'Textrovert' - om et nyt ord for mennesker der er mere udtryksfulde på nettet end ansigt til ansigt - og nogle erindringer

Det var en artikel i en af mine aviser der introducerede mig til ordet "textrovert". Jeg syntes det var interessant, både fordi det jo afspejler nogle tendenser omkring personlighedstyper i forhold til de nye digitale medier, men også fordi det er noget jeg faktisk er stødt på mange gange i mit liv som som underviser og forsker.

   Og i øvrigt kender fra mig selv.

Ordet 'textrovert' er tydeligvis lavet ud fra en kendt psykologisk personlighedsmodsætning: 'ekstrovert' over for 'introvert'. 

   Har man en udadvendt personlighed eller en indadvendt? - noget man kan finde ud af ved at besvare nogle spørgeskema-tests på nettet.

   Og man kan vel umiddelbart gætte sig til en betydning af ordet 'textrovert' som noget i retning af en person som er særlig ekstrovert når han skriver 'texter', men tilbageholdende i direkte ansigt til ansigt-situationer.

Men hvad betyder det egentlig? 

   På hjemmesiden "urbandictionary.com" finder man denne definition:

1. One who feels an increased sense of bravery over texting, as opposed to in person.

2. One who will often only say what they really feel over text messages.

Ditte Giese som skrev artiklen i Politiken for et par dage siden opregner i en særskilt boks syv punkter som tilsammen skulle være en slags kendetegn på om man er en 'textrovert':

1. Du synes, det er anmassende, når folk ringer, men besvarer mails, Messenger og sms’er døgnet rundt.

2. Når du er i selskab med levende mennesker, kan du godt savne den stille mere uforpligtende kommunikation på nettet.

3. Du tænker i tweets på 140 tegn og går konstant og formulerer statusopdateringer og sjove hashtags inde i hovedet.

4. Du har aldrig scoret til en fest, online-dating er du derimod en haj til og tør altid byde op til facebookflirt.

5. Du vil helst tage alle former for konfrontation og konflikt skriftligt.

6. Du har altid et hav af uaflyttede telefonsvarerbeskeder, der starter med et ’ih, du er svær at få fat på’.

7. For det meste ved du ikke, hvad du føler, eller hvad dine holdninger er, før du begynder at skrive dem på skærmen.

Nogle af punkterne kan jeg umiddelbart genkende fra mig selv. 

   Hellere mail end telefon; jeg opfatter en telefon som socialt påtrængende, både når jeg bliver ringet op, og når jeg selv ringer op. 

   Hellere konflikt og konfrontation på skrift end ansigt-til-ansigt; faktisk er jeg ret god til at konflikte på skrift, men ret så konfliktsky i mundtlige situationer. 

   Og ofte får jeg viden om og indsigt i mig selv når jeg skriver bøger, artikler og blogindlæg, viden som jeg må have haft ubevidst, men først får gjort bevidst når jeg sidder ved tangenterne.

Hovedartiklen i Politiken - også af Giese - har denne rubrik og underrubrik:

Lever vi i de textrovertes tidsalder?

Nogle mennesker har det bare bedre med at tage samtalen skriftligt end over telefonen.

Hendes definition på en 'textrover' lyder:

1) person, der ofte er mere ærlig, skarp og sjov på skrift end ansigt til ansigt

2) person, der ofte er genert og introvert ’ude i virkeligheden’, men en højtråbende og underholdende på de sociale medier

En af de cases artiklen referer til og citerer er Maren Uthaug som er tegneren bag Politikens faste tegneserie nummer to, den på bagsiden af kulturtillægget:

 

Hun bliver - naturligvis - interviewet på skrift, og fortæller pr mail at hun oplever at hun er dårlig til den uforpligtende small talk-samtale i ansigt til ansigt-situationer, mens hun altså samtidig tegner sin daglige stribe, skriver hyppige blogindlæg, forfatter bøger og er aktiv på Facebook.

Uthaug skriver, at det ofte er »en skuffelse for folk at møde mig i virkeligheden«.

   »Jeg oplever tit en lidt sitrende forventning til, at jeg skal sige noget sjovt og have en kæk kommentar til alt. Men jeg er pissegenert, når jeg møder folk, jeg ikke kender. Måske mest fordi jeg ikke er skabt med det gen, der gør en i stand til at smalltalke. Så det bliver sådan lidt: Enten taler vi om, hvor meget pik jeg fik i går, eller også taler vi slet ikke. Det bliver så som regel til ’slet ikke’«, tikker det ind på Messenger.

   Maren Uthaug skriver, at hun som en sand textrovert kan behandle mange af de ting skriftligt og visuelt i sit arbejde, som hun slet ikke ville kunne live.

   »Jeg tror, at forskellen på tegne-skrive-mig og tale-IRL-mig er, at når jeg tegner og skriver, behøver jeg ikke tage hensyn til andre. Jeg kommer ud med, hvad jeg synes er sjovt, relevant eller vanvittigt. Når jeg møder folk, bliver jeg jo nødt til at tage hensyn, smalltalke og få dem til at føle sig o.k., huske at smile og spørge til katten. Når jeg sidder bag min skærm, kan jeg skyde katten, tage en kop kaffe og tegne en pik. Giver det mening?«, skriver hun og følger straks op:

   »Jeg tænker tit på min stribe som min lille terapistund, hvor jeg ikke behøver opføre mig ordentligt. Alle burde have sådan et lille hjørne, hvor man har fri«. 

Det som slår mig her, er at Uthaug simpelt hen tænker og oplever sig selv som to personer i de forskellige situationer: en hvor hun ikke behøver at tænke på andre end sit eget behov for at udtrykke sig, og en anden person som hele tiden er optaget af at gøre andre tilpas. Og det sidste hæmmer, mens det første kan opleves som en slags afslappende terapi. 

En anden case i artiklen, forfatteren Olga Ravn, er mere differentieret, idet hun skelner mellem sin litterære forfatterpersonlighed og den personlighed som kommer ud på skrift i de sociale medier:

Lidt i samme genre står det til ovre hos forfatter Olga Ravn, der ud over at skrive bøger, digte og oversætte bøger er ret aktiv på de sociale medier, har en blog og udtrykker sig i gifs. Hun synes, at der er forskel på den textrovertes leg og litteraturen.

  »I den litterære skrift føler jeg mig som en fremmed, som ingen kender, rasende og alene, og ofte ønsker jeg, at ingen af de mennesker, jeg har i mit liv, nogensinde læser de skønlitterære tekster, jeg skriver«, mailer Olga Ravn om sit litterære alterego.

  Men det alterego adskiller sig en del fra hendes onlinestemme. Onlinestemmen er den, der live-tweeter fra Nordisk Råds prisuddeling og skriver sjove pip som: »Brit Pop er død og ligeså James Joyce«, eller »står og svarer på vigtige mails i kantinekøen i Ikea søndag kl. 12«.

   »I den sociale skrift (okay, nu har jeg åbenbart lige opfundet begreberne ’social skrift’ om sms’er og sociale medier og ’litterær skrift’ om bøger til lejligheden ...) kan vi lege med, at vi opfører os anderledes end ellers, skabe os selv på ny, være kække og følsomme – men det er altid på en eller anden måde i samspil med, at vi udtaler os ’på egne vegne’. Det gør man ikke nødvendigvis i den skønlitterære skrift, udtaler sig på egne vegne«, skriver hun.

Jeg har jævnligt skrevet om forfatteres og kunstmaleres oplevelser i barndom og ungdom, og den sammenhæng jeg tror der er mellem de oplevelser af tab af forældre og fremmedgørelse i forhold til skolekammerater på den ene side, og så det at de udvikler den særlige kreativitet som senere kommer til udtryk i deres kunst.

   Jeg er forholdsvis sikker på at mange af dem vil kunne nikke genkendende til Olga Ravns beskrivelse og skelnen, og lige så sikker på at nogle af dem aldrig kunne forestille sig at gå på Facebook eller skrive blogindlæg, mens andre har det helt fint med det.  

   Så man bør nok skelne mellem to typer af textroverthed: type 1, som primært findes hos mennesker der føler sig meget frie til udtrykke sig på skriftligt på de sociale medier velvidende der er en masse venner der læser med, mens de er mere eller meget introverte og mundlamme i mundtlige situationer. 

   Og så textrovert, type 2, som er mennesker der udtrykker sig gennem kunstnerisk fantasivirksomhed, og som gør det som en særlige måde at erkende på, hvor man netop er fri for at tage hensyn til andre, og som måske - måske ikke - også er type 1-textroverte. 

Hvis jeg tænker på mine erfaringer som underviser af skrivende journalister, så kan jeg huske at det meget tidligt - i midten af 70´erne - slog mig at mange af de velskrivende journalister jeg mødte på kurserne, i de mundtlige ansigt til ansigt-situationer var meget tilbageholdende og faktisk virkede ret så generte. Og jeg kan huske at jeg blev overrasket over den distance der var mellem deres fremtræden på skrift og mundtligt-privat.

   Når de tog den skrivende journalistkasket på sig, så trak de på en textrovert side af deres personlighed som ikke hang særlig godt sammen med deres begrænsede mundtlige udtryksrepertoire. 

   Fra min gymnasietid husker jeg især én kammerat som var meget dårlig til at formulere sig mundtligt i klassen, men hvis stile var skrevet i et sprog så man kunne høre englene synge. Jeg kan huske at jeg undrede mig.

TV-dokumentaristen Poul Martinsen fortæller om sig selv i sin barndom at han var ret genert, men at han opdagede at han var meget bedre til at skrive end til at fortælle noget mundtligt. Og at han derfor blev journalist.

   Inden han begyndte som tv-tilrettelægger var han i en række år en fremragende skrivende feature-journalist på Politiken, og han var også en glimrende interviewer, men han havde store problemer med at få de sociale relationer med fremmede mennesker til at fungere under private ikke professionelle former.

   I min bog om ham fortæller han da jeg giver ham stikordene 'ensomhed' og 'isolation' som er tilbagevendende temaer i han udsendelser:

Professionelt har jeg jo ikke svært ved at komme i kontakt med andre mennesker. Jeg kan sætte mig ned hvor som helst, og i løbet af ingen tid sidder de og fortæller mig deres livshistorie. I privatlivet, det har du jo også oplevet, der er jeg meget sky, kan man sige, og jeg gør mig store overvejelser om hvor jeg nu skal gå hen, hvem jeg skal sætte mig ved siden af, om jeg skal ....Faktisk er jeg på en måde ret isoleret.

En af mine gode venner som jeg i en længere periode underviste sammen med, fortalte mig at hun oplevede at jeg simpelt hen blev en helt anden, mere udadvendt, skarp og mere morsom personlighed når jeg stillede mig op og UNDERVISTE et hold, end når vi var sammen under private former.

I Politikens artikel inddrages en enkelt ekspert, Lars Lundmann, der er psykolog med ph.d. i personlighedspsykologi og arbejder med personvurderinger. Han siger om dem der er textroverte type 1:

»Meget af vores adfærd på nettet er styret af, at vi gerne vil have anerkendelse og likes. Derfor skriver vi ikke: ’Jeg har lige vasket hår’, for det er kedeligt. I stedet smører vi ofte lidt tykt på og selekterer i vores oplevelser. Modtageren i den anden ende kender dig måske kun fra disse korte statements og tænker: ’Sådan er hun altid, hun har det altid sjovt’. Men det er selvfølgelig en overgeneralisering, når det kun er baseret på 20 tweets«, skriver han i en mail.

Han mener, at de textroverte - og det må gælde både type 1 og type 2 - godt kan lide den kontrol af kommunikationsituationen der ligger i at skrive:

»Du har selv kontrol over situationen. Hvis du ikke gider mere, kan du bare lukke computeren. Men hvis du taler i telefon og smider røret på, når din veninde er irriterende, hører du nok ikke fra hende det næste halve år. For mange er det mere afslappende selv at kunne bestemme, hvad vi taler om via statusopdateringer, uden at blive afbrudt«.

Mere om palimpsest - af Jan Krag Jacobsen - og om 'modifikationer' af mig selv da jeg var ung - og en aprilsnar om en fiktiv modifikation af skarven

Jeg skrev i et tidligere indlæg om det særlige kreative, litterære eller kunstneriske fænomen som har den fremmedartede og svært-udtalelige betegnelse ...

PALIMPSEST

Anledningen var at en gammel kollega fra RUC - Jan Krag Jacobsen - var sprunget ud som billedkunstner med en udstilling i Farum Kulturhus der sluttede den 13. juni; flere billeder blev solgt, rapporterer han.

