For et par uger siden besøgte jeg og fruen Louisiana og så Emil Nolde-udstillingen. Der var godt nok mange mennesker, så man skulle kæmpe sig frem til at se en del af værkerne. Men med tålmodighed og gå på-mod, lykkedes det som regel.
Udstillingen er flot, stærk, betagende, overvældende. Det er svært ikke bare at blive visuelt, emotionelt og mentalt blæst over ende. Så jeg har gået og sundet mig lidt.
En tekst på udstillingen fortæller at da Emil Nolde i 1906 blev inviteret med i den malersammenslutning som havde navnet "Die Brücke", blev hans kunst beskrevet i invitationen som en 'colorstorm' - et farveuvejr. Selv bruger han i breve metaforen "Farbendelerium" til at beskrive de erfaringer med farver som gennemsyrer hans kunst
Disse karakteristikker vender jeg tilbage til i slutningen af indlægget.
Emil Nolde er en maler jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen, fordi han er en af de helt store modernistiske kunstnere fra første halvdel af forrige århundrede.
Og især fordi jeg "mødte" ham allerede da jeg var omkring 15-16 år, da min mor tog mig med på den vist nok første større Noldeudstilling i Danmark efter krigen - på Charlottenborg. Det må have været en af de første - eller den første - officielle kunstudstillinger jeg nogensinde har set. Det var relativt kort efter at familien var flyttet fra Stege til København.
Nolde gjorde den gang et stort og varigt indtryk - især på grund af sine ekstremt farverige og udtryksfulde landskabs- og blomstermalerier.
Hjemme på væggen over sofaen dagligstuden havde vi i mange år plakaten fra udstillingen hængende i glas og ramme. Det var en plakatkopi af det her maleri:
 |
| Emil Nolde: Sunflowers in the windstorm |
Jeg har også også tidligere refereret til Emil Nolde i flere indlæg i serien 'akvarelmaleriets mysterier' - og især fremhævet hans berømte små akvareller, de såkaldte "umalde blleder", som han har produceret over hundrede af i perioden 1938-45 - efter at han fik forbud mod overhovedet at sætte pensel til lærred af de nazistiske smagsdommere i Tyskland i slutningen af 30´erne.
Noldes malerkunst var nemlig blevet klassificeret som "entartet" af de nazistiske kulturpinger. Og selvom han altså selv i en del år havde været medlem af nazistpartiet, kom nogle af hans malerier - heldigt for ham og hans kunstneriske eftermæle, set i bakspejlet - med på den nazistiske gabestok-udstilling i 1937 - sammen med en lang række andre store moderne maleres værker, blandt andet Klee og Kandinsky.
En række af Noldes akvareller i serien "umalede billeder" har jeg vist her:
Og typiske er det altså akvareller som disse to der udgjorde min og de fleste publikummers reference når det gælder Noldes akvareller inden den aktuelle Louisiana-udstilling:
 |
| Lake Lucerne, 1930, Watercolour on Japanese wove paper, |
 |
| Rote und gelbe Sonnenblumen, 36,2 x 48 cm, watercolour |
Plakaten for udstillingen på Louisiana er også en akvarel - et portræt af "Frau T." med klovne-associationer, og det er fra 1930 - og altså malet længe inden Nolde blev lyst i band af nazisterne:
 |
| Mrs. T with a Red Nacklace, 1930, Watercolor on Japanese paper |
Man bemærker - ligesom teksten ved billedet på udstillingen fremhævede det - hvordan det ufarvede papir - det der i et almindeligt maleri (olie eller akryl) ville være malet med en hvid, dækkende farve - her bliver bærer af den hvide farve i akvarellen.
Jeg har ikke før været opmærksom på eller interesseret mig for de relativt mange akvareller af Nolde - også fra længe før 1938 - hvis motiver var og er noget andet end landskaber med dramatisk himmel og hav - eller glødende blomster inspireret af hans egen have i hans hus i Nordslesvig.
Her er nogle af disse 'andre akvareller' som også blev vist på Louisiana:
.jpg) |
| Animal and Woman, between 1931 and 1935, Watercolor and Indian ink on Japanese paper |
 |
| Strange Man with Three Nude Women, between 1938 and 1945, Watercolor on Japanese paper |
 |
| Dancer in a Red Dress, 1910, Watercolor and Indian ink on Japanese paper, |
 |
| Frühmorgenflug (morgenflyvetur) - mellem 1938 og - 1940 |
Ud over at jeg på udstillingen fik skåret ud i pap at Nolde var rigtig nazist inden han ufrivilligt blev indlemmet og indlagt i udstillingen "Entartete Kunst", så blev jeg også klar over at betegnelsen "ungmalte bilder" for de akvareller han malede i al hemmelighed i sin kælder i huset i Nordslesvig, at den betegnelse har en dobbelt betydning.
