Metafor (1) - når sproglige billeder skal skabe 'ny virkelighed' - og gøre ideologi der indebærer krig og kamp, socialt acceptabel

Jeg har tit skrevet om metaforer og betydningen af dem her på bloggen når der har været en god anledning til det, dvs. når nogen med magt eller indflydelse i deres retorik gør brug af metaforer som i manipulatorisk øjemed skaber associationer og følelser i en bestemt af afsenderen ønsket retning.

   Jeg har også mange gange skrevet om og fremhævet kreativt journalistisk sprog med metaforbrug der gav aha-oplevelser, fx i artikler og interviews af Niels Thorsen.

   Men også blandt sportsjournalisterne som ellers er berygtede for storforbrug af slidte klicheer og halvdøde metaforer i deres reportager, kan man finde kreative sprogbrugere og metaforskabere, fx i artikler af Politikens Rasmus Bech, som den her fra Søndagspolitiken 28/01 med overskriften

Wozniacki fældede tårer -  men hvem græder i dag?

- en artikel der med en elegant metafor kæder Caroline Wozniackis Gran slam-sejr i Australien og hendes reaktion på det, sammen med herrernes håndboldlandshold der som storfavoritter tabte til Sverige om fredagen, og søndag eftermiddag skal spille om bronze i en kamp mod Frankrig (jeg har fremhævet og kursiveret udtryk som især bidrager til at gøre artiklen levende og frisk):

Det vigtigste er, at kvinden fra Odense, mangemillionæren fra tennisklubberne i Køge og Farum, nåede sin drøm efter en af de mest velspillede, spændende og jævnbyrdige kampe, jeg nogensinde har set.

   En kamp, hvor begge spillere forvandlede taberbolde til vinderbolde. Og aldrig gav op, men løb, løb og løb. Og slog, slog og slog.

   At Wozniacki – danskeren, som drillebarsk bliver kaldt ’polakken’, når hun taber – græd sine tårer, da kampen var overstået, og hun stod som vinder af Australian Open og er en ny nr. et på verdensranglisten, er til at forstå.

   Det var et følelsesstærkt øjeblik, og jeg skal gerne indrømme, at vandstanden i den gamle redaktørs øjne også var over daglig vande.

   Grædes der også tårer i Zagreb i dag, 15.787 km i luftlinje fra Melbourne?

   Næppe. Men der var små klumper i halsen på håndboldspilleren Lasse Svan, da han fredag aften med skuffede, matte øjne skulle forklare hvorfor (pokker) de olympiske mestre kunne tabe EM-semifinalen til et sygdomsramt svensk hold, der måtte stille op uden sine to bedste skytter.

Jeg begyndte at skrive det her indlæg for nogle dage siden, da jeg læste en lang artikel i Søndagspolitiken (21/1) af Lotte Thorsen om de helt unikke metaforer som man bruger om kræftpatienter som er døde af deres sygdom efter kortere eller længere tids kemobehandling:

"Du er sej. Godt kæmpet. Hold ud. Godt gået. Det er dit livs kamp. Tænk positivt."

(...)

 »Fodboldenglen tabte sin sidste kamp«, lød det i december i en overskrift i Politiken, da fodboldspilleren Henning Jensen døde. »Vellidt lærer tabte kampen til kræften«, skrev JydskeVestkysten i oktober. »Radikal kæmpe død: Niels Helveg Petersen tabte kampen mod kræft«, skrev lokalavisen.dk i juni.

https://politiken.dk/kultur/art6287582/De-d%C3%B8de-har-ikke-tabt.-De-er-d%C3%B8de-af-kr%C3%A6ft

At bruge en metafor  til at karakterisere et abstrakt og kompliceret emne, indbærer at emnet anskues gennem en speciel optik. Man kan sige at metaforen sætter en mental ramme - en frame - for hvordan man tænker om emnet.

   Når det drejer sig om en kræftsygdom som patienter dør af, så frames sygdomsforløbet altså typisk som 'en kamp' eller 'en krig' der kan 'tabes' eller 'vindes', en framing man ikke ser brugt ved den sproglige beskrivelse af andre livstruende sygdomme.

   Og problemet ved den framing er det der står i manchetten til artiklen:

Kræftpatienter er sprogligt næsten altid i krig eller på rejse, viser ny forskning. Men de kampmetaforer,der giver en følelse af handlekraft hos nogle patienter, skaber skyldfølelse hos andre over ikke at kæmpe godt nok til at blive helbredt.

Derfor kunne det være en god ide at have andre sproglige muligheder til rådighed for både patienter, pårørende, personale og journalister - hvis man ikke vil inficerer sin egen tænkning om sin egen kræftsygdom med skyldfølelse. 

   Og som manchetten slutter med at fortælle, så "vil sprogforskere og kræftlæger  i Storbritannien nu udarbejde en metafor-menu til mennesker, der lige har fået deres diagnose".

En sådan metafor-menu kunne de journalister der skriver om politik, også godt have brug for.

