Sider

Viser opslag med etiketten Donald Schön. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Donald Schön. Vis alle opslag

fredag den 18. november 2011

Nyhedstænkning (1) - om betydningen af simulation i den journalistiske arbejdsproces - ifølge Bob Baker

Newsthinking er titlen på en bog som jeg har haft stående i min reol et par år. Og pluklæst hist og her. Undertitlen lyder: "The Secret of Making Your Facts Fall into Place".
   Men det er først nu den ligesom falder på plads i min egen tænkning omkring hvad journalistik er og hvordan journalister - ubevidst - tænker når der arbejder på at producere en historie.
   Det viser sig nemlig at den faktisk relaterer sig til den videnskabelig tilgang til journalistikken som jeg har betegnet neurojournalistik. Og den har i modsætning til de fleste andre journalistisk lærebøger, et selvstændigt kapitel med titlen "Crativity". Og et andet der har overskriften "Tapping the Right Brain". 
   Forfatteren hedder Bob Baker, og på titelbladet fremgår det hvad hans professionelle rolle er: "Los Angeles Times Deputy Metropolitan Editor and Writing Coach".
   Jeg får nu en aha-oplevelse ved det aller første afsnit:
Take af few minutes. Look around your classroom or newsroom and find the best writer. Watch her type. Why is she better? Why, if alle of you collected the same information before writing a story, would hers be the one that a editor would run?
Jeg får associationer til det spørgsmål jeg selv startede med da jeg begyndte at udforske den særligt kreative personlighed, som jeg havde mødt som enspændere på de mange redaktioner jeg har været ude på i rollen som udviklingskonsulent.
   Hvad i deres sind (og deres historie) er det der gør at de skiller sig ud og udmærker sig når det gælder evnen til at fortælle historier? Det var et af spørgsmålene jeg har forfulgt svaret på fra starten af denne blog.
   Her kommer Bob Bakers:
The answer lies in the brain og, if you wish to use a broader term, in the mind. That skilled reporter´s brain has organized the thinking and writing into a highly efficient series og steps - a far more refined process than the one you use. From there, her brain has learned tht basci structure so well that many of the stpes begin to come in clusters - she doesn´t have to worry abour performing them one step at a time.
Det her lyder klart som en beskrivelse af Donald Schöns "Thiking in Action". Og også når Bob Bakers lidt senere skriver:
... the reporter has devloped her ability to organize a story not by increasing the number of active nerve cells in her brain (...) but by improving the extent and subtlety of the never cell´s interconnections and their readiness to fire.
Jeg har flere gange tidligere nævnt den slagsordsagtige sammenfatning af en af grundstenene i den moderne cognitive neurovidenskab: "Cells that fire together, wire together." 
   Wikipedia giver navn til den teori som en masse af mine foregående indlæg bygger på: "Hebbian Theory", og skriver om hjerneceller der tænder når de er forbundet:
Hebbian theory describes a basic mechanism for synaptic plasticity wherein an increase in synaptic efficacy arises from the presynaptic cell's repeated and persistentstimulation of the postsynaptic cell. Introduced by Donald Hebb in 1949, it is also called Hebb's rule, Hebb's postulate, and cell assembly theory. (...)
   The theory is often summarized as "Cells that fire together, wire together."[1] It attempts to explain "associative learning", in which simultaneous activation of cells leads to pronounced increases in synaptic strength between those cells. Such learning is known as Hebbian learning.
Det er tydeligvis "Hebbian learning" Bob Baker skriver om ovenfor. Og som fx Lakoffs "The Neural Thory of Language" også bygger på (se tidligere blogindlæg).
   Bob Baker forklarer at når denne særligt dygtige journalist har disse særlige evner, så er det ikke...
That´s not magic. But that´s why she appears to have at "quick mind", to jump several thoughts ahead in crucial situations. Her brain has learned to combine a series of steps in this basic compostition process without have to monitor the feedback step by step. 
Jeg har tidligere skrevet at en nyhedsjournalist for hver dag at kunne opfinde og udvikle nye historier og friske vinkler under pres fra deadlines, så må han/hun have indbygget nogle automatiske simulationsskemaer som gør de muligt at foretage de rigtige beslutninger uden bevidst at reflekterer over dem. Og det er faktisk noget lignende Bob Baker er inde på - med afsæt i forskning af komplekse industrialiserede arbejdsprocesser:
One of the most significant cnclusions derived from studies of complex industrial processing operations is that the skilled operator appears to build af "conceptual framework" or model of the mental and physical processes he is using and the manner in which they function. He uses his imagination to construct a mental picture og the way he does his job.
I forhold til hvad jeg tidligere har skrevet så er vi nu på hjemmebane: Den rutinerede særligt dygtige og kreative journalist er kendetegnet ved at han bruger sin fantasi til at konstruere en model - et mentalt billede - af måden han arbejder på. Han kan automatisk og ubevidst simulere en række faser eller trin som kendetegner den typiske journalistiske arbejdproces - fra ide til færdig artikel.

søndag den 10. juli 2011

Om den professionelle journalists simulationsberedskab - a la Donald Schön

Med brug af begreber som en ”praksissociolog”, Donald A. Schön, har udviklet i bogen ”The Reflective Practicioner – How Professionals Think in Action” (1983), forsøger Ettema &Glasser at indkredse ”skills not taught in textbooks” – professionelle kvalifikationer som bygger på ”tavs viden” som den professionelle trækker på når han udøver sin professionelle praksis, det som Shön kalder ”knowledge and reflection in action.”
Det at kunne se mulighederne for en afslørende historie i et usikkert tip, en uanselig annonce, eller en bisætning i en udtalelse, det er noget der foregår ved en intellektuel proces som Schön kalder ”framing” hvorigennem den professionelle journalist forsøger at give mening og sammenhæng til enkeltiagttagelser og kendsgerninger som er usikre og uigennemskuelige. En ”frame” er altså en slags mental ”ramme”, et skema, en skabelon, et helhedsbillede.
Sådan skrev jeg i mit kompendium "Introduktion til undersøgende journalistik" for små 10 år siden. I lyset af min påstand "forståelse er simulation", så giver det jo rigtig god mening.
   En frame  kan jo nemlig forstås som en kategorisring - en etiket på et aktiveret simulationsrum hvori journalisten forestiller sig hvordan en historie kunne se ud og fremstå hvis dette tip gennem undersøgende og dybtgående research kunne føre til en sensationel afslørende historie.
   Jeg fortsætter teksten i kompendiet, idet jeg konstaterer at jeg den gang allerede var helt i overensstemmelse med simulations-tankegangen. Jeg taler her om "en tænkt kontekst":
”Framing” vil altså sige at ”noget” (oplysninger, beretninger, dokumenter, tal)  sættes i en tænkt kontekst for at se om og hvordan det passer og giver mening. Det sker ved et ”repertoire” af ”moves” der tjener til gradvist at indkredse, afklare og fokusere historien og dens elementer – frem til et stadium hvor den er moden til at blive fortalt og publiceret. Til den slags ”træk” hører afprøvninger, testning og eksperimenter, såvel af hypoteser som af virkelighed (reality-check) – men altid i retning af at få bekræftelser. Disse ”moves” følger altså ”the logic of confirmation”, men den professionelle journalist ved at han altid må være “open to disconfirmatory evidence”.
Oversat: Journalisten bevæger sig fra en simuleret historie med svag virkelighedsforankring, men baseret på en aktivering af tidligere erfaringer, til en faktisk dokumenteret afslørende historie.
   Det sker gennem brug af simulerende og simulerede sandheder, også kaldet hypoteser efter følgende logik: "Vi antager at, så må det indebærer at...."; "Hvis ministeren har talt usandt, så må der være embedsmænd i ministeriet der har viden om det." "Hvordan kan vi find en embedsmænd der kan bekræfte det?"

Et helt aktuelt eksempel: Birhe Rønn Hornbech-skandalen der endte med hends afgang og oprettelse af en undersøgelseskommision, startede med at et SF-folketingsmedlem fortalte en journalist ved Information at hun undrede sig over at integrationsministeren i indfødsretsudvalget og siden fra folketingssalens talerstol havde brugt udtrykket...
"Jeg har besindet mig" 
... i forbindelse med at hun fortalte at ministeriet nu var begyndt at give de statsløse unge det danske statsborgerskab som de juridisk indiskutabelt havde ret til. Udtrykket er jo en metafor for at man har tænkt som om og ændre holdning. Hun må tidligere haft "et andet sind", siger metaforlogikken. Så journalisterne går igang med at grave dokumentation frem for at hun tidligere har ageret ud fra dette "andet sind". Og fandt det!

Med andre ord: Hvorvidt de simulerede sandheder inden for den simulerede historie-virkelighed, så rent faktisk også er sande, undersøges gennem "moves" -  "træk" der har karakter af "afprøvninger", "testninger" og "eksperimenter", "interviews".
   Dvs. journalisten forsøger gennem disse "moves" at afgøre om der er et tilstrækkeligt overbevisende "match" mellem den simulerede historie og virkelighedens kendsgerninger.
   Jeg fortsætter i "Introduktionen":
Til brug for gennem disse “træk” at drage konklusioner har den professionelle oparbejdet ”a repertoire of examples, images, understandings, and actions” hvorved han kan genkende den nye situation som værende af en allerede kendt type - og derfor en der kan bearbejdes på en tilsvarende måde. At have ”næse for nyheder” – og for den undersøgende journalist vil det sige at kunne se at der kan være en for offentligheden væsentlig kritisk nyhedshistorie i noget som nogen forsøger at holde hemmeligt – er altså i denne forståelse ikke blot en rent instinktiv eller intuitiv evne, men professionelt udviklet kompetence til gennem ”framing” at kunne se skumle hensigter i tilsyneladende helt betydningsløse forhold og handlinger, eller til at se skjulte mønstre bagved isolerede facts – og dermed også at se muligheden for en kritisk journalistisk top-historie.
Jeg bemærker nu hvor ofte jeg refererer til "se" som metafor for betydningen "forstille sig". Og at have "næse for nyheder" er jo en smuk sanseapparat-metafor med brug af basis-kategori-ord til at beskrive det abstrakte "noget" som en journalist har der gør at han kan simulere en historie ud fra en enkelt eller nogle få usikre oplysninger.
   Læg også mærke til hvor gennemgående den metonymiske tænkning er i alt det her - fra del ("X"="kilde") til helhede ("Y"="mål"): I en tilsyneladende uskyldig synlig og konkret "del" ("X"= tippet fra folketingsmedelemmet) er det muligt for den mistænksomme journalist-bevidsthed at forestille sig sammanehængen til den større umoralske eller ligefrem kriminelle  "helhed" ("Y"= Birthe Rønn Hornbechs løgn og lovbrud).

          (fortsættelse følger)

tirsdag den 21. september 2010

Min kreative frisør (1) - blending når frisøren arbejder

Jeg har lige været til frisør og er blevet klippet. Jeg er blevet klippet i hans salon lige siden jeg blev chef for TV2 Øst og flyttede til Vordingborg i 1992. Den gang havde salonen en aftale med tv-stationen om at værterne kunne blive klippet og få ordnet hår, mod at salonen blev krediteret. Derfor begyndte jeg at komme der.
   Forretningen er klart byens dyrest frisør. Og sikkert også den bedste. Og i de senere år er ejeren blevet min faste frisør, dels fordi han klipper mig perfekt, og dels fordi vi meget tidligt fandt ud af at vi snakkede godt sammen.

