Debatten om 'Christianias Børn' (3) - instruktørens synspunkt - og et svar fra mig

Jeg har i to tidligere indlæg her på 'udsigten' prøvet at forholde mig til den debat som i medierne fulgte efter udsendelsen af dokumentarfilmen 'Christianias Børn - Skyggesiden af eventyret' på DR1 den 10. august i år.

   Instruktøren til filmen, Nille West  har ønsket at bidrage med en kommentar. Jeg fik den pr. mail for nogle dage siden med en opfordring om at lægge den ind på bloggen her, og det gøres hermed.

   

Jeg kan anbefale at man læser de to foregående indlæg først., da det er en afgørende kontekst for kommentaren. 

   Her er link til dem:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn2-med.html

Efter Nille Wests kommentar, kommer mit svar.

   Nille West skriver:

Tillad mig her relativt kort at fortælle om de aftaler og oplevelser jeg havde med de medvirkende.

   Trylle og de andre var fra starten helt klar over - og med på - at min dokumentar ville handle om de negative sider ved en barndom på Christiania. Grunden til at jeg overhovedet fandt vinklen var, at Trylle selv havde lavet en række udsendelser på 24syv hvor hun tog fat på de mindre flatterende sider af Christiania. Vi var helt enige i at der var mange flere svære historier at fortælle, og at vi ville bryde med et mere end 40årigt tabu. Vi var enige om at det positive også skulle med. Det skulle det blandt andet på den måde, at vi i dokumentaren ville fortælle hvor de medvirkende er i dag, og om de gode ting de trods alt har taget med sig.

   Alle medvirkende bad undervejs i processen om at forskellige ting, de havde sagt, ikke ville blive brugt, det efterkom vi. Alle fik at vide hvad der ville komme med da vi var inde i klippeprocessen. Alle så programmet inden det var færdigt. Ingen ville ved gennemsynet have klippet noget ud. Flere ville have klippet noget positivt ind, det efterkom vi. Men det sidste var faktisk ret svært fordi der i interviewene altid kom et "men" når de medvirkende havde sagt noget positivt. De var, med andre ord, alle optagede af få snakket om den skyggeside som var dokumentarens vinkel.

   Jeg er derfor virkelig nødt til at gendrive, at jeg skulle have klippet en masse positivt ud. Har jeg gjort mig skyldig i noget, er det snarere at klippe en masse negativt ud. Ind imellem har jeg faktisk følt at jeg er blevet en del af tabuet, fordi jeg har fået så meget at vide som jeg ikke må fortælle.

   Selvfølgelig er min dokumentar vinklet. Det er som du ved al journalistik. Men de medvirkende kendte altså udmærket min vinkel.

Trylles indlæg er også vinklet. Men hendes vinkels limpind hopper du tilsyneladende meget hellere ukritisk på, end på min dokumentar.

   Det er tankevækkende så let det er for medvirkende at køre deres dagsorden igennem uden at blive stillet et eneste kritisk spørgsmål. Mon det er fordi vi elsker at få bekræftet vores forestilling om at journalister er kolde og manipulerende og medvirkende kun uskyldige ofre? Det virker ind imellem sådan.

   Mvh Nille Westh

Her kommer mit svar:

Kære Nille

For lige at gør det klart og få det punkt overstået - så 'hopper jeg ikke på nogen limpind'. 

   Jeg citerer et indlæg fra tre af de fire hovedmedvirkende, fordi jeg synes at det der virkelig er tankevækkende, er at selv om instruktøren og redaktøren har gjort alt det der professionelt er korrekt når man laver sådan en type dokumentar, så kører debatten hurtigt helt af sporet - og de medvirkende oplever sig misbrugt og urimeligt behandlet. 

   I stedet for en debat om substansen i dokumentaren, så kommer debatten bagefter til at dreje sig om hvordan dokumentaren er produceret, om instruktørens og DR-redaktionens intentioner og etik, etc. 

   Jeg forholder mig hverken til substansen i filmen, eller til substansen i de medvirkendes efterfølgende indlæg. Når jeg citerer deres indlæg, så er det fordi det er udtryk for en oplevelse hos de medvirkende som tilsyneladende kommer bag på både redaktør Morten Thomsen Højsgaard og - som man kan se ovenfor - også instruktør Nille Westh:  

   'Vi har gjort alt det vi professionelt burde og skulle - og lidt til - for at behandle de medvirkende ordentligt. Og det er så takken!'. er den lid forurettede undertekst i begge kommentarer.

Mit første indlæg fokuserede ikke særligt på dokumentaren eller på om der er noget at komme efter for de tre medvirkende i forhold til klipningen. 

   Det jeg var og er optaget af, var hvorfor den opfølgende debat efter en ellers god dokumentar i tv - endnu en gang løb af sporet, også selv om de ansvarlige for udsendelsen, instruktør og redaktør, mente de havde den professionelle etik i orden, og at der virkelig ikke var noget at komme efter.

   Og altså hvorfor de tre medvirkende efterfølgende offentligt tager afstand fra den måde de er blevet brugt på i filmen - som bærere af hovedhistoriens vinkel gennem de klip de er blevet citeret for.

Det er ikke første gang det sker. 

   Jeg kan fra dansk og udenlandsk tv-dokumentar-historie finde masser af helt parallelle eksempler  hvor den efterfølgende debat som ønskeligt fra producenternes side burde handle om indholdet, i stedet for 'kører skævt' og primært kommer til at handle om produktionsprocessen.

Det var et rigtigt langt indlæg jeg skrev som kom vidt omkring, men det fremgår klart at jeg ikke retter nogen kritik mod selve dokumentaren, som jeg  syntes - og flere gange skriver - var god og velproduceret, og én som jeg nemt ville have kunnet bruge som skoleeksempel på en dramaturgisk velkonstrueret og velfortalt dokumentar inden for en bestemt genre: den skarpvinklede afslørende og mytepunkterende.

Det der var den afgørende pointe i mit indlæg, og som du Nille ikke forholder dig til, var at 'kontrakten' med seerne var utilstrækkelig og misvisende, for nu  at sige det pænt.  Og at det faktisk er en gennemgående svaghed ved mange af den slags dokumentarer. 

   Og at når man fortæller så skarpvinklet en historie med 4 medvirkende som eneste dokumentation for afsløringen, så er det helt afgørende at man gør sin kontrakt med seerne så tydelig og eksplicit at de medvirkende ikke efterfølgende føler sig taget til indtægt for de tvivlsomme generaliseringer debatten lynhurtigt kaster af sig. 

Jeg citerer lige fra mit første indlæg:

Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten' med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

   Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.

Den gamle mangelfulde, men originale version er pist væk!

Jeg skriver meget  udførligt og detaljeret hvad jeg mener der er galt med 'kontrakten', og hvad jeg mener instruktør og redaktør (sådan cirka) kunne og burde skrive i klartekst på  skærmen i begyndelsen og/eller i slutningen af filmen hvis de ville have undgået at de medvirkende endte med efterfølgende at føle sig misbrugt og røvrendt.

   Jeg citerer lige igen fra mit første indlæg, og vil være rigtig glad hvis Nille West og redaktør Morten Thomsen Højsgaard ville forholde sig til det:

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindelses-ideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? - Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?

Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMS-ERFARINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Så kære Nille. 

   Tak for din kommentar. 

   Men jeg ville ønske at du forholdt dig til det der var substansen i det. Og ser frem til at du gør det. Det vil jeg naturligvis med glæde bringe videre her på bloggen.

    Og så synes jeg i øvrigt at man med mulighederne for at tilknytte en webside til en tv-udsendelse, kunne gøre rigtigt meget godt og oplysende og afmystificerende i forhold til både medvirkende og seere ved at lægge forskellige fraklip på nettet.

De bedste hilsener

Peter

Debatten om 'Christianias børn´(2) - med opfølgende indlæg fra forfatterne til 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister'

Christiania-optog juli 1977 med Solvognsmedlemmer. Anna ’Trylle’ Petri er barnet øverst oppe. Foto: Nils Vest

I et tidligere indlæg skrev jeg om den debat som fulgte efter udsendelsen af dokumentaren 'Christianias børn - Skyggesiden af eventyret'. Og prøvede at forklare hvorfor debatten kørte godt og grundigt af sporet. 

   Hvis du ikke har læst det, eller ikke har det helt præsent, så er det en god ide at læse det her indlæg først:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/08/debatten-om-christianias-brn-om.html

Det har kastet et par interessante og perspektivgivende kommentarer af sig som jeg gengiver i det følgende - fra Malene Bjerre og Mikkel Hvid,  de to forfattere til den glimrende bog der kom i foråret: 'Forelsket i vinklen - om fikseringsfejl hos journalister', en bog jeg også refererer til i ovennævnte indlæg. 

Først Malene Bjerre:

Godt indlæg, Peter. Egentlig oplever jeg ikke selve udsendelsen som præget af fikseringsfejl. Jeg synes (som du) at Christianias børn er en virkelig god dokumentarfilm, der er klart vinklet på skyggesiderne ved at være barn i Christiania uden at se bort fra at det kun er en del af det store billede. Men jeg synes du viser rigtig godt (og det havde jeg ikke selv tænkt så klart) at det jo også hører med til udsendelsens forpligtelse at sørge for at den ikke bidrager til seernes fikseringsfejl. I stedet bør den gøre det mere tydeligt, fx i introen, at de fire deltagere ikke nødvendigvis er repræsentative for børn i Christiania. Så den ikke er så nem at fejlfortolke eller ligefrem misbruge af folk der er kritiske over for Christiania.

Jeg svarer:

Enig.

Men det er måske noget at skrive noget om i forlængelse af bogen - risikoen for at indplantere fordomsfunderede fikseringsfejl hos modtagerne, når vinklen i dokumentaren/fortællingen er skarp, casene er få - men stærke, der ingen sociologisk statistik findes der kan sige noget om mulighederne for at generalisere, og når konteksten i tid og socialt rum i øvrigt er diffus og udefineret.

   Jeg vil så hellere have den manglende "kontrakt-og-kontekst-tekst" til slut end i starten af filmen. Synes at en ordentlig tekst til sidst fortæller seerne at nu kan de godt indstille sig på at skifte tænke-og-oplevelses-'mode' - fra 'thinking fast' til 'thinking slow' - når de skal bruge den stærke oplevelse til derefter at mene og argumentere for noget sagligt, fx om børneliv og børneopdragelse under kritiske vilkår (som jo er foregået og stadig foregår andre steder end på Christiania).

  I 80´erne lavede jeg rigtig mange fakta-dramaturgikurser i Sverige for mange forskellige redaktioner, både nyheds-, magasin- og dokumentar-. Og jeg syntes den gang det var lidt gammeldags og støvet at SVT næsten uden undtagelse ved udsendelse af kritisk-kontroversielle dokumentarer lagde 15-30 minutters 'studiedebat' bagefter med vidende og kloge folk der kunne sætte oplevelser og følelser i et lidt mere sagligt, fagligt og distanceret perspektiv.

   Det synes jeg egentlig stadigvæk. Den dramaturgiske oplevelseskurve dykker jo markant efter dokumentarens klimaks med sådan en 'hale' af 'talking heads'. Men alligevel....

   Sådan som medieudviklingen har været i de senere år, og efter at dramaturgi og fortælleteknik er blevet en del af den professionelle main stream-kunnen blandt journalister og dokumentartilrettelæggere, så er jeg lige ved at synes at svenskerne måske havde fat i den lange ende ...

Malene: 

Det er en virkelig god pointe - at god brug af fikseringsfejlsgrebet ikke kun handler om, hvorvidt journalisten selv er fikseret, men også om deres journalistik understøtter eller modarbejder fikseringsfejl hos læserne. Og det er jo lige præcis her, begrebet også har væsentlig forklaringskraft i forbindelse med den konstruktive journalistiks fokus på at arbejde for forståelse og løsninger. Jeg er super glad for at få denne pointe skåret ud i pap.

Mikkel Hvid:

Det var dig, Peter, som lærte mig, hvad en vinkel er: Det er den påstand, som journalisten skaffer belæg for med citater, fakta og så videre. Og principielt er der ikke noget i vejen for at vinkle skarp på den pris, der har at være et barn af og fra Christiania.

   Problemerne opstår i relationerne til læserne og til kilderne. Det sidste først.

   Det virker som om aftalen med kilderne ikke har været klar nok. De kritiserer udsendelsen, fordi den ikke giver et retvisende billede af deres barndom, men det vil den heller ikke. Den vil – jf. vinklen – give et retvisende billede af de omkostninger, det har for børnene. Og spørgsmålet er så: Vidste kilderne det? Ville de have bidraget, hvis de vidste, at det var vinklen? Og - hvis vinklen har udviklet sig undervejs – har de så ret til at sige fra, hvis deres udtalelser bruges i en anden vinkel end den, som dokumentaren arbejdede med? Med andre ord:   Kan kilderne sige fra, hvis journalistens arbejdsvinkel udvikler sig? Den ret ville vi i hvert tilfælde sjældent give politikere og offentlige personer.

   Og så relationen til læserne: Som du, Peter, meget fornuftigt nævner, bør læserne kende præmissen for udsendelsen: Det her er ikke den journalistiske sandhed om Christiania, men den journalistiske sandhed om prisen for et social eksperiment. Men hvor skal det fremgå? Du foreslår til slut, og det kan der være en god grund til: Så husker vi det bedre. Omvendt er det irriterende, at man først får oplysningen til slut, for det er jo i virkeligheden et filter, som man burde have vurderet hele udsendelsen igennem. Jeg bliver så irriteret, når jeg læser en (fortællende) artikel, hvor det så i sidste linje fremgår, at navn og konkrete oplysninger er opdigtet. Så hvis det var mig, ville jeg anbefale, at forbeholdet (og det er jo det, det er), kommer i indledningen. Et kompromis ville være: Både og. Men er det ikke for meget?

Jeg svarer:

Til det første har jeg ikke noget afklaret synspunkt. 

   Men egentlig synes jeg der kunne være argumenter for at gøre forskel og behandle 'ikke-professionelle kilder' mere hensynsfuldt end 'politikere og offentlige personer'.

   Til det andet: I gamle dage, da jeg underviste i 'Faktion som udtryksmiddel' i DR, noterede jeg at mange af de meget dygtige og mest professionelle instruktører/tilrettelæggere der producerede fortællinger med blanding af fakta og fiktion på engelsk, at de som regel placerede kontrakt-teksten på skærm/lærred til slut, lige inden credit-oplysningerne.