   Udviklingen har gennem de senere år nemlig været at man i stigende grad trak på sportsjournalistikkens sprog til metaforisk at beskrive - og dermed frame - de politiske liv og dets aktører - især omkring valgene. En form for journalistik som man på engelsk har kaldt "horserace journalism", og som altså indebærer at det politiske liv primært ses igennem metaforen "hestevæddeløb" og som svarer på spørgsmålet "hvem vinder" og "hvem taber", i stedet for på  hvad indholdet er af de forskellige partiers politik.

  Wikipedia:

Horse race journalism is political journalism of elections that resembles coverage of horse racesbecause of the focus on polling data, public perception instead of candidate policy, and almost exclusive reporting on candidate differences rather than similarities. "For journalists, the horse-race metaphor provides a framework for analysis. A horse is judged not by its own absolute speed or skill, but rather by its comparison to the speed of other horses, and especially by its wins and losses."[1]

Det er altså hvad metaforer kan og gør: rammesætte - frame - den måde læserne kommer til at tænke om det emne man har brugt metaforen om.

En sprogforsker, Thomas Madsen, har i en afhandling for nogle år siden givet eksempler på politikeren Poul Schlüters egen metaforiske framing af politik: nemlig gennem formlen: 

Politik = KRIG

Eksempler med Poul Schlüter-citater fra afhandlingen:

"Samtidig forudser han, at der fra 1984 bliver plads til en offensiv politik, når de nødvendige besparelser er foretaget” (Jyllands-Posten 1983-05-22).

"...  og vi politikere må disciplinere os, hvis der skal stå respekt om vores kamp om magt og indflydelse...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"... mere eller mindre ekvilibristiske happeninger med motiverede dagsordener, drabelige fodnote-kampe og meget andet, som befolkningen iagttager ...” (Berlingske Tidende 1989-02-21). 

"Vi har med andre ord vundet mange politiske sejre og lidt nogle få nederlag” (Aktuelt 1983-06-12). 

"... at to politiske modstandere trods ægte politisk strid og uenighed kan tale fortroligt med hinanden” (Aktuelt 1983-06-12). 

"Socialdemokratiet har valgt udenrigsministeren som fast angrebsmål” (Berlingske Tidende 1986-03-16). 

Thomas Madsen udlægger indledningsvis P(oul) S(schlüter)-citaterne sådan:

Når PS beskriver politik, som om det er krig, er det ikke blot et udtryk for retoriske færdigheder. Den sproglige billeddannelse er i lige så høj grad en mental proces, der er med til at styre vores handlinger og vores oplevelse af verden. Der er altså tale om, at PS oplever politik som et fænomen, der i visse aspekter er identisk med fænomenet krig. Vores dagligsprog er grundlæggende metaforisk struktureret.

https://repozytorium.amu.edu.pl/bitstream/10593/3853/1/25_Thomas_MADSEN_Metaforer_i_den_politiske_diskurs_273-283.pdf

Det at bruge metaforer betragtes ofte som udtryk for en form for kreativitet hos afsenderen, nemlig hvis han/hun er poet og metaforerne er ny, friske og originale.  

   Men effekten af metaforbrug i andre former for sprogbrug anses dog blandt sprog-analytikere at være begrænset af hvor 'slidt' disse verbale overføringsbilleder er.

  NB! 'Slidt' er i øvrigt også en form for metafor idet udtrykket implicerer at noget sprog ligesom fysisk genstande kan blive mere eller mindre 'slidt ned' (=ødelagt) ved hyppig og hensynsløs brug.

 

Man taler også traditionelt (og metaforisk!) om at nogle metaforer er 'levende' eller 'aktive' mens andre er 'døde'. 

   En 'levende' metafor er kendetegnet sprogbrug hvis sprogbilleder rent faktisk aktiverer hjernens visuelle fantasi for at give mening, mens der for 'døde' metaforers vedkommende gælder at vi slet ikke eller kun med besvær får aktiveret de bagvedliggende billeder i hjernen når vi støder på dem:

  Når vi siger "tiden løber", så aktiverer det ikke et billede af "nogen der løber".

  Når vi siger "overhængende fare", så aktiverer det ikke et billede af "noget der hænger over hovedet på en".

  Når vi siger "jeg vil gerne understrege at ...", så aktiverer det ikke forestillingen om "en blyant der sætter streg under ordene i en tekst."

Men det betyder ikke at disse døde eller tyndslidte metaforer ikke har en funktion.

  Lingvisten George Lakoff har sammen med kollegaen Mark Johnson skrevet bogen "Metaphors We Live By", hvor netop de 'døde metaforers" afgørende betydning for vores mere abstrakte tænkning, er et vigtigt fundament i teorien. 

   Vi kan simpelt hen ikke tænke abstrakt uden at gøre brug af det de kalder 'conceptual metaphors'.

Berømt, berygtet og bl.a. af Lakoff analyseret og kritiseret er den tidligere præsident George W. Bush' metafor da han lancerede en diffus kampagne mod international terrorisme efter selvmords-flyangrebene på  'World Trade Center' i New York den 11. september 2001: 'Krig mod terror'.

   Wikipedia:

The War on Terror (WoT), also known as the Global War on Terrorism (GWOT), is an international military campaign that was launched by the U.S. government after the September 11 attacks in the U.S. in 2001. The naming of the campaign uses a metaphor of war to refer to a variety of actions that do not constitute a specific war as traditionally defined. U.S. president George W. Bush first used the term "war on terrorism" on 16 September 2001, and then "war on terror" a few days later in a formal speech to Congress.

Bush' efterfølger Barack Obama hørte til kritikerne og 'aflyste' denne verbale "krig":

U.S. president Barack Obama and his administration (2009–2017) on a number of occasions expressly rejected the term "War on Terror", as well as the qualifier "global", as being inaccurate and misleading. President Barack Obama announced on 23 May 2013 that the Global War on Terror is over, saying the military and intelligence agencies will not wage war against a tactic but will instead focus on a specific group of networks determined to destroy the U.S. On 28 December 2014, the Obama administration announced the end of the combat role of the US-led mission in Afghanistan.

Det en metafor gør i politik, at at den presser borgerne og offentligheden til at se på et kompliceret og abstrakt fænomen, i det her tilfælde international terrorisme, gennem en konkret og forenklende optik som leverer den frame som  i præsident Bush eksemplet logisk indebærer at,,,

Terrorisme = KRIG

Og "krig" føres jo med typisk med våben og soldater og bomber, og den metaforiske ramme kommer dermed til at legitimere militær indgriben i og besættelse  af - fx Afghanistan.

Med valget af Donald Trump som præsident efter Obama, fik man en meget dygtig og effektiv metaforproducent og -bruger, hvad journalister og andre observatører allerede under hans valgkamp blev opmærksomme på.

   For et lille års tid siden kunne man læse dette i Hartfort Courant, skrevet af journalisten Rob Cyff:

During the presidential campaign, he laced his pronouncements with vivid Trump-aphors: "drain the swamp," "flood of refugees," "rigged system." He compared Syrian refugees to a "Trojan horse," and, in one mixed metaphor regarding China, he lurched from describing the the U.S. as "a piggybank that's being robbed," to claiming the U.S. "holds all the cards," to declaring "we can't allow China to rape our country."

His inaugural address will perhaps be best remembered for a simile ("rusted-out factories scattered like tombstones across the landscape") and a metaphor ("this American carnage").

Trump bruger metaforer lidt som sportsjournalister gør det. Uden nogen samlende frame, men så det enkelt udsagn bliver illumineret af det billede han bruger lokalt i sin tekst. Det vil også sige meget lig den måde almindelige mennesker bruger metaforer på i deres dagligsprog ('erfaringssprog').

Trump's adept deployment of figurative language was on full display at his Feb. 16 news conference. He mobilized the mechanical: "My administration is running like a fine-tuned machine"; the medical: "Isis has spread like cancer," "the bleeding of jobs from our country"; the aquatic: "drain the swamp of corruption in Washington, D.C."; and the athletic: "to bring our jobs back to this country. big league," "we've issued a game-changing new rule."

   One of his analogies was, quite literally, shocking. Alleging that Hillary Clinton had been given debate questions in advance, he asked, "Can you imagine if I [had] received the questions? It would be the electric chair."

   But perhaps his most striking metaphor at that event was his darkest: "We have Hispanic American people that are in the inner cities, and they're living in hell."

   Two days after the news conference, he mustered another metaphor when reporters asked him why he was holding campaign-style rallies: "Life is a campaign."

Rob Cyff konkluderer at det netop er fordi Trumps metaforbrug ikke er særlig original, at den er så effektiv ("clever"):

Trump's figurative language isn't sophisticated or original, but it's clever. And that's precisely what makes it so effective. The fact that his metaphors and similes are stark, common and even a bit stilted makes them more powerful because they're comparisons that average Americans can understand.

http://www.courant.com/features/hc-president-trumps-metaphors-20170225-story.html

Man plejer at sige når man diskuterer effekten af den slags retorik i politisk sprog, at faren ligger i at 'sproget skaber virkeligheden'. 

Lad os så lige vende os til vores eget land og vores egen statsminister Lars Løkke Rasmussen.

   En stor del af nytårstalen 2018 helligede han de alvorlige problemer for Danmark som i følge hans optik udgøres af "ghettoerne", særlige bydele eller kvarterer hvor indvandrere "klumper sig sammen", og som er problemer fordi de fører til at vi har fået "parallelsamfund".

   Og opståen af parallelsamfund modvirker den 'integrationspolitik' som går ud på at flygtninge og indvandrer som opholder sig lovligt i Danmark, så vidt muligt og så hurtigt som muligt skal blive en problemløs og friktionsfri del af det danske samfund.

    Statsministeren forklarede i sin tale ghetto- og parallelsamfundsdannelsen som en konsekvens af en for "slap udlændingepolitik" som regeringer og Folketing har ført i alt for mange år. Altså i virkeligheden en slags selv-kritik.

   Så de problemer skulle og ville regeringen nu gøre noget alvorligt ved, og det kunne bl.a. indebærer at 'man' helt konkret skulle rive nogle af de boligblokke ned som disse ghettoer var rammen om.

