Sider

Viser opslag med etiketten drømme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten drømme. Vis alle opslag

lørdag den 9. marts 2013

Maleren Poul Janus Ipsen - surrealisme med kreativ vrede som drivkraft

Læsere af denne blog vil vide at jeg grundlæggende er tiltrukket og fan af den malerretning som fra begyndelsen af 1920-erne fik navnet 'surrealismen'.
   Det jeg altid har været fascineret af i surrealistiske malerier, er det dobbeltbundede: en form for 'REALISME' kombineret og blandet med et ekstra skjult lag, som altså er det der begrunder forstavelsen 'SUR-', der betyder "over" - ligesom i "overnaturligt". Altså "over-virkelighed".
   Gyldendals Encyklopædi fortæller om begyndelsen sådan her:
Surrealismen var en æstetisk bevægelse og for flere også en livsholdning, der senere politisk tilnærmede sig kommunismen.
   I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (da. De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: "Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. (...)
   Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg".
   Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning.
Det fælles for de malere og forfattere som definerer sig selv som surrealister i klassisk forstand, er troen på gennem forskellige æstetiske teknikker og mentale greb, at kunne omgå fornuftens, logikkens og hverdagsvirkelighedens mentale censurmekanismer, for ved denne "omgåelse" at kunne koble forestillinger og tanker sammen som tilsyneladende "på overfladen" og "for en umiddelbar betragtning" intet har med hinanden at gøre.
   Det er et eksempel det fænomen jeg i mange tidligere indlæg har beskrevet som 'konceptuel blending'.

Jeg skrev for ikke så længe siden om en udstilling på Rønnebækholm ved Næstved der havde titlen "Efter surrealismen", en udstilling der sammenbragte og viste værker af en række danske "eftersurrealister". 
   Og i min egen bys bibliotek og kulturcenter udstiller for tiden en maler som også godt kunne have været med på udstillingen på Rønnebækholm: Poul Janus Ipsen. 
   Han er også lokal, bor og har atelier på Bogø, men har i mange år været international og boet og arbejdet i New York. 
   Han er uddannet reklametegner, men er som maler autodidakt. Og reklametegner-kompetencen slår igennem i hans maleriers delvist fotorealistiske stil.
   Her er nogle af hans billeder som de findes ved at google ham:

Drøm og virkelighed
De fremmedgjorte
Velbekomme II
På den ene side gør hans malerier et stærkt indtryk - de fascinerer og provokerer - og ingen tvivl om at det er gedigen kunst. Virkeligheder, konfronterende artefakter og stilarter får lov til brutalt og råt at støde sammen, og så må beskuerens fantasi arbejde med at blande og integrere de mentale efterdønninger af de konceptuelle konflikter som kommer til udtryk i billederne. 
   Den bagvedliggende eksplosive energi er det jeg andre steder har omtalt som 'kreativ vrede'. Billederne indeholder mange traditionelle symboler (fx dannebrogsflag), som så i kraft af collagen og montagen bliver til vrængende visuelle udtryk i forhold til traditionelle værdier og samfundsinstitutioner.   
   Men jeg kan ikke få et ordentligt forhold til de fleste af hans malerier på udstillingen. Det er bare "for meget", "for tydeligt", "for programmæssigt", "for anmassende".
    "Her komme jeg, jeg er fandens dygtig og jeg er vred  - og tænk så over det!", synes jeg er det gennemgående udsagn i hans malerier og montager/collager.
   For nu at give et eksempel på det jeg ikke bryder mig om: Man taler ofte metaforisk om god kunst som noget der "sprænger rammer", noget der er "grænseoverskridende". Og den pointe er der så rigtig mange af hans billeder der illustrerer - overtydeligt.

Når man ser det mange gange i mange varianter, ender det med at virke som en visuel-symbolsk kliche.
   Derfor kunne jeg ikke tænke mig at have nogen af hans dyre malerier hængende på væggen i mit hjem. 

Her er en anderledes og mere indforstået karakteristik af hans billeder, fra da han stadig boede i New York, en karakteristik som måske yder hans kunst mere retfærdighed:
Poul Janus Ipsens billeder er barske udsagn om mennesket og tilværelsen i det moderne samfund. I hans billeder er fyldt med sære og foruroligende ting fra virkeligheden . Den præges af hans kortvarige tilknytning til surrealismen i de tidlige år. Han kombinerer forskellige stiludtryk og rumvirkninger og leger med de muligheder, der ligger i overraskelseselementet. Men hans hensigt er ikke at skabe gåder, tværtimod vil han have os til at tænke over tilværelsen. Hans billedsprog baserer sig især på ét symbol: Den menneskelige skikkelse. Nøgne silhuetter , ofte med figurer er uden ansigter og ofte uden hoved, eller blot repræsenteret ved hænder og fødder. De er ofte identitetsløse, men ind imellem er det også hans egen, som regel let genkendelige skikkelse, man møder. Mange genstande fra vores dagligdag indgår i hans billedsprog. De er malet i en fotorealistisk stil, mens andre billedelementer kan være skabelonagtige eller blot skitserede. Resultatet bliver ofte en , konfliktfyldt beskrivelse af en virkelighed, der på én gang er genkendelig og overraskende. Motiverne handler først og fremmest om det enkelte, anonyme individ og de mellemmenneskelige relationer i det moderne samfund, men også meget andet optager ham., især det, som vækker hans harme eller bekymring, eller som repræsenterer problemfyldte, personlige erfaringer fra hans eget liv.. Siden 1979 har Poul Janus Ipsen været bosat i New York. Hans farveholdning er blevet lysere, og indtryk fra byen har sat deres naturlige spor i hans motiver, men har dog ikke forandret hans kunst nævneværdigt.
http://www.nethinden.com/Poul%20Janus_%20Ipsen.htm
Jeg holder imidlertid mere af billeder hvor den "anden virkelighed" er undertekst - noget man aner er til stede - uden helt at kunne fange og fastholde hvad i billedet der giver den fornemmelse.
  Og den slag fandt jeg faktisk også eksempler på på udstillingen. I en sidegang hvor der var udstillet litografier, de fleste af dem forskellige former for 'stilleben':

Poul Janus Ipsen
Det er som om selve den litografiske tekniks krav fungerer kunstnerisk disciplinerende - som en positiv  'creative restraint'.

Kedelig er han i hvert fald ikke, Poul Janus Ipsen. Værd at se og mentalt at diskutere med.

tirsdag den 27. december 2011

Improvisation, kreativitet og hjernens funktion - ud fra Charles Limb´s forsøg

Det at kunne improvisere er udtryk for kreativitet. Det kan alle vist hurtigt blive enige om. At improvisere indebærer at man delvis eller for en tid forlader et mønster og et givet spor i udøvelsen af en målrettet handling. Man opfinder nyt hvor der foreligger et mønster i forvejen som man så improviserer over.
   Ikke mindst kender vi det jo fra musikken - og især jazmusikken har kravet eller ønsket om improvisation været set som et genrekendetegn.

Wikipedia definerer:
Improvisation er en skabende handling hvor resultatet, eller udsagnet, ikke er bestemt på forhånd, men bliver skabt på stedet. Improvisation som metode spiller en stor rolle i flere kunstformer som musik, teater og dans.
Og senere skriver leksikonnet om "improvisation i dagligdagen" at det også har at gøre med centrale kreativitetsbegreber som "intuition"
I dagligdagen kan man gøre brug af improvisation. Det kan for eksempel ske i arbejdssammenhæng, hvis man befinder sig i en situation, hvortil ens normale arbejdsrutiner ikke rækker - så må man improvisere. En anden situation kan være i trafikken, hvis den kendte rute er spærret, og man ikke har kort og/eller GPS-udstyr til rådighed. Også her må man improvisere. Mennesker kan have større eller mindre evner til at improvisere i sådanne situationer, og hvis man tænker på erhvervslivet, er begrebet "omstillingsparathed", som er blevet et modeord de senere år, netop et udtryk for evner til at improvisere i jobbet.
   Et andet begreb, der kan sidestilles med improvisation i denne sammenhæng, er intuition, som kan være nyttig, når man står i ukendte situationer.
Jeg mener ikke jeg har været inde på det begreb tidligere i min blog. Og det kan jo sådan set undre i betragtning af hvor centralt det er i en række kunstarter.  

Når jeg tager det op her og nu, så er det fordi jeg ved en søgning på nettet kom ind på en side der sagde noget spændende om sammenhængen mellem musikimprovisation og hjernens funktion.
   Kilden var en hjerneforsker og musiker Charles Limb. Det han have fundet ud af, var at når jazmusikere begyndte at improvisere, så deaktiverede den del af prefrontal cortex - de forreste pandelapper - som vi ved varetager en række overordende styrende, kontrollerende og hæmmende funktioner (lateral prefrontal cortex). Samtidig med denne "nedlukning" af "hæmmecentrene", blev dele af the default network aktiveret (medial prefrontal cortex):
When musicians started playing they deactivated large parts of their prefrontal cortex, important in decision making and analysis.
  They activated instead their “default network” – the part of the brain that is always “on” in active rest when people have “nothing to do” and are “doing nothing.”
  The activation of the default network really took flight when they were deeply improvising.
Her er manden selv der fortæller om forsøget:


I et interview forklarer Charles Limb om hvad der skete under forsøget:
The activity in the medial prefrontal area went up—that's this autobiographical, self-referential, self-expressive area. And the lateral prefrontal regions went down—those are self-inhibitory, self-censoring, self-monitoring regions of the brain. That's a pattern of activity that is not commonly seen. The way we interpreted it—and this is with a lot of caveats—is that this might be one of the neural signatures of spontaneous creativity.
Charles Limbs samarbejdspartner Allen Braun har lavet skanninger af hjernen mens den drømmer, og nået frem til at der er store ligheder i hjernens måde at fungere på når den drømmer og når der improviseres:
My co-author in the jazz study, Allen Braun at the NIH, did some studies of dreaming using PET scanning. He found this similar increase in medial-prefrontal activity. Dreaming is de-focused, random associations, and the decreased lateral peripheral activity that he saw during dreaming he interpreted as turning off the barriers of rationality that normally link our thoughts together. So what does that imply? Well, maybe dreaming and improvisation do overlap cognitively. You can understand that qualitatively, but to prove that definitively is hard.
 Når der i litteraturen om kreativitetsteknikker tales om nødvendigheden af at komme i "åben tilstand" og at man skal suspendere vurderinger når man fx laver en fælles brainstorm, så betyder det vel rent neurologisk at man lukker ned for medial prefrontal cortex-delen - og åbner op for større eller mindre dele af the default network. 