   Udstillingens titel var meget typiske for mandens særegne kreative personlighed:

DER STIKKER NOGET UNDER

Her et link til det første indlæg om hans invitation til udstillingen hvori begrebet 'palimpsest' indgår - og om begrebet og fænomenet palimpsest i øvrigt:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/jan-krag-jacobsen-srligt-kreativ.html

Udstillingen kan ikke ses mere. Men jeg har fået lov til at offentliggøre alle billederne fra udstillingen her på bloggen nu hvor den er slut: 

Jeg har nærmere beskrevet hvad den æstetiske og artistisk "fidus" er ved disse fascinerende billeder i det tidligere indlæg. 

   Der er tale om kreativ konceptuel blending af flere medier og kilder. Og udgangspunktet er også en 'grundvæg' med flere lag af iturevne og flåede plakater der gennem årene har været klistret op oven på hinanden på en plakatsøjle, og som derefter er blevet fotograferet.

   

Det man kan se her i forbindelse med hele serien, er hvordan Jan ud fra samme "grundvægmotiv" laver forskellige "resultat-billeder" med forskellig oplevelseseffekt - ved en bearbejdning via forskellige formater, beskæringer og optikafstand til den samme "grundvæg".

   En del billeder blev solgt, men mon ikke han stadig sælger ud. Og mon ikke der kommer flere fra hans nysgerrige og opsøgende kameralinse. Det synes oplagt at forfølge det her spor videre.

Jan er et multitalent - ironiker, spasmager, kritisk indstillet æstetiker og livsnyder, hvad der fx kom til udtryk i berømmede radio- og tv-indslag fra 70´erne. 

   Og først og fremmest har han været en af de drivende kræfter bag udviklingen af 'det nye nordiske køkken'. 

    I den nydannede tværfagligt sammensatte  lærergruppe for den nydannede kommunikationsuddannelse på RUC i 1978 blev hans kolleger i praksis via deres smagsløg belært om hvor godt veltillavet kvalitetsmad smager, og hvordan den tilberedes af ordentlige råvarer. 

    Jan er i øvrigt kemiingeniør af uddannelse.

I det tidligere indlæg citerede jeg en engelsk kilde for definitionen af  'palimpsest' og om begrebets status og udvikling inden for kunsthistorien. Denne gang googlede jeg de to første henvisninger på dansk. 

   Dansk Wikipedia skriver om dets oprindelse:

En palimpsest er et manuskript, pergamentrulle eller bog, der er blevet renset (skrabet, raderet og brugt igen. Ordet kommer gennem latin fra to græske rødder (palin(igen) + psên (skrabe)). Romerne skrev på voksbeklædte tavler, der kunne genbruges, og Cicero bruger ordet palimpsest om dem.

Det er den grundbetydning som også ligger bag Jans brug af begrebet til at karakterisere sine moderne billeder. 

   Og slægtskabet med forskellige andre genrer som 'collager', 'modifikationer' (Jorn) og 'decoupager' (dronningen) er tydelig.

   

Selv har jeg for nylig fundet nogle gamle mapper frem med billeder jeg har tegnet, malet og klippet da jeg var ung og drømte om at blive 'rigtig kunstner'. Og nogle af dem er utvivlsomt en slag 'modifikationer' i Jornsk forstand - de her produceret omkring 1965-67:

 

Billederne er lavet på den måde at jeg har fundet nogle glittede illustrationer eller reklamebilleder i datidens farvede magasiner  og klippet dem ud. Derefter har jeg 'modificeret' dem ved oven på at tusch-tegne i forskellige hel- og halvgenkendelige mønstre og figurmotiver. 

   I de bedste af dem leverer disse 'modifikationer' en forme for halvabstrakt surrealisme som jeg her mange år efter ikke synes er helt tosset. 

   

Man kan sige at jeg jo også kunne have valgt at lave en grund som jeg selv malede - og derefter tegne en egen tusch-tegning oven i. Til det formål ville især akvarelfarver være velegnede. Men det malemedie kendte jeg stort set ikke til den gang - eller til nogen af de teknikker som var knyttet til det.

  Jeg malede i olie på lærred og i (olie)pastelfavekridt på blødt karton.

