Sider

Viser opslag med etiketten visuel blending. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten visuel blending. Vis alle opslag

søndag den 23. september 2012

John Lautner - visionær arkitekt - mellem fantasi og funktionalitet

The Wolfe House
Jeg er efter flere års pause begyndt at motionere på min motionscykel. Den står i soveværelset og har gjort det i mange år, som en permanent reminder om at jeg skal tage mig samme og se at bestige den dagligt - og cykle ud over stepperne - fysisk og mentalt.
   Motionscyklen er placeret strategisk så jeg kan se tv mens jeg cykler derudaf. Og forleden så jeg så et program på DR K om en arkitekt som jeg ikke havde hørt om - eller husker at have set noget af  - tidligere. Mens jeg trampede i pedalerne.
   Men set noget af ham, det havde jeg nu - på film, viste det sig.

Faktisk er Frank Loyd Wright nok det eneste amerikansk arkitektnavn jeg kender og hvis huse jeg husker at have set:

Guggenheim museet i New York

Og så har jeg også et tæt livs-forhold til de amerikanske møbelarkitekter Chales og Ray Eames hvis fantastisk gode stole og sofaer jeg har skrevet om tidligere, og nyder at sidde i - og se på:



Denne for mig ukendte amerikanske arkitekts navn:
John Lautner
Han er klart en af de helt store. Se her nogle af hans værker:

The Elrod House
The Elrod House
The Chemosphere House

The Chemosphere House
bob_hope_front
The (Bob) Hope House
The Garcia Recidence
The Seagal Recidence
John Lautner er elev af Frank Loyd Wright, som det fremgår af følgende karkateristik: 
John Lautner (16 July 1911 - 24 October 1994) was an influential American architect, born in Marquette, Michigan. He attended Frank Lloyd Wright's Taliesin Fellowship for six years in the 1930s as architectural training, with great artists and architects like E. Fay Jones, Paolo Soleri and Santiago Martinez Delgado. Lautner's houses have become a Los Angeles landmark that convey both hope and folly. Some of them were featured by popular movies. The Chemosphere house, for example, was used in Brian De Palma's film Body Double, and also appears in Grand Theft Auto: San Andreas.
Flere af John Lautners huse er bestillngsarbejder til kendte Hollywood-skuespillere.

Det er tydeligt at John Lautners arkitektur er af "en anden verden". Det ligner science fiction-film-scenografier - og er derfor også blevet brugt som location for ganske mange film.
   'The Elrod House' er fx kulisse for centrale dramatiske scener i James Bond-filmen 'Diamonds are Forever':



Det er klart at det ikke er funktionalitet, men fascination som har været John Lautners drivende kraft.   
   Dermed være ikke sagt at hans huse ikke er funktionelt indrettet. For det ser de bestemt ud til at være. En øjelyst at leve i. Og klart fokuseret på "the fantastic view" set indefra - og et "eye-kick" set udefra. Beregnet til at profilere beboerne.
   Hans arkitektur-tænkning passer vel som fod i hose til det Hollywood-miljø han har fungeret i - i det visuelle grænseland mellem virkelighed og fiktion. 
   Visual blending - med stor mental effekt. I hvert fald på mig.

søndag den 10. juli 2011

Graffiti-strik - yarn bombing - visuel blending og andre historier (Elmgren & Dragset, Christo & Jeanne Claude, Kirsten Justesen)

Politiken havde en anmeldelse af en udstilling på Thorvaldsens museum. Illustreret med et foto af en Thorvaldsen skulptur, iklædt undertrøje. Det var fra en fotoudstilling af kunstnerne ELMGREEN & DRAGSET.
  Her er et par andre eksempler - de nøgne hvide klassiske marmorskulpturer - iført hhv lange norske strikkede skisokker - eller en rygsæk - til en frigjort vandretur i de norske fjelde kan man simulere:

Jason Briefs presse


Det er morsom og uhøjtidelig montage/collage-kunst. Der er tale om visuel blending - to konceptuelt fjerne og adskilte rum forenet i et tredje der kommer visuelt til udtryk. Og vi må selv udtrække den nyskabte betydning af dette blend.
   Det er også et eksempel på simulerende tænkning: Hvad nu hvis... de var levende og skulle have tøj på og begynde at gå ud i verden.

