Månevandring med Einstein - Joshua Foer om hukommelse og kreativitet

Bogtitlen er direkte oversat fra engelske "Moonwalk with Einstein" af den unge forfatter Joshua Foer. En amerikansk fagbogsbestseller fra i år. 

   Den bliver anmeldt i dag i Politikens tillæg "Bøger". Og får fem ud af seks hjerter. Jeg er interesseret fordi det bliver mere og mere klart for mig hvor betydningsfuld hukommelsen er for kreative processer og for det at lære noget nyt.

   Anmeldelsen af Morten Garly Andersen under rubrikken "Husk at huske", indledes sådan her:

Først blev jeg interesseret, dernæst irriteret, så fascineret, igen irriteret og til sidst glad for denne fagbog. For her er en ung fyr, den amerikanske journalist som med imponerende elegance, nysgerrighed og en snert ungdommelig arrogance går ind i et ældgammelt emne. Og han får hurtigt en mission med sit arbejde. Han vil ikke bare beskrive sit emne, hukommelse, som en ekstern betragter, han vil være den bedste til at huske i USA. (...)

   Efter at have overværet de amerikanske mesterskaber i  at huske begynder han selv at træne som en gal og bliver langsomt slev hovedperson i sin historie. Imens træningen pågår, læser Foer et hav af videnskabelig litteratur om feltet. (...)

   Foer begynder at mestre teknikken og stiller op ved de amerikanske mesterskaber i hukommelse. (...)

   Joshua vinder selvfølgelig de amerikanske hukommelses-mesterskaber efter et års intens træning.

Det er jo et smukt eksempel på det jeg har kaldt "et journalistisk plot" i min bog "De levende billeders dramaturgi, 2. TV": "iscenesættelse af fortælleren selv" - her i varianten "fortælleren som forsøgsperson" og "som opdagelsesrejsende". Og jeg definerer og beskriver funktionen sådan her i bogen

Fortællerplot vil vi tale om når det er tilrettelæggeren af et fakta- eller underholdningsprogram der selv iscenesætter (eller er medvirkende til det) et handlings- og begivenhedsforløb for at skaffe visual proof til at levende gøre og anskuelgigøre historiens sandhed og virkelighed - med det overordnede formål atlevere autentisk virkende scener og vendepunkter der kan øge fremdriften og forstærke identifikations- og fascinationsmulighederne i programmet. 

Her er det så bare en fakta-bog og ikke et tv-program der er plottet på den måde og med det formål.

   Og det er jo det samme plot som vi finder i Lone Franks to bøger "Mit smukke genon" og "Den femte revolution" (som jeg tidligere har omtalt). Og det samme journalistiske plot som vi finder i den bog af Steven Johnson som har titlen "Mind Wide Open", en bog som jeg også har refereret til og citeret fra tidligere. 

   Fagbogsforfatteren bliver gennem selvicenesættelse selv et illustrerende eksempel på hvad der foregår inden for det fagområde hun/han vil skrive om - og skaber samtidig spænding og identifikation i sin historie. Det er klart det journalistiske fortællerplot der forklarer anmelderens indledende verbale frustrations- og fascinations-udviklingshistorie som han oplever under læsningen.

  

Ved siden af anmeldelsenm står der et interview af Marcus Rubin med Joshua Foer. Han viser sig at være ud af en særdeles kreativ familie. Hans to storebrødre har også skrevet bestsellere.

 
Jeg citerer et par passager fra interviewet:

Det hele går ud på at overføre oplysninger, som er kedelige, og som man glemmer med det samme, til billeder, som er sære, frække, grimme og uhyggelige eller noget femte. Et eller andet, som gør det mindeværdigt. (...)

   Hvilke billeder, man skaber, siger meget om en selv,  men jeg tror, der er en generel tendens i retning af det bizarre, perverse og absurde. Men det sjove - og for mig overraskende - er at det er en meget kreativ proces at lære udenad. Tit bliver det jo fremstillet som det stik modsatte. (...)

   Hukommelse er fuldkommen afgørende for at være menneske, Hvad er vi som mennesker, hvis ikke det er, hvad vi husker, og hvad vi ved? Så er det jo bare kød, blod og vener? Vi er jo intet uden vores minder - det jo blandet andet derfor, sygdomme som Alzheimer er skræmmende.

   Og for at vende tilbage til det med kreativitet er hukommelse og viden helt afgørende dele af at være kreativ. Jo mere man husker, jo mere interessant tanker og ideer får man. Det er det samme, som at man skal kunne stave for at bruge en ordbog, man skal huske for at skabe.

Jeg kan ikke lade være med at associere til "the default network" som er aktivt når vi ikke er optaget af udadvendte opgaver, og som "tænder" både når vi skal trække erindringer ud af den episodiske og selvbiografiske hukommelse, og når vi forestiller os noget i en tænkt situation eller i en mulig fremtid. Det er vel det samme som han siger: Man kan ikke forstille sig selv i imaginære scenarier hvis man ikke har erindringer om sig selv i tidligere situationer at trække på, situationer der ligner eller står i kontrast.

Og så får jeg associationer til det foregående indlæg.
   Når Joshua Foer taler om at de mentale billeder han skal hægte de kedelig oplysninger op på han skal huske, så nævner han "det bizarre, perverse og absurde". Og det er jo præcis den slags billeder som giver direkte adgang til mandelhjernen - amygdala - som permanent forbinder oplevelser med stærke følelser.

   Jeg har været inde på tilsvarende tanker som Joshua fortæller om i følgende indlæg tidligere:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/07/christian-braad-thomsen-og-udenadslrens.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/vi-begriber-med-hnderne-vi-er-klogest.html

Joshua citerer i interviewet Samuel Johnson, stor engelsk kritiker, digter og forfatter fra 1700-tallet:

Kunsten at huske er kunsten at være opmærksom

Men opmærksomheden skal først dele sig: Det kedelige som den eksterne opgave går ud på at huske (mange tal, lange tekster), skal systematisk og element for element kobles sammen med et internt forestillet visuelt og emotionelt ladet billedgalleri bestående af billeder eller scener i en bestemt naturlig rækkefølge.
   Når først sammenkoblingen er sket mental gennem øvelse og træning, så behøver "huskeagenten" kun være opmærksom på én ting: at genkalde sig billedgalleriet i den kronologiske orden.; så kommer tallene eller teksten af sig selv frem til bevidstheden, og i den rigtige rækkefølge.

   Det kunne være noget der er beslægtet med såkaldt "method acting" som ifølge Wikipedia trækker på vores emotionelle hukommelse: "the affective memory":

Affective memory, also known as emotional memory, is an element of Stanislavski's ‘system’ and of Method Acting, two related approaches to acting. Affective memory requires actors to call on personal memories of situations similar (or more recently a situation with similar emotional import) to those of their characters. Stanislavski believed actors needed to take emotion and personality to the stage and call upon it when playing their character. He also explored the use of objectives, the physical body's effect on emotions, and empathizing with the character.

   "Emotional recall" is the basis for Lee Strasberg's Method Acting. "Sense memory" is used to refer to the recall of physical sensations surrounding emotional events (instead of the emotions themselves). The use of affective memory remains a controversial topic in acting theory.

Det er jeg så inde på i slutningen af  det tidligere indlæg om "falske" og "ægte smil". De to på overfladen ens udtryk monitoreres af to forskellig centrer: ét der efterligner det kropslige og verbale udtryk formelt, og ét der trækker på de korresponderende følelser som har sæde i og huskes af amygdala. 

   Og det er altså noget vores spejlneuroner tilsyneladende kan skelne imellem: om smilet bare mimes af den anden som vi ser, eller om der er en intention bag smilet som styrer smilemusklerne i den andens ansigtet - og dermed gør smilet ægte.

Se videre i indlægget: 

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/05/selv-et-lille-barn-kan-afslrer-et-falsk.html

Den modulopdelte hjerne (3) - iflg. Steven Johnson´s "Mind Wide Open"

Jeg har tidligere referereret til synspunkt og tanker om kreativitet og nye ideer fra Steven Johnsons bog: "Where Good Ideas Come from - the natural history of innovation". Og en enkelt gang har jeg nævnt en anden bog af ham: "Mind Wide Open - Why you are what you think" i forbindelse med et tidligre indlæg om den modulopdelte hjerne:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/mozart-effekten-fantasi-eller-fakta-om.html

Bogen "Mind Wide Open" har som fremdriftselement et regulært "fortællerplot" - dvs. den drives frem af forfatteren der tager ud på en opdagelsesrejse hvor han bruger sin hjerne som forsøgsobjekt i forhold til forskellige måle-teknikker der kan vise billeder af hvad der foregår i hjernen. 

   Steven Johnson udsætter sig selv og sin hjerne for en række af de "neuro imaging"-teknikker som har betydet en revolution i hjerneforskningen de sidste 20 år - en revolution som også Lakoffs og Feldmans NTL- teori - "Den neuralet teori om sprog" - udspringer af.

   Wikipedia forklarer:

Neuroimaging includes the use of various techniques to either directly or indirectly image the structure, function/pharmacology of the brain. It is a relatively new discipline within medicine and neuroscience/psychology.

Altså, det drejer sig om de metoder man har udviklet til at visualisere spor af hvad der foregår i hjernen under forskellige omstændigheder og vilkår. 

   Og Steven Johnson fortæller om hvad en i øvrigt kyndig person får ud af visuel indsigt i hvad der foregår i hans egen og andres hjerner under de forskelige forsøgsopstillinger:

As you learn to detect these brain components, you start to recognize  how much multitasking is really going on in your own hedad. You realize that the emotion you feel isn´t simply a reaction to the world at  that moment, but rather something closer to a drug, with a strage life og its own. There´s whe used to call a "rational" you" and an "emotional you", and the two aren´t always in sync. Brain science has now given us more accourate descriptions of thes two sides of personality, mapped onto specific regions of the brain. Instead of "rational" and "emotional", today w have the "neocortical you" and the "limbic you".

Bogen starter med en beskrivelse af en aha-oplevelse for forfatteren. Han bliver målt med forskellige instrumenter som minder om en løgn-detektor. Og i den lidt anspændte test-situation kan han ikke lade være med at løse op for stressen ved at fyre nogle jokes af undervejs mens målingerne tages.

   Måleapparaterne viser så at hver gang han gør det, så udløser kroppen/hjerne samtidig et ordentligt skud adrenalin, som er det hormon vores hjerne/krop doper os med når vi er i den særlige alarmtilstand som kaldes "the fligt or fight-response".

Hvad der er årsag og virkning mellem den eksplosive stigning i adrenalinen i blodet og affyringen  af vitserne, fremgår ikke af Steven Johnsons beskrivelse.

   Men umiddelbart minder det om det man inden for dyrepsykologien kalder en "overspringshandling", dvs. en tilsynladende umotiveret adfærd i en situation hvor trangen til at blive og slås og trangen til at stikke af og flygte "vejer hinanden op" så ingen af handlingerne kan udføres.

   Overspringshandlingen har ingen logisk sammenhæng med dilemmaet, men fungerer som en udsættelse af et ubehageligt valgt. 

   Altså et kreativt produkt som et symbolsk udtryk for en emotionel frustration der skyldes et mentalt dilemma. På engelsk taler man i psykolgien om displacement.

Søger man på "overspringshandling" på nettet, så kan man se at "overspringshandlinger" i de fleste henvisninger opfattes som noget negativt, som tidsspilde i forhold til den opgave som man skal have udført eller er igang med at udføre.

  Men i Steven Johnsons personlige historie så er der jo tale om en kreativ handling - i form af humor og med udnyttelse af metaforer og ironi - som i så fald bruges som en spændingsdæmpende - en afslappende overspringshandling.
   Og det svarer meget godt til at humoristiske pointer tilsyneladende -  ligesom flow-processen i almindelighed - udløser endofiner i hjernen - en del af vores eget indre kemiske belønningsssytem. 

I psykoanalysen opfattes "overspringshandlinger" - i form af metaforiske forskydninger og metonymiske fortætninger i drømme, vittigheder, fortalelser mv. - som et helt centralt begreb til at forstå det ubevidstes forsøg på at udtrykke det som ellers forsøges undertrykt og fortrængt af over-jeget. 

   Og dermed er der en kobling til Freud og hans berømte moduopdeling af sinde i tre mentale instanser: ID, JEG, OVERJEG - instanser sindet som kan kæmpe om magten over bevidstheden.

Steven Johnson er i "Mind Wide Open" optaget af forestillingen om at hjernen er opdelt i moduler som skal arbejde tæt sammen og koordineret for at vi kan fungere i forhold til os selv og vores omverden Modulerne  arbejde relativt uafhængigt af hinanden, og kan derfor komme i "intern" konflikt. Fx når vi sender et "kunstigt smil" til en person som vi ikke bryder os om, men synes vi er nødt til at være venlige over for. Eller når vi "kvæler et grin" invendigt for ikke at fornærme chefen som lig har spillet klovn ved at falde ved siden af sin stol da han ville sætte sig.

Den første konklusion Steven Johnson kommer med meget tidligt i bogen lyder sådan:

You are the sum of your modules

Indsigt i din hjernes moduler og deres samarbejde (eller når de modarbejder hinanden), får man bla. gennem sygehistorier hvor mennesker har fået sat dele af hjerne ud af spillet gennem ulykke eller sygdom, sådan at de på de fleste felter stadig fungerer normalt men på helt specifikke adfærds områder pludselig er gået i sort. 

   Indsigt der dokumenterer modulerne får man  også gennem en lang række perceptionseksperimenter hvor hjernen får to opgaver der interfererer. Hvis man fx lader folk læse et ord der betyder en farve, mens bogstaverne i ordet viser en anden: SORT, BLÅ, GRØN, så konstaterer man at det forstyrrer og forsinker læsningen - i sammenligning med læsningen af ord hvor udtryk og indhold stemmer overens: SORT, BLÅ, GRØN.

Den næste konklusion Steven Johnson fremfører lyder sådan:

It´s a jungle in there

Dermed refererer han til den metafor han foretrækker at se og forstå hjernens funktion igennem: en tropisk jungle der med alle sine dyre- og plantearter udgør et stort ecosystem hvor modulerne både arbejder sammen og hjælper hinanden - og samtidig konkurrerer. 

For at mennesker kan fungere socialt må de have hjernen skruet sammen på en måde så de kan aflæse andres indre mentale liv. Så det er hans anden konklusion:

Deep down, we´re all extroverts

Dermed mener Steven Johnson at en lang række af hjernens forskellige moduler er "wired" - forbundet - så vi er i stand til at aflæse andre menneskers psykiske tilstand ud fra et kompleks af ydre kropslige kendetegn - især ansigtsmimik. Og at sådan en aflæsning af sindet hos den anden er noget af det tidligste et barn lærer i sit sociale samspil med sine forældre. 

   Det starter med "gaze-monitoring" - dette at vi lærer at følge den anden parts blikretning for derfra at kunne regne ud hvad den anden ser:

As we grow older, we scrutinize peoples eyes for subtler cues: not just what they´re looking at, but what they are thinking and feeling. Because our emotionalt systems are wired directly to our facial muscles, a la the Duchenne smile, we often get accurate portraits of other peoples moods just by scanning their eyes or the corners of their mouth.

   Gaze monitoring and emotional expression recognition are two of the fundamental  mindrading systems, but we also use other tricks. We monitor speech intonation carefully for emotional nuance. We put ourselves into other people´s mental shoes - what the cognitive scientists call the "simulation theory" of mindreading, according to which your brain is effectively running af mini-simulation of somen else´s to anticipate how the other person feel.

Der var det igen - det med at opfatte mental simulaton som forståelse - nemlig af hvad andre tænker og føler. 

   I den forbindelse henviser Steven Johnson til teorier om autisme og årsagerne til de mentale handicap som kendetegner autister. Han anfører at autister lider af "mindblindnes", på samme måde som nogen kan lide af ordblindhed. Og sammenligningen er ikke ment metaforisk.

Ordblindhed skyldes sandsynligvis problemer med forbindelserne mellem forskellige centrer når man læser eller skriver. I Weekendavisen fra den 8. juli forklarer Kjeld Johansen i en kommentar problemerne således - idet han mener at ordblindhed har sammenhæng med lateralitet (højre-venstre-"forvirring"):

De fleste hjerner er skruet sådan sammen, at opfattelsen af sprogets kontante mening forarbejdes i hjernens venstre hemisfære, medens de mere "skjulte" hentydninger (fx ironi og kærlige betoninger i måden, ordene siges på) forarbejdes i højre hemisfære. Det er også sådan, at højre øre arbejder mest samen med venstre hemisfære og omvendt. Mange børn (og voksne) med læse-/stave-problemer lytter primært med venstre øre. Det har en negativ betydning for deres opfattelse af sproget, men betyder tilsyneladende også, at de er mere end normalt følsomme over for den måde, man taler til dem på. 

   Adskillige børn med autistiske tendenser har det helt omvendt. De lytter næsten ikke med venstre øre og opfatter derfor ikke sprogets "skjulte" nuancer.

På samme måde mener hjerneforskerne altså at også autisters problemer har at gøre med at deres hjerner er "wired" på en særlig måde, som dels kan forklare at de har svært ved at "aflæse" hvad andre tænker og føler ved at iagttage deres ansigtsudtryk - og fx svært ved at forstå metaforer; og som dels kan forklare at de til gengæld ofte  har særlige mentale evner, fx når det gælder hukommelse. 

   En af teorierne som Steven Johnson ikke nævner, er at autisters spejlneuron-system ikke fungerer som det skal. 

    Men hans sidste konklusion om den modulopdelte hjerne lyder sådan:

Your brain contains some strange bedfellows

Hvormed han mener at de mange forskelligartede moduler med forskellige funktioner, kan være forbundet eller ikke-forbundet på mange forskellige og uforudsigelige måder: 

This is one of the key insights that neuroscience brings to our sens of self: strengths or weaknesses in one area are often predictive of strengths or weaknesses in seemingly unrelated areas. (...) The more you understand the mind in the light of modern brain sicience, the more you recognize thet isolated traits you possess aren´t necessarly isolatede - the brain is full of zero-sum games, where one talent prospers at the expence of another. Sometimes those balancing acts  involve relatede skilles, sometimes the connections is more obscure.

Hen imod slutningen af bogen sammenligner Steven Johnson den model af sindet som Freud var ophavsmand til med den "moderne" som SJ har jagtet og indkredset gennem sin bogs forskellige kapitler. 

   Han beskriver Freuds model af psyken gennem dampmaskinen som metafor - fyldt med libidoenergier som presser på og kræver udløsning, men som må undertrykkes og kontrolleres gennem fortrængninger. 

