Cassatt og den japanske forbindelse - Kitagawa Utmaro - og noget om kunst og serieproduktion

Allerede da den blev annonceret i efteråret, vidste jeg at jeg måtte op og se udstillingen på Ordrupgaard - der viste raderinger, tegninger og pasteller af den amerikanske impressionistiske kunstner Mary Cassatt.

   Jeg har tidligere skrevet om hende her på bloggen - i forbindelse med Berte Morisot-udstillingen på Ordrupgård sidste år.

   Mary Cassatt og Berthe Morisot udgjorde sammen med Eva Gonzalès og Marie Bracquemond impressionismens kvindelige pionerer og frontkæmpere.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/berthe-morisot-og-3-andre-kvindelige.html 

Udstillingsplakaten viser hvad det er der især optager mig i Mary Cassatts raderinger, nemlig den "japanske" prægning og inspiration, som er umiskendelig.

   Vi købet plakaten, og i det værelse hvor vi i forvejen havde en række kopiere af japanske tryk af den slags Mary Cassat var inspireret af, kom plakaten straks op at hænge:

I 1890 var der er en spektakulær kæmpeudstilling i Paris af de japanske ukiyo-e træsnit - med mere end 700 tryk og albummer og 350 illustrerede bøger.

   I forvejen havde mange af de store fransk impressionister  i en række år privat samlet på japanske træsnit og artefakter fra Japan, men denne udstilling blev "et visuelt chock", fortæller udstillingskataloget til Cassavatt-udstillingen på Ordrupgaard:

Med deres overrumplende kompositioner og dristige beskæringer, deres betoning af fladen, stiliserede linjespil og brug af klare farver fik de store indflydelse på fransk impressionisme. Med deres på en gang naive og geniale billedsprog blev de en endeløs inspirationskilde, og "japanismen" - som fascinationen blev betegnet - blev en del af en generel strømning hvor man drømte sig tilbage til sanselighed og uskyld.

Jeg blev selv som helt ung bidt af "japanismen" - og er aldrig kommet mig over det igen, hvad en række indlæg på denne blog - især med fokus på Hokusai - også kan dokumentere, blandt andet dette:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/09/jeg-tager-nu-til-berlin-for-at-se-en.html

Mary Cassatt blev også hårdt bidt. Og det var især den japanske træsnitkunstner Kitagwa Utamaro som med sine motiver af japanske kvinders dagligliv (kurtisaner), herunder samvær med børn, gik rent hjem.

   Og inspirationen var endda endnu "renere" end faglitteraturen egentlig fortæller.

   Se bare her: Jeg viser først hvad jeg gætter på kunne være inspirationskilden - og derefter et af Cassatts japanske billeder. De er med en enkelt undtagelse raderinger, som hun - i samarbejde med blandt andet Degas - eksperimenterede med i 1890-erne:

Tager det noget fra Cassatts kvalitet som kunstner at hun er så påvirket af de japanske inspirationskilder? 

   Nej, tværtimod. Næsten al stor kunst bygger videre på andres arbejder, viser kunstens historie - om og om igen.

   

Men hvad har Mary Cassatt så lært af japanerne?

   Der er noget med 'uharmoniske' beskæringerne af motivet, der er noget med de klare enkle linjer, der er noget med farveholdningen,  der er noget med intimiteten i motivet, særpræg der i kombination og forening giver en umiskendeligt "japansk" fornemmelse. 

   Og alligevel kommer hendes raderinger slet ikke i nærheden af at være kopier. Den stilmæssige forskel er jo også markant, hvad man tydeligt ser.  

Men Mary Cassatts billeder er et smukt eksempel på kreativ konceptuel blending, hvor stilmæssige og motiviske input fra to forskellige kulturelle rum, integreres og komprimers til noget nyt og originalt.

   Særligt bemærkelsesværdigt er at Cassatts billeder netop ikke er træsnit som de japanske forbilleder, men afspejler en helt anden grafisk teknik der kaldes 'koldnålrådering', kendetegnet ved at kunstneren ridser motivets linjer direkte i kobberpladen, hvilket kræver en uhyre sikker og præcis beherskelse af den hånd og det blik der fører nålen. Mary Cassatt var en fremragende tegner.