Men på det tidspunkt da jeg lavede de tuschtegnede 'modifikationer' af farvede magasinillustrationer, havde jeg i længere tid produceret rene sort-hvide tusch-tegninger med japansk inspiration, men kombineret med en teknik hvor motivet blev bygget op af en lang række små forskellige dekorativt mønstrede felter. 

   Her er nogle eksempler fra den gang på den slags sort-hvide tegninger i en teknik som man så kan se jeg siden hen brugte til magasin-modifikationerne oven for:

Jeg er nu så småt begyndt at lave sorte profillinjer i og omkring motivet i nogle af mine akvareller, men det er noget helt andet - mere i en retning som ligner den realistiske tegneserieteknik - eller den man kender fra japanske træsnit.

Med hensyn til selve fremmedordet 'palimpsest' er der også sket et betydningskred viser det sig, idet man inden for litteraturvidenskaben bruger det i betydningen "en tekst med en eller flere andre tekster som underliggende matrice". Så det er fra litteraturvidenskab som jeg jo læste en gang, at jeg oprindelig kender begrebet. Og i den betydning er det noget jeg selv har skrevet om i De levende Billeders Dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm (s. 39 ff.)

   Den store danske encyklopædi skriver:

palimpsest, litteraturteoretisk udtryk for et værk, som bygger på en ældre "hypotekst", dvs. den oprindelige tekst, fx Ulysses af James Joyce, der bygger på Odysseen, eller Henrik Pontoppidans Ørneflugt, som bygger på H.C. Andersens Den grimme Ælling.

Men her får jeg så i skrivende stund en uventet association til en genre som jeg altid har holdt meget af og flere gange skrevet om her på bloggen: ''aprilsnarren' i medierne. 

   For nylig fik jeg nemlig tilsendt et flot eksempel på sådan en tekst. Den handler om en fugl jeg for mere end et år siden selv har malet i akvarel: skarven, en fascinerende fugl, et biologisk oldtidslevn af em dinosaurlignede fugl, som jævnligt besøger vores sommerhus-sø og dykker efter fisk.

   Og det slår mig at man i den litteraturteoretiske betydning af ordet 'palimpsest' med rimelighed kan karakterisere en 'aprilsnar' som en slags 'palimpsest': en løgn/fantasi som imaginær grundtekst - indpakket i et nyt tekstlag: i en troværdig og forførende faktaform og -udtryk.

   Den følgende lange videnskabsnyhed, som sjovt nok også handler om 'modifikationer', blev oplæst af værten i det hedengangne P1-magasinprogram 'Kvart-i-fem' den 1. april 2004:

Modernisering af skarven

Den sidder som nodetegn på bundgarnspælene, skrev lyrikeren Otto Gelsted. Phalacrocorax carbo hedder den på latin. På dansk hedder den store sorte kystfugl skarv eller ålekrage. Fiskerne kalder den en rotte med vinger og hentyder dermed til, at den spiser 400 g fisk om dagen og ødelægger deres garn .

   Skarven er totalfredet Danmark og i hele EU ifølge EF-fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979.

   Siden da er antallet af ynglende skarver vokset eksplosivt. Og det har skabt problemer for fiskeriet og for de skovejere, hvis træer dør af de kolossale mængder ekskrementer, som en skarvkoloni kan præstere.

   Men vi er altså forpligtet til at passe på vores skarver som følge internationale konventioner. Og Miljøminister Hans Christian Schmidt er nu kommet med et udspil, der ser ud til at være perspektiv i.

   For at forstå ministeriets udspil er vi nødt til at kigge lidt på skarvens biologi, som er meget bemærkelsesværdig. Det er en fugl, der ikke har udviklet sig gennem de sidste 16 millioner år - den er altså et fortidsdyr.

   Den er er 100 % afhængig af sine svømme- og dykkeegenskaber. Men den har ikke udviklet en rigtig svømmehud, som andefuglene har. Og den bliver våd, fordi den mangler den fedtkirtel, som ænder har på gumpen og som gør dem vandskyende. Man kan se dem sidde på bundgarnspælene og brede vingerne ud i vinden for at blive tørre.

   Miljøministerens nye plan, som han netop har bevilliget 20 millioner kroner til, går ud på at give skarven nogle positive egenskaber ved hjælp af gensplejsning genmodifikation.