Men så ny og original er ideen ikke, som jeg umiddelbart tænkt. For i Søndagspolitikens rejsetillæg fik jeg endnu et eye-kick! Og googlede på yarn grafitti. Og se bare her:





Wikipedia
Yarn bombing, yarnbombing, yarnstorming, guerrilla knitting, or graffiti knitting is a type of graffiti or street art that employs colorful displays of knitted or crocheted cloth rather than paint or chalk.
Og de bliver hæklet på - på stedet, som man ser:


Og graffiti-strikkerne har måske fået inspiration fra et par noget mere ambitøse kunstnere: Christo Vladimirov Javacheff & Jeanne Claude, der konceptuelt gør noget af det samme - men i en anden målestok:




Pointen er i alle disse tilfælde, at beskueren må konstruere og dermed simulere en historie som kan tænkes at have frembragt disse visuelle sammenstød - en ny blandet "surrealitet". 
   Men der er også kunstnere der går den modsatte vej - den nøgne krop i en forkert og fascinerende kontekst, som fx Kirsten Justesen - med og i sin body-art:



tirsdag den 8. marts 2011

Når blending i malerkunsten fører til en kunstnerisk revolution - Japan + Frankrig = Verdenskunst

Jeg fik endnu en gang et mentalt kick - en aha-oplevelse - da fruen og jeg besøgte Ordrupgaard kunstmuseum for at se en udstilling med titlen "Møde med Japan - Degas, Monet, Gauguin ...". 
   Og så lærte jeg et nyt ord: 'japanisme' (eng: japonism) - som henviser til især franske kunstneres dyrkelse af japansk kunst og kultur i sidste halvdel af 1800-tallet.  
  Jeg lærte også et andet ord jeg ikke kendte: "parallelperspektiv", som godt nok er et perspektiv, men forskelligt fra det jeg kender som "centralperspektivet" som blev udviklet under renæssancen i Europa. 
   Sådan kan forskellen illustreres, parallelperspektivet går mod uendelig, mens centralperspektivet har et slutpunkt i horisonten :


Jeg har for næsten et år siden (25/04/10) skrevet et blogindlæg om malerne Klee og Nolde, som stimuleres til maksimal kreativ intensitet i deres malerkunst på grund af kreative restriktioner, pålagt dem af den omgivende virkelighed. Indlægget sluttede med at omtale den japanske billedkunstner Hokusai, som jeg allerede som ung var stærkt betaget af. Og som jeg stadig er, sidst bekræftet under min rejse til Japan for et par år siden, hvor jeg så en masse af hans træsnit, og købte en stor bog om ham, illustreret med en masse af hans billeder. Der hænger også flere af hans træsnit (i kopi) og andre japanske træsnit (i kopi) på vores vægge. Blandt andet de her to, som nærmest er blevet metonymiske ikoner for hele Japan, ligesom den lille havfrue er det for Danmark:

Så en udstilling med japanske træsnit, trækker, og jeg husker godt svagt fra kunsthistorien at de franske impressionister havde et eller andet kørende med Japan.

Udstillingen dokumenterede overbevisende kreativ blending af to kultures billedkunst i sidste halvdel af 1800-tallet, og i et omfang som jeg derfor ikke havde nogen forestilling om. Den franske impressionisme, som var en af de helt store revolutioner i malerkunstens historie, var så grundlæggende inspireret og gennemgribende påvirket af de japanske træsnitmestre at revolutionen, så vidt jeg kan se, slet ikke kunne tænkes uden dette visuelle kulturmøde. Udstillingen leverede i den grad overbevisende syn for sagn.

Man kan ellers næsten ikke forestille sig to kulturer der mentalt og konceptuelt har ligget fjernere fra hinanden end den japanske og den franske - i sidste halvdel af det 19. århundrede. Frankrig havde en kultur og et samfundsliv præget af de lange sociale og økonomiske efterdønninger fra den borgerlige revolution fra 1789. Japan havde været totalt isoleret fra næsten enhver kontakt med Europa i Shogun-perioden 1639-.1853. Nationen var på mange måder stadig et middelaldersamfund - men med en helt speciel æstetisk forfinet kultur, som da den blev introduceret til Europa, fremtrådte som fjern, eksotisk og eventyrligt anderledes. Et mentalt chock der var så dybt inspirerende at de unge franske kunstnere der manifesterede sig fra omkring 1860, aldrig kom over det.
   Og det var netop fremmedheden - det radikalt anderledes forhold til farver, motiver, komposition, perspektiv - i den japanske træsnit-kunst, som de  impressionistiske malere i den periode kunne bruge som konceptuel og visuel løftestang i deres provokerende oprør mod den etablerede franske "salonkunst". Mange af malerne havde omfattende samlinger af de japanske træsnit-mestre. Som dem her af Hiroshige:


Og når jeg ser den del af udstillingen på Ordrupgaard hvor man har ophængt berømte værker af store franske malere som Manet, Degas, Monet, Renoir, Pissarro, Sisley, Gauguin, Van Gogh, Toulouse-Lautrec - omgivet af nogen af de japanske træsnit som har inspireret dem, så bliver det tydeligt at der her et tale om anskuelsesundervisning i visuel blending: Franske kvinder og mænd, franske landskaber og haver, franske byer og bygninger, er set og visuelt tolke gennem et "japansk konceptuelt filter".
   "Det japanske syn" gennemsyrer deres billeder, både når det gælder farvevalg, motivvalg, komposition, perspektiv og beskæringer. Med andre ord, alle de særlige maleriske kvaliteter der gjorde den periode i malerkunsten historie til et eksplosivt æstetisk nybrud - og som forlenede impressionismens værker med en kreativ udtryksstyrke som vi ellers skal helt tilbage til renæssancen for at finde mage til.

Det der foregår, minder om metaforisk blending - men sat på hovedet. Når man bruger en metafor eller en analogi så er det som regel det velkendte, konkrete og nære - "kilden" - der bruges til at beskrive og karakterisere det nye, det abstrakte og ukendte - "målet".
    Men det som udstillingen viser, er at de franske malere har anskuet det velkendte "Frankrig" gennem den visuelle optik som mødet med træsnittene har indgivet dem - fra det nye, fjerne og eksotisk ukendte "Japan". Og samtidens udstilingspublikum havde derfor også svært ved at forstå meningen med denne visuelle fremmedgørelse af det velkendte.
   De nu verdensberømte franske maler gik den gang rundt med Hokusais og Hiroshiges billeder for det indre øje, og fik derigennem øje på nye "matcheende" motiver fra den franske virkelighed til deres billeder - motiver som fransk malerkunst ellers ikke indtil da havde haft øje for og værdsat. Og disse nye friske motiver blev fremstillet med japanske perspektiver og synsvinkler, og med en radikalt anderledes lyst til klare og rene farver.
   Befrugtnings-metaforen for kreativ konceptuel blending er i den grad på sin plads her. Der kom epokeskabende verdenskunst ud af fusionen af de to ekstremt forskellige konceptuelle input-rum.

Jeg bliver nysgerrig og søger på nettet efter anmeldelser af udstillingen. Jeg finder en fra Politikens netudgave fra 10/10/10: "Japan spøger hos maleriets store mestre", lyder rubrikken. "Japan spøger"? - en anden og mere dyster metafor en min.
   Anmeldelsen er af Kristine Kern som er uddannet kunsthistoriker, og som bl.a.underviser  i kunsthistorie på det Fynske Kunstakademi. Hun har tilsyneladende set japanske spøgelser på udstillingen?!
   Hun skriver indledningsvis:
At tænke, at alle de nye motiver i billedkunsten, man troede var de franske impressionisters opfindelser, i virkeligheden er resultatet af deres møde med japansk kunst. (/) De brede parisiske boulevarder, robåde på Seinen, blomstrende frugttræer, broer, skuespillere og kvinder, der gør toilette foran spejlet – alt sammen direkte importeret fra Japan og oversat til franske forhold. (/) Det postulerer i hvert fald udstillingen ’Møde med Japan. Degas, Monet, Gauguin …’, som netop nu vises på Ordrupgaard. Og det er ikke kun motiverne, man har hentet fra Japan, også måden at gengive dem på er inspireret af japanske træsnit. Enkelheden, de ublandede farver, parallelperspektiv og den til tider noget abrupte afskæring af billedelementer, som jeg altid har tilskrevet fotografiets indtog i billedkunstens verden. (/) Uanset om alt dette nu udelukkende skyldes japansk inspiration eller ej, er det i hvert fald interessant, at den vestlige billedkunst ikke er så selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille den. Og Ordrupgaard argumenterer virkelig for sagen.
Det er jo tydeligt at Kristine har problemer med "de japanske spøgelser". Hun har en kunsthistorisk frame som hun får provokeret i en grad, så hun må lade det skinne igennem i indledningen.
   Med formuleringer som: "man troede..., men i virkeligheden", "selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille..." distancerer hun sig fra sin egen faglige frame som jo sætter originalitet og det unikke som den højeste værdi. På den anden side må hun også distancere sig fra det udstillingen overbevisende dokumenterer, nemlig at det hun som kunsthistoriker har troet var originalt: "de franske impressionisters opfindelser" - at det har karakter af lån og efterligninger: "direkte importeret og oversat". Derfor må hun bruge udtrykket "postulere" om udstillingens dokumentation, og modvilligt medgive at Ordrupgaard "virkelige argumenterer godt for sagen".

Efter at have set udstillingen tænker jeg at disses fantastiske maleres møde med de japanske træsnit, ligner en kollektiv stormende forelskelse, en oplevelse som for en del af dem har sat sig så stærke mentale aftryk i sindet at de resten af deres kunstnerliv næsten monomant og desperat har søgt at finde motiver i virkeligheden som matchede oplevelsen, motiver som kunne gøre det muligt at genskabe "den elskede" gennem malerierne og dermed genopleve følelsen af eufori fra det første møde. 
   Monet skabet sin "japansk have",  Gauguin tog til Haiti og døde af syfilis, Van Gogh skar et øre af, blev sindsyg og begik selvmord. 

tirsdag den 7. september 2010

Boticielli - blending af Venus, Eva og Jomfru Maria



Jeg så forleden en tv-udsendelse på DR-K som handlede om nøgenmotiver i kunst fra forskellige tidsaldre. Der var billeder og skulpturer fra både græsk-romersk oldtid, europæisk middelalder og renæssancen. Et af billederne husker jeg at jeg har set i virkeligheden, nemlig ovenstående. I Firenze har det været. Og det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.
   Det der slog mig var den pointe som udsendelsens engelske kunsthistorie-ekspert kom med, nemlig at dette berømte billede af Botticielli var gennemsyret af en (tre)dobbelt ikonografi - en blanding af middelalderens religiøst funderede malerier af motivet Eva i Paradis (som var kamuflerede billeder af Jomfru Maria - uden tøj på) og så rennæssancens ambition om at genoplive den græske oldtids frigjorte syn på mennesket, kvinden - ved at vælge motiver fra den græske gudeverden - her kærlighedsgudinden Venus.
   Den tanke jeg fik, lige på det her sted i udsendelsen, var at når dette maleri gør så stærkt et indtryk - også ud over sin egen tid, så er det netop fordi det "vibrerer" indholds-, form- og udtryksmæssigt mellem flere "lag" og fortolkninger - altså at der er tale om visuel blending i særlig stærk grad. Og jeg tror at deri ligger forklaringen på at dette maleri virker og virkede stå stærkt - i hvert fald på mig.
   Wikipedia forklarer det med "flere lag" sådan her:
Viewed from a religious standpoint, the nudity of Venus suggests that of Eve before the Fall as well as the pure love of Paradise. Once landed, the goddess of love will don the earthly garb of mortal sin, an act that will lead to the New Eve - the Madonna whose purity is represented by the nude Venus. Once draped in earthly garments she becomes a personification of the Christian Church which offers a spiritual transport back to the pure love of eternal salvation. In this case the scallop shell upon which this image of Venus/Eve/Madonna/Church stands may be seen in its traditionally symbolic pilgrimage context. Furthermore, the broad expanse of sea serves as a reminder of the Virgin Marys' title stella maris, allluding both to the Madonna's name (Maria/maris) and to the heavenly body (Venus/stella). The sea brings forth Venus just as the Virgin gives birth to the ultimate symbol of love, Christ.
Det er måske deri - blending af middelalder og græsk-romersk oldtid for at skab et nyt konceptuelt rum -  at renæssancens utrolige kunstneriske impact ligger, helt overordnet.
   De indiskutabelt største skønhedsoplevelser jeg har haft med arkitektur, bygninger og byer, er  Firenze, Venedig og Siena. Alle renæssancefødte - ligesom Venus.

søndag den 15. august 2010

Christo og Jeannne-Claude - det er indpakningen der gør det - visuel blending!

Politiken i dag den 15. august. Et to-siders opslag der straks fanger blikket og stimulerer fantasien. Jeg kan jo godt huske en del af disse billeder, som er fotografier af indpakkede og indhyllede stykker virkelighed. Broer, bygninger, træer, naturområder.
   Kunstnerne er Christo og Jeanne-Claude. Og når man først har set billederne, så er de ikke til at få ud af hovedet igen. Og ved gensyn aktiveres disse fornemmelser af ubehag, spøgelser, sug i maven, en anden verden. Der er klart noget surrealisme over deres kunstværker som jo er karakteriseret ved - for de flestes vedkommende - at være i kæmpeskala, og at de, som megen moderne konceptkunst, kun eksisterer midlertidigt, så er de væk. Findes kun som spor i publikums erindringer og i fotos af det færdige resultat, og i arbejdsskitser som kunstnerne bl.a. har brugt til at overtale myndigheder og sponsorer til at lade dem realisere deres visioner.

For mig er deres kunstværker og deres koncepttænkning et lysende klart eksempel på blending som en kunstnerisk operation, der er fantastisk effektiv:
   I det ene input-rum har vi landskaber, bygninger, natur som vi kender det; i det andet input rum har vi indpakningsmaterialer: stof, papir, plastik. Ved at pakke det ene ind i det andet, får vi en stærk effekt af uvirkelighed, drømmeverden, science fiction, fantacy.
   Fantasien nyder det vi ikke kan se, men aner konturerne af - under dække; samtidig med at kæmpeproportioner også i den grad er stimulerende for fantasien: Det man normalt pakker ind, er i en størrelse der er overkommelig. Er det Gud der der taget på en længere ferie, og som vil beskytte møblementet mod sol og støv ved at dække det over? Eller sover de forskellige bygninger? Eller er det ligklæder? Eller er har der været kæmper på spil, som har spredt deres sengetøj hen over deres legetøj og så er gået deres vej? Eller har bygninger og landskaber gemt sig og leger borte-tit?
   Fantasien kan producerer historier på stribe ved det synsschock som det på en eller anden måde jo er  at opleve et blended visuelt rum, fremmed og uden nogen klar mening eller funktion.

Nogle af de sprogudtryk som blending-teorien så godt gør rede for, er de såkaldt kontrafaktiske sætninger:

  • "Hvis du var kommet med til festen, ville det have været en katstrofe."
  • "Hvis Hitler havde vundet krigen, ville Danmark ikke have eksisteret i dag som en selvstændig nation."

Analyse: En faktisk fest uden din deltagelse i det ene mentale rum; en tænkt fest med din deltagelse i det andet; i det blendede rum: en katastrofal fest. En verden med nationer som vi kender den, i det ene konceptuelle rum; en en forestillet verden med konsekvenserne af at Hitler havde vundet, i det andet; i det blendede rum: en verden uden Danmark som nation .
   De her indpakkede stykker virkelighed af Christo og Jeanne-Claude, viser en verden der ikke findes, men kunne have eksisteret hvis der havde været: xxxx? Og så må fantasien producerer historien: xxxx, der kan fylde hullet ud.