Hvad jeg nemlig ikke vidste, men måske kunne have tænkt mig til hvis jeg havde tænkt mig om, var at Emil Nolde meget tidligt i sin karriere jævnligt brugte akvareller som skitser til billeder som måske så senere skulle omsattes til "rigtige" malerier, dvs. oliemalede billeder på lærred.
På udstillingen så man en række eksempler på hvordan Noldes akvareller var transformeret ind i et helt andet malemedie, og de samtidig var sat kraftigt op i størrelse..
For nu ikke at putte med det:
Jeg syntes hver gang at akvarellerne var bedst. Og faktisk syntes jeg også at hans oliemalede dramatiske landskab- og blomster-billeder i både udtryksmæssig styrke og lyrisk gennemslagskraft stod svagere end de tilsvarende akvareller.
Nogle få af de "umalede billeder" endte så også med at blive omsat til oliemalerier efter krigen, da Nolde var lang oppe i årene. Han døde i 1956.
Men stadig manglede olieversionen af motivet i flere tilfælde tydeligt den friskhed og spontanitet som var egenskaber ved næsten alle de 'umalede' akvareller.
Dette at bruge akvarelteknikken til at lave forarbejder og skitser til senere oliebilleder, var jo den gang helt almindeligt. Mange kunstnere gjorde det fordi akvarelfarver og papir(blok) er nemt at transportere rundt - fx i et landskab i det fri - og akvarelteknikken er i sammenligning med oliemaleri ekstremt hurtig.
Og så kunne man tage akvarelskitserne med hjem i atelieret og bruge som forlæg.
Herhjemme er fx Olaf Rude kendt for sine akvareller - også i stort format som jeg har skrevet om her:
I fransk malerkunst er ikke mindst Cezanne berømt for sine akvarel-skitser og -forarbejder, men også for at hans seneste værker var regulære still-leben-akvareller - og altså ikke forarbejder til "rigtige malerier":
 |
| Still Life with Watermelon and Pomegranates, 1900-1906 |
Inspirerende for mig personligt er det at se og læse om "de stores" kreativ udnyttelse af malemedier når jeg tænker på mit eget amatøriske akvarelmaleri.
Teknisk var det også sjovt og mentalt befriende at se hvordan Emil Nolde fx frit blandede akvarel med andre teknikker: tuch/sort blæk og gouache (dækfarver på vandbasis).
Faktisk burde en del af de billeder som havde fået etiketten "akvarel" eller "watercolor", retteligt være betegnet med etiketten "mixed media".
De oliemalerier der "sagde mig mest", var dem der brugte færrest farver - nogle af dem var næsten monokrome. Hvis farverne "stormede" for meget, så fik jeg et mildt anfald af "farveforbi" - det var bare "for meget" og "for voldsomt", oplevede jeg.
De af Noldes malerier på udstillingen der "sagde mig mindst", var de fleste af hans religiøse og mytologiske "groteske" malerier.
Jeg oplevede at hans 'kunstframe' i de billeder var en 'uren' blanding af van Goghs og Gaugins, hvis "rammekonflikt" var hovedtemaet for den for nylig ophørte udstilling på Ordrupgaard som jeg skrev om her:
Nolde var i Paris år 1900 og så malerier af både vang Gogh og Gaugin. Nolde malede sine oliebilleder "pastøst" som van Gogh, dvs med fede, grove og synlige penselstrøg - men han malede sine mytologiske fantasier ud af hovedet som Gauguin.
Her et par eksempler på den slags malerier, som udgjorde et helt tema for sig på udstillingen:
 |
| Pardise Lost, 1920 |
 |
| Burial, 1915, Oil on canvas |
Ikke at det ikke er stor kunst, for det kan jeg godt se og opleve at det er.
Men det er for mig ligesom jeg har det med Wagneroperaer: Det er bare ikke min kop te - det er "for meget".
Jeg giver mig hellere hen i nydelsen af de små intense akvareller som, når de har blomster eller landskaber som motiv, kan sætte mig i en næsten meditativ tilstand.