   Det største problem er, at skarven udelukkende lever af fisk, og derfor skaber vanskeligheder for fiskeriet, som jo ikke har det for godt i forvejen på grund af overfiskning, kvoter og forurening og meget mere.

   Det har vist sig, at man delvist kan løse dette problem ved at splejse nogle bestemte gener fra hønsefugle ind i skarvens arvemasse. Det drejer sig om de gener, der koder for genkendelse af plantefrø og insekter som fødeemner. Det kan man alt sammen læse om i en relativt ny artikel fra Afdelingen for Husdyravl og Genetik på Landbohøjskolen og der har da også været billeder af de modificerede skarver i dagspressen.

   Man har også overvejet, om man kunne give sådan en moderniseret skarv nogle gener, der kunne mindske dens lyst til det våde element. Gener, som man måske ville kunne finde hos kattefamilien. Men det er der pt ikke noget nyt om.

   Man kan selvfølgelig sige, at 20 millioner kroner for en tidssvarende skarv er mange penge i en tid, hvor vi må prioritere hårdt med statens finanser.

   Og det har da også været insinueret af oppositionen i Folketinget, at det har spillet en rolle, at skarven har forårsaget store skader på en plantage i det område, hvor miljøministeren er valgt.

   Men her har regeringen henvist til, at forslagets økonomi har fået grønt lys fra Instituttet til Miljøvurdering. Det vil sige Bjørn Lomborgs institut, der sort på hvidt har vist, at alene gevinsten i en forbedret åleproduktion over en kort årrække - det vil sige 7 år - vil kunne betale udgifterne. Som statsministeren udtrykte det: Der er ikke noget at komme efter.

   Også Fødevareminister Mariann Fischer Boel har vist interesse for projektet. Det sker af tre grunde. For det første selvfølgelig fiskeriinteresserne. For det andet vil en modificeret skarv kunne spise noget af kornet i EU's overskudslagre. Den tredje grund handler om dyreetik, der jo er et emne, der optager fødevareministeren. Og hun er altså blevet rørt over tv-billeder af det ynkelige syn af en flok skarver, der rystende af kulde ved vintertid strækker deres vinger ud i en isnende blæst for at blive tørre.

   En række store biotekniske virksomheder både i Danmark og i udlandet har vist interesse for projektet. Den økonomiske indsprøjtning, som det medfører vil stimulere udviklingen af de biotekniske videnskaber og den vil tillige skabe en del arbejdspladser. Derfor følges projektet med stor interesse fra både Videnskabsministeriet og Arbejdsminsteriet.

   Vi har et stort ansvar over for naturen og dette ansvar drejer sig ikke bare om at bevare den men også om at udvikle den. Og her må vi erkende, at der er arter som f.eks. skarven, som ikke har fulgt med evolutionen. Og med den viden og tekniske kunnen, vi i dag råder over, så har vi en forpligtelse til at gøre noget ved det.

   Tidens løsen om omstillingsparathed gælder også i naturen. Og når moderne genteknologi gør det muligt for os at føre skarven op to date til glæde for både den og os, så er er der ikke noget betænke sig på.

Denne både troværdige og fascinerende historie om de genteknologiske muligheder for biologisk modifikation af skarven anskuet som skadedyr, fik jeg tilsendt af - ja, netop - ironikeren og spasmageren Jan Krag Jacobsen som er forfatter til teksten.

   Og Jan fortæller mig i ledsagemailen:

Jesper Hoffmeyer henviste senere til den i et interview i Information som et eksempel på, hvordan genmanipulation kan blive misbrugt. Han blev lidt knotten, da det gik op for ham, at det var en aprilsnar.

Jesper Hoffmeyer (født i 1942) er en dansk biokemiker og internationalt anerkendt semiotiker. Han har skrevet doktordisputats og i en længere årrække været videnskabsredaktør på avisen Information.

Her er min akvarel med skarven som motiv:

Rent faktisk er det også en slags collage - idet skarven selv er malet for sig - i flere dele, som derefter er klippet ud og klistret ind på en selvstændig malet baggrund.

   Her ses den udklippede skarv, og man kan ved at zoome ind på den yderste tredjedel af vingespidserne se at de er malet for sig og klistret sammen med resten af figuren:

Palimpsest, collage, modifikationer - serendipitet!