   Sådan nogenlund var tankegangen i en stor del af talen.

Hvad er der på spil her af metaforer - døde eller levende, nedslidte eller friske?

   At tale om at udlændingepolitikken er 'slap' eller 'stram', giver kun mening hvis den bagvedliggende metafor tænkes som om 'en snor' eller 'et reb' som man gennem lovgivning binder omkring udlændinge. Jo 'strammere' politik, jo mindre bevægelsesmuligheder har de; jo 'slappere' politik, jo mere uhæmmet og hensynsløst kan de tillade sig at opføre sig.

   Hos mig aktiveres nogle linjer i julesangen "Højt for træets grønne top" som lyder: "Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet."

 

Når man bruger betegnelsen 'parallelsamfund', så er den bagvedliggende metafor den definition som vi alle husker fra vores skoletids geometriundervisning: "Parallelle linjer kan aldrig mødes."

   Altså metaforen 'parallelsamfund' implicerer at der er en uoverstigelig mur mellem ghettoernes sociale liv og det omgivende samfunds: de kan aldrig mødes og finde ud af det sammen.

   Det er naturligvis noget sludder. I praksis sker der en livlig interaktion og udveksling af  sprog, tanker, ideer mellem de to samfund, selvom den også er konfliktfyldt og der er grænser og modstand der skal overvindes.

   Men metaforen om 'de parallelle samfund' understreger uoverstigeligheden i problemerne.

Så kommer vi til 'ghettoerne'! Er det en metafor overhovedet? - Ja, det er det. Her er hvad denstoredanske.dk kan fortælle om ordets oprindelse og moderne brug i Danmark:

ghetto, område, hvor jøder især i kristne lande er blevet tvunget til at bo. Ghettoerne var trange og overfyldte og ofte omgivet af en mur, hvis porte blev låst om natten. Ordet ghetto blev først brugt om jødekvarteret i Venezia, hvorom der i 1516 blev rejst en mur; kvarteret lå nær et støberi, getto.

   Ordet ghetto stammer fra bydelen Ghetto i Venezia, enten af ital. getto 'støberi' eller af hebr. ghet 'afsondring, adskillelse'.

   Institutionen er ældre end navnet og bl.a. en følge af det 4. Laterankoncil i 1215. Se antisemitisme.      

Betegnelsen bruges nu mere generelt om fattige bydele, som domineres af en bestemt befolkningsgruppe; i USA fx om Harlem i New York, der ligesom tilsvarende kvarterer i Chicago, Detroit og andre storbyer er domineret af en fattig, sort befolkning.

Hvordan så i Danmark, hvordan er betegnelsen her blevet brugt? Tydeligvis med overført betydning i forhold til oprindelsen i Venedig:

I Danmark er forskellige boligkvarterer, først og fremmest i København, før i tiden blevet betegnet som ghettoer, fx kvarteret omkring Vognmagergade i Københavns centrum der fra ca. 1880 til begyndelsen af 1. Verdenskrig var domineret af jøder indvandret fra Østeuropa.

Der er  her klart en historisk kobling til Venedig fordi bydelen "omkring Vognmagergade" "var domineret af jøder". 

I Danmark fik 'ghetto' ny betydning af Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale 2004, idet han her refererede til boligområder som Gellerupparken i Aarhus, Vollsmose i Odense, og Tingbjerg i København. Og der blev efterfølgende nedsat et såkaldt 'ghettoudvalg' der skulle komme med 'anbefalinger'.

   I 2010 lancerede Lars Løkke Rasmussen i sin åbningstale en såkaldt 'ghettostrategi' som førte til en administrativ definition af en 'ghetto' i Lov om almene boliger fra december 2010. Og der blev i den forbindelse indført en liste over danske 'ghettoområder', en liste som årligt skulle og skal opdateres.

   Her opregnes de kriterier der nu administrativt definerer 'en ghetto':

Ved et ghettoområde forstås en fysisk sammenhængende almen boligafdeling, som opfylder fem kriterier:

1. Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år)

2. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.

3. Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).

4. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe

5. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen

Fra at være en metaforisk framing af nogle fremhævede bydele rundt om i Danmarks storbyer, som disse bydele aldrig ville bruge om sig selv, så er begrebet nu gledet over i at blive til en lovgivningsmæssig mur som beboerne - ligesom i Venedig - administrativt er blevet spærret inde i af den poltiske omverden. 

    Når Løkke Rasmussen derefter tager denne forenklende og historisk belastede metafor med i sin tale, og fremhæver en særlig form for indsats som målsætning, nemlig "at afvikle", så løber han  metaforisk og framingmæssigt tæt i hælene på George W. Bush fra 2001, når han i Nytårstale siger:

Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op og rive bygninger ned. Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder.

Med formuleringer som "bryde betonen op", "rive bygninger ned", og "sprede indbyggerne", er vi ikke langt fra at de danske seere kan få uudtalte associationer til formuleringer som: "Krigen mod Ghettoerne", eller: "Krigen mod parallelsamfundet". 