onsdag den 30. marts 2011

Slow-motion aha-oplevelser - og drømmes betydning når ideer fødes

Kreativitet og drømme under søvn kobles ofte sammen. Ligesom kreativitet og hypnose, kreativitet og meditation, kreativitet og dagdrømmeri. Jeg har været inde på de sammenhænge i flere tidligere blogindlæg.
   Der er noget fælles ved den slags tilstande, nemlig at bevidstheden er ufokuseret eller helt suspenderet. Og dermed åben for at hjernen har mulighed for at lave "kortslutninger" mellem ellers fjerntliggende forstillinger ved at de modsvarende neuroner får kontakt med hinanden og aktiveres samtidig/synkront.
   Jeg har tidligere nævnt at særligt kreative personligheder, fx Poul Martinsen, fortæller at de har oplevet at 'det at sove på et problem', var det der skulle til for at få ideen til løsningen næste morgen når de stod og barberede sig: i form af den typiske aha-oplevelse. Men om de ligefrem drømmer sig til ideen, det fremgår ikke.
   Selve oplevelsen af indsigt har også betegnelsen: "epani". Wikipedia beskriver det sådan her:
An epiphany (from the ancient Greek ἐπιφάνεια, epiphaneia, "manifestation, striking appearance") is the sudden realization or comprehension of the (larger) essence or meaning of something. The term is used in either a philosophical or literal sense to signify that the claimant has "found the last piece of the puzzle and now sees the whole picture," or has new information or experience, often insignificant by itself, that illuminates a deeper or numinous foundational frame of reference.
   Epiphanies of sudden comprehension have also made possible leaps in technology and the sciences. Famous epiphanies include Archimedes' realization of how to estimate the volume of a given mass, which inspired him to shout "Eureka!" ("I have found it!"). The biographies of many mathematicians and scientists include an epiphanic episode early in the career, the ramifications of which were worked out in detail over the following years. For example, Albert Einstein was struck as a young child by being given a compass, and realizing that some unseen force in space was making it move. An example of a flash of holistic understanding in a prepared mind was Charles Darwin's "hunch" (about natural selection) during The Voyage of the Beagle.
Det at drømme er i sig selv en kreativ proces for så vidt som hjernen under søvn forstiller sig noget som ikke findes andre steder end - netop i hjernen.
   Men drømme har ingen umiddelbar nytteværdi - drømme er grundlæggende frigjort fra forpligtelsen til at være rettet mod innovation - altså nye ideer eller opfindelser der gavner menneskeheden - eller mindre dele af den, som fx en virksomhed.

Men det passer ikke - ikke helt, i hvert fald. Steve Johnson fortæller i sin bog 'Where Good Ideas Come From' om flere eksempler hvor drømme tilsyneladende har været den udløsende faktor i nye vigtige opdagelser.
   Han beskriver det i kapitlet med overskriften 'Serendipity´ - som kan oversættes til: "dette at få svar og løsning - tilfældigt og heldigt - på et problem, mens man er i gang med noget helt andet." (se mit indlæg fra den 22/12/10).
   Og han knytter det sammen med det han kalder "hunches" - som er en slags anelse om en mulig  kommende aha-oplevelse. Det er ikke helt nemt at oversætte til dansk: men "forudanelse" er nok det næremeste dansk enkeltord for "hunch". En udfoldet definition kunne være: et intuitivt førsteindtryk af at noget kan vise sig at være tilfældet
  
Steve Johnson beskriver så hvordan der kan gå lang tid mellem første gang man får sådan en forudanelse, og så til at den fremtræder for bevidstheden som en fuldt udfoldet og afklaret ide. Han fremhæver specielt det han kalder "slow hunches",  altså en indsigt der fremkommer gennem en langsom og mere eller mindre ubevidst udviklingsproces.    
   "Hunch" hos ham minder dermed om det der kaldes et set up  eller en plantering i dramaturgien. Analogt med det jeg tidligere har bemærket: at pay off i dramaturgien svarer til aha-oplevelsen i psykologien.

Steven Johnson nævner flere eksempler på at drømme som et "hunch" går forud for og bidrager til vigtige opdagelser. Det som jeg synes er mest slående, er der hvor drømmen leverer en regulær metafor der fungerer som model for løsningen af et problem. Han introducerer det sådan:
"This pattern of a slow hunch crystalizing into a dream-inspired pepiphany recurs what may be the most famous reverie in the history of science".
    I 1865 sad den germanske kemiker August Kekulé foran kaminilden og dagdrømte. Han havde brugt ti år af sit liv på at prøve at finde ud af hvordan kulatomer forbinder sig indbyrdes og med andre atomer i forskellige organiske molekyler. Og i denne drømmetilsatnd så Kekulé pludselig for sig slangen Ouroboros fra den græske mytologi der bider sig selv i halen: "The serpent image in his dream gave him a sudden insight into the molecular structure of the hydrocarbon benzene".

File:Benzene-2D-full.svg
The benzene molecule, he realized was a perfect ring og ccarbon, with hydrogene atoms surrounding its outer edges. Kekulés slow hunch had set the stage for the insigth, but for that hunch to turn into a world-changing idea, he needed the must unlikely of connections: an iconic image from ancient mythology. (...) It took the combinatorial serendipity of af daydream - all those neurons firing in an unlikely new configuration - to help usunderstand the combinatorial power of carbon, which was itself  crucial to understanding the orginal innovations of life itself.
Steven Johnson griber her tilbage til sit indledende kapitel hvor han beskriver teorien om livets opståen på Jorden.
   Det antages at være sket ved stærk kaotisk aktivitet i det man på engelsk kalder "primordial soup" - "ursuppen." En herlig videnskabelig metafor. 
   "Ursuppen" forestiller forskerne sig som en koncentreret cocktail af en masse forskellige stoffer - med kulstof som det helt afgørende - blandet op i vand. Tanken er så at livet opstår spontant og tilfældigt i denne ursuppe - i kraft af koncentrationen af stoffer, mængden af kemiske forbindelser og muligheder for livlig kemisk interaktion - og med helt ny komplekse forbindelser aktiveret af vulkansk aktivitet eller ekstreme lynudladninger. I ursuppen kommer komplekse organiske molekyler i forbindelse med hinanden i en uforudsigelig kaotisk kombinatorik, som - med ekstra tilført energi - "tænder" det første encellede liv.

Steven Johnson bruger forestillingen om denne ursuppe hvorfra livet udspringer, som en generativ metafor igennem hele bogen, og altså også her i forbindelse med drømme som man ser:
In a sense, dreams ar the mind´s primordial soup: the medium that facilitates the serendipitous collisions of creative insight.. And hunches ar like those early carbon atoms, seeking ourt news kinds of connections to help them build new chains and rings of innovation.
Når en metafor fungerede som en katalysator for August Kekulé´s nyskabende tænkning om kulatomets måde at forbinde sig på i benzen-molekylet, så er der jo tale om det jeg kalder konceptuel blending: To mentale input-rum, et med kemiske formler og forbindelser og et andet med græske mytologiske figurer, og et blended konceptuelt output-rum hvori optræder noget helt nyt: det grafiske billede vist ovenfor med kulatomerne i en ring der "bider sig selv i halen".

Og for nu til slut at slå en metaforisk baglæns saltomortale: Ursuppen er altså i min optik et kemisk miljø som i særlig grad stimulerer til "biologisk blending".
   Med det vil jeg sige at det har været en aha-oplevelse at opdage at meget af det nye og spændende Steven Johnson beskriver i sin bog, uden videre lader sig forstå og tolke gennem blending-metaforen.
   Jeg kommer tilbage i senere indlæg med nogle af de andre interessante pointer han har rundt omkring.

tirsdag den 2. november 2010

Den kreative Kinarejse: "De vilde svaner" - en blogføljeton, kapitel 1: At rejse er at leve

