"Søvn fremmer indlæring af nye færdigheder" - to hjernecentre drømmer sammen i søvne - også hos journalister når de er vågne

Rubrikken hører til artiklen af Charlotte Koldbye, Eksperimentariums nyhedsafdeling, der fortæller om et indlæringsforsøg hvor man ville finde ud af om hypotesen at søvn fremmer indlæring, kunne eftervises eksperimentelt.

Forsøgspersonerne skulle lære at finde vej gennem en digital labyrint. Én gruppe skulle derefter holde en pause og slappe af i 5 timer, en anden skulle mentalt repetere vejen rundt i labyrinten i stedet for blot at slappe af, og en tredje gruppe skulle tage sig en lur på 1½ time. Derefter skulle alle 99 forsøgspersoner prøve at huske vejen gennem labyrinten. Dem der havde sovet, skulle svare på et spørgeskema om de havde drømt, og om hvad.
   Det viste sig at de forsøgspersoner som kunne huske at de havde drømt om labyrinten, var markant bedre - "hele 10 gange" - til at finde rundt i den, end dem der havde været vågne - og end dem som havde sovet uden at drømme. Artiklen refererer en af forskerne bag undersøgelsen, Robert Stickgold, der leder afdelingen for søvn og kognition på Harvard Medical School; Stickgold mener...

...at vi evolutionært udviklede søvn for at kunne lære bedre. Når hjernen drømmer, udfører den to separate opgaver. Hukommelsescentret i hjernen, hippocampus, lagrer den information, der er lige ud ad landevejen, altså hvordan man kommer igennem den pågældende labyrint. Mens andre dele af hjernen, neokortex, bruger og lagrer informationen om labyrinten på det symbolmæssige og mindre konkrete plan. Labyrinten bliver her et billede på det at kunne bevæge sig rundt i livets labyrint eller måske en labyrint af bureaukrati. Når noget er en udfordring, inddrager hjerne også de sovende timer til at få det indlærte på plads i de rigtige rum.

Jeg tænker at her har vi - igen, igen - to mentale rum i hjernen som åbenbart samarbejder om at huske: et rum der lagrer information, og et andet rum der tænker i billeder - informationen i overført - metaforisk betydning. Og de som ikke sov eller ikke drømte, har ikke mulighed for at få udnytte hjernens blending-processer til at huske, så derfor husker de labyrinten væsentligt dårligere.
   Det minder så også om de klassiske memoteknikker, hvor fidusen er at hvis man skal holde en tale og vil kunne huske den, så kan man koble hvert af talens afsnit med et rum i en bygning man kender godt, og så under talen tænke på at man bevæger sig fra rum til rum i den rækkefølge afsnittene ligger, så dukker de op et efter et.
   Endelig minder det jo om at hvis man vil fortælle folk en historier og gøre indtryk så det huskes, så husker folk den bedre hvis den formidles gennem billeder i sproget ellerbliver fortalt sammen med billeder på film eller tv.
   Og sidst men ikke mindst. Det stemmer overens med teorien om den kreative proces, hvor man kan få løst et problem som man har kæmpet med i vågen, bevidst og verbal tilstand, ved at sove på det. Min teori vil nu være at problemet lagrer sig i sin logiske form i et center, og i en ikke verbal, rumlig og billedlig form i et andet, og så samarbejder de to om at finde løsningen gennem et stykke "drømmearbejde".

Helt konkret forestiller jeg mig at hjernen under søvnen afprøver et stort antal rumlige og visuelle skemaer (=indre metaforer) på problemet og dets indbygged "uløseligheder". Det sker ikke lineært og et efter et, men foregår som i princippet samtidige og parallelle processer. Når hjernen så finder et billede/skema der passer så "uløselighederne" er væk, kan det bringes frem til bevidsthedens overflade når man vågner: Aha!
   Nærmest at ligne ved en spillemaskine hvor de tre forskellige hjul kører rundt og rundt og rundt, og pludselig er der tre citroner på stribe, og så er der jackpot.

Sådan forestiller jeg mig også at en journalists hjerne arbejder når han skal skrive en artikel: Han tager en række informationer ind gennem sin research (aktuelt input-rum), og afprøver dem ubevidst i forhold til en række historieskemaer som han har fået internaliseret gennem praksis (skemalager-inputrum). Hvis de passer til et af skemaerne, så ved han straks intuitivt hvordan den artikel skal vinkles og skæres. Og kan skrive den så han når det til deadline.
   Man kan jo ikke sige at journalisten sover og drømmer når han har arbejder, men alligevel: Den gode journalist kan i nogle få oplysninger se muligheden for en god historie med søvngængeragtig sikkerhed;  han har næse for nyheder, siger man også.
   Det stemmer overens med Donald Schöns teorier om den reflekrende praktiker, som jeg senere vil komme nærmere ind på.

Om "pædagogiske umuligheder" og evidensbaseret didaktik - i freudiansk belysning

Også fra Weekendavisen 29. april. Rubrikken: "Imod sikker viden". Skribent: Kirsten Hyldgaard, ph.d.

Jeg tænder på et udhævet citat: "Side om side med, hvad man kan kalde mennekets vidensbegær, findes også et begær efter ikke at vide, en "lidenskabelig uvidenhed, der skabe en grundlæggende uløselig konflikt i vidensbegæret."
   Pointen er at det er uforståeligt for samfundets autoriteter at selv om man poster en masse viden på folk, i form af oplysningkampagner, så bliver de ved med at opføre sig som om de ikke havde fået den viden, f.eks. i forbindelse med sundhedskampagner vedr. motion, rygning, alkohol, over- og undervægt. Og det mener artiklens forfatter ikke er så svært at forstå hvis man har psykoanalysen som optik og referenceramme. Forfatteren har opfundet et begreb "pædagogiske umuligheder" til at sammenfatte dette paradoks at evidensbaseret kognitiv viden om at noget er skadeligt eller farligt, ikke nødvendigvis fører til den adfærdsregulering som samfundets autoriteter ønsker:

Derfor kunne den sundhedspædagogiske tænkning med fordel hente skyts i psykoanalysens begreber om drift og begær og deres ubevidste status, når der opstår pædagogiske umuligheder; det vil sige, når den (sundheds)videnskabelige teoris forsøg på at levere pædagogiske handleanvisninger "der virker", gang på gang viser sig resultatløse.
   Videnskabsfolk kan ofte ikke anerkende, at det ikke er objektiv viden, der mangler: at det overhovedet ikke er mangel på viden, der er problemet. Ifølge psykoanalysen er problemet snarere den manglende anerkendelse af hint enkelte menneskes ubevidste viden. Psykoanalysen opererer med en tese om, at det ikke er viden, der mangler; subjektet ved mange ting ude at ville vide af denne viden; det ved - uden at kunne holde denne viden ud - om, hvorfor det ikke må spise for meget eller for lidt, drikke, ryge eller arbejde sig ihjel. (...)
   At tale om pædagogiske umuligheder, udpeger den didaktiske videnskabs uformåenhed i forhold til faktorer som begær, nydelse og forholdet til den Anden.

Kirsten Hyldgaard taler her om en forestilling om modtagerne af sundhedskampagner som medtænker det ubevidste i Freuds forstand; altså en teori der forestiller sig et menneskeligt subjektet med en mental indretning hvor to rum blander sig i folks adfærd: det bevidste hvor kognitiv viden og moral befinder sig, og det ubevidste hvor lyster, drifter og fantasier styrer handlinger. Og at det ofte kan være at det er det ubevidste som bestemmer adfærdens retning og mål, ved at omgå eller fortrænge den kognitive viden som subjektet faktisk har.

Jeg synes hun også har et godt citat om "ny viden" i forhold til de krav om "evidens" som huserer i en masse pædagogisk forskning for tiden, så det tager jeg med i farten:

Evidensbølgen vidner om, at man ikke kræver ny viden, man kræver sikkerhed. Nye viden er som bekendt altid stærkt tvivlsom og sårbar for anfægtelser og afstedkommer endnu mere viden om alt det, vi ikke ved, eller åbner sågar felter, som vi ikke engang havde drømt om, at vi ikke vidste noget om. Ny viden skaber snarer usikkerhed om, hvad der virker.

Lad bare det udsagn stå på nethinden et øjeblik. Og gem det så et sted hvor det hurtigt kan kaldes frem fra igen.

Kreativitet og humor - og latterens positive effekt på imunsystemet - endorfiner og flow

Kreativitet og humor hører sammen. Humor er udtryk for kreativitet fordi det bringer to konceptuelle rum sammen (=blending) som  normalt er adskilt og ligger langt fra hinanden, eller som er hinandens modsætninger. Det virker så forløsende og befriende når nogen i ord eller handling - på trods - fører dem sammen. Og hos modtageren giver denne forløsning sig så udtryk i latter - indvendig eller udtrykt.

   Derfor fanges jeg af en videnskabeligt nyhedsnotits i Weekendavisen med rubrikken "Eustress", som jeg vist nok tidligere er stødt på.

   En tydeligt blended person, der beskrives som både forfatter, politiker og professor, er ifølge notitsen kendt for ideen om at latter kan forbedre en persons helbred. Latter udløser positiv stress - i fagsproget kaldet eustress.

   En række forsøg har vist at de hormoner som har betydning for vores appetit, blev forøget ved at en gruppe forsøgspersoner fik mulighed for at se morsomme vidoklip efter eget valg. En kontrolgruppe der kun blev forevist sørgelige klip, havde ingen hormonforøgelse.

  Øgningen af de appetitstyrende hormoner svarer til den effekt man i øvrigt ser efter at folk har dyrket en moderat mængde motion, fortæller notitsen.

Vinklen i artiklen er at disse resultater formentlig kan bruges i behandlingen af ældre (som har svært ved at dyrke fysisk motion), og mennesker med depression.

Association:

Jeg tænker på begrebet "flow", som beskriver en psykisk tilstand som mennesker der er særligt produktive, kan komme i - hvor de kan "blive høje" og "glemme sig selv" og "glemme tid og sted".

   Jeg læste et sted - måske først hos Mikkel Hvid i hans bog Skriv! - at teorien om flow koblede denne særligt produktivitetsfremmende flow-tilstand sammen med udløsningen af endorfiner i hjernen.

   Og jeg går lige på nettet nu og finder at "endorpines are released by both laughter and stress; sexual aktivity; exercise; endorphines cause euphoria", fra en artikel "Endorpine Addiction" fra hjemmesiden: www.causeof.org. Her omtales flere steder endorfiner som et "feel-god-chemical".

   Udløsning af "kroppens eget morfin" forbindes også med meditation, som jo tit beskrives i sammenhæng med øget kreativitet (jfr. Poul Martinsen som direkte fortæller at han mediterer for at løse problemer i forbindelse med produktionen af sine tv-dokumentarer).

Margarete Mitcherlich-Nielsen - om at forstå et samfund gennem psykoanalysens optik - og sig selv

 Jeg har aldrig hørt om hende: Margarete Mitcherlich-Nielsen.
   En længere artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" fortæller om hende, et interviewbaseret portræt med afsæt i en nys udkommet selvbiografi. Journalist: Niels Bjørn.
   Rubrikken lyder: "Med psykoanalyse kan man ikke være ideologisk". Overliggeren fortæller at hun i en menneskealder har "lagt det tyske samfund på psykoanalytikerens briks." Det må godt nok være en stor briks hvis der skal være plads til hele det tyske samfund, tænker jeg.
   Et blandet tysk-dansk navn forbundet med bindestreg - en dobbelt indentitet, tænker jeg.
   Jeg har altid siden min studietid været interesseret i psykoanalysen, men det der fænger, er teksten under et portrætfoto af en rigtig gammel dame - a la Lise Nørgaard. Her står at hun "er født i 1917 i Gråsten af en tysk mor og en dansk far og føler selv, at den dobbelthed gjorde "den analytiske fornuftsposition" til et naturligt valg."

Sammen med sin mand Alexander Mitcherlich skrev hun i 1967 en bog hvor de brugte psykonalysens teori som en metafor til at gennemlyse og forstå det tyske folks udvikling efter Anden Verdenskrig. Bogens titel: Die Unfähigketi zu trauern (ude af stand til at sørge).
   Bogen er udkommet i 23 oplag i Tyskland. Den ser det som et afgørende problem at tyskerne aldrig fik mulighed for at sørge over krigstabet; det førte til fortrængning og forhindrede dem i at se sig selv som ofre, de var jo gerningsmænd. Bogens tese er at da tyskerne ikke fik påbegyndt en sorgproces, som efter forskellige faser kan føre til afklaring, blev de i stedet melankolske. Jeg tænker at jeg har set flere forfattere og filminstruktører henvise til deres melankoli som en kreativ drivkraft, så mon ikke Margarete også selv er melankoliker.

Bogen "Ude af stand til at sørge", udkom på et tidspunkt hvor der var voldsomme spændinger mellem forældre-generationen og deres børns generation (68-erne), og ifølge artiklen var bogen, i kraft af det særlige greb at psykoanalysere hele det tyske folk, med til at fremprovokere en ny tysk national selvrefleksion, som siden har været et kendetegn for den offentlige debat i landet.

Det dobbelte blik og det spaltede selv hos Margarete, må jo have en historie der udspringer af splittelse og en oplevelse af tab og fremmedgørelse i barndom og ungdom. Jeg citerer fra artiklen:

Også hendes dobbelte nationalitet har haft betydning for, at den analytiske fornuftsposition blev et naturligt valg for hende. Allerede som barn stod hun med en tysk mor og dansk far med en bevidsthed om de to landes forskellighed, der også aftegnede sig i hendes indre.. Som barn var hun dog mest optage af sin tyske identitet.
   "Jeg identificerede mig mest med det tyske, fordi jeg var meget tæt knyttet til min mor. Min mor var lærer og præsenterede mig for alle de store tyske forfattere og tænkere.Jeg elskede litteratur, og jeg blev betaget af Gothe og Schiller og alle de store tænkere. (...) Men pludselig var Tyskland ikke de store tænkeres land, men et land af marcherende ungdom, kitch, utroligt ringe litteratur og stort vanvid," fortæller Margarete Mitcherlich-Nielsen.

Det hun som ung mister, er idealforestillingen om Tyskland forbundet med de store forfattere og tænkere - en forestilling hun har fæstnet sin identitet til. Det ligger lige for at tolke hendes bog som et kreativt forsøg på at forstå sig selv, sit tab og sin udvikling gennem en pyskoanlytiske forståelse af Tyskland og dets tab og dets udvikling efter krigen. Og vice-versa.
   Et forsøg på at integrere et tab og en splittelse i en ny afklaret bevidsthed gennem en blending-proces af et personligt udviklingsrum med et national-historisk rum, som - kan man læse ud af artiklen - er blevet installeret som en permanent kreativ og produktiv kilde til nytænkning.

Jeg får en association til gode gamle Grundtvig som også spejlede sin egen personlig udviklingshistorie i Danmarkshistorien og vice-versa.

Lad os lige analysere på udtrykket fra overliggeren om at Margarete har "lagt hele den tyske nation på psykoanalytikerens briks". For de første er "ligge på psykoanalytikerens briks" et metonym for "blive underkastet psykoanalytisk terapi": del for helhed. Derefter er der tale om en metaforisk blending, hvor "den tyske nation" indgår i det ene input-rum, og en "enkeltperson som bliver underkastet psykoanalyse" indgår i det andet input-rum.

Anja Andersen og Bjarne Reuter - og deres historier - kreativ vrede og voyeurens dårlige samvittighed

TV-indslag og programmer er sværere at dokumentere med citater. Selvom man kan gense tv på nettet, så tager det tid, og det og er rigtig besværligt at genfinde de citater der kan dokumentere en analytisk pointe. Så det følgende bliver overfladisk og generaliserende. Men to the point, håber jeg.

Der var et interview med Anja Andersen i Aftenshowets anden del. Det var Puk der interviewede hende. Uden at have fokuseret på AA i årenes løb, har jeg som de fleste andre danskere fulgt med. Hun er historie, og man mindes en række mål hun har skoret, som var krops-kunst, udtryk for den højeste kropslige intelligens.

Stort set forstod man ikke noget som helst af interviewet.. Der var så meget undertekst i interviewet, det der ikke blev sagt, og det som var fælles referenceramme for interviewer og interviewperson. Puk havde tydeligvis læst på lektion, men hvad hvis man ikke havde?
   Men der er noget med barndom, der er noget med savn og tab, der er noget med ikke at blive accepteret, der er noget med at håndbolden - bolden - bliver en metafor for: jeg skal vise dem!."I am the champion".
   Under interviewet blev ikke vist klip med nogle af de fantastiske mål hun har skoret, og som sidder på nethinden. Nej vi får i flere omgange en montage af klip med eksempler på at hun er uregerlig, rasende, give fuck up-fingeren til dommeren - bliver udvist, etc. etc.
   Jeg reagere straks: Kreativ vrede giver gode billeder og er - set fra journalisternes synspunkt - en god hisorie - og kaster mange gode historier af sig i årenes løb.
   Ærgerligt tænker jeg. Karen Secher ville sikkert kunne komme længere ind. Mon hun har interviewet hende til "Besøgstid"?
   Utilpasset i skolen, ja, naturligvis. Forestilingerne - fantasierne - om et andet spændende liv, har været meget stærke. Der vises en scene, vist nok fra filmen Buster, hvor to skolekammerater har lukket hans undulat ud, og klemmer den til døde bag et skab. Vreden i scenen, slår mig. Det er selvoplevet. Ensomme mennesker, børn som voksen, knytter sig til dyr som ikke kræver, forventer, ser på en. Fuglene som gennemgående metafor/metonym for isolation i en række af Poul Martinsen dukomentarer.
   Interviewet giver mig lyst til at grave i hendes historie. Jeg ved godt hun er lesbisk, og der er historier om at hun opfører sig som et barn, og "leger" med barnlige ting, læser Anders And, når hun ikke spiller eller er træner. Der er igen det med den dobbelte og spaltede personlighed der føler sig uden for.
   Det som hun får sagt, er at hun er ved et vendepunkt i sit liv, hvor hun er begyndt at kigge indad, istedet for at leve gennem krop og bold og strategier. Hun vil gerne undervise og lære fra sig, siger hun. Det hun har "lært". Men hvad har hun lært af alle sine konflikter? Spændende: et menneske hvis liv er som et drama.
   At hun har været døden nær på grund af en hjertefejl, var, sådan forstod man det, et wakeup-call.
   What a story!

Bjarne Reuter, hovedperson i en 50 minutters dokumentar på DR 1. Titel: "Løgnhalsen fra Brønshøj". Et portræt.

Jeg har stort set ikke læst noget af ham, men set flere film som er bygget på hans bøger:" Busters verden", "Tro, håb og kærlighed". Løgneren fra Umbrien, fik jeg til min fødselsdag for et par år siden af min kone. Hun har læst den med stor fornøjelse. Jeg er begyndt på den, men gik i  stå. Er miljøskadet fra min studietid, er jeg bange for. Er efterhånden kun til etniske krimier.
   Uden citater fra tv-udsendelsen, giver det følgende nok ikke så meget. Men altså: Han har oplevet en række traumatiske begivenheder som dreng. Og erindrer sig selv om som voyeur allered som barn. Den tredje person i en konflikt, der står på sidelinjen og kigger på - uden at handle, uden at gribe ind. "Doven  og lad", siger han om sig selv.
   Men det er klart at der sker en spaltning: mellem den faktiske Bjarne som står uden for, og den imaginære Bjarne som burde gribe ind og forhindre ondskaben.

Portrættet giver mig mange associationer og koblinger til  Poul Martinsens liv og produktion. Voyeur-positionen som grundlæggende karakter, og den helt ekstreme produktivitet. Oplevelsen af at være isoleret - som en nødvendighed for at være kreativ. Egen familie der bliver forsømt.
   Også "skæbnetroen" har de til fælles. Han har oplevet alle disse skæbnesvangre sammentræf og heldige begivenheder. Jeg er fuldstændig overbevist om at hvis man spurgte ham om han oplevede sit liv som et eventyr, så ville han svare ja. Ironiker er han også, kan man høre på hans svar.
   Der er også noget med en far der bliver overrasket over at sønnen rent faktisk får udgivet sin første bog. Manglende far-anerkendelse må ligge under.
   Min kone sidder og ser med. Og reagerer på oplevelsen af lighedspunkt på lighedspunkt i forhold til sit eget liv og sin egen psykiske konstitution. Fascinationen og lysten knyttet til voyeurpositionen. "Dovenskaben".
   Hun hører til arten af de isolerede og spaltede (særligt) kreative: to personer i en. Det der endte med at blive udspalte og synligt på scenen (tv-skærmen), var dukker hun selv kunne klippe og sy og derefter spille med. Råstoffet for replikker og stemmeføring hos dukkefigurerne stammer fra erindrede iagttagelser af og indlevelse i  mennesker - børn som voksne - som var helt anderledes, og derfor fascinerende for hukommelsen at gemme, tænker jeg.

Noma - og de kreative restriktioner, den kreative vrede, den (særligt) kreative personlighed, den kreative åbenbaring

Den danske restaurant Noma er blevet kåret som verdens bedste gourmetrestaurant! Medierne har stået på den anden ende.

Ligesom det interesserer mig hvad der bidrager til at skabe de (særligt) kreative personligheder, og finde eksempler på det, så gælder det samme fænomenet kreative restriktioner eller kreativ askese.
   Jeg har tidligere nævnt reglerne for dogmefilm, som et eksempel. Og "det nye nordiske køkken" som restaurant Noma nu er blevet vedensberømt på, er et andet eksempel.
   Nomas køkkenchef René Redzepi har underkastet sit køkken det manifest som blev vedtaget af en række nordiske kokke på et symposium november 2004.
   Information i dag den 28. april bringer manifestet i sin fulde ordlyd, men det kan også findes på www.noma.dk.
   Nogle af punkterne er ekskluderende, som f.eks. kravet om at maden skal afspejle de skiftende årstider, hvilket gør det rigtig svært om vinteren og tidligt forår, hvor den nordiske natur stort set går i dvale.
  Andre af manifestets krav er interessant nok en række krav om blending: "forene kravet om velsmag med moderne viden om sundhed og velvære"; udvikle nye anvendelser af traditionelle nordiske fødevarer"; "forene de bedste nordiske tilberedningsmetoder og kulinariske traditioner med impulser udefra"; "kombinere lokal selvforsyning med regional udveksling af varer af høj kvalitet".

En anden af min kæpheste er fænomenet kreativ vrede. Det får også en slags dokumentation her: DR producerede i 2008 en dokumentar "Noma på kogepunktet", der portrætterede og udstillede køkkenchefen som et "besat" menneske. Chefens usædvanligt grove tone i køkkenet over for medarbejderne, medførte stor offentlig omtale og ophedet debat i medierne. Behøvede han virkelig at være så hysterisk og ubehøvlet for at kunne stå for at lave verdens bedste mad?

Endelig er der det med at den (særligt) kreative personlighed har en oplevelse af at være "fremmed" og "spaltet" i to personer. Uden at vide noget detaljeret om René Redzepis barndoms- og ungdomsoplevelser, så kan man - med kendskab til vilkårene for anden generations indvandrere i Danmark - godt gå ud fra at han ikke har haft nogen særlig "gnidningsfri" barndom, idet han er søn af en albansk far og en dansk mor.

Kokken og kogebogsforfatteren Terkel Røjel beskriver i Information hvordan René - efter at være blevet forladt af sin makker Mads Refslund - fik inspirationen til sit kreative og nyskabende Noma-køkken, nemlig som "en åbenbaring":

På en dannelsesrejse rundt i den nordatlantiske region fik han en bidende kold nat, blandt moskusjægerne i Sønderstrømfjord, en åbenbaring, der på en gang samlede hele rejsens indtryk i en krystalklar forståelse af Nomas koncept. Den vilde natur, de åbne vidder og de unikke råvarer skulle forenes med regionens kulinariske arv og udtrykkes gennem de mest banebrydende teknikker i et skarpt gastronomisk udtryk. Særlig vægt skulle lægges på enkle sensoriske oplevelser og ren nordisk æstetik.

I beskrivelserne af den kreative proces som man kan finde i modelform rundt omkring i faglitteraturen indgår der altid en indledende frustration hvor et kompliceret problem tilsyneladende er uløseligt; derefter kommer en ubevidst inkubationsperiode der munder ud i en AHA-oplevelse, hvor løsningen på problemet pludselig kommer frem til bevidstheden - som en slags "åbenbaring."
   Det er præcis det forløb som kan læsses ud af denne del af verdensmesterkokkens historie.

Som tidligere beskrevet var det også på den måde ideen til at skrive denne blog fremkom!

"Dansk forbudsparti" - en opfølgning

Jeg har prøvet at efterspore min teori fra forrige indlæg, nemlig at "Socialistisk Forbudsparti" var resultatet af en blending-operation på et allerede opfundet blended udtryk: "Dansk forbudsparti". Nettet klarer sagerne. På Niels Krause-Kjærs blog, Berlingske.dk, finder jeg en kommentar fra den 19. januar i år af "Peter J":

..hvad står DF for andet end forbud og stramninger - aldrig kommer der noget positivt fra den kant. Pia & Co burde tage navneforandring til Dansk Forbudsparti.

Den 22-03-2010 har Rune Engelbreth i sin blog på Politiken.dk et indlæg med rubrikken "Dansk Forbudsparti". Afsættet er at Dansk Folkepartis ungdom har nægtet pressen at overvære deres landsmøde.
   I forskellige blogkommentarer efter den 19. januar bruges udtrykket også, så det har slået an, og kan meget vel have ligget og simret - klar til blending - i et mentalt rum hos journalister og redaktører på Information.

"Socialistisk Forbudsparti" - og kreativ journalistisk tænkning

Forsiderubrikken på mandagens Information: "SOCIALISTISK FORBUDSPARTI". Bang! En effektiv rubrik, opfindsom og udtryk for kreativ sproglig tænkning.
   Den grafiske setting er et rundt, rødt, al indkørsel forbudt-skilt, hvori manchetten er indskrevet i den hvide bjælke: "Slut med unge i solarier og pædagoger med parfume. Socialistisk Folkeparti har overhalet Dansk Folkeparti i kapløbet om at udstede forbud. Omtrent hver anden uge kommer SF på noget nyt, som skal reguleres eller forbydes".
   Konstruktionen er lige efter bogen: I et konceptuelt input-rum har vi de konventionelle forestillinger om Socialistisk Folkeparti, som indeholder værdier som antiatotritær, frihed for folket, etc. I det andet input-rum har vi værdier hentet fra forestillingerne om den borgerlige regering, og ikke mindst Dansk Folkepart, som vil kontrollere, stramme, forbyde, retsforfølge, etc. Men SF har rykket sig markant ind mod midten og på nogle områder udtrykt enighed med deres argeste modstander DF. I det blendede rum har vi et tænkt parti der i betegnelsen har lighed med SF i kraft af at den eneste forskel i udtrykket er at "-lke-" er udskiftet med "-buds-".

To gode og kreative journalister, Marchen Neel Gjertsen og Christian Lehmann, har stillet sig selv spørgsmålet: Hvor langt er SF egentlig bevæget sig, kan vi finde en målestok der dokumenterer det? De har så gennemgået pressemddelelserne fra SF fra februar 2009 til og med Marts 2010, og fundet ud af "at SF har foreslået at forbyde eller stramme gevaldigt op på noget hver anden uge - omkring 40 gange. Hertil skal lægges andre stramningsforslag og alt det, de ikke har udsendt pressemeddelelser om."
   I det journalistisk blendede rum som artiklen udtrykker, fremstilles SF altså som et parti der dokumenteret optræder i en rolle der står i modsætning til de konventionelle forestillinger om partiet - dets image. Der er en spaltning mellem image og den nye profil, ville markedsføringsteoretikerne sige. Og det er journalistisk set altid en god historie.
   Den kreative redaktionssekretær eller forsideredaktør skal have komprimeret historien i et slagkraftigt provokerende ord og opfinder det nye blendede udtryk SOCIALISTISK FORBUDSPARTI gennem den udtryksmæssige kobling af "fo" i FOlke... og "fo" i FORbud.
   En konstruktionstype som i øvrigt Politikens ATS dagligt munterer sig med. Uden at have kilder præsent, skulle det ikke undrer mig om ATS tidligere har konstrueret det blendede udtryk DANSK FORBUDSPARTI, så der her i Information er tale om blending i dobbelt forstand (jfr. Dronningens "damptelefon").

I øvrigt er der ikke i artiklen dækning for den ekstra blending-operation som består i konstruktionen af et forestillet rum hvori SF og DF sammen deltager i "et kapløb om at udstede forbud," og hvori SF "overgår" DF sådan som underrubrikken til artiklen inde i bladet udsiger. Journalisterne har ikke foretage en tilsvarende optælling af forbudsforslag fra DF´s pressemeddelelser i samme periode.

Man kan sige at det ligner lidt det web-koncept som jeg omtalte i det foregående blog-indlæg om PolitiFact. Var artiklen om Socialistisk Forbudsparti produceret som en artikel på PolitiFact, så ville man kunne gå ind og finde alle pressemeddelelserne i en database. Og måske ville man have lavet en tilsvarende undersøgelse med de øvrige partiers pressemeddelelser. Og måske ville man have undersøgt det samme korpus af pressemeddelelser for forslag der ville afskaffe eller lempe regler.

"Tilbage til fremtiden" - kreativ nytænkning bag journalistisk nyhedssite: "PolitiFact.com"

Fagbladet Journalisten bringer i sit sidste nummer en artikel under rubrikken "Tilbage til fremtiden", skrevet af Jakob Elkær.  Manchetten siger: "De klassiske journalistiske dyder er tilbage i digital form. PolitiFact tjekker om magthaverne lyver og holder deres løfter. Det er vaghundejournalistik proppet på en database, der forvandler dag til dag-journaliastik til et langsigtet graveprojekt."
   Artiklen fortæller om et nyhedssite som er kendetegnet ved at journalisterne tjekker politikeres, opinionsdanneres og andre indflydelsesriges offentlige udtalelser for deres sandhedsværdi, og så offentliggør de tjekresultaterne på deres site. Det sker i form af en vurdering på en "Truth-O-Meter"-skala:

• SANDT 
• MEST SANDT 
• HALVT SANDT
• NÆPPE SANDT 
• FALSK
• BUKSERNE BRÆNDER

Elkær fremhæver i sin vinkling at det "på en gang oser af gammeldags journalistik og samtidig udnytter moderne webteknik optimalt." Altså i min terminologi at det er et resultat af en kreativ blending-proces.

At tjekke udsagn for deres sandhedsværdi, er i journalistisk sammenhæng ikke noget nyt, sådan set. Vi kender det fra sidste valgkamp hvor flere aviser havde daglige artikler hvor de researchede på om politikernes generelle påstande og udsagn holdt ved en nærmere prøvelse. Mere generelt kan man hævde at det jo egentlig ikke er andet end hvad journalstik i princippet går ud på: at tjene sandheden - "in honour of truth". Og at når vi taler vagthunde-journalistik i sin fineste form - undersøgende journalistik - så skal det jo være så tjekket at det "holder i retten".

Men hvad er så det nye i dette web-journalistik-koncept, det der er et resultat af kreativ tænkning? Ja, ifølge artiklen er det nye:

1. at researchen på sandheden i udtalelserne omsættes til en kategorisk dom (=konklusion), udtrykt i en værdi på en sandhedsskala (jfr. ovenfor); normalt vil man sige at det ikke er journalisten der skal dømme, han skal fremlægge facts, og så er det læserne der skal dømme på det grundlag,
2. at al den dokumentation som dommen (=konklusionen) bygger på, lægges åbent og tilgængeligt frem; normalt lægges den journalistiske dokumentation kun frem i udvalgte citater, og det er ikke muligt at gennemskue om dette udvalg er styret af journalistens bagvedliggende holdninger,
3. at man i forbindelse med en journalistisk undersøgelse også fremlægger modevidens, altså dokumentation som man har gravet frem og som ikke underbygger den kritiske vinkel, eller måske ligefrem modsiger den, 
4. at sitet også fortæller den positive historie: nemlig når politikere og andre magthaver taler sandt og holder deres løfter; "på en avis smider man oftest researchen til et faktatjek ud, hvis resultatet er for mudret, eller til en slagkraftig rubrik, eller hvis politikerne taler sandt," skriver Elkær,
5. at det er muligt for læserne at lægge bedømmelsen af enkeltudtalelser sammen og få en samlet vurdering af en politikers eller opinion omgang med sandheden, ved at opsummere sandhedsværdien for en lang række udsagn over tid; normalt vil læserne ikke have den mulighed gennem sin dag til dag-læsning af sin avis.

Set med akademiske øjne, nærmer journalistikken sig her forskningen, idet den i dette koncept leverer gennemsigtighed i forhold til hvordan den når sine konklusioner, og idet den også accepterer konklusioner uden kritisk eller negativt afslørende framing. 

   Ifølge artiklen kommer ideen til konceptet fra en webudvikler, Adrian Holovaty, der i 2006 har skrevet: "Manifesto on the fundamental way newspaper websites need to change".  Heri argumenterer han for at "journalister skal gøre op med tanken om hurtige artikler uden levetid ud over døgnet og i stedet tænke på at de faktisk samler struktureret information." Se mere på http://www.holovaty.com/writing/fundamental-change/

  

Går man ind og læser manifestet, så er det dybt interessant ud fra en kreativitetssynsvinkel, idet hovedpointen er at journalister som gruppe og profession kun tænker på informationer som noget der her og nu skal skal skæres til så de kan bruges til at lave journalistik på efter et historieskema. Sjældent tænker de på information som noget der har værdi i sig selv i kraft af at de kan bruges i alle mulige andre forskellige sammenhæng.

   Det må jeg vist se nærmere på senere!

I hvert fald giver det mening for mig at se selve den kreative proces det er at producere et stykke journalistik, som en blending-proces, hvori der i det ene input-rum indgår et historie-skema, og i et andet input-rum indgår en række informationer, og som output får vi så en journalistisk sammenkogt, formet og fortalt historie. I det blendede rum i artiklen er informationerne fra input-rummet frigjort fra sin strukturelle kontekst for at kunne indgår gnidningsfrit i historiens skematik. 

   Problemet er at det ikke er muligt at køre den journalstiske historie-blender baglæns, og dermed få informationerne ud af artiklen igen i en form så de uden videre kan bruges i andre sammenhænge - både af  læserne og af andre journalister. Det er det som Adrian Holovaty kalder "struktureret information", der foreligger i en databaseform der gør at det har værdi ud over en enkelte journalistiske histories ramme.
   Principielt er det jo igen noget der minder om forskning, hvor en stor del af de formelle konventioner der omgiver publiceringen af en afhandling, har til formål at gøre informationerne nyttige i andre forskningssammenhænge, gennem abstracts, fodnoter, forskellige former for index, personregistre og litteraturlister.
   Man kan måske sige at det at supplere en artikel med en faktaboks, er noget der ligner struktureret information i Adrian Holovatys forstand.

Sportsjournalistikken kreative stavblender får fuld skrue når Caroline Wozcniacik er på banen

Avisernes sportsjournalister er berømte og berygtede både for deres blomstrende kreative og for deres totalt klicheprægede sprog - i kampen for at levendegøre sportsoplevelsen for læserne.

Se nu f.eks. Politikens sportsider i mandagsudgaven. "Wozniacki skød grusbanesæson i gang med triumf", udråber rubrikken. Det betyder bare at hun vandt sin første turnering spillet på bane med grusunderlag. Om metaforen at "skyde noget igang" har nogen særlig effekt er tvivlsomt. At introducerer billedet af manden der står ved startlinjen og skyder et kapløb i gang, er måske snarere forvirrende end oplysende, når det nu handler om en kvindelig sportsstjerne der spille tennis
   Men der er altså tale om blending: en konceptuel blanding der trækker på et aktuelt indput-rum hvor CW indleder og vinder den første af en række tenniskampe på grusbane i den sæson, og på et andet imaginært input-rum hvor en official til et atletikstævne afskyder en startpistol hvorefter en række løbere sætter igang med at løbe i en konkurrence om at nå først i mål. I det blendede rum optræder CW både som den der står og skyder pistolen af og og en af dem der tager afsæt fra startlinien og løber derudad.

Også artiklens indledningsafsnit er interessant som en tekst der er et resultat af en ret radikal blending-operation:

For knap 500 år siden søgte den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León forgæves efter dokumentation for legenden om 'ungdommens kilde' ved Florida-kyststrækningen Ponte Vedra Beach. Søndag fandt en ung dansker til gengæld for anden gang lykken i området, der i dag er et populært hjemsted for golf- og tennisstjerner samt skuespillere.

Skulle nogen være i tvivl så blev det igen slået fast: Caroline Wozniacki er kommet til verdenstoppen i tennis for at blive. (...)

Artikelindledningen rejser spørgsmålet om man kan tale om at en tekst er udtryk for et mislykket blending-forsøg.    
   Det er i hvert fald utroligt svært at se hvad denne sammenkobling af en 500 år gammel fortælling om en mand der forgæves søgte at dokumentere eksistensen af 'ungdommens kilde", har at gøre med at "en ung dansker" (CW) for anden gang fandt lykken i området."
   Der er nogle lighedspunkter der fungerer som betydningsmæssige koblinger mellem de to input-rum: Historierne foregå på samme geografiske sted med 500 års mellemrum, og i begge historier indgår noget med ungdom.

  Men samtidig er der i teksten indbygget en modsætning der modvirker blending af de to rum: hovedperson søger forgæves 'ungdommens kilde' - den anden hovedperson er en ung dansker der til gengæld finder lykken for anden gang.

  I det ene rum er der noget der mislykkes for ever, mens der i det andet er noget der lykkes for anden gang..
   Stakkels Juan Ponce de León trækkes frem af historiens mørke for at give en flatterende, men i øvrigt helt irrelevant story-baggrund for Carolines meriter. Hun er ung, hun behøver ikke - som taber-Juan - at søge ungdommens kilde, er den uudtalte konklusion.
   Det blended rum som journalisten har skabt, har ligheder med Cæsar når han holdt sejrs-processioner i Rom. Som led i processionen havde han, for at kaste glans over sig selv, altid indlagt alle mulige tabere fra sine slag, modstandere som han havde holdt i live ind til processionen, for så lige efter at aflive dem.

Klee, Nolde, Hokusai - og kreative restriktioner

Både Paul Klee og Emil Nolde var repræsenteret med en række fine malerier på udstillingen "Farven i Kunsten". Og de er på mange måder hinandens modsætninger.
   Men når jeg har en særlig interesse for dem, skyldes det utvivlsomt at jeg fik et "æstetisk kick" da jeg var omkring 15-17 år. Min familien var flyttet fra Stege til København et par år før. Jeg tegnede og malede meget, og der var netop kommet Filias oliepastelfarver på markedet, som gav mig mulighed for at male fantasifulde digtede landskabsbilleder i stærke farver: Drømmebilleder. Der var på Charlottenborg i de år to store udstillinger, som min mor tog mig med på: Emil Nolde, og Paul Klee. Og jeg kan faktisk huske selve oplevelsen af at gå rundt og blive emotionelt påvirket. Jeg tror følelsen var "befrielse", "eufori". Jeg tror det var der jeg for alvor fik lyst til selv at blive maler.
   Mens efterbyrden af Klee var udstillingskataloget, som jeg siden stjal med da jeg flyttede hjemmefra, så var Nolde repræsenteret i vores hjem med en kæmpe udstillingsplakat i glas og ramme, ophængt over vores sofa i dagligstuen: Med kraftigt lysende solsikker i front, og på baggrund af en dramatisk blåsort uvejrshimmel, gennembrudt af skarpt orangerøde solstrejf.

Nå, men det der som slog mig i denne omgang, var at det fremgår af de to kunstneres biografier at de i perioder af deres liv, var tvunget til at realisere deres kunstneriske drift  i det skjulte - med andre ord: de var underlagt kreative restriktioner eller kreativ askese.

Selv om Nolde havde klare nazisympatier, fik han i 1941 totalt maleforbud, fordi hans malerier blev kategoriseret som "entartet" (da. 'degenereret'). Da oliemaleri kan lugtes, blev han tvunget til i stedet at male små akvareller, som hurtigt kunne gemmes, og som ikke efterlod sig duftspor. Da han ikke længere kunne male ude i naturen eller efter modeler, måtte han trække på sine indre billeder, sine erindringer og fantasier.
   De flere hundrede små, farvestærke og ekstremt udtryksfulde akvareller kaldes i faglitteraturen hans "umalede billeder". Og som der står på www.vimu.info: 

Serien af "umalede billeder" var et led i Noldes kunstneriske udvikling, som igen og igen var præget af faser af tilbagetrækning, hvor han i selvvalgt isolation, frembraget billedserier af en helt egen type.

Selv om jeg ikke lige har læst det nogen steder, så er det indlysende at dette maleforbud, også må have udløst det som jeg andet steds har kaldt "kreativ vrede".

I Weekendavisen 23. april 2010, under rubrikken "Kammertoner", fortæller Merete A. Baird i en anmeldelse af en Klee-udstilling i Paris:

Klee har tysk statsborgerskab, og i 1916 bliver den 37-årige mobiliseret til den tyske hær, heldigvis for gammel til at komme ved fronten. I stedet sættes reservisten til at male insdustrielt flyvemateriel. I smug arbejder han videre med sine intense små formater, anbragt i bunden af en skuffe, som hastigt kan lukkes, hvis nogen kommer ind. Abstrakte udtryksmåder hjælper med at holde massehysteriernes ubærlige realiteter på afstand. I 1917 skaber han det kubistiske "Kapellet", hvor sort måne, stjerne og sol valser rundt om et tragikomisk kapel, der skælver som et ramlende korthus i en askestøvet, blåsort undergangs- og aftenlandsfandango.

I manchetten til anmeldelsen står: "Maleriets Mozart. Paul Klee skrev i 1918 i sin dagbog: "Jeg er besat af farve. Farven og jeg er forenet. Jeg er maler." En tekst der blender Mozart og Paul Klee, og et citat der blender to input-rum:  "jeg, Paul Klee", med "farve", hvad der i output-rummets mix bliver til: "Jeg er maler".
    Paul Klee er i den grad en kunstner som helt bevidst arbejder med blending både i indhold, form og udtryk. Han er visuel ironiker, om nogen. Og anmelderen "blender med" i en vildtvoksende metaforik i forsøget på at videregive en oplevelse.
   Men det er påfaldende hvordan de to kunstneres situation i disse faser af deres liv ligner hinanden. De må male, men de må skjule deres aktiviteter, formatet er tvunget småt, og der sker ting og sager i deres kreative udvikling.
   De er begge repræsenteret med plakater og reproduktioner på vores hjemlige vægge: Nolde med en poetisk akvarel af en klovn, Klee bl.a. med en musikalsk pyramideabstraktion: "Gradus ad Parnassum".

Hokusai er en japansk maler, og hvorfor kommer jeg til lige at tænke på ham?
   Dels læste jeg om ham og blev betaget for livet på nogenlunde samme tid i min tidlige ungdom, hvor jeg fik Nolde og Klee ind på nethinden for ever. Det var i Broby-Johansens bøger: Verdensmestre og Hverdagskunst - Verdenskunst, at jeg stødte på Hokusai - og blev mærket for livet. Bøgerne stod i mine forældres reol, og var sikkert en gave fra min Morfar, der selv malede pastel i sin fritid, og som sad i Arbejderbevægelsens forlag Fremad, som udgav Brobys bøger.
   Og dels var jeg i Japan sidste år, og så rigtig mange af Hokusais berømte træsnit. Og et eksempel på udnyttelsen af selvpålagt kreativ askese eller kreative restriktioner har vi ekstremt tydeligt i hans træsnit-serie om Fuji-bjerget ("Thirty-six Views of Mount Fuji"), som han skabte da han var omkring 70 år gammel (så der er håb endnu).
   Et af de mest kendte i den serie er det der populært kaldes "Røde Fuji", med Fuji-bjerget i en kraftig lerrød farve og striber af hvid sne ned fra toppen, en mørkeblå himmel med hvide skyer som baggrund, og et mørkegrønt skovområde ved foden; dets rigtige titel er: "South Wind at Clear Dawn".
   Et andet er  "Den store bølg" (rigtig titel: "In the Hollow of a Wave off the coast at Kangawa"), som alle kender, og som jeg derfor ikke vil prøve at beskrive i ord.
   De to træsnit er simpelt hen blevet ikoner for Japan. Man så dem overalt: på nøgleringe, på sokker, t-shirts - you name it. Og jeg har haft kopier af dem hængende på væggen i mange, mange år.

"Neuroscience kaster nyt lys på kreativitet"

"Neuroscience kaster nyt lyst på kreativitet", det er rubrikken (i min oversættelse) til en artikel jeg finder på et webmagasins hjemmeside: www.fastcompany.com. Jeg er begyndt at søge på både danske og udenlandske sider der svarer på søgeordende "kreativitet" og "neurosciense". Det sidste definerer Wikipedia  således (min oversættelse): 

Neuroscience er den videnskabelige udforskning af hjerne og bevidsthed og det samlede nervesystem, med det formål at forstå hvordan vi opfatter og interagere med omverdenen og, især, hvordan menneskelig erfaring og den menneskelige biologi indvirker på hinanden. 

Det var faktisk det fagområde som både forfatterne til Metaphors We Live By og The Way We Think refererede til, som det de gerne ville samtænke med deres analyser af kreativt sprog og den bagvedliggende tænkning. Når forskningsområder som lingvistik og psykologi terminologisk kobles sammen med ordet "kognitiv", så er det en markering af at man ønsker at koble sig til de forskningsresultater som neuroscience kommer op med. Lidt provokerende sagt: De ønsker at blende to forskningsområder for at nå ny indsigt. 

   Kreativ tænkning foregår i hjernen, men hvilken sammenhæng er der med hjernens måde at fungere på?

Denne lidt tunge indgang til det der er pointen i artiklen: at vores iagttagelse og dermed opfattelse af omverdenen ikke kun bestemmes af de sanseindtryk som rammer øjets nethinde eller ørets trommehinde, men i meget høj grad af hvilke erfaringer vi tidligere har haft med sanseindtryk der ligner de aktuelle. 

   Og at det er analogt hermed også de tidligere erfaringer der begrænser vores evne til at forestille os nyt. 

   Artiklen fortæller at forskerne har konstateret at kreativitet og fantasi ("imagination") begynder med perception (=opfattelse gennem sanserne), men at det at opfatte noget ikke kun er et resultat af hvad dine sanser fortæller dig, men først og fremmest er et produkt af hjernen selv. Perception af noget i omverdenen og dette at forestille sig noget gennem fantasien er tæt forbundet fordi hjernen aktiverer og bruger de samme neurale netværk til begge funktioner. At fantasere om noget og at forestille sig noget er som at percipere "baglæns", fortæller artiklen 

   Opfattelsen af synsindtryk er hovedsagelig et resultat af statistisk funderede forventninger. Hjernens måde at udlægge mangetydige sanseindtryk på, foregår ved at man ser eller hører det der er størst sandsynlighed for. Og sandsynligheden for denne kategorisering er et direkte resultat af tidligere erfaringer. Og deri ligger så også forklaringen på at det er så svært at tænke nyt og at få nye ideer.

   Artiklen bruger et eksempel (i min oversættelse):

Luk dine øjne og forestil dig en solnedgang ved stranden.

   Hvor detaljeret var det billede du forestillede dig?

   Så du en solskive der sank ned i et roligt hav, eller så du for dig et billede fyldt med liv og aktiviteter - palmetræer der svejede for den lune vind, små bølger der skyllede omkring dine fødder, måske en elsket du stod og holdt i hånden?

   Forestil dig derefter at du står på overfladen af planeten Pluto.

   Hvordan ville en solnedgang se ud derfra?

   Bemærk hvor hårdt du måtte arbejde for at forestille dig det. Så du for dig en ensformig klode af is med solen som et lyspunkt på himlen der ikke var meget kraftigere end en stjerne? Eller forestillede du dig frosne krystalsøer af eksotiske kemikalier eller glitrende islagte fjorde badet i stjernelys.

Hvad du fremkaldte i fantasien, viser noget om hvordan hjernen arbejder, om hvorfor det kan være så hårdt at finde på nye ideer - og om hvordan du kan omlægge og forny "ledningsnettet" i din bevidsthed så den åbner sig mod kreativitetens hellige gral.

Artiklen forklarer eksemplet sådan her:

Det som neuroforskerne har fundet ud af, er at erfaring modificerer forbindelserne mellem neuroner, så de bliver mere effektive til at behandle information. Forskerne har observeret at mens et stort netværk af neuroner aktiveres for at behandle en bestemt slags indtryk første gang, så klarer hjernen sig med en meget mindre del af netværket den sjette gang den skal behandle den samme slags indtryk. Da færre neuroner aktiveres og bruges, betyder det at netværket bliver mere energieffektivt når det skal udføre sin funktion.

   Hjernen er grundliggende et stykke dovent kød. Den ønsker ikke at spilde energi. Derfor er der den slående mangel på fantasi i de fleste menneskers mentale visualisering  af solnedgangen. Der er tale om et ikonisk billede, så din hjerne følger den mindste modstands vej og kun reaktivere de neuroner som er blevet optimeret til at behandle en scene af den type.

   Hvis du skal forestille dig noget som du aldrig har set, som en "Pluto-solnedgang", så bliver mulighederne for kreativ tænkning meget større ford hjernen ikke kan trække på de allerede etablerede forbindelser mellem neuroner som er fastlagt gennem tidligere erfaringer. For at tænke kreativt, må du  udvikle nye neurale forbindelser, og bryde med de erfaringsbestemte præfabrikerede kategorier.

Jeg kan ikke se andet end at det her meget præcist korresponderer  med blending- og metaforteorien om kreativ tænkning. Da der ikke findes et præfabrikeret mentalt rum for hvordan du skal forestille dig en solnedgang på Pluto, så er det meget nemmere at tænke sig til - fantasere sig til - et nyt og blended rum.

Sjovt og interessant, synes jeg.

Morten Ramsland: "Den sidste dør til barndommen er altid låst"

Jeg havde egentlig tænkt at holde en pause med hensyn til indsamling og kommentarer til eksempler på hvordan barske barndomspolevelser sætter sig i sindet og bliver afsæt for et forstærket fantasiliv der ender i kreative blending-operationer og produktioner. Men når det er så tydeligt sat i ord og reflekteret som hos Morten Ramsland, så må det med ind i bloggen her og nu.

Politikens kultursektion, 22. april 2010. Interviewer: Carsten Andersen. Anledning: udgivelsen af opfølgningen på forfatterens bestseller fra 2005: Hundehoved. Den nye roman Sumobrødre beskriver et børneliv hvor de voksne ikke får adgang, og forfatteren fortæller at han har brugt oplevelser fra sin egen barndom som inspirationskilde, og at historien som setting har det villakvarter i Odense hvor han boede som barn.

Et af citaterne som jeg spidser øjne ved:

Det er i familien og i barndommen, at man har de tætteste relationer til andre mennesker og der, man har de mest problemfyldte relationer, fordi de går dybest. Barndomsskildringer er også  interessante, fordi man godt kan gå tilbage til den tid, men man ender altid foran en lukket dør. Der vil altid være et eller andet i barndommen, som stadig ligger hen i mørke, og det pirrer ens fantasi.

Romanen fortæller om drengen Lars der hidtil har levet i en drengegruppe hvor han har uddelt tæsk og modtaget tæsk som en del af drengekulturen. Nu som 11-årig beslutter han sig til at holde op. Og vender blikket indad, og det er ikke entydigt godt. Morten Ramsland reflekterer over sin skriveproces:

Jeg kan se, at han samtidig lukker drengeenergien ud, og det er jo ikke kun positivt. Det forvirrede mig længe, og derfor var jeg også længe om at få skrevet slutningen på romanen. På den måde ligner det mit eget liv. Jeg blev også mere indadvendt, men fik samtidig en større og mere intens fantasiverden. Den proces har nok været medvirkende til at jeg blev forfatter.

Sådan!

Noget som også er værd at forfølge er "stemmen" som man som forfatter finder når man skriver. Om de indledende skriveøvelser til den nye roman, fortæller Carsten Andersen om Ramsland:

Forfatteren kunne også mærke, han var i stand til at ramme lige netop den fortællerstemme han og læserne elskede i 'Hundehoved'. Der var bare et problem.
   "På et tidspunkt begyndte jeg at kede mig, og hvis jeg keder mig, hvordan vil det så ikke være for læserne" (...) "Jeg følte at det var her (i 'Hundehoved') at jeg havde fundet min stemme som forfatter", siger han.
   Og alligevel mærkede han en modstand i sig selv. I dag kan han godt se, at problemet måske ikke kun var at han kedede sig. Problemet var i lige så høj grad, at han var blevet fanget af en ny forfatterstemme. Han skulle et nyt sted hen, for han kunne komme videre.

Hvad er nu det for noget med "stemmer" der bestemmer? Hvor kommer de fra? Og hvad menes der med metaforen "fanget af"?
   Jeg får nogle associationer til begrebet "flow", som jeg har planlagt at skrive om senere: den særlige psykiske tilstand som gør at man mentalt set bliver opslugt af en aktivitet, så man glemmer tid og sted mens det foregår.
   Og som er en tilstand jeg - overrasket - må konstatere jeg selv er i for tiden med denne blog.

Når modtageren også skal foretage kreative blending-operationer: impressionismen

En metafor og en metaforisk tanke kunne beskrive som det at man afbillede noget gennem noget andet, der altså fungerede som et slags filter der overførte kvaliteter fra det ene til det andet. Og at det var en af de former for blending som blev beskrevet og analyseret i The Way We Think.
   Det slog mig at man kunne overføre den analyse til nogle kunstretninger. Lad se på den første moderne kunstretning inden for malerkunsten: impressionismen. Har det noget med metaforisk tænkning og med fænomenet blending at gøre? Og ja, det har det, men hvordan?
 
Impressionismen fra slutningen af  1800-tallet var mht. til brug af farver et radikalt oprør mod datidens salon- og akademikunst. Impressionismen gik ud fra en farveteori og ideologi der sagde at maleren i princippet skulle begrænse sig til at skildre naturen og mennesker gennem brug af grundfarverne: blå, gul og rød - og deres komplementærfarver:orange, violet og grøn (jfr. tidligere om kreative restriktioner).
   Farverne skulle ikke, som i de forgående århundreders malerkunst, blandes på paletten inden de blev påført lærredet. De skulle først blandes i modtagerens hjerne gennem øjets perception. Altså skulle farverne lægges adskilt og ved siden af hinanden i penselstrøgene på lærredet. Virkeligheden skulle skildrers gennem den optik og dermed de indtryk ("impressions") som blev skabt gennem dette begrænsede udvalg af farver og måden at lægge dem ind i motiverne på som den nye ide rammesatte.

Impressionismen foreskrev altså en blending mellem ét konceptuelt input-rum hvor naturen iagttages som den ser ud, og et andet konceptuelt input-rum hvori farverne er rene og skal holdes separeret i maleriets udtryk. Og vupti: Renoire, Monet, Degas, Sisley, Pissaro, m.fl. Revolutionerende verdenskunst.

Denne ide at maleriet i kraft af den særlige optik motiverne blev set og skildret igennem, i høj grad overlod færdiggørelsen af den kreative-blending operation til modtagerens perception, den ide blev bærende for alle de følgende moderne -ismer:

• ekspressionisme (iagttagelig virklighed set og udlagt gennem et stærkt subjektivt følelsesregister), 
• kubisme (iagttagelig virkelighed, men set og fremstillet fra forskellige synsvinkler i lærredets to dimensioner),
• surrealisme (realistisk virkelighed set og skildret gennem drømmens optik)
• helt frem til vore dages konceptkunst.

Dette blog-indlæg er inspireret af at jeg netop har været på Louisiana og se den fantastiske, tankevækkende og fantasistimulerende udstilling: "Farver i Kunsten". Farve-kreativitet for fulde gardiner og i overvældende mængde og kvalitet. Baseret på den enestående Merzbacher privatsamling.
   Emnet er langt fra udtømt, så jeg vender tilbage til det i senere blog-indlæg.

"Kunsten at bappe en film op fra slap"

Rubrikken er jo provokerende meningsløs, som et stykke absurd poesi. Som teaser til videre læsning er den effektiv. En reportage af Thomas Brunstrøm i Politikens film-sektion den 22. april. Den handler om en udbrydergruppe fra Afilm (der producerede animationsfilmene "Terkel i knibe" og "Rejsen til Saturn"). Artiklen indledes sådan:

Hvordan ser en barbarkvines bryster sådan helt  præcist ud? Hvor mange dødningehoveder bør der være på en katapult? Kan en elver have crepehår?
   Det lyder som en flok nørdede teenage-drenge med en håndful Bjørnebryg under vesten, der slynger spørgsmål ud. Men det er de ikke. Folkene på Einstein Film er måske nok lidt nørdede, men hverken teenagere eller alkoholpåvirkede. De er på arbejde og i fuld gang med en film med et budget på 18 millioner kr.

Udbryderne har nu deres egen animationsfilm på trapperne, med titlen "Ronal Barbaren".
   Når de brød med deres hidtidige arbejdsgivere var det for at undgå at blive "sådan nogen trætte desillusionerede typer der ikke greb chancen mens de havde den", siger en af udbryderne, Thorbjørn Christoffersen, der fortæller: "Den grundlæggende idé er et fantacy-univers, hvor der bor helt almindelige mennesker, der skal shoppe og følge børn i børnehaven - som så samtidig er barbarer og lige har en økse med i barnevognen."
   En ide til en animationsfilm hvor der blendes en grum og grusom, voldelig fantacy-verden med en dagligdags tilværelse i en socialrealistisk verden a la den som vi alle kender.
   To stærkt konceptuelt ekstremt adskilte input-rum der ifølge ideen skal blendes og integreres i en ny animationsfilm og dermed æstetisk og fortællemæssigt bryde nyt land i forhold til de to tidligere fra Afilm. I det oprindelige oplæg indgik også at filmen også skulle have af en musical - altså et tredje input-rum i blandingen, som dog blev forladt.

Den blendede Dolly Parton

I Information i dag den 22. april. Sektionen "Billeder". Journalisten er Klaus Lynggaard. Rubrikken: "En vaskeægte imiteret diamant." Min søgemaskine mht. kreativitet og personlighed blinker alarm!  Helsides fotografiet af en hvidklædt kvinde med botox-læber malet blodrøde, en højt opsat afbleget blondine-frisure, og en kavalergang der vil noget, leverer pay off: Dolly Parton, selvfølgelig

Det er en portrætartikel om en sangerinde, som jeg har et helt særligt forhold til. Jeg har en meget stor del af hendes plader og CD´er, helt tilbage fra omkring 1970. Og når jeg skal glæde mig selv med musik mens jeg kører bil, så ligger en CD med nogle af hendes sange stadig øverst i bunken.
   Overskriftens blendede udtryk "vaskeægte imiteret diament" udbygges i manchetten: "Dualisme. Af natur er Dolly Parton et paradoks, men først og sidst er hun dog bare Dolly. Det er så alt nok."
   Klaus Lynggaard refererer til en debatskabende artkel i Information af Christian Braad Thomsen i 70-erne, hvor han introducerede hende til det danske intellektuelle læserpublikum. Jeg husker artiklen og det indtryk den gjorde på mig den gang. Den fik mig til sporenstregs at gå i den lokale Fona-butik og købe hvad de havde af LP´er med hende. 5 stk. tror jeg. Nogle af de allerførste.
   Den gang i begyndelsen af 70-erne var det sådan med DR og P3, at man simpelt hen slet ikke spillede country og western i radioen. Så selv om jeg hørte P3, så kendte jeg ikke til hendes eksistens før Braad Thomsens artikel i Information:

Og hvad skriver Klaus Lynggard så om hendes paradoksale personlighed - så at sige spaltet i to:

Det ville give være lettere for alle parter om der fandtes to Dolly Partoner.  En glitrende showbizz-Dolly, der uden blusel går i seng med overdrevne (...) topti-poparrangementer, gør sig i store platinblonde parykker, knaldrøde negle og læber, overdådige juveler og kostumer samt ublu brug af makeup. Som spiller sig selv i tvivlsomme B-film og tiltrækker et publikum, som folk, der bryster sig af  god smag, nødig vil ses i selskab med. Og så en troværdig hipster-Dolly, som mestendels klæder sig i denim, udelukkende skriver sange som "Down from Dover", "Jolene" og "Coat of Many Coloors" og på alle måder udstråler jordnær integritet med bjergluft i blodet og de der smukt dirrende tårer i stemmen. (...)
   Men ligesom man ikke kan adskille den slanke fyrrige SunSession-Elvis fra den sene, voldsomt overvægtige  Las Vegas-Presley-parodi, er de to Dollyer to alen af samme stykke. Man kan vælge og vrage mellem hendes sange, men man kan ikke adskille den autentiske hjemmeføding fra den syntetiske pop-prinsesse, ude at gøre skade på dem begge. Sådan går det ofte med de kunstnere, vi holder af - de er omvandrende paradokser Og Dolly er en vaskeægte imiteret diamant. Sådan er det bare.

Man kan sige at det Klaus Lynggaard her i de stærkt lyriske passager gør sig til talsmand for, er en teori om at når Dolly Parton er en stor og enestående kunstner, så er det fordi hun frit blender de to sider af sin personlighede, både i sine sange og i sin fremtræden, sider som kulturen ellers holder skarpt adskilt. Dolly er selv gærnseoverskridende kreativ, og hun integrerer og blender publikumssegmenter som ellersikke kan udstå hinandens kulturelle præferencer.

Til historien om Dolly hører så - lige efter bogen om den kreative personlighed - at hun er vokset op i en fattig familie på 14 medlemmer, der levede i en etværelses træhytte uden rindende vand, elektricitet eller træk og slip - en barndom og et barskt miljø - især for kvinder - som hun om og om igen besynger i en lang række stærke og gribende sange.
   Den mest kendte af dem alle er "Coat of Many Colors"  handler om mobning på grund fattigdom (tøj med påsyede lapper - Poul Martinsen fortæller om tilsvarende), men set i erindringens positive lys. Andre om som kvinde at være tvunget ud i prostitution af nød, om incest, om svigt af mænd, etc.

Fusion af to kreative institutioner - og har det noget med blending at gøre

Jeg har sådan on and off fulgt med i en debat om planerne om at fusionere Kunstakademiets arkitektskole og Danmarks Designskole. Når jeg bliver fanget af diskussionen er det selvfølgelig fordi det drejer sig to gamle velmeriterede institutioner der danner rammen om uddannelse af særligt kreative mennesker inden for visuel kunst og kunsthåndværk.
   Så ser jeg lige idag i Politiken at min sidekammerat fra 4. mellem på Christianshavns Gymnasium, Mogens Rukow, nu har et indlæg i debatten. Han er selv ansat som underviser på en tredje kunstskole: Den danske filmskole. Han mener nej.
   Jeg kender ikke alverden til nogen af de to institutioner som der er nogen der har planer om skal fusioneres. Og jeg tænker også: Alle mulige andre uddannelsesinstitutioner er i de senere år blevet fusioneret. Også uden den helt store debat. F.eks. var jeg ansat på Odense Universitet et par år, og så blev  det fusioneret med forskellige sønderjyske højere læreanstalter i Sønderjylland, og pludselig hed vi Syddansk Universitet. Om det har været godt eller skidt, ved jeg faktisk ikke. Og i forhold til hvilken målestok? Bedre økonomi (=besparelser), større kreativitet inden for forskning og undervisning, bedre mulighed for statslig styring og prioritering???
   Men altså: Hvorfor er der så skarpe og engagerede indlæg - især imod fusioneringen? Og hvem er for? Og hvad er argumenterne?

Jeg tænker også at fusionering jo på en eller anden måde har noget med begrebet og fænomenet blending at gøre. Blending handler om at skabe og samtænke et nyt konceptuelt rum ud fra to eksisterende og forskellige konceptuelle rum, ved at trækker udvalgte egenskaber og kvaliteter fra disse input-rum med ind i et nyt mixet rum, som man så kan forholde sig til når det manifesterer sig i ord, sætninger, fortællinger. Og et sådant blended konceptuelt rum er grundlaget forg grænseoverskridende tanker og nyskabende handlinger.
   Og det er vel også det fusionering drejer sig om: Institutioner korresponderer jo med komplicerede mentale rum hos medarbejderne hvori indgår forstillinger om roller, relationer, værdier, kvaliteter og sociale praksisser som definerer  institutionen som en sociologisk enhed. Og når man ud af to forskellige af den slags vil skabe en tredje, så skal der skabes nyt, noget skal bringes med over, og noget forlades.
   For at en fusionering skal kunne foregå på en måde som er kreativitetsfremmende, så kræver det en mængde blending-operationer hos de mennesker som skal medvirke til og indgå i fusionen, og som skal tænke sig selv ind i et blended konceptuelt rum hvor kvaliteter og elementer fra de to input-instituioner skal indgå. Men kravet er også at der i det blendede rum skal opstå noget nyt og positivt som ikke findes i de to input-rum.

