Falske nyheder i det postfaktuelle samfund - er det nogen nyhed eller er det en gammel historie?

(Dette indlæg er det andet i en serier om 'fake news'  eller 'falske nyheder'. Hvis du bladrer et indlæg tilbage så kan du læse serien forfra).

http://believeinplace.com/2016/12/08/fake-news-real-news-or-good-news/

Det ser ud til at det for mange mennesker (og der bliver flere og flere) er hip som hap om det de læser, hører eller ser i medierne - og især på nettet, er fakta eller fiktion. Og det bliver udnyttet - af kyniske og kreative mennesker og institutioner til en række mere eller mindre lyssky formål.

   Og hvis Facebook eller Twitter efterhånden bliver den dominerende tolknings- og forståelses-bestemmende kontekst for de fleste læsere, så vil der til sidst ikke være nogen der tror på noget af det de læser på disse medier - eller på dem der stadig redigerer og 'varedeklarerer' deres oplysninger og tekster/billeder som seriøs og velresearchet og kildekritisk journalistik.
   Alle tekster, billeder, indslag på de sociale medier kan i princippet være en slags aprilsnar, føler mange.
   Den ene (tekst/afsender) kan være lige så god eller dårlig - lige så troværdig eller utroværdig - som den anden.

Forskere og journalister har søsat termen 'det postfaktuelle samfund' - med oprindelse i det engelske begreb 'postfactual politics' - til at beskrive dette at såvel politikere som vælgere tilsyneladende over en bred bank tillægger det stadig mindre betydning om et udsagn om (dele af) samfundet, verden og virkeligheden er korrekt eller ej, om det kan dokumenteres eller er mere eller mindre fri fantasi. Og at forargelsen i offentligheden over at nogen bevidst og uden blusel fremsætter helt eller halvt løgnagtige påstande, simpelt hen oftere og oftere udebliver.

Wikipedia fortæller her meget mere om det de også kalder "post-truth-politics" der indledningsvis beskrives sådan her:

Post-truth politics (also called post-factual politics) is a political culture in which debate is framed largely by appeals to emotion disconnected from the details of policy, and by the repeated assertion of talking points to which factual rebuttals are ignored.

   Post-truth differs from traditional contesting and falsifying of truth by rendering it of "secondary" importance. While this has been described as a contemporary problem, there is a possibility that it has long been a part of political life, but was less notable before the advent of the Internet.

   In the novel Nineteen Eighty-Four, George Orwell cast a world in which the state is daily changing historic records to fit its propaganda goals of the day. Orwell based much of his criticism of this on Soviet Russian practices.

   The contemporary origin of the term is attributed to blogger David Roberts who used the term in 2010 in a column for Grist.[1][2][3]

   Political commentators have identified post-truth politics as ascendant in Russian, Chinese, American, Australian, British, Indian, Japanese and Turkish politics, as well as in other areas of debate, driven by a combination of the 24-hour news cycle, false balance in news reporting, and the increasing ubiquity of social media.[3][4][5][6][7][8]

   In 2016, "post-truth" was chosen as the Oxford Dictionaries' Word of the Year,[9] due to its prevalence in the context of that year's Brexit referendum and US presidential election.[10][11]

https://en.wikipedia.org/wiki/Post-truth_politics

For lige at opsummere:

   Ifølge Wikipedia er der tre drivkræfter bag udviklingen af den postfaktuelle politiske kultur: 1) 24 timers nyhedcirkulation (altså ingen deadline eller hele tiden deadline); 2) falsk afbalancering af  modstridende synspunkter der tillægges lige meget vægt i nyhedsrapporteringen; 3) de allestedsnærværende og samtidige sociale mediers stadig stigende betydning.

Helt umiddelbart betyder det at den traditionelle redaktionelle 'gatekeeping' og seriøse journalistiske research og kildekritik mere og mere mister sin betydning.

   Den bliver simpelt hen bevidst omgået og målrettet overhalet af magtfulde og/eller snedige afsendere (som Trump og Putin) i kraft af at de uhæmmet har mulighed for at kommunikere direkte til publikum via medier som Twitter og Facebook. 

   Og brugerne har ikke selv hverken ressourcer, tid eller ork til at tjekke kilder, kendsgerninger og kontekst - før de 'sluger' dem - og deler dem!

   Mit eget eksempel med den 'citerede Israel-kritiske udtalelse' fra 'nyhedsiden' AWDNews angiveligt udtalt af den israelske præsident som jeg beskriver i indledningen af det foregående indlæg, det skærer den pointe ud i pap, synes jeg.

Her en CNN-nyhedshistorie om hvor galt det kan risikere at gå når 'fake news sites' som AWDNews (hjemsted: Pakistan) får frit spil:

   Rubrikken lyder:

Duped by fake news story, Pakistani minister threatens nuclear war with Israel

Artiklen som ledsager tv-nyhedsindslaget, indledes sådan her:

(CNN) - A fake news story led to threats of nuclear war between Pakistan and Israel on Christmas Eve.
   In an article published by AWDNews on Tuesday December 20, former Israeli Defense Minister Moshe Yaalon was quoted as threatening to destroy Pakistan if it sent troops into Syria.
   "We will destroy them with a nuclear attack," the article quoted Yaalon as saying. There is no evidence Yaalon ever said those words.

Se og læs mere her:

http://edition.cnn.com/2016/12/26/middleeast/israel-pakistan-fake-news-nuclear/

Men hvorfor hopper vi på den - folk - selv de klogeste og mest kritiske modtagere - når vi modtager og viderebringer/deler en opdigtet nyhed? Hvorfor lader vi os fuppe?

   Svaret blæser heldigvis ikke i vinden. 

  Det er nemlig et spørgsmål som Videnskab.dk prøver at besvare i en fyldig artikel fra den 24-01-17 - under overskriften:

Hvorfor hopper vi på falske nyhedshistorier?

Manchetten lyder:

'Clinton styrer en pædofilring fra et pizzaria', 'Paven stemmer på Trump' og 'Falske Hilary-stemmesedler fundet på hemmeligt lager'. De falske nyheder truer med at underminere den demokratiske proces, og vi ser allerede de store konsekvenser, de opdigtede historier kan få i den virkelige verden.

Artiklen er skrevet af  professor S. Shyam Sundar, Afdelingen for kommunikation og medieeffekter, Pensylvania State University.

   Han skriver at en af de gængse psykologiske forklaringer er den såkaldte "bekræftelsesbias", dette at vi har en tendens til at godtage information der understøtter de synspunkter og meninger vi i forvejen har.

  Men den er utilstrækkelig, for den kan ikke forklare hvorfor vi - også - hopper på nyhedsløgne der ikke er (parti)politisk forankrede:

En mere sandsynlig forklaring er vores relative uopmærksomhed på nyhedskildens troværdighed.

Shyam Sundar fortæller om eksperimenter der viser at læserne ikke lader til at bekymre sig særligt meget om den journalistiske kilde og dens troværdighed som vi ellers traditionelt opfatter som den afgørende professionelle dørvogter ('gatekeepers') der via sit forarbejde sikrer og garanterer 'varedeklarationen' på mediehistorierne: at det er den for tiden bedst opnåelige sandhed om sagen eller begivenheden.

Det er denne laissez-faire-holdning, der, sammen med vanskeligheden ved at sortere nyhedskilderne, er den bagvedliggende årsag til, at så mange af os tror på de falske nyhedshistorier.

Hvad er problemet ved at forholde sig laizze-faire-agtigt til nyhedskilderne når de traditionelle dørvogtere har mistet deres autoritet?

   Ja, det kan simpelt hen bare være mængden af forskellige kilder bag en given nyhed som man jo så i princippet alle skulle forholde sig kritisk-skeptisk til:

Forestil dig, at du tjekker Facebooks nyhedsfeed og ser noget, som en af dine venner har delt: Det er en politikers tweet af en avisartikel.

   Her består kæden faktisk af fem kilder (avis, politiker, Twitter, ven og Facebook).

   De spillede alle en rolle i transmissionen af meddelelsen og tilslører identiteten af ​​den oprindelige kilde. Det kaldes 'kilde-lagdeling' og er et fælles træk ved vores online nyhedsoplevelse.

Det ligner jo slående den situation jeg oplevede for et par dage siden, kan jeg indskyde her.

   Spørgsmålet er så hvilken af disse kilder læserne oplever som 'de vigtigste kilder':

Dette spørgsmål nærmede mine elever og jeg os ved at analysere nyhedssites af varierende troværdighed: Yahoo News med høj troværdighed og Drudge Report med lav troværdighed.

  Disse to websteder enten linker ofte til eller genudgiver artikler, der stammer et andet sted fra.

   Vi ville gerne afsløre, hvor ofte læserne var opmærksomme på de originale kilder i historierne, som optræder på disse hjemmesider.

  Vi fandt, at læserne kun er opmærksomme på kildekæden, hvis emnet virkelig er vigtigt for dem.

Det kan jeg bekræfte. Sådan har jeg det også.

Ellers bliver de let påvirkede af kilden eller webstedet, der gengiver eller slår historien op – med andre ord det medie, der leverede dem historien.

   Det er derfor ikke overraskende, at vi hører folk fortælle, at de får deres nyheder fra forskellige 'kilder', der ikke skriver og redigerer nyhedsartikler: Verizon, Comcast, Facebook eller deres venner.

   Vores venner er ofte de nærmeste kilder, når vi læser online nyheder.

   Vores kognitive filtre svækkes, fordi vi som regel stoler på vores venner, hvilket også er skyld i, at de sociale medier er grobund for, at falske nyhedshistorier sniger sig ind i vores bevidsthed.

Det kan jeg som jævnlig Facebook-bruger og -deler også bekræfte.

Vores jævnaldrendes overbevisende appel over eksperterne er yderligere forstærket af, at vi har en tendens til at være mindre på vagt, når vi støder på nyheder i vores personlige sfære.

I øvrigt minder jeg om den meget oplysende bog af nobelprisvinderen Daniel Kahneman: "Thinking, Fast and Slow', som ved at skelne mellem to "tænkeformer" får demonstreret en, synes jeg, meget oplysende forklaring på hvorfor det oftere og oftere går galt med sandheden, både for journalister og brugere - helt uanset om de sociale medier også vrimler med falske nyheder eller ej. 

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg med kritiske analyser af aktuel journalistik, med kreativ brug af hans begreber og tænkning.

   Det sidste i serien er her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/10/daniel-kahneman-igen-igen-nu-ogsa-fra.html

Artiklen fra Videnskab.dk kan læses i sin helhed her:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-hopper-vi-paa-falske-nyhedshistorier?utm_source=vores+nyhedsbrev&utm_campaign=44aadf78d1-EMAIL_CAMPAIGN_2017_01_24&utm_medium=email&utm_term=0_d2f5c83eb4-44aadf78d1-239790449

Den 8. september 2016 bragte Information en artikel som grundigt og nuaceret diskuterede og analyserede begrebet om 'det postfaktuelle samfund'. Artiklen er skrevet af Christian Bennike og har overskriften:

Det, mange kalder ’det postfaktuelle samfund’, kunne lige så godt kaldes demokrati

Underrubrikken lyder:

Engang var millioner af mennesker afskåret fra at tale, nu kommer de til orde – på én gang. Og det er ikke kun et problem

Et af argumenterne som fremhæves til at slå de bekymrede oven i hovedet med, er det ældgamle: "Det er der ikke noget nyt i", fremfør af kloge folk som professor Frederik Stjernfelt, Aalborg Universitet, professor Niels Ole Finnemann, Aarhus Universitet, og Nikolai Thyssen, som er direktør for det mobile seriøse nyhedsmagasin Føljeton.

   Men  hvorfor skulle man dog tro på dem? Det at der "ikke er noget nyt" i fænomenet betyder vel ikke automatisk at der så ikke er noget at bekymrer sig om. 

    Jeg gør i hvert fald.

Denne rasmus-modsat artikel fra Information kan læses i sin helhed her:

https://www.information.dk/kultur/2016/09/kalder-postfaktuelle-samfund-lige-saa-godt-kaldes-demokrati

Mit tidligere indlæg i serien kan findes her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/search?updated-min=2017-01-01T00:00:00%2B01:00&updated-max=2018-01-01T00:00:00%2B01:00&max-results=3

Daniel Kahneman - igen, igen - nu også fra danske økonomer - og udenlandske klimaforskere

Daniel Kahneman

For godt og vel tre år siden stødte jeg på en bog som jeg syntes var så fascinerende at jeg måtte skrive en hel serie af indlæg med afsæt i det jeg fik ud af den. Forfatteren hed Daniel Kahneman, og bogens titel var 'Thinking, Fast and Slow'.

Min fascination skyldtes blandt andet at den så at sige vendte en række forestillinger som jeg havde gjort mig om kreativitet, på hovedet - ud fra en kritisk tilgang til hvordan intuitiv tænkning fungerede i dagligdagen.

   Flere artikler fra min daglige avislæsning igår, viser at jeg den gang havde fat i den lange ende, så at sige. Jeg var på forkant.

   Men provokerende var det også for mig den gang jeg stødte på bogen, at den tilsyneladende modsagde meget af det jeg havde skrevet om ellers på bloggen, specielt når det gjaldt fænomenet intuition.

   Tilsyneladende er der to slags intuition, den fordomsfulde, hurtige og nemme - og så den der fører til nye tanker og ideer og produkter.

Den her blok har jo som rød tråd udforskningen af kreativitet - fra alle mulige faglige vinkler og udgangspunkter. Og gennemgående har jo været at at forskerne er enige om at grænseoverskridende kreativitet i ideer, i tænkning, i kunst, i videnskab - har at gøre med at mennesker suspenderer en række af de psykologisk kontrolmekanismer og "går i åben tilstand", kontrolmekanismer som er med til at opretholde god ro og orden mellem mennesker indbyrdes og i samfundet som helhed.

   Hjerneforskerne som har haft min særlige interesse i mange blogindlæg, er også ret enige om at den 'åbne tilstand' opstår ved at centrer i frontallapperne som har moral at gøre, svækkes eller ligefrem suspenderer deres aktivitet, for at andre dele af hjernen neurologisk set frit - eller i hvert fald friere - kan interagere.

   Det sker fx når vi drømmer, synker hen i dagdrømmerier ('mindwandering'), eller under meditation.  Og ikke mindst sker det når vi kommer i det der kaldes flow-tilstand under arbejdet med et kreativitetskrævende arbejde som fx det at skriv en bog, skabe et kunstværk, bygge en fysisk model af noget, eller udvikle en ny videnskabelig teori.

   Jeg har også været optaget af den teori der lå bag en række meget solgte og læste bøger om coaching inden for en række praksisområder: tennis, musik, golf, arbejde, ledelse, m.m. Forfatteren var Tim Gallwey og den metaforiske og fængende fællestitel har været "The Inner Game of X..."

   Den underliggende  teori i bag bøgerne, har været at folk der ville være rigtig gode til noget, skulle lære at respektere - lytte til - og for så vidt 'træne' sin her- og nu-intuition, i stedet for bevidste at reflektere over - og bevidst at bekymre sig om hvordan de gjorde, og om de nu gjorde det rigtige, om hvad andre mente om det de gjorde, etc.

   Metaforen som har været gennemgående i bøgerne har været at der altid foregår en kamp eller et spil - 'game' - mellem to stemmer i bevidstheden, hvor den ene - den reflekterende og bekymrede - forhindrer den anden i at udfolde sig optimalt i spontan handling. Og at man altså skal lære at lukke ned for den ene hvis man har ambitioner om at  nå top-performance inden for sit arbejdsfelt: sport, kunst, ledelse, etc.

   Wikipedia fortæller:

The "inner game" is based upon certain principles in which an individual uses non-judgmental observations of critical variables, with the purpose of being accurate about these observations. If the observations are accurate, the person's body will adjust and correct automatically to achieve best performance.

En af Gallweys elever og popularisatorer forklarer det sådan her:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Når jeg blev umiddelbart optaget af Tim Gallwey, hang det utvivlsomt sammen med at jeg kunne genkende tænkningen fra en bog jeg læste for mange år siden -om kunsten at tegne, en bog jeg blev meget inspireret af.

   Forfatteren hed Betty Edwards, og bøgerne der udkom på dansk en gang i 80´erne havde titlerne: 'At tegne er at se' og 'Kunsten at se' (den har på engelsk den mere oplysende titel: 'Drawing on the Right Side of the Brain')

   Hende veldokumenterede påstand i de to bøger, var at alle kunne lære at tegne så tegningen lignede den genstand, figur eller person som man tegnede efter.   Hvis man lærte sig mentalt at lukke ned for den forstyrrende interferens fra den venstre hjernehalvdels præfabrikerede forestillinger når man iagttog det man skulle tegne, så ville den højre hjernehalvdel alene styre synet, og så ville man pludselig helt skarpt kunne se og tegne det der skulle fremstilles, med de helt rigtige proportioner. 

   Jeg tegnede faktisk slet ikke på det tidspunkt og havde ikke gjort det i mange år, men gennemførte en række af de øvelser og opgaver Betty Edwards beskrev i bøgerne. Og pludselig gik det som en leg med at tegne noget så det virkelig lignede.

Og her kommer så Daniel Kahneman ind med sin teori om to jeg'ers meget forskellige tænkemåde, en teori der fungerer som en slags modbillede til hvad jeg hidtil har været optaget af.

   Det ene 'jeg' er hurtigt og intuitivt tænkende og fornemmende, fordomstyret og tommelfingerregel-bundet, et 'jeg' der altid hurtigt er parat til at konkludere, og meget tit derfor konkluderer forkert; over for de et andet 'jeg' der til gengæld er reflekterende eftertænksomt, skeptisk og afprøvende, men et 'jeg' der desværre også er dovent, og hvis tænkning er svær at mobilisere fordi den risikerer at gøre livet indviklet, besværligt og krævende; og så er det et 'jeg' som skal bruge længere tid til at nå til konklusioner som baserer sig på viden og kendsgerninger.

   Fidusen ved Kahnemans grundigt beskrevne og dokumenterede teori, er at den har stor forklaringskraft i forhold til en række problemer og tendenser i det moderne samfund. Og det er vel det de bedste teorier kan: give oplysende aha-oplevelser til at forstå det der ellers forkommer mærkeligt eller tåget

   Og for mig var det altså i 2012 den for hurtige og overfladiske journalistik der bredte sig mere og mere i medierne, som jeg pludselig analytisk og nøgternt kunne få skovlen under - uden af den grund at føle at jeg var en sur gammel dræber af kreativ hurtig journalistik.

   

For et halvt år siden stødte jeg så på Daniel Kahneman igen, nemlig i bogen 'Forelsket i vinklen. Om fikseringsfejl hos journalister'. 

   Her brugte forfatterne Mikkel Hvid og Marlene Bjerre hans teori til at forklare hvorfor ellers professionelle journalister jævnligt forføres til at vinkle en historie på en måde som gør historien skæv, misvisende eller ligefrem usand.

Og nu kommer vi så til det aktuelle: 

   I onsdagens Politiken dukker Kahnemans teori så op som en forklaringsmodel til hvorfor økonomerne gang på gang går galt i byen og udtaler sig om samfundsøkonomien - uden seriøst hold i virkeligheden. Det gør de primært fordi deres teorier og modeller bygger på forestilingen om mennesket som det altid rationelle og velovervejede væsen, en forestilling som forskere omtaler som "det økonomisk menneske", og en forestilling som jo netop Kahneman i den grad har punkteret.

   Artiklen på forsiden af Kultur-sektionen er skrevet af Rune Lykkeberg, og har rubrikken: 

Hvil i fred, du økonomiske menneske

Underrubrikken lyder:

Vi har aldrig set det. Vi har aldrig mødet det. Alligevel har det økonomiske menneske været hovedperson i årtiers reformer af velfærdsstaten. Nu har landets ledende økonomer i Dagpengekommissionen erklæret det økonomiske menneske dødt. Rune Lykkeberg tegner en nekrolog over en alt for fornuftig medborger.

En slags faktaboks til artiklen bragte nogle citater fra kommisionens beretning, som vist kun kan være et ekstrakt fra Kahnemans hurtigttænkende intuitive 'jeg'. 

   I versionen på Politiken.dk citeres under rubrikken "Dødsattest":

Dagpengekommissionen gør i et afsnit med titlen 'Vi er ikke altid rationelle' opmærksom på, at det økonomiske menneske som et rent fornuftsbåret væsen ikke altid holder vand. Dette er nogle centrale pointer fra afsnittet i rapporten:    

»Det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at mennesker langt fra altid gør det, der er fornuftigt, rationelt og giver dem størst nytte på længere sigt. Vi er kort sagt ikke altid rationelle. Vi træffer ofte beslutninger, der ikke er gennemtænkte, men derimod bygger på mavefornemmelser, intuition eller sociale normer«.

   »Det første er, at mennesket har forskellige kort- og langsigtede præferencer. Det giver udslag i, at vi udskyder handlinger, der skal foretages på bekostning af fx fritid«.

   »Det andet fund er svag selvkontrol. Det betyder, at vi vælger at udskyde det vanskelige eller ubehagelige«.

   »Et tredje fund er tabsaversion. Fænomenet kendes umiddelbart også fra den klassiske økonomiske disciplin og dækker over, at omkostningen ved at tabe 100 kr. føles større end den tilsvarende gevinst ved at opnå en gevinst på 100 kr. «.

   »Endelig har vi en tendens til at overvurdere os selv. Vi tror, at vi performer bedre, end vi faktisk gør på jobbet, og vi undervurderer risikoen for at blive fyret«.

Jeg blev så glad over at en 'tung' århundredgammel videnskabelig illusion nu omsider så ud til at blive punkteret og erstattet med viden, at jeg skrev et opstemt indlæg på Facebook:

Det bør være lidt af en festdag i dag. Ifølge Politiken er forestillingen om "det økonomiske menneske" lagt i graven, også af ledende danske økonomer, som ellers stædigt hat holdt fast i den - trods en virkelighed som sagde det modsatte. Det viser rapporten fra Dagpengekommisionen.

   Så må man bar håbe at Venstre og hele blå blok (og Finansministeriet) så slår ørerne ud og hører efter. Indtil nu er alle deres forslag til såkaldte reformer jo ellers baseret på netop den forestilling.

   "Det økonomiske menneske" er fantasien om at alle mennesker altid og kun handler rationelt og tænker langsigtet og kalkuleret, en fantasi som den borgerlige økonomiske "videnskab" har baseret sine modeller på i århundreder. Og derfor altid har fejlet hvad angår prognoser om kriser i samfundet.

   Må "det økonomiske menneske" hvile i fred!

   Ifølge Politikens artikel vil "de økonomiske menneske dog hjemsøge politik og økonomisk tænkning som seje spøgelser og genfærd der går igen og igen og igen - i mange år endnu.

Og den spådom om fortsat hjemsøgelse fra 'det økonomiske menneske', skyldes at også fagøkonomer er underlagt loven om at tænke på den måde som er lettest og hurtigst, og som ikke indebærer tidkrævend udvikling af ny besværlig teori, Sandsynligvis vil flertallet af dem i mange år endnu bruge de modeller med indbygget forestilling om 'det økonomiske menneske'  som de altid har gjort.

Information forfølger det samme spor med afsæt i dagpengekommisionens rapport og kritik af 'det økonomiske menneske'. Den avis har vinklet sin artikel på en måde som fremgår af rubrikken:

Svage mennesker træffer kortsigtede valg

 Underrubrikken lyder:

I udformningen af den nye dagpengereform har arkitekterne skelet til en gren af økonomisk teori, der har at gøre med menneskers hang til at træffe ’dumme’ beslutninger. Det er de svage grupper, der træffer de ’dumme’ beslutninger, siger MIT-professor.

Den gren af økonomien der her nævnes, har betegnelsen 'adfærdsøkonomi' - på engelsk 'behavioral economics' - et teorikompleks som også i følge Wikipedia har Daniel Kahneman og hans videnskabelige makker gennem mange år, Amos Tversky som nogle af sine videnskabelige fædre.

  Wikipedia skriver her hvad det er for en special slags 'økonomi, vi her har på banen:

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of psychological, social, cognitive, and emotional factors on the economic decisionsof individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. Behavioral economics is primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents. Behavioral models typically integrate insights from psychology, neuroscience and microeconomic theory; in so doing, these behavioral models cover a range of concepts, methods, and fields. Behavioral economics is sometimes discussed as an alternative to neoclassical economics.

   The study of behavioral economics includes how market decisions are made and the mechanisms that drive public choice. The use of "Behavioral economics" in U.S. scholarly papers has increased in the past few years as a recent study shows.

   There are three prevalent themes in behavioral finances:

• Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.

• Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.

• Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

  Jeg skal ikke her forholde mig til kommisionens forslag - eller til det politiske forlig der fulgte efter igår. 

  Det jeg synes er interessant, er når artiklens hovedkilde, professor Dan Ariely fra MIT i USA, understreger at jo mere komplicerede systemer og rammer man stiller folk over for i forbindelse med lovgivning (som fx et nyt dagpengesystem), jo sværere er det for de svageste grupper i samfundet at træffe langsigtede og velovervejede valg. 

»Forestil dig, at hver gang, du træffer et valg, forstår du konsekvenserne af det valg. Køber du en sandwich, har du ikke penge til bussen. Køber du aftensmad, har du ikke penge til medicin. Alt, du gør, har en konsekvens. Det er ikke kun en forsinket konsekvens, men også en umiddelbar konsekvens. At tænke sådan er hårdt for dig,« siger Dan Ariely.

   Han mener ikke, at man er født til at tænke sådan. Uanset hvilken gruppe i samfundet du tilhører, vil det nedbryde dig, hvis du konstant skal afveje, hvilke konsekvenser dine valg har.

  »Det gør dig mentalt træt. Det gør, at du ikke er i stand til at tænke langsigtet og træffe gode beslutninger. Når du er i en situation af knaphed, får det dig til at tænke meget kortsigtet,« siger Dan Ariely.

Den konventionelle mainstream økonomiske tænkning bygger på en forkert teori om mennesket, nemlig at det altid er i stand til at tænke rationelt og bygge sine valg på langsigtede fordele. Og at det vil gøre det i hverdagens praksis.

   Sådan tænker folk som flest imidlertid ikke. Og slet ikke hvis de materielt er på røven, og uddannelsesmæssigt fattige på mentale ressourcer.

   Så en politik der forudsætter at dem der skal fungere inden for dens rammer, har mentalt overskud til at reflektere og vælge i et langsigtet perspektiv, den er dømt til at være ineffektiv.

   Om det siger Dan Ariely:

»Hver gang du laver politik, har du en teori om den person, som politikken rammer. Det gælder alt fra kriminalitet til skattebetaling. Hvis du har den forkerte teori om den person, er oddsene for at du får en held med politikken meget lille. Du bliver nødt til at lave politik, der medregner menneskets natur. Derfor har adfærdsøkonomi en kæmpe rolle at spille der.«

Det er så en tankegang som også kan spores i en artikel om klimapolitik, skrevet af Informations journalistiske grand old man på området: Jørgen Steen Nielsen.

Rubrikken er et spørgsmål som sikkert mange har stillet sig, som ønsker at politikerne nu gør noget alvorligt ved alt det der skaber og forstærke drivhuseffekten:

Klimabudskabet - hvorfor kan det dog ikke trænge ind?

Manchetten peger på menneskets hjerne - og dermed biologisk begrænsninger i tænkning - som en forklaring:

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med

Artiklen indledes med at udfolde og konkretisere rubrikkens spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

   Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

   Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

   Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

   Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

   Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

George Marshall der forsker i kommunikation om klima og miljø og har skrevet bogen 'Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change', han forklarer at når folk ikke reagerer eller reagerer helt uhensigtsmæssigt, så skyldes det problemernes komplekse karakter:

»Klimaændringer er et ekseptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

   Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

   »Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

En anden forsker i miljøkommunikation, Chloe Lucas, University of Tasmania, forklarer at det grundlæggende handler om vores behov for tryghed:

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Jørgen Steen Nielsen sammenfatter herefter:

Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Og så er det at Daniel Kahneman bringes på bane - igen. Hans teori om de to 'tænkesystemer' - det hurtige og det langsomme - refereres som en slags overordnet forklaring. Og manden selv er dybt pessimistisk på menneskehedens vegne:

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

   »System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

  System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

  Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

   »Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævnte bog.

Artiklen slutter med at citere en række forskere der ser håb og muligheder hvis man kommunikerer på en anden og mere tryghedskabende måde end hidtil. Og sidste afsnit forsøger at løfte den optimistiske fane - hvis man altså snakker om noget andet og afledt end det der er problemet: de katastrofale klimaforandringer, så kan man måske få folk som flest til at gøre det der er rigtigt og fornuftigt:

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

   Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Som læser må man konkludere at journalisten Jørgen Steen Nielsen selv ikke er alt for optimistisk - og vel nærmest deler Kahnemans skepsis. 

Debatten om 'Christianias børn' - om effektiv Dramaturgi vs virkelighed og sandhed. Det handler om at være 'forelsket i vinklen' - og om dårlige 'kontrakter' med seerne - selvom dokumentaren er god

https://www.youtube.com/watch?v=wFKIeSVJVL8

Der er opstået en livlig debat efter tv-dokumentaren 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' af Nille Westh som blev udsendt på DR den 10. august i år.
   Faktisk en debat som alle kloge folk nu er enige om er kørt helt af sporet i medierne.

Mit afsæt:

   I Politiken lørdags den 22/8 har en af de medvirkende Anna Petri (i filmen "Trylle") så et kritisk indlæg om det ensidige - og ensidigt negative - billede af hendes barndoms og ungdoms virkelighed som filmen giver.
   Hun skriver ikke kun på egne vegne, men også på vegne af to andre af de (i alt fire) centrale medvirkende i dokumentaren: Rufus Tollesen og Sofie Nørregaard der også var børn på Christiania den gang.
   Kun 'Lise' (den fjerde) er ikke medunderskriver på indlægget.

   

Anna Petri skriver blandt andet under følgende rubrik og underrubrik:

De gode sider ved vores barndom blev klippet ud
Filmen om Christiania skævvrider billedet af vores barndom.

Og så fortsatte hun indlægget:

Filmen ramte lige i hjertet på blomsterbørnenes børn. Voksne Christianiabørn fra vores egen generation har skrevet og takket os for vores mod til at adressere de udfordringer, vi som børn skulle kæmpe med på Christiania, og vi har fået et hav af henvendelser fra danskere, der kunne genkende deres egen barndom fra hippiemiljøer rundt omkring i landet.

   Filmen er nemlig i høj grad en skildring af skyggesiderne ved 70’ernes og start-80’ernes strømninger, verdenssyn og levevis. En tid, hvor der blev eksperimenteret med boformer, skoleformer, kønsroller, sex, musik, kunst og stoffer i hele landet.

   Dokumentarens tematikker skal derfor forstås og vurderes ud fra denne præmis: Alle vores udtalelser er baseret på oplevelser fra denne tid og kan derfor ikke overføres direkte til nutidens Christiania. Det er derfor dybt problematisk, når vi på det seneste har læst flere udtalelser og debatindlæg, som har misforstået denne vigtige præmis. Det skævvrider virkeligheden og skaber en fejlagtig debat baseret på et forkert grundlag.

   Det er helt uacceptabelt, at dannede journalister, meningsdannere og politikere – bevidst eller ubevidst – fører folket bag lyset i denne sag. Christianias børn lever nemlig ligesom resten af samfundet i dag i en helt anden tid med andre udfordringer end dem, vi havde i 70’erne. Filmen skal under ingen omstændigheder bruges til at sige noget om Christiania-børnene i dag.

Jeg skrev flere blogindlæg i foråret om den vigtige og normbrydende bog 'Forelsket i vinklen - om fikseringfejl hos journalister' af Mikkel Hvid og Marlene Bjerre. Den giver en række oplysende cases til illustration og dokumentation af såkaldte fikseringsfejl i journalistikken gennem årene.

   Den kommer jeg i tanker om ved at læse Anna Petris debatindlæg og efterfølgende interview i avisens kultursektion. 

   Og ved at at læse en række kommentarer fra blandt andet politikere og opinionsdannere på højrefløjen der så at sige tager filmen som gidsel for deres aktuelle fordomme og holdninger til anderledes tænkende og normbrydende ung mennesker - og til det aktuelle Christiania.

  

I kommentaren skriver Anna Petri videre, og jeg citerer in extenso fordi jeg synes det er så klart skrevet og velargumenteret:

En anden ligeså vigtig præmis er, at dokumentaren kun har valgt at belyse skyggesiderne ved det nystartede Christiania, og den tegner ikke et samlet billede. De gode aspekter ved vores Christiania-barndom har ikke været dokumentarens fokus. De er simpelthen blevet klippet ud. Det har vi – de fire hovedpersoner – været skuffede over.

   Vi har fra starten pointeret, hvor vigtigt det var, at billedet af vores opvækst også blev skildret med de gode sider. Sandheden er nemlig den, at vi også har haft en fantastisk og enestående barndom, på trods af at vi havde seriøse udfordringer at kæmpe med.

   Mange har oven i købet været helt skånet for meget af det, vi fortæller om i filmen. Vores forældre har været både kærlige og gode forbilleder – og ikke kun egoistiske bohemehippier, som filmen gerne vil fremstille dem som.

   Instruktørens argument for, at filmen kun behandler skyggesiderne, er, at netop skyggesiden manglede i det samlede mediebillede. Det har hun jo ret i. Vi har næsten kun hørt historierne om de glade hippiebørn og 68-generationens egne idealiserede fortællinger.

   Men desværre bliver filmens ’skyggesidevinkel’ ikke tydelig nok for seeren, og filmen bliver oplevet som et helhedsbillede på, hvordan det var dengang. Og det er ikke et fyldestgørende billede. Som medvirkende i filmen føler vi et ansvar for at påpege disse ting.

Jeg har et særligt forhold til Christiania, tilstår jeg gerne.

   Og jeg har et forholdsvis nuanceret billede af fristaden før og nu. Men jeg har har aldrig boet der, kun været på besøg nogle gange i årenes løb.

   Jeg forbinder stedet, miljøet, kulturen, og økonomien derude med et sæt af modstridende, næsten paradoksale kriterier: både kreativitet, frihed, alternativ tænkning, deleøkonomi, fællesskab og varme; men også lukkethed, sekterisme, hashsalg og narko, rockere og mord, kriminalitet, vold, forsømte liv, snavs.

I min mellemskole- og gymnasietid i slutningen af 50´erne og begyndelsen af 60´erne gik jeg flere gange om ugen forbi det den gang stadigt militære anlæg på højre side af gaden - og ud på Holmen i gymnastiktimerne - for at spille fodbold med klassekammeraterne.

   Op gennem 70´erne havde jeg både bekendte, venner og familiemedlemmer som i perioder boede og levede på området da det var blevet 'Fristad'.
   Mig bekendt har jeg en kusine som stadig bor der.

   Og jeg fulgte meget med i pressen om de udbredte fordomme, stereotypier og misvisende debatter der florerede om hippielivet og hash-salget og kriminaliteten i 'Fristaden'.  

   Og ikke mindst fulgte jeg med i medierene om kampen i Folketinget om at få Christiania lukket, en kamp som jeg den gang - som lektor i sprog og kommunikation på det lukningstruede RUC - ikke havde svært ved at identificere mig med.

   

Jeg husker også at jeg med glæde så Poul Martinsens tv-dokumentarfilm i 1976 'Dagbog fra en fristad', en tv-udsendelse der var den direkte årsag til at folkestemningen den gang vendte - og som også førte til at  Folketingsflertallet for lukningen forsvandt som dug for solen. 

   Det effektive dramaturgiske plot - en slags reality-dokumentar - var at lade en solid socialdemokratisk arbejderfamilie fra Hedehusende (han: jord- og beton, hun; hjemmehjælper, plus to drenge 10-14 år) bo en uge på Christiania i et af de velfungerende kollektiver. Og så der følge deres oplevelser i en løbende slalom-række af reportageoptagelser og interviews. 

   Arbejderfamilien ændrede radikalt holdning efter den uges oplevelser ved selvsyn - fra bramfri udsagn som: "Luk det lort", før udsendelsen - til udtalelser i klartekst bagefter: "Vi har mindst lige så mange sociale problemer i Hedehusene", og "der er meget godt ved det liv med fællesskab og varme som mange christianitter har." 

   Og folketingsmedlemmer i stort tal ændrede holdning fra minus til plus efter udsendelsen.

Jeg har siden i min bog 'Poul Martinsen - Besat af virkelighed' skrevet et helt kapitel med analyse af filmen - ledsaget af Martinsens egen fortælling om produktionshistorien - og om efterbyrden i den politiske offentlighed.

   Martinsen blev af blandt andet radiorådmedlem og partileder Erhard Jacobsen beskyldt for ensidighed, rød lejesvend-enøjethed - og faktuel manipulation i sin udsendelse.
   Det holdt ikke en meter og anklagen døde.

 
Martinsens argument for at fortælle sin historie på den måde, var at han ville vise en anden side af livet på Christiania end det sorte, overfladiske og negative billede der dominerede bevidstheden ude omkring i landet - og ikke mindst på Christiansborg.

   Altså: helt samme argumentation, men stik modsat vinkel, af den som dokumentar-fortællingen 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' var redigeret efter.
   Men afstanden i tid og kultur og politik er altså 1976 - 2015 - næsten 50 år.

Jeg har også fulgt med i debatten om Peter Øvig Knudsens bog 'Hippie', hvor Christiania også er en del af historien, en bog hvis første bind udkom 2011, og hvor ikke mindst de meget modstridende erindringer om tiden den gang fra de forskellige kilder, førte til mange opfølgende indlæg i aviser, i blogge, og på de sociale medier. 

   Og reaktioner fra nogle af de nu aktive  BZ'ere, har gjort at han har opgivet at skrive og fortælle BZ-ernes historie i en ny bog, som han ellers havde planlagt.
   Stof til efteranke!
  En solid bog kan være væsentligt mere oplysende i det lange løb end en dokumentar, tænker jeg.

I mange, mange år (siden 1982) har jeg undervist journalister - og journalister in spe og andre professionelle mediefolk - i tv-dramaturgi og fortællende journalistik. Og jeg  har - tro det eller ej - skrevet flere velanmeldte artikler og to bøger i den forbindelse: 'Faktion som udtryksmiddel' (1990) og 'De levende billeders dramaturgi' (2003).

   En hel afgørende (og i gamle dage overraskende) pointe i den undervisning var princippet om  at ...

... en velfungerende og effektivt kommunikerende fortælling - fakta eller fiktion - skal have én og kun én bærende ide eller præmis, dvs. en sproglig påstand som skal være sand, troværdig, fair, velresearchet og veldokumenteret - og dermed kunne fungere som en klar og forumleret kognitiv strategi, som man derefter - som god, professionel journalist eller instruktør - styrer og indretter interviews, optagelser og redigering efter.

En anden afgørende princip i undervisningen var at ...

... man som journalist og tilrettelægger skulle udvælge - nu 'caste' - de medvirkende så de - hvad angår sprog, mimik, bevægelse, påklædning og miljø - var udtryksmæssigt dækkende for historien - og så vidt muligt var repræsentative for den funktion/'rolle' de havde fået i indslaget, programmet, dokumentaren.

Jeg har imidlertid også altid været optaget af at ...

... modtagerne - publikum, eller nu 'brugerne' - blev gjort på det rene med hvilken præmis/bærende ide og hvilke vilkår fortællingen var produceret og redigeret under. 

Altså: at man i filmens start eller slutning (og i forannonceringen på nettet og i aviser) skrev oplysende ord - hvidt på sort eller sort på hvidt - men tydeligt på skærmen,  at man skrev ord der eksplicit og i klartekst forklarede, for eksempel i denne her films tilfælde, at der - af hensyn til den lineære dramaturgi og skarpheden i fortællingen - var udeladt en (lang?) række optagelser med positive udsagn fra de hovedmedvirkende og andre om deres hel- og halvtraumatiske bandom i 'Fristaden'.
     Hvis unge, fint skolede dokumentarister tror at seerne bare helt af sig selv og naturligt, har den kontraktformular i hovedet, så er de - lidt - nej meget naive - og alt for uvidende om almindelige menneskers umiddelbare oplevelse af tv-programmer.

 
Endvidere kunne man have fortalt seerne at en række for historien vigtige medvirkende som man bad om udtalelser, ikke ønskede at medvirke; dels fordi de ikke ville være en del af mediecirkusset; og dels fordi de havde dårlige erfaringer med medierne, deres journalister og effekten af presseopmærksomheden. 

   Men den slags 'varedeklarationer' levere professionelle dokumentarister og de institutioner der finansierer dem, nødtvungent og meget sjældent. Og måske endda sjældnere nu end tidligere.

   Men Poul Martinsen, dansk tv-dokumentars grand old man og nestor, han gjorde det ofte. Tit er der en oplysende og vilkårsafklarende tekst på skæremen til sidst. Tjek selv. 

   Han lavede også kontrakter med de medvirkende hvori der stod at de ved en dags slutning, altid kunne fortryde en udtalelse og få den slettet. Og ofte lod han dem se det næsten færdige program inden udsendelsen.
   I nogle af de mest kontroversielle tv-dokumentarer gik han selv i billedet som synlig fortæller og ansvarlig "vinkler af historien" (fx 'Krigerne' eller 'Fluen på væggen'), ligesom han i flere udsendelser lod de centrale medvirkende se optagelserne med sig selv -  og kommentere dem, og disse kommentarer optog han også med deres tilladelse - og gjorde til en del af den færdige udsendelse (fx 'På grænsen til liv', og igen: 'Krigerne').

   Læs mere og blive klogere i bogen 'Poul Martinsen - Besat af Virkelighed'. Den findes på mange biblioteker og kan også opspores antikvarisk stadigvæk.

   

Se så her hvad DR skriver til slut i interview-artiklen med Anne Petri i Politiken som 'svar' på kritikken fra de tre hovedmedvirkende:

"For DR er det afgørende, at medvirkende får grundig besked om grundlaget for et program, inden vi går igang med  produktionen. Det er også sket her," oplyser Morten Thomsen Højsgaard i et skriftligt svar til Politiken.

 "Fordi det netop var et meget følsomt emne, vi tog fat på, har de medvirkende helt ekstraordinært haft mulighed for at fortryde deres udtalelser, ligesom vi har vist dem programmerne inden de blev redigeret færdig. I den forbindelse havde vi en god dialog."

  "Jeg kan derfor ikke genkend den kritik, som nogle af de medvirkende kommer med. Men jeg vil gerne understrege, at jeg har stor forståelse for, at det er en stærk oplevelse at fortælle om sin barndom, som det er sket her. Det her jeg meget stor respekt for."

"God dialog", "stor forståelse for", "stor respekt for" - og 'liraum larum, katten gør æg'. Ren legitimerende DR-bureaukrati-snak til udvortes brug.

De medvirkende siger at billedet film giver af deres barndom ved hjælp af klippede udtalelser fra længere interviews, er stærkt misvisende - og derfor bliver misbrugt som 'bevis' for alle mulige uvederhæftige indlæg i den efterfølgende medieståhej.
    Og at de derfor føler sig misbrugt! Også selv om de sagde ja, en gang - uden kontekst.

Uanset at Højsgaard og Nille West mener at have ryggen fri rent professionelt, og at de altså har gjort hvad de skulle og burde i forhold til de stærkt berørte medvirkende, så er der et problem som ikke er nyt, men dårligt analyseret og forklaret. Og det er faktisk et seriøst problem for både dokumentarinstruktør og ansvarlig redaktør.

   Det Morten Thomsen Højsgaard nemlig ikke forholder sig til, er om 'kontrakten'  med seerne er klar - og dermed sikrer mod at de gamle og angiveligt idylliske eventyrbilleder af livet på Christiania i 70´erne og 80´erne - ikke nu med filmen her bare bliver erstattet med mindst lige så fordomsfulde, misvisende og mørke rædselscenarier i den brede offentligheds kortsynede og og stort set historieløse bevidsthed. 

    Hjerneforskningen har fundet ud af at når gamle erindringsbilleder så at sige overlejres med nye, ja, så forsvinder de gamle 'billeder' sådan set ud af hjernen - ligesom når man på computeren hiver en fil frem og ændrer på den, og så gemmer den igen under samme filnavn.
   Den gamle mangelfulde, men orginale version er pist væk!

   

Højsgaard skriver fx heller ikke at der efterfølgende vil udkomme en opfølgende tv-dokumentar med præmissen: 'Solsiden af barndommen på Christiania', en tænkt dokumentarfilm som sandsynligvis også kunne laves (ud fra de reaktioner jeg har læst i medierne), og ville være spændende  og oplysende at se. Og som også ville vække debat.
   Men ikke mindst ville den jo nuancere billedet i offentligheden af 'barndommen på Christiania'.

Jeg synes 'Christianias børn - Skyggen af eventyret' er en rigtig god dokumentarfilm - tilrettelagt og produceret professionelt og lige efter bogen. Forældrene til de medvirkende er mine jævnaldrende. Mine børn er nogenlunde jævnaldrende med de fire hovedpersoner.
   Den går rent hjem som fortælling og troværdig virkelighisfremstileng hos mig som her- og nu-seer.

   

Men jeg noterer at filmen indledes med noget der nærmer sig en usandhed: På skærmen skrives følgende tekst som en del af anslaget - til at forklare Christianias forhistorie og oprindeløsesideer:

UNGE I HUNDREDVIS RYKKEDE IND. DE VILLE SKABE ET ALTERNATIVT SAMFUND BASERET PÅ FRIHED, FANTASI OG FÆLLESSKAB. 

FORESTILLINGEN VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET FANTASTISK LIV HER.

NU FORTÆLLER BØRNENE DERES VERSION AF HISTORIEN.

En udfordring til læserne: Hvor er den gal her? Hvad burde der havde stået så Nille West og Morten Thomsen Højsgaard ikke skulle levere gode miner til slet spil under interviews og til pressemøder bagefter i medierne?
 
Tilføjelserne til det skriftlige oplæg i filmens start, som jeg kunne ønske det, har jeg skrevet her - med rødt: 

FORESTILLINGEN HOS EN DEL VAR AT BØRN OG VOKSNE VILLE FÅ ET BEDRE LIV HER.

   NU FORTÆLLER FIRE UDVALGTE BØRN MED BARSKE BARNDOMSERFARRINGER DERES VERSION AF HISTORIEN.

Til sidst i udsendelsen ville det efter min velbegrundede overbevisning have været både fair og oplysende - og ikke mindst fordomsnedbrydende - hvis 'man' - instruktør og ansvarlig producent -  ærligt og redeligt havde skrevet det som det var:

INTERVIEWCITATER OG OPTAGELSER ER UDVALGT OG REDIGERET, SÅ DE BEDST MULIGT ILLUSTRERER OG DOKUMENTERER DENNE VIGTIGE HISTORIE, VI HAR VALGT AT FORTÆLLE I DOKUMENTAREN HER  

DE FIRE UDVALGTE HOVEDPERSONER TALER FOR EGEN REGNING, OG ER IKKE REPRÆSENTATIVE FOR ALLE DE BØRN, DER I DEN PERIODE ELLER SENERE, HAR HAFT DERES FAMILIELIV PÅ CHRISTIANIA.

EN LANG RÆKKEN RELEVANTE KILDER HAR IKKE ØNSKET AT MEDVIRKE MED UDTALELSER I UDSENDELSEN - UNDER HENVISNING TIL AT DE IKKE VILLE VÆRE EN DEL AF 'MEDIECIRKUSSET', OG FORDI DE TIDLIGERE HAR HAFT DÅRLIGE ERFARINGER MED MEDIERNE, DERES JOURNALISTER OG PRESSEOPMÆRKSOMHEDEN. 

Hvis der havde stået  noget i den retning på skærmen til sidst i den i øvrigt velfortalte dokumentar, så er jeg sikker på at debatten efter dens udsendelse ville have været meget bedre, mere nuanceret, mindre fordomsfuld og mere oplysende - i stedet for som nu mest at stimulere til æv-bæv-buh og sort-hvid argumentation, og i hvert fald, som vi har set det, til at de medvirkende sidder tilbage og føler sig misbrugt, og oplever sig som brikker i en unuanceret og politiserende medieståhej.

Udsendelsen er produceret i et samarbejde mellem de tre nordiske public-service-medieselskaber DR, SVT og NRK, og der er også støtte fra 'nordvision'. Den har ikke været billig at producere.

   Jeg er ikke i tvivl om at den vil blive solgt og vist i en lang række andre lande. Christiania er på godt og ondt et kendt 'brand' i udlandet, og for de globale nyhedsmedier er sådan en udsendelse mad for Mons. 

   Men fordomsnedbrydende og oplysende for alvor i forhold til disse kommende seere, det bliver den sandsynligvis ikke - fordi de mangler kontekst-viden.

