als af Tom Buk-Swienty, var der en kreativ journalistisk opfølgning som havde karakter af kontrafaktisk historieskrivning.  Bogen afslørede blandt andet at den danske Kong Christian IX havde tilbudt Bismarck at Danmark kunne blive medlem af det tyske statsforbund, et tilbud Bismarck havde takket nej til. 

   Den journalistiske opfølgning i Politiken gik ud på at få en række historikere til - som fagfolk - at fantasere over hvordan Danmark politisk-økonomisk ville have udviklet sig og have set ud i dag - hvis landet dengang var blevet optaget i det tyske statsforbund. 

Det er ikke ualmindeligt at journalister prøver at få politikere til at fantasere over hvad der vil ske i fremtiden hvis et lovforslag ikke bliver gennemført, eller hvis oppositionen efter et valg får magt som den har agt. Hvis de hypotetiske spørgsmål har en "kritisk kant" der prøver at få politikerne til at forpligte sig på noget, de kan komme til at fortryde, så vil politikeren tit afvise at svare, netop med henvisning til at de ikke vil levere spekulationer ud fra hypotetiske spørgsmål.

Hypotetiske fortællinger om fremtidens historie, findes i en fiktionsform som science-fiction - som er en blended genrer der fiktivt fremskriver historien og samtidig går ud fra at en række forudsætninger der bygger på naturvidenskabeligt funderede prognoser, holder stik. F.eks. at Jorden om hundrede år økonomisk, kulturelt og socialt er præget af at havene er steget 6. meter.

  I faktaform taler man om fremtidsscenarier, og det er i høj grad det som Institut for Fremtidsforskning har som opgave at producere: Hvis vi ser på Danmark om 20 år, hvordan vil danskerens dagligliv så se ud - i forhold til i dag - og forudsat at.... Og så kan man producere forskellige scenarier alt efter hvilke forudsætning man putter ind i under det. 

Hele den her optakt fører frem til min fremhævelse af en debatartikel i Politiken i går, onsdag den 9. februar. Under rubrikken "År 2019 med S og SF ved magten", skriver direktør Peter Foss hvordan han forestiller sig den politisk-økonomiske situation i Danmark, hvis Helle Thorning og Villy Søvndal vinder det næste valg - og det næste igen.

   Artiklen ligner kontrafaktisk historieskrivning, men har alligevel en anden karakter som man kunne kalde: historisk tilbageblik fra en forestillet fremtid. Sådan indledes den:

Det var en kold vintermorgen i 2019 da chefduoen for EU´s Krisefond, Rastapopoulos og Schweinsteiger, steg ud af flyet og tog en taxa direkte til Marienborg, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt og  finansminister Ole Sohn ventede. Med i bagagen havde de et diktat til den danske regering om  sporenstregs at nedskære de offentlige udgifter med 25 procent. De vidste præcis, hvad der skulle til, for de havde prøvet det før i Grækenland i 2012 og igen i Irland og Portugal i 2015. Men hvordan var det kommet så vidt? (/) En stolt Helle Thorning-Schmidt trak hurtigt i arbejdstøjet som statsminister efter sin flotte valgsejr i sommeren 2011. Det store flertal af vælgerne var på overførselsindkomster, og offentligt ansatte havde - med massiv finansiel støtte fra fagbevægelsen - givet hende og Villy Søvndal et klart flertal sammen med Enhedslisten. V og et næsten selvdestrueret K slikkede sårene or forberedte sig på mange år i opposition sammen med Liberal Alliance, DF og et forbløffet, men overflødiggjort Radikale Venstre. 

Debatartiklen med dette fremtidsscenarie i historiefortællingens form fortsætter med at beskrive samfundet udvikling hvis S og SF´s plan gennemføres som realpolitik, og fortæller blandt andet at i begyndelsen af 2017 "kunne finansminister Ole Sohn lettet konstatere, at han på statens vegne havde opnået et lån på 200 mia. kr. i en "klokkelar" aftale med den kinesiske regering." 

   Debatartiklen slutter således: 

I sommeren 2019 kunne Helle Thorning Schmidt konstatere, at Danmark stod med verdens største offentlige sektor og med over 60 procent af vælgerne på overførselsinkomst. Men landets erhvervsliv var bragt til standsning i det omfang det ikke var flyttet til udlandet, og Danmark var på statsbankerottens rand. Hun konstaterede stilfærdigt, at S-SF-regeringen i otte år i store træk blot havde gennemført sine valgløfter og levet op til sine principprogrammer - og at den havde haft vælgernes opbakning til den førte politik. Tiden havde blot været ugunstig. (/) Helle Thorning-Schmidt bekræftede i døren til Marienborg over for finansministeren deres aftale om, at han kunne overtage Statsministeriet, hvis SF ved det nært forestående valg fik flere stemmer end Socialdemokratiet. Ole Sohn bød smilende Rastapopoulos og Schweinsteiger indenfor på Marienborg.