Denne blog om kreativitet fra alle vinkler og med mange indgange, har ligget stille en måned. Nu kommer jeg stærkt igen.
   Som blogansvarlig har jeg taget mig en "ferie" sammen med fruen. 25 dage. Til Kina. Med et velanskrevet rejseselskab der næsten dagligt annoncerer for spændende rejser til Langbortistan. Og blandt andet jævnligt er berømmet (også af sig selv) for sine gode og kvalificerede rejseledere.
   Turen havde af selskabet fået det poetisk klingende navn "Vilde svaner", som bla. er titlen på en bog jeg læste med stort udbytte for en del år siden, lige da den udkom.
   Sådan omtales bogen nu på saxo.com-hjemmesiden:
Da Jung Changs bedstemor blev født i 1909, var Kina et feudalsamfund. Den lille piges fødder blev brækket og snøret, fordi liljefødder blev anset for at være smukt, og faderen solgte for en god pris den 15-årige som konkubine til en 52-årig general. 
Jung Changs mor voksede op under japansk og dernæst russisk overherredømme og gik siden aktivt ind i den kommunistiske undergrundsbevægelse, hvor hun forelskede sig i et ungt idealistisk partimedlem. 
Jung Chang selv er født i 1952 i Sichuan-provinsen og voksede op som medlem af den priviligerede kommunistiske elite. Hun bor nu i London.
Ud over vores gennemgående danske mandlige rejseleder havde vi en ung (31 år) kinesisk kvindelig guide, Yan Wu, med på næsten hele turen. Hun talte udmærket engelsk og kunne også en del dansk, så vi var godt hjulpne.                      
   Set i lyset af bogen "De vilde svaner", så mødte vi gennem Yan Wu den 4. generation af kinesiske "vilde svaner". Og hendes mor var jævnaldrende med Jung Chang, forfatter til bogen.
   Men i modsætning til Jung Chang, hørte Yan Wus mor ikke til de priviligerede, men blev som ung deporteret til hårdt arbejde i landbruget i en fjern provins som så mange andre unge under kulturrevolutionen.
   Yan Wu var født et par år efter at Deng Xiaopeng tog magten og begyndte at muliggøre og indføre "kinesisk kapitalisme: "Det er ligemeget om en kat er sort eller hvid, bare den fanger mus", var hans svar til de dogmatiske modstandere af hans nye grænseoverskridende politiske linje.
   Ikke enten kommunisme eller kapitalismen, men både - og: Blending af to konceptuelle og historisk set skarpt adskilte ideologiske input-rum, med et output i et nyt socialt og samfundsmæssigt "blend" - med en eksplosiv kreativ dynamik som verden vist aldrig har set magen til.

Jeg skal love for at Dengs sortebrogede kat havde fået spændstige ben at springe med, spidse klør at fange med og skarpe tænder at knase og sluge med - under den vilde jagt på økonomisk profit og teknisk og social udvikling for hundreder af millioner af kinesere.
   Mødet med megabyerne Peking og Shanghai var som henholdsvis bagsiden og forsiden af en eksotisk enorm medalje, der voksser lige så hurtigt som kinesisk kæmpe-bambus skyder op (60 cm pr. dag, når det går hurtigst). Vi kender symbolet Ying & Yang: kinesisk kulsort bagside - kinesisk spektakulært lysende forside.
   Når vi danskere siger at noget skyder op "som paddehatte", så siger kineserne altså at det skyder frem "som bambusskud" - men deres "bambusskud" har ikke samme negative associationer som vores "paddehatte" .

Opskriften på turen - konceptet om man vil - sammenfattes af rejseselskabet selv på forsiden af turbeskrivelsen  med ordene: "Den ultimative rundrejse med Kinas bedste seværdigheder og mest overvældende naturoplevelser."
   Det uddybes på side to i programmet:
"Vilde Svaner" er en rejse for dem, der vil opleve det hele og mere til. Fra Beijing i nord drager vi til Hong Kong i syd, og på vejen kommer vi gennem Kinas mest storslåede natur og forbi de største historiske seværdigheder. Samtidig er der rig mulighed for at blive klogere på den almindelige kinesers hverdag med alt, hvad dertil hører af tai-chi-øvelser, farverige markeder og eksotiske måltider.
Efterfølgende loves "tusinder af standhaftige terrakottasoldater", et flere dages krydstogt "ned ad den billedskønne Yangtze-flod", tur på "Den Kinesiske Mur", besøg på den nye kæmpedæmning (som betød tvangsflytning af 1,2 millioner mennesker!), "den historiske havnefront i Shanghai og den overvældende smukke natur i Sydkina", "den lille uopdagede kulturperle, Dazu," og "den kontrastrige storby Hongkong".
   "Wau!" sagde jeg og fruen til ansigtet af hinanden. "Den tur må vi på, koste hvad det vil!" Vores drømmerejse, ud på det store eventyr: Vores ungdoms fantasier endelig virkeliggjort, og så samtidig få mulighed for at opleve dette kæmpeland med over en milliard kinesere, som avisernes journalister næsten dagligt skriver om i de forskellige temasider og tillæg: fra alt om politik og økonomi, erhvervsliv og miljø, til arkitektur, kunst og oldgammel kultur - og sensationelle forsteninger af nye dinosaurarter i den mongolske sandørken.
   Ikke at forglemme den uddøende panda med de sørgmodige og dog så søde øjne - og  logo for Verdens naturfond, som vi årligt betaler bidrag til! Muligheden for "live" at se "Fuglereden" fra OL i 2008 i Peking, og vores egen Den Lille Havfrue på Expo 2010 i Shanghai. Hvad mere kan man drømme om?

