For at vær kreativ, må man finde udveje for at komme i 'åben tilstand' - her et indlæg om det.

I det foregående indlæg tog jeg afsæt i et af de sidste kapitler i bogen "Wired to Create - af Scott Barry Kaufman og Carolyn Gregoire, et kapitel der have titlen 'Turning Adversity into Advantage'. Det var et udtryk som jeg ikke kendte, men som jeg har gået og manglet, som jeg tog afsæt i: 'Posttraumatic Growth'.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2016/08/posttraumatisk-vkst-form-pain-to-gain.html

Nu går jeg nogle kapitler tilbage, til et kapitel der tager udgangspunkt i mange kreative menneskers behov for at få nye oplevelser

6. Openness to Experience 

Grundpræmissen er i det kapitel at for at kunne opleve og udfolde sig kreativt må man udsætte sig for usædvanlige erfaringer og frigøre sig fra vanetænkning, så man kan blive overrasket.

   Teksten for klarer at de personer som scorer højt på parameteren 'openness to experience ...

... tend to be imaginative, curious, perceeptive, creative, artistic, thoughtfull and intellectual. They are driven to explore their own inner worlds of ideas, emotions, sensations and fantasies, and outwardly, to constantly seek out and attemp to make meaning of new information in their environment. 

Det handler om at være nysgerrigt interesseret og undersøgende engageret i et bredt spektrum af emner og temaer.

   Den ene af forfatterne, Scott, har skrevet sin ph.d. om lige præcis det emne.

   Ifølge ham er der tre hovedtyper af 'cognitiv engagement' inden for 'the openness domain': intellektuelt engagement, affektivt engagement, og æstetisk engagement. 

Intellektuelt engagement er kendetegnet ved at man er sandhedssøgende, elsker at løse problemer, og har lyst til at lege med ideer.

   Affektivt engagement er kendetegnet ved at man brænder for at udforske dybden af det menneskelige følelsesliv, og forbindes typisk med tillid til mavefornemmelser, empati og intuition når man tager beslutninger.

   Æstetisk engagement er kendetegnet ved lyst og glæde ved at udforske fantasiens muligheder i kunst, litteratur og musik - og ved at man kan fortabe sig i skønhed.

Jeg kan genkende alle tre dimensioner både hos mig selv, hos mange gode venner og hos nære familiemedlemmer.

   Jeg tror faktisk det er sådan at det netop er mennesker der er engageret i en men helst flere af disse dimensione, som jeg tiltrækkes af og har lyst til at være og arbejde sammen med.

Konklusionen af Scotts forskning i "openness to experience" opsummeres sådan:

... the drive for exploration in its many forms, may be the single most important personal factor predicting creative achievment.

Altså der er en afgørend sammenhæng mellem lysten til at gå på opdagelse og finde og lære nyt, og så kreative resultater.

Så går vi - med bogen - ind i hjernen, og her fremhæver forfatterne slagsordsagtigt betydnigen af neurotransmitteren 'dopamin' som indgår som et centralt hormon i hjernens 'belønnigssyttem':

Dopamin is the mother of human invention

Et underafsnit har overskriften

The Neuromodulator of Exploration

Ifølge dansk Wikipedia har dopamin følgende egenskaber:

I dagliglivet spiller signalstoffet dopamin en afgørende rolle for drivkræfterne bag alle positivt motiverede handlinger, hvortil der er knyttet oplevelser af velvære. Dopamin udløses således i så forskellige situationer som under opnåelse af succes i både krig og kærlighed, under spisning ved et veldækket bord, i vundne spil-situationer, under indtagelse af narkotika, ved seksuelle samværsituationer o. lign., og hvor signalstoffet endvidere virker forstærkende på trangen til vanemæssigt at se frem til at kunne genopsøge pågældende dopaminudløsende situation på ny.

Der er både en for- og en bagside ved dopamin kan man læse - fordi man som en slags narkoman kan blive afhængig af at få udløst et dopamin-sus ved bestemte aktiviteter.

Men for Scott og Carolyn er fidusen ved dopamin først og fremmest at det får os til at ønske ting - altså en drivkraft til at gå på opdagelse i det uvisse og ukendte - at tage en risiko uden at være sikker på om målet faktisk nås.

  Og deres argument er at denne mekanisme er en vigtig del af menneskeartens overlevelse gennem årtusinder og årmillioner.

Individuals who are high in the openness to experience domain get energizede not through the possibility of appetitive rewards but through the possibility of discovering new information. It is the chill of the knowledge chase tht most excites them.

Den moderne journalistik har vel en små 250 år på bagen. Og for at forstå hvordan og hvorfor den har udviklet sig og tiltrækker en særlig type personligheder, må man naturligvis have med at journalister hjerne stort set har den særlige egneskab at de får et dopamin-sus ved at find nyheder og fortælle dem til folk - før andre journalister.

   Jeg har kaldt vigtige fagområde som der mig bekendt ikke undervises i på nogen journalistuddannelser, for 'neurojournalistik'.

   Her er tre indlæg der berører emnet fra 2011, et par år før jeg endelig lod mig pensionere:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/10/neuro-i-stedet-for-socio-et-konceptuelt.html

Kravet til den gode journalist er jo netop også, fremgår det af alle lærebøger, at han/hun hele tiden er åben og fordomsfri i forhold til at opdage hvad der foregår af nyt og interessant i omverdenen. Og jagten på det er det der i journalistens hjerne udløser et ekstra skud dopamin.

  Metaforer som nyhedsnarkoman, nyhedsfix, nyhedsjunkie taler deres klare sprog om den sammenhæng.

Bogen argumenterer for at størst kreativitet opnås hvis man personligheden finder en balance mellem intellektuel, emotionel og æstetisk åbenhed.

For the highest levels of creativity it may be especially imprtant to achieve a balance between the intellectual aspects og openness to experience and the mor fanatasy-orientet aspects.
   The benefits of achieving a helthy balance of the intellecutal, imaginative, aesthetic, and emotional realms of cognitive exploration don't only pertain to creative work. Integrating the diverse realms of openness to experience my also lead to the highest forms of personal growth.

At komme i omstændigheder og møde oplevelser som er fremmede og ukendte for en, tvinger til åbenhed hvis man skal overleve og videreudvikle sig. Derfor er det at være eller opleve sig som 'outsider' i forhold til sine sociale omgivelser noget positivt. Slagordsagtigt skriver forfatterne:

Creativity benefits from an outsider's mind-set

Outsiderens særlige mind-set er at se ting. begivenheder, roller fra en anden og fremmedgørende synsvinkel, og altså i en anden frame end insideren som tager det meste for givet fordi det er så velkendt. Og det at opleve noget som outsider er ikke kun noget det kan være påtvunget, det kan også være et bevidst valg.

   Det uddybes sådan her i bogen:

By opening to experience and actively choosing to see things from different perspectives, we can counter the damaging effects of familiarity and increase our cognitive flexibility.

   Openness to experience go hand in hand with integrative complexity, the capacity and desire to recognize new patterns and find links among seemingly unrelated pieces of information. In fact, living in and adapting to foreign cultures may also enhance integrative complexity, which can give a major boost to our powers of creativ thought.

Jeg kan på mange måder genkende egne oplevelser i disse formuleringer. Når jeg har skiftet job og fagområde fra noget men kender godt, til noget hvor man bogstaveligt talt mentalt sidder i lort til hals, synes at være et gennemgående tema for mig.

   Når jeg har kigget tilbage på mit arbejdsliv så kan jeg se et mønster. Når alt går godt og trygt - og alt er blevet nem rutine, så søger jeg hen til noget hvor det meste er nyt, og hvor jeg er usikker på - eller spændt på - om jeg nu kan klare det.

   Jeg var blevet fastansat amanuensis på KU i moderne dansk sprog og det gik fint og nemt både med at skrive artikler og med undervisningen, så hvorfor skulle jeg dog efter kun to år skifte job til et endnu ikke eksisterende universitet - RUC - som insisterede på at lærerne skulle vejlede studerendes projektarbejde i grupper i tværfaglige problemstillinger, noget som jeg (og de øvrige nyansatte) aldrig havde prøvet før.

   Eller hvorfor skulle jeg skifte fra RUC´s succesfulde kommunikationsuddannelse som jeg selv havde været med til at få op at stå, til et meget usikkert job som uddannelseskonsulent i DR´s interne uddannelsesafdeling Personalekursus.

   Eller gå fra et sikkert, succesfuldt og meget vellønnet job direktør for den regionale TV2ØST, til en stilling som pendlende universitetslærer på et universitet langt borte fra hvor jeg boede, for at være med til at starte en ny journalistuddannelse der under højlydte protester fra branchen skulle bryde med Journalisthøjskolens monopol på at uddanne journalister.

   Det fælles er, kan jeg se i bakspejlet, at jeg frivilligt og bevidst vælger det nye, usikre og risikofyldt frem for det arbejde hvor det bare kører på skinner. Jeg vælger også at pendle mellem videnskaborienterede akademisk jobs på den ene side og jobs med et stort praktisk og virkelighedstilknyttet indhold på den anden.

Det harmonerer alt sammen pænt med det videre spor som Scott og Carolyn forfølger, nemlig betydning af fler- og tværfaglighed - af kreativ krydsbestøvning mellem konceptuelt forskellige fagområder og domæner.

   De konstaterer at mange kreative mennesker kører på flere spor - kunstmalere som også spiller musik og skriver digte (mit eks.: Martin Bigum), eller forfattere som også maler (mine ekss.: Hans Scherfig, August Strindberg)  Og de indfører begrebet cross-training, hvis betydning de fortæller er en vel-etableret kendsgerning inden for vidneskabens område.

