Sider

tirsdag den 10. juli 2018

Sense af ugency - har styret en stor del af mine kreative handlinger siden CML-diagnosen

Jeg skrev i det foregående indlæg med det symbolske og metaforiske indledningsord "Deadline", om begrebet/følelsen af det engelske "Senese of Urgency", som et fænomen der kan fremskynde og stimulere kreative processer.
   En følelse af at "nu haster det"  har jeg oplevet i stadig stigende grad siden  jeg for 2-1/2 år siden fik stillet diagnosen CML:
   Grundspørgsmålet: Hvad skal du have nået inden du når frem til svingdøren der kun går udad?

Det overordnede svar har været: Overskride mine personlige grænser for at bede andre om hjælp. Det har jeg nemlig aldrig været særlig god til.
   Eksempler:

-  En kusine viser sig at være keramik-skulptør:
   Jeg bestiller en skulptur af Fister - og ja, surprise, surprise: Det vil hun meget gerne. Og sådan kom han til at se ud i stentøj, her sammen med modellen:


- To af mine morgensvømmer-venner er på hver sin måde ferme handymen. Jeg beder dem om hjælp til at gøre en ny tunge el-cykel køreklar, og til at få lavet særligt udformede brædder der gør det muligt at få den ind og ud af vores gang og op og ned ad vores udetrappetrin.
   De siger ja, og løser de kreative udfordringer med uhæmmet fornøjelse.

- Jeg beder mine to døtre om hjælp til kørsel frem og tilbage til Roskilde, da Hanne er forhindret.
   De gør det med uhæmmet glæde og er nærmest skuffede dat det holder op.

- Min ene svigersøn kører mig nogle gange og er med inde hos lægen. Han kan læse engelsksprogede forsknngsartikler om biologiske emner, og tjekker derefter hvad tallene siger de følgende mange uger og måneder.
  Ekstremt beroligende når man ellers har en meget indgroet skepsis til hvide kitler, nåle, piller, bivirkninger, mv.

Jeg beder mine døtres søster som adopteret af min første kone efter skilsmissen - også fra Korea, om at lave sølvindfatninger til to 10000 år gamle amulet-smykkesten som jeg havde med hjem fra vore Burma-rejse. Meningen var at det skulle være en personlig gave fra mig til dem.
   Søsteren som er udlært guldsmed, tager glad mod udfordringen, og løser opgaven med kreativitet og bravur. Og mine døtre bliver glade for smykkerne, der er, om ikke kønne, så i hvert fald meget personlige:


Så kommer vi til akvarellerne:
   Allerede inden jeg fik stillet diagnose og mit live og min tanker blev domineret af Leukæmien, var jeg begyndt at tage imod bestillinger på akvareller med forskellige ønskede motiver.
   Jeg havde besluttet at jeg ikke ville udstille og at jeg ikke ville sælge. Men at jeg gerne ville prøve at indfri aftaler om en eller flere akvareller - uden at jeg var bundet af dem hvis jeg ikke syntes jeg kunne indfri dem når det kom til stykket.
   Det hobede sig op med bestillinger: mest fra familiemedlemmer (fx børnebørns fødselsdage). Men også venner fra middagsklubben endte med at få nogle af mine akvareller hængende på væggen i glas og ramme.
   Fx de her tre med motiver fra Stevns hvor de bor:


Det jeg så opdagede på det tidspunkt, var at "det ene billede tog det andet" - dvs. når jeg var igang med en motivserie, så åbnede det for lysten til at male flere inden for genren, også selv om der ikke var andre end min egen lyst der lavede bestillingen. Her som man ser at male motiver med hav og sten fra stranden ved Ordrup Næs:


Jeg kunne blive ved med at fortælle om diverse kreativitetsfremmende , men stopper snart!
   De sidste provokerede bestillinger kom dels fra en af mine morgensvømmervenner - den kreative murermester. Han ville ved lejlighed geren have nogle akvareller med motiver af Nordhavnen i Vordingborg, til væggene i det gamle sorte pakhus hvor han og en række andre solide og vordingborgske fiske- og jolleentusiaster holdt til og arbejdede i deres fritid. Og med den særlige betingelse at selve pakhuset skulle være en del af motivet.
   Den sidste betingelse kom dog bag på mig, men jeg havde selv været ude om det.
   Da jeg nogenlunde var kommet over min seneste tur med blodtransfusioner i tre måneder for lidt under et år siden, besluttede jeg nu skulle det være. Jeg havde i vinterens løb tage nogle fotos, og nu tog jeg flere.
   Og så kom den her serie ud af det som nu hænger synlige for enhver i glas og ramme i indgangen til pakhuset:


Gutterne i det sorte pakhus blev synligt glade for de nye ægte akvareller til dere væg.
   Og mig gav det mod på at male en bestilling jeg ikke er sikker på jeg fik, men i hvert fald på at den burde jeg have fået: Motiver: Kirken og Kungsgaarden i Dalby i Skåne hvor vores gode svenske madklubvenner bor:


 Dem var jeg meget tilfreds med. Her udnyttede jeg at jeg havde købt nogle Winsor& Newton "markers" som jeg brugte til tagsten og kamepstensmurværk.

Og for nu at stoppe den lange historie et lidt tilfældigt sted, så fik jeg fx. også en bestilling fra min kreative frisør i Vordingborg - med deres West Highland White Terrier Oscar som motiv.
   Hej Oscar! Hvordan er det at lære at skulle gå i sele?
   Et ungdomsbillede:


Og her Oscar som noget besværet senior som siger farvel efter en klipning - altså min - gennem glasdøren ind til salonen:


Jeg har stadig en del bestillinger liggende på computeren. Hvor mange jeg når at indfri, er jo nu ret usikkert.

Hvad er å den kreative udfordring ved bestillingsarbejder?
   At hvert bestilte motiv kræver særlige tekniske løsninger i akvarel som jeg aldrig ellers ville have påtaget mig den udfordring at opfinde og udvikle.
   Besværet ved at løse opgaven gør at jeg kommer i flow, glemmer mig selv og min krop og sygdom.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar