Hjernens opgave-orientered netværk versus default-netværket - spontan trance, flow-tilstand og aha-oplevelser

En yderligere søgning viste så at der er et komplementært netværk i hjernen - "the task oriented network" - til det jeg har omtalt som default-netværket. Mens det opgaveorienterede netwærk er aktivt når hjernen udfordres til at løse eksternt motiverede opgaver og problemer, så er default netværket kendetegnet ved at være i funktion i hjernens "resting state" - et netværk som er aktivt uden ydre stimuli og som altså ser "indad", som når man fx dagdrømmer, genkalder sig personlige erindringer eller fantaserer sig selv ind i forestillede scenarier.

De to netværkd komplementære karakter er illustreret her i disse neuro-imaging-illustrationer fra artiklen "The human brain is intrinsically organized into dynamic, anticorrelated functional networks", forfattet af Michael D. Fox, Abraham Z. Snyder, Justin L. Vincent, Maurizio Corbetta, David C. Van Essen, and Marcus E. Raichle.

Artiklen bekræfter at højre hjernehalvdel er særligt aktiv i forbindelse med aha-oplevelser. Og så fortæller den at ingen af de to netværk har en præfereret forbindelse til det sensomotoriske netværk som spejlneuronerne er en del af.

Jeg fandt ud af eksistensen af det opgave-orienterede netværk da jeg stødte på begrebet "spontan trance", som synes at være et andet ord for hjernens "hvile-tilstand" som er det der definitorisk kendetegner defualt-netværkets funktion.

  Her er citatet som førte mig videre. Forfatteren til et indlæg på http://nlp-blog.dk/category/coaching/ opstiller betingelser for aha-oplevelsen:

Man skal være i en “informationstæt bevidsthedstilstand”. Oplevelser med intens (informationstæt) opmærksomhed er en del af hverdagen, f.eks.:

• Drømme. Her er opmærksomheden rettet indad - sindet og hjernen laver sine egne billeder.

• “Flow”-tilstand - hvor du er opslugt af noget meget interessant, og lukker alt andet ude. Det er en tilstand, hvor du lærer hurtigt - på mange planer.

• “AHA-oplevelser”, hvor du pludselig oplever en forståelse af noget, som førhen har været svært eller uigennemskueligt.

Den informationstætte bevidsthedstilstand kaldes også spontan trance. Alle pattedyr og mennesker går i spontan trance flere gange i døgnet i en bestemt rytme, som er biologisk bestemt (hos mennesker med cirka 1½-2 timers interval). Hvis denne rytme brydes for tit, kan du få stress.

   Spontan trance er også en slags afslappet fleksibel søgetilstand i sind og krop, en åbenhed for at bearbejde (mange) forskellige løsningsmuligheder.

   Minutiøse undersøgelser af læreprocesser viser, at åbenhed overfor forskellige muligheder i den tidlige fase af problemløsning, øger chancerne for indsigt, læring og udvikling markant.

Det er det der er det fantastiske ved at forske via nettet. Du får en ide - en association - og bruger associationens to ord eller begreber til - lynhurtigt at finde ud af - om "det har noget på sig". Og aha-oplevelsen kommer med det samme. De videnskabelige artikler som forbinder de to ord, popper op øverst i søgningslisten. Og lidt efter kommer der henvisning til en Wikipedia-artikel.

   Og jo, du kan gå videre med den tankegang du har forfulgt - eller der viser sig et nyt associationsspor.

   Jeg ved nu virkelig hvad link-joy er!

Berettermodellen som et spejl af den kreative proces - og vice versa

Jeg tror jo ikke det er tilfældigt at der er isomorfi eller analogi mellem den kreative proces i psykologien og berettermodellens funktion i dramaturgien. Og at de begge slutter med noget der kan gives betegnelsen en aha-oplevelse. 
   De tre første dele i modellen af den kreative proces: "problemrejsning", "inkubation", "oplysning", svarer jo også meget godt til det klassiske dramas tre akter, kanoniseret siden Aristoteles skrev sin Poetik.

Der er store slående ligheder mellem på den ene side den grafiske fremstilling af flow-processen i et todimensionelt grafisk skema som jeg tidligere har vist (og som vises her igen), og på den anden side berettermodellens grafiske udformning som kendes i et utal af varianter (f.eks. som den neden for).

   Begge modeller operer med et stigende forløb,og begge modeller har forløbet spændt ud mellem to dimensioner i form af en vandret og en lodret akse.

