Akvarelmaleriets mysterier (4) - om kreative restriktioner - og Klee og Nolde

Når man maler akvarel, må man hele tiden tjekke hvordan den farve der er i penslen, kommer til at se ud - ved at man laver pensel-farve-prøver på et særligt ark inden man fører penslen med dens vandede farve over på selve billedet man er igang med.

   Når sådan et tjekke-farve-papir er nogenlunde fyldt, kan man få lyst til at male videre, som her:

Det var inspireret af en af de ting vores lærer på akvarelkurset ved Gardasøn, Bardur Jakupsson, flere gange understregede: På en akvarel, kan du altid male videre senere, hvis du synes.

   Så her er der tale om blending af det tilfældige som undermaling og så et lag-på-lag-malet natur motiv lagt oven på.

   Tja...!?

En anden ting Bardur flere gange fremhævede, var at et motiv jo ikke var noget man kun kunne male én gang - for alle. Et motiv blev aldrig slidt op.

   Han nævnte at mange store malere, som fx Monet, jo havde malet det samme motiv om og om igen: høstakke, åkander, en domkirke. Det samme med andre mestre som van Gogh og Degas.

   Så det råd har jeg også fulgt. Og malet safranbonden fra det foregående blogindlæg en gang til. 

Der var dels det med skægget som jeg ikke var tilfreds med i det oprindelige billede. Og der var også noget med skyggerne i den hvide turban og hans kaftan der var for (s)vage - og dermed ikke gav den dybde i billedet som jeg ønskede. Endelig var der noget med selv ansigtet. Det var fladt.

   Det hele var for fladt!  

På den igen. Krøllet skæg, runde kinder og mørkere skygger.

   Her er den nye version:

Klart bedre, synes jeg. Der er kommet mere dybde i figuren og i hans klædning. Læg mærke til de helt lyse områder i kinder og pande og hænder. De blev friholdt fra starten. Det var planlagt.

   Og hvor skal man dog planlægge. Og begrænse sig!

En anden ting Bardur fremhævede, var at man ikke skulle gå efter et for stort billedformat. Selv malede han sine demonstrations-akvareller i kursusugen - enten i et postkortformat - eller i A4-format.

 

Kreative restriktioner er det der er tale om her.
   Småt er - eller kan være - godt. Og hvorfor male 20 forskellige motiver, når man kan lære mere af at male nogle få - flere gange.

Den første dag på kurset hvor jeg ikke var åben og meget lidt lydhør, gik det helt galt med de billeder jeg malede som var i fuldt A4-format. Jeg gik jeg ned til postkortformatet de følgende dage. Og så gik det pludselig bedre. 

   Først den næstsidste dag på kurset gik jeg igen op i A4-formatet. 

   Fiskerbådene og Oliventræerne er malet i A4-formatet, de tre byhuse og sømotivet med hjuldamperen, er malet i postkortformatet. De kan finde dem på de første to indlæg om akvarelmaleriets mysterier.

   Og med vor ven safranbonden er vi igen oppe i A4.

Her et par andre af mine akvareller fra Gardasøen - malet i postkortformat:

Ikke "penneprøver" men "penselprøver".

Med akvarel i postkortformatet har man ellers nok kreative giganter at se op til. 

   Fx Emil Nolde, som nazisterne forbød at male sine "entartede" billeder. Han trodsede dem i hemmelighed og malede under krigen nogle enestående akvareller, de såkaldte "umalede billeder". Her ser man virkelig den positive effekt af kreative restriktioner:

Her er historien fortalt af hans amden kone Jolanthe - citat fra http://www.handprint.com/HP/WCL/artist46.html: 

Nolde owned a large stock of slightly absorbent Japanese papers, in a variety of weights from thin to very heavy, which permitted him a range of wash effects similar to those possible with hot pressed papers. Jolanthe Nolde described how he cut irregular smaller rectangles by hand from the large sheets, and kept 17 separate premixed colors always ready in small aluminum cups, each cup with its own watercolor brush, the tufts bent from resting continually in the cups. He charged the surface of the paper with juicy layers of paint, the brushes so saturated that drops occasionally fell by accident into the work. Paints tended to diffuse through the paper, producing fuzzy edges, puddles, backruns and dense wet in wet color mixing. Subsequent layers would sometimes bead up, repelled by the accumulated layers of gum arabic underneath, making the colors appear to be sprayed on. The resulting images are conjured from dark, muted mixtures shot through with flashes of intense pure color — somber, turbulent, and sometimes menacing or poignant.

Også en mester som Klee malede og tegnede en masse små billeder, som netop i kraft af deres lidenhed, virker ekstra stærkt. Heraf rigtig mange i akvarel:

Hvilken fryd og fornøjelse - og inspiration.

Der er en udstilling på Louisiana som jeg og fruen må op og se: Klee og Cobra-malerne.

(fortsættelse følger)

Klee, Nolde, Hokusai - og kreative restriktioner

Både Paul Klee og Emil Nolde var repræsenteret med en række fine malerier på udstillingen "Farven i Kunsten". Og de er på mange måder hinandens modsætninger.
   Men når jeg har en særlig interesse for dem, skyldes det utvivlsomt at jeg fik et "æstetisk kick" da jeg var omkring 15-17 år. Min familien var flyttet fra Stege til København et par år før. Jeg tegnede og malede meget, og der var netop kommet Filias oliepastelfarver på markedet, som gav mig mulighed for at male fantasifulde digtede landskabsbilleder i stærke farver: Drømmebilleder. Der var på Charