Fodboldspilleren Christian Eriksen som en kommende Michael Laudrup - et type-eksempel på kreativ blending

Min "bibel" 'The Way We Think' fremhæver og dissekerer et type-eksempel på en særlig variant af  konceptuel blending som er lidt kompliceret at gengive her på kort plads.
   Men essensen i eksemplet er at skribenten i det udsagn som indeholder "the blend", har opfundet en tænkt sportskamp mellem sportsfolk fra forskellige århundreder. Det som det blendede udsagn så fortæller, er hvem der har vundet i det forestillede (men aldrig reelt eksisterende) "væddeløb" mellem de to.
   I det tankeeksperiment som kommer til udtryk i "blandingen", er der altså sket en konceptuel integration og komprimering af tid og rum. Det samlede udsagn ligner en slags analogi.

   Det er jo ganske abstrakt. Derfor er jeg på udkig efter tilsvarende eksempler på dansk. Og fandt det på Søndagspolitikens sportsider i dag den 27 marts.

Danmark spillede i går fodboldlandskamp mod Norge. Og en af de unge talenter i angrebet på det danske hold hedder Christian Eriksen. I en artikel med rubrikken "Danmarks unge stjernespiller vokser fra kamp til kamp", skal Rasmus Bech så give et baggrundsportræt af Christian Eriksen med afsæt i landskampen. Og det fortællemæssige greb han udnytter, er præcis af den type som beskrive i 'The Way We Think'. Det fremgår allerede klart af manchetten: 

I en sammenligning med Michael Laudrup er Christian Eriksen ni mål bagud, men han giver store løfter.

Og første afsnit leverer springbræt for hele artiklens genngående blending af to karrierer-historier når det gælder mål scoret i landsholdkampe, en der er fortid: Laudrups - og en der kun lige er begyndt: Eriksens: 

Christian Eriksens omgang med bolden, hans antrit, elegance og meget fine balance, har fået mange - og ikke mindst medierne - til at kalde fynboen for 'den nye Laudrup'.

Rasmus Bech, som jeg i øvrigt tidligere har fremhæve for sin kreative sproglige tænkning i sin sportjournalistik, fortsætter så i artiklen med at pendle mellem de to fodboldspilleres karrierer og meritter i løbet af hver deres 12 første landskampe. I denne tænkte konkurrence fører Laudrup så med 12 mål. 

   Fidusen ved denne kreative blending-operation er at det giver mulighed for at formulere forventninger til at Eriksen i fremtiden vil scorer mange landskampmål (ligesom Laudrup), selv om han endnu ikke har leveret varen.

   Artiklen slutter i lyset heraf med et smukt eksempel på udnyttelsen af et kontrafaktisk udsagn:

Og havde Eriksens hjerte været mere løveagtigt, da han midt i anden halvleg fik en dyb aflevering at løbe på, var det ikke den norske målmand, der var blevet vinder af duellen. Men det var nu heller ikke Laudrups stærke side. 

Altså i ét konceptuelt rum hvor Eriksen havde haft et "mere løveagtigt hjerte" ville han have scoret. Men i det andet konceptuelle rum hvor både han og Laudrup igennem hele artiklen er blevet installeret og har konkurreret, der har heller ikke Laudrup et "løvehjerte" til nærkamp og hårde tacklinger. Så det skal nok gå alt sammen, kan læserne slutte. 

   Kreativt tænkt og godt skrevet af Rasmus Bech.

Kreativ tv-journalistik (2) - OLe Retsbos brug af kontrafaktisk dokumetarisme med en hensigt

Det andet eksempel på kreativ tænkning i en tv-udsendelse jeg analytisk vil gumle på her, var en udsendelse der blev sendt på på DR 2 en lørdag eftermiddag den 15/01/11. Jeg kom ret sent ind i den fordi jeg bare sad og zapppede.
   Og netop derfor blev jeg smaskforvirret over de første minutter jeg oplevede. Der var henvisninger til bl.a. Ole Sohn, Axel Larsen, og der var interviewcitater med historiske eksperter og øjenvidner i forhold til forskellige historiske begivenheder efter 2. Verdenskrig. En del navne og ansigter kendte og genkendte jeg fra mine yngre dage.
   Programmets form var en klassik journalistisk-historisk montage - med autoritativ alvorlig voice over-speak, sync-er med et bredt udsnit af forskellige typer kilder, dokumenterende og illustrerende historiske filmklip og fotos.
   Altså det jeg så, fremstod som en typisk historisk dokumentar, som vi har set rigtig mange af på DR 2 i de senere år, et DR 2 som efterhånden producerer og genudsender dem på samlebånd.
   Men UPS! Jeg genkendte ikke en del af de historiske begivenheder dokumentaren fortalte om. De matchede ikke min historiske viden og mine erindringer om den politiske og samfundsmæssig udvikling i Danmark.
   Ret hurtigt lugtede jeg lunten: AHA! - blev klar over at udsendelsen handlede om en alternativ historie, en historie hvor  Danmark blev besat af Sovjetunionen omkring 4-5 maj. Og derefter undergik en udvikling der på mange måder mindede om den i Østtyskland og resten af Østeuropa efter krigen, en udvikling der så først ifølge dokumentarens fantasihistorie førte til befrielse fra et autoritært kommunistisk styre i Danmark da muren faldt i 1989. 

Det jeg altså efter et stykke tid i et heuroka-glimt blev klar over, var, at jeg havde zappet ind i en dybt interessant og meget fascinerende tv-... - nej, ikke "dokumantar" - men det der ligner. Noget der som helhed var digt, opspind - et tankeeksperiment iscenesat for tv i form og udtryk som en autentisk sandhedssøgende dokumentar baseret på facts og virkelighedsreferencer.
   En simuleret tv-dokumentar...
   På et øjeblik skiftede jeg frame fra én genre til en anden. Jeg var zappet ind i et eksempel på den blendede genrer der nu fagligt betegnes "mockumentary".
   Eller i moderne smart journalistisk jagon: "fupdokumentar".
   Og det viste sig at være en genudsendelse fra 2009. Jeg  vil se den i sin helhed. Inde på DR.dk får jeg desværre at vide at: Grundet manglende rettigheder er det ikke muligt at se tema-udsendelserne her på hjemmesiden. 
   Shit, så må jeg ved lejlighed se at skaffe en DVD-kopi så jeg kan få set den hele. Her illustrationen til DR´s omtale på nettet:

Men altså... Den del jeg fik set, var begave lavet - virkelig et produkt af kreativ tænkning - selv om det altså netop var en på historiske kendsgerninger baseret, journalistisk gennemarbejdet og overbevisende realistisk fantasi. Et produkt af det som man i gamle dage kaldte "indbildningskraft" - journalist Ole Retsbo og redaktionen bag hams indbildningskraft, deres fælles og samlede evne til visuelt at simulere en sandhed gennem konceptuel visuel blending.
   Tilrettelæggerne havde dygtigt sørget for at udstyre udsendelsen udtryk med alle de "dokumentarsignaler" som gjorde at man gøs med: Tænk nu hvis det var sket..., ja, det kunne være sket, hvis ikke englændernes feltmarskal Montgomery havde slået russerne med 6. timer.

Somme tider er en "mocumentary" først og fremmest en mediemæssig joke - udtrykt i en slags ironisk visuel vrængen, hvor fornøjelsen ved både at producere og se udsendelsen ligger i genre-dekonstruktionen: Se! Alle de udtryk som vi normalt tager som tegn på og garantier for sandhed og virkelighed, de kan fingeres og simuleres. Så tro ikke på tv-avisen, det er også en slags konstruktion (jfr. mit blogindlæg fra 13/03/11 om debatten mellem Hans Hauge og Knud Romer om fiktionsfri fiktion).
   Det var fx en stor del af meta-meningen med Poul Nesgaard og konsorters mockumentary-serier: 'I sandhedens tjeneste". Og også med Orson Wells ´berømte radio-mocumentary: 'Klodernes Kamp'.

Andre gange er der en dybere samfunds- eller historiekritisk pointe i mockumentary-genren - hvad der klart var tale om i det her tilfælde - hvorfor den genre netop også kan bruges af journalister og dokumentarister til noget mere alvorligt rent indholdsmæssigt: "at bevise" en kontroversiel præmis.
   Et af de meste berømte eksempler på en mocumentary med denne slags kritiske funktion, var Peter Watkins 'Wargame' fra 1966 som skildrede et tænkt, men faktuelt realistisk England efter at have deltaget i en atomkrig og selv være blevet bombet med atombomber. BBC og den engelske regering stoppede den og den blev aldrig udsendt i BBC-regi af angst for seernes politiske reaktioner.

Noget lignende var tilfældet her med Ole Retsbos tv-film - om end i en mindre opsigtsvækkende form og med et knap så kontroversielt indhold. Men i hvert fald: Tankeeksperimentet fik framet danske venstreorienterede ikoner som Axel Larsen, Ole Sohn m.fl. som potentielt politiske forbrydere - at ligne med DDR´s Walter Ulbricht og Erik Honecker, Ungarns János Kádár eller Tjekkoslovakiets Rudolf Slánský.
   Her fungerer den kontrafaktisk historieskrivning som en god og gedigen metafor: med "Danmark, de danske politikere  og den økonomiske udvikling i landet efter 2. Verdenskrig som "target" og med "den historiske udviklingen af de Østeuropæiske kommunistiske regimers poltisk-økonomiske udvikling" som "source" - skabes en dokumentarisk metafor der leverer det optiske filter som Danmark så ses, forstås og ikke mindst - farves igennem.
   Det er en kreativt tænkt og udført blending-operation af to faktuelt forankrede input-rum - to landes faktiske historie, og en mockumentary som et blended output der får seerne til måske at bryde deres egen tænknings ideologiske filter med hang til venstrefløj.
   Tendensen kan jeg måske være loren ved, men godt tv var det sgu´, den del af det jeg fik set. 

Kontrafaktisk historieskrivning om Marylin Monroe - og andre historier

Politiken søndag den 3. oktober. Rubrikken er "Støvet på sommerfuglens vinger". Et halvandet siders opslag med et uddrag af forordet til en ny bog med ukendte digte, breve og notater skrevet af  Marylin Monroe. Titlen er: Fragmenter. Bogen viser, fremgår det, at der bag rollen og hendes image som "dum blondine" fandtes en "intellektuel og poetisk sjæl som ingen havde kendskab til". Altså den sindets dobbelthed der kendetegner den særligt kreative personlighed.
   Artiklen er et uddrag af forordet til bogen, som er skrevet af den italienske forfatter Antonio Tabucchi. Billedet der illustrerer den er et fotografi hvor vi ser MM siddende på en bænk i en park læsende Jame Joyce: Ulysses.
   Der var meget man kunne tage op her i kreativitetssammenhæng, men mig fanger det umiddelbart at et af afsnittene udnytter den form for konceptuel blending som jeg tidligere har betegnet som kontrafaktiske udsagn/historieskrivning. Se bare her:

Hvad ville der være sket, hvis Marylin i stedet for at besidde en usædvanlig skønhed, som hendes filmroller gjorde berømt, havde været en helt almindelig kvinde? Så havde hun, mens hun levede, udgivet det som vi nu skal til at læse, og hun havde sandsynligvis taget livet af sig liges Sylvia Plath. Og om hende ville man have sagt det same som man siger om Sylvia Plath, nemlig at hun tog livet af sig, fordi hun var for følsom og for intelligent, og mennesker, der er for følsomme og intelligente, lider mere end mennesker som er mindre følsomme og intelligente, og de har tilbøjelighed til at tage livet af sig (dette er i hvert fald, hvad psykiaterne og statistikerne fortæller).

Jeg tænker straks på et tidligere blogindlæg, hvori jeg konstaterede at Dronning Margrethe udtaler sig kontrafaktisk om sit livs udvikling, hvis arvefølgeloven ikke var blevet lavet om, og hun derfor ikke var blevet "tvunget" til at blive dronning som voksen.
   Og så husker jeg pludselig, som et andet godt eksempel på kontrafaktiske udsagn udnyttet i journalistisk kontekst: Da Tom Buk-Swientys bog: Dommedag Als udkom, da havde Politiken fået den ide at spørge en række forskellige historieautoriteter hvordan Danmarkshistorien ville have udviklet sig hvis Bismarck havde sagt ja til den danske konges tilbud om at Danmark kunne indtræde i de tyske staters forbund.
   Svarene var faktisk både oplysende og underholdende at læse, husker jeg - og historiefantasierne meget forskellige. Og det var altså et klart eksempel på en kreativ journalistisk vinkling oven på en bog som i øvrigt selv genremæssigt er et blandingsprodukt - et blend af fortællende journalistik og historieskrivning.

Lene Espersen svarer kreativt på et hypotetisk spørgsmål

I dagens Politiken i PS-sektionen bliver Lene Espersen interviewet på baggrund af kritikken af at hun har prioriteret en familieferie på Mallorca fremfår et arktisk udenrigsministermøde i Canada.

   Journalisten Peter Schiøler stiller hende et såkaldt hypotetisk spørgsmål, som altid er farlige at stille fordi de så nemt kan afvises som netopr "hypotetiske", dvs. spørgsmål som kræver at man tænker og forestiller sig noget som ikke eksisterer.

I det her tilfælde er spørgsmålet ikke bare hypotetisk, men også den særlige variant som er kontrafaktisk:

Hvis du havde vidst, at beslutningen om ikke at deltage i det arktiske topmøde ville medføre så hård kritik, havde du så truffet et andet valg?

  "Det er svært at svare på, der jo så mange teorier. Men jeg vil i hvert fald sige, at hvis jeg havde været udenrigsminister i december måned, og det var der jeg havde fået invitationen frem for Per Stig Møller, så havde jeg jo valgt at tilrettelægge min ferie på en anden måde."

Det fremgår klar af hendes svar at hun - modstræbende ("svært at svare på", "mange teorier") - går ind i journalistens fiktion om den kontrafaktiske virkelighed, et rum og en verden hvor hun kunne have valgt anderledes hvis hun - i det univers - havde være "synsk", og altså havde kunnet forudse det som hun først ved nu, nemlig at hendes prioritering førte til hård kritik. Og denne magiske "synskhed" behøvede så ikke at være magisk, nemlig Per Stig Møller og ikke hun havde været udenrigsminister med kendskab til den udenrigsministerielle rejsekalender.

Der er virkelige tale om tankemæssige kreative spilfægterier, en duel mellem journalist og minister i et fantasiunivers om hvordan dette rum skal se ud.

Det interessante er især at Lene Espersen i sit svar så selv opstiller en yderligere tænkt kontrafaktisk forudsætning i parallel-universet, nemlig at hun allerede i december måned havde været udenrigsminister. Med den supplerende blending-operation, lykkes det hende dels at få sagt "undskyld", men kun for at hun ikke havde synske evner da hun besluttede at tage ferie, og samtidig får hun indirekte beskyldt sin foregænger Per Stig Møller for ikke at have briefet hende ordentligt da hun overtog jobbet.

Journalisten spørger så opfølgende hvorfor? - og Lene Espersen svarer:

"Ja, fordi så havde jeg fået en invitation, og så var det blevet lagt ind i kalenderen, og så havde jeg rejst på ferie senere. (...)

Hun udviser altså fin kreativ tænkning her. Dermed fastholder hun nemlig et billede af sig selv som rimelig og rationel - i en forestillet verden hvor hun havde afløst Per Stig Møller tidligere. At hun har så let ved den tankeoperation kan måske forklares ved at der i lang tid inden regeringsrokaden rent faktisk blev spekuleret i at hun ville overtage hans post.

Blending-montage i DR-dokumentar og kontrafaktiske dronning-udtalelser om eget liv

I går aftes den 4. april så jeg en tv-dokumentar af Anders Agger om Dronning Margrethe der lige straks fylder 70. I den udsendelse var der to ting at bemærke og kommentere - i lyset af denne blogs gennemgående tema:

Anders Agger har aftalt at optageholdet følger den snart 70-årige dronningen rundt på locations hvor hun også har været som barn og ung og har minder fra, og hvorfra der i forvejen eksisterer private kongelige smalfilmoptagelser.

Agger har således tilrettelagt et dokumentarisk plot der gør det muligt at klippe de to sæt optagelser sammen i en montage hvor seerne oplever en glidning og en konstrueret interaktion mellem Margrethe som gammel dronning og som lille pige/prinsesse på de samme locations.
Fidusen er at der på den måde konstrueres et blendet imaginært dokumentarisk rum hvor før og nu er delvist smeltet sammen, og hvor den voksne dronning så at sige møder sig selv via de erindringerne hun kan at fortælle om sig selv som barn på de samme locations som der vises gamle filmoptagelser fra.
I forhold til seerne er ideen fra instruktørens side at dette særlige montageplot skal fascinerer dem på samme måde og med delvis samme effekt som de fiktionshistorier har, der opererer med tidsrejser, og hvor den voksne hovedpersonen møder sig selv eller sine forældre som barn. Sådan som vi f. eks. har set i den populære filmtrilogi 'Tilbage til fremtiden' med Michael J. Fox.

Vi har altså blending som en udbredt ubevidst tankeoperation der ligger under en masse forskellige former for kreativ sprogbrug (herunder kontrafaktisk udsagn) som alle mennesker gør brug af i daglig tale. Men det er så også en type mental operation som af stærkt kreative folk som Anders Agger kan gøres bevidst og udnyttes som inspiration til at konstruere en særlige montageform med en fascinationsskabende "tidsrejseeffekt" i en faktabaseret dokumentar!

  Og nu vi er på den bane: Poul Martinsen har i 3 af sine tv-dokumentarprogrammer opereret med samme plot: Fra vild engel til borgerdyr, Gensyn med Christiania og Fluen på væggen. I dem alle skaber han en slags blended imaginært rum hvor før- og nu-versionen af de samme personer kan mødes og konfronteres gennem en montage af gamle og aktuelle optagelser.

Den anden interessante ting at bemærke i aftenens tv-dokumentar, var at dronningen på et vist tidspunkt i en interviewsekvens gør sig tanker om hvordan hendes liv ville have formet sig hvis hun ikke var blevet dronning - hvad hun jo ikke ville være blevet hvis ikke revisionen af tronfølgerloven af 1953 var blevet vedtaget, en revision der gjorde kvindelig arvefølge til tronen mulig.

  Dronningen fortæller her at hun i så fald sikkert ville have fået en normal akademisk uddannelse i arkæologi og derefter fast arbejde som arkæolog bagefter; men, fortæller hun videre, at hun så nok ville have oplevet en slags krise på midten af sin livsbane fordi hun der ville have oplevet en stærk følelsesmæssig drift hen imod "et liv som fri kunstner", som hun siger.

Her bruger dronningen altså sin fantasi til at blende det reelle "rum" hvori hendes faktisk liv som dronning har udfoldet sig, og hvor arkæologi og maleri har været hobbyer, med et imaginært kontrafaktisk "rum" hvori hun ikke var dronning, og hvori hun ville have haft en regulær borgerlig akademisk karriere som arkæolog, som hun så måske ville have forladt til fordel for at realisere sig selv som kunstmaler.

Denne interviewsekvens i udsendelsen siger faktisk også noget om at vores dronning er et ganske kreativt menneske med en levende og livlig fantasi.

  Og man kan filosofere over om ikke netop de oplevelser af brud, tvang og tab af frihed i fremtidsudsigter da hun pludselig som 13-årig teenager fra bare at være "menig prinsesse" blev tvangsudskrevet til rollen som tronfølger - om ikke de oplevelser har bidraget til at stimulere det specielt livlige fantasiliv som jeg i flere tidligere blogindlæg har hævdet kendetegner de særligt kreative personligheders psyke.

