Sider

Viser opslag med etiketten innovation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten innovation. Vis alle opslag

tirsdag den 8. november 2016

Når ødelæggelse og kreativitet hænger sammen - 'disruption' er et relativt nyt ord for et eller flere delvist velkendte fænomener ...


Der dukker hele tiden nye ord og begreber op i danske avisartikler der beskriver nye trends i  den internationale forretningsverden.
   De stammer som regel fra engelsk, og deres historie er som regel denne:
   1) En artikel i et hel- eller halvvidenskabeligt engelsk tidsskrift introducerer begrebet.
   2) En videnskabsjournalist eller en velskrivende chef for et konsulentfirma bruger begrebet som tema: Her er noget nyt for ledere at tænke på!
   3) Danske journalister samler det op i en eller anden sammenhæng.

Sådan også med ordet og begrebet 'disruption', som jeg nu er stødt på i flere danske avisartikler de seneste måneder. Senest i en artikel i Politikens tillæg "International Økonomi" fra den 2. november.

Artiklen havde en overskrift som fangede mig:
Derfor slår intuitionen regnearket ud
Den var ikke skrevet af en arbejdende journalist, men af direktøren for en konsulentfirma Anders Emil Møller, tidligere digital udviklingschef for Politiken, uddannet cand.com fra RUC.
   Manchetten:
De fleste store og indflydelsesrige firmaer er børsnoterede og har derfor fokus på at holde aktierne i god gænge. Det er dog hverken tilfældet for Snap Chat eller Elon Musk, der ser ud til at have succes på at arbejde ud fra intuition
Artiklen er noget rodet, men pointen er klar. De store moderne it-firmaer som er blevet børsnoterede og som skal levere profit til aktionærer, er blevet afhængige af 'big data' som via regneark leverer konklusioner for den videre fremdrift og udvikling af firmaet. 
   Disse eksplosivt voksende mega-firmaer som Google og Facebook  er derfor tvunget til at underlægge sig rationalitet og bevidst systematisk tækning, planlægning og innovation, selv om de oprindelig er skabt på et intuitivt grundlag.
   Og dermed er de selv blevet sårbare over for mindre nye og intuitivt tænkende firmaer, postulerer artiklen.

Det der hver gang sker, er at nye firmaer med nye ideer og originale forretningskoncepter smadrer veletablerede virksomheders måder at drive forretning på inden for et givet marked. 
    Og denne 'smadring' kaldes 'disruption' og er en vigtig del af forklaringen på den eksplosive vækst af nye firmaer inden for forskellige markeder vi har oplevet i de seneste 20-30 år. 
  
Men hvad er 'disruption' egentlig for en fisk? Det forklarer artiklen ikke i Politiken ikke. Det ved vi bare, åbenbart.
   Men på et andet konsulentfirmas hjemmeside med navnet "First Consulting" får vi en slags forklaring og udlægning - under overskriften "Alt hvad du skal vide om disruption på 3 minutter":
Fænomenet disruption ekkoer gennem flere brancher, der taler om hastig innovation. Men hvad er det egentlig, der er tale om?
   Disruption er et begreb, som vinder frem i virksomheders strategiske planlægning. Med globaliseringen og den hastige digitale udvikling skal virksomheder være beredt over for konkurrencen fra nye aktører eller virksomheder, der ikke i dag er aktive i branchen.
   Professor Clayton M. Christensen, Harvard, definerer begrebet nogenlunde således:
   ”En virksomhed der gennem innovation af nye produkter og services undergraver eller nedbryder en eksisterende branches typiske forretningsmodeller.”
   Disruption er ikke kun innovation, men river alt op med rode og ændrer måden vi tænker på, vores adfærd, måden vi gør forretning på og lever vores dagligdag på. Disruption fordriver et eksisterende marked, en industri eller teknologi og erstatter det med et nyt og bedre produkt. Det er på en gang destruktivt og kreativt.
Det er altså en vigtig pointe: at der er en intim sammenhæng mellem ødelæggelse og kreativitet, og det er den sammenhæng man forsøger at fastholde med det nye begreb.
   Artiklen eksemplificerer begrebet sådan her: 
Vi har eksempelvis set, hvordan streamingselskaber som Netflix har fortrængt Blockbusters videoudlejning, hvordan Kodak blev udkonkurreret af digitalkameraer, hvordan Uber truer taxa-branchen og hotels.com truer rejsebureauerne. Et 'Kodak Moment' er ikke længere et lykkeligt billede af succes!
   Men vi har også set, at disruption kan udvide et marked, som fx Airbnb (Air Bed’n’Breakfast) har gjort det ved at øge udbuddet af overnatningsmuligheder, eksempelvis storbyweekends til et segment, der ellers ikke tog på den slags ferier.
    Hvordan går det til? Hvorfor opstår disruption?
    De etablerede virksomheder satser mest deres vækst på de mest krævende kunder, hvor indtjeningen er højest, hvilket betyder, at de sjældent vil have incitament til at satse på ny teknologi. For når ny teknologi bliver introduceret, vil den sjældent være så moden, at den vil kunne tilfredsstille de behov, som etablerede virksomheders mest krævende og indbringende kunder har.
   Det betyder et lavere afkast, og at nye spillere nu har mulighed for etablere sig i fred for konkurrence fra de etablerede virksomheder. De har nemlig sjældent incitament til at gå ind og konkurrere i bunden af markedet, hvor der er lave priser og en begrænset fortjeneste at hente.
   De nye spillere er derimod tilfredse med et lavere afkast og har til gengæld med ny teknologi et stort, langsigtet potentiale og muligheden for at tilbyde en billigere ydelse.
Den traditionelle banksektor er bange for at blive ramt af 'disruption' fra digitale 'spillere' som yder den samme service men billigere og nemmere. 
   Hvad gør de fremsynede store traditionelle banker - og andre veletablerede firmaer som kan se tilsvarende tegn i sol og måne? - Ja, de opretter underafdelinger som i virkeligheden så skal gå i front med at tænke 'disruption':
Danske Bank offentliggjorde sidste år, at banken har et projekt kørende, hvor en gruppe kaldet ”Projekt X” skal forsøge at skabe en massiv ændring af branchen. Danske Bank opfatter ikke Nordea, Jyske Bank og Sydbank som værende de største trusler på længere sigt. Banken mener derimod, at truslen fra nye udenlandske spillere som fx Google, Apple eller Amazon er større.
   Google vil gøre mod banksektoren, hvad de gjorde mod reklamebranchen, nemlig sætte sig på betalingsformidlingen i Danmark. Eller Apple vil.
   Med Projekt X ønsker Danske Bank derfor at disrupte sig selv for at undgå at blive disrupted. Lave finansielle produkter, der udkonkurrerer alle andre, selv Danske Bank.
   Æd – eller bliv ædt! Disrupt – eller bliv disrupted.
Jeg synes godt nok ikke det er en særligt klargørende og oplysende artikel. For meget Karl Smart. 
   Men essensen af alle de ord er vel at noget der traditionelt dominerer en branche, bliver ødelagt og går ned med flaget fordi der skal leveres sikkert afkast til aktionærerne, og i læ af et stivnet forrretningskoncept der gør blind for fornyelse, åbner det faktisk mulighed for at noget nyt og mere kreativt kan opstå - som kan klare sig med mindre krav til høj og sikker profit.
   
Når man søger efter betydningen på dansk får man svar som at 'disruption' betyder 'forstyrrelse', 'afbrydelse', 'nedbrud', 'ødelæggelse'.