   Fx Peter Watkins der stort set sluttede alle sine film, herunder den berømte og berygtede 'War Game' (1965), med en tekst på skærmen der udsagde at "filmen var lavet i samarbejde med medvirkende der udtrykker egne meninger og følelser."

  En af de mest berømte pionerfilm inden for engelsk drama-doc som jeg viste på faktionskurserne, 'Cathy, Come Home' fra 1966 af Ken Loach og Tony Garnett, den sluttede med følgende tekst på skærmen: "All the events in this film took place in Britain within the last eighteen months. 4000 children are separated from their parents and taken into care each year because their parents are homeless. West Germany has built twice as many hourses as Britain since the war."

   Jeg synes ofte det - i overført betydning - er 'at slå sig selv på munden' hvis man placerer et tungt kontraktuelt verbalt 'filter' i starten. Hvis det er en godt fortalt, væsentlig og gribende fortælling, så sker der nemlig et af to: enten glemmer man den som seer alligevel hurtigt et par minutter inde, og så er det slet ikke sikkert man kommer i tanker om den når filmen er slut; eller teksten fungerer som permanent mentalt grus i øjnene undervejs, så den oplevelse instruktøren har satset på med sin tilrettelæggelse og klipning, den bliver forstyrret og mudret undervejs.

   Jeg tror ikke man kan lave en entydig regel for alle film/fortællinger, men et ikke for forstyrrende tekstligt set up i starten, og så en ordentlig kontekst-tekst til slut, det er nok ofte en effektiv blanding.

   Men fx Poul Martinsen som jo er min 'helt' og reference på mange områder, producerede i 1977 en dramadokumentar om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den indledte han ganske bombastisk med følgende tekst på skærmen/lærredet: "Dette er den virkelige historie om den svenske bankrøver Clark Olofsson. Den dokumentariske baggrund er interview med Clark Olofsson, hans familie og venner samt med politi- og pressefolk, fængselsfunktionærer og andre. Sveriges Radio har stillet arkivfilm til rådighed. Alle spillescener er rekonstruerede og har skuespillere i rollerne."

Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

'Fikseringsfejl' - et nyt ord fra en god bog til at beskrive et velkendt, men delvist fortrængt problem i journalistikkens praksis

"FIKSERINGSFEJL"

"Fikseringsfejl" er et nyt ord i journalistisk sammenhæng. Men et ord der beskriver og sammenfatter et gammelt og velkendt problem i mange professioner - om end det ikke har været specielt erkendt som et problem inden for faget journalistik - af fagets egne udøvere. Til gengæld er der mange af de medvirkende - kilderne - som gennem årene har oplevet det som et problem uden måske at kunne sætte ord på det.

Ordet 'fikseringsfejl indgår i titlen til en ny bog som jeg har fået med posten to gange - dels af en af forfatterne som jeg kender og respekterer - Mikkel Hvid (medforfatteren hedder Malene Bjerre), og dels af forlaget Ajours forlagschef Teddy Petersen som jeg også kender og respekterer. Begge hører utvivlsomt til den kategori af professionelle mennesker som jeg her på bloggen har karakteriseret som 'særligt kreative personligheder'. Så det borger for kvaliteten, og efter at have læst bogen forstår jeg også hvorfor de begge har betænkt mig med et frieksemplar.

   Bogen har titlen "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister".

Det er en glimrende, velskrevet og vigtig bog. Og sprogligt har den fået en rigtig god titel med fine bogstavrim mellem tre ord der starter med "F":

    Ikke mindst glæder det mig at forfatterne som inspirationskilder henviser til to gode bøger jeg selv tidligere har skrevet om her på bloggen:

• Daniel Kahneman: Thinking, Fast and Slow
• Bob Baker: Newsthiking

Forfatterne til "Forelsket i vinklen" skriver  ikke hvor de har selve ordet/begrebet fra, men mit gæt er at de har det fra lægerne og lægeverdenen som også kender til det fænomen at begå - måske fatale - fejl på grund af meget faste og for tidligt fastlagte forudantagelser om fx en patients sygdom og symptomer, forud-antagelser der kan gøre dem mentalt blinde for -  de overhører og overser - andre symptomer og andre mulige sygdomsårsager til dem.

Det er første gang på dansk at jeg har læst en så grundig og seriøs beskrivelse af hvordan  hypoteser - af forfatterne kaldet 'arbejdsvinkler' - er en afgørende del af en professionel journalists mentale arbejdsberedskab. Og at det lige præcis er derfor at risikoen er så stor for at man som journalist med en deadline og i konkurrence med andre journalister for tidligt lægger sig fast på at en biased 'arbejdsvinkel' der ender med at blive den vinkel der kommer til at bære den færdige nyhedshistorie. Og med den åbenbare risiko at man kommer til at skævvride eller misrepræsenterer sandheden og virkeligheden i den journalistiske fremstilling.

Min pointe er her at uden en bestemt og præcis definition af "journalistisk vinkel", kan man heller ikke få øje på, beskrive og forstå 'fikseringsfejl" som Malene Bjerre og Mikkel Hvid gør det i deres bog.

Bogen trækker i høj grad på Daniel Kahnemans begreber om forskellen mellem hurtig, nem, intuitiv og fordomshjulpet tænkning på den ene side ('system 1-tænkning'), og den langsommelige og besværlige analytiske tænkning på den anden (system 2-tænkning). 

   Bogen gennemgår med mange gode eksempler og case-historier de forskellige forhold i journalistprofessionens selvforståelse og den virkelighed journalister arbejder under som kan begrunde og forklare et bredt spektrum af de fikseringsfejl som journalister forledes til at begå.

   Bogen beskriver i et sidste kapitel en række metoder for journalister til at undgå - eller formindske risikoen for at begå fikseringsfejl. De sammenfatter deres gode råd i disse fire trin:

• Led efter tegn på at du er fikseret
• Find din analytisk-kritiske journalist frem
• Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel
• Brug dit gode journalistiske håndværk

Da jeg for et små tre år siden stødte på Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", fik jeg under læsningen en lang række aha-oplevelser som jeg fornemmer de to forfatter også har haft i forbindelse med udarbejdelsen af deres bog.

   Jeg konstaterede den gang hvor effektivt Kahnemans begrebdannelse var til at forstå og forklare en række eksempler på åbenbart dårlig og misvisende journalistik i dagspressen, Og også til  at forstå hvordan artiklerne kunne være sluppet igennem redaktionschefers etikansvarlige kontrol.

   Det blev til en syv indlæg lang serie hvoraf jeg her linker til det første og det sidste i serien - resten kan man bare slå op ved at søge i bloggens søgefelt: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/thinking-fast-and-slow-7-bidrag-til.html

Selv blev jeg for alvor opmærksom på betydningen af  "vinklen" i det journalistiske arbejde i forbindelse med min DR-undervisning i tv-dramaturgi og faktion i slutningen af 80´erne, og jeg skrev en definition i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' (s. 122 f.),  en definition jeg så gentog og udfoldede godt ti år senere i bogen De levende billeders dramaturgi, bind 2. TV" (s. 73ff.)

   Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i en lang periode følte mig lidt alene med den indsigt om hvad "vinklen" egentlig var og havde af betydning i den journalistiske arbejdsproces.
   Lærebøgerne talte uldent og metaforisk om "vinklen" som "lagkageudsnit" eller som en særlig variant af det man i daglig tale kalder "synsvinkel". Heller ikke de udenlandske lærebøger var klare i definitionerne af "journalistic angel", og fremhævede ikke det som specielt vigtigt. 

Men jeg er helt enig med Malene og Mikkel i deres definition s. 18 som lyder  "den påstand om virkeligheden som journalisten fremsætter og give modtageren belæg for." 

   De henviser generelt til "de journalistiske lærebøger" som kilde til den definition, men mig bekendt er det kun inden for de sidste 3-4 år man for alvor blandt journalistikundervisere og fagets lærebogsskribenter er blevet enige om den definition. Og dermed også enige om betydning af den forståelse af den journalistiske arbejdsproces som den indebærer: nemlig at journalister bevidst eller ubevidst i udstrakt grad gør brug af hypoteser - 'arbejdsvinkler' - for at styre og målrette deres research - helt tilsvarende læger, advokater, detektiver, m.fl.     

   Først når man i professionen er enige om den definition, er der et kognitivt grundlag for at at indse at fikserede hypoteser kan være en alvorlig fejlkilde i journalistens praksis. Og hvorfor.

I 2010 blev der på RUC afholdt et seminar blandt underviserne i sprog på de forskellige journalistuddannelser i Danmark, Seminaret havde "journalistisk vinkel" som gennemgående tema. Jeg skrev om seminaret og emnet i følgende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

En vigtig pointe her er at jeg også prøver at rydde op i den uklare tænkning der sammenblander begrebet 'vinkel' og et beslægtet fagbegreb 'frame'.
   En 'frame' er en ofte metaforisk tænkt og formuleret kategorisering af et stykke virkelighed, fx "Terror is war", mens 'vinkel' altså er en konkret påstand om hvad der kan dokumenteres som sandt og virkeligt. 

   Man kan sige at hvis en bestemt frame dominerer den journalistiske tænkning på en redaktion, så vil den inviterer til nogle typer vinkler på historier, og samtidig mere eller mindre udelukke andre. 

   Det er i øvrigt den eneste mangel jeg ser i bogen: At den ikke inddrager begrebet 'frame' og muligheden for 'frameshift' i dens analyser, idet begrebet også er vigtigt hos Kahneman til at forklare bias. 

 
Og begrebet 'frame' står også centralt i en anden bog med stor forklaringsværdi i forhold til at forstå journalistisk praksis, en bog som jeg for mange år siden blev meget inspireret af: Custodians of Conscience - Investigative Journalism and Public Virtue - af James S. Ettema and Theodore L. Glasser

I mange år afholdt jeg et en-dags-kursus om kreativitet og journalistik, og på dem viste jeg altid deltagerne en powerpoint-slide med følgende tekst:

Definition: ”en journalistisk vinkel”
• En journalistisk vinkel er den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør, dokumenterer eller beviser
• Nyhedsværdier: aktualitet, konflikt, væsentlighed, sensation, identifikation
• Historien kan altså siges at være det indhold der beviser vinklen, og de journalistiske bevismidler er: facts, citater, observationer
• Vinklen er svaret på spørgsmålet: Hvad nyt, overraskende, spændende og interessant er der i den historie?
• Inden påstanden bliver til vinkel for artiklen, er det en hypotese i researchen af historien
• Researchen forfølger de spørgsmål hvis svar afgør om historien ”holder” og om hypotesen er sand og kan blive til vinkel i artiklen
• Vinklen står som regel i underrubrikken/manchetten til en avisartikel, eller i nyhedsværtens oplæg til et tv- eller radioindslag

Målet med at vise den var simpelt hen at rydde op i journalisternes eller de journaliststuderendes tænkning, og frigøre dem fra den tvang der lå i at være ubevidst om hvilke tankeprocesser der mere eller mindre var automatiseret hos dem i løbet af uddannelsen og gennem praksis på redaktionerne.

Jeg skrev ekstensivt om hypotesens betydning i god journalstik i min "Introduktion til undersøgende journalistik" fra 2003 som man kan finde her:

http://www.academia.edu/3826671/Introduktion_til_unders%C3%B8gende_journalistik

Introduktionen var stærkt inspireret af den ovennævnt bog af Ettema & Glassser. Og i den indføring skrev jeg blandt andet om ligheden mellem (undersøgende) journalistik og andre "undersøgende professionelle praksisser", og jeg gennemgik hvordan hypotese-opstilling, -afprøvning og -revision var centralt i god (=undersøgnede) journalistik:

Hypoteser og vinkler i den undersøgende journalistik

Arbejdet med hypoteseopstilling, hypotese-afprøvning, hypoteserevision er centralt i undersøgende journalistik – ligesom i videnskab og andre undersøgende praksisser.

   Men hvad er en hypotese i denne sammenhæng? Det er en påstand der udsiger noget om hvordan man tror at ting og sager forholder sig – men den indebærer altså altid en usikkerhed om hvorvidt det er sandt det hypotesen siger. En hypotese kan derefter underbygges med dokumenter og udtalelser, afprøves ved eksperimenter, verificeres ved undersøgelser. Og i alle tilfælde kan der være tale om at den bekræftes eller modsiges genne disse ”moves” (se nedenfor).

   En almen hypotese som ikke umiddelbart kan underbygges med dokumentation kan nedbrydes i mere specifikke og afgrænsede hypoteser der så kan underbygges. Kravet til en hypotese i en journalistisk undersøgelse er at den – hvis den kan bevises/sandsynliggøres – kan tjene som vinkel i en kritisk afslørende topnyhedshistorie.

   Når en hypotese på et givet tidspunkt i undersøgelsen er formuleret, så kræves det derefter at der formuleres en række spørgsmål som lader sig besvare gennem videre undersøgelse, og sådan at svarene derefter kan bekræfte eller svække hypotesen.

  Principielt har den undersøgende journalist ikke nogen forudfattet mening om hvorvidt hypotesen stemmer overens med virkeligheden. Men han har dog grunde – om end det måske bare er fordomme - til at formulere hypotesen, uanset hvor usandsynlig den umiddelbart lyder. Og drivkraften til at gå videre er at der foreligger en mulighed for en væsentlig afslørende historie hvis hypotesen kan sandsynliggøres.

   Ofte vil en grundig undersøgelse fører til at hypotesen enten må svækkes eller skærpes. Det er her journalisten kan formulere minimål og maksimål for om undersøgelsen er arbejdet værd: Vi skal i det mindste kunne bevise at…., for at historien holder – men det ville være optimalt og sensationelt hvis vi også kunne bevise at…. Eksempel: Det kan som minimum være at man kan bevise professionel uetisk opførsel af en magtfuld person. Maksimum er så hvis man kan dokumentere at der er tale om klare ulovligheder.

   Hvornår skal en hypotese falde, hvor megen dokumentation der modsiger den, skal der til før den opgives? Her har politi/anklagemyndighed og undersøgende journalister et fælles vilkår: at de risikerer – i iveren for at afsløre en forbrydelse og eller afdække en uret – at være blinde for oplysninger der modsiger eller svækker hypotesen.

   Hen gennem faserne sker der et gradvist skift fra hypotese til vinkel – fra afprøvning til dokumentation. Vinklen er den eller de påstande som historien beviser, og som undersøgelsen kan dokumentere. Vinklen er styringsredskabet for den fase som vi ovenfor har kaldt output-research.

   Ideen med at lave meget tidlige råudkast til artikler er bl.a. at tjekke om researchresultaterne også kan holde i en historiefremstillings narrative skema under en styrende skarp vinkel med nyhedsværdi. Samtidig kan et tidligt råudkast der løbende revideres, være en god strategi til at lede researchen mere direkte mod målet – det journalistiske produkt – uden for mange ekstra tidskrævende svinkeærinder.

Faktisk skrev jeg selv om den journalistiske vinkels betydning og status i journalistens arbejde - i en kronik i Jyllandsposten i 2003, ikke mindst foranlediget af at jeg havde mødt en masse kritik fra forskerkolleger på universitet over journalister der ringede og bad om udtalelser til citat - kun for at få en udtalelse der bekræftede deres fikserede vinkel. 

   Den kronik har jeg så også fundet frem i anledning af Mikkels og Malenes bog, og den kommer i et følgende indlæg.

Hvad er "en journalistisk vinkel"? - og hvad er en "en frame"? - og hvad har begreberne med kreativitet at gøre?

For over et år siden skrev jeg et indlæg med ovennævnte rubrik. For nylig genlæste jeg det og syntes der skulle rettes lidt i det. Det skulle jeg aldrig have gjort, for pludselig forsvandt hele indlægget i cyberspace. Det eneste der blev tilbage var rubrikken.

   Da indlægget var centralt for nogle af de ting jeg skriver om journalistik, så skriver jeg det igen - men altså nu med et års forsinkelse, og dermed kan jeg uddybe det i lyset af ting jeg siden er blevet klogere på.
   Det drejer sig om to kernebegreber som man gør brug af i beskrivelsen af hvad journalister gør og tænker: en vinkel og en frame.

Anledningen til det oprindelige blogindlæg var et seminar juni 2010 med deltagere af dem der underviser i sprog og håndværk på de tre journalistuddannelser. Temaet som alle oplæg kredsede om, var "vinkel" og "vinkling" i journalistik og undervisning af journalister.
   Jeg var med for første gang og bidrog med et oplæg. 

   Jeg syntes jeg havde noget fornuftigt og afklarende at sige om det begreb som er centralt for undervisningen i journalistik i Danmark, og som indgår som et fast begreb på de fleste redaktionsmøder hvor man diskuterer ideer til hvilke historier skal man satse på den dag.
   Samtidig var jeg utilfreds med lærebøger som beskrive "journalistisk vinkel" som "lagkageudsnit" eller "synsvinkel".
 
Mine erfaringer fra et utal af redaktionsmøder:
   Typisk kan "vinkel" indgå i et spørgsmål fra lederen af redaktionsmødet - en redaktionschef eller red-sekretær: "Hvad er vinklen?" - et spørgsmål rettet til den journalist som lige har fremlagt en (ide til) en historie som han gerne vil lave. Og svaret som journalisten forventes at komme med, er: en påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør eller beviser: "Vinklen er at....."
   Man kan også på redaktionsmøder hører diskussioner om at der er "flere vinkler" i historien (=flere påstande), eller udsagn om at "vinklen er uklar" (= det er svært at formulere den påstand som historien skal bevise). Somme tiden formuleres "vinkelen" på et redaktionsmøde som et spørgsmål, men det er i virkeligheden svaret på spørgsmålet man mener, og spørgsmålet er ret researchspørgsmål som skal give et bestemt svar (= den påstand som researchen på historien underbygger).

 
Her kommer nu min definition på ”en journalistisk vinkel” - med en uddybende kontekst. Den er hentet fra mit oplæg om kreativitet for de journaliststuderende på første modul på RUC:

• En journalistisk vinkel er den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør, dokumenterer eller beviser.

• Nyhedsværdier (= nyhedskriterier): aktualitet, konflikt, væsentlighed, sensation, identifikation (der er flere)

• Historien kan altså siges at være det virkelighedsindhold der beviser vinklen, og de journalistiske bevismidler er: facts, citater, observationer.

• Vinklen er svaret på spørgsmålet: Hvad nyt, overraskende, spændende og interessant er der i den historie?

• Inden påstanden bliver til vinkel for artiklen, er det en hypotese i researchen af historien.

• Researchen forfølger de spørgsmål hvis svar afgør om historien ”holder” og om hypotesen er sand og kan blive til vinkel i artiklen.

• Vinklen står som regel i underrubrikken/manchetten til en avisartikel, eller i nyhedsværtens oplæg til et tv- eller radioindslag.

Første gang jeg formulerede defintionen var i min bog "Faktion som udtryksmiddel".
   Oprindelseshistorien  ligger i mit samarbejde med Ingolf Gabold op gennem 80-erne i DR´s Personalekursus om kurset "TV som udtryksmiddel". I det kursus indgik et centralt begreb - nemlig "præmissen" for en (fiktions)historie, et begreb som stort set svarede til det gamle dramaturgiske begreb "morale". Selv har jeg siden brugt begrebet "bærende ide" om det samme. Andre har talt om "budskabet" eller "key-idea".

   Præmissen blev i kursets sammenhæng defineret som "den (almene) moralorienterede påstand som historien beviser. En præmisformulering var typisk bygget over følgende skabelon: "Det er mulig at opnå X, på trods af Y, ved hjælp af Z."

   Begrebet var hentet fra en teater-dramaturgs bog "The Art of Dramatic Writing" (1946) af Lajos Egri, og det beskrives nærmere i dette citat fra Wikipedia:

Central to Egri's argument is his claim that the best stories follow the logical method of thesis, antithesis, synthesis, or dialectic, to prove what he calls a "premise." A premise, as Egri describes it, is a thematic truth. In The Art of Dramatic Writing he offers as an example the premise that "stinginess leads to ruin." Having settled on this theme, Egri writes, the playwright can detect in the statement the suggestion of a story's beginning, middle, and end: first, the establishment of an obsessively stingy character; next, the collision of that character's stinginess with inevitable opposition, or antithesis; and finally the character's ruin. 

Altså præmissen er hos Egri en tematisk sandhed som bevises af det plot - det forhindringsløb - som hovedpersonen må gennemføre for at nå til forløsningen i klimaks.

   Da kurset "TV-som udtryksmiddel" også skulle omhandle tv-journalistik og tv-dokumentarisme, så var det nødvendigt at tillempe præmisdefintionen på den måde at påstanden ikke nødvendigvis var "almen" og heller ikke nødvendigvis var "moralorienteret". Men at det fælles for "præmisser" i fiktion og "vinkler" i fakta var at de i alle tilfælde var "påstande som historien beviste". Forskellen lå i karakteren af bevismidlerne som i fiktion var en opdigtet historie, mens det i journalistik var en virkelighedsforpligtet "sand" historie

Tilbage til journalisten og den journalistiske vinkel.
   En af definitiotionerne jeg har hørt flere journalistiske håndværkslærere komme med på en vinkel, er at det er "konklusionen" - som journalisterne så typisk placerer allerede i toppen af historie, hvor den fungerer som den forklarende uddybning til den gåde som rubrikken typisk stiller.