Nils Thorsen vs. Kim Leine - en succesforfatter med en hjerne med særlige evner: til at huske erindringer og til at udtale ord baglæns

Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden". 

   Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:

Flugten til Ingenmandsland

 Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:

Drengen på afgrundens rand

Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/kim-leine-og-karen-secher-en-kreativ.html

Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".

   Her kommer en lidt udvidet liste:

• mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
• tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
• alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
• mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
• ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
• radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
• incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
• identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
• misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland

Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.

Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:

   Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang. 

   Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-4-nar-man-kan-huske-hvad.html

Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
   Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.

   Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:

Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
   "Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
   "Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.

En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".

   Nils Thorsens tekst fortsætter:

Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.

Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.

    Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":

   Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.

Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:

Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem.

  "Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan  vejret er i dag. Så gør vi det.""

   Men det kræver lidt teknik.

   "Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser.

   "Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."

   Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.

En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/det-indre-spil-om-at-udve-musik-og-om.html

Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/kunsten-at-se-om-kreativitet-og.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/lr-at-se-sladder-kan-manipulere-dit-syn.html

Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var. 

   Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:

   Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:

   "Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke.

   "Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han.

   "Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".

   Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)

I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...

   Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.

   Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:

Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler.

   "Jeg elskede de bøger", siger han.

   "De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."

   Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....) 

Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. 

   Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

   

Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener. 

Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.

   "Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".

   Og så ville de også høre deres egne navne.

   "Henriksen?", udbryder han.

   "Ingen problemer: "Neskirneh".

Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer. 

   

I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.

   Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.

  Og jeg kan fx absolut ikke!

   

Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning. 

   Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.

   Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre. 

   Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.

Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.

   Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
   Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet: 

Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2109909/Experts-mystified-Alyssa-Kramer-14-recite-words-backwards-seconds.html

Phenomenon of Ambidextrous Individuals Still Startles Scientists

http://english.pravda.ru/health/09-06-2010/113723-ambidexter-0/

Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:

Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.

   Daily Mail-artiklen fortæller:

Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.

   'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.

   And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.

Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'. 

   Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".  

   Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:

Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.

Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben. 

    Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

    Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.

Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord  baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.

Om Dudus melankoli - i en kronik med titlen "Det er for sent" - skrevet i et gribende erfaringssprog

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om debutdigteren Yahya Hassan og hans livshistorie og erfaringer frem til at digtene nu udkom. Jeg forholdt mig ikke så meget til sproget, men først og fremmest til det der lå bag: vreden og den kreative eksplosion som digtene var udtryk for. Og om betydningen af på et afgørende tidspunkt at være heldig og møde 'en mentor' for udviklingen af personligheden.

   Jeg var ikke den eneste der reagerede. Dønningerne i offentligheden, de mentale skred som interviewet  og citatet af et af digtene affødte rundt omkring, har skyllet gennem mediernes debatsider, klummer og kommentarer i hele den følgende uge. 

   Og efter sigende har Yahya været nød til at gå under jorden på grund af dødstrusler fra mennesker der heller så ham som død end fortsætte som en levende digter.

Men det det også handler om i sidste instans er sprog: 'erfaringssprog'.

   Jeg har tidligere flere gange reflekteret over den forskel i impact og effekt på modtageren der er når man bruger det akademisk inficerede, abstrakte, billedfattige og skriftspogsforankerede 'videnssprog' - i modsætning til det indtryk det gør når man gør brug af det konkrete, billederige talesprogsnære "erfaringssprog".

   Yhyas digt havde klart sin kilde i erfaringsproget, og var så kørt i gennem en sproglig poetik som gjorde det til et personligt digterisk udryk - til poesi i stedet for prosa. 

En uge efter, igår lørdag den 12 oktober, bragte politikken så en kronik af vært på radio24sy Ayse Dudu Tepe under rubrikken 

Det er for sent

Kronikken er en slags emotionelt svar på Yayhas sproglige og kreative vredesudbud. Manchetten siger det direkte:

Tårne trillede ned ad mine kinder, da jeg læste artiklen om Yahya Hassan i Politiken. For jeg læste om mig selv. 

Grundstemningen i teksten er ikke vrede, men sorg. Eller måske mere præcist: melankoli.

   Og sproget er - igen - lysende klart og stærkt erfaringssprog, her i episk fortællende form. På en gang totalt gennemsigtigt - et krystalklart vindue til erfaringer som næsten ikke er til at bære for læseren: mig. Og så samtidig udtryk for en kunstnerisk autenticitet som er sjælden og mindst lige så prægnant som Yahya Hassans. 

   Og kronikken - fortællingen - er adresseret til Yahya, flere gange i form af retoriske spørgsmål som en verbal sløjfe på et erfaringsafsnit:

Det er søndag formiddag. Jeg er 18. Jeg ligger i min seng. Det er morgen. Jeg har tændt radioen. Men jeg lytter ikke. Jeg vågner ved, at en slægtnings udspilede øjne og spyt rammer mig som sløve knive. Jeg sætter mig op.

   »Hej, hvad sker der?«. Slagene hagler ned over mig. »Du, Dudu, du opfører dig ikke som en tyrkisk pige! Jeg hører rygter om dig. Hvis jeg nogensinde ser dig eller hører, at du har været i byen, smadrer jeg dig«.

   Jeg kigger på ham. »Hvorfor slår du mig?«. Mine forældre står i døren og overværer det hele. Da han er færdig med mig, siger min mor: »Det havde hun godt af«.

   Mor, ved du, hvad der ville have været godt? Hvis du havde forsvaret mig. Men det klarede du ikke, mor.

   Du klarede at passe på mig, lige da du havde født mig, mor. Jeg læste ved et tilfælde, at jeg ikke tog dit bryst til mig efter fødslen. Jeg er jeres førstefødte. Jeg er opkaldt efter min farmor. Hende savner jeg. Jeg savner at ligge imellem dig og farfar, farmor. Og også lopperne. Selv om deres bid kløede. Jeg elskede også at ligge i mine forældres seng. Den var så stor og altopslugende. Det var min sult også. Du og far bragte mig til sygehuset, fordi jeg ikke fik din modermælk. Du lærte at amme, og vi tog hinanden til os. Og se, hvor stor jeg er blevet, mor.

   Hvem passer på dig, Yahya?

Det mest gennemgående træk ved kronikken er at den dialogisk form - et genkommende skift i perspektiv mellem en jeg-fortæller og så en anden stemme der tiltaler dette "jeg" med et "du" og sit mellemnavn (eller kælenavn?) Dudu - som et stærkt retorisk udtryk for den spaltede personlighed som er resultatet af traumatisk barndoms- og ungdomserfaringer. 

   Her et citat fra indledningen:

I modsætning til Yahya Hassan er jeg ikke fucking vred på mine forældre, eller på hele generationen for den sags skyld.

   Jeg er ikke vred over det kolossale svigt eller over, at min far i 1. klasse gav mig en på hovedet, fordi han syntes, at jeg var for pinlig første skoledag.

   Eller over, at jeg gennem det meste af min opvækst blev tæsket og skammet ud. Jeg er heller ikke vred over, at jeg aldrig har fået nogen undskyldning.

  Men jeg er vred, fordi det er for sent. Vi tabte alle.

   Mange, og til tider inklusive jeg selv, vil påstå at du, Dudu, er en succes. Du er ikke perker-trash. Du taler flydende dansk, du fik dig en uddannelse, du arbejder som radiovært, du kan forsørge dig selv, du har et velfungerende skilsmissebarn, du bor i den hippe del af København. Du blev til noget. Du klarede dig fand’me, Dudu. Du er en rollemodel.

   Men hvis der er noget, jeg ikke er, så er det en rollemodel, eller mønsterbryder. Jeg brød måske med mine forældres kultur, og de brød med mig. Du skal aldrig kontakte os igen, Dudu. Du er ikke vores datter. 15 år efter bruddet spørger jeg mig selv: Hvad er det, du har klaret, Dudu?

Læs heler kronikken her. Det er gribende. Det er erfaringssprog så det rammer lige i øjet - og via det - lige i hjertekulen.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2101949/jeg-er-vred-fordi-det-er-for-sent-vi-tabte-alle/

Og læs gerne - fore perspektivets skyld - det her indlæg som jeg skrev for godt et år siden med afsæt i to andre erfaringssprogsgribende kronikker af henholdsvis Marlene Duus og May Johson:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html