   Og det var vel netop den framing statministeren gerne ville have, men ikke ville sige ligeud. Og billederne som aktiveres skal journalisterne og deres fotografer nok levere:

Søsterhøjhusene Agerkær (billedet) og Ruskær i Rødovre
blev jævnet med jorden i 2012.

https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art6282492/Jo-det-kan-v%C3%A6re-n%C3%B8dvendigt-at-rive-ghettohuse-ned

Snyd, plagiat, fiktive kilder - om 'genrekontrakter' med afsæt i historien om videnskabministerens ph.d.-afhandling - og en kendt sportsjournalists nyhedsreportager

I mange år har jeg interesseret mig for fænomenet 'faktion', altså blandingen af fakta og fiktion i forskellige medieprodukter og former: aprilsnarre, dokudrama, dramadok,fortællende journalistik, trompe d'oil-malerier, rekonstruktioner, reality-shows, optagelser med mennesker som forsøgspersoner, mocumentary, m.m.
   Faktion er en kilde til evig ballade, men skifter ansigt og problemfelt med den tekniske udvikling af medierne.
   I medierne de sidste par uger er vi blevet præsenteret for to nye eksempler på den slags "sager".

Vores relativt nyudnævnte videnskabsminister Esben Lund Larsen er kommet ud i voldsom modvind i medierne fordi han angiveligt har skrevet afsnit af fra vigtige kilder uden at anføre dem i citationstegn i sin ph.d.-afhandling. Og for at genbruge afsnit fra sin egen tidligere specialeafhandling i ph.d.-afhandlingen uden gennem citationstegn eller notehenvisninger at angive at der er tale om genbrug af egne tekster.

En kendt og blandt sportsjournalister ellers respekteret kollega Michael Qureshi er blevet afsløret i at have brugt opdigtede kilder og citater i et større antal af artikler både i Ekstrabladet, i B.T. og i andre skriftlige medier. Det står stadig uklart om alle de nævnte kilder er opdigtede, eller nogen af dem er autentiske der så er blevet anonymiseret med falske navne.

I begge tilfælde vil forargelsen blandt de journalister og journalistiske kommentatorer der har dækket 'sagerne', ingen ende tage, ser det ud til.
 
Men i stedet for moralsk forargelse og verbal vasken hænder, synes jeg at man skal forsøge nøgternt at beskrive og sætte ord på hvad det er der i begge tilfælde er tale om, nemlig 'kontraktbrud' - snyd i forhold til de som regel uudtalte og uformulerede overenskomster der er knyttet til genrerne mellem afsender (hhv. forfatter til ph.d.-afhandling og journalist til sportsreportager) og læserne (hhv.  andre akademiske læser og læsere af sportsjournalistik i aviserne.)

Forskning og journalistik som sproglige og sociale aktiviteter har et fælles udspring i 1800-tallet. Og sammen med professionaliseringen af journalistikken og af forskningen har der så også gradvist udviklet sig et sæt af spilleregler der rammesætter læsernes forståelse af de arbejdsprocesser der ligger bag en forskningafhandling og et stykke (god) journalistik.
   Disse spilleregler er indeholdt i det jeg ovenfor har kaldt 'kontrakt' eller 'overenskomst' mellem afsender og modtager.
   Disse spilleregler har at gøre med gennemskuelighed og troværdighed som er krav som såvel forsknigsafhandlinger og journalistik ideelt set skal leve op til.

Når man kræver at der skal være citationstegn om tekster fra andre kilder - både i journalistik og i forskning, så er det for at kunne placere et ansvar for sandheden i det der siges eller skrives. Er man kritisk indstillet, så har man mulighed for at finde ud af hvem kritikken skal rettes imod.
   Når man i journalistik-lærebøgerne generelt advarer mod brug af anonyme kilder, så er det fordi ansvaret for udtalelserne bliver tågede og uigennemsigtige for læserne/seerne/lytterne. Igen har det altså at gøre med hvordan ansvaret for udsagn skal fordeles, og med hvilken troværdighed de bakkes op.

Det med at tale om genrebestemte 'overenskomster' eller 'kontrakter' er en slags metaforsprog.
   En 'kontrakt' til daglig - i almindelig handel og vandel - er et stykker papir som to parter skriver under på og som dermed forpligter dem på et reguleret socialt samspil af en eller anden art: køb og salg, ægteskab, ansættelse.
   En genrekontrakt derimod er der ikke nogen der har skrevet under på, hverken afsender eller modtager. Genrekontrakter er ofte uudtalte og delvist ubevidste, og de kan gradvist ændrer sig over årene uden at nogen egentlig lægger mærke til det.
   Men uden dem ville al kommunikation ende i kaos.

Skal man altid bruge citationstegn hvis man låner fra en anden skribents tekst når man formidler vidneskabelig etableret viden?
   Nej. Det kommer an på ....
   Hvis videnskabsministeren havde skrevet en skolebog for gymnasiet, et kursuskompendium i PowerPoint-formatet, eller en folkelig videnskabs-formidlende bog om det han nu har skrevet ph.d.-afhandling om, så ville der være meget mere frit slag.
   Og ingen ville hæve et øjenbryn hvis han i længere passager i den slag tekster formuleringmæssigt lagde sig tæt op af de kilder han formidlede, eller hvis han direkte genbrugte passager fra sit eget speciale. Han skulle bare sørge for i litteraturlisten til sidst at skrive de vigtigste kilder han trak på.
 
Og går man tilbage i videnskabens historie, så er jeg sikker på at man kan finde i hundredevis af eksempler på at forskere har lånt tekster og formuleringer af hinanden - hen over kultur- og sproggrænser. Uden at forskeren har haft den mindste dårlige samvittighed, og uden at nogen læser ville have hævet et moraliserende øjebryn.
   Og det er symptomatisk for diskussionen at autoriteterne selv idag simpelt hen ikke enige om hvad man må og ikke må, hvad man kan tillade sig og hvornår man går over grænsen - også i en forskningsbaseret ph.d.-afhandling.

Tilsvarende omkring brug af anonyme kilder i journalistik.
   Går man tilbage i tiden kan man finde i hundredvis af artikler hvor der står varianter af formuleringer som: "fra pålidelig kilde erfares det at ...", "kilder som er avisen bekendt, mener at ...".
   Og der har faktisk været ret så frit slag for sproglig kreativitet og opfindsomhed for at kunne lægge rygter, sladder og journalistiske fornemmelser ind i en artikel så indholdet fremtrådet sandt og dokumenteret set fra den almindelige læsers synsvinkel.
   Der har den gang været tale om det man i andre sammenhæng kalder en særlig 'professionskultur', en 'kultur' som så gradvist har ændret sig - sikkert blandt andet på baggrund af nettets og webjournalistikkens eksplosive udvikling.
 
Jeg er så gammel at jeg kan huske en diskussion i aviserne i 80´erne (måske var det tidligere) om sportsjournalisternes løsslupne forhold til fiktive kilder og citater. Udgangspunktet var en afsløring af at en lang række aviscitater med udtalelser fra kendte danske elitesportsfolk, var opdigtede og ikke et resultat af faktisk gennemførte interview.
   Og som jeg husker det. så forsvarede journalisterne sig med at de opdigtede udtalelser typisk var så forudsigelige fra de pågældende kilder, at de lige så godt kunne have udtalt dem.
   Og måske endnu mere chokerende: Flere af de 'citerede' sportsfolk bakked journalisterne op og sagde at det var helt i orden hvis de bare var citeret for noget de kunne have sagt og ment, og sikkert ville svare hvis de var blevet spurgt.
   Der var simpelt hen tale om en uskrevet 'kulturel kontrakt' mellem kilder og journalister, som man bare ikke indviede sportsjournalistikkens læsere i.
 
Også kriminaljournalistikken havde utvivlsomt i tidligere tider tilsvarende løsagtige og løsslupne forhold til citater og kilder i de kriminelle miljøer de skrev om.

Og så sent som i 1998 kunne fagbladet Journalisten afsløre at mere end hver 10. elev på 3. semester på Danmarks Journalisthøjskole indrømmer at have opfundet kilder og brugt falske citater.
 
Genren 'fortællende journalistik' - de moderne variant af 'new journalism' - har et meget tvetydigt og uigennemsigtigt forhold til citater og brug af anonyme kilder. Og det vil tit være 'naturligt' for en journalistisk fortæller under researchen at 'lægge ordne i munden' på en kilde: "Sagde du det? Kan du huske hvad den anden svarede", for at få et brugbart 'citat'. Og så videre derudaf.
   Problemet løses ofte med at journalisten i en efterskrift eller en faktaboks fortæller om på hvilken måden citater og oplysninger i historien er rapporteret - altså formulere en eksplicit kontrakt med læserne. Men ofte kun skrevet i generelle vendinger, ikke i detaljer for citater fra den enkelte kilde.
 
Den iøvrigt moralsk anløbne journalist Henrik Qvortrup, er for nylig udkommet med en bog ”Tre år, ni måneder, tre dage” om Helle Thorning-Schmidt og hendes tid som statsminister.
   I bogen udrulles nogle af de mest turbulente år, en statsminister har gennemlevet i nyere tid med kriser, interne magtkampe, ministerrokader i flæng og SF, der forlod regeringen.
  Qvortrups fortælling om Thorning-regeringen er bygget op omkring en række dramatiske forløb og bygger på interview med omkring 100 anonyme kilder. Og netop de anonyme kilder går igen i anmeldelserne af bogen.    Altinget.dk skriver om hvordan Politikens anmelder Jakob Nielsen har bedømt bogen:

Bogen kaldes ”stærkt underholdende læsning” for de politiske nørder, der gennem hele bogen tages med ind bag de lukkede døre og får et glimt af, hvordan magt udøves, og hvad den gør ved folk.
   ”Men det er også en bog, der ville være dumpet med et brag, hvis den var blevet afleveret som journalistisk opgave til bedømmelse. Og man tør slet ikke tænke på, hvordan en historiker ville bedømme værket,” står der i anmeldelsen.
   Ifølge Jakob Nielsen er problemet ikke de anonyme kilder i sig selv.
   ”Men i Henrik Qvortrups bog er trangen til at dramatisere forløbet så voldsom, at de anonyme kilder i lange passager får helt frit løb – hvis da ikke forfatteren selv krydrer med sine egne, slet skjulte sym- og antipatier,” skriver Politiken.    

Nu må man jo så håbe på at Altinget.dk har citeret Jakob Nielsen korrekt.

Afslutningsvis minder jeg lige om David Lagercrantz' bog om det svenske fodboldidol Zlatan, hvor han efterfølgende afslørede at stort set alle citater var opdigtede, men at bogen var baseret på 100 timers samtaler med Zlatan. Zlatan meddelte at det var korrekt, men at han i øvrigt var tilfreds med det billede de fiktive 'citater' gav af ham.
   Han kunne ikke have sagt det bedre selv, lå der i hans reaktion.

Se mere om David Lagercrantz' tagen sig journalistiske friheder og beslægtede diskussioner i indlægget her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/jeg-er-bade-david-lagercrantz-og-zlatan.html

Og hvis du lige scroller tilbage, så vil du finde to passager i det du netop har læst, som jeg direkte har kopieret - 'copypastet' - fra kilderne uden at sætte dem i citationstegn, nemlig dem som jeg for tydelighedens skyld her har markeret med fed skrift - fra hhv. Journalisten.dk og Altinget.dk.
   I princippet fremtræder de altså som noget jeg selv har tænkt og skrevet.
   Er det i orden - eller ej?

I Politiken fra den 15. december var der i øvrigt en glimrende kronik af Niels Vogensen med titlen "Er originalernes tid snart forbi". Her et link til den:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2976441/esben-lunde-larsens-sag-om-plagiat-er-et-symptom-paa-en-ny-virkelighed/

Når sportsmetaforikken begår kreativ bombesprængning i sportsjournalistikken...

Ekstrabladet er ikke min avis. Og sportsjournalistik er ikke min favoritlæsning. Men skal man jagte metaforer der framer, er man ude på at indfange kreativt sprog - og skyde klicheer ned i flokkevis, så er sportsiderne et godt jagterræn. Og EB´s sider er en af de bedre jagtmarker - eller dårligere - alt efter smag - eller afsmag.

En god kollega på journalistik på RUC udpegede et interessant bytte som jeg hermed kan hænge op på denne blogs trofævæg. Fra EB´s sportstillæg i mandags.

   Rubrikken lød:

Osama bombede Brøndby

Underrubrikken:

AGF-spilleren fra Vestegnen fik sin hævn

AGF vandt over Brøndby 5-1.

   Fantasierne - og dermed associationerne - kører som en action film på den indre skærm: konceptuel blending: i det ene inputrum: den barskeste internationale terroristvirkelighed - og i det andet mentale rum: sportens halvfiktive konkurrenceunivers.
   Det er ligesom to atomkerner der smelter sammen: Radioaktive mentale stråler udsendes i alle retninger ved fusionen fra "the blend".

   Og så lever overskriften helt op til et af de vigtigste krav til en rubrik: Den skal indeholde så meget "gåde" at den leverer fremdrift og motiverer læserne til at læse videre.

Svaret på gåden - aha-oplevelsen - er at en af spillerne på det hold, AGF, som slog Brøndby i søndagens kamp, hedder Osama til fornavn - med efternavnet Akharraz - og altså ikke: bin Laden. 

   Pyha - men han blev jo også henrettet for ikke så længe siden i Pakistan. Altså bin Laden - ikke Akharraz.

   Men associationerne strømmer videre: Osama bin Laden er genopstået fra de døde - og reinkarneret som en "hævner" i skikkelse af sin fornavnebror. Og han tog så bare lig fejl af "Vestbredden" som hovedfjenden Israel har besat, og "Vestegnen" som navnebror Akharraz er flygtet fra. 

Men så er den potte vel ude? Slet ikke! Associationerne galopperer videre gennem fantasiens dunkle underskov:

AGF har fået sin egen lille bombe-Osama. 

   Fodboldklubben fra byen, hvor Jyllandsposten har sit terrorsikrede domicil,  afslørede sin egen lille enmands terrorcelle , da Osma Akharraz tog en blodig hævn over den klub som ikke kunne bruge ham.

Fremdriften i associationssporet omkring "terrorisme" fra rubrikken bevares: "terrorsikrede domicil", "enmands terrorcelle", "blodig hævn". Hævn over hvad og mod hvem?

Spirrevippen på De Hvides venstrekant tog dybt pis på sin gamle holdkammerater fra Vestegnen - og tog en sofistikeret hævn over klubboss Per Bjerregaard. 

   Da Brøndby i efteråret havde tabt 1-2 i Silkeborg, lod Per Bjerregaard sin glade flyde ud over den kantspiller, som klubben ikke kunne overtale til at underskrive en forlængelse.