Som sagt, så betalt! Og den 4. oktober mødtes vi i Kastrup - dels med den danske rejseleder som præsenterede sig som Michael, talte med svag udenlandsk accent, havde lokket boheme-hår og gik rundt og hilste iført et par udtrådte grå crocs, - og dels med 22 andre rejsekammerater - de fleste tydeligvis tilhørende "det grå guld" eller "ældrebyrden" alt efter synsvinkel og frame - alle utålmodigt klar til afgang.
   De aller første spørgsmål vi stillede os selv, havde dog intet med Kina-drømme og -eventyr-forventninger at gøre: "Hvem skal vi være rejsekammerater med?" Og det næste og måske endnu vigtigere: "Hvordan er rejselederen?"
   Og min egen allervigtigste  bekymring: "Kan jeg overhovedet holde til den daglange flyvetur, hvis jeg ikke får den ønskede gangplads?"

Beskrivelsen af en af de store seværdigheder i pjecen om turen havde vakt diffuse litterære minder: "standhaftige terrakottasoldater". Der var noget en gang med en " standhaftig tinsoldat".
   I min ungdom fik jeg en klassisk akademisk uddannelse i dansk sprog og litteratur, og fra den tid har jeg helt andre spontane associationer end rejsearrangøren og pjeceforfatteren måske havde forestillet sig: "De vilde svaner" er et på en gang grumt og poetisk, flere kapitler langt og stærkt symbolsk eventyr af Danmarks mest kreative og fantasifulde diger, H.C. Andersen, som for nylig blev omsat til en animeret fantacy-film, som Dronningen havde lavet scenografi til.

Kejseren udført af den kongelige porcelænsfabrik efter tegning af Dronning Margrethe
Et andet af hans dybere eventyr, har titlen: "Reisekammeraten" - en herre som ikke er nogen hyggeonkel at tage på rejse med, husker jeg. Der er også en historie om en drømmerejse: "Den flyvende Koffert" - fra den meget omkringrejsende digters hånd. Han har udmøntet sin afhængighed af rejseerfaringer og -oplevelser i den bevingede påstand: "At rejse er at leve".
   Og så mindes jeg svagt eventyret "Nattergalen", der er lokaliseret i Kina, hvis første sætninger jeg nu har slået op, og som lyder:
I China veed Du jo nok er Kaiseren en Chineser, og alle de, han har om sig, ere Chinesere. Det er nu mange Aar siden, men just derfor er det værd at høre Historien, før man glemmer den! Keiserens Slot var det prægtigste i Verden, ganske og aldeles af fint Porecelain, saa kostbart, men saa skjørt, saa vanskeligt at røre ved, at man maatte ordenlig tage sig iagt. I Haven saae man de forunderligste Blomster, og...
(fortsættelse følger)

fredag den 30. april 2010

"Søvn fremmer indlæring af nye færdigheder" - to hjernecentre drømmer sammen i søvne - også hos journalister når de er vågne

Rubrikken hører til artiklen af Charlotte Koldbye, Eksperimentariums nyhedsafdeling, der fortæller om et indlæringsforsøg hvor man ville finde ud af om hypotesen at søvn fremmer indlæring, kunne eftervises eksperimentelt.

Forsøgspersonerne skulle lære at finde vej gennem en digital labyrint. Én gruppe skulle derefter holde en pause og slappe af i 5 timer, en anden skulle mentalt repetere vejen rundt i labyrinten i stedet for blot at slappe af, og en tredje gruppe skulle tage sig en lur på 1½ time. Derefter skulle alle 99 forsøgspersoner prøve at huske vejen gennem labyrinten. Dem der havde sovet, skulle svare på et spørgeskema om de havde drømt, og om hvad.
   Det viste sig at de forsøgspersoner som kunne huske at de havde drømt om labyrinten, var markant bedre - "hele 10 gange" - til at finde rundt i den, end dem der havde været vågne - og end dem som havde sovet uden at drømme. Artiklen refererer en af forskerne bag undersøgelsen, Robert Stickgold, der leder afdelingen for søvn og kognition på Harvard Medical School; Stickgold mener...
...at vi evolutionært udviklede søvn for at kunne lære bedre. Når hjernen drømmer, udfører den to separate opgaver. Hukommelsescentret i hjernen, hippocampus, lagrer den information, der er lige ud ad landevejen, altså hvordan man kommer igennem den pågældende labyrint. Mens andre dele af hjernen, neokortex, bruger og lagrer informationen om labyrinten på det symbolmæssige og mindre konkrete plan. Labyrinten bliver her et billede på det at kunne bevæge sig rundt i livets labyrint eller måske en labyrint af bureaukrati. Når noget er en udfordring, inddrager hjerne også de sovende timer til at få det indlærte på plads i de rigtige rum.
Jeg tænker at her har vi - igen, igen - to mentale rum i hjernen som åbenbart samarbejder om at huske: et rum der lagrer information, og et andet rum der tænker i billeder - informationen i overført - metaforisk betydning. Og de som ikke sov eller ikke drømte, har ikke mulighed for at få udnytte hjernens blending-processer til at huske, så derfor husker de labyrinten væsentligt dårligere.
   Det minder så også om de klassiske memoteknikker, hvor fidusen er at hvis man skal holde en tale og vil kunne huske den, så kan man koble hvert af talens afsnit med et rum i en bygning man kender godt, og så under talen tænke på at man bevæger sig fra rum til rum i den rækkefølge afsnittene ligger, så dukker de op et efter et.
   Endelig minder det jo om at hvis man vil fortælle folk en historier og gøre indtryk så det huskes, så husker folk den bedre hvis den formidles gennem billeder i sproget ellerbliver fortalt sammen med billeder på film eller tv.
   Og sidst men ikke mindst. Det stemmer overens med teorien om den kreative proces, hvor man kan få løst et problem som man har kæmpet med i vågen, bevidst og verbal tilstand, ved at sove på det. Min teori vil nu være at problemet lagrer sig i sin logiske form i et center, og i en ikke verbal, rumlig og billedlig form i et andet, og så samarbejder de to om at finde løsningen gennem et stykke "drømmearbejde".

Helt konkret forestiller jeg mig at hjernen under søvnen afprøver et stort antal rumlige og visuelle skemaer (=indre metaforer) på problemet og dets indbygged "uløseligheder". Det sker ikke lineært og et efter et, men foregår som i princippet samtidige og parallelle processer. Når hjernen så finder et billede/skema der passer så "uløselighederne" er væk, kan det bringes frem til bevidsthedens overflade når man vågner: Aha!
   Nærmest at ligne ved en spillemaskine hvor de tre forskellige hjul kører rundt og rundt og rundt, og pludselig er der tre citroner på stribe, og så er der jackpot.

Sådan forestiller jeg mig også at en journalists hjerne arbejder når han skal skrive en artikel: Han tager en række informationer ind gennem sin research (aktuelt input-rum), og afprøver dem ubevidst i forhold til en række historieskemaer som han har fået internaliseret gennem praksis (skemalager-inputrum). Hvis de passer til et af skemaerne, så ved han straks intuitivt hvordan den artikel skal vinkles og skæres. Og kan skrive den så han når det til deadline.
   Man kan jo ikke sige at journalisten sover og drømmer når han har arbejder, men alligevel: Den gode journalist kan i nogle få oplysninger se muligheden for en god historie med søvngængeragtig sikkerhed;  han har næse for nyheder, siger man også.
   Det stemmer overens med Donald Schöns teorier om den reflekrende praktiker, som jeg senere vil komme nærmere ind på.