  Herover for stille han en anden metafor for den moderne hjerneforsknings syn: Sindet og hjerne fungerer som et komplekst lagdelt og modulopdelt økosystem hvor de forskellige dele spiller og agerer sammen og mod hinanden:

So this is your brain, in alle its multiplicity. You are part repetile, part mammal, part primate, parte homo sapiens. Your are at twitchy amygdale; you are a dopamine fiend; you are under the spell of oxytocin. You are an unthinkably complex series of connections, of links, spun together by your genes and by your livede experience. You are a walking assembly of patterns and waves, clusters of neurons firing in sync with one another.

KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - kreative miljøer er som ursuppen

Jeg har tidligere i et indlæg noteret den formmæssige lighed - isomorfi - der er mellem det skema for konceptuel blending som fremgår af bogen 'The Way We Think', og så en grafisk model af kønnet befrugtning: to kønsceller der smelter sammen og producerer en tredje, som er et helt nyt indvid med en blanding af egenskaber fra de to forældre-celler (se indlæg 20/09/10).

   Den isomorfi gør det altså muligt at se og forstå den mere abstrakte kognitive tankeproces blending, gennem forestillingen om den mere konkrete og velbeskrevne biologiske befrugtningsproces.

   KREATIV TÆNKNING er BIOLOGISK BEFRUGTNING - en masse sproglige udtryk viser at det er præcis den grundmetafor vi "trækker på" i en lang række sproglige udsagn når vi skal formulere os om  kreativ tankevirksomhed:

• Vi havde et frugtbart samarbejde
• Tanken om demokrati gærede rundt omkring i samfundet
• Ideerne blomstrede 
• En ny tanke spirede frem
• Bogen såede et frø til en nyskabende opfindelse
• Heri lå kimen til en revolutionerende teori 
• Det moderne begreb om tyngdekraften blev født 1687
• Niels Bohr var atomteoriens far
• Problemet skulle have en vis inkubationstid før løsningen dukkede op

Som jeg nævnte i det foregående blogindlæg, så arbejder Steven Johnson i sin bog 'Where Good Ideas Come From' ud fra en gennemgående generativ grundmetafor eller analogi:

  

KREATIVE MILJØER er som den LIVGIVENDE URSUPPE 

Pointen er at han derudfra finder analogier og isomorfier på mange planer mellem natur og kultur. Han anfører:

Wether you´re looking at the original innoventions of carbon-based life, or the explosion of new software toools on the Web, the same shapes keep turning up. When life gets creativt, it has at tendency to graviate toward certain recurring paterns, whether those patterns ar emergent and self-organizing, og wether they ar eliberately crafted by human agents. 

Til at grafisk at visualiserer sin helhedstanke i bogen bruger han metaforen et timeglas og dette at man i den model kan zoome ind og ud - både når det gælder naturfænomener (over stregen) og naturfænomener (under stregen):

global evolution

ecosystems

species

brains

cells 

----

ideas

workspaces

organizations

settlements

information networks

Hans ide (opdagelse?) er at det er de samme innovations-mønstre der findes på alle planer - uanset skellet natur-kultur, og at man altså mentalt set kan zoome ud og ind i forhold til de forskellige niveauer:

As you descend toward the center of teh glass, the biological scales contract: from the global, deep time of evolution to the microsocopi exchanes of neurons og DNA. At the center of the glass, the perspecitive shifts from nature to culture, ande the scales widen: from indvidual thought  and private workspaces to imennese cities and global information networks. When we look at the history of innovation from the vantage point  of the long zoom, what we find is that unusually generative environments display similar patterns of creativity at multiple scales simultaneously.

Steven Johnson er en storforbruger af metaforer. Og fraktalen er den metafor han sammenfatter hele sin tænkning gennem: Det at de samme "innovation patterns" kan genfindes når man mentalt set zoomer ud og ind og går på tværas af planer og faglige domænder i timeglasset. Han argumenterer med at - i stedet for  at anskue hvert plan gennem sin isolerede faglige optik (min metafor) - så bliver "new insigths visible by approaching the problem in this fractal (min fremhævning), cross-disciplinary way." Og senere:

You can´t explain the biodiversity and the coral reef by simply studying the genetics of the coral itself. The reef generates and sustains so many different forms of life because of patterns that recur on the scales of cells, organisms, and the wider ecosystems itself. The sources of innovation in the city and the Web are equally fractal (min fremhævning). In this sense, seeing the problem of innovation from the long-zoom perspective does not just give us new metafors. It gives us new facts.

Det Steven Johnson understreger her er en speciel udforskningsmetode, hvor han bruger en gennemgående metafor som en kognitiv søgemaskine på tværs af domæner og fagområder, til at genererer ny indsigt ud fra "recurring patterns" inden for ellers adskilte mentale territorier der sådan set er velbeskrevet og forstået hver for sig.

   Jeg fremhæver dette fordi jeg synes det er beslægtet med det jeg i det små også forsøger at gøre med skriverierne på denne blog. Ligesom i bogen 'I is an Other' af James Geary synes jeg i Steven Johnsons bog at hav fundet noget af en soul-mate.

Etårs jubilæumsindlæg på Peters Udsigt - en 'commonplace book' på nettet

I dag er det et år siden jeg begyndte at skrive på denne blog. Status er: jeg har offentliggjort 213 indlæg, heraf 30 i denne måned. Visninger har der i alt været 7.447 af, heraf 1.889 den sidste måned. Nogle få af mine venner har kommenteret positivt på Facebook. Næsten ingen kommentarer her på selve bloggen. Af "faste læsere" er der 5.

   Som det fremgår af "hovedet" på bloggen, så har formålet ikke været at generere mange faste læsere, heller ikke at udfordrer til kommentarer eller diskussion. Målet med bloggen har været og er meget egoistisk: egen erkendelse - og egen udvikling gennem denne erkendelse. Og en vag uforpligtende tanke om at noget af det skrevne måske en dag kunne blive  afsættet til kernen i en bog.

Og her har 'Peters Udsigt' fungeret over alt forventning. Det samlede antal indlæg svarer faktisk i omfang til en bog. Og jeg synes jeg er blevet klogere. Og mit blik for såvel bøger, (avis)artikler og afhandlinger som er relevante for temaet kreativitet, er blevet skærpet gennem dette første år.

   Forpligtelsen til at levere noget skrevet til en tænkt offentlighed, "noget" som altså ikke bare er til en arkivmappe på computerens skrivebord, har været stimulerende for produktiviteten. Det forestillede offentlige blik på mine skriverier, har fungeret som et krav om at levere skriftlige indlæg der til en vis men varierende grad er fagligt forpligtende og tankemæssigt udfordrende.

I alle definitnitioner på kreativitet indgår at det er noget der går på tværs af mentale skel, grænser, mure og bokse. Og noget nyt opstår:  en tanke, en ide, en sproglig formulering, en opfindelse. Og for mig har blending-teorien fungeret som en slags befriende eller generativ metafor - en øjeåbner i forhold til avistekster, medier, genrer, oplevelser, bøger, malerier, egne erindringer, faglige erfaringer.

   Fornøjelsen for mig har bla. været at jeg frit og uhæmmet har kunnet pendle på tværs af fagområder og emner: den ene dag noget om hvordan hjernen fungerer kreativt, den næste om kreativitetens psykologi, den tredje om malerkunst og arkitektur, og den fjerede om journalistisk formidling, den femte om kognitiv lingvistik, etc.

   Det har også været sjovt at kunne tillade mig at skrive personligt og hive erindringer frem fra mit konkrete liv, erindringer som er blevet aktiveret som associationer til det upersonlige emne jeg har været igang med at skrive om i et indlæg. På den måde har bloggen fungeret som en "long tail brainstorm" - en langtrukken hjernestorm der har kunnet slå bro over den ellers så dybe mentale kløft mellem privat-personligt på den ene side og offentligt-fagligt på den anden.