   - Jeg sad bare og lyttede, og så fik jeg ellers en skidballe, hvis man kan sige det sådan, forklarede Osama Akharraz, der lod fødderne tale sit klare sprog i 5-1-ydmygelsen af Brøndby.

Via ordene "pis" og "hævn" skifter associationssporet over til mafia-universet. Mafia-bossen Per Bjerregaard  har åbenbart givet Osama Akharraz et tilbud som han ikke burde kunne afslå. Men det havde han gjort -  og var gået i en anden families sold - dermed været forræder over for Godfather Bjerregaard. Straffenvar ikke syre i øjnene, men: en "galdeflydende skideballe".

   Osamas hhv. vulgære og sofistikerede hævn: at "tage pis på" sine gamle kampfæller - og at lade sit våben "tale sit klare sprog": her ikke automatgeværer og kugler gennem hovedet - men fødder og bolden i mål.

Flot og kreativt sprog der opfylder sin retoriske funktion til fulde - eller usmagelig mangel på sproglige hæmninger - så kort tid efter at bin Laden, en af verdenshistoriens storforbrydere, er blevet aflivet i en regulær hævnaktion? Pick your choice!

EB-journalistens navn: Klaus Egelund.
    Og han har det forbandede job at skulle skaffe læsere til sin artikel ca. 12 timer efter at nettet har bragt resultatet og korte kampreferater. Og efter at diverse sporstkanaler og søndags-tv-sportsmagasiner har vist klip fra kampen og vist alle Osamas mål.
    Aner man kreativ vrede som drivkraft i artiklen? Klaus Egelund gør i hvert fald noget for tjene sin løn.

Sportsjournalistikken kreative stavblender får fuld skrue når Caroline Wozcniacik er på banen

Avisernes sportsjournalister er berømte og berygtede både for deres blomstrende kreative og for deres totalt klicheprægede sprog - i kampen for at levendegøre sportsoplevelsen for læserne.

Se nu f.eks. Politikens sportsider i mandagsudgaven. "Wozniacki skød grusbanesæson i gang med triumf", udråber rubrikken. Det betyder bare at hun vandt sin første turnering spillet på bane med grusunderlag. Om metaforen at "skyde noget igang" har nogen særlig effekt er tvivlsomt. At introducerer billedet af manden der står ved startlinjen og skyder et kapløb i gang, er måske snarere forvirrende end oplysende, når det nu handler om en kvindelig sportsstjerne der spille tennis
   Men der er altså tale om blending: en konceptuel blanding der trækker på et aktuelt indput-rum hvor CW indleder og vinder den første af en række tenniskampe på grusbane i den sæson, og på et andet imaginært input-rum hvor en official til et atletikstævne afskyder en startpistol hvorefter en række løbere sætter igang med at løbe i en konkurrence om at nå først i mål. I det blendede rum optræder CW både som den der står og skyder pistolen af og og en af dem der tager afsæt fra startlinien og løber derudad.

Også artiklens indledningsafsnit er interessant som en tekst der er et resultat af en ret radikal blending-operation:

For knap 500 år siden søgte den spanske opdagelsesrejsende Juan Ponce de León forgæves efter dokumentation for legenden om 'ungdommens kilde' ved Florida-kyststrækningen Ponte Vedra Beach. Søndag fandt en ung dansker til gengæld for anden gang lykken i området, der i dag er et populært hjemsted for golf- og tennisstjerner samt skuespillere.

Skulle nogen være i tvivl så blev det igen slået fast: Caroline Wozniacki er kommet til verdenstoppen i tennis for at blive. (...)

Artikelindledningen rejser spørgsmålet om man kan tale om at en tekst er udtryk for et mislykket blending-forsøg.    
   Det er i hvert fald utroligt svært at se hvad denne sammenkobling af en 500 år gammel fortælling om en mand der forgæves søgte at dokumentere eksistensen af 'ungdommens kilde", har at gøre med at "en ung dansker" (CW) for anden gang fandt lykken i området."
   Der er nogle lighedspunkter der fungerer som betydningsmæssige koblinger mellem de to input-rum: Historierne foregå på samme geografiske sted med 500 års mellemrum, og i begge historier indgår noget med ungdom.

  Men samtidig er der i teksten indbygget en modsætning der modvirker blending af de to rum: hovedperson søger forgæves 'ungdommens kilde' - den anden hovedperson er en ung dansker der til gengæld finder lykken for anden gang.

  I det ene rum er der noget der mislykkes for ever, mens der i det andet er noget der lykkes for anden gang..
   Stakkels Juan Ponce de León trækkes frem af historiens mørke for at give en flatterende, men i øvrigt helt irrelevant story-baggrund for Carolines meriter. Hun er ung, hun behøver ikke - som taber-Juan - at søge ungdommens kilde, er den uudtalte konklusion.
   Det blended rum som journalisten har skabt, har ligheder med Cæsar når han holdt sejrs-processioner i Rom. Som led i processionen havde han, for at kaste glans over sig selv, altid indlagt alle mulige tabere fra sine slag, modstandere som han havde holdt i live ind til processionen, for så lige efter at aflive dem.