In his extensive research on scientific genius, Simonton fond that the most creative scientists don't typicallyy pursue a single research question within a single specialized area of expertise. Instead, highly creative scientists tend to engage in a large number of loosely related activities, forming a broad "network of enterprises". They also tend to have creative hobbies and interests outside of the scienses.

De fremhæver derefter Galilei, Aristoteles Leonado da Vinchi som velkendte historiske personligheder som var polyhistorer eller som de skriver "polymath", "people who know a lot about a lot".

   I al beskedenhed er jeg også selv lidt af en polyhistor - ikke mindst i kraft af de ret radikale skift i stillinger og fagområder jeg har foretaget i årenes løb. Og jeg har også altid fagligt kørt på flere spor og arbejdet på tværs af fagområder.

   Selve denne bloks indlæg er også en slags dokumentation for at jeg bliver ved med at søge ny viden om kreativitet, men ud fra mange forskellige faglige indgang.  

Det undrer mig lidt at forfatterne ikke har referencer til teorien om conceptual blending (Gilles Fauconnier og Mark Turner) og til metafor- og framing-teori (George Lakoff), som i den grad ville være relevant at inddrage her.

   Men man kan finde en lang række tidligere blogindlæg hvor jeg går i dybden med disse begrebers sammenhæng med kreativitet og kreativ tænkning.

Kapitlet om "Openness to Experince slutter med at beskrive et moderne eksempel en bemærkelsesværdig polyhsitoriske personlighed, et eksempel som jeg ikke husker at have stødt på før: James H. Simons.

  Og hvem er James H. Simons så? - Wikipdia:

James Harris "Jim" Simons (born 1938) is an American mathematician, hedge fund manager, and philanthropist. He is a code breaker and studies pattern recognition.

   Simons is the co-inventor, with Shiing-Shen Chern, of the Chern–Simons form - Chern and Simons (1974), and contributed to the development of string theory by providing a theoretical framework to combine geometry and topology with quantum field theory. Simons was a professor of mathematics at Stony Brook University and was also the former chair of the Mathematics Department at Stony Brook.

Altså var Simons en overordentlig begavet akademisk forsker inden for kvantefysik og strenge-teori.

    Men så kastede han sig ud i den buldrende økonomisk virkelighed for at tjene rigtig, rigtig mange penge gennem en såkaldt hedge-fond:

In 1982, Simons founded Renaissance Technologies, a private hedge fund investment company based in New York with over $25 billion under management. Simons retired at the end of 2009 as CEO of one of the world's most successful hedge fund companies. Simons' net worth is estimated to be $14 billion.

   (...)

   Simons shuns the limelight and rarely gives interviews, citing Benjamin the Donkey in Animal Farm for explanation: "God gave me a tail to keep off the flies. But I'd rather have had no tail and no flies."   On October 10, 2009, Simons announced he would retire on January 1, 2010 but remain at Renaissance as nonexecutive chairman.

   In 2016, asteroid 6618 Jimsimons, discovered by Clyde Tombaugh in 1936, was named after Simons by the International Astronomical Union in honor of his numerous contributions to mathematics and philanthropy.

Moralen: Det kan betale sig at have et åbent sind og kunne arbejde med krydsbestøvning af faglige områder som tilsyneladende ikke har noget som helst med hinanden at gøre. 

Bagsiden af nyhedskriterierne - med afsæt i en ny bog om 'fikseringsfejl' i journalistikken - genudsendes en gammel kronik om et emne der stadig er aktuelt

I to tidligere blogindlæg har jeg fortalt om den nyudkomne bog "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister" - skrevet af Malene Bjerre og Mikkel Hvid.

Jeg roste blandt andet bogen for at tematisere og diskutere en række vigtige problemstillinger som jeg selv har været optaget af gennem mange år, nemlig konsekvenserne for journalistikken af at det er en professionel nødvendighed for såvel den journalistiske arbejdsproces som de journalistiske produkter at historierne er 'vinklet', som man siger. Og at man for at kunne vinkle det endelige produkt - artikel, tv-indslag, radioindslag - undervejs må arbejde med hypoteser - som i bogen kaldes 'arbejdvinkler'.
 
Bogen beskriver hvordan der - mere eller mindre ubevidst - kan snige sig bias-skabende "misvisninger" ind i arbejdsprocessen der nemt kan føre til at historien bliver skævvredet af af en enkelt for tidligt fikseret hypotese.

   Af bogen fremgår det blandt andet s. 50ff. at en af årsagerne til at journalister ofte fejler i deres journalistik gennem fiksering på en enkelt og tvivlsom eller ligefrem forkert vinkel, det er den professionelt indbyggede bias som enhver god journalist er udstyret med, nemlig nyhedskriterierne: aktualitet, konflikt, identifikation, sensation, væsentlighed.
   På engelske taler man om "news values", og er mindre entydig og dogmatisk i formuleringerne af dem end man er det i de danske lærebøger.
 
Det er jo faktisk ganske kontroversielt: At argumentere for - og dokumentere med eksempler - at nyhedsjournalistens mest grundlæggende professionelle redskab - listen af nyhedskriterier - kan forføre til fejlagtige påstande som de bærende vinkler i mange nyhedshistorier i dagpressen.
 
Det er ikke første gang disse kriterier kommer under kritisk projektørlys. I de senere år har vi set forskellige retninger og tendenser som ud fra forskellige ståsteder, anfægter at de klassiske nyhedskriterier - altid eller for det meste - skulle sikre god, solid, brugbar, relevant - og retvisende - journalistik.
   Hvad har vi haft af diskussioner de senere år - både internt i journalistundvisernes rækker  og i offentligheden - som har kastet et kritisk lys på nyhedskriteriernes funktion i journalistikken?

• konstruktiv journalistik
• service-journalistik
• borgerjournalistik
• fortællende journalistik

Mikkel Hvid har tidligere skrevet om fortællende journalistik og Malene Bjerre om konstruktiv journalistik.
   Sjovt nok - eller tragisk nok - har ingen af disse tendenser for alvor slået igennem bredt i pressen.

   Hvorfor ikke? - Svaret kan ligge i hjernen hos journalisterne.

Jeg har i tidligere blogindlæg skrevet om nyhedskriteriernes betydning for journalistisk tænkning - inden for rammen af den selvopfundne forskningsdisciplin "neurojournalistik"  - et potentielt forskningsfelt som beskæftiger sig med at undersøge og forstå en række særlige mekanismer i hjernen der bidrager til at journalister lever og arbejder som de gør - delvist på trods af refleksion, velbegrundet kritik og sund fornuft. Disse mekanismer er en vigtig brik i forståelsen af hvorfor journalister ofte begår det som i Malenes og Mikkels bog beskrives som 'fikseringsfejl'.

   Se fx her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/de-journalistiske-nyhedskriterier-og.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Mikkel Hvid har selv bidraget lidt til den disciplin i sin glimrende bog "Skriv! - Gode tekster er lette at skrive" fra 2008. Han fortæller heri at når man som skrivende journalist virkelig føler at "det kører", så er det udtryk for at man er kommet i den særlige mentale tilstand som kreativitetforskerne kalder "flow".

Du skriver altså bedre når du er i flow.

   Det er ikke indbildning når du oplever at de tekster det var let og sjovt for di at skrive, også var gode. Det var de. Flow skaber kvalitetstekster.

   Det skyldes at du er på stoffer. Biofeedback-mekanismen der sikrer at du får dopamin og andre positive stoffer når du kommer i flow, gør dig bogstavelig høj: Du sanser skarpere end normalt, din mentale processer kører hurtigere - du er mere kompetent end du ellers er.

Min hypotese er at flow-tilstanden hos journalister ikke kun er knyttet til skriveprocessen, men at det er en mentalt-neurologisk tilstand der gennemsyrer næsten alle faser af professionens arbejdsproces - i hvert fald når vi har med nyhedsjournalistikken at gøre. 

   Og denne flow-tilstand som man som hårdt og hurtigt-arbejdende journalist nemt kan blive afhængig af - som var man på stoffer - den kan så også  have en bagside som "Forelsket i vinklen" så tydeligt udstiller og udfolder. Konsekvenserne af at være 'forelsket' er nemlig at man glemmer at tænke sig om, glemmer at være selvkritisk, glemmer at holde professionel distance, glemmer at sige til sig selv: Hvad hvis det modsatte var tilfældet?

Bogen definerer 'fikseringsfejl' sådan her:

Det kaldes en fikseringsfejl, når vi af en eller anden grund bliver låst fast i at se tingene på en ganske bestemt måde og kun kan få øje på det, der bekræfter vores forventninger, imens vi overser informationer, der vil ændre billedet eller true vores perspektiv.

En af de "grunde" som dette citat referer til, er sandsynligvis at journalistens hjerne er gået i flow fordi en enkelt hurtigt tænkt hypotese i den grad ser ud til at falde i hak med nyhedskriterierne: Hvis de og de informationer holder og kan bekræftes, så har jeg lynhurtigt en fandens god historie!
   Og med den tanke fikseres en enkelt ud af flere mulige hypoteser som den vinkel der bliver styrende for historien.

Læsning af bogen førte mig i erindringen tilbage til det første år jeg sad i jobbet som professor i journalistik på den nye journalistuddannelse i Odense. 

   En af årsagerne til at der var blevet oprettet hele to nye journalistuddannelser placeret på hvert sit universitet, var politikernes utilfredshed med den 'rutine-journalistik' de blev udsat for i medierne, en type journalistik som deres politik blev filtreret igennem til borgerne og som, mente mange politikere, skævvred borgernes billede af både politikerne og deres politiske arbejde. 