Selv om jeg både sympatiserer med og stemmer på Villy eller Helle ved næste valg, så må jeg indrømme at jeg ved læsningen af dette tankekesperiment med et fremtidscenarie i fortællingens form, for første gang blev i tvivl om hvorvidt de to oppositionspolitikere virkelig kunne løse landets problemer på det politiske grundlag de har lagt frem i "Fair Forandring". Og sammen med tvivlen kom også en invendig klukken. Taknkeksperimentet appllerede som mange kreative blendingoperationer, også til smilet hos modtageren.

   Ved at debatartiklen har fået netop denne form, så får den ellers luftige abstrakte politiske debat om Danmarks fremtidige økonomi, pludselig en aura af virkelighed og konkret sandhed som levendegør de mulige konsekvenser af en "uansvarlig" økonomisk politik - på en måde som almindelig abstrakt argumentation og progonosemageri ikke kan. 

   Her er en kreativ direktør med et klart fortællegen som på en tankevækkende måde effektivt har gjort brug af et samarbejde mellem højre og venstre halvdel, mellem fakta og fantasi.

Principielt er funger et sådant faktaforpligtet fremtidsscenarie i en tilbageskuende fortælling ligesom metaforen: noget (the target) ses og forstås gennem noget andet (the source). Og resultatet i form af artiklen er det kreative "blend". 

   "Target" er her nutiden politiske scene og samfund, og "Source" er forestillingen om samfundet som det vil se ud om 9 år under bestemte forudsætninger - nemlig at oppositionen efter et vundet valg får magt som de har agt.

Jeg bliver mere og mere klar over hvordan formlen: X skal ses og forstås gennem Y, er central i alt kreativ tænkning, i al videnskabelig nytænkning, i al effektiv pædagogisk formidling; hvor Y kan være en metafor, et metonym, en frame, en lignelse, en analogi, et reklameindslags historie, en fabel - you name it.

Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa

Jeg tror jo ikke det er tilfældigt at der er isomorfi eller analogi mellem den kreative proces i psykologien og berettermodellens funktion i dramaturgien. Og at de begge slutter med noget der kan gives betegnelsen en aha-oplevelse. 
   De tre første dele i modellen af den kreative proces: "problemrejsning", "inkubation", "oplysning", svarer jo også meget godt til det klassiske dramas tre akter, kanoniseret siden Aristoteles skrev sin Poetik.

Der er store slående ligheder mellem på den ene side den grafiske fremstilling af flow-processen i et todimensionelt grafisk skema som jeg tidligere har vist (og som vises her igen), og på den anden side berettermodellens grafiske udformning som kendes i et utal af varianter (f.eks. som den neden for).

   Begge modeller operer med et stigende forløb,og begge modeller har forløbet spændt ud mellem to dimensioner i form af en vandret og en lodret akse.

   Det er også fælles i udlægningen af de to modeller at hvis den stigende kurve ikke stiger - "flader ud" eller "lægges ned" - så keder man sig.

   Det fremgår af litteraturen om flow-oplevelsen at den er kendetegnet ved at subjektet glemmer sig selv og tid og sted for at gå op i den produktive proces - spændt ud mellem "stress" og "kontrol". Præcis det samme siger man (f.eks. jeg selv i De levende billeders dramaturgi) er dramaturgiens opgave: at fænge, fange og fastholde publikum, så de glemmer sig selv og de fysiske omgivelser - for at gå op i dramaet - som udfolder sig i kampen mellem "modstander" og "hjælper".

   Endelig kan man notere sig ligheden i begreberne for det der leverer "brændstof" og fører hen til Aha-oplevelsen i hhv. illuminationen og klimaks: i flow-modellen er det engagement og motivation, i dramaturgien er det fremdrift.

                           

Man kan jo så spørge hvad der kom først: Aha-oplevelsen som led i den kreative proces, eller Aha-oplevelsen som forløsningen i et dramaturgisk formet fortællerforløb (katharsis).

Forskerne har konstateret ved hjerneskanning at mus også har Aha-oplevelser når de lærer noget nyt, og det er jo et argument for at det er dramaturgien som "mimer" og er modelleret over den kreative proces. Derfor er det for mig indlysende at berettermodellen simpelthen er en afbildning af en dramaturgisk styret kreativ proces hos publikum.
   Når vi ser en film der er så god at vi glemmer os selv, tid og sted, så er det altså min teori at det er fordi filmen gennem sin dramaturgisk vellykkede konstruktion, får hjernen til at simulere det forløb som den i forvejen kender og er disponeret for i flow-processen.
  Eller man kan sige at oplevelsen af filmen udløser en stedfortrædende flow-proces i hjernen, en proces som blandt andet muliggøres gennem hjernens netværk af spejl-neuroner 

Der er en enkelt ting jeg kom til at tænke på i forlængelse af spørgsmålet om journalistik og aha-oplevlsen i mit blogindlæg om aha-oplevelsen et par dage tilbage. 
   Jeg mener ikke at setup/payoff er så udbredt i skreven fortællende journalistik, som det er det i film- og tv-fortællinger. Det som i høj grad erstatter setup i skrevne  3. person fortællinger, er "varsler" af typen: "Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for xxx.", eller "Det skulle yy siden komme til at fortryde."    