Klogere synes jeg man bliver af den her meget længere artikel i Computerworld for godt tre kvart år siden, skrevet af en af mine tidligere journaliststuderned på RUC: Jacob Ø.Wittorff:
Wittorff tager også afsæt i udtalelser fra begrebets 'opfinder' Clayton Christensen som er professor ved Harvard Business School. 
   Professoren er skeptisk over for at 'disruption' nu er blevet et buzz-word med udvandet betydning, et ord som stort set bruges til at karakterisere hvad som helst der sker når det går op og ned for innovative virksomheder på et ekstremt konkurrerende marked.
   Men som opfinder af ordet og det det dækker over, så svarer og forklarer han det sådan her ifølge artiklen i Computerworld: 
Hvad er disruption?Disruption-begrebet, som vi kender det, blev første gang taget i brug i 1995, da Clayton Christensen skrev en artikel i Harvard Business Review.
   Senere blev det til bogen "The Innovator's Dilemma - When New Technologies Cause Great Firms to Fail," der udkom i 1997.
   I bogen forsøger Christensen at forklare, hvorfor gamle succesrige virksomheder pludselig går til grunde, mens nye konkurrenter kommer ud af ingenting og overtager deres markeder.
   I bogen forklarer han, at det sjældent skyldes, at de etablerede virksomheder tager dårlige beslutninger.
   Ofte skyldes det tværtimod, at virksomhedernes ledelse tager beslutninger, der på papiret er gode og rationelle.
   "Clayton Christensen beskriver den proces, hvor etablerede virksomheder allokerer alle sine ressourcer til at honorere sine eksisterende kunders behov. De eksisterende kunder er krævende og giver et højt afkast. Men det betyder også, at de etablerede virksomheder overser de kunder, der er mindre krævende og giver et mindre afkast," siger Jan Damsgaard, der er professor hos Copenhagen Business School.
   De etablerede virksomheders fokus på de mest krævende kunder betyder også, at de sjældent vil have incitament til at satse på ny teknologi.
   For når ny teknologi bliver introduceret, vil den sjældent være så moden, at den vil kunne tilfredstille de behov, som etablerede virksomheders mest krævende og indbringende kunder har.
   "Derfor vil de etablerede virksomheder fokusere deres innovations-indsats på at presse de sidste procenter ud af deres aldrende, eksisterende teknologi," forklarer Jan Damsgaard.
   Ofte vil den nye teknolog dog have et stort potentiale på den lange bane, og den nye teknologi vil desuden ofte gøre det muligt at tilbyde en billigere ydelse.
   Derfor åbner det et rum for nye spillere, som er tilfredse med et lavere afkast.
   Det lavere afkast betyder, at de nye spillere har mulighed for etablere sig i fred for konkurrence fra de etablerede virksomheder, der sjældent har incitament til at gå ind og konkurrere i bunden af markedet, hvor der er lave priser og en begrænset fortjeneste at hente.
   Men med tiden vil de nye spillere være i stand til at udvikle teknologien, så den kan tilfredsstille behovene hos flere og flere kundegrupper, og til sidst har de nye spillere med den nye teknologi overtaget markedet fra de etablerede spillere.
Som jeg ser det, er begrebet 'disruption' delvist ny vin på gamle flasker.
   Jeg har tidligere beskrevet og analyseret tre begreber som på mange måder indkredser og dækker hvad det refererer til:
  •    Kreative begrænsninger
  •    Kreativ destruktion
  •    Kreativ vrede
'Kreative begrænsninger' heder på engelsk også 'creativ constraints', 'creative restrictions' eller 'creative limitations' - og beskrives sådan her i Wikipedia:
Creative limitation is the concept of how purposely limiting oneself can actually drive creativity. At a 2013 Ted conference, artist Phil Hansen made several remarks concerning the value of limitations, among them that "We need to first be limited in order to become limitless,” and “If you treat the problems as possibilities, life will start to dance with you in the most amazing ways.”[TED.com 1]
   Creative limitation can also be thought of as way to achieve a novel effect or goal that is not otherwise possible using conventional, readily accessible, methods. Igor Stravinsky used what he called creative limitation with time signatures, by restricting himself from using any, in his composition 'The Rite of Spring' as well as in alternate aspects of his other musical works.
Tænker man i industriudvikling, så kan man sige at krav om mere miljøvenlig produktion eller krav om økologisk produktion, fungerer som kreative begrænsninger der stimulerer til udvikling og fornyelse. 
   Virksomhederne bliver tvunget til at opfinde nye, smartere og på langt sigt bedre og billigere produkter og produktionsformer. 

'Kreativ destruktion' er endnu mere centralt, og er faktisk et begreb som udspringer af Marx´ økonomiske tænkning og teorier. Den østrisk-amerikanske økonom Joseph Schumpeter er fader til det i de moderne udgave, og 'creative destrucktion' omtales også som "Schumpeters uvejr".
   Begrebet refererer her til at noget nyt bliver stimuleret til hurtig og eksplosiv udvikling ved at noget gammelt og forældet nedbrydes og ødelægges.
   Wikipedia:
Creative destruction (German: schöpferische Zerstörung), sometimes known as Schumpeter's gale, is a concept in economics which since the 1950s has become most readily identified with the Austrian American economist Joseph Schumpeter[1] who derived it from the work of Karl Marx and popularized it as a theory of economic innovation and the business cycle.
   According to Schumpeter, the "gale of creative destruction" describes the "process of industrial mutation that incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one".[2] In Marxist economic theory the concept refers more broadly to the linked processes of the accumulation and annihilation of wealth under capitalism.[3][4][5]
   The German Marxist sociologist Werner Sombart has been credited[1] with the first use of these terms in his work Krieg und Kapitalismus ("War and Capitalism", 1913).[6] In the earlier work of Marx, however, the idea of creative destruction or annihilation (German: Vernichtung) implies not only that capitalism destroys and reconfigures previous economic orders, but also that it must ceaselessly devalue existing wealth (whether through war, dereliction, or regular and periodic economic crises) in order to clear the ground for the creation of new wealth.[3][4][5]
Eksempler som jeg selv husker som slående i den sammenhæng, er dette at de to store tabere efter 2. Verdenskrig, Tyskland og Japan, begge oplevede "økonomiske mirakler" i årtierne efter krigens ophør, mens vinderne havde store problemere med at opleve tilsvarend økonomisk fremgang.


Till sidst er der begrebet 'kreativ vrede'. 
   Det dækker over det fænomen at vredesudbrud gennem det som sprænges og destrueres, kan give plads til og forløse kreative processer som hidtil ikke har været mulige eller synlige.
   Det har jeg selv erfaring med og erindring om i 60´erne under det der den gang kaldtes ungdoms- eller studenteroprøret. Der blev masse-demonstreret i de fleste vesteuropæiske universitetsbyer mod "professorvælde" der forhindrede fornyelse af fagområder og fagindhold. 
   Bygninger og undervisningslokaler blev besat, og politikerene blev så "forskrækkede" at de faktisk - i hvert fald i Danmark - vedtog nye såkaldte 'styrelseslove' der åbnede op for kreativ fornyelse af både fagindhold, studieformer og ledelsesstrukturer. 
   Problemet med den 'kreative vrede' som drivkraft at den risikerer at slå over sin modsætning, som vi fx. så efter det såkaldte 'arabiske forår'.

onsdag den 8. april 2015

Træthed fremmer kreativiteten, viser ny forskning


Det sker sjældent, men dog af og til at jeg springer en nats søvn over, eller kun sover en time eller to.
   Jeg har ikke lagt mærke til det før, men har nogle erindringer om at jeg har tendens til at få gode ideer, eller generelt at blive mere aktivt kreativ, dagen(e) efter.
    Sidst var langfredag hvor jeg og fruen havde været til fest. Jeg havde undtagelsesvis ikke drukket andet end nogle få øller, og da vi så kom hjem ved omkring 01-tiden, så kunne jeg ikke falde i søvn, og endte med at stå op og morgensvømme som normalt om lørdagen kl. 07 uden at have lukket et øje.
    Og ganske rigtigt: hele lørdagen vrimlede det med tanker og ideer til nye blogindlæg og planer om nye forsøg ud i akvarelmaleriets mysterier.

Forklaringen fik jeg i Søndagsavisen for et par dage siden. En artikel som handlede om ny forskning, havde rubrikken:
Du er mest kreativ, når du er træt
Underrubrikken uddyber:
Hjernen sænker paraderne, og det vælter frem med kreative idéer.
En amerikansk forsker i arbejdsmarked og psykologi Ron Friedman har fundet ud af at der er en klar sammenhæng mellem træthed og kreativitet, en sammenhæng som går imod det man umiddelbart skulle forvente, nemlig at jo trættere man er, jo sløvere er man også til at få ideer. 
   Men faktisk ser det ud til at træthed stimulerer kreativiteten. Friedman fortæller:
»Vi er faktisk bedre til at være kreative, når vi er trætte, hvilket er en lidt ulogisk indsigt. Og det er delvist fordi, at for at være kreativ har du sommetider brug for at overveje idéer, som ikke nødvendigvis føles, som om de er i linje med det, du prøver at opnå. Og at få alle disse idéer, når du er træt, fordi du der ikke er i stand skubbe dem væk, gør dig faktisk mere kreativ.«
Forklaringen skulle ifølge Friedman være at når man er træt og søvnig-vågen, så er man mere distræt og mindre koncentreret i forhold til omverdenen, og det betyder at man filtrerer idestrømmen mindre og er mere åben for hvad der måtte komme af uplanlagte tanker. 

I en terminologi jeg tidligere har brugt, så er der altså tale om at træthed og mangel på søvn svækker den latente hæmning som er hjernens forsvarsberedskab mod for meget og for stærkt uønsket tankemylder.  
   Man kan også sige at træthed og mangel på søvn fremmer at hjernen kommer i såkaldt 'åben tilstand'.
"I stille perioder er vi sommetider mindre fokuserede og kan overskue en bredere vifte af information. Dette brede spektrum giver os adgang til flere alternativer og  forskellige fortolkninger, hvilket fostrer innovation og indsigt," siger Ron Friedman.

tirsdag den 22. maj 2012

Opfindelsernes kreativitet - fra ide til innovativt produkt - eksemplificeret ved udviklingen af dieselmotorer til skibe

Jeg har på denne blog ikke interesseret mig specielt meget for det arbejde der følger efter at en ide er født og frem til at den er omsat i noget nyt og brugbart. Processen fra kreativ "insight" til realisering af et kreativt produkt.
   Men jeg har netop set en prisbelønnet dokumentar på DR K der skildrer udviklingen af dieselmotoren til brug i skibe. Og som på smukkeste vis illustrerer vejen fra det ene til det andet.
 
Der var tre personer der skulle til, og ingen af dem kunne undværes i succeshistorien:
    En tysk genial ingeniør der kunne kombinere teoretisk viden og praktisk teknisk kunne, en dansk teknisk direktør (uddannet ingeniør) for virksomheden Burmester og Wain, og en dansk iværksætter og virksomhedsudvikler der over en længere årrække havde skabt en international sværvægter inden for handel og skibsfart: ØK

Opfinderen der var tysk ingeniør og ekstremt kreativ og opfindsom, Rudolf Diesel, brugte mere end ti år fra de første skitse til  der blev udtaget et patent og der kunne ske en afprøvning af ideen i form af en regulær motor der fungerede.
   Rudolf Diesel var af tysk afstamning, men forældrene var emigreret til Paris, og emigrerede siden til London.
   Som 12 årig blev Rudolf sendt til Tyskland og boede hos en tante, mens forældrene blev i   England.          
   Han klarede sig formidabelt i skolen og blev i en usædvanligt ung alder optaget på Münchens Polytekniske Læreranstalt - mod forældrenes ønske.
   Han var færdiguddannet ingeniør som 21-årig. 
   Diesel var gennem hele livet plaget af migræne og depressioner. Og begik sandsynligvis selvmord 1913 på vej på et skib til england for at forhandle patenter med den engelske flåde.

I 1986 publicerede Rudolf Diesel en afhandling med titlen: 
Theorie und Konstruktion eines rationellen Wärmemotors zum Ersatz der Dampfmaschine und der heute bekannten Verbrennungsmotoren [Theory and Construction of a Rational Heat-engine to Replace the Steam Engine and Combustion Engines Known Today]
Det holdt hårdt at få udviklet ideen, da Rudolf Diesel selv kun havde et mindre værksted. Han fik dog til sidst udtaget patent på motoren først i Tyskland og siden fx i USA (1894), og fra 1893-97 gav maskinfabrikken MAN ham mulighed for at lave prøvemotorer i fuld skala. 
   Grundideen byggede på teoretisk viden om termodynamik som var et af Diesels specialer. Hans motor skulle drives med olje som brændstof og var dermed 10 gange så energieffektiv som datidens kulfyrede dampmaskiner. Så der ville være tale om et teknologisk kvantespring.

Men det næste spring var at gøre dielsemotoren til en motor der kunne drive skibe frem. Og her kom danskeren Ivar Knudsen, teknisk direktør for B & W´skibsværft ind som en visionær videreudvikler. I 1897 overtog han Rudolf Diesels patenter for Danmark, og begyndet at videreudvikle den til brug i skibe. 
   Og H.N. Andersen havde behov for at ekspandere sin fragtrute med træ og passagerere mellem Danmark og Tailand. Og skød midler i hos B&W at få bygget de tre første store kombinerede passager og fragtskibe - 7.000 tons - drevet af dieselmotorer i stedet for damp.
   Det første havde navnet Selandia, og det foretog en succesfuld prøvesejlads fra Købenavn til Bankok og retur i 1911. Og det blev starten på en af dansk industris store succeshistorier i første halvdel af 1900-tallet.

MS Selandia

Når jeg tænder lige på den historie, skyldes det at jeg lige har læst Jonah Lehrer´s bog "Imagine How Creativity Works". 
   Heri er et af temaerne at udviklingen fra ideen - "the insight" - fødes og til den bliver til et kreativt produkt, at den udvkling typisk sker gennem conceptual blending når forskellige hjerner med forskellige faglige indgange og kompetancer mødes. Og de så oven i har en fælles interesse i udvklingen af noget nyt.

Et andet tema dyrker Lehter i kapitlet "The Unconcealing" hvor han eksemplificerer den stædighed vedholdenhed, fokusering og analytiske skarphed over lang tid, der er nødvendig for at et kreativt produkt - det være sig en musiksymfoni eller et stykke kompliceret teknologi - når sin optimale udformning. Måske først efter års forsøg og udviklingsarbejde. 

Et berømt Picasso-citat er her relevant til belysning af den side af kreativiteten:
Hvordan skaber en kunstner en løve ud af en marmorblok, blev Picasso engang spurgt: “Meget enkelt”, svarede den gamle mester ”man hugger det marmor væk, der ikke ligner en løve.”
Til den anekdote hører følgende implicitte forudsætninger: at kunstneren ,,,
   1) har visionen om en marmorløve, 
   2) har troen på at der rent faktisk er muligheder for at der kan komme en løve ud af blokken, 
   3) har tillid til at hvis man hugger tilstrækkelig længe og omhyggeligt, så står løve-skulpturen til sidst og er perfekt, 
   4) har vilje, kræfter og tålmodighed til at hugge til vejs ende.

Et andet citat fra mit gamle foredrag om kreativitet, hvis kilde er opfinderen af telefonen Thomas Edison, opfinder af glødepæren og fonografen: 

Success is 10 percent inspiration and 90 percent perspiration

torsdag den 31. marts 2011

KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - kreative miljøer er som ursuppen

Jeg har tidligere i et indlæg noteret den formmæssige lighed - isomorfi - der er mellem det skema for konceptuel blending som fremgår af bogen 'The Way We Think', og så en grafisk model af kønnet befrugtning: to kønsceller der smelter sammen og producerer en tredje, som er et helt nyt indvid med en blanding af egenskaber fra de to forældre-celler (se indlæg 20/09/10).
   Den isomorfi gør det altså muligt at se og forstå den mere abstrakte kognitive tankeproces blending, gennem forestillingen om den mere konkrete og velbeskrevne biologiske befrugtningsproces.
   KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - en masse sproglige udtryk viser at det er præcis den grundmetafor vi "trækker på" i en lang række sproglige udsagn når vi skal formulere os om  kreativ tankevirksomhed:
  • Vi havde et frugtbart samarbejde
  • Tanken om demokrati gærede rundt omkring i samfundet
  • Ideerne blomstrede 
  • En ny tanke spirede frem
  • Bogen såede et frø til en nyskabende opfindelse
  • Heri lå kimen til en revolutionerende teori 
  • Det moderne begreb om tyngdekraften blev født 1687
  • Niels Bohr var atomteoriens far
  • Problemet skulle have en vis inkubationstid før løsningen dukkede op
Som jeg nævnte i det foregående blogindlæg, så arbejder Steven Johnson i sin bog 'Where Good Ideas Come From' ud fra en gennemgående generativ grundmetafor eller analogi:
  
KREATIVE MILJØER er som den LIVGIVENDE URSUPPE 

Pointen er at han derudfra finder analogier og isomorfier på mange planer mellem natur og kultur. Han anfører:
Wether you´re looking at the original innoventions of carbon-based life, or the explosion of new software toools on the Web, the same shapes keep turning up. When life gets creativt, it has at tendency to graviate toward certain recurring paterns, whether those patterns ar emergent and self-organizing, og wether they ar eliberately crafted by human agents. 
Til at grafisk at visualiserer sin helhedstanke i bogen bruger han metaforen et timeglas og dette at man i den model kan zoome ind og ud - både når det gælder naturfænomener (over stregen) og naturfænomener (under stregen):

global evolution
ecosystems
species
brains
cells 
----
ideas
workspaces
organizations
settlements
information networks

Hans ide (opdagelse?) er at det er de samme innovations-mønstre der findes på alle planer - uanset skellet natur-kultur, og at man altså mentalt set kan zoome ud og ind i forhold til de forskellige niveauer:
As you descend toward the center of teh glass, the biological scales contract: from the global, deep time of evolution to the microsocopi exchanes of neurons og DNA. At the center of the glass, the perspecitive shifts from nature to culture, ande the scales widen: from indvidual thought  and private workspaces to imennese cities and global information networks. When we look at the history of innovation from the vantage point  of the long zoom, what we find is that unusually generative environments display similar patterns of creativity at multiple scales simultaneously.
Steven Johnson er en storforbruger af metaforer. Og fraktalen er den metafor han sammenfatter hele sin tænkning gennem: Det at de samme "innovation patterns" kan genfindes når man mentalt set zoomer ud og ind og går på tværas af planer og faglige domænder i timeglasset. Han argumenterer med at - i stedet for  at anskue hvert plan gennem sin isolerede faglige optik (min metafor) - så bliver "new insigths visible by approaching the problem in this fractal (min fremhævning), cross-disciplinary way." Og senere:
You can´t explain the biodiversity and the coral reef by simply studying the genetics of the coral itself. The reef generates and sustains so many different forms of life because of patterns that recur on the scales of cells, organisms, and the wider ecosystems itself. The sources of innovation in the city and the Web are equally fractal (min fremhævning). In this sense, seeing the problem of innovation from the long-zoom perspective does not just give us new metafors. It gives us new facts.
Det Steven Johnson understreger her er en speciel udforskningsmetode, hvor han bruger en gennemgående metafor som en kognitiv søgemaskine på tværs af domæner og fagområder, til at genererer ny indsigt ud fra "recurring patterns" inden for ellers adskilte mentale territorier der sådan set er velbeskrevet og forstået hver for sig.
   Jeg fremhæver dette fordi jeg synes det er beslægtet med det jeg i det små også forsøger at gøre med skriverierne på denne blog. Ligesom i bogen 'I is an Other' af James Geary synes jeg i Steven Johnsons bog at hav fundet noget af en soul-mate.





tirsdag den 17. august 2010

Innovation - kreativitet for pengenes eller nyttens skyld - eller for fornøjelsens

Jeg har lige været censor for et speciale der handlede om innovation. Titlen var: Kan regeringen styre innovation. Afhandlingens forfatter: Karsten Baun.
   Empirien var en analyse af statens forsøg gennem forskellige økonomiske og administrative tiltag at øge innovationen, sådan som de kom til udtryk og blev 'italesat' i en række rapporter og betænkninger fra de senere år. Og specialets pointe var at der var forskellige innovationsparadigmer som historisk afløste hinanden. Og at staten primært havde taget afsæt i et, og var blind for de muligheder der lå i innovation med humanistisk udgangspunkt og baggrund.
   Specialet talte om en særlig diskurs som var bundet til teknologi og forskning.
   Jeg vil nok snarere bruge begrebet frame, til at beskrive de bindinger og begrænsninger der har ligget i de rapporter, betænkninger og anbefalinger som er kommet fra regeringen. Og beskrive hans konklusion som et argument for at der lå uudnyttede muligheder i en re-framing af det felt der handler om værdiskabende fornyelse og udvikling i samfundet.
   Men det var selve ordet 'innovation' jeg ville se lidt kritisk på.

Jeg har det sådan med begrebet innovation, som jo er blevet et buzz-word i de senere år og på mange områder har udkonkurreret ældre udtryk som: kreativitet, kreative produkter, at jeg synes det begrænser og i virkeligheden er lige ved at indeholde et selvdementerende paradoks.
   I hvert fald udelukker begrebet 'innovation' alt hvad der har med "unyttig" kunstneriske aktiviteter at gøre. Kreativitet som vrede, kreativitet som vildskab og grænsebrud, er ikke de mest nærliggende associationer 'innovation' inspirerer til.
   Det ligger i kreativitetens natur og den kreative tænknings funktionsmåde, at den går på tværs af eller stik imod logisk, lineær tænkning og sætter sig ud over rationel vurdering og grænsesættende målestokke. "Innovation" derimod lægger et nytte- og penge-perspektiv ned over kreativiteten som den hele tiden vil tøjle og målrette.
   Uden at have tjekket op på det, gætter jeg på at begrebet 'innovation' kommer ind med mannagementlitteraturen omkring årtusindskiftet.
  
Ved at lægge innovations-rammen ned over aktiviteter, tiltag og planer, så afgrænser man sig fra de muligheder der ligger i alle de udtryk og former for kreativitet der har leg, fornøjelse, frihed og fællesskab som drivkraft og motor.      
   Den side af 68-generationens nybrud og re-orientering af tænkningen, som ikke var funderet i marxistisk studenteroprør, havde kreative værdier og positive konsekvenser som man ikke kunne have forudset eller tænkt hvis man primært havde fokuseret nytteværdien i det: Fristaden Christiania, Roskilde Festival, gruppe- og projektarbejde, Flower-Power, Den rejsende højskole, Djursland kollektiverne, lilleskole-bevægelsen, Det fri gymnasium, Poul og Nulle og ungdomsredaktionen i DR, Solvognen, Burning Red Ivanhoe, Pornoens legalisering.