"Neuroscience kaster nyt lys på kreativitet"

"Neuroscience kaster nyt lyst på kreativitet", det er rubrikken (i min oversættelse) til en artikel jeg finder på et webmagasins hjemmeside: www.fastcompany.com. Jeg er begyndt at søge på både danske og udenlandske sider der svarer på søgeordende "kreativitet" og "neurosciense". Det sidste definerer Wikipedia  således (min oversættelse): 

Neuroscience er den videnskabelige udforskning af hjerne og bevidsthed og det samlede nervesystem, med det formål at forstå hvordan vi opfatter og interagere med omverdenen og, især, hvordan menneskelig erfaring og den menneskelige biologi indvirker på hinanden. 

Det var faktisk det fagområde som både forfatterne til Metaphors We Live By og The Way We Think refererede til, som det de gerne ville samtænke med deres analyser af kreativt sprog og den bagvedliggende tænkning. Når forskningsområder som lingvistik og psykologi terminologisk kobles sammen med ordet "kognitiv", så er det en markering af at man ønsker at koble sig til de forskningsresultater som neuroscience kommer op med. Lidt provokerende sagt: De ønsker at blende to forskningsområder for at nå ny indsigt. 

   Kreativ tænkning foregår i hjernen, men hvilken sammenhæng er der med hjernens måde at fungere på?

Denne lidt tunge indgang til det der er pointen i artiklen: at vores iagttagelse og dermed opfattelse af omverdenen ikke kun bestemmes af de sanseindtryk som rammer øjets nethinde eller ørets trommehinde, men i meget høj grad af hvilke erfaringer vi tidligere har haft med sanseindtryk der ligner de aktuelle. 

   Og at det er analogt hermed også de tidligere erfaringer der begrænser vores evne til at forestille os nyt. 

   Artiklen fortæller at forskerne har konstateret at kreativitet og fantasi ("imagination") begynder med perception (=opfattelse gennem sanserne), men at det at opfatte noget ikke kun er et resultat af hvad dine sanser fortæller dig, men først og fremmest er et produkt af hjernen selv. Perception af noget i omverdenen og dette at forestille sig noget gennem fantasien er tæt forbundet fordi hjernen aktiverer og bruger de samme neurale netværk til begge funktioner. At fantasere om noget og at forestille sig noget er som at percipere "baglæns", fortæller artiklen 

   Opfattelsen af synsindtryk er hovedsagelig et resultat af statistisk funderede forventninger. Hjernens måde at udlægge mangetydige sanseindtryk på, foregår ved at man ser eller hører det der er størst sandsynlighed for. Og sandsynligheden for denne kategorisering er et direkte resultat af tidligere erfaringer. Og deri ligger så også forklaringen på at det er så svært at tænke nyt og at få nye ideer.

   Artiklen bruger et eksempel (i min oversættelse):

Luk dine øjne og forestil dig en solnedgang ved stranden.

   Hvor detaljeret var det billede du forestillede dig?

   Så du en solskive der sank ned i et roligt hav, eller så du for dig et billede fyldt med liv og aktiviteter - palmetræer der svejede for den lune vind, små bølger der skyllede omkring dine fødder, måske en elsket du stod og holdt i hånden?

   Forestil dig derefter at du står på overfladen af planeten Pluto.

   Hvordan ville en solnedgang se ud derfra?

   Bemærk hvor hårdt du måtte arbejde for at forestille dig det. Så du for dig en ensformig klode af is med solen som et lyspunkt på himlen der ikke var meget kraftigere end en stjerne? Eller forestillede du dig frosne krystalsøer af eksotiske kemikalier eller glitrende islagte fjorde badet i stjernelys.

Hvad du fremkaldte i fantasien, viser noget om hvordan hjernen arbejder, om hvorfor det kan være så hårdt at finde på nye ideer - og om hvordan du kan omlægge og forny "ledningsnettet" i din bevidsthed så den åbner sig mod kreativitetens hellige gral.

Artiklen forklarer eksemplet sådan her:

Det som neuroforskerne har fundet ud af, er at erfaring modificerer forbindelserne mellem neuroner, så de bliver mere effektive til at behandle information. Forskerne har observeret at mens et stort netværk af neuroner aktiveres for at behandle en bestemt slags indtryk første gang, så klarer hjernen sig med en meget mindre del af netværket den sjette gang den skal behandle den samme slags indtryk. Da færre neuroner aktiveres og bruges, betyder det at netværket bliver mere energieffektivt når det skal udføre sin funktion.

   Hjernen er grundliggende et stykke dovent kød. Den ønsker ikke at spilde energi. Derfor er der den slående mangel på fantasi i de fleste menneskers mentale visualisering  af solnedgangen. Der er tale om et ikonisk billede, så din hjerne følger den mindste modstands vej og kun reaktivere de neuroner som er blevet optimeret til at behandle en scene af den type.

   Hvis du skal forestille dig noget som du aldrig har set, som en "Pluto-solnedgang", så bliver mulighederne for kreativ tænkning meget større ford hjernen ikke kan trække på de allerede etablerede forbindelser mellem neuroner som er fastlagt gennem tidligere erfaringer. For at tænke kreativt, må du  udvikle nye neurale forbindelser, og bryde med de erfaringsbestemte præfabrikerede kategorier.

Jeg kan ikke se andet end at det her meget præcist korresponderer  med blending- og metaforteorien om kreativ tænkning. Da der ikke findes et præfabrikeret mentalt rum for hvordan du skal forestille dig en solnedgang på Pluto, så er det meget nemmere at tænke sig til - fantasere sig til - et nyt og blended rum.

Sjovt og interessant, synes jeg.