Nu hører det jo til frisørrollens særlige socialpsykologiske kvalifikationer at have en personlighed der forstår at holde snakken gående med small-talk med kunderne mens man klipper og ordner deres hår. Men i forhold til min faste frisør  er der stort set aldrig small-talk.
   Jeg fandt ud af at han var et aktivt og udadvendt menneske, med andre og bredere interesser end frisørhåndværket og frisørforretningen. Til interesserne hørte film og dramaturgi, så mens jeg skrev dramaturgibøgerne og bøgerne om Poul Martinsen, så blev både film- og tv-dramaturgi og teorier om den kreative personlighed tilbagevendende emner for vores snak. Det endte med at jeg betalte en klipning med et eksemplar af Dramaturgibogen.
   Som mange andre særligt kreative mennesker er han også en slags mønsterbryder. Han er vokset op i et arbejderhjem i København, og det lå ikke i kortene at han skulle blive en vel anskrevet stor frisørmester i provinsen. Han salon er smart og moderne og designmæssigt oser den af kvalitet. Han er i øvrigt fast indforskrevet censor når frisørsvendene i Danmark skal op til den afsluttende eksamen.
   I dag fortalte han mig så begejstret og tydeligt engageret om sit arbejde med som kreativ konsulent at hjælpe med at udvikle og producere en hjemmeside for Intercoiffiure, hvor han både havde arbejdet med digital billedbehandling og udnyttelse af video på YouTube.
   Det fine og fascinerende resultatet kan man gå ind og se på: http://www.intercoiffure.dk/

Men det at være en god frisør, kræver jo i sig selv kreativ tænkning de mange gange dagligt man konfronteres med en kunde. Den gode frisør kan lynhurtigt ud af sit kognitive ubevidste, det man kunne kalde den professionelle frisørintuition, forestille sig en række mulige klipningsmåder og frisurer der vil klæde netop den kunde. Og derefter, når valget er foretaget, lader den gode frisør hænderne og øjnene tage over - stort set på samme måde som når man kører bil: Den frisure kræver at jeg starter sådan, bruger de sakse, kommer det og det i håret, etc. Og han kan også, ligesom når man køer bil, snakke om helt andre ting mens han klipper.

Altså, han har et repertoire af frames og et repertoire af moves inden for hver frame, som han aktiverer automatisk uden at skulle tænke bevidst over det, men som sørger for hurtigt, effektivt og sikkert at han når til det optimale resultat: den perfekte frisure til netop den kunde.
   Undervejs konverserer han så med situationen, dvs konsulterer kunden om de minivalg der skal træffes undervejs, og som indebærer at han må justerer forestillingen om slutresultatet løbende under klipningen. Skal det være lidt kortere her, skal vi lade den krølle gå ned i panden, skal vi lave en skarp kant eller "takke" kanten lidt så den bliver blødere???
   Med andre ord: Donald Shöns teori om den reflektererende praktiker funger i detaljer som en dækkende beskrivelse af hvad den gode frisør kan og gør når han udfører sit kreative frisørarbejde. Der er tale det Shön kalder "thinking in action", og som Ettema og Glasser i deres bog 'Cutsodians of Conscience' applicerer på de undersøgende journalisters praksis.
   Hvis man går ind på http://www.justgirls.dk/Artikler/107-Find-den-rette-frisure!.aspx så illustreres her klart og anskueligt det jeg beskriver oven for omkring frisørens internaliserede repertoire af frames og moves.

Endelig kan man spørge om der i selve frisørens praksis indgår blending, som jo er den tankeoperation som kendetegner en masse kreative processer. Og det gør der selvfølgelig.
   Det ene konceptuelle input-rum udgøres af det aktuelle udsende som kundens hår har når han/hun sætter sig i stolen. Det andet input-rum udgøres af  det generelle billede af den valgte frisure han skal klippe efter. Og det blendede rum er så den konkrete, men hypotetiske forestilling som frisøren har, om hvordan kunden vil se ud når klipningen efter skabelonen er gennemført.
   Altså en helt analog proces til forestillingen om en bolighaj - et blend brugt som sprogligt prædikat om en kynisk og hensynsløs boligudlejer. I det en konceptuelle rum har vi forestillingen om boligudlejeren, i det andet den generelle forestilling om en haj. Og så i det blendede rum: 'bolighaj´.

fredag den 4. juni 2010

En kreativitetsfremmende eksamensform i "Procesledelse og interaktion": "Synergisium" var titlen

Jeg var igår censor på et eksamensarrangement i fagelementet "Procesledelse og interaktion" under faget Dansk på KU. Det var en BA-eksamen, og underviserne var to kreative underviserer, som jeg tidligere har mødt i eksamenssammenhæng: Mie Femø Nielsen og Hilde Schroll Jespersen.

Det holdet var "oppe" i var at de skulle være ansvarlige for at arrangere en konference under navnet "Synergisium" på en halv dag, med det formål at deltagerne (andre humaiora-studerenden) skulle blive  inspireret til at indgå i et netværk omkring en fælles hjemmeside/portal der skulle danne rammen for et aktivt  arbejde for at forny og forbedre humaniorauddannelserne i en både kreativ og praktisk retning, så de studerende i højre grad kunne opleve at deres humanistiske og sprog- og tekstanalytisk funderede uddannelse var anvendelig i en praktisk sammenhæng "ude i virkeligheden".

Konferencen blev afviklet fint, deltagerne var for de flestes vedkommende positive og syntes de havde fået udbytte. Og de studerende som havde stået for hele planlægningen, design, tilrettelæggelse og gennemførelse, fik selvtillid: "Det vi fagligt har fået ud af kursets teori, kan omsættes i praksis. Vi har fået demonstreret at vi nu har kvalifikationer til både at praktiskere og reflekterer over den teori, som er blevet gennemgået."

De fleste skulle "bare" have karakteren "bestået" ved en i princippet intern bedømmelse hvor kriteriet var aktiv deltagelse i undervisningen og i selve tilrettelæggelsen og gennemførelsen af dagen. Og ingen tvivl om at de skulle bestå. Tre af de mest aktive kvindelige studerende gik så derefter op til en individuel mundtlig eksamen (formen hedder fra gammel tid: "fri mundtlig med materiale"), hvor materialet var selv arrangementet og deres arbejde med at tilrettelægge det, og en citatsamling fra den teoretiske litteratur som fagelementet indeholdt. De fik alle tre højeste karakter efter ny skala.

Det bagvedliggende problem som konferencen var motiveret af, var: Hvad er vi og hvad kan vi som uddannede i dansk/humaniora som gør det muligt for os at få arbejdsgivere til at forstå at de har brug for netop vores kvalifikationer i deres virksomheder? Og hvordan skal vores undervisning/uddannelse ændres så den i højere grad kan bidrage til at løse det problem?

Hvad har nu alt det med kreativitet at gøre?

For det første er selve eksamensformen jo i sig selv "grænseoverskridende", fordi den "blander" teori og praksis. Der er med den utraditionelle eksamensformen tale om "blending" af to konceptuelle input-rum: et mentalt rum der indeholder de teorier og begreber som den teoretiske litteratur og undervisningen leverer og har "plantet" i hovedet på de studerende, og et andet konceptuelt input-rum der indeholder de studerendes forestillinger om en praktisk virkelighed med konkrete mennesker, en virkelighed der som en "fiktion" skal tilrettelægges og iscenesættes så der i outputrummet (konferencen og videre) fremkommer et nyt og succesfuldt resultat.
   Lykkes konferencen (hvad den gjorde), skal der ske en integration af de to input-rum, så der skabes ny koncpetuel blending (tanker og ideer) i hovedet på deltagerne, så de ved slutningen kan se sig selv som "nye" og anderledes kvalificerede studerende.
  Samtidig betyder et vellykket forløb at de tilrettelæggende studerende selv oplever en slags bevis for mulighederne af integration af teori og praksis, og dermed bidrager eksamensforme til at opbygge en reflekteret selvforståelse og faglige identitet: "Det her kan vi i hvert fald gøre - og gøre endnu bedre en anden gang".