   Min konklusion i på denne jubilæumsdag: Jeg fortsætter så længe det er sjovt og jeg føler jeg stadig lærer nyt og kan aflevere det frisk fra fad.

Jeg har så i den forgangne uge - inspireret af en navnebroder og soulmate når det gælder interessen for opfindelser, tankemæssige nyskabelser og kreativitet - begyndt at læse bogen 'Where Good Ideas Come From - A Natural History of Innovation'. Forfatterens navn er Steven Johnson.

   Jeg vender tilbage til den i flere senere indlæg, men vil lige nævne her - i anledning af blog-jubilæet -  noget der gav mig en meget personlig AHA!-oplevelse.

Steven Johnson har i sin bog et kapitel med titlen: "The Slow Hunch" - som betyder noget i retning af "anelsen en ny ide som udvikler sig langsomt".

   Et eksempel er Darwin hvis teori om arternes oprindelse og udvikling gennem konkurrence, lå i kim i 20 år inden den var så udfoldet i hans bevidsthed at den kunne omsættes i en afklaret teori i en bog. Men teorien lå allerede delvist udfoldet og formuleret rundt omkring i den minutiøse faglige dagbog han skrev under sin berømte årelange studie- og forskningsrejse med det gode skib Beagle. Steven Johnson skriver:

We can see Darwin´s idea evolve because on some basic level the notebook platform creates af cultivating spce for his hunches; iot is not that the notebook is a mere transcription of the ideas which is happening offstage somwhere in Darwins mind. Darwin was constantly rereding his notes, discovering new implications. His ideas emerge as a kind of duet between the present-tense-thinking brain an all thoes past observations recorded on paper. (...) As he reads through his observations a new thought begins to tage shape in his mind, which provokes a whole new set of notes tha wille only make complete sense to Darwin two years later, (...).

I det kapitel fortælle Steve Johnson så om "the commonplace book", som der er tradition for at skrive og holde ved lige af "scholars, amateur scientists, aspiring men of letters - just about anyone whith intellectual ambition in the seventeenth and eighteenth cenutries."

    Denne tradition er den historiske forudsætningen for Darwins arbejde med sine notesbøger fra sin udforsknings- og indsamlingsrejse jorden rundt, fortæller Steve Johnson.

    "Commonplace book" beskrives sådan af Wikipedia:

Commonplace books (or commonplaces) were a way to compile knowledge, usually by writing information into books. They became significant in Early Modern Europe.

   "Commonplace" is a translation of the Latin term locus communis (from Greek tópos koinós, see literary topos) which means "a theme or argument of general application", such as a statement of proverbial wisdom. In this original sense, commonplace books were collections of such sayings, such as John Milton's commonplace book. Scholars have expanded this usage to include any manuscript that collects material along a common theme by an individual.

   Such books were essentially scrapbooks filled with items of every kind: medical recipes, quotes, letters, poems, tables of weights and measures, proverbs, prayers, legal formulas. Commonplaces were used by readers, writers, students, and humanists as an aid for remembering useful concepts or facts they had learned. Each commonplace book was unique to its creator's particular interests.

Steve Johnson gennemgår videre hvordan en lang række kendte engelske forskere og videnskabsmænd igennem disse århundreder har udnyttet deres commonplace books som "et opbevarings- og gemmestedsted for en kæmpe samling af kim til spirende ideer og opfindelser: "a repository for a vast miscellany of hunches".

   For nogle "commonplacing" forfattere, fortæller Johnson, blev det "an aspirational metaphor for one´s mental life".

   AHA! Et match! Det er hvad bloggen 'Peters Udsigt' er: en commonplace book - på nettet: en mulighed for mentalt at blende ideer med sig selv over tid - og med andre som man støder på i bøger, aviser - og repræsenteret ved interessante personer man møder.