Man begraver da ikke biologisk affald - om framing af aborter

Konflikt er et af de centrale journalistiske nyhedskriterier. Og en særlig form for konflikter som journalister er glade for at kunne lave historier om, er framing-konflikter.
   Sådan en konflikt fortalte Politiken om den 30. marts, og jeg mener tv-avisen havde den samme aften. Artiklen var skrevet af Kristine Korsgaard og Nilas Heinskou.
   Rubrikken lød: "Sygehuse skal tilbyde begravelse af fostre". Og jeg reagerer helt umiddelbart og tænker: "Jamen, man begraver da ikke fostre". 
   Underrubrikken er også "mærkelig", for den er uafsluttet: "Tidligere fik hun altid dårlig samvittighed" ... den fungerer som et set up til brødteksten der fortsætter og færdiggør sætningen og leverer pay off ...

Over at pakke aborterede fostre, som var op til 22 uger gamle, ind i to papbakker af den type, man også bruger, når patienter skal kaste op, og forsøge at lukke dem godt sammen med tape, før pakken blev kasseret sammen med hospitalets øvrige biologiske affald som blod, væv og legemsdele.
   Dengang Helle Kristensen arbejdede som sygeplejerske på Gentofte Hospital, var det sådan, man håndterede abortfostre – og indtil for nylig almindelig procedure over hele landet.
   »Jeg følte, at det var forkert. En kedelig måde at gøre det på«, siger hun.

Skal aborterede fostre frames som "boiologisk affald" og behandles og borskaffes på lige fod med andet biologisk væv, eller som "et for tidligt født dødt barn" og altså begraves i en kiste? Det er spørgsmålet, og deri ligger konflikten. Der er tale om et konceptuelt valg mellem to grundmetaforer: ABORTEREDE FOSTRE er BIOLOGISK AFFALD versus ABORTEREDE FOSTRE er FOR TIDLIGT FØDTE BØRN.
   Aldersgrænsen for at skifte den metaforiske frame på Herlev hospital går i følge artiklen ved den 12. uge.

Alle fostre, som aborteres på afdelingen, bliver efter operationen bragt ud i et skyllerum, hvor der er fred. Her bag den gule dør bliver de, som er over 12 uger gamle, svøbt i et lille, hvidt tæppe med lyserød eller lyseblå syning i kanten. Det ene hjørne er syet sammen, så fosteret kan få det på hovedet som hue.
   Bagefter bliver det lagt ned i en cirka 30 centimeter lang trækasse med låg. Helle og hendes kolleger kalder den for en kiste, mens ledende overlæge Morten Lebech bruger udtrykket ’æske’.

Valget af grundmetafor som frame kommer til udtryk i ordvalget: "kiste" eller "kasse".

Etisk råd anbefaler at alle hospitaler gør som på Herlev. Fordi:

»Det kan betragtes som usømmeligt, når fostre efter 12. uge behandles som ’andet biologisk affald’. Ved at tilbyde nedgravning anerkender man, at nogle forældre har et legitimt behov for at drage omsorg for det aborterede foster«, siger cand.mag. og formand for rådet, Jacob Birkler.

Man bemærker hvordan også har etisk råd har terminologiske problemer i forbindelse med framingen, idet han bruger eufemismen: "nedgravning" i stedt for "begravelse".
   I følge lovgivningen er der først tale om "et barn" når fostret er 22 uger gammelt. Men problemet er hvis man nu i praksis også behandler aborterede fostre mellem 12. og 22. uge som "døde børn", hvorfor så lige sætte grænsen ved 12. uge? Et mindretal i Etisk Råd har det synspunkt "at fostre aborteret før og efter 12. uge skal behandles ens, fordi menneskelivet starter ved undfangelsen."

Nedenunder ligger der en gammelkendt konflikt mellem to professionelle menneskesyn styret af henholdsvis en sygeplejerske-frame og en læge-frame, som jeg tidligere har beskrevet.
   Overlægen der står som ansvarlig for at aborterne foretages - uanset fostrets alder - kan naturligvis ikke leve med at alle disse fostre frames som "for tidligt fødte døde børn", så han vil overlade det til forældrene at beslutte hvilken frame der skal gælde:

Ledende overlæge Morten Lebech ser det dog ikke som et problem. For ham handler det om kvindens ønsker – ikke om ,hvorvidt han selv opfatter fosteret som menneske, væv eller noget derimellem.
   »Som læge har man jo både empatien og sin egen overbevisning. De fleste gynækologer opfatter en provokeret abort som en del af arbejdet; det er ikke et problem, men nærmere en hjælp til kvinder, som efter grundig overvejelse har truffet en beslutning. Også når det er i 20. uge. Jeg står ikke personligt og tillægger fosteret liv, men det gør kvinden og hendes partner ofte. Og det er det vigtigste for mig«, siger han.

Oplysende artikel. God journalistik.

Om at indfange tiden gennem metaforer - og om at indkredse journalistikken metaforisk

Der er mange fænomener som det ikke er nemt at beskrive, endsige definere klart, men som vi som mennesker alligevel er nødt til at tale om hele tiden. Fx TID.

    Men hvad er TID?

Svaret på det spørgsmål kan udgøres af en række grundlæggende konceptuelle metaforer som man så kan "trække på" når man skal tale om "tid":

• TID er EN BEHOLDER: 
• - Jeg kunne ikke fylde tiden ud; min tid er indholdstom.
• TID er ET LEVENDE VÆSEN: 
• - Jeg slog tiden ihjel med en roman; tiden sneglede sig af sted; tiden løber; tiden går; tiden stod stille; tiden fløj af sted.
• TID er EN MÅLBAR LINIE: 
• - Lang tid, kort tid, en times tid, mødet trak ud; deadline 
• TID er EN VÆRDIFULD RESSOURCE: 
• - Jeg har sparet timer op; jeg spilder min tid; tid er penge, min dyrebare tid, jeg sløsede med tiden; tiden løb ud; jeg har noget tid i overskud
• TID er ET FIXPUNKT: 
• - Et tidspunkt; - jeg kom til tiden;  - jeg ser frem til de uger der ligger forude; - hun har lagt det problem bag sig, opfindelsen var forud for sin tid.

Man kan altså sige at det at lære tiden at kende - at fatte hvad tid er - at det forudsætter nogle konventionelle mentale blending-operationer hvor der i det ene input-rum er det abstrakte TID og i det andet er en af følgende mere konkrete forestillinger: BEHOLDER, LEVENDE VÆSEN, RESSOURCE, LINIE, FIXPUNKT. 

   Disse operationer må være installeret permanent hos os mennesker samtidig med at vi lærer sproget. Og når vi så har fået dem installeret, så er det som en række forskellige mentale bankkonti vi kan trække på når vi taler og skal forklare os. 

Når jeg tænker på hele det kompleks af grundmetaforer som en serie mentale bankkonti man fx "trækker på" når man skal tale om tid, så forestiller jeg mig dem ordnet som et net der fanger og fastholder tiden - ligesom et bur af hønsenet hvori man kan holde høns indhegnet så de kan bruges produktivt til at lægge æg og til at levere kød når de slagtes. 

Historisk er nogle af metaforerne for tid sikkert de mest oprindelige fordi de netop referer til en konkret fysisk visuel kilde til metaforen. 

   Da man i forskellige kulturer opfandt soluret - i form af en pind eller en sten der stilles op så man kan følge dens skygge bevæge sig i en halvcirkel synkront med solens gang over himlen, så blev soluret altså en visuel metafor på tid der kan måles (i buelængder), tid der bevæger sig (som pindens skygge), tid som et fixpunkt (punkter på (ur)skiven).

   Soluret blev et fysisk synligt referencerum for begribelsen af tid; ligesom kroppens sanser er det fysiske referencerum for følelser og menneskelige relationer, og ligesom naturen er det fysiske referencerum for kreativitet (se foregående blogindlæg).

Disse forskellige grundmetaforer var dem Lakoff og Johnson analyserede frem og begrebssatte i deres bog 'Metaphors We Liv By'. De taler om konceptuelle metaforer. Jeg kalder det grundbegrebs-metaforer, eller forkortet: grundmetaforer.

   En enkel og smart måde at beskrive dem på, er at bruge den formel jeg har vist ovenfor:

X er Y

eller

X = Y

...hvor X er metaforens "target" og Y er dens "source". Den konvention er vist også opfundet af de to kloge herrer. 

    Jeg noterer dog lige at det altså er samme formel som jeg har brugt til at beskrive frames med: George Bush´ frame: TERRORISME er KRIG, eller traditionelt uddannede lægers frame:  PATIENTEN er et APPARAT ("apparatfejlsmodellen"). Og konceptuelle grundmetaforer er jo en særlig form for frames, så derfor er det ikke specielt mærkeligt at jeg får en tilsvarende ide som Lakoff og Johnson.

Lakoff og Johnson´s overbevisende eksempel på en sådan konceptuel grundmetafor er: ARGUMENT is WAR, som jeg i et tidligere indlæg har trukket på i danske sætningseksempler som: "Han forsvarede sit synspunkt", "Hun gennemhullede hans argumentation", "Debatten endte i en ren skyttegravskrig", "Deres uenighed eksploderede i et skænderi".

   Andre af de konceptuelle grundmetaforer som Lakoff og Johnson analyserer, er:

•  LIFE is A JOURNEY:
• - Han kom til sit livs endestation
•  THEORIES are BUILDINGS, 
• - Hans forskningsresultater var dårligt funderede
• IDEAS are PLANTS:
• - Hans ide blev gødet ved mødet med Marx

Opdag selv andre meningsfulde sætninger der kan uddrages af disse grundmetaforer.

Lad os så lige tage fat på en forestilling som er næsten lige så abstrakt og uhåndgribelig som tid, nemlig journalistik. Også her forsøger professionen selv i daglig tale at indfange og fastholde den fælles forestilling om hvad JOURNALISTIK og JOURNALISTER er - gennem et net af grundlæggende metaforer:

• JOURNALISTEN er EN SLAGTER/JOURNALISTIK er ET SLAGTERI 
• - Benhårde fakta 
• - Skære ind til benet 
• - Skære fedtet fra 
• - Vi skal have noget mere kød og blod i artiklen 
• JOURNALISTEN er EN KOK/JOURNALISTIK er ET KØKKEN 
• - Der skal mere sovs og kartofler 
• - Den historie er uspiselig for vores læsere
• - Menuen for "Orientering" i dag indeholder indslag om... 
• - News serverer de bedste og mest friske tv-nyheder i Danmark
• JOURNALISTEN er EN SPORTSMAND/JOURNALISTIK er EN SPORTSKAMP:
• - Historien skal sidde lige i skabet 
• - Lav dit benarbejde ordentligt
• - Den er lige til højrebenet 
• - Konkurrenterne får baghjul
• JOURNALISTEN er EN JÆGER/JOURNALISTIK er EN JAGT 
• - Den er lige på kornet
• - Nyhedsjæger søges 
• - Skyde med skarpt 
• - Skyde med spredehagl 
• - Med snuden i sporet 
• JOURNALISTEN er EN MORDER/JOURNALISTIK er DRAB
• - Et interviewoffer
• - Karaktermord
• - Revolverjournalistik
• JOURNALISEN er NARKOMAN/JOURNALISTIK er DOPE
• - Nyhedsfix 
• - Nyhedsjunkie 
• - Nyhedsnarkoman

Jeg kan ikke lade være med at få den tanke at der under en række af disse grundmetaforer for journalister og journalistik ligger referencer til at det at arbejdet som journalist indebærer at man dagligt kommer i en såkaldt flow-tilstand; og for at det journalistiske arbejde skal være rigtig godt, så er den tilstand ligefrem livsnødvendig at komme i.

   Og den tilstand, siger kreativitetsteorien, indebærer at der udløses dopamin, endorfin og adrenalin som stimulerer hjernen når den arbejder kreativt - men også presset af hensynet til en - ja, naturligvis - en 'deadline'. Og det er også de stoffer der udløses, når en jæger går at jage, eller når en idrætsmand bedriver sin sport, eller når en slagter slagter og parterer dyr.

Apropos: En artikel i Politikens 'Lørdagsliv' idag fortæller at en kvinde er blevet "afhængig" at at motionsløbe, så hun får abstinenser hvis hun ikke løber mindst 3 timer dagligt. Og jeg er faktisk begyndt at spekulere på om jeg er ved at udvikle et dopamin-afhængighedsforhold til det at skrive på denne blog.

Det her tror jeg faktisk var en ægte ny erkendelse - en aha-oplevelse: at det at bedrive journalistik er som at være på stoffer - ikke bare forstået i overført betydning - men begrundet i at journalisten rent faktisk er "dopet" i kraft af flowprocessen som et journalistsk arbejds- og livsvilkår - en proces som undersøgelser viser udløser den slags "lykke"-stoffer og belønner hjernen med dem.

Det svarer  i hvert fald nøje til det som Lakoff og Johnson om og om igen argumenterer med, nemlig at det ikke er en tilfældighed, men en biologisk "naturlighed" at fx følelser beskrives gennem sansemetaforer: en varm følelse, en sort depression, en kildrende spænding, en smertefuld afsked - at sanserne er altså er det fysiske referencerum for disse metaforers "kilde".

Specielle sider af journalistikken fanges også ind gennem nogle grundmetaforer. Hvad med det helt centrale men abstrakte og svært definerbare begreb HISTORIEN?

• HISTORIEN er EN BYGNING
• - Kan du underbygge den? 
• - Den skal ses lidt mere fra oven. 
• - Hvad binder historien sammen? 
• - Det er en skæv/solid historie.
• - Hvad er historiens fundament?
• - Kan vi bygge videre på historien fra i går?
• - Den historie holder ikke en meter.

Og den VIRKELIGHED journalister arbejder i og med, hvordan fanges den ind grundmetaforisk?

• VIRKELIGHEDEN er VAND
• - Kilder 
• - Der er en der har lækket historien 
• - Nyhedstrømmen
• - Breaking news
• - Han dykkede ned under overfladen af begivenhederne
• - Hun kunne ikke komme til bunds i historien
• - Det billede der tegnede sig gennem researchen, var mudret

KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - kreative miljøer er som ursuppen

Jeg har tidligere i et indlæg noteret den formmæssige lighed - isomorfi - der er mellem det skema for konceptuel blending som fremgår af bogen 'The Way We Think', og så en grafisk model af kønnet befrugtning: to kønsceller der smelter sammen og producerer en tredje, som er et helt nyt indvid med en blanding af egenskaber fra de to forældre-celler (se indlæg 20/09/10).

   Den isomorfi gør det altså muligt at se og forstå den mere abstrakte kognitive tankeproces blending, gennem forestillingen om den mere konkrete og velbeskrevne biologiske befrugtningsproces.

   KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - en masse sproglige udtryk viser at det er præcis den grundmetafor vi "trækker på" i en lang række sproglige udsagn når vi skal formulere os om  kreativ tankevirksomhed:

• Vi havde et frugtbart samarbejde
• Tanken om demokrati gærede rundt omkring i samfundet
• Ideerne blomstrede 
• En ny tanke spirede frem
• Bogen såede et frø til en nyskabende opfindelse
• Heri lå kimen til en revolutionerende teori 
• Det moderne begreb om tyngdekraften blev født 1687
• Niels Bohr var atomteoriens far
• Problemet skulle have en vis inkubationstid før løsningen dukkede op

Som jeg nævnte i det foregående blogindlæg, så arbejder Steven Johnson i sin bog 'Where Good Ideas Come From' ud fra en gennemgående generativ grundmetafor eller analogi:

  

KREATIVE MILJØER er som den LIVGIVENDE URSUPPE 

Pointen er at han derudfra finder analogier og isomorfier på mange planer mellem natur og kultur. Han anfører:

Wether you´re looking at the original innoventions of carbon-based life, or the explosion of new software toools on the Web, the same shapes keep turning up. When life gets creativt, it has at tendency to graviate toward certain recurring paterns, whether those patterns ar emergent and self-organizing, og wether they ar eliberately crafted by human agents. 

Til at grafisk at visualiserer sin helhedstanke i bogen bruger han metaforen et timeglas og dette at man i den model kan zoome ind og ud - både når det gælder naturfænomener (over stregen) og naturfænomener (under stregen):

global evolution

ecosystems

species

brains

cells 

----

ideas

workspaces

organizations

settlements

information networks

Hans ide (opdagelse?) er at det er de samme innovations-mønstre der findes på alle planer - uanset skellet natur-kultur, og at man altså mentalt set kan zoome ud og ind i forhold til de forskellige niveauer:

As you descend toward the center of teh glass, the biological scales contract: from the global, deep time of evolution to the microsocopi exchanes of neurons og DNA. At the center of the glass, the perspecitive shifts from nature to culture, ande the scales widen: from indvidual thought  and private workspaces to imennese cities and global information networks. When we look at the history of innovation from the vantage point  of the long zoom, what we find is that unusually generative environments display similar patterns of creativity at multiple scales simultaneously.

Steven Johnson er en storforbruger af metaforer. Og fraktalen er den metafor han sammenfatter hele sin tænkning gennem: Det at de samme "innovation patterns" kan genfindes når man mentalt set zoomer ud og ind og går på tværas af planer og faglige domænder i timeglasset. Han argumenterer med at - i stedet for  at anskue hvert plan gennem sin isolerede faglige optik (min metafor) - så bliver "new insigths visible by approaching the problem in this fractal (min fremhævning), cross-disciplinary way." Og senere:

You can´t explain the biodiversity and the coral reef by simply studying the genetics of the coral itself. The reef generates and sustains so many different forms of life because of patterns that recur on the scales of cells, organisms, and the wider ecosystems itself. The sources of innovation in the city and the Web are equally fractal (min fremhævning). In this sense, seeing the problem of innovation from the long-zoom perspective does not just give us new metafors. It gives us new facts.

Det Steven Johnson understreger her er en speciel udforskningsmetode, hvor han bruger en gennemgående metafor som en kognitiv søgemaskine på tværs af domæner og fagområder, til at genererer ny indsigt ud fra "recurring patterns" inden for ellers adskilte mentale territorier der sådan set er velbeskrevet og forstået hver for sig.

   Jeg fremhæver dette fordi jeg synes det er beslægtet med det jeg i det små også forsøger at gøre med skriverierne på denne blog. Ligesom i bogen 'I is an Other' af James Geary synes jeg i Steven Johnsons bog at hav fundet noget af en soul-mate.

Kreativ tv-journalistik (1) - Sarah Pagh Kofoeds brug af metafor og analogi i et journalistisk plot

Kreativ tv-journalistik er sværere at skrive om i denne blog end skreven journalistik. For at kunne dokumentere og beskrive på samme måde, skulle man man automatisk optage alt det man ser, og derefter  bruge tid på at genafspille og gennemse, og så notere speak, interview-citater eller særlige billedsekvenser ned etc. Og i tv-nyheder får man sjældent lige noteret hvem journalisten er.
   Umanerligt besværligt og tidskrævende.
   Og det er lidt ærgerligt for mit udgangspunkt for overhovedet for alvor at interesserer mig for kreativitet var oprindelig min oplevelser og erfaringer med at undervise i og skrive om tv- og film-dramaturgi.
   Så nu tager jeg lidt revance her og i næste indlæg.

Jeg vender jo jævnligt tilbage til de to særlige udtryks- og fortælleformer som teorien om konceptuel blending har specielt fokus på: kontrafaktiske udsagn og metaforiske udsagn.
   Og de eksempler jeg har givet i tidligere indlæg, er hovedsagelig hentet fra avislæsning. Det er nemlig (jfr. ovenfor) det nemmeste. Avisen bliver liggende i bunken med kryds på forsiden til dagene efter, så jeg kan tage den frem når jeg skal skrive, og så er alle oplysninger og citater jeg skal bruge der, de står der bare.
   Her følger nu analyser af den kreative tænkning i og bag om to forskellige eksempler fra tv. De er flere uger gamle, men jeg fik noteret dem ned på en gul post-it-seddel, som jeg lige genfandt i dag.

Det ene var en regulær tv-nyhed - ikke en af de hårde - den lå, som jeg husker det, hen i mod slutningen af 18.30-eren. Ifølge DR.dk blev den udsendt i Tv-Avisens 18.30-udgave 04/03/11.
   Selve historien var sådan set også en journalistisk klassiker: "En undersøgelse viser at verden ser anderledes ud end vi troede, eller end vi ønsker."
   Her havde DR.dk den under rubrikken. "Mange går aldrig til lægen". Men nyheden var reelt vinklet på at det specielt var mænd der "aldrig går til lægen": Hver femte dansker, og fortrinsvis yngre mænd som har job, men kun en kort uddannelse, belaster kun systemet med 1,2% af lægebesøgene. Til web-nyheden var der en case som der var interviewcitater fra.
   Og pointen i historie er så at eksperter siger at det i virkeligheden er samfundøkonomisk en dårlig ide at undlade  at gå regelmæssigt til lægetjek af helbreddet. Nyheden fortæller at casen prøver en lungefunktionsmåler som viser at han efter fem hiv har svært ved at få vejret.

Men nu til tv-indslaget som var det der røg ind på lystavlen hos mig - frem for alle de andre tv-nyheder den dag. Og jeg tager forbehold for eventuelle erindringsforskydninger:
   Journalisten var, ser det ud til fra nethistorien: Sarah Pagh Kofoed. Her havde hun fået casen til at køre hen på et værksted og få lavet et af de faste periodiske eftersyn på sin ret nye bil, og det var der på værkstede vi som seere så ham få tjekket sin bil og så også prøve lungefunktionsmåleren som viste at hans lunger fungerede dårligt fordi han røg så meget.
  Journalisten interviewede så den yngre mand on location om hvorfor han med faste intervaller havde sin bil til eftersyn på værkstedet og betalte det dyrt, men til gengælde var helt ligeglad med at få tjekket sin egen krops funktionsduelighed som han kunne få gjort gratis - ikke mindst i lyset af at det nu viste sig at kroppen havde det dårligt, mens bilen var teknisk i topform.

Analyse af den kreative tænkning bag det plottede tv-indslag:
    Journalisten har fået en god ide inde i hovedet til en dobbeltbundet historie - med afsæt i nyhedsvinklen: Unge mænd skader sig selv og koster samfundet kassen ved ikke fast at gå til helbredstjek hos lægen.
   Det journalistiske greb er så at konstruere et godt plot til historien, dvs. her at udnytte muligheden for at iscenesætte en visuel metafor eller analogi: "fast lægtjek af kroppen" ("target") skal ses og forstås gennem det billede som "fast mekanikereftersyn af bilen" ("source") leverer optik til.
   Og den bagvedliggende frame og grundmetafor som  ideen udspringer er: KROPPEN er EN MASKINE - det som i lægesammenhæng lidt negativt kaldes "apparatfejlmoddellen", og som sygeplejesker har det dårligt med og ønsker erstattet eller suppleret med framen: DEN SYGE er ET MENNESKE. Et godt stykke kreativ tænkning i hovedet på Sara.
   Hvis nogen vil indvende at ideen til tv-nyhedens plot er plat og banal, så har de måske ret, men det virker måske ekstra godt netop af den grund. Jeg er i øvrigt helt uenig. Historien fik et ironisk twist og en dobbeltbundethed som er de samme mekanismer god litteratur lever af, blot her integreret og komprimeret til et 2 minutters "blend".
  Indslaget var i hvert fald den eneste tv-nyhed jeg huskede fra aftenen før også næste dag.

Den anden kreative udnyttelse af blending i tv jeg vil fremhæve, var en fup-dokumentar med titlen i følge DR.dk: "Hvad nu hvis... Danmark var kommunistisk". Den skriver jeg om i næste blog.

                                                (fortsættelse følger)

"DISKUSSION OG DEBAT ER KRIG" - derfor er jeg træt af debatprogrammer i radio og tv

I bogen 'Metaphors We Live By' af Lakoff og Johnson gennemgår de et eksempel på hvordan en slags grundlæggende metaforisk forestilling kan ligge bag ved og give mening til en masse konkrete metaforiske udsagn om et emne, og dermed konceptuelt kontrollerer vores tænkning om dette emne.

Den grundlæggende metaforiske ide bag en masse udsagn om "diskussioner" kan udtrykkes i sætningen: ARGUMENTATION ER KRIG. Og af den kan så afledes en masse karakteriserende udsagn der har med argumentation, diskussion og debat at gør:

• Jeg tabte diskussionen
• Mit synspunkt sejrede
• Hans kritik ramte lige i plet
• Jeg genemhullede hans argumentation
• Min strategi i diskussionen gik ud på at...
• Med den formulering angreb han min grundlæggende antagelse
• Han undveg mine modargumenter
• Hans ræsonnement kunne ikke stå for en nærmere prøvelse
• Min fremstilling var sårbar over for hans kritik
• Debatten havde karakter af en stillingskrig
• Hans teoretiske position blev undermineret af en række nye teorier
• Hans afsløring kom som en bombe under valgkampen

Når en journalistisk redaktion så "opfinder" et debatprogram, er redaktionen, hvis den ikke gør mental modstand, "styret" af den bagvedliggende grundmetafor som er en integreret del af vores kulturelle tænkning: ARGUMENTATION ER KRIG.
   De laver et koncept hvor ideen er at man  hver gang redaktionelt skal vælge modparter som man ved er så uenige at debatten bliver en kamp hvor ingen vil give sig, en verbal stillingskrig, parterne sidder i hver sin skyttegrav og fyrer argumenter afsted mod hinanden.

Derfor er det udtryk for ikke-kreativ tænkning at finde på debatprogrammer hvor det bare går ud på at to parter skal levere modstående og modsatrettede præfabrikerede synspunkter og meninger af over for hinanden.

  Dramaturgisk set er svagheden at der ikke foregår nogen udvikling i løbet af udsendelsen. Derfor keder jeg mig næsten altid - og slukker eller zapper. Vi ved jo alle når det kommer til stykket, at en slagmark er et øde og ødelagt stykke land. Også i overført betydning. Så hvorfor fortsætte den mentale ørkenvandrng som lytter eller seer.

Man kunne praktisere en metaforisk kreativ modtænkning og udvikle debatprogram-koncepter som byggede på en anden grundmetafor, som f.eks. denne: ARGUMENTATION ER VÆKST. Den ligger bag ved og kan generere følgende udsagn som også giver mening:

• Vi havde en meget frugtbar diskussion
• Der spirede en ny erkendelse frem gennem meningsudvekslingen
• Debatten plantede et frø som sidenhen udfoldede sig i en helt ny beskrivelse af verden
• Han fremførte en frodig skov af forskellige argumenter
• Med sine synspunkter gødede han jorden for en ny forståelse der voksede frem lidt efter lidt

Et debatprogram der havde den grundmetafor som konceptide,ville jeg meget hellere være lytter eller seer til. Men det er klart: Det giver ikke sig selv på samme måde som de traditionelle journalistiske debatprogrammer der låser konflikten fast på forhånd.

  Man skulle til et sådan alternativt programkoncept vælge/caste andre diskussionsdeltagere, og de skulle briefes om at konceptet brød med den klassiske krigsmetafor, og at de skulle lytte til hinandens argumenter, og se om de ikke kunne bygge oven på hinandens synspunkter og skabe nytænkte synteser under forløbet.

Vi ville altså lave et koncept der satte konstruktive og frugtbare blendingprocesser i fokus. Istedet for et der cementerer grænser og målrette modarbejder integration af ideer fra forskellige kilder.

Lakoff og Johnson siger at the essence of metaphor is understanding and experiencing one kind of thing in terms of another. Og min pointe er så at vi ofte har mulighed for at vælge en anden metafor end den mest indlysende vores kulturelt bestemte tænkning tilbyder os, når vi skal udvikle nye programformater eller fortælleformer i medierne.