   På engelsk har de begrebet  "foreshadowing" til at karakterisere dette, et begreb som dækker bredere end  setup; wikipedia skriver om det begreb: 

Foreshadowing is a literary technique used by many different authors to provide clues for the reader to be able to predict what might occur later on in the story. It is a literary device in which an author drops hints about the plot and what may come in the near future. It suggests certain plot  developments will come later in the story. It gives hints about whats going to happen next in your story.

Jeg tænker på at der jo eksisterer en skreven litterær form hvor set up og pay off er en helt afgørende del af konstruktionen, nemlig den klassiske kriminalroman. 
   Her lægger forfatteren "spor" ud undervejs, men de skal være lagt så umærkeligt at læseren læser hen over dem, mens vores geniale detektiv: Hercule Poirot/Sherlock Holmes naturligvis lægger mærke til dem, men ikke siger noget til sin "sidekick" og dermed heller ikke til læseren om det. 
   Og i klimaks kan detektiven så refererer tilbage til disse "clues" for at beskrive de skridt hans mentale udvikling fra mistanke til vished har gennemløbet. Og publikummet i romanen, skal så, ligesom læseren, få en aha-oplevelse ved at sporene nu trækkes frem og kobles sammen i en afsløring af hvem morderen er.

Historien om guldlok - og historien om en særlig slags planet der har fået navn gennem en AHA-oplevelse

Det er altid en kreativ opgave for forskerne at give navn til nye opdagelser, som gør at offentligheden "står på" historien. Det havde vi et smukt eksempel på i går og i dag. Alle medier havde historien om "Guldlok-planeten".
   Planeter og stjerner har i langt de fleste tilfælde bare en kombination af tal og bogstaver som navn. Planeterne, nogle relativt få stjerner, galakser og stjernetåger har navne der har rødder i enten mytologi (Andromedagalaksen, Venus) eller i hvad de visuelt ligner af kendte synlige gestalter (spiralgalakse, krebsetågen).
   På et vist tidspunkt, og vel i virkeligheden ikke så forfærdelig mange år tilbage, skulle astronomerne give navn til noget de ikke havde fundet endnu, og som altså ikke var synligt, men som skulle have nogle helt specielle fysiske egenskaber: en planet der lignede jorden så meget at der var stor sandsynlighed for at den også havde liv - eller i hvert fald betingelser for liv.

Under en diskussion blandt en gruppe astronomer, gætter jeg, hvor man er blevet enige om at den planet jo så hverken måtte være for varm eller for kold, hverken for stor eller for lille, hverken for tung eller for let, var der en der kom i tanker om den historie som næsten alle børn har fået læst op - i hvert fald i USA: historien om Guldlok og de tre bjørne.
   Historien fortæller at pigen Guldlok kommer til en tom bjælkehytte i skoven, der er beboet af en bjørnefamilie. Hun går ind og prøvespiser tre portioner grød - en der er for varm, en der er for kold og en der er "lige tilpas". Hun prøvesidder også tre størrelser stole, og til sidst prøveligger hun tre størrelser senge, i alle tilfælde er der kun én af de tre hun føler er "lige tilpas". Hun falder i søvn i den "tilpas" seng. Så kommer bjørnene hjem....!
   AHA! siger forskeren, det vi leder efter er en "Goldlock Planet". Ja!, selvfølgelig, siger de andre.
   Og navnet er så godt, at det fænger blandt astronomer. Og i anden omgang, som medierne dokumenterede, blandt journalister når nyheden om opdagelsen er der.

Den slags navngivning er klart noget andet end det som jeg tidligere har skrevet om: at forskerne forstår et nyt fænomen gennem en analogi til noget kendt: atomet = solsystemet, f.eks. Det minder mere om det man taler om i PR-branchen: "branding" gennem "storytelling" - altså at man kobler et fænomen der skal sælges sammen med en "story" via en - måske endda langt ude - association.
   Det ligner altså mere en metafor i den særlige variant som kaldes personifikation: At man forstår de særlige egenskaber som den planet man jager skal have igennem den optik som historien om Guldlok leverer: Hvor forskerne ligesom Guldlok er på jagt efter noget der er "lige tilpas", og hvor det "noget" er en planet der, ligesom udvalgt elementer i Bjørnens bolig, hverken er for varm eller for kold, etc. - til at der er muligheder for at liv kan "bo" der.

Men det som jeg lige nu synes er mest interessant, er det som ligger i forlængelse af de to foregående indlæg om AHA!-oplevelsen som kan udløses af et sprogligt udtryk i form af en fortælling med et klimaks. Den oplevelse kan åbenbart også forekomme når man i forhold til et måske svært forståeligt fænomen bliver konfronteret med den "forløsende" og "oplysende" metafor.
   I det her tilfælde er Guldlok-navnet utvivlsomt opstået ved en AHA-oplevelse blandt forskerne, men journalister og læsere af nyheden får den tilsyneladende også, om end måske i en svækket form, når historien om opdagelsen af planeten skal fortælles videre.