For det andet var indholdet i konferencen jo i høj grad et regulært og for så vidt et traditionelt brain-storming og ideudviklingsforløb - "lige efter bogen" - hvor deltagerne gennem forskellige øvelser og faser, skulle "tappes" for fælles udviklede ideer der kunne bidrage til at løse den overordnede problemstilling. Mange af de ting der kom frem undervejs, ligner hvad der altid kommer frem ved den slags "fremtidsværksteder", og var udtryk for ret så luftige og abstrakte ønsker og forestillinger.
   Men i lyset af denne blogs teorier om blending og kreativ tænkning, så var det tydeligt at nogle af ideerne i selve deres formulering viste at der skete noget: Grupperne opfandt en række metaforiske udtryk til at beskrive nogle af de ideer, som man så kunne se at panelet af eksperter, som skulle give feed-back, rent faktisk tændte på:
  • case-akvarium
  • garage-kultur
  • innovations-laboratorium
Der er tale om sammensatte ord der komprimere forestillinger om noget nytænkt - altså ideer at arbejde videre med. De har alle karakter af metaforisk tænkning: Det abstrakte set og forstået gennem noget konkret, håndfast og overskueligt. Det er det som Donald Schön har kaldt generative metaforer.Hvad er fælles? 
   Det ene ord i hver sammensætning er en abstraktion hentet fra teoriernes konceptuelle rum: "case", "kultur", "innovation" - mens det andet ord i sammensætningen er hentet fra den fysiske verden: "akvarium", "garage", "laboratorium". Og fælles for dem er at det er lukkede og afgrænsede rum - en slags praktisk "helle" - inden for hvilke man har frihed til tænke og afprøve nye forstillinger om hvordan teori og praksis kan befrugte hinanden - uden at det bliver alvor og totalt forpligtende.

Tre nye ord og udtryk som fantasien kan arbejde videre med at udfylde og realisere i en uddannelse på et universitet. Det er beslægtet med andre nyskabende ideord, som "videnskabsbutikken".

I citatsamlingerne fra de studerende der gik op til mundtlig eksamen, var der citater der beskrev to slags læring: single-loop learning og double-loop learning (ophavsmænd: Chris Agyris, Donald Schön), og som går ud fra forskellige måder at lære af "fejl" på: en der ikke er udviklende, og en der er det:
Whenever an error is detected an corrected without questioning og altering the underlying values of teh system (...), the learning is single-loop. (...) Single-loop learning occurs when matches are createde, og when mismatches ar corrected by changing actions. Double-loop learning occurs when mismatches ar corrected by first examining and altering the governing variables and then the actions.
Det slog mig at der var ligheder med to af blendingteoriens begreber: single scope blending og double scope blending, hvor det sidste dækker den slags kreative ideer/tanker som i sin blending-operation overskrider grænserne i begge input-rummene.

Konferencen forløb pænt og ordenligt - fulgte nøje de minutiøst beskrevne drejebøger som forskellige arbejdsgrupper havde lavet.
   Mit ønske var at de havde været mere grænsoverskridende undervejs.
   Den aller bedste ide, den som alle vil huske konferencen for, var en indforskrevet rapper, "Pelle", der to gange i forløbet - i starten og hen mod slutningen - "rappede" og "rimede" over de forskellige abstrakte ord og begreber som svirrede i rummet under gruppearbejdet og fremlæggelserne.
  Ud fra et kreativitetssynspunkt var det det mest befriende (humor, krop, bevægelse), og ideen tydeligvis hentet fra off-kultur arrangementer som går under navnet "poetry slam".

Alt i alt en stærkt opløftende eksamen.

fredag den 30. april 2010

"Søvn fremmer indlæring af nye færdigheder" - to hjernecentre drømmer sammen i søvne - også hos journalister når de er vågne

Rubrikken hører til artiklen af Charlotte Koldbye, Eksperimentariums nyhedsafdeling, der fortæller om et indlæringsforsøg hvor man ville finde ud af om hypotesen at søvn fremmer indlæring, kunne eftervises eksperimentelt.

