Bettina Heltberg - "Sort og hvidt" - om intuitiv kunstner versus analytisk kritiker

Betina Heltberg har i Politikens Kultursektions s. 2 i dag, en klumme der tager afsæt i den litterære fejde mellem forfatteren Ib Michael og litteraturkritikeren Lars Buchdal. Med afsæt i den filosoferer hun: "Er man kritiker eller kunstner? Når mere end halvdelen af livet er gået, så ved man det måske." Og hun fortsætter ind på "min boldgade" med en serie af metaforer:

Der er én hemmelighed ved at være kunstner, og den er lige så banal som den er uomgængelig: Man skal ned på bunden og vende. Man skal sejle ad natsort hav, man skal frygte og gyse, og der er stor risiko for at man aldrig komme op igen. Så hvis man ønsker  et behageligt liv, må man hellere opgive tanken om at blive kunstner - balletdanser, operasanger, forfatter, komponist, maler, you name it.

Det der har inspireret hende, er at filmen 'Phantom of the Opera' blev vist i tv . Hun beskriver handlingen og slutter med at forlænge metaforen fra indledningen og sammenfatter filmens og teaterstykkets drivende grundkonflikt:

Det er den entydige, uendelig historie om sort og hvidt - om nattens mørke, magiske musik og dagens lys ... ja, dagens daglighed uden sort kunst og magi. (/) Når man får en idé, ser man den bekræftet overalt.

Bettina Heltberg kommer med et par yderlige eksempler på denne kreative polaritet - fra henholdsvis tennispilleren André Agassis erindringsbog 'Open' om hans liv som tennisspiller, og fra spillefilmen "The Swan' instrueret af Aronofsky, hvis kvindelige hovedrolleindehaver vandt en Oscar. Og med afsæt i en beskrivelse af den, slutter hun sin klumme:

Det er en syret drøm, som stadig handler om en banalitet, det banale modsætningsforhold mellem sort og hvidt og had og kærlighed. Kunstnere hader det, de gør, men kan ikke lade være når de først har været på bunden. Kritikere elsker derimod deres selvbehagelige metier, hengiver sig til  normaliteten, mens de teoretisk ommøblerer og destruerer kunstnernes verden. Og hvad er konklusionen? Ved det ikke.

To polære sider af kunstnerpsykologien - dag og nat, ying og yang - blended i én kreativ personlighed! Under skrig og skrål - fordi det gør mentalt ondt at lade modsætningerne komme til udtryk sammen - i samme værk. Det er i virkeligheden den ide Bettina Heltberg ikke kan få ud af hovedet. Men hvofor skal hun understrege "banaliteten" hele tiden?

Jeg kan ikke lade være med både at identificere mig med Bettina - og at føle mig ramt. Jeg genkender jo i den grad hendes udsagn: "Når man får en ide, ser man den bekræftet overalt". Præcis sådan har jeg det med en række centrale begreber og teorier om kreativ tænkning, kreativt sprog og kreativitetens psykologi - abstrakte ideer som jeg gang på gang bruger analytisk i forhold til alle mulige personligheder  som jeg lærer at kende gennem aviser, radio og tv. Det er vel i sidste instans det der driver denne blog: at få bekræftet en række ideer som jeg har mentalt og delvis ubevidst har nulret med i mange år.
   Bettina vidste ikke hvad hun skulle konkludere. Jeg tror det er fordi hun har indført smagsdommersynspunktet: "banal". Smagsdommerrollen klæber tilsyneladende - ubevidst?
  Min egen konklusion?  - Det er noget jeg selv bliver klogere af: den analytiske virksomhed.

Jeg er ikke offentlig kritiker eller anmelder. Den offentlige (smags)dommerrolle som det indebærer, har jeg det rigtig dårligt med. Det er simpelt hen en mental frame som jeg ikke kan se mig selv i. Når jeg et par gange har prøvet at påtage mig opgaven og rollen, har jeg følt mig næsten fysisk utilpas. Derfor siger Bettinas udsagn om "banalitet" mig ikke noget.
   Jeg bestræber mig på at komme fra den analytiske piedestal "ned" i udsigtshøjde med de kreative personligheder jeg har skrevet om. Og for "dernede" i et vist omfang at kunne følge deres dramatiske og hjerteskærende intuitive "bundvendinger", inddrager jeg mig selv gennem de erindringsbilleder som  associationer, analogier og metaforer giver mig adgang til under blog-skriveriet.