   Hun eksperimenterer også med andre kreative og nyskabende grafiske teknikker, som kaldes hhv. 'akvatinte og 'blødgrundsradering' - teknikker som er med til at give fine og bløde nuancer i farver og linjer. 

To andre interessante forhold dokumenterede udstillingen: 

   

Det ene er 'serieproduktionens' kreative muligheder.
   De forskellige trykteknikker og tegneteknikker indebærer at der fremkommer en lang række trykte mellemstadier før det endelige billede. Og hver af disse forstadier kan i sig selv - netop i kraft af det "ufærdige" udtryk - være kunst af en kvalitet som man ville nyde at have på væggen. 

   Endog kan nogle af de tidligere stadiers tryk måske være at foretrække frem for det færdige og gennemarbejdede udtryk. 

   Og endelig kan der simpelt hen være serier af tryk hvor hvert færdigt tryk afviger fra de andre, ved brug af nye og andre farver af forgrundsmotiv eller af baggrunden, noget der også kendes fra de japanske træsnit:

Denne interesse for at eksperimenterer med forskellig farvelægning af det samme motiv, den delte Mary Cassatt med flere af de andre store impressionister, ikke mindst Monet som jo producerede serier af malerier af det samme motiv i forskellig belysning og vejrligt, som fx høstakke-serien og domkirke-serien.

Men jeg synes også det her med serieproduktion på en sjov måde kobler sig til en artikel for nylig i Politikens Kultursektion, om virksomheden "Malerifabrikken". 

   Nyheden var at der er et firma der sælger samlebåndsproduktion af 'ægte malerier' med samme motiv, hvor serien af ensartede malerier er malet af kunstneren selv - med henblik på et kommercielt salg til det marked af bla. Ikea-kunder der gerne vil have rigtige malerier - ikke plakater - på væggen, billeder der matcher deres nyindrettede stuer med de nyindkøbte møbler. Og altså kunder som er lige glade med om maleriet er et 'unika'

   Rubrikken lød:

'Malerifabrikken': Kunstnere står på række og maler af efter sig selv

Men faktisk er en af pointerne i artiklen, som også understreges af en af de interviewede malere, at der ér tale om 'unika'. Ikke to i en serie er (helt) ens.
   Så når man køber et eksemplar, så er det - måske kun på enkelte punkter - forskelligt fra de øvrige i serien. Men det enkelte billede er stadig 'håndmalet' af den samme kunstner som har malet 'originalen' - det første billede i serien.

   Variationen fremgår af dette billede fra "Malerifabrikkens" katalog:

Havde kunstneren udstillet billederne som en "serie",  så ville enhver anmelder accepterer det som kunstnerens udforskning af et motivs "muligheder".
   Billederne fra "Malerifabrikken" koster ca. det samme som et stykke originalgrafik af en anerkendt kunstner, som måske er produceret i en serie på 25 eller 50 numre: 2.500 kr.

   Så hvorfor egentlig den underliggende forargelse i artiklen i Politiken?
   Ikke mindst i en tid hvor vi i kraft af digitaliseringen stort set har fået udvisket forskellen mellem original og kopi på en lang række områder. 

(fortsættelse følger - om japanske forbindelser)

Når blending i malerkunsten fører til en kunstnerisk revolution - Japan + Frankrig = Verdenskunst

Jeg fik endnu en gang et mentalt kick - en aha-oplevelse - da fruen og jeg besøgte Ordrupgaard kunstmuseum for at se en udstilling med titlen "Møde med Japan - Degas, Monet, Gauguin ...". 

   Og så lærte jeg et nyt ord: 'japanisme' (eng: japonism) - som henviser til især franske kunstneres dyrkelse af japansk kunst og kultur i sidste halvdel af 1800-tallet.  

  Jeg lærte også et andet ord jeg ikke kendte: "parallelperspektiv", som godt nok er et perspektiv, men forskelligt fra det jeg kender som "centralperspektivet" som blev udviklet under renæssancen i Europa. 