Forsøgspersonerne skulle lære at finde vej gennem en digital labyrint. Én gruppe skulle derefter holde en pause og slappe af i 5 timer, en anden skulle mentalt repetere vejen rundt i labyrinten i stedet for blot at slappe af, og en tredje gruppe skulle tage sig en lur på 1½ time. Derefter skulle alle 99 forsøgspersoner prøve at huske vejen gennem labyrinten. Dem der havde sovet, skulle svare på et spørgeskema om de havde drømt, og om hvad.
   Det viste sig at de forsøgspersoner som kunne huske at de havde drømt om labyrinten, var markant bedre - "hele 10 gange" - til at finde rundt i den, end dem der havde været vågne - og end dem som havde sovet uden at drømme. Artiklen refererer en af forskerne bag undersøgelsen, Robert Stickgold, der leder afdelingen for søvn og kognition på Harvard Medical School; Stickgold mener...
...at vi evolutionært udviklede søvn for at kunne lære bedre. Når hjernen drømmer, udfører den to separate opgaver. Hukommelsescentret i hjernen, hippocampus, lagrer den information, der er lige ud ad landevejen, altså hvordan man kommer igennem den pågældende labyrint. Mens andre dele af hjernen, neokortex, bruger og lagrer informationen om labyrinten på det symbolmæssige og mindre konkrete plan. Labyrinten bliver her et billede på det at kunne bevæge sig rundt i livets labyrint eller måske en labyrint af bureaukrati. Når noget er en udfordring, inddrager hjerne også de sovende timer til at få det indlærte på plads i de rigtige rum.
Jeg tænker at her har vi - igen, igen - to mentale rum i hjernen som åbenbart samarbejder om at huske: et rum der lagrer information, og et andet rum der tænker i billeder - informationen i overført - metaforisk betydning. Og de som ikke sov eller ikke drømte, har ikke mulighed for at få udnytte hjernens blending-processer til at huske, så derfor husker de labyrinten væsentligt dårligere.
   Det minder så også om de klassiske memoteknikker, hvor fidusen er at hvis man skal holde en tale og vil kunne huske den, så kan man koble hvert af talens afsnit med et rum i en bygning man kender godt, og så under talen tænke på at man bevæger sig fra rum til rum i den rækkefølge afsnittene ligger, så dukker de op et efter et.
   Endelig minder det jo om at hvis man vil fortælle folk en historier og gøre indtryk så det huskes, så husker folk den bedre hvis den formidles gennem billeder i sproget ellerbliver fortalt sammen med billeder på film eller tv.
   Og sidst men ikke mindst. Det stemmer overens med teorien om den kreative proces, hvor man kan få løst et problem som man har kæmpet med i vågen, bevidst og verbal tilstand, ved at sove på det. Min teori vil nu være at problemet lagrer sig i sin logiske form i et center, og i en ikke verbal, rumlig og billedlig form i et andet, og så samarbejder de to om at finde løsningen gennem et stykke "drømmearbejde".

Helt konkret forestiller jeg mig at hjernen under søvnen afprøver et stort antal rumlige og visuelle skemaer (=indre metaforer) på problemet og dets indbygged "uløseligheder". Det sker ikke lineært og et efter et, men foregår som i princippet samtidige og parallelle processer. Når hjernen så finder et billede/skema der passer så "uløselighederne" er væk, kan det bringes frem til bevidsthedens overflade når man vågner: Aha!
   Nærmest at ligne ved en spillemaskine hvor de tre forskellige hjul kører rundt og rundt og rundt, og pludselig er der tre citroner på stribe, og så er der jackpot.

Sådan forestiller jeg mig også at en journalists hjerne arbejder når han skal skrive en artikel: Han tager en række informationer ind gennem sin research (aktuelt input-rum), og afprøver dem ubevidst i forhold til en række historieskemaer som han har fået internaliseret gennem praksis (skemalager-inputrum). Hvis de passer til et af skemaerne, så ved han straks intuitivt hvordan den artikel skal vinkles og skæres. Og kan skrive den så han når det til deadline.
   Man kan jo ikke sige at journalisten sover og drømmer når han har arbejder, men alligevel: Den gode journalist kan i nogle få oplysninger se muligheden for en god historie med søvngængeragtig sikkerhed;  han har næse for nyheder, siger man også.
   Det stemmer overens med Donald Schöns teorier om den reflekrende praktiker, som jeg senere vil komme nærmere ind på.