   Politikere som Marianne Jelved mente at de dominerende tendenser i den dominerende journalistiske tilgang til politik, faktisk over tid kunne være en direkte fare for demokratiet.

   De to nye uddannelser skulle få journalisterne og dem der uddannede dem, til at tænke ud af boksen - og bidrage til at journalistikken udviklede sig i en mere konstruktiv retning, underforstået: mindre (tvangs)underlagt de journalistiske nyhedskriterier.

   Jeg var som nyudnævnt professor i faget flere gange blevet bedt om i forskellige fora at sige noget "klogt" om hvad der var kerne i den konflikt, og var derfor begyndt at interessere mig for "nyhedskriteriernes" rolle i den.

   Det endte så med at jeg også skrev en kronik om "nyhedskriterierne" som jeg fik offentliggjort i Jyllandsposten den 03-02-1999.

   Jeg synes den indeholder en del betragtninger som jeg godt vil stå ved også i dag - 16 år senere. Så derfor har jeg genudgivet den nedenfor:

Dansen omkring nyhedskriterierne

"Det er sgu en god historie, den må vi have med i dag,« - sagt med begejstring af journalister på utallige redaktionsmøder. Udenforstående vil tit have svært ved at forlige sig med, at når journalister taler om "en god historie", så handler det ofte om en rigtig dårlig historie - om død og ulykke, svindel og humbug, vold og kriminalitet. Men det, journalisterne bare mener, er, at her er en begivenhed - et stykke virkelighed - som samlet tilfredsstiller de journalistiske nyhedskriterier. Nogle citater til at belyse disse kriterier: »Jo længere borte en nyhed sker, jo flere døde og sårede må der til, for at det bliver en nyhed« (Gudmund Hernes). »Et tog, der afspores, har altid større nyhedsværdi end et, der ankommer til tiden« (Gaston La Cour). Og det berømteste af alle: »Når en hund bider en mand, er det ikke en nyhed, men når en mand bider en hund, er det en nyhed« (John. B. Bogart). De journalistiske nyhedskriterier er i den seneste tid sat til debat, både i USA (O. J. Simpson-retssagen, Lewinsky-affæren) og herhjemme (dækningen af det politiske stof). Nyhedskriterierne kunne måske trænge til et serviceeftersyn.

   I forhold til virkeligheden fungerer de journalistiske nyhedskriterier som lyssætningen på en teaterscene. Hvis væsentlige dele af virkeligheden falder uden for nyhedskriteriernes spotlys, så er det i det lange løb et problem - både for virkeligheden, for journalisterne - og ikke mindst for journalistikkens aftagere: læserne, lytterne og seerne.

   Mogens Meilby opregner i sin lærebog "Journalistikkens Grundtrin" fire nyhedskriterier: 1) sensation: det usædvanlige, det uventede, det overraskende, 2) konflikt: strid mellem personer og interesser, 3) identifikation: mennesker, nærhed og relevans for læserne, 4) aktualitet: det netop skete, det, der lige nu er et samtaleemne blandt læserne. Enhver kan så regne ud, hvad der falder udenfor: alt det, der er almindeligt, alt det, der er uden åbenlyse konflikter, alt det, der er upersonligt og fjernt, alt det, der ikke foregår pludseligt, alt det, som bare er godt og fungerer. Det, som profileres i nyhedskriteriernes skarpe projektører, er til gengæld et billede på samfundslivet fyldt med dårligdomme: kogalskab, iltsvind, kriminelle indvandrere, stigende vold, moralsk anløbne politikere i evig kævl og konflikt.

   Men hvad med væsentlighedskriteriet? Ja, det er taget ud af rækken og får særbehandling i "Journalistikkens Grundtrin" under overskriften "Samfundsbetydning". Her fortæller Meilby bl.a., hvorfor DR i 70'erne måtte henlægge nogle vedtagne regler om væsentlighed i nyhedsformidlingen: »I virkelighedens verden duede de ikke, og i 1977 blev de opgivet.« Meilby tilføjer: »Men selv om markedsvilkårene ikke gør et væsentlighedskriterium anvendeligt i praksis, er vigtige samfundsnyheder uden direkte læserappel ikke skubbet langt ud i mørket. De skal blot under research og formidling behandles på en sådan måde, at de bliver interessante for læserne.« Med andre ord: Væsentlighedskriteriet kan kun bruges i journalistik, hvis et vigtigt emne kan vinkles, så historien kan indfanges af de fire andre kriteriers projektører - det kan aldrig bruges isoleret, er Meilbys klare konklusion!

   I 1989 skrev Karen Jespersen og Ralf Pittelkow en kronik i Politiken under titlen "Politikere uden TV-antenner". Heri revsede de to skarpe hjerner datidens danske politikere for ikke at leve op til de krav, som især TV-mediet stillede til politikerne, for at de kunne nå ud til befolkningen med deres budskab. 10 år før formulerede den norske medieforsker Gudmund Hernes i sin bog "Det Mediavridde Samfunn" en liste af teknikker, som politikere, der ville slå sig igennem i medierne, kunne gøre brug af - med udsigt til rimelig succes: tilspidsning, forenkling, polarisering, intensivering, konkretisering, personificering. I dag er det ikke mere kun nogle få kloge hoveder, der ved, hvordan journalister tænker, og hvad de tænder på. Nu kan enhver nogenlunde veloplyst dansker nyhedskriterierne på fingrene. Og skulle der være nogen, der ikke helt har fået tjek på, hvad kriterierne sigter mod, så kan de jo bare købe Meilbys udmærkede grundbog eller bestille et særkursus hos en af professionens topfolk.

   For den oplyste borger er det fornuftigt nok at kende til de principper, som styrer indsamlingen og udvælgelsen af de daglige nyhedshistorier i pressen - en nødvendig del af den moderne almendannelse. Men kloge folk i organisationer og virksomheder har lært sig dem af den ene grund, at så får de bedre muligheder for at styre pressens jagt på nyheder i netop den retning, de har interesse i. De ved, at hvis de fodrer journalisterne med "photoopportunities", "sound bites", "punsh lines", "gode historier", "kritiske rapporter", "overraskende videnskabelige resultater" - så har de særdeles fine muligheder for at komme ind på journalisternes lystavle, når de daglige nyheder skal produceres.

   Vi har en situation, hvor journalisterne oftere og oftere risikerer at blive marionetter i forhold til deres egne nyhedskriterier, fordi alle kilderne omkring dem bliver mere og mere professionelle til at tilrettelægge og iscenesætte de begivenheder, som er stof i journalisternes nyhedsdækning. Det er journalisterne, der sætter dagsordenen, men tit er det andre, der har trukket i trådene og skrevet replikkerne.

   Samtidig med at efterhånden alle i teorien ved, hvordan journalister reagerer, er der også sket det, at journalisterne er blevet stadig dygtigere og mere professionelle. Uddannelsen på Journalisthøjskolen er op gennem 80'erne og 90'erne faktisk blevet stadig bedre, og stort set alle færdiguddannede journalister har nu et solidt indarbejdet fælles norm-og værdisystem, der bl.a. indebærer tillid til og beherskelse af nyhedskriterierne som grundlag for et solidt journalistisk håndværk. Fidusen ved denne professionalisering er bl.a., at journalister en stor del af tiden kan arbejde hurtigere og mere effektivt end tidligere, når de skal producere kontante kvalitetsnyheder. De i rygmarven indarbejdede nyhedskriterier fungerer her som instrumenter i en flyvers cockpit - de gør det muligt at flyve på automatpilot, når det skal gå hurtigt. Og det skal det i større og større omfang.

   Bagsiden af denne professionalisering er - ensartede produkter! Der er nok de fleste dage forskel på forsideartiklerne i de store morgenaviser, men læst hen over en uge, så er det en meget stor procentdel af historier og vinkler, de er fælles om. I sin tid forestillede politikerne sig, at de med oprettelsen af TV 2 ville opnå et reelt alternativ til DR's nyhedsdækning, et alternativ, der ville give i det mindste to klart forskellig fremstillinger af bl.a. det politiske liv i Danmark. Når politikerne i den grad blev skuffede, så er forklaringen den simple, at to topprofessionelle nyhedsredaktioner i vore dage i meget høj grad er fælles om de journalistiske normer og standarder, som styrer det nyhedsbillede, seerne præsenteres for. Og så er det, man kan fristes til at citere Knud Poulsen: »En enig presse er ikke nogen fri presse, men tværtimod det modsatte.«

   På redaktionerne taler man somme tider om, at nu er medierne "gået i selvsving". Det fungerer sådan, at når først de store redaktioner - uafhængigt af hinanden - er blevet enige om, at her er muligheder for en historie, som tilfredsstiller alle en journalists hedeste drømme om sensation, konflikt, identifikation og aktualitet, så vil de i kraft af nyhedskredsløbet mellem de skrevne og elektroniske medier gensidigt forstærke hinandens historier. Med det resultat, at der skabes et nyt virkelighedsbillede, hvis samlede effekt hverken den enkelte journalist eller den enkelte redaktion kan eller vil påtage sig ansvaret for. Alle har jo arbejdet fuldt professionelt og helt efter de journalistiske normer og idealer. Vi så det for nylig i forbindelse med Robinson-serien på TV3, og også i forbindelse med finansloven og efterlønsballaden. I Sverige oplevede man et ganske uhyggeligt eksempel på selvsvingsmekanismerne, da Mona Sahlin på grund af pressens behandling af rene petitesser måtte give afkald på en ellers sikker statsministerpost. Vores egne mediers behandling af Plejebo-sagen er også afslørende i den henseende.

   Men kan det være anderledes? Historisk set sammenfatter nyhedskriterierne jo den viden og de erfaringer, journalister og redaktører igennem flere hundrede år har opsamlet om, hvordan informationer om virkeligheden skal indsamles, redigeres og formes til nyheder, så det kan friste almindelige mennesker til dagligt at købe og læse en avis. De fælles nyhedskriterier er en central del af journalisternes håndværksmæssige kunnen, fordi de indeholder en grundlæggende solid viden om læserpsykologi - på tværs af klasser, køn og alder.

   Ikke desto mindre har pressen altså det paradoksale problem, at jo stærkere journaliststanden er professionaliseret omkring fælles nyhedskriterier og fælles værdier og normer med hensyn til, hvordan historier skal skæres og vinkles, jo mere ensartet - og i det lange løb kedsommeligt - bliver det nyhedsbillede, som publikum dagligt modtager - og jo større afstand kan store dele af befolkningen opleve, at der er mellem deres dagligliv og så det "nyhedsliv", som journalisterne fremstiller. I det lange løb er risikoen, at folk mister interessen, bliver "nyhedstrætte" og måske til sidst synes de kan klare sig helt uden nyheder - fordi misvisningen er for stor til, at de kan bruge dem til noget vigtigt i deres liv. Tendensen er allerede synlig i USA.

   Er der behov for en ny journalistik? Kan nyhedskriterierne forvaltes på andre måder på redaktionerne? Kan man redaktionelt modarbejde, at journalistikken bliver til en marionetkomedie, hvor andre trækker i trådene? Kan selvsvingsmekanismerne bremses?

   Det er spørgsmål, som ikke kan besvares teoretisk og abstrakt - og heller ikke med klare ja-eller nej-svar. Der kræves forsøg og eksperimenter, praktisk forskning, udviklingsarbejde på redaktionerne, detailanalyser af problemerne. Det kræver også en åben debat i og på tværs af medierne, en debat, som bl.a. medieforskeren Jørgen Poulsen på det seneste har lagt op til med resultaterne fra sit projekt om "måske-læserne", og som Peter Bro har bidraget til med sin velskrevne bog om "public journalism": "Journalisten som Aktivist". Vi har også i de seneste par år set spændende omformateringer og relanceringer af Aktuelt og Kristeligt Dagblad med genoplivning af en holdningspræget journalistik for særligt motiverede læsergrupper. Vi har set et DR 2, hvor man energisk har kæmpet for at slå igennem med flere forskellige alternative TV-nyhedsformater. Og vi har set regional-TV bide sig fast trods alle spådomme fra mange sider om, at der ikke var behov i befolkningen for den slags "træsko-TV". Fælles for disse tanker og udviklingstendenser er ikke, at man vil afskaffe eller totalt ændre på nyhedskriterierne - for det kan man naturligvis ikke - men at de professionelle kriterier sættes i et aktivt og produktivt forhold til forskellige modtagergruppers særlige behov og interesser. Ud af det kan der komme en journalistik, som i højere grad åbner sig ud mod borgernes mangeartede virkeligheder - en journalistik, som kan give et mere varieret og retvisende nyhedsbillede - i sandhedens, oplysningens og borgernes tjeneste.

Da jeg skrev den kronik havde jeg hverken tænkt "neurojournalistik" eller "fikserede vinkler" og "fikseringsfejl". Men interessen er fælles: Hvordan undgår man som journalist eller hvordan modarbejder man at journalistikken kører af sporet og bliver misvisende og utroværdig i forhold til virkelighed, sandhed - og  til brugernes behov for retvisende orientering?
   Selv har jeg altid anbefalet mine studerende at man inden man lægger sig fast på vinklen, spørger: Hvad hvis det modsatte var tilfældet? Eller: Hvad ville en modstander sige til det?

Bogen har selv fire anbefalinger s. 100 ff:

1. Led efter tegn på, at du er fikseret
2. Find din analytisk-kritiske journalist frem
3. Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel 
4. Brug dit gode journalistisk håndværk

Nummer 3, svarer meget godt til hvad jeg selv har doceret. Nummer 2. stemmer overens med det jeg i et tidligere indlæg citerede om arbejdsprocessen i undersøgende journalistik - hvor man er bevidst om hvilken fase i processen man er i. Nummer 1 er det der er sværest i praksis, idet det kræver at man mentalt kigger indad, og det er de færreste mennesker særligt gode til.
   Fælles for de tre første råd er at de sikrer at de hurtige, nemme, automatiske og fordomsbekræftende valg af vinkel udsætttes for en mental opbremsning,  en afbrydelse der tvinger journalisten til i sin tænkning at skifte fra det Kahneman benævner "system 1" til det langsommere og mere krævende "system 2."

Derfor vil jeg lige til slut opregne hvad der kendetegner de to tænkemåder som Kahneman opstiller  i sin bog "Thiknking, Fast and Slow":

System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
System 2 allocates attemtion to the effortful mental activities that demand it, including complex computation. The operation of system 2 are often assoiated with the subjective experience og agency, choice, and concentration.

Her er de to mentale tanke-systemers måde at fungere på sat på skemaform:

Det kendetegner de journalister jeg her på bloggen har beskrevet som  "særligt kreative personligheder" at de grundlæggende er skeptiske over for resultater af system 1-tænkning. Og helt af sig selv vil høre en indre stemme hviske dem i det indre øre: "Det kunne være sjovt og meget mere interessant hvis det modsatte var tilfældet - af den her så oplagte, men røvkonventionelle vinkel."
   Men alle de andre solide rugbrøds-journalister som gennem deres lange praktik og efterfølgende hårdt pressede praksis på redaktionerne har lært at leve og overleve gennem professionaliseret system 1-tænkning, de har nu fået et godt hjælpemiddel til at undgå de værste konsekvenser gennem Malenes og Mikkels ny bog.
   Kravene til produktivitet er blevet gradvist højere de sidste 15-20 år, og ikke mindst web-journalistikken prioriterer hurtighed og mange hits og likes - med den oplagte risiko for fikserede vinkler og fikseringsfejl til følge. Så her kan bogens analyser og anbefalinger tjene som et velplaceret og velargumenteret mentalt beredskab.

De to tidligere indlæg med afsæt i "Forelsket i vinklen" kan du læse her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/fikseringsfejl-et-nyt-ord-fra-en-god.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/om-oplevelsen-af-fikserede-vinkler-og.html

Den udøvende hjernes frontale lapper - og kønsforskelle i kognitive stilarter

Jeg har on and off læst mig igennem en bog som faktisk er meget interessant, men ikke så nem at læse. Titlen er "The New Executive Brain - Frontale Lobes in a complex world", og forfatteren hedder Elkhonon Goldberg.

   "New" i titlen refererer til at forfatteren har skrevet en tidligere bog "The Executive Brain" som den foreliggende er en slags opdatering af.

   Elkhonon skriver i introduktionen:

In this book I explore the one part of brain that makes individuals who they are and defines their identity; that encabsulates their drives, ambitions, personality and essence: the frontal lobes of the brain.

   If other parts of the brain are damaged, neurological illness can result in the loss of language, memory, perception, or movement. Yet the essence of the individual, the personality core, usually remains intact.

   All this changes  when illness strikes the frontal lobes.

   What is lost then is no longer an attribute of your mind. It is your mind, your core, your self. The frontal lobes ar the most uniquely human of alle the brain structuers, and they play a critical role in the succes or failure of any human endeavure.

Frontallapperne, 'den præfrontale cortex', er den del af hjernen som udfører de mest komplekse og avancerede funktioner i hjernen, som kaldes de "eksekutive funktioner" - altså de funktioner som er overordnede, planlæggende, styrende, udøvende, koordinerende, vurderende. 

   Som chefen i et stort firma med mange afdelinger og centrer der skal holdes styr på, er den metaforiske sammenligning som bruges.

   
Frontallapperne udgør ca. 30% af den samlede hjerne, og det er deres samlede funktioner at give mennesket:

• selvopfattelse
• humor, 
• intuition, 
• moral,
• dømmekraft, 
• rationel adfærd
• målrette adfærd
• samvittighed

... fortælles det i Illustreret Videnskabs særudgivlse om "Hjernens mysterier".

   To specialområder fremhæves i den sammenhæng.

   1) 'Den orbifrontale cortex' hvor dømmekraft og selvkritik udspringer, og hvor hjernens center for belønning og straf findes

   2) 'Den øvre dorsolaterale cortex' der indeholder centret for planlægning, organisering, og regulering af handlinger.

Elkonon Goldberg skriver senere at bogen også i høj grad handler om 'talent' og 'succes'. Og ikke mindst om talentet for 'ledelse' og 'lederskab' - egenskaber og kvalifikationer som er tæt forbundet med frontallappernes måde at fungere på.

Related to talent and succes is creativity. Intelligence and creativity are inseparable, yet not the same; each of us has known people who is bright, intelligent, thoughtfull - and barren.

  Creativity requires the ability to embrace novelty. We will examine the critical role  of the frontal loves in dealing with novelty.

Det er selvfølgelig det ord jeg tænder på her: "CREATIVITY".

   Det er et interessant tema Elkonon her forfølger. Hvordan forholder hjernen sig til mødet med noget der er nyt og ukendt, det der omtales som "NOVELTTY"? I modsætning til hvordan den forholder sig til det der er velkendt og rutinemæssigt.

   At være kreativ i bredeste forstand indebærer jo netop at hjernen er åben for nye indtryk, kan koble velkendte ting sammen til noget der er nyt. På den anden side er det der er nyt idag, noget der helst skal blive rutine i morgen, så der er overskud til noget mere nyt. 

   Set fra et journalistisk synspunkt, bør "old news" derfor ikke fylde for meget i bevidstheden hos læsere, seere, lyttere - eller netbrugere.
    Så det at kunne 'rutinisere' en nysetablerede forståelse af noget et hidtil fremmeartet fænomen, er en lige så vigtig funktion for hjernen.

Og så kommer vi til et af de andre temaer som Elkonon Goldberg fokuserer på. Frotallappernes betydning for hvordan kønnet manifesterer sig i forskellige tænke-, føle- og handlemåder.

This book is about men and women. Neuroscientists are only now beginning til study what people on the street has assumed all along, that men and women are different. Men and women approach things differently and have different cognitive styles.

   We will examine how these differences in cognitive styles reflect the gender differences in the frontal lobes.

I et kapitel forholder Godberg sig til hvordan de to hjernehalvdele fungerer forskelligt i forhold til at skulle klare nye opgaver.

 
Jeg har i en lang række indlæg været inde på at de to hjernehalvdele har forskellige funktioner og specialer når de gælder forskellige evner.

   Fx er det primært højre hjernehalvdel der "processerer" musikoplevelser, men hvis musiknyderen har lært noder, så involverer det også den venstre hjernehalvdel.

   Det er normalt den venstre hjernehalvdels sprogcentrer som er meget aktive når vi forstår sprog eller bruger sprog, men de dele af sprogudøvelsen der har har med prosodi - rytme, tonehøjde og sprogmelodien at gøre - det personlige og variable i den mundtlige sprogudøvelse, - de dele foregår i højre hjernehalvdel.

   Man har også fundet ud af at højre hjernehalvdel er aktivt hvis hjernen skal afkode 'nyt' og kreativt billedligt sprog som fx metaforer og andre indirekte - poetiske og omskrivende - former for sprogbrug.

   Generelt opfatter man i den traditionelle hjerneforskning højre hjernehalvdel som den der tager sig af visuel og rumlig tænkning, mens den venstre tager sig af den sproglige og lineære skridt for skridt tænkning.

Her bidrager Elkonon Goldberg med et nyt overordnet og mere dynamisk perspektiv på hvad de to hjernehalvdele gør, og hvordan samspillet er mellem dem i forbindelse med kognitive processer.
   Han mener det er misvisende hvis man (forskerne) udelukkende fokuserer på forskellen mellem sprogdimension som kendetegner den venstre hjernehalvedel i forhold til rumdimensionen som kendetegner den højre.
   Han opregner en lang række forskningsresultater der peger på at den overordnede forskel er at højre hjernehalvdel er mest aktiv når noget nyt - 'novelty' - skal bearbejdes - mens venstre er mest aktiv når noget der er velkendt skal klares: 'routine'.

   Højre hjernehalvdel tager sig af 'exploration' - novelty seeking - venstre tager sig 'exploitation' - udnyttelse af allerede veletableret viden.

En analogi til en produktionsvirksomhed anvendes her af forfatteren - hjernen har en kognitiv udviklingsafdeling og en kognitiv produktionsafdeling som arbejder sammen på den måde at når først udviklingsafdelingen har fået styr på hvad det drejer sig om og hvordan man skal tænke og gøre i forhold til en bestemt ny problemstilling eller opgave, så overlades den kognitive proces i meget høj grad til produktionsafdelingens solide og stabile produktionsrutiner:

In the corporate analogi the larger organization that is the brain appears to consist of two major divisions: one dealing with relatively new projects, the other running established, ongoing productionlines.

   In reality each cerebral hemnisphere is involved in all the cognitive processes, but their relative degree of involvement varies according to the novelty-routinization-principle

Det er meget enkelt at forstå denne sammenhæng og dette samspil når vi har med sprog at gøre: En frisk og fornyende metafor tolkes og produceres primært i højre hjernehalvdel, men involverer naturligvis - da det drejer sig om sprog - også sprogcentrene i venstre.

   Når metaforen er blevet brugt så mange gange at den har mistet sin friskhed, er blevet slidt og blevet til en kliche eller en fast vending, så klares såvel forståelse som produktion primært af venstre hjernehalvdel.

Frotallapperne er der hvor beslutninger foregår og tages. Goldberg skelner mellem deskriptive beslutningsprocesser - afgørelser om hvad der (sandsynligvis) er sandt eller falsk - af preskriptive beslutningsprocesser  - afgørelser om hvad man bør gøre eller ikke gøre - i såkaldt 'kognitivt tvetydige situationer'. Og en del forskning tyder på at højre hjernehalvdel er mest aktiv, når det gælder de preskriptive beslutningsprocesser, mens venstre halvdel er mest aktiv når det gælder de deskriptive.

Også følelserne som udspringer af den del af hjernen der kaldes amygdala er reguleret gennem et samspil med frontallapperne, og også her er der en forskel mellem hvilke følelser der reguleres af hvilken side af frontallapperne. Og konklusionen på mange undersøgelser er klar:

So a robust division of labor is apparantly present between the two frontal lobes in the control of affective states across a wide range of context: the left prefrontal regions are linked to positiv affect, the right prefrontal regions ar linkede to negative affect.

Som yderligere argument for den sammenhæng mellem venstre hjernehalvdel og positive følelser på den ene side, og højre hjernehalvdel og negative følelser på den anden, referer han til en mand som jeg selv har skrevet om i tidligere indlæg: Richard Davidson. 

    Det var ham som for alvor gik i front forskningsmæssigt med effekten af meditation på hjernen og som stærkest har argumenterede for at den menneskelige hjerne er plastisk og formbar gennem hele livet. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/08/den-plastiske-hjerne-1-de-seks.html

... og følgende indlæg om emnet.

Elkhonon Goldberg skriver: 

A semilar dichotomy is evident when the individual differences in emotional traits are examined.    

   According to Davidson and colleagues, patterns of lateralized (=fordelt på de to hjernehalvdele) prefrontal activation  provide an interesting basis for the typology of emotional styles.

   People with an optimistic, sunny disposition consistently exhibit the preponderence (=overvægt) of activation in the left prefrontal regions.

   By contrast, gloomy, habitually dysphoric and brooding types give to depression consistently exhibit a preponderance of activation in the right prefrontal regions.

En tilsvarende 'dikotomi' har man konstateret i hhv. den venstre og højre halvdel af amygdala. Den venstre del reagerer særligt aktivt ved positive stimuli, mens den højre reagerer kraftigt på frygtskabene stimuli.

Goldberg argumenterer nu for at der er en indre sammenhæng mellem det at søge nyt - 'novelty seeking' - og utilfredshed med eller frustration over den eksisterende tilstand.

One has to be dissatisfied with that which is, in order to embark on th attainment of that which should be. So the seat of novelty and the seat of negative affect are logically linked together in af shared neural territory of the right hemisphere, as the negative affect drives novelty seeking.

Det er helt i overensstemmelse med det synspunkt jeg selv har udfoldet og udforsket i en række tidligere blogindlæg: Kreativitet har som drivkraft følelser af frustration, vrede, skuffelse, savn, følelser som gør at personen længes efter veje og midler til at overkomme dem. Og så går fantasien igang - i højre hjernehalvdel som reagerer med "ked af det hed" på disse mentale tilstande: kreativ melankoli, kreativ depression, kreativ vrede.

Helt umiddelbart kunne der også se ud til at være et bidrag til neurojournalistikken i disse formuleringer af Goldberg.    

   Det er en velkendt professionel 'sygdom' - en central del af den journalistisk måde at forholde sig til verden på - primært at fokusere på fejl og mangler - moralske fejl hos politikere og magthaver og økonomiske fejl i systemerne de er en del af. 

   Som blandt andre Kim Larsen en gang sagde: "For en journalist er en dårlig nyhed altid en god nyhed."

   Eller som mine seere tit klagede over da jeg var direktør for TV2 ØST: "Hvorfor er i altid så negative?"

   Men jeg har også andre steder her  på bloggen konstateret den sammenhæng der tilsyneladende er mellem følelsen af melankoli og så en masse god kunst og særligt dygtige kunstnere. Fx i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/06/melankoli-og-kreativitet.html

Filminstruktøren Niels Malmros har jævnligt i interviews udtalt at melankolien i høj grad er hans drivkraft, og hans sidste selvbiografiske film "Sorg og Glæde" kan jo give nøglen til det. Traumet affødt af konens drab på deres fælles barn, har været det savn, den sorg og den frustration som har stimuleret ham til stadig nye filmiske "omskrivninger". 

Så kommer vi til det afsnit som egentlig var det der inspirerede mig til i denne sammenhæng at gå nærmere ind i bogen "The New Executive Brain".

   Afsnittet har overskriften "Male and Female Cognitive Styles" - og tematiserer det spørgsmål der er ærindet i det overordned kapitel: 

   Hvilken sammenhæng er der mellem konstaterbare neurologiske forskelle  i hjernen hos grupper og enkeltindivider, og så i den måde disse grupper eller individer tænker på, tager stilling på og beslutter på - "den kognitive stil"?

   Elkhonon Goldberg har med kolleger lavet en række eksperimenter der påviser en relativt afgørende forskel i beslutningsstrategier hos hhv. mænd og kvinder. Mænd synes i højre grad at ændre beslutningsstrategi, når konteksten ændrer sig for det der skal tages stilling til, mens kvinder i højre grad mere konservativt fastholder strategien når konteksten ændres. 

 
Den ene strategi er ikke bedre end den anden i nogen absolut betydning, men afhænger netop af de krav og udfordringer en situation eller et problem udgør:

The optimal decision-making strategy is probably acchieved through a dynamic balance between the context-dependent and the context-independent approacehs. Indee very few people adhere to one ore the other in its pure form; (...)

   But in subtle ways indiviudals tend to gravitate towards one or the other approach to life. Likewise, our research shows that females as a group have a subtle prerference toward context-independence and males toward context-dependence.

Pointen som Goldberg gentager på mange forskellige måder, er imidlertid først og fremmest at mænd tenderer mod at dele sig ret skarpt i to grupper: en større der meget gennemgående gør brug af kontekst-uafhængige (dvs. konservative, rutineprægede) beslutningsstrategier knyttet til deskriptive processer i venstre hjernehalvdel, og en væsentlig mindre gruppe der meget gennemgående gør brug af kontekst-afhængige (dvs, fleksible, 'novelty'-orienterede) strategier knyttet til preskriptive processer i højre. 

   En sådan stærk polarisering findes ikke hos kvinder der som gruppe er mere ens og homogene når det gælder en udnyttelse af en blanding af de to strategier, fremhæver Goldberg.

Det her passer jo smukt med de seneste resultater som denne her serie blogindlæg om køn, tænkning og kreativitet startede med: Dette at der hos kvinder er meget bedre "hul igennem" på tværs - mellem de to hjernehalvdele, mens det for mænds vedkommende er sådan at de to hjernehalvdele hver for sig har mange forbindelse på langs men færre på tværs. 

   Mændene kan så i modsætning til kvinderne som gruppe være mere markant delt efter hvilken dominerende måde de tænker på: lineært, logisk, sprogligt, konservativt  (venstre-hjernehalvdel-dominans) - eller: globalt, intuitivt og visuelt-rumligt,fleksibelt (højre hjernehalvdel-dominans). 

   Mens kvinder som gruppe - og altså statistisk set - i højere grad integrerer de to måder at tænke, beslutte og handle på i et dynamisk samspil, med en svag men klar overvægt til de konservative kontekst-uafhængige strategier

Forskellige steder i de her refererede kapitler berører Goldberg nogle af de iagttagelser man har gjort omkring kunstnere og videnskabsmænd, og som jeg også har været inde på i forskellige tidligere blogindlæg:

   Dels at der er relativt mange flere mænd der ensporet og monomant er kunstnere eller videnskabsmænd på geni-niveau; dels at en urimeligt stor del af disse mænd mentalt synes af være plaget af (manio-)depressive humørsvingninger; dels at urimeligt stor del af dem er venstrhåndede.

   De iagttagelser lader sig alle rimeligt forklare i sammenhæng med de forskelle i frontallappernes funktion og deres samspil med andre dele hjernen som Goldberg beskriver i sin bog. 

   Den kan anbefales.

Bidrag til neurojournalistikken: Nyheder er dårligt for dig - du har ikke godt af nyheder - nyheder er usundt!

Jeg har altid syntes det var sjovt at finde på nye begreber til at sammenfatte nye indsigter som jeg synes jeg har fået. 

   Til de begreber hører fx "videnssprog-erfaringssprog", "den tredje dims", "erfaringsinterview", "den store dansklærer", "faktion", "journalistisk plot", "bølgemodel", "retssagsskema".

   Til den samling hører også "neurojournalistik" som jeg introducerede i dette indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/08/neuro-journalistik-og-alt-det-andet-der.html

Og som jeg delvist forfølger videre i disse indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/03/neofili-lyst-til-nyheder-og-andre.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/11/nyhedskriterier-i-hjernen-pa-lserne.html

Ideen er som ved alle de andre nye ord der kombinerer "neuro-" med forskellige professioner og fagområder ("neuroøkonomi", "neuroæstetik", mv.), af afdække og forstå sammenhængen mellem det som journalister gør og tænker når de arbejder som journalister, og så de indsigter som kan hentes fra den nyeste neurovidenskab og kognitive psykologi.

   Når de spørgsmål optager mig gevaldigt, er det fordi jeg har undervist journalister, være konsulent for journalister, skrevet om journalistik, været chef for journalister - on and off - siden 1972.
   

Det sidste nye mentale kick jeg fik ad det spor, var Daniel Kahnemans bog: Thinking, Fast and Slow, og jeg brugte bogens teorier, begreber og kategoriseringer til at analysere og gennemlyse nogle eksempler på dårlig journalistik og dårlige beslutninger på redaktør-niveau.

   Hele syv blogindlæg  i januar i år kastede læsningen af den bog af sig, alle under rubrikken "Thinking Fast and Slow".
    Fagligt siger man at hans forskning ligger inden for området "behavioral economics". Jeg har i et tidligere indlæg - inspireret af det - udmøntet termen "behavioral journalism".

Tilfældigt ved at surfe og søge på nettet finder jeg frem til en bog som har titlen: The Art of Thinking Clearly: Better Thinking, Better Decisions. Forfatterens navn er Rolf Dobelli. 

   Han er sweitzer, og bogen udkom på tysk i 2012. Den blev udgivet på engelsk i år hvor den straks kom på bestsellerlisten

   Ved at læse nogle anmeldelser kan jeg se at han på nogle punkter ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og han har også referencer til en forsker og filosof som også Kahneman refererer til: Nassim Nicholas Taleb (som jeg senere vil vende tilbage til). Jeg har bestilt bogen.

   Og jeg finder på Odellis hjemmeside en artikel af ham som har titlen: "Avoid News - Towards a Healthy News Diet", som tydeligvis ligger i forlængelse af Kahnemans tænkning, og som opregner en lang række - mere eller mindre - videnskabeligt funderede argumenter for at man skal undgå at bruge tid, hjerne, opmærksomhed, følelser, energi - på at læse, se eller høre nyheder.
   Jeg er en hund efter viden, synspunkter og teorier som giver indsigt på kendte temaer fra nye vinkler.
   Her er det effekten på det nyhedshungrende publikum det handler om. Den vinkel har klart været underbelyst i mine skriverier. 

 
Dobelli har skrevet en nedkogt og indkogt version af denne artikel til en slags kronik i avisen The Guardian. Den har rubrikken:

News is bad for you – and giving up reading it will make you happier

Og manchetten lyder som følger:

News is bad for your health. It leads to fear and aggression, and hinders your creativity and ability to think deeply. The solution? Stop consuming it altogether

Jeg synes ikke bare han har en, men en del gode pointer som er værd at tænke over. Og han skriver for at provokere, klart nok.

   Ikke alle hans påstande indeholder bidrag til neurojournalistikken, men ca. halvdelen gør. Hans overordnede metafor eller analogi er at sammenligne effekten at indtage mange daglige nyheder - med de mange negative helbredseffekter af dårlig kost - som giver overvægt, hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge - yuo name it.

In the past few decades, the fortunate among us have recognised the hazards of living with an overabundance of food (obesity, diabetes) and have started to change our diets. But most of us do not yet understand that news is to the mind what sugar is to the body. News is easy to digest. The media feeds us small bites of trivial matter, tidbits that don't really concern our lives and don't require thinking. That's why we experience almost no saturation. Unlike reading books and long magazine articles (which require thinking), we can swallow limitless quantities of news flashes, which are bright-coloured candies for the mind. Today, we have reached the same point in relation to information that we faced 20 years ago in regard to food. We are beginning to recognise how toxic news can be.

Nyheder er for sindet hvad sukker er for kroppen. Nyheder er nemme at fordøje og kræver ikke at vi tænker dybere over hvad de fortæller. Nyheder er en slags gift for hjernen.

   Derefter følger så en række påstande som begrundes gennem henvisninger både til faglitteratur og anskueliggørende eksempler:

Nyheder er vildledende - hvilket blandt andet indebærer at vi som nyhedsforbrugere ender op med fejlagtige og misvisende "risiko-kort" i hovedet, så vi systematisk under- og overvurderer risikoen ved forhold i virkeligheden, som fx terrorisme:

 News misleads. Take the following event (borrowed from Nassim Taleb). A car drives over a bridge, and the bridge collapses. What does the news media focus on? The car. The person in the car. Where he came from. Where he planned to go. How he experienced the crash (if he survived). But that is all irrelevant. What's relevant? The structural stability of the bridge. That's the underlying risk that has been lurking, and could lurk in other bridges. But the car is flashy, it's dramatic, it's a person (non-abstract), and it's news that's cheap to produce. News leads us to walk around with the completely wrong risk map in our heads. So terrorism is over-rated. Chronic stress is under-rated. The collapse of Lehman Brothers is overrated. Fiscal irresponsibility is under-rated. Astronauts are over-rated. Nurses are under-rated.

   We are not rational enough to be exposed to the press. Watching an airplane crash on television is going to change your attitude toward that risk, regardless of its real probability. If you think you can compensate with the strength of your own inner contemplation, you are wrong. Bankers and economists – who have powerful incentives to compensate for news-borne hazards – have shown that they cannot. The only solution: cut yourself off from news consumption entirely.

Nyheder er uden relevans for dig: Nævn et eksempel på en nyhed af de ti tusinde du har læst i år, som førte til at du tog en bedre beslutning omkring alvorlige forhold som vedrører dit liv:

News is irrelevant. Out of the approximately 10,000 news stories you have read in the last 12 months, name one that – because you consumed it – allowed you to make a better decision about a serious matter affecting your life, your career or your business. The point is: the consumption of news is irrelevant to you. But people find it very difficult to recognise what's relevant. It's much easier to recognise what's new. The relevant versus the new is the fundamental battle of the current age. Media organisations want you to believe that news offers you some sort of a competitive advantage. Many fall for that. We get anxious when we're cut off from the flow of news. In reality, news consumption is a competitive disadvantage. The less news you consume, the bigger the advantage you have.

Nyheder forklarer ingenting: Nyheder er "bobler på virkelighedens overflade" - og en samling og ophobning af nyheder vil aldrig kunne forklare de dybere sammenhænge, så du virkelig forstår hvad der foregår i verden, mængden af dem og ophobningen af dem stiller sig i vejen for at forstå den underliggende helhed: 

News has no explanatory power. News items are bubbles popping on the surface of a deeper world. Will accumulating facts help you understand the world? Sadly, no. The relationship is inverted. The important stories are non-stories: slow, powerful movements that develop below journalists' radar but have a transforming effect. The more "news factoids" you digest, the less of the big picture you will understand. If more information leads to higher economic success, we'd expect journalists to be at the top of the pyramid. That's not the case.

Nyheder er gift for kroppen: Nyheder aktiverer det limbiske systems panik-reaktioner som udløser cortisol, som på sin side svækker immunsystemet og har negative biologiske effekter på kroppen, som permanent stress også har:

News is toxic to your body. It constantly triggers the limbic system. Panicky stories spur the release of cascades of glucocorticoid (cortisol). This deregulates your immune system and inhibits the release of growth hormones. In other words, your body finds itself in a state of chronic stress. High glucocorticoid levels cause impaired digestion, lack of growth (cell, hair, bone), nervousness and susceptibility to infections. The other potential side-effects include fear, aggression, tunnel-vision and desensitisation.

 Nyheder forstærker kognitive fejl - bekræfter fordomme, cementerer mentale bias og giver endimensionelle og oversimplificerede årsagsforklaringer: 

News increases cognitive errors. News feeds the mother of all cognitive errors: confirmation bias. In the words of Warren Buffett: "What the human being is best at doing is interpreting all new information so that their prior conclusions remain intact." News exacerbates this flaw. We become prone to overconfidence, take stupid risks and misjudge opportunities. It also exacerbates another cognitive error: the story bias. Our brains crave stories that "make sense" – even if they don't correspond to reality. Any journalist who writes, "The market moved because of X" or "the company went bankrupt because of Y" is an idiot. I am fed up with this cheap way of "explaining" the world.

Nyheder hæmmer tænkning: Tænkning kræver koncentration og koncentration kræver tid. Nyheder er specielt designet til at afbryde dig og stjæle din opmærksomhed. Og nyheder svækker vores hukommelse på grund af overfodring med informationer som ingen betydning har:

News inhibits thinking. Thinking requires concentration. Concentration requires uninterrupted time. News pieces are specifically engineered to interrupt you. They are like viruses that steal attention for their own purposes. News makes us shallow thinkers. But it's worse than that. News severely affects memory. There are two types of memory. Long-range memory's capacity is nearly infinite, but working memory is limited to a certain amount of slippery data. The path from short-term to long-term memory is a choke-point in the brain, but anything you want to understand must pass through it. If this passageway is disrupted, nothing gets through. Because news disrupts concentration, it weakens comprehension. Online news has an even worse impact. In a 2001 study two scholars in Canada showed that comprehension declines as the number of hyperlinks in a document increases. Why? Because whenever a link appears, your brain has to at least make the choice not to click, which in itself is distracting. News is an intentional interruption system.

Nyheder fungerer som et narkotikum som man bliver afhængig af fordi vi hele tiden bliver holdt i spænding om hvordan konfliktfyldte begivenheder udvikler sig. De dele af hjerne som er udviklet til at "skimme" og "multitaske" bliver yderligere udviklet, mens de dele af hjerne som bruges til dybdegående fokuseret læsning svækkes og forfalder, så man bliver træt og ukoncentreret efter læsning af nogle få sider:

News works like a drug. As stories develop, we want to know how they continue. With hundreds of arbitrary storylines in our heads, this craving is increasingly compelling and hard to ignore. Scientists used to think that the dense connections formed among the 100 billion neurons inside our skulls were largely fixed by the time we reached adulthood. Today we know that this is not the case. Nerve cells routinely break old connections and form new ones. The more news we consume, the more we exercise the neural circuits devoted to skimming and multitasking while ignoring those used for reading deeply and thinking with profound focus. Most news consumers – even if they used to be avid book readers – have lost the ability to absorb lengthy articles or books. After four, five pages they get tired, their concentration vanishes, they become restless. It's not because they got older or their schedules became more onerous. It's because the physical structure of their brains has changed.

Nyheder er spild af tid: Du smider ca. en halv dag om ugen væk til nyhedsforbrug, timer som du kunne bruge til noget bedre. Der er et overskud af information og et underskud af opmærksomhed:

News wastes time. If you read the newspaper for 15 minutes each morning, then check the news for 15 minutes during lunch and 15 minutes before you go to bed, then add five minutes here and there when you're at work, then count distraction and refocusing time, you will lose at least half a day every week. Information is no longer a scarce commodity. But attention is. You are not that irresponsible with your money, reputation or health. Why give away your mind?

Nyheder gør os passive: Vi overvældes nyheder som vi alligevel ikke kan gøre noget ved, og det slider vores bevidsthed til så vi ender med et livssyn som er pessimistisk, præget af ufølsomhed, sarkastisk og fatalistisk, en grundholdning som videnskaben har betegnet som "indlært hjælpeløshed" og som kan indehold kimen til at så mange bliver ramt af depression:

 News makes us passive. News stories are overwhelmingly about things you cannot influence. The daily repetition of news about things we can't act upon makes us passive. It grinds us down until we adopt a worldview that is pessimistic, desensitised, sarcastic and fatalistic. The scientific term is "learned helplessness". It's a bit of a stretch, but I would not be surprised if news consumption, at least partially contributes to the widespread disease of depression.

Nyheder dræber kreativiteten - fordi det vi i forvejen ved står i veje for skabelsen af nye ideer. En ægte kreativ sjæl er aldrig "nyhedsnarkoman". Hvis du ønsker at komme med gamle løsninger, læs nyhder; hvis du vil finde på noget nyt, lad være:

News kills creativity. Finally, things we already know limit our creativity. This is one reason that mathematicians, novelists, composers and entrepreneurs often produce their most creative works at a young age. Their brains enjoy a wide, uninhabited space that emboldens them to come up with and pursue novel ideas. I don't know a single truly creative mind who is a news junkie – not a writer, not a composer, mathematician, physician, scientist, musician, designer, architect or painter. On the other hand, I know a bunch of viciously uncreative minds who consume news like drugs. If you want to come up with old solutions, read news. If you are looking for new solutions, don't.   

Du kan finde den lange og væsentligt mere nuancerede version af Odellis påstande om sundhedsfaren ved nyheder på hans hjemmeside:

http://www.dobelli.com/wp-content/uploads/2013/03/Avoid_News_Part1_TEXT.pdf

Listen af påstande om hvorfor nyheder er dårlige for både sjæl og legeme er også længere: Her er de der er udeladt af læse-let-versionen i The Guardian. De er ikke de mindst interessant, så alene derfor læs den lange version:

• News sunders the relationship between reputation and achievement
• News is produced by journalists (underforstået: de fleste nyheder på nettet er ikke rigtigt nyheder):
• Reported facts are sometimes wrong, forecasts always
• News is manipulative
• News gives us the illusion of caring 

Rolf Odelli slutter med af aflive den misforståelse (som man nemt kunne få af den korte version) at han generelt skulle have fordomme og være negativ over for journalister og journalistik. Samfundet har stadig brug for journalistik .. men en anden slags end den der dominerer: 

Society needs journalism – but in a different way. Investigative journalism is always relevant. We need reporting that polices our institutions and uncovers truth. But important findings don't have to arrive in the form of news. Long journal articles and in-depth books are good, too.

 Og så runder han af med at han har levet uden det daglige nyhedsfix i fire år. 

I have now gone without news for four years, so I can see, feel and report the effects of this freedom first-hand: less disruption, less anxiety, deeper thinking, more time, more insights. It's not easy, but it's worth it.

http://www.theguardian.com/media/2013/apr/12/news-is-bad-rolf-dobelli

En nyhedsdiæt som går ud på helt at være afholdsmand - og faste i fire år! 

   Det lyder imponerende, men er naturligvis ikke reelt - for alle hans omgivelser: venner, kolleger, familie - har indtaget nyheder som de altid har gjort, så Odelli har utvivlsomt fået et godt (til)skud af nyheder i de fire år - bare mundtligt gennem øret.

   Men ellers er der jo noget om snakken. I kortere perioder - når jeg har været på ferie - har jeg også undgået både at læse aviser, se tv og gå på nettet. Og konstateret at jeg intet har mistet når jeg kommer hjem og vanemæssigt genoptog mit daglige nyhedsfix igen fra alle medier.

P.S.

Politiken bragte den 19. november 1998 en kronik af mig - kort efter jeg var tiltrådt som Professor i journalistik ved SDU i Odense - under rubrikken: 

Journalistikkens uvæsen 

Den havde samme retoriske struktur som Odellis - med 12 bevidst provokerende påstande som så punkt for punkt blev begrunder og underbygget. 

   Nogle af punkterne havde ligheder med Odellis - men der var ingen antydning af forsøg på forklaringer med henvisning til kognitiv psykologi og neurovidenskab.

Her er påstandene fra kronikken "Journalistikkens uvæsen" i deres nøgne form:

1. Journalistikken er fedtet ind i underholdningsindustrien

2. Journalistikken er vævet sammen med reklameindustrien

3. Journalistikken er dybt kommercialiseret (TV–seertals voksende indflydelse)

4. Journalisterne er sammenspiste med magtens administratorer – omfattende kildeafsmitning i terminologi og vinkler

5. Journalisterne er et lukket elitært broderskab – højtlønsgruppe, der har isoleret sig fra, hvad der rører sig i befolkningen.

6. Journalister er blevet en magt i sig selv. Journalister har magt til at skabe helte og begå karaktermord

7. Journalister er overfladiske og ideforladte. Deres virkelighedsopfattelse er ude af skridt med samfundsudviklingen. De løber alle efter de samme historier med de samme forudsigelige vinkler.

8. Journalister er utroværdige og overfladiske. Misbruger kilder, strammer vinkler og rubrikker langt ud over, hvad der er dækning for i virkeligheden.

9. De journalistiske metoder er er etisk anløbne. Brug af telelinser, skjulte mikrofoner, skjult kamera.

10. De journalistiske orm- og udtryksmidler fiktionaliseres. Artikler og indslag bygges op efter dramaturgiens regler ( indbygget spænding o.s.v.)

11. De journalistiske nyhedskriterier forvrænger virkeligheden. En god historie er altid en dårlig historie

12. Journalistikken truer demokratiet. Den politiske journalistik fokuserer i stigende grad på personer og personlige motiver. Magtens vagthund er væk.

Hvis man vil have disse fordomsfulde og genraliserende påstande uddybet og nærmere begrundt, kan kronikken rekvireres på biblioteket. Jeg har den ikke selv i digitaliseret udgave

   Det var påstande som jeg havde indsamlet dokumentation for i et års tid ved læsning af aviser der fortalte historier med eksempler på andre journalistiske mediers elendighed.

Hvorfor tiltrækker journalistik bestemte personlighedstyper og hvad får de ud af det? - om journalistik, nyhedsnarkomani og neofili

Lasse Jensen havde for godt en måned siden en klumme i information, som jeg rev ud og arkiverede under stikordet "nyhedsnarkoman".

   Jeg har tidligere skrevet om min selvopfundne forskningsdisciplin 'neurojournalistik' som handler om hvordan hjernen fungerer hos journalister når de arbejder som journalister. 

   Min teori er at for at kunne arbejden som journalist på en nyhedsredaktion så må man have lært at komme i flow på kommando. Og jeg opfandt også begrebet "the journalist's high" til at beskrive den særlige mentale tilstand journalister kan blive reelt afhængige af at komme i dagligt - ligesom ludomaner eller løbere, en tilstand som er et resultat af hjernens særlige dopaminstyrede belønningssystem.

   

Lasse Jensen indleder sin klumme sådan her, så måske har han læst nogle af mine indlæg på et tidspunkt:

Det tegnede til at blive en katastrofe. Sommerhusets telefon og internetforbindelse var tavse som graven. Papiraviserne var stillet i bero, de kan jo læses på nettet. Trods Journalistforbundets advarsel forleden om, at man skal holde sig fra stressfremkaldende e-mails og internet i ferien var det en skræmmende tanke, at omverdenen kun sporadisk kunne afbryde sommeridyllen ved hjælp af en antik rørradio, en fladskærm fra Føtex, der kun kan tage DR-programmer og en mobil, der kun virker optimalt ét bestemt sted i haven.

   Jeg erkendte, at jeg på trods af min fremskredne alder var blevet dopaminjunkie, hvor hver eneste kommunikation fra smartphonen, iPad’en eller MacBook’en gav mig det ene 'high' efter det andet. For slet ikke at tale om Facebook, Twitter, LinkedIn og Google – sidstnævnte kan jo på sekunder dræbe enhver ellers langvarig diskussion om Hilary Clintons alder, Kraftwerks første pladeudgivelse eller Cosimo Medicis regeringstid i Firenze. Alene det faktum, at jeg ikke kunne læse vejrudsigten på DMI’s hjemmeside for at konstatere, om det nu var rigtigt, at solen skinnede, gjorde mig utryg, usikker og bange.

Det Lasse Jensen beskriver så levende her, er jo regulære abstinens-symptomer. Og mange med hektisk kreativ job, vil nikke genkendende til symptomerne.

Men når unge mennesker drømmer om at blive journalister, så har de jo ikke oplevet afhængigheden af nyhedssuset fra hjernens belønningssystem endnu.  

   Så hvad er det der tiltrækker, og hvem bliver tiltrukket af faget?

Som underviser på flere journalistuddannelser og som en der i en række år har været med til at være gatekeeper for hvem der skulle ind på journalistuddannelsen i Odense, så er det naturligvis spørgsmål man gerne vil kunne besvare med et vist videnskabelig fundament.

   Svaret hænger sammen med begrebet 'neofili' - kærlighed til nyt.

Wikipedia definerer og beskriver:

Neophile or Neophiliac is a term used by counterculture cult writer Robert Anton Wilson to describe a particular type of personality.[1] A neophile or neophiliac can be defined as a personality type characterized by a strong affinity for novelty. The phrase was used earlier by Christopher Booker in his book The Neophiliacs (1969).

Jeg har tidligere været inde på at der i kreativitetssammenhæng findes flere personlighedstyper som synes at være særlig disponerede for kreativ tænkning, både HSP-erne - der særligt sensitive - og HSS-erne - de særligt spændings- og risiko-søgende.

  Her er altså en tredje typificering, den neofile, som meget vel kan gå på tværs af de to andre, men som nok nærmest er  beslægtet med HSS-erne.
   Men hvad kendetegner den særlige type personlighed, den neofiles:

Neophiles/Neophiliacs have the following basic characteristics:

• The ability to adapt rapidly to extreme change

• A distaste or downright loathing of tradition, repetition, and routine

• A tendency to become bored quickly with old things

• A desire, bordering on obsession in some cases, to experience novelty

• A corresponding and related desire to create novelty by creating or achieving something and/or by stirring social or other forms of unrest.

A neophile is distinct from a revolutionary in that anyone might become a revolutionary if pushed far enough by the reigning authorities or social norms, whereas neophiles are revolutionaries by nature. Their intellectual abhorrence of tradition and repetition usually bemoans a deeper emotional need for constant novelty and change. The meaning of neophile approaches and is not mutually exclusive to the term visionary, but differs in that a neophile actively seeks first-hand experience of novelty rather than merely pontificating about it.

Det er ikke indlysende en fordel at høre til de neofile, og faktisk er nogle af de træk forbundet med personlighedsforstyrrelser som ADHD, se fx dette blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/05/med-journalistik-pa-hjernen-adhd-som.html 

Jeg er naturligvis ikke den eneste der er inde på den bane - her får vi at vide at der er tale om personlighedstræk som længe har været associeret med "trouble":

Do you make decisions quickly based on incomplete information? Do you lose your temper quickly? Are you easily bored? Do you thrive in conditions that seem chaotic to others, or do you like everything well organized?

   Those are the kinds of questions used to measure novelty-seeking, a personality trait long associated with trouble. As researchers analyzed its genetic roots and relations to the brain’s dopamine system, they linked this trait with problems like attention deficit disorder, compulsive spending and gambling, alcoholism, drug abuse and criminal behavior.

Artiklen fortsætter så med at refererer til forskning der peger på den positive side af den nyhedselskende, urolige og let distraherbare personlighedstype:

Now, though, after extensively tracking novelty-seekers, researchers are seeing the upside. In the right combination with other traits, it’s a crucial predictor of well-being.

   “Novelty-seeking is one of the traits that keeps you healthy and happy and fosters personality growth as you age,” says C. Robert Cloninger, the psychiatrist who developed personality tests for measuring this trait. The problems with novelty-seeking showed up in his early research in the 1990s; the advantages have become apparent after he and his colleagues tested and tracked thousands of people in the United States, Israel and Finland.

   “It can lead to antisocial behavior,” he says, “but if you combine this adventurousness and curiosity with persistence and a sense that it’s not all about you, then you get the kind of creativity that benefits society as a whole.”

Flere kilder er inde på at ligesom HSP-erne og HSS-erne delvis kan forklares med genetisk variation, så gælder det også for den neofile personlighedstype at den har en stærk gentisk komponent:

Fans of this trait are calling it “neophilia” and pointing to genetic evidence of its importance as humans migrated throughout the world. 

   In her survey of the recent research, “New: Understanding Our Need for Novelty and Change,” the journalist Winifred Gallagher argues that neophilia has always been the quintessential human survival skill, whether adapting to climate change on the ancestral African savanna or coping with the latest digital toy from Silicon Valley. (...)

    The adventurous neophiliacs are more likely to possess a “migration gene,” a DNA mutation that occurred about 50,000 years ago, as humans were dispersing from Africa around the world, according to Robert Moyzis, a biochemist at the University of California, Irvine. The mutations are more prevalent in the most far-flung populations, like Indian tribes in South America descended from the neophiliacs who crossed the Bering Strait.

   These genetic variations affect the brain’s regulation of dopamine, the neurotransmitter associated with the processing of rewards and new stimuli (and drugs like cocaine). The variations have been linked to faster reaction times, attention deficit hyperactivity disorder and a higher penchant for novelty-seeking and risk-taking.

http://www.nytimes.com/2012/02/14/science/novelty-seeking-neophilia-can-be-a-predictor-of-well-being.