   Og derfra er der jo ikke langt til min definition.

   På seminaret var der da også udbredt enighed om at det var den definition som rent faktisk lå under den normale journalistiske sprogbrug.

På seminaret var også et oplæg hvor der blev brugt nogle kategoriseringer til at betegne og sammenfatte forskellige typer historier omkring et dansk-australsk kongeligt bryllup.

   Hvordan man egentlig skulle benævne disse kategoriseringer, var der nogen usikkerhed om, - og diskussionen blev rodet fordi nogen så talte om typer af vinkler, hvad der var noget om - men alligevel ikke.

For mig blev det klart at det der var tale om, var "frames" i den forstand som George Lakoff beskriver det i sin bog "Don´t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate". Bogens indledende sætninger lyder:

Frames are mental structures that shape the way we see the world. They shape the goals we seek, the plans we make, the way we act and what counts as a good or bad outcome of our actions. In politics our frames shape our social policies and the institutions we form to carry out policies. To change our frames is to change all of this. Reframing is social change. You can´t see or hear frames. They are part of what cognitive scientists call the "cognitive unconcious" - structures in our brains that we cannot consciously acces, but know by their consequenses: the way we reason and what counts as common sense. We also know frames through language. alle words are defined relative to conceptual frames. When you hear at word, its frame (or collectoins of frames) is activated in your brain.

Det kan oversættes til at at frame er at kategorisere, og at en frame er en mental eller konceptuel kategorisering.
   EN MAND - ANDERS JENSEN - kan fx kategoriseres/frames som FAR, som ÆGTEMAND, som ANSAT, som BORGER, som KUNDE.

   TERRORISME kan kategoriseres/frames som KRIG, som KRIMINALITET, som FRIHEDSKAMP (jfr. den danske modstandsbevægelse under krigen).

   EFTERLØNNEN kan kategoriseres/frames som en VELFÆRDSORDNING eller som en FORSIKRINGSORDNING. Den politiske debat om afskaffelsen bliver rodet som den har været i de sidste mange måneder hvis man ikke gør sig klart hvilken af de to frames man diskuterer inden for.

Mange frames er defineret gennem proffessionelle normer for hvordan man inden for en profession skal forholde sig til den virkelighed man professionelt forholder sig til og bearbejder:
   Når lægerne siger om en patient at han eller hun er "lægeligt set færdigbehandlet", så betyder det ikke at vedkommende er rask, men at inden for den metaforiske frame der hedder at PATIENTER er APPARATER med fejl der skal repareres, kan og skal lægeprofessionen ikke gøre mere; nu må andre professioner tage over: socialrådgivere eller fysioterapeuter eller lign. (den frame-konflikt er behandlet i et tidligere blogindlæg)

Jeg har tidligere brugt forkortelsen: "X = Y" (hvor Y er den kategorisering der framer X). Måske ville det være mere hensigtsmæssigt at skrive "X < Y", da framen er en slags overkategori i et hierarkisk semantisk system.

Det at sætte ord på en frame, tvinger den frem i bevidshedens lys - fra det kognitivt ubevidste - og dermed kan en frame gøres til genstand for diskussion og kritik. Og i næste omgang muliggøre det som Lakoff kalder "re-framing". Om det skriver Lakoff:

Reframing is changing the way the public sees the world. It is changing what counts as common sense. Becaus language activates frames, new language is required for new frames. Thinking differently requires speaking differently.

I forbindelse med journalistik har man talt om nogle af nyhedkriterierne som frames der er med til at bestemme udvælgelsen og struktureringen af historier: en konflikt-frame, en offer-frame.

   Når Kim Larsen har sagt om journalisters forhold til virkeligheden at "for en journalist er 'en god historie' altid en dårlig historie", så er det helt klart de to frames han referer til.

   Og når nyhedsdirektøren i DR, Ulrik Haagerup, for et par år siden lancerede begrebet "konstruktive nyheder", så var det også klart et forsøg på at re-frame de nyhedsjournalistiske medarbejderes bevidsthed, så de i højere grad ville forsøge at vinkle deres problemhistorier mod "løsninger"

   Andre former for forsøg på re-framing inden for journalistikken er at tale om og prøve at praktisere "borgerjournalistik" som indebærer at man ændre på forestillingen om forholdet mellem journalist og læsere så det bliver dialogisk og læserindragende.

Man kan sige at det at frame et fænomen gennem at sætte verbale etiketter på det, er en måde at levere en mental eller kognitiv optik til den offentlighed man henvender sig til: "X skal ses og forstås som Y." (Lakoff taler hele tiden om: "the way we see the world")

   Formuleret på den måde kommer man straks til at associere til en anden af Lakoffs begrebslige nyskabelser: konceptuelle metaforer. De kan også opfattes og forstås som frames: TID er PENGE, DISKUSSION er KRIG, POLITIK er SPORT, LIVET er EN REJSE.

  Og det at bruge metaforer om et bestemt fænomen er altså en effektiv måde at frame på: det abstrakte og ukendte frames som noget konkret og mere velkendt.

   Bare tænk på Dansk Folkepartis synspunkt: KULTUR-RELATIVISTER er LANDSFORRÆDERE. Eller tænk på journalisternes metaforiske framing af grupper af i øvrigt ret så forskellige partier som hhv. RØDE og BLÅ BLOKKE; eller på konventionen med metaforisk at frame kvindelige politiske ledere som DRONNINGER. Hvornår har man hørt om mandlige partiledere som "konger"?

Hvad har det så med kreativitet at gøre?

   For mig er det klart at frames sætter mentale grænser - også for journalister. Og at bestemte frames inviterer til nogle traditionelle vinkler af historier - og har udelukket andre. 

   Det at gøre sig egne og andres frames bevidst - trække dem frem af det kognitivt ubevidste - er en vigtig forudsætning for at kunne re-frame. Og re-framing nedbryder grænser og er dermed et klokkeklart udtryk for kreativ tænkning.

   Mange særligt kreative personligheder har nærmest indbygget i deres bevidsthed eller ubevidsthed at de altid når de støder på en institutionaliseret eller professionaliseret frame, så popper spørgsmålet op i deres hoved: 

"Hvad hvis det modsatte var tilfældet?"

Men det at vinkle og en journalistisk vinkel, hvad har de ting med kreativitet at gøre? 

   Det at formulere en vinkel er jo også en måde at begrænse noget på: Man taler professionelt metaforisk om at skarpvinkle eller spidsvinkle en historie: "En vinkel der er så spids at den kan sparkes skråt op i røven på en lærke". Det betyder at man "skærer alt væk" i historien som ikke underbygger påstanden, og at man formulerer påstanden så den for en helt umiddelbar betragtning vækker opsigt og provokerer til undren og uddybende spørgsmål.

   Her viser det sig at der er nogle journalister der er meget bedre til at vinkel skarpt end andre. En "skarp" vinkel vækker principielt mere interesse hos læserne end en "uskarp". Så det er en kunst som særligt kreative journalistiske historiefortællere behersker som et ubevidst, men særdeles aktivt mentalt værktøj når de skal formidle en historie så den går "rent hjem" hos publikum, og bliver husket længe efter den er blevet læst.

Blending af journalistik og politik - er det en kreativ udvikling eller forfald?

Politiken i går havde en rubrik på deres medie-temaside: "Politikere og journalister forhandler avisforsider".
   Manchetten fortalte hvad vinklen var: "Der er opstået en forhandlings-kultur på Christiansborg, hvor journalister og politikere drøfter, hvad der skal til, for at politikerne rammer forsiden med deres budskab. Det viser en ny ph.d.-afhandling, og det bekræfter journalister og spindktorer."
   Artiklen er skrevet af Jakob Elkjær og Torben Benner. Og ph.d.-afhandlingen er udarbejdet af Camilla Dindler.

Artiklen beskriver - med afhandlingen som kilde - hvordan Christiansborg-journalisterne fortæller politikerne på Borgen hvordan de skal tillempe deres budskab - frame historien og skærpe vinklen - for at komme på avisens forside. Og at politikerne rent faktisk hører efter og gør det de bliver bedt om for at  at nå målet: at komme ud med noget der vækker opsigt og giver genlyd på den politiske scene.

I min terminologi er det som afhandlingen og artiklen beskriver, et udtryk for kreativ konceptuel blending: to i princippet klart adskilte konceptuelle rum: det politiske og det journalistiske, "befrugter" hinanden gennem åben snak,  og som output kommer et "blend" i form af en forsidehistorie, som journalisten er glad for fordi det er prestigefyldt at få sine artikler på forsiden, og som politikeren er glad for for at trænge effektivt igennem til offentligheden med sit (journalistisk tilpassede) budskab.

Artiklen giver med afhandlingen som kilde et konkret eksempel der tydeligt viser at der er tale om konceptuel blending: 

   En journalist spørger en spindoktor fra SF om man internt diskuterer "at indvandrerballaden også skyldes kultur og ikke bare socioøkonmiske forhold". Svaret er bekræftende. Det fører til at journalisten et par dage efter spørger spindoktoren om "man kunne få Villy til at sige noget om den diskussion". Det fører til (og her er så et "spring" i historien) at SF-formanden marts 2008 får en Politiken-forside hvor han udtaler at venstrefløjen må forholde sig kritisk til blandt andet den del af den muslimske kultur der undertrykker kvinder. Rubrikken: "Villy Søvndal gør op med udlændingepolitik".

   Ph.d.-afhandlingens forfatter konkluderer her: 

"Der en gråzone mellem de forskellige aktører hvor man ikke kan sige, hvem der fik ideen. SF´s kursændring var formentlig ikke kommet frem, hvis ikke en journalist havde set potentialet i den. SF og Villy Søvndal var til gengæld ikke gået ud med budskabet, hvis de ikke mente det." 

At politikere tilpasser standpunkter, strategier og budskaber til hvad der interesserer journalisterne og matcher deres professionelle forventninger, det er der ikke noget nyt i. Det er i forvejen det politikerne har oprettet presseafdelinger og ansat spindoktorer til at hjælpe dem med. Politikere er også - qva deres professionelle rolle - vant til at bøje standpunkter i forbindelse med kompromissøgende forhandlinger (at det "normalt" er sådan har vi glemt lidt under VKO-regimet). Og som salig Jens Otto Krag er citeret for: "Man har et standpunkt til..."

Jeg synes til gengæld at Jesper Thorbo-Carlsen, der er politisk redaktør på Berlingske, formulerer sig på en måde som er afslørende for en journalistisk kynisme:

"Grundlæggende handler det om at vi som journalister har nogle kriterier for, hvad der er en god historie.Vi tester af, hvor spidst politikerne kan lave  et udsagn. Man kan sige til en politiker, at det der er ikke interessant, men hvis du vil sige det her, så er det interessant."

Jeg har svært ved at forstå det på anden måde en at journalisten lægger ordene i munden på politikeren, og at han i praksis fungerer præcis på samme måde som en spindoktor gør, nemlig giver råd om hvordan man skal få et budskab igennem porten til offentligheden.

   Thorbo-Carlsen fortsætter:

"Det handler om at kvalitetssikre det, der kommer ud. Vi tydeliggøre de journalistiske kritererier for politikerne og lægger nyhedskriterierne frem. Men politikerne går ikke ud med et budskab, de ikke kan lægge ryg til."

Hvad angår den sidste sætning, taler Thorbo Carlsen jo klar mod bedreviden. Og at bruge ord som "teste" og "kvalitetssikre" er jo ord fra en anden verden end den journalistisk og politiske. Hvem "tester" og "kvalitetssikrer" hvad? - Svaret ligger lige for: Fabrikanter og sælgere af varer! 

   Thorbo-Carlsen gør brug af en konceptuel metafor der framer den politiske journalistik som han er redaktør for, som et rent kommercielt produkt, en frame der helt borttænker den politiske journalistik som en central del af demokratiet. 

   Og præcis på grund af at den frame styrer hans professionelle tænkning, så kan han naturligvis ikke se noget "odiøst" i det.

   Det er der dog en del andre af de journalistiske kilder i artiklen der kan.

Oscar-føljeton (3) - Susanne og hendes Oscar i forskellige rammer

I de to foregående indlæg brugte jeg en avanceret analogi til bedre at forstå manuskriptforfatteren til Susanne Biers Oscarvinderfilm: Anders Thomas Jensen. Jeg framede ham - altså satte ham i en forståelsesramme -  ved at drage en lang række paralleller til tv-dokumentaristen Poul Martinsen som jeg har skrevet en bog om - og derfor kender som kreativ dokumentarist - helt ind under huden.
   En analogi er ligesom en metafor: X (=the target) ses gennem (in terms of) Y (=the source); altså ATJ anskues og forstås gennem PM - eller mere præcist: gennem den mentale optik som stor viden om PM som særligt kreativ personlighed giver. 
   Men analogien fungerede begge veje: Mit syn på PM blev også uddybet gennem de mange lighedspunkter med ATJ som jeg konstaterede da jeg konstruerede analogien.
   Og da jeg i forvejen havde placeret Poul Martinsen i en kreativitets-teoretisk frame: som en særligt kreativ personlighed (med en særlig livshistorie, nogle særlige egenskaber, nogle særlige psykologiske træk, en særlig måde at forholde sig til egen produktion på og til den virkelighed der inspirerede ham,) så gav denne frem og tilbage-analogisering mig yderligere belæg for at der er et vist hold i den teori.

At frame er at kategorisere, og fidusen ved at frame noget eller nogen er at man derfra kan argumentere for et eller andet særligt synspunkt eller spå om en eller anden specifik konsekvens.
   Så nu vil jeg se på hvordan Susanne Bier bliver framet af nogle af de journalister som har skrevet om hende dagen efter hun vandt sin Oscar - med Anders Thomas Jensens hjælp (se de to foregående blogindlæg).

I MetroXpres er rubrikken på hovedartiklen: "Sådan kan Oscar lide det...". Og manchetten lyder: 'Kongens store tale' bliver kaldt en typisk Oscar-vinder, og 'Hævnen' 'Oscar-egnet'. Men hvad vil det egentlig sige? MetroXpress har fundet opskriften på at vinde en Oscar".
    Journalist Alice Petersen har framet Susanne og hendes film gennem en opskrift-metafor: som 'Oscar-egnet' - ved at få lektor Peter Schepelern og filmanmelder Majbritt Sørensen til at opliste hvilke egenskaber de film skal have som kan vinde en Oscar - og som SB´s film så er et mere eller mindre typisk eksempel på. Majbritt Sørensen forklarer:

"En af grundene til at Susanne Bier løb med den Oscar, var, at hendes film havde håb, hvor de andre sluttede mere dystert."