Når man ser på nogle af de indlæg der har været fremme i pressen, så synes det at være en diskussion der har at gøre med at Designskolen er funderet i en kunstpædagogik som er praktisk-håndværksmæssigt funderet, mens Arkitekskolen er funderet i en akademisk undervisnings- og forskningtradition.

Det er en gammel diskussion om to måder at lære og forstå på: en hvor man lærer gennem praksis, som man efterfølgende kan reflekterer over, og en hvor man lærer ved at teoretisere over en kommende praksis.

På de nye akademiske journalistuddannelser på SDU og på RUC findes det samme modsætningforhold indbygget i uddannelsen og i lærerkorpset. Det er de journalistisk uddannede lærere som underviser de journaliststuderende i at udøve faget som håndværk: skrive avisartikler eller til nettet, producere radio- og tv. De akademiske lærere forsker og underviser i mediesociologi, målgrupper, redaktions- og professionskultur, pressehistorie, etik, mediehistorie.
   Men en tilbagevendende kritik fra de studerdes side har begge steder været at der ikke sker nogen konceptuel blending mellem de to konceptuelle rum, underlagt hver sin frame, og forankret i hver sit forhold til virkeligheden, et der forbinder faget til direkte handling, og et der forbinder faget til distanceret og distancerende refleksion og teoretiseren.
   Man burde måske inden fusionen af Disignskolen og Arkitektskolen, lige tage bestik af og prøve at finde ud af hvorfor det ikke er lykkedes af blende de to faglige frames i journalistik på universiteterne

Casper David og Helligånden - Kasper Colling Nielsen og den splittede personlighed

Weekendavisen 16. april 2010, kultursektionen. Interview med Casper Wenzel Thornøe alias Casper David. Rubrik: "Vandreren over tågehavet". Interviewer: Poul Pilgaard Johnsen:

Det der gør Casper interessant i min sammenhæng er at han er både præst/filosof og musiker og at han som musiker bruger et alias der peger mod den hyperromantiske tyske landskabsmaler: Casper David Friederich; rubrikken refererer til  titlen på et af denne malers kendte billeder. Det er Casper der selv har opfordret Poul Pilgaard til interviewet. Casper fortæller i mailen til journalisten at han som diplomatbarn har flyttet meget rundt mellem storbyer: Bonn, Barcelona, Paris, Berlin, København. Referer til  at han har boet i Hellerup. Artiklen fortæller

På et tidspunkt fandt han kærligheden i spanske Laia og flyttede til Barcelona, mens han færdiggjorde studierne. Senere flyttede de til Danmark, hvor Laia fik arbejde som farmaceut på et apotekt i Herning, og planen var at han skulle færdiggøre en engelsk udgave af sin ph.d.-afhandling om uforanderlighed i europæisk filosofi. Ikke på noget tidspunkt siden sin gymnasietid havde han så meget som rørt sin guitar eller sunget en strofe, men en tilfældig dag sad han i en bil på en parkeringsplads og ventede på sin kone, og som ramt af lynet strømmede melodierne pludselig igennem ham. Det er sådan han fortæller det:
    ”Jeg følte det som var jeg et medium. Alt lå klart – toner, melodier, arrangement. Teologisk sagt var det Helligånden der ramte mig den dag på parkeringspladsen i Herning. Det var ikke noget jeg ville, det var noget der skete.”

For det første kan vi lige notere det som vi kender kreative personligheder på, nemlig at det er som om de er to personligheder i et. Og at der i hvert fald er noget med "hjemløshed"i barndom og ungdom - han har flyttet meget rundt, og er, som han selv siger "kosmopolit", gennem sin opvækst; men det er så noget han nu som voksen reagerer imod politisk og holdningsmæssigt, bl.a. ved at være blevet præst i Vestjylland, forstår man af interviewet. Og så kan man bemærke noget jeg ikke har skrevet om før: at behovet for og driften mod kreativ udfoldelse der bryder med den personlighed man ellers praktiserer, kan komme som et mentalt vulkanudbrud, helt uventet, og med en eksplosiv kraft, her udtrykt i spirituelle og religiøse termer: "medium", "Helligånden der ramte mig". Det er det romantikerne kaldte at blive inspireret.

I samme avis: Rubrikken: "Mount København". Journalist: Synne Rifbjerg. Interviewbaseret portræt af forfatterdebutant: Kasper Colling Nielsen. Her et par tekstafsnit fra artiklen:

Kasper Colling Nilsen har skrevet, siden han var seksten år. Han har sågar uden at ryste på hånden kaldt sig forfatter, det havde ikke noget med at publicere at gøre. Alligevel var han meget i tvivl om, hvad han skulle. da gymnasiet var forbi.
   ”Jeg havde en masse problemer, da jeg var yngre, så i en periode flyttede jeg til Namibia i Afrika og arbejdede på en fotoskole der i et slumkvarter.” (...)
   "Vi kan aldrig bare stille os uden for verden og betragte den objektivt. Verden er uløseligt forbundet med os, og vi med verden. Verden er ét med os. Den menneskelige krop er ikke umiddelbart genkendelig. Tingene vi omgiver os med, hænger fast på os og bliver en del af os."
   - Er det defor mange af dine personer kan forvandle sig til mange andre skikkelser og have et eget liv uden for den såkaldt ”almindelige verden”?
   ”Vi muterer hel tiden med vores omgivelser, og det der sker i vores liv. Jeg prøver som mit store forbillede Kafka at skabe nogle figurer, som er både virkelige og virtuelle. Jeg mener, at det psykologiserende greb, skal bekæmpes med hård hånd, det er så undertrykkende. At man bare er et produkt af noget, der er sket i ens barndom, og resten af livet kan så gå med at overkomme de traumer. Det er skabelonen for langt størstedelen af al litteratur der skrives, og den slags litteratur interesserer mig ikke.”

Romanen han har skrevet, har som det overordnede og drivende plot at der bygges et 3 km højt bjerg på området omkring Avedøre: "Mount København". Og hvad det kan afstedkomme af interessante historier for en masse mennesker og for udviklingen i Danmark. 

   Om hans personlighed: "Jeg havde en masse problemer da jeg var yngre", siger han. Og så understreger han kraftig og uopfordret at hans roman-figurer absolut intet har med hans oplevelser i barndommen at gøre.
   Det peger jo, som en slags ironi, på at det har de i hvert fald, men at de er så godt og grundigt blended i hans roman at det nu ligger skjult i et symbolsk, fremmedgjort og fantastisk univers (jfr. hans henvisning til Kafka). Hans personer i romanen beskriver han jo så også i blending-termer: de er både "virkelige" og "virtuelle".
   Det er ikke nogen urimelig hypotese at sige at sådan føler han sig nok selv: en splittet personlighed med en mental stavblender der prøver at hele ved at skabe.

Morten Kirkskov - Anne Marie Løn - den særligt kreative personlighed og Anders Fog Rasmussen

To eksempler på meget eksplicitte udlægninger af hypotesen om barndomstraumer som kilde til kreativitet.

1. I SøndagsPolitiken 18. april er der i kultursektionen et to-siders opslag med et portrætinterview med Morten Kirkskov, instruktør, dramatiker, teaterchef og debuterende forfatter.  Interviewet er lavet af Anne Bech Danielsen. På sektionsforsiden står denne manchet:

Han har hæreget sig selv siger han. Både sig selv og andre. Da han var 13 år, oplevede han nemlig verden gå under - og det skulle tage den kommende teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, en stor del af livet - og en roman - at komme på sporet af det hele igen.

Hele portrættets vinkel er hvad en tragisk barndomsoplevelse har af langtrækkende konsekvenser for forfatterens liv. Rubrikken inde i avisen er et citat fra interviewet: "Hvis man gerne vil betyde noget for sine børn, skal man bare dø fra dem." Hans mor som han elskede højt, dør pludselig af kræft da han er 13 år.

Det er faktisk det største tab: at jeg ikke lærte mine grænser at kende. At jeg stadig prøver at på at definere dem, stadig leder efter en etik og stadig forsøger at finde ud af, hvad man kan være bekendt over andre mennesker og sig selv.(...)
   Det får nogen konsekvenser for resten af mit liv. Alt andet lige ligger din mor altså øverst på hitlisten, når du er barn. Og så dør hun! Så står den plads altså ledig i rigtig mange år. Jeg ved egentlig ikke, om den er er helt besat endnu, om den skal besættes. Hvem kan erstatte en mor? Men pladsen står bare der og blinker helt tomt. Der er bare vacancy, og jeg kan godt mærke, at jeg har søgt i øst og vest efter erstatninger.

Her har vi hans egens og journalistens sublimeringshypotese i klartekst. Når han skriver romanen, og alle de andre kreative ting han har foretaget sig, så er det for at fylde savnet ud gennem sine fantasiprodukter. Han siger senere:

Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal prøve alting. En af mine venner har sagt, at jeg gør det fordi jeg kan. Måske er det også med ikke at høre til ét sted. Den her rastløshed, der bare har buldret rundt i kroppen på mig.

2. I samme sektion er der en bemærkelsesværdig og øjeåbnende kronik af forfatteren Anne Marie Løn: "Et land i chok efter Anders Fogh Rasmussen." Hun tolker AFR´s politiske liv og virke, som et resultat af en traumatisk barndomsoplevelse hvor hans families landbrug og dermed hele livsgrundlag var truet fordi gården var på randen af økonomisk kollaps. Sådan:

For Anders var det en tragedie. Hel hans tilværelse brasede sammen, men ingen talte med ham om det.
   Hvad følte han, den 11-årige dreng, når han lå i mørket alene og græd? Hvordan gik ulykken ind på hans sanser? Hvad skulle der til for at løse problemerne? Svare lå lige for: "Magt og penge". Hvad skulle der til for aldrig igen at rammes af stå stor en smerte? I det ubevidste har svaret været: "Du må ikke mærke".

Gårdens krise blev afhjulpet, familien blev boende og knoklede løs. Som voksen var ingen af børnene knyttet til hjemmet, slet ikke Anders, de andre kom hjem en gang imellem, det gjorde han ikke. Som et genfærd af det barn han engang var, som tænkte klart og følte dybt, stred han videre i livet.
   Den smerte, et barn engang følte, genererer og regenererer i særlige tilfælde brændstof til skabende eller eller ødelæggende kraft. For de fleste går tryghed og glæden i det lange løb lige op med smerten, så det sårede barn kan forvalte barndommens samlede pulje til et nuanceret voksenlive mellem to yderpunkter.
   Polerne spejler hinanden. Talent, disciplin og høj arbejdsmoral, ærgerrighed havde AFR tilfælles med den skabend kunstner foruden en ild der brænder til et livs satsning.
I spejlets blind vinkel findes kunstnerens mentale gehør og latente tvivl, i modpolen er de fraværende. Det gjorde ham dygtigere end de fleste og farligere end nogen.

Jeg ser Anne Marie Løns udlægning af de ulykker AFR har begået som politiker og statsminister, som en beskrivelse af en kreativ personlighed, hvor den blending ("mellem to poler") som skaber de kreative produkter, aldrig er kommet i stand. Deraf hans destruktive virke med at skabe skel og grænser og stivnen i al politisk tænkning: ingen politiske forlig hen over midten, stramning af alle love om indvandrere og kriminelle, nedkæmpelse af smagsdommer-institutioner som mener det modsatte, etc. etc.

Decoupager - dronningen - og kreative restriktioner

Jeg nævnte i en tidligere blog at der var en række kunstretninger, stilarter og genrer som i selve deres definition havde "blending". Og jeg nævnte også tidligere at dronningen utvivlsomt tilhører den type mennesker jeg har kaldt en (særligt) kreativ personlighed.
   Hun udstiller nu malerier, dekorationer, kostymer og andre udtryk for hendes behov for kreativ skaben. Det hun af anmelderne bliver mest rost for er hendes såkaldte decoupager. Jeg har godt set nogle af dem på tv og i aviser, men har i mit eget hoved kaldt dem collager. Dronningen har imidlertid helt tjek på de finere distinktioner. I forordet til bogen De vilde svaner som indeholder en række illustrationer hun har klippet sammen af billeder fra mange forskellige kilder, skriver hun:

Det er decoupager, jeg laver, og ikke collager. Collage er det, som blandt andet kubisterne fandt på i begyndelsen af det 20.århundrede, og som mange kunstnere den dag i dag benytter sig af. Her blandes alle slags udklip med maleri og tegning og ofte også med gamle aviser og alskens ting og sager til en fantasifuld helhed. Sådan arbejder jeg ikke. Jeg benytter udelukkende forskelligt billedmateriale. Principielt griber jeg ikke ind. Andet end med saksen.

De sidst linjer i citat illustrerer et andet fænomen som hører til kreativitetens psykologi: selvpåførte kreativitetstimulerende restriktioner. Dette at man vælger nogle rammer og spilleregler som vil underkaste sig - i form af indholdsmæssige eller æstetiske begrænsninger. Og dronningen har valgt sine rammer, så det udelukker en masse input fra andre kilder end netop billeder: noget der i forvejen forestiller noget.

Wikipedia definerer fænomenet sådan: "Kreative restriktioner handler om at man begrænser sig selv for at opnå en ny effekt ellert et mål som ikke kan nås gennem konventionelle metoder". Og den store engelske poet T. S. Eliot skriver sådan her: "When forced to work within a strict framework the imagination is taxed to its utmost – and will produce its richest ideas. Given total freedom the work is likely to sprawl."
   Eksempler på selvpåførte kreative restriktioner har vi i dansk spillefilms "dogmeregler", eller det 1700-tallets dramaturgiske spilleregler: tidens, stedets og handlingens enhed.

I et Niels Thorsen-interview i Politiken 06-09-2009 fortæller Kim Fupz Aakeson om hvordan det var at komme ind på Filmskolen:

Og det var simpelt hen sådan: Honey, I´m home
At skrive en roman er som at skrive en fristil. Lammende. Man kan skrive hvad som helst og løber derfor let tør for ideer, inden man har fået en eneste. På Filmskolen var det anderledes. Her kostede historierne pludselig penge. Udendørs var dyrt. Nat var dyrt. Mange mennesker var dyrt. Så man måtte finde på noget i en lejlighed med en mand og en dame.
”Det syntes jeg var skide sjovt! Man er nærmest i gang, før man er i gang.

Fænomenet omtales også somme tider som "kreativ askese".

"Mapping" - at kortlægge noget ved hjælp af noget andet - og hvad deraf følger

I litteraturen om "conceptual blending" og om "metaphors we live by", forekommer ordet og begrebet "mapping". Det betyder på engelsk at kortlægge, men også at fremhæve eller udpege det der har særlig betydning. Jeg har set en dansk oversættelse som bruger ordet at afbilde, som ordbogen udlægger som "at give et billede af noget". Det indfanger så ikke den engelske medbetydning af at noget fremhæves eller udpeges som betydningsfuld.

"Mapping" bruges gennemgående i forbindelse med metaforer når Lakoff og Johnson taler om "mapping across conceptual domains", hvor der altså foregår en "mapping" af egenskaber og/eller relationer fra et element i kildedomænet til et element i måldomænet når mennesker tænker og taler i metaforer. Når man f.eks. bruger metaforen bolighaj, så bliver der ved "målet" for den metaforiske proces boligejer, gennem denne "mapping" fremhævet en række negative egenskaber som den metaforiske "kilde": haj- er kendt og berygtet for.

Ligesom et kort er noget visuelt, så er en metafor det også. Metaforisk tænkning er grundlæggende tænkning i billeder og ved hjælp af billeder - i modsætning til tænkning gennem begreber og abstraktioner: "Nogle boligejere er skrupelløse når de tager urimeligt store huslejer for dårlige boliger til fattige lejere", bliver altså koncentreret og komprimeret i det metaforiske billede "bolighaj". Det samme gælder mange andre tilsvarende udtryk fra aviskampagnernes verden: skatteål, skrankepave, halalhippie.
   Fidusen ved den type tænkning der ligger bag den slags metaforer, er at de gennem den sproglige komprimering i det sammensatte ord forfører i  stedet for at udfordre til analyse og argumentation. For eksempel kan bolighaj-metaforen forlede til selvtægt og gengæld fordi en haj associerer til noget der er vildt og farligt i naturen som skal bekæmpes og dræbes.

I stedet for "billeder" kan vi måske bruge ordet "forestillinger, og den tankeproces det er at forestille sig noget. Om en metaforisk tanke eller ide, kan vi sige at det er en forestilling som får en særlig betydning og et særligt indhold  ved at blive tænkt gennem og i lyset af en anden forestilling: A (=taget) ses igennem B (=source) som en særlig optik der fokuser på og fremhæver noget, og udelader elle "tåger" noget andet.

Lakoff og Johnson taler også i en senere bog om "projection": altså at der sker en projektion - en overføring - fra kilde-domænet til mål-domænet. Her sammenlignes den metaforskabende proces med et motiv der projicere op på en skærm, f.eks.fra en serie lysbilleder, fra powerpoint-slides, fra sommerferiefotos, fra kopier af tv-indslag.
   Forfatterne er utilfredse med begge terminologier, skriver de, og begrebet blending er meget mere omfattende, så selv om det også dækker metaforisk tænkning, så er det ikke særlig præcist.
   I efterordet fra deres bog i 2003-udgaven argumentere de så for at de metaforiske tankeprocesser hænger sammen med neurologiske koblinger og netværk i hjernen, og giver dermed ny betydning til begreberne mapping og projection:

Metaphor is a neural pehenomenon. What we have referred to as metaphorical mappings appear to be realized physsically as neural maps. They constitute the neural mechanism that naturally, and enevitably, recruits sensory-motor inferences for use in abstract thought.

Dermed får de givet en decideret fysisk-kropslig basis for det der var deres oprindelige "opdagelse", nemlig at en lang liste af primære og fundamentale metaforer som det er uundgåligt at bruge uanset hvad man taler om, typisk relaterer sig til kroppen som målestok og referencepunkt (jfr. den tidligere blog om kreativ tænkning og hjernen).

Romo og Julie i en twitter-udgave - en blended version af en klassiker

Romeo and Juliet get Twitter treatment

Royal Shakespeare Company retelling
Bard's Romeo and Juliet with cast of six over
five weeks and 4,000 tweets

But soft! What tweet through yonder iPhone breaks? It is the east, and@julietcap16 is the sun.

Actually, Juliet Capulet is probably offline at the moment: being only 16, she has to go to school even on her birthday, where to her indignation Twitter is banned. She'll be back. And there's a big party planned tonight that could change all their lives: does any of this sound at all familiar?

The Royal Shakespeare Company today joined with the cross-platform production firm Mudlark and Channel 4's digital investment fund, 4iP, to launch Such Tweet Sorrow, a drama in real time and 4,000 tweets, very roughly based on Shakespeare's Romeo and Juliet.

The Bard of Avon's 1597 tragedy of flirty, street-fighting teenagers disastrously caught up in the double trauma of real love and their parents' murderous small-town rivalries is already one of the most adapted of his works. It has been continuously reinvented as an opera, a ballet, a musical, a lesbian love story, a geriatric love story and even an ice show.

This time, Juliet is the daughter of a successful property developer. Her mother died in a car driven by the artist Montague; her father will no longer tolerate any of his works in the house, much less his son. Her brother Tybalt is well on his way to being expelled from his latest boarding school, and their older sister Jess, nicknamed Nurse, keeps well out of the way of their new stepmother [see footnote].

Juliet ‑ "Totally haven't introduced myself yet! My name is Juliet. I'm 15 and SO proud to be a Capulet!" was how the actor Charlotte Wakefield announced herself yesterday ‑ spends quite a lot of her time in her room, and has helpfully posted a video of it on YouTube, lingering on a photograph of her late mother.

Such Tweet Sorrow is being improvised by a cast of six RSC actors from a story grid, taking in audience responses and real events, with author Tim Wright helping out Shakespeare. At this morning's launch he said he would have to find a way of working the election into the narrative.

The show will run for the next five weeks. The director, Roxana Silbert, described the production as "not very reverential". Or as Tybalt put it: "Couldn't give a crap!"

Wherefore art thou, @Romeo?

LaurenceFriar, Monday afternoon In my town the big problem is family feuding. Would love 2 talk 2 others about how to deal with *that* problem.

Julietcap16, Monday afternoon Just got home from school! A day full of boring maths lessons!! Boys at shoool are SO minging!! Seriously i so can't wait to find my Cullen.

Julietcap, Monday morning Ok now dads beeping at me from the car!! Gotta dash!! Wish I could tweet at school but ... I can't (I promise I'll be back)

Tybalt_Cap, late Monday afternoon Nobody owns life, but anyone who can pick up a frying pan owns death

Tybalt_Cap, midday Monday It has got to be the #worstschooldinner. Salty mash, quiche and beans. Good thing I haven't got the #munchies!

Mercutio, late Monday afternoon Can't believe romeo has been refused a drink. Montague and son are decent people and if you wana victimize it should be those Capulet c****

Mercutio, late Sunday night Big breasted nympho's you've let me down – date with my right hand it is then (or maybe the left). Night fellow twits.

And Michael Billington's tweetish review If it gets kids tweeting on a juvy R and J pastiche, that's OK. But it's more OMG Legally Blonde. Isn't the real WS more about poetry than plot? Give me Baz Luhrmann's movie any day.

• This footnote was added on 16 April 2010 to clarify that some characters bear different relationships to Juliet than in Shakespeare's original.