Kreativitetens sproglige røremaskine: "Conceptual Blending"

"Conceptual blending" har jeg opdaget der er noget der hedder. Mixning af forestillinger - blanding af begreber eller ideer, må det betyder på dansk. Jeg har det fra en tyk amerikansk bog med titlen: The Way We Think. Conceptual Blending and the Mind´s Hidden Complexities. Forfatterne: Gilles Fauconnier og Mark Turner

Jeg blev 'fanget' af titlen i en litteraturoversigt på Amazon hvor jeg søgte på begrebet "creativity". Når det fangede min opmærksomhed, var det bl. a. fordi jeg for halvandet år siden i mit manuskript til en forelæsning om Poul Martinsen - ud af ingenting - havde skrevet "kreativitetens røremaskine" for at indfange hvad jeg synes var specielt ved den måde han fik ideer på. De to begreber - som begge er metaforer - lignede!

  Ved at læse indholdsoversigten, nogle sider ind i teksten og bagsideteksten, som man kan på Amazon, blev jeg klar over at det faktisk var meget interessant for mig, fordi begrebet associativt også forbandt sig med titlen på en bog jeg skrev for mange år siden: Faktion som udtryksmiddel.

Begrebet "faktion" er et semantisk blandingsprodukt - et "blend" i bogens forstand. Der er tale om et sammensat ord der refererer til noget som ikke tidligere er sammenfattet med et ord, og som trækker på to forskellige allerede eksisterende begreber: "fakta" og "fiktion". I den forbindelse optræder også en lang række andre terminologiske blandingsprodukter: dokudrama, dramadok, infotainment, edutainment, mocumentary, spontanspil, realityshow, docusoap, teatersport.

Bogen The Way We Think beskriver en meget generel teori - og en meget spekulativ teori - om hvordan ubevidste semantiske processer og mentale operationer gør det muligt at tænke og tale kreativt ved at kombinere forestillinger fra væsensforskellige verdener i den "sammenrørte" forestilling. En sådan "blanding" er f.eks. en metafor hvor to verdener der ikke logisk eller reelt har noget med hinanden at gøre, kobles sammen, som f. eks. i ordet "bolighaj". Metaforerne vender jeg tilbage til i senere blog-indlæg.

En anden kreativ "blanding" der er central i bogen og teorien, er det man kalder kontrafaktiske udsagn - som disse:

• Hvis jeg var i dit sted, ville jeg sige nej. (vi forestiller os en verden hvor jeg var i dit sted og skulle svare som om jeg var dig - altså at vi som personer var "blended"; denne forestillede verden trækker på egenskaber ved to andre adskilte "reelle verdener": "dit sted" og "mit sted" hvor vi som adskilte væsener befinder os normalt)
• I Frankrig ville Watergate aldrig have skadet Nixon (vi forestiller os et Frankrig hvor Nixon var blevet præsident og hvor de handlinger der førte til Watergate-skandalen i USA, udspillede sig; denne forestillede verden, får mening gennem en mental sammenblanding af to andre faktiske verdener: 1) "Frankrig" med de faktiske vilkår som præsidenter lever med der, og 2) "USA" med den faktiske historie om Nixon der måtte træde tilbage på grund af det bevidste Water Gate-cover up.
• Hvis Jorden var lige så tæt på Solen som Venus, ville der aldrig være opstået liv som vi kender det. (vi forestiller os en verden hvor jordens liv skulle udvikle sig mens jorden var lige så tæt på solen som Venus; denne forestillede verden får mening ved at trækker på kendte egenskaber ved to reelle verdener: 1) "Venus" med sin giftige atmosfære der er over 400 grader varm, og i en bane som er meget nærmere solens end jordens, og 2) "Jorden" med den faktiske bane som er i en så tilpas afstand fra solen at livet som findes, er muligt)
• Hvis vi kunne gå på nettet her i ørkenen, kunne vi finde løsningen på et øjeblik. (vi forestiller os en ørken uden netadgang i miles omkreds, blandet med forestillingen om en civiliseret verden hvor man har netadgang overalt)
• Jeg købte ikke bilen alligevel. Den ville fylde for meget i vores garage. (vi forestiller os en verden hvor den bil som vi ikke købte, forsøgsvis blev kørt ind i vores garage)
• Hun forhindrede ham i at blive slået ihjel. (vi forestiller os en verden hvori han var blevet slået ihjel; der er altså tale om en "blanding" af en verden hvor han ville have været død med en verden hvori denne død ikke indtræffer.)
• Der mangler en stol i stuen. (vi forestiller os en verden hvor endnu en stol befandt sig i stuen, som altså så er blandet med en aktuel verden hvor stolen ikke befinder sig.)
• Lars Løkke har accepteret åbenlys uenighed blandt regeringspartnerne. Det ville Anders Fogh aldrig have tilladt. (vi forestiller os en verden hvor Anders Fog stadig var statsminister; den tekst giver kun mening i kraft af "blandingen" af en faktisk verden hvor Lars Løkke er statsminister, og en forestillet verden hvor han ikke var blevet det, men Anders Fog var fortsat.)