For mit indre øre kan jeg høre et næsten enstemmig kor af - som regel journalistisk højt uddannede og skolede (redaktions-)chefer der synger sangen:

Vi har holdt vores sti ren, gjort hvad vi kunne og skulle gøre som public-service-ansvarlige chefer og redaktører. Hvad vores dokumentar derefter bliver gjort til og brugt til i de andre medier, i de sociale medier, rundt omkring hos spin-doktorerne, i det politiske liv, o andre lande??? - DET HAR VI IKKE NOGET ANSVAR FOR - VI PASSER VORES ARBEJDE - VI ER PROFESSIONELLE MEDIEFOLK - OG DERFOR HAR VI RET TIL AT VINKLE KNIVSKARPT - SÅ KOM IKKE HER!

Her er det så at jeg trækker nobelprisvinderens Daniel Kahnemans tænkekort: bogen 'Thinking, Fast and Slow. 

   Når folk som du og jeg og hvermand ser en god og professionelt fortalt dokumentar som ''Christianias børn - Skyggen af eventyret', så aktiveres den del af hjernen som tænker hurtigt, emotionelt og, ja, fordomsfuldt generaliserende. Det nemme, det der overfladisk set stemmer overens med vores følelser når vi ser programmet:

Sikke noget svineri. Vi er blevet puttet blår i øjenene. Luk lortet. Fang og fængsel forbryderne. Pædofile og pushere om en hals. Vi stemmer sgu på DF næste gang.

Eller hvad jeg nu kan forestille mig bliver aktiveret af straks-tanker hos en stor del af seerne.

 
Men det er her Daniel Kahneman kommer ind med sit modbegreb og sin modforestilling: 'Thinking Slow'.
   Det er en forestilling om mental aktivitet - 'tankevirksomhed' - som har med objektiv, analytisk og videnskabelig tænkning og tjekket viden at gøre, en tænkning som kræver tid og research - og grundlæggende ikke er optaget af effekt og følelser, men af sandhed og faktuel realitet.

 
Min - for så vidt ekstremt banale - pointe er her, at hvis Nille West havde skrevet en tekst a la den jeg foreslog med rødt oven for, i slutningen af sin fine dokumentar, så havde hun inviteret og provokeret seerne til at tænke sig om og mobilisere den del af deres bevidsthed som dækkes af det faglige begrebet 'thinking slow'; i stedet for bare mentalt at køre videre ud af det lette og emotionelt stimulerende og fordomsbekræftende 'thinking fast-spor' som den fint fortalte dokumentar automatisk aktiverer i hjernen hos seerne undervejs - og straks efter man har set den.
   Og som andre journalister elsker at følge op på. Og hvis kaotiske og mentalt rodede spor man derefter kan følge på mediernes debatsider i ugerne efter.
   Som i denne.

Derfor Danmarks Radio, Morten Thomsen Højsgaard og Nille West, derfor kørte debatten efter udsendelsen skævt og helt af sporet. 

'Fikseringsfejl' - et nyt ord fra en god bog til at beskrive et velkendt, men delvist fortrængt problem i journalistikkens praksis

"FIKSERINGSFEJL"

"Fikseringsfejl" er et nyt ord i journalistisk sammenhæng. Men et ord der beskriver og sammenfatter et gammelt og velkendt problem i mange professioner - om end det ikke har været specielt erkendt som et problem inden for faget journalistik - af fagets egne udøvere. Til gengæld er der mange af de medvirkende - kilderne - som gennem årene har oplevet det som et problem uden måske at kunne sætte ord på det.

Ordet 'fikseringsfejl indgår i titlen til en ny bog som jeg har fået med posten to gange - dels af en af forfatterne som jeg kender og respekterer - Mikkel Hvid (medforfatteren hedder Malene Bjerre), og dels af forlaget Ajours forlagschef Teddy Petersen som jeg også kender og respekterer. Begge hører utvivlsomt til den kategori af professionelle mennesker som jeg her på bloggen har karakteriseret som 'særligt kreative personligheder'. Så det borger for kvaliteten, og efter at have læst bogen forstår jeg også hvorfor de begge har betænkt mig med et frieksemplar.

   Bogen har titlen "Forelsket i vinklen - Om fikseringsfejl hos journalister".

Det er en glimrende, velskrevet og vigtig bog. Og sprogligt har den fået en rigtig god titel med fine bogstavrim mellem tre ord der starter med "F":

    Ikke mindst glæder det mig at forfatterne som inspirationskilder henviser til to gode bøger jeg selv tidligere har skrevet om her på bloggen:

• Daniel Kahneman: Thinking, Fast and Slow
• Bob Baker: Newsthiking

Forfatterne til "Forelsket i vinklen" skriver  ikke hvor de har selve ordet/begrebet fra, men mit gæt er at de har det fra lægerne og lægeverdenen som også kender til det fænomen at begå - måske fatale - fejl på grund af meget faste og for tidligt fastlagte forudantagelser om fx en patients sygdom og symptomer, forud-antagelser der kan gøre dem mentalt blinde for -  de overhører og overser - andre symptomer og andre mulige sygdomsårsager til dem.

Det er første gang på dansk at jeg har læst en så grundig og seriøs beskrivelse af hvordan  hypoteser - af forfatterne kaldet 'arbejdsvinkler' - er en afgørende del af en professionel journalists mentale arbejdsberedskab. Og at det lige præcis er derfor at risikoen er så stor for at man som journalist med en deadline og i konkurrence med andre journalister for tidligt lægger sig fast på at en biased 'arbejdsvinkel' der ender med at blive den vinkel der kommer til at bære den færdige nyhedshistorie. Og med den åbenbare risiko at man kommer til at skævvride eller misrepræsenterer sandheden og virkeligheden i den journalistiske fremstilling.

Min pointe er her at uden en bestemt og præcis definition af "journalistisk vinkel", kan man heller ikke få øje på, beskrive og forstå 'fikseringsfejl" som Malene Bjerre og Mikkel Hvid gør det i deres bog.

Bogen trækker i høj grad på Daniel Kahnemans begreber om forskellen mellem hurtig, nem, intuitiv og fordomshjulpet tænkning på den ene side ('system 1-tænkning'), og den langsommelige og besværlige analytiske tænkning på den anden (system 2-tænkning). 

   Bogen gennemgår med mange gode eksempler og case-historier de forskellige forhold i journalistprofessionens selvforståelse og den virkelighed journalister arbejder under som kan begrunde og forklare et bredt spektrum af de fikseringsfejl som journalister forledes til at begå.

   Bogen beskriver i et sidste kapitel en række metoder for journalister til at undgå - eller formindske risikoen for at begå fikseringsfejl. De sammenfatter deres gode råd i disse fire trin:

• Led efter tegn på at du er fikseret
• Find din analytisk-kritiske journalist frem
• Forsøg aktivt at underminere din egen vinkel
• Brug dit gode journalistiske håndværk

Da jeg for et små tre år siden stødte på Daniel Kahnemans bog "Thinking, Fast and Slow", fik jeg under læsningen en lang række aha-oplevelser som jeg fornemmer de to forfatter også har haft i forbindelse med udarbejdelsen af deres bog.

   Jeg konstaterede den gang hvor effektivt Kahnemans begrebdannelse var til at forstå og forklare en række eksempler på åbenbart dårlig og misvisende journalistik i dagspressen, Og også til  at forstå hvordan artiklerne kunne være sluppet igennem redaktionschefers etikansvarlige kontrol.

   Det blev til en syv indlæg lang serie hvoraf jeg her linker til det første og det sidste i serien - resten kan man bare slå op ved at søge i bloggens søgefelt: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/thinking-fast-and-slow-journalistik-om.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/01/thinking-fast-and-slow-7-bidrag-til.html

Selv blev jeg for alvor opmærksom på betydningen af  "vinklen" i det journalistiske arbejde i forbindelse med min DR-undervisning i tv-dramaturgi og faktion i slutningen af 80´erne, og jeg skrev en definition i bogen 'Faktion som udtryksmiddel' (s. 122 f.),  en definition jeg så gentog og udfoldede godt ti år senere i bogen De levende billeders dramaturgi, bind 2. TV" (s. 73ff.)

   Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i en lang periode følte mig lidt alene med den indsigt om hvad "vinklen" egentlig var og havde af betydning i den journalistiske arbejdsproces.
   Lærebøgerne talte uldent og metaforisk om "vinklen" som "lagkageudsnit" eller som en særlig variant af det man i daglig tale kalder "synsvinkel". Heller ikke de udenlandske lærebøger var klare i definitionerne af "journalistic angel", og fremhævede ikke det som specielt vigtigt. 

Men jeg er helt enig med Malene og Mikkel i deres definition s. 18 som lyder  "den påstand om virkeligheden som journalisten fremsætter og give modtageren belæg for." 

   De henviser generelt til "de journalistiske lærebøger" som kilde til den definition, men mig bekendt er det kun inden for de sidste 3-4 år man for alvor blandt journalistikundervisere og fagets lærebogsskribenter er blevet enige om den definition. Og dermed også enige om betydning af den forståelse af den journalistiske arbejdsproces som den indebærer: nemlig at journalister bevidst eller ubevidst i udstrakt grad gør brug af hypoteser - 'arbejdsvinkler' - for at styre og målrette deres research - helt tilsvarende læger, advokater, detektiver, m.fl.     

   Først når man i professionen er enige om den definition, er der et kognitivt grundlag for at at indse at fikserede hypoteser kan være en alvorlig fejlkilde i journalistens praksis. Og hvorfor.

I 2010 blev der på RUC afholdt et seminar blandt underviserne i sprog på de forskellige journalistuddannelser i Danmark, Seminaret havde "journalistisk vinkel" som gennemgående tema. Jeg skrev om seminaret og emnet i følgende indlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/hvad-er-en-journalistisk-vinkel-og-hvad.html

En vigtig pointe her er at jeg også prøver at rydde op i den uklare tænkning der sammenblander begrebet 'vinkel' og et beslægtet fagbegreb 'frame'.
   En 'frame' er en ofte metaforisk tænkt og formuleret kategorisering af et stykke virkelighed, fx "Terror is war", mens 'vinkel' altså er en konkret påstand om hvad der kan dokumenteres som sandt og virkeligt. 

   Man kan sige at hvis en bestemt frame dominerer den journalistiske tænkning på en redaktion, så vil den inviterer til nogle typer vinkler på historier, og samtidig mere eller mindre udelukke andre. 

   Det er i øvrigt den eneste mangel jeg ser i bogen: At den ikke inddrager begrebet 'frame' og muligheden for 'frameshift' i dens analyser, idet begrebet også er vigtigt hos Kahneman til at forklare bias. 

 
Og begrebet 'frame' står også centralt i en anden bog med stor forklaringsværdi i forhold til at forstå journalistisk praksis, en bog som jeg for mange år siden blev meget inspireret af: Custodians of Conscience - Investigative Journalism and Public Virtue - af James S. Ettema and Theodore L. Glasser

I mange år afholdt jeg et en-dags-kursus om kreativitet og journalistik, og på dem viste jeg altid deltagerne en powerpoint-slide med følgende tekst:

Definition: ”en journalistisk vinkel”
• En journalistisk vinkel er den påstand med nyhedsværdi som historien underbygger, sandsynliggør, dokumenterer eller beviser
• Nyhedsværdier: aktualitet, konflikt, væsentlighed, sensation, identifikation
• Historien kan altså siges at være det indhold der beviser vinklen, og de journalistiske bevismidler er: facts, citater, observationer
• Vinklen er svaret på spørgsmålet: Hvad nyt, overraskende, spændende og interessant er der i den historie?
• Inden påstanden bliver til vinkel for artiklen, er det en hypotese i researchen af historien
• Researchen forfølger de spørgsmål hvis svar afgør om historien ”holder” og om hypotesen er sand og kan blive til vinkel i artiklen
• Vinklen står som regel i underrubrikken/manchetten til en avisartikel, eller i nyhedsværtens oplæg til et tv- eller radioindslag

Målet med at vise den var simpelt hen at rydde op i journalisternes eller de journaliststuderendes tænkning, og frigøre dem fra den tvang der lå i at være ubevidst om hvilke tankeprocesser der mere eller mindre var automatiseret hos dem i løbet af uddannelsen og gennem praksis på redaktionerne.

Jeg skrev ekstensivt om hypotesens betydning i god journalstik i min "Introduktion til undersøgende journalistik" fra 2003 som man kan finde her:

http://www.academia.edu/3826671/Introduktion_til_unders%C3%B8gende_journalistik

Introduktionen var stærkt inspireret af den ovennævnt bog af Ettema & Glassser. Og i den indføring skrev jeg blandt andet om ligheden mellem (undersøgende) journalistik og andre "undersøgende professionelle praksisser", og jeg gennemgik hvordan hypotese-opstilling, -afprøvning og -revision var centralt i god (=undersøgnede) journalistik:

Hypoteser og vinkler i den undersøgende journalistik

Arbejdet med hypoteseopstilling, hypotese-afprøvning, hypoteserevision er centralt i undersøgende journalistik – ligesom i videnskab og andre undersøgende praksisser.

   Men hvad er en hypotese i denne sammenhæng? Det er en påstand der udsiger noget om hvordan man tror at ting og sager forholder sig – men den indebærer altså altid en usikkerhed om hvorvidt det er sandt det hypotesen siger. En hypotese kan derefter underbygges med dokumenter og udtalelser, afprøves ved eksperimenter, verificeres ved undersøgelser. Og i alle tilfælde kan der være tale om at den bekræftes eller modsiges genne disse ”moves” (se nedenfor).

   En almen hypotese som ikke umiddelbart kan underbygges med dokumentation kan nedbrydes i mere specifikke og afgrænsede hypoteser der så kan underbygges. Kravet til en hypotese i en journalistisk undersøgelse er at den – hvis den kan bevises/sandsynliggøres – kan tjene som vinkel i en kritisk afslørende topnyhedshistorie.

   Når en hypotese på et givet tidspunkt i undersøgelsen er formuleret, så kræves det derefter at der formuleres en række spørgsmål som lader sig besvare gennem videre undersøgelse, og sådan at svarene derefter kan bekræfte eller svække hypotesen.

  Principielt har den undersøgende journalist ikke nogen forudfattet mening om hvorvidt hypotesen stemmer overens med virkeligheden. Men han har dog grunde – om end det måske bare er fordomme - til at formulere hypotesen, uanset hvor usandsynlig den umiddelbart lyder. Og drivkraften til at gå videre er at der foreligger en mulighed for en væsentlig afslørende historie hvis hypotesen kan sandsynliggøres.

   Ofte vil en grundig undersøgelse fører til at hypotesen enten må svækkes eller skærpes. Det er her journalisten kan formulere minimål og maksimål for om undersøgelsen er arbejdet værd: Vi skal i det mindste kunne bevise at…., for at historien holder – men det ville være optimalt og sensationelt hvis vi også kunne bevise at…. Eksempel: Det kan som minimum være at man kan bevise professionel uetisk opførsel af en magtfuld person. Maksimum er så hvis man kan dokumentere at der er tale om klare ulovligheder.

   Hvornår skal en hypotese falde, hvor megen dokumentation der modsiger den, skal der til før den opgives? Her har politi/anklagemyndighed og undersøgende journalister et fælles vilkår: at de risikerer – i iveren for at afsløre en forbrydelse og eller afdække en uret – at være blinde for oplysninger der modsiger eller svækker hypotesen.

   Hen gennem faserne sker der et gradvist skift fra hypotese til vinkel – fra afprøvning til dokumentation. Vinklen er den eller de påstande som historien beviser, og som undersøgelsen kan dokumentere. Vinklen er styringsredskabet for den fase som vi ovenfor har kaldt output-research.

   Ideen med at lave meget tidlige råudkast til artikler er bl.a. at tjekke om researchresultaterne også kan holde i en historiefremstillings narrative skema under en styrende skarp vinkel med nyhedsværdi. Samtidig kan et tidligt råudkast der løbende revideres, være en god strategi til at lede researchen mere direkte mod målet – det journalistiske produkt – uden for mange ekstra tidskrævende svinkeærinder.

Faktisk skrev jeg selv om den journalistiske vinkels betydning og status i journalistens arbejde - i en kronik i Jyllandsposten i 2003, ikke mindst foranlediget af at jeg havde mødt en masse kritik fra forskerkolleger på universitet over journalister der ringede og bad om udtalelser til citat - kun for at få en udtalelse der bekræftede deres fikserede vinkel. 

   Den kronik har jeg så også fundet frem i anledning af Mikkels og Malenes bog, og den kommer i et følgende indlæg.