Lektor Scepelern" slutter "opskriften" med:

"Det ville være forkert at sige, at store pragtfulde film ikke har fået Oscars, men man skal ikke forvente at blive belønnet af akademiet for at eksperimentere og udvide grænserne for hvad filmkunst er."

 Denne framing legitimerer en journalistisk vinkel der udsiger at Susanne Biers film er lidt ordinær, mainstream og (bevidst?) tilpasset nogle amerikanske Hollywoodkrav til indhold og form, som fraskriver filmen særlig kunstnerisk værdi.

Information har et Ritzau-portræt af Susanne Bier, med en tilsvarende rubrik der understreger at hendes film ikke er stor kunst, men effektfuld "mainstream: "Biers mainstreamfilm bevæger publikum". Og vinklen er også at hun behersker Hollywood-opskriften, og det er forklaringen på hendes Oscar-succes.

I 24timer er der to artikler om Oscar-uddelingen af journalist Alice Petersen.
    Én artikel med rubrikken "Anmeldere: Oscar-show var pinligt" og manchetten med vinklen: #Vi danskere kan ikke få armene ned efter Susanne Biers store oscar-sejr søndag nat. Men i resten af verden har man et nogetmere køligt syns på årets oscarshow. "
   Her frames Susanne Bier gennem det danske publikum som en undtagelse fra reglen - hvor 'reglen' her er et som helhed mislykket Oscarshow. Underforstået: Det danske publikum er snæversynet nationalistisk uden interesse for Showet som en tv-begivenhed.
   Den anden artikel har rubrikken "Et kendt navn i  Hollywood". Og underrubrikkens vinkel er: "Det var et rent dansk hold, som natten til søndag gik på scenen i Kodak Theatre og modtog en Oscar for bedste udenlandske film."  Lidt mystificerende. Artiklen fortsætter:

Alligevel var fejrer svenskerne sejren som var det deres egen. Svenskernes store begejstring skyldes at filmens hovedrolleindehaver er den svenske skuespiller Mikael Persbrandt. Og spørger man de svenske aviser, er det en direkte årsag til filmens 'Hævnens' succes. (/) Der var dog ingen tvivl om, at det var  danske Susanne Bier, som prisen blev givet til.

Med spidsformuleringen "Det var et rent dansk hold (...) som gik på scenen" er der er tale om en sportsmetafor. Den vundne Oscar anskues og forstås gennem framen: det historisk traditionelle konkurrenceforhold mellem Danmark og Sverige i sport - især inden for fodbold. Og her  med det danske hold som retmæssige vindere, selv om nogle af "tilskuerene" - de svenske aviser - holdt med deres eget hold. Framen legitimerer en vinkel hvorefter Oscaren først og fremmest har pr-værdi for filmbranchen:

Direktøren for det danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, mener, at sejren i det hele taget vil åbne døren for danske film på det amerikanske marked. (/) "Det sker på det helt rigtige tidspunkt. En ting er, at der pludselig står nogle døre åbne, en anden ting er, at der også skal værenogle til at gå ind ad dem, og det har den danske filmindustri lige nu," siger Henrik Bo Nielsen."

I begge artikler fungerer de valgte frames som legitimerende for nationalistiske vinkler på baggrund af kontrast- eller konfliktforhold til udlandet. At Biers film ifølge anmelderne kobler den konkrete melodramtiske histories præmis sammen med et globalt perspektiv, udgrænses helt af de valgte vinkler. Men disse vinkler kan meget vel tænkes at tækkes læserne.

Information har to artikler der sætter hendes film i hver sin frame.
   "Sporene skræmmer", er rubrikken på Christian Monggaards "analyse".  Her er det en historieframe som styrer analysen og bestemmer vinklen: Susanne Bier er den tredje i rækken af danske filminstruktører der har vundet Oscars, og - spår Monggaard - selv om prisen åbner døre til Hollywood, så risikerer hun ikke at få noget varigt ud af anerkendelsen - set i lyset af hvordan det er gået de to tidligere danske vindere og en række andre europæiske Oscar-vindere for bedste udenlandske film.
   Monggaard framer hende altså gennem en analogi som varsler ilde: Se, hvordan det er gået hendes danske forgængere, Gabriel Axel og BilleAugust. Sporene skræmmer. Hun risikerer helt at blive opslugt af Hollywood-filmindustrien der er "fuld af fristelser og faldgruber", hvis ikke hun besinder sig på sine danske rødder og den frihed hun har her.
   Monggaard slutter fromt:

Og i modsætning til August, der efter Pelle Eroberen har satset helhjertet på en international filmkarrierer, synes Bier at nær et fornuftigt ønske om at pendel frem og tilbage mellem USA og Danmark, hvor hun formentlig aldrig vil have problemer med at få lov til at lave film og samtidig kan insisterer på sin ret til at lave dem, som hun har lyst til.

Den anden af Informations Susanne Bier-artikler er skrevet af Sofie Tholl under rubrikken "Og Oscaren går til... klicheen". Manchetten leverer vinklen: "Når amerikanerne uddeler Oscars til udenlandske film, vinder den film, der bekræfter fordommene. Italienerne gøgler og dyrker sex. Og danskerne arbejder sig tavst gennem hverdagslivets traumer i et kysk bondesamfund, mens solen går ned over de bredde vidder".
   Igen er framen en generel opskrift på Oscar-succes for udenlandske film, og ligesom i 24timer trækkes Lektor Peter Scheplern ind som eksperten der leverer opskriften. Og vinklen er altså at Susann Bier - for at få succes i Hollywod - dygtigt har levet op til de krav til nationale klicheer og fordomme som amerikanerne har og ønsker at se på lærredet. Ifølge filmlektoren, bidrager også Susanne Biers Oscar-vinder til "skabelonen om den skandinaviske stereotyp":

"På samme måde med Susanne Biers film. Det smukke, velordnede og rene samfund, hvor der alligevel gærer noget truende under den smukke overflade med de pragtfulde landskaber og dejlige sommerhuse. For omme i laden går  den lille dreng og laver rørbomber. Så kan man spørge: Er det virkelig sådan det er? Nej, men det er sådan vi ser det for os," siger han.

 Man må vel konstaterer at filmjournalterne er rigtig dygtige til at frame Susanne Bier og hendes film, så "glansen går af Sct. Gertrud". Og set i sammenhæng legitimerer artiklerne at "Hævnen" på den danske filmscene hverken fik en Bodil eller blev nomineret til en Robert. Man aner måske en janteagtig sammenspisthed i filmmiljøet i Danmark og en undertekst der siger at hun er for kommercielt successøgende og i for høj grad indretter sine film på et bredt publikum ved at producere dem efter Hollywood dramaturgiens formler.
   Og det er lige ved at det er et kvalitetsproblem at 430.000 danskere har været inde og se filmen da den sidste år gik i de danske biografer.

Men hvem er hun, Susanne Bier? Som særligt kreativ personlighed? Det er mit næste spørgsmål...

                                                                           (fortsættelse følger)