I alle tilfælde indebære udsagnene altså, som man ser, forestillingen om en situation som ikke findes, et rum som er tænkt eller opfundet og altså en slags fiktiv verden. Den fiktion giver kun mening i kraft at forestillingen om to verdener som "blandes" i en tankeoperation, og hvor der i "blandingsproduktet" indgår træk eller elementer fra disse to verdener. De af "blandingen" afledte udsagn anvendes som et forsøg på underbygge et argument om forhold i den virkelige verden.

Kontrafaktiske genrer

Det er det der er på spil i den (halv?)videnskabelige disciplin der kaldes kontrafaktisk historieskrivning, som er en særlig måde at anskueligøre og forklare forskellige historiske udviklinger og deres årsagsammenhænge på.

  Der findes også en hel fiktionsgenre, som arbejde ad de samme kontrafaktiske blandingsspor: science-fiction, en genre som i modsætning til genren fantacy, arbejder med at "forlænge" konsekvenserne af sandsynlige videnskabelig og teknologiske udviklinger ind i en fremtidig tænkt verden: altså en fremtidig forestillet verden, indpodet - blendet - med elementer fra den aktuelle verden som man forestiller sig udvikler sig efter de sociale og fysiske lovmæssigheder som gælder i denne faktiske verden. En karakteristisk moderne genre, som kun er mulig i kraft af serier af begrebs- og tankemæssige blending-operationer.

En af de genrer man taler om i forbindelse med faktion, er tydeligvis også beslægtet med de kontrafaktiske "blandinger", nemlig: rekonstruktionen. En rekonstruktion i journalistik og dokumentarisme er en forestillet og fremstillet verden, som man ikke kan bevise eksistensen af fordi den er forsvundet i fortiden; men som man så giver udtryk gennem en fiktion - en fortælle- og udtryksmæssig konstruktion - der er særligt forpligtet på eksisterende kendsgerninger, typiske situationer og efterladte artifakter.

"Nul" - et tal og ingenting

Et for mig særligt slående eksempel på hvor epokegørende fremskridt i den menneskelige tænkning en begrebs- eller forestillingsblanding kan afføde, er "nullet": som i denne teori er en "blanding" af "ingenting" og "et tal i talrækken".

   Inden "nullet" blev tænkt (af araberne!), var der en masse regenoperationer som ikke kunne lade sig gøre, eller som var utroligt besværlige at gennemføre. Men ved at sige at her har vi på den ene side - i et rum - en talrække hvor vi tæller nedad: ... 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1; og på den anden side har vi et andet rum hvor der er "ingenting"; så opstår der pludselig en mulighed for en blandingsoperation som følger: Hvis vi nu kalder ingenting for "nul", udtrykker det som et "0", og placere det i rækken af tal som det der kommer før 1, har vi tænkt og udtrykt en "begrebsblanding" af et tal og ingenting; et begreb om tallet "nul". Og dette blandede begreb kan vi bruge til at måle, beregne og forstå verden på en masse nye måder. Sandsynligvis afgørende for næsten al videnskabs udvikling.

  Conceptual blending så det batter!