Men så til det jeg annoncerede i starten: at Emil Nolde af sin samtidige kunstvenner i de første år af 1900-tallet blev rost for at bidrage med "farvestorme" eller "farveuvejr" med sine malerier.
Selv taler han om at hans forhold til farver havde karakter af "Farben-delirium".
For jeg fik her på denne udstilling en fornemmelse af at Noldes billeder var styret af mentale mekanismer som måske lå uden for eller over hans artistiske og æstetiske ambitioner.
Trods alle de lange faglige tekster på væggene der fortalte om temaerne og faserne i hans kunst, så syntes jeg der måtte være en ekstra mental med- eller modspiller i maleprocessen hos ham.
Der er står ikke noget i katalogteksten om Noldes barndom, endsige om hans forhold til sin far og mor, om eventuel mobning i skolen, etc.
Heller ikke i de meget positive anmeldelser er der den slags oplysninger.
Da jeg oplever at mange af hans malerier er gennemsyret af en ekspressiv voldsomhed - en "kreativ vrede" - så søger jeg jo oplysninger om hans barndom: Hvordan har han oplevet forholdet til de to nationaliteter - dansk og tysk - og de to - eller retter mindst fire sprog som han har levet med som dreng?
I Grænseforeningens leksikon finder jeg følgende oplysninger som peger mod oplevelser som barn der kan give et splittet, fremmedgjort, men kreativt sind - og usikkerhed om egen identitet.
Emil Nolde blev født i landsbyen Nolde, som efter 1920 kom til at ligge lige nord for den dansk-tyske grænse. Emil Nolde havde dansk statsborgerskab efter 1920, hvilket han fastholdt. Emil Nolde blev efter et ophold i København i 1900-01 gift med skuespillereleven Ada Vilstrup, som han var gift med til hendes død i 1946. I 1901 skrev han om sin blandede identitet:
"Det er ganske ejendommeligt og ikke altid lykkeligt at være født i et grænseland, hvor for og imod, her og hisset tegner sig skarpere end andre steder. Den der bliver født midt i sit hjemland, bliver sparet for megen forvirring og mange opgør, som man må gennemleve i grænselandet".
I de syv år Emil Noldes forældre var forlovet med hinanden, skrev de til hinanden på begge sprog. Faderen skrev på tysk til moderen, og moderen på dansk til faderen. I hjemmet blev der talt både sønderjysk og frisisk, men uden for hjemmet plattysk mens der i skolen blev undervist på højtysk undtagen i religionsundervisningen, hvor sproget var rigsdansk. Omtrent samtidig tog Emil Hansen, som var hans fødenavn, navn efter fødebyen Nolde og hed herefter Emil Nolde. Han var som kunstner orienteret mod tysk kunst og blev en af hovedkræfterne i tysk impressionisme.
På et tidspunkt hvor man på litteratursiderne i aviserne skriver indlæg efter indlæg om "autofiktion", så kan jeg ikke lade være med at spekulere på om Noldes forhold til glødende farver og voldsomme mørke farvekontraster udspringer af mentale erfaringer som han ikke selv rigtig forstår eller kan styre.
Han er citeret for at have sagt at han har oplevelser af "Farben-delerium". Og en anmeldelse af en Noldeudstilling i Halle 2013 har rubrikken "Bilder gemalt wie in Trance".
Skulle Emil Nolde måske også være synæstetiker? Ligesom hans samtidige Kandinsky og Hilma af Klint sandsynligvis var det, og ligsom sandsynligvis også Van Gogh var det?
En googling der kombinerer "Emil Nolde" med "Synaesthesia", giver kun et enkelt hit, det her:
Den akademiske afhandling af James Elkins er fra 1996 og har titlen "Night, Colorstorms, and the Unnatural: Emil Noldes´ Search for Ruleless Color".
Afhandlingen fortæller blandt andet at at Emil Nolde som barn og ung havde hallucinationer, og jeg bemærker at det var ligesom Hilma af Klint.
Og nogle af Nolde-citaterne i afhandlingen hvor Nolde skriver om sit forhold til farver, har klare associationer til dem jeg tidligere har citeret fra van Goghs breve.
Nolde-citaterne i afhandlingen er alle fra en posthumt udgivet erindringsbog "Mein Leben" fra 1976. Jeg citerer nu to længere "sigende" afsnit fra teksten:
In the spring of 1901 Nolde was in Gildestrand in the Northwest corner of Denmark. It was a period of utter isolation. At letter datede 10 July describes his barely controlede halluciantions and incidentally shows how he was seeing color. Alone for days on end, he had long periods in which he ran in random directions, out of control. Towards the end of one such period he writes (using the third person to express his disorientation):
"Then he sits hunched over behind a dune and buries his hand in the deep sand. Night sinks in black gloom to earth, the heavens are at cold blue, the dunes are gray, it will rain." Here the colors and experience of night is used to give a poetic end to his days wanderings.
Nolde also knew more specific fantasies, visions and fairytales, and he drew and hallucinated a wide varity of creatures - "Spuken, Sechreckfiguren, nächtliche Fabeltierer, unheimliche Gestalten, Nachtwandler, Sonnenanbeter - and I don´t know what else.
In pictures depicturing such creatures, Nolde allowed himself a few intense colors scattered in darkness. Lildstrand provides af setting and suggests the the pictures limited palette:
"It was difficult to me to find a suitable style. Colors did not suit med. I went on long walks, where no one usually went, over the dunes and rose-red heaths.
Det jeg synes man her kan aflæse af afhandlingens tekst, er at forfatteren James Elkins ikke har nogen klar teoretisk skelnen mellem 'litterær' - dvs. æstetisk villet synæstesi - og så mentalt tvungen synæstesi hvor samsansningen er automatisk og uvillet.
Det er sådan set heller ikke så mærkeligt, for i 1996 var synæstesi som en mental tilstand kendetegnet ved cross-over-sansning, knap nok endnu blevet genstand for hjerneforskernes interesse.
Jeg synes det her lidt lange tekststykke med Nolde-citater og udlægninger peger på at Nolde måske har været multisynæstetiker og i sin bevidsthed spontant har personificeret farvede former og genstand i omgivelserne (ligesom H. C. Andersen) - og selv tænkt på dem som hallucinationer.
Kandinsky udarbejdede jo en teoretisk kunstæstetik hvor "villet" og "litterær" synæstesi var en vigtig komponent.
Men James Elkins må konstatere at Nolde slet ikke havde æstetisk kontrol over sine ustyrlige farveoplevelser:
Nolde never developed a coherent theory of color meanings. Instead color invaded his experience as an unpredictable initmate certainty. (...) Nolde thought that animals crying at night sounded "piercing yellow" ("gellender Gelb") and "dark violet", and described his wifes singing voice as "between rose and dark lilac". (...) Colors, Nolde said, sought out painter´s eyes. "I loved the blooming color of flowers and the purity of the hues," he declared.
'Mein Leben' is filled with color at the expence of form, composition, and line, so much so there is no room for doubt about Noldes sincerity and his reasons for stressing color. His mos direct an innocent pronounsments on color, are wildly synaesthesic, unsystematic, unanlytic:
"Yellow can express happiness and then again pain. There is flame red, blood red, and rose red. There is silver blue, sky blue, and thunder blue. Every color habours its own soul, delighting or disquiting or stimulating me." (...) "Colors, the material of the painter: Colors in the inner life, crying and laughing, screaming, fortunate, ardent and holy, like love songs and amorous songs, like melodies and chorals.
"When he says colors "cry and laugh" he is as outside of color theory as Heidegger is outside science. Colors should develop "through" the painter, he thought, like "ores and crystals, moss and algae."
Disse citater peger, for mig at se, på at Nolde også havde erfaringer med den form for synæstesi som på engelsk betegnes "auditory–visual synesthesia" og som karakteriseres sådan her: "sounds automatically elicit conscious and reliable visual experiences".
En anden veldokumenteret form for synæstesi er kendetegnet ved at indre følelsestilstande udløser farver: "emotion-color synesthesia". Der findes også en form hvor det er ydre påvirkning af hudens følesans (tryk, stik, kæl, etc) der udløser automatiske farveoplevelser.
I Wikipedias artikel om 'Synesthesia' finder jeg følgende illustration som viser et maleri af en nulevende amerikansk synæstetisk kunstner, Carol Steen, der jo har farvekontraster som slående minder om mange af dem der er dominerende i Noldes malerier.
Billedet repræsenterer angiveligt kunstnerens abstrakte synsoplevelse under en akupunkturbehandling:
 |
Vision by Carol Steen; Oil on Paper; 15x12-3/4" 1996.
A representation of a synesthetic photism experienced during acupuncture. |