   Sådan kan forskellen illustreres, parallelperspektivet går mod uendelig, mens centralperspektivet har et slutpunkt i horisonten :

Jeg har for næsten et år siden (25/04/10) skrevet et blogindlæg om malerne Klee og Nolde, som stimuleres til maksimal kreativ intensitet i deres malerkunst på grund af kreative restriktioner, pålagt dem af den omgivende virkelighed. Indlægget sluttede med at omtale den japanske billedkunstner Hokusai, som jeg allerede som ung var stærkt betaget af. Og som jeg stadig er, sidst bekræftet under min rejse til Japan for et par år siden, hvor jeg så en masse af hans træsnit, og købte en stor bog om ham, illustreret med en masse af hans billeder. Der hænger også flere af hans træsnit (i kopi) og andre japanske træsnit (i kopi) på vores vægge. Blandt andet de her to, som nærmest er blevet metonymiske ikoner for hele Japan, ligesom den lille havfrue er det for Danmark:

Så en udstilling med japanske træsnit, trækker, og jeg husker godt svagt fra kunsthistorien at de franske impressionister havde et eller andet kørende med Japan.

Udstillingen dokumenterede overbevisende kreativ blending af to kultures billedkunst i sidste halvdel af 1800-tallet, og i et omfang som jeg derfor ikke havde nogen forestilling om. Den franske impressionisme, som var en af de helt store revolutioner i malerkunstens historie, var så grundlæggende inspireret og gennemgribende påvirket af de japanske træsnitmestre at revolutionen, så vidt jeg kan se, slet ikke kunne tænkes uden dette visuelle kulturmøde. Udstillingen leverede i den grad overbevisende syn for sagn.

Man kan ellers næsten ikke forestille sig to kulturer der mentalt og konceptuelt har ligget fjernere fra hinanden end den japanske og den franske - i sidste halvdel af det 19. århundrede. Frankrig havde en kultur og et samfundsliv præget af de lange sociale og økonomiske efterdønninger fra den borgerlige revolution fra 1789. Japan havde været totalt isoleret fra næsten enhver kontakt med Europa i Shogun-perioden 1639-.1853. Nationen var på mange måder stadig et middelaldersamfund - men med en helt speciel æstetisk forfinet kultur, som da den blev introduceret til Europa, fremtrådte som fjern, eksotisk og eventyrligt anderledes. Et mentalt chock der var så dybt inspirerende at de unge franske kunstnere der manifesterede sig fra omkring 1860, aldrig kom over det.

   Og det var netop fremmedheden - det radikalt anderledes forhold til farver, motiver, komposition, perspektiv - i den japanske træsnit-kunst, som de  impressionistiske malere i den periode kunne bruge som konceptuel og visuel løftestang i deres provokerende oprør mod den etablerede franske "salonkunst". Mange af malerne havde omfattende samlinger af de japanske træsnit-mestre. Som dem her af Hiroshige:

Og når jeg ser den del af udstillingen på Ordrupgaard hvor man har ophængt berømte værker af store franske malere som Manet, Degas, Monet, Renoir, Pissarro, Sisley, Gauguin, Van Gogh, Toulouse-Lautrec - omgivet af nogen af de japanske træsnit som har inspireret dem, så bliver det tydeligt at der her et tale om anskuelsesundervisning i visuel blending: Franske kvinder og mænd, franske landskaber og haver, franske byer og bygninger, er set og visuelt tolke gennem et "japansk konceptuelt filter".

   "Det japanske syn" gennemsyrer deres billeder, både når det gælder farvevalg, motivvalg, komposition, perspektiv og beskæringer. Med andre ord, alle de særlige maleriske kvaliteter der gjorde den periode i malerkunsten historie til et eksplosivt æstetisk nybrud - og som forlenede impressionismens værker med en kreativ udtryksstyrke som vi ellers skal helt tilbage til renæssancen for at finde mage til.

Det der foregår, minder om metaforisk blending - men sat på hovedet. Når man bruger en metafor eller en analogi så er det som regel det velkendte, konkrete og nære - "kilden" - der bruges til at beskrive og karakterisere det nye, det abstrakte og ukendte - "målet".

    Men det som udstillingen viser, er at de franske malere har anskuet det velkendte "Frankrig" gennem den visuelle optik som mødet med træsnittene har indgivet dem - fra det nye, fjerne og eksotisk ukendte "Japan". Og samtidens udstilingspublikum havde derfor også svært ved at forstå meningen med denne visuelle fremmedgørelse af det velkendte.

   De nu verdensberømte franske maler gik den gang rundt med Hokusais og Hiroshiges billeder for det indre øje, og fik derigennem øje på nye "matcheende" motiver fra den franske virkelighed til deres billeder - motiver som fransk malerkunst ellers ikke indtil da havde haft øje for og værdsat. Og disse nye friske motiver blev fremstillet med japanske perspektiver og synsvinkler, og med en radikalt anderledes lyst til klare og rene farver.

   Befrugtnings-metaforen for kreativ konceptuel blending er i den grad på sin plads her. Der kom epokeskabende verdenskunst ud af fusionen af de to ekstremt forskellige konceptuelle input-rum.

Jeg bliver nysgerrig og søger på nettet efter anmeldelser af udstillingen. Jeg finder en fra Politikens netudgave fra 10/10/10: "Japan spøger hos maleriets store mestre", lyder rubrikken. "Japan spøger"? - en anden og mere dyster metafor en min.

   Anmeldelsen er af Kristine Kern som er uddannet kunsthistoriker, og som bl.a.underviser  i kunsthistorie på det Fynske Kunstakademi. Hun har tilsyneladende set japanske spøgelser på udstillingen?!

   Hun skriver indledningsvis:

At tænke, at alle de nye motiver i billedkunsten, man troede var de franske impressionisters opfindelser, i virkeligheden er resultatet af deres møde med japansk kunst. (/) De brede parisiske boulevarder, robåde på Seinen, blomstrende frugttræer, broer, skuespillere og kvinder, der gør toilette foran spejlet – alt sammen direkte importeret fra Japan og oversat til franske forhold. (/) Det postulerer i hvert fald udstillingen ’Møde med Japan. Degas, Monet, Gauguin …’, som netop nu vises på Ordrupgaard. Og det er ikke kun motiverne, man har hentet fra Japan, også måden at gengive dem på er inspireret af japanske træsnit. Enkelheden, de ublandede farver, parallelperspektiv og den til tider noget abrupte afskæring af billedelementer, som jeg altid har tilskrevet fotografiets indtog i billedkunstens verden. (/) Uanset om alt dette nu udelukkende skyldes japansk inspiration eller ej, er det i hvert fald interessant, at den vestlige billedkunst ikke er så selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille den. Og Ordrupgaard argumenterer virkelig for sagen.

Det er jo tydeligt at Kristine har problemer med "de japanske spøgelser". Hun har en kunsthistorisk frame som hun får provokeret i en grad, så hun må lade det skinne igennem i indledningen.

   Med formuleringer som: "man troede..., men i virkeligheden", "selvtilstrækkelig, som kunsthistorien nogle gange ynder at fremstille..." distancerer hun sig fra sin egen faglige frame som jo sætter originalitet og det unikke som den højeste værdi. På den anden side må hun også distancere sig fra det udstillingen overbevisende dokumenterer, nemlig at det hun som kunsthistoriker har troet var originalt: "de franske impressionisters opfindelser" - at det har karakter af lån og efterligninger: "direkte importeret og oversat". Derfor må hun bruge udtrykket "postulere" om udstillingens dokumentation, og modvilligt medgive at Ordrupgaard "virkelige argumenterer godt for sagen".

Efter at have set udstillingen tænker jeg at disses fantastiske maleres møde med de japanske træsnit, ligner en kollektiv stormende forelskelse, en oplevelse som for en del af dem har sat sig så stærke mentale aftryk i sindet at de resten af deres kunstnerliv næsten monomant og desperat har søgt at finde motiver i virkeligheden som matchede oplevelsen, motiver som kunne gøre det muligt at genskabe "den elskede" gennem malerierne og dermed genopleve følelsen af eufori fra det første møde. 

   Monet skabet sin "japansk have",  Gauguin tog til Haiti og døde af syfilis, Van Gogh skar et øre af, blev sindsyg og begik selvmord.