   Det er også fælles i udlægningen af de to modeller at hvis den stigende kurve ikke stiger - "flader ud" eller "lægges ned" - så keder man sig.

   Det fremgår af litteraturen om flow-oplevelsen at den er kendetegnet ved at subjektet glemmer sig selv og tid og sted for at gå op i den produktive proces - spændt ud mellem "stress" og "kontrol". Præcis det samme siger man (f.eks. jeg selv i De levende billeders dramaturgi) er dramaturgiens opgave: at fænge, fange og fastholde publikum, så de glemmer sig selv og de fysiske omgivelser - for at gå op i dramaet - som udfolder sig i kampen mellem "modstander" og "hjælper".

   Endelig kan man notere sig ligheden i begreberne for det der leverer "brændstof" og fører hen til Aha-oplevelsen i hhv. illuminationen og klimaks: i flow-modellen er det engagement og motivation, i dramaturgien er det fremdrift.

                           

Man kan jo så spørge hvad der kom først: Aha-oplevelsen som led i den kreative proces, eller Aha-oplevelsen som forløsningen i et dramaturgisk formet fortællerforløb (katharsis).

Forskerne har konstateret ved hjerneskanning at mus også har Aha-oplevelser når de lærer noget nyt, og det er jo et argument for at det er dramaturgien som "mimer" og er modelleret over den kreative proces. Derfor er det for mig indlysende at berettermodellen simpelthen er en afbildning af en dramaturgisk styret kreativ proces hos publikum.
   Når vi ser en film der er så god at vi glemmer os selv, tid og sted, så er det altså min teori at det er fordi filmen gennem sin dramaturgisk vellykkede konstruktion, får hjernen til at simulere det forløb som den i forvejen kender og er disponeret for i flow-processen.
  Eller man kan sige at oplevelsen af filmen udløser en stedfortrædende flow-proces i hjernen, en proces som blandt andet muliggøres gennem hjernens netværk af spejl-neuroner 

Der er en enkelt ting jeg kom til at tænke på i forlængelse af spørgsmålet om journalistik og aha-oplevlsen i mit blogindlæg om aha-oplevelsen et par dage tilbage. 
   Jeg mener ikke at setup/payoff er så udbredt i skreven fortællende journalistik, som det er det i film- og tv-fortællinger. Det som i høj grad erstatter setup i skrevne  3. person fortællinger, er "varsler" af typen: "Det skulle vise sig at være skæbnesvangert for xxx.", eller "Det skulle yy siden komme til at fortryde."    

   På engelsk har de begrebet  "foreshadowing" til at karakterisere dette, et begreb som dækker bredere end  setup; wikipedia skriver om det begreb: 

Foreshadowing is a literary technique used by many different authors to provide clues for the reader to be able to predict what might occur later on in the story. It is a literary device in which an author drops hints about the plot and what may come in the near future. It suggests certain plot  developments will come later in the story. It gives hints about whats going to happen next in your story.

Jeg tænker på at der jo eksisterer en skreven litterær form hvor set up og pay off er en helt afgørende del af konstruktionen, nemlig den klassiske kriminalroman. 
   Her lægger forfatteren "spor" ud undervejs, men de skal være lagt så umærkeligt at læseren læser hen over dem, mens vores geniale detektiv: Hercule Poirot/Sherlock Holmes naturligvis lægger mærke til dem, men ikke siger noget til sin "sidekick" og dermed heller ikke til læseren om det. 
   Og i klimaks kan detektiven så refererer tilbage til disse "clues" for at beskrive de skridt hans mentale udvikling fra mistanke til vished har gennemløbet. Og publikummet i romanen, skal så, ligesom læseren, få en aha-oplevelse ved at sporene nu trækkes frem og kobles sammen i en afsløring af hvem morderen er.

Aha-oplevelsen i hjernen

I det foregående indlæg prøvede jeg at koble forskellige tilgange til Aha-oplevelsen sammen: En psykologisk, en dramaturgisk og en kognitiv-lingvistisk.
   Når man kan finde korrespondancer og analogier mellem sproglige udtryk i form af fortællinger på den ene side, og kreativitetspsykologiske processer på den anden side, så er det nærliggende at spørge om der ikke også skulle findes hjerneforskning om Aha-oplevelsen.

Og det gør der - nemlig i forhold til den version af Aha-oplevelse som i den kreative proces beskrives som "illumination" - den pludselige indsigt i hvordan et problem skal løses på en ny måde. Indsigt, ikke baseret på linær, logisk og bevidst skridt-for-skridt tænkning og problemløsning, men baseret på det "uforklarlige": intuition. 
   I Anders And-tegneseriern var det visuelle udtryk for den oplevelse: en glødepærer der tændte. Georg Gearløs-figuren havde en sådan "glødepære-makker" i nogle af historierne, husker jeg.
 
Her følger et uddrag af en artikel i NYT, der refererer flere sådanne undersøgelser der har undersøgt hjernens reaktioner når den har en aha-oplevelse:

The “light bulb” or “aha!” experience, in which an answer seems to appear from thin air, relies on a very different method of thinking from standard problem- solving, according to research in the United States.
   Abrupt insights such as Archimedes’ discovery of water displacement, which supposedly prompted the mathematician to jump from his bath shouting “eureka”, produce a characteristic pattern of activity in a specific region of the brain’s right hemisphere, scans have shown. When people work out an answer in deliberative, methodical fashion, however, this eureka centre remains quiet, suggesting that the brain has at least two distinct ways of solving difficult problems.
   Mark Jung-Beeman, of Northwestern University in Chicago, who led the study, said the results suggested that inspiration was qualitatively different from ordinary contemplation and thought.
   “For thousands of years, people have said that insight feels different from more straightforward problem-solving,” he said.
   “We believe this is the first research showing that distinct computational and neural mechanisms lead to these breakthrough moments.
   Edward Bowden, his colleague, said: “As supposedly happened to Archimedes, prior to solving problems with insight people often reach an impasse and are unable to make any progress. They need to reinterpret the problem and integrate information in a new way.
   “Sometimes the mind does this unconsciously, and then the solution suddenly appears in consciousness. To the solver, the solution seems to have come out of thin air, yet is obviously correct.”
   In the study, conducted jointly at Northwestern University and Drexel University in Philadelphia, details of which are published today in the journal Public Library of Science Biology, Dr Jung-Beeman and Dr Bowden asked volunteers to solve a series of word problems. Participants were given a series of three words, such as “fence”, “card” and “master”, and told to think of a single word that would go with each to form a compound word. The answer in this example is “post” — “fencepost”, “postcard”, “postmaster”.
The problems were designed so that most people would solve them methodically and by insight about half of the time each. The volunteers’ brains were scanned using functional magnetic resonance imaging (fMRI) as they solved the problems. When the subjects reported having an “aha! moment”, a region of the brain known as the anterior superior temporal gyrus, in the right temporal lobe, tended to fire with activity. When they solved the problems through methodical working, that region was inactive.
   The anterior superior temporal gyrus is thought to play a critical part in pulling together distantly related information, and may be activated subconsciously to produce sudden insights when all the pieces fall into place.
   A second experiment, which used an electroencephalogram (EEG), measured brainwave activity as subjects solved the problems.
   About a third of a second before a problem was solved with insight, there was a sudden burst of high-frequency activity. This appears to mark the moment of inspiration.

Altså, det ser ud til at der er et særligt center i højre hjernehalvdel kaldet "the anterior superior temporal gyrus", der aktiveres i forbindelse med indsigtsgivende AHA-oplevelser, og som ikke aktiveres ved almindelig skridt for skridt problemløsning. Man må vel antage at det center aktiveres fordi det er indrettet til, som en slags katalysator, at kunne skabe neurale forbindelser mellem lagrede konceptuelle rum som ellers ligger fjernt fra hinanden og som ikke er fast og automatisk neuralt forbundet.
   Metaforisk sagt, så lyser det "eureka-center" op som en glødepære der tænder, når der er "hul igennem". Søger man undersøgelsens forfattere på nette, så finder man dem på følgende adresse: http://groups.psych.northwestern.edu/mbeeman/PLoS_Supp.htm, hvor de skriver:

This right anterior temporal area helps make connections across distantly related information during comprehension. Although all problem solving relies on a largely shared cortical network, the sudden flash of insight occurs when solvers engage distinct neural and cognitive processes that allow them to see connections that previously eluded them.

Jeg har tidligere noteret den bemærkelsesværdige grafiske analogi mellem den biologiske kønnede befrugtning, og den kreative tankeoperation kaldet blending. Her synes jeg også der er tale om en klar analogi mellem den form for "kortslutning" i hjernens processer, og så den kognitive lingvistiks begreb om blending. Man kan sige at forskerne med "eureka-centret" har fundet det sted i hjernen der muliggør konceptuel blending.