Sider

mandag den 26. april 2010

"Tilbage til fremtiden" - kreativ nytænkning bag journalistisk nyhedssite: "PolitiFact.com"

Fagbladet Journalisten bringer i sit sidste nummer en artikel under rubrikken "Tilbage til fremtiden", skrevet af Jakob Elkær.  Manchetten siger: "De klassiske journalistiske dyder er tilbage i digital form. PolitiFact tjekker om magthaverne lyver og holder deres løfter. Det er vaghundejournalistik proppet på en database, der forvandler dag til dag-journaliastik til et langsigtet graveprojekt."
   Artiklen fortæller om et nyhedssite som er kendetegnet ved at journalisterne tjekker politikeres, opinionsdanneres og andre indflydelsesriges offentlige udtalelser for deres sandhedsværdi, og så offentliggør de tjekresultaterne på deres site. Det sker i form af en vurdering på en "Truth-O-Meter"-skala:

  • SANDT 
  • MEST SANDT 
  • HALVT SANDT
  • NÆPPE SANDT 
  • FALSK
  • BUKSERNE BRÆNDER

Elkær fremhæver i sin vinkling at det "på en gang oser af gammeldags journalistik og samtidig udnytter moderne webteknik optimalt." Altså i min terminologi at det er et resultat af en kreativ blending-proces.

At tjekke udsagn for deres sandhedsværdi, er i journalistisk sammenhæng ikke noget nyt, sådan set. Vi kender det fra sidste valgkamp hvor flere aviser havde daglige artikler hvor de researchede på om politikernes generelle påstande og udsagn holdt ved en nærmere prøvelse. Mere generelt kan man hævde at det jo egentlig ikke er andet end hvad journalstik i princippet går ud på: at tjene sandheden - "in honour of truth". Og at når vi taler vagthunde-journalistik i sin fineste form - undersøgende journalistik - så skal det jo være så tjekket at det "holder i retten".

Men hvad er så det nye i dette web-journalistik-koncept, det der er et resultat af kreativ tænkning? Ja, ifølge artiklen er det nye:
  1. at researchen på sandheden i udtalelserne omsættes til en kategorisk dom (=konklusion), udtrykt i en værdi på en sandhedsskala (jfr. ovenfor); normalt vil man sige at det ikke er journalisten der skal dømme, han skal fremlægge facts, og så er det læserne der skal dømme på det grundlag,
  2. at al den dokumentation som dommen (=konklusionen) bygger på, lægges åbent og tilgængeligt frem; normalt lægges den journalistiske dokumentation kun frem i udvalgte citater, og det er ikke muligt at gennemskue om dette udvalg er styret af journalistens bagvedliggende holdninger,
  3. at man i forbindelse med en journalistisk undersøgelse også fremlægger modevidens, altså dokumentation som man har gravet frem og som ikke underbygger den kritiske vinkel, eller måske ligefrem modsiger den, 
  4. at sitet også fortæller den positive historie: nemlig når politikere og andre magthaver taler sandt og holder deres løfter; "på en avis smider man oftest researchen til et faktatjek ud, hvis resultatet er for mudret, eller til en slagkraftig rubrik, eller hvis politikerne taler sandt," skriver Elkær,
  5. at det er muligt for læserne at lægge bedømmelsen af enkeltudtalelser sammen og få en samlet vurdering af en politikers eller opinion omgang med sandheden, ved at opsummere sandhedsværdien for en lang række udsagn over tid; normalt vil læserne ikke have den mulighed gennem sin dag til dag-læsning af sin avis.
Set med akademiske øjne, nærmer journalistikken sig her forskningen, idet den i dette koncept leverer gennemsigtighed i forhold til hvordan den når sine konklusioner, og idet den også accepterer konklusioner uden kritisk eller negativt afslørende framing
   Ifølge artiklen kommer ideen til konceptet fra en webudvikler, Adrian Holovaty, der i 2006 har skrevet: "Manifesto on the fundamental way newspaper websites need to change".  Heri argumenterer han for at "journalister skal gøre op med tanken om hurtige artikler uden levetid ud over døgnet og i stedet tænke på at de faktisk samler struktureret information." Se mere på http://www.holovaty.com/writing/fundamental-change/
  
Går man ind og læser manifestet, så er det dybt interessant ud fra en kreativitetssynsvinkel, idet hovedpointen er at journalister som gruppe og profession kun tænker på informationer som noget der her og nu skal skal skæres til så de kan bruges til at lave journalistik på efter et historieskema. Sjældent tænker de på information som noget der har værdi i sig selv i kraft af at de kan bruges i alle mulige andre forskellige sammenhæng.
   Det må jeg vist se nærmere på senere!

I hvert fald giver det mening for mig at se selve den kreative proces det er at producere et stykke journalistik, som en blending-proces, hvori der i det ene input-rum indgår et historie-skema, og i et andet input-rum indgår en række informationer, og som output får vi så en journalistisk sammenkogt, formet og fortalt historie. I det blendede rum i artiklen er informationerne fra input-rummet frigjort fra sin strukturelle kontekst for at kunne indgår gnidningsfrit i historiens skematik. 
   Problemet er at det ikke er muligt at køre den journalstiske historie-blender baglæns, og dermed få informationerne ud af artiklen igen i en form så de uden videre kan bruges i andre sammenhænge - både af  læserne og af andre journalister. Det er det som Adrian Holovaty kalder "struktureret information", der foreligger i en databaseform der gør at det har værdi ud over en enkelte journalistiske histories ramme.
   Principielt er det jo igen noget der minder om forskning, hvor en stor del af de formelle konventioner der omgiver publiceringen af en afhandling, har til formål at gøre informationerne nyttige i andre forskningssammenhænge, gennem abstracts, fodnoter, forskellige former for index, personregistre og litteraturlister.
   Man kan måske sige at det at supplere en artikel med en faktaboks, er noget der ligner struktureret information i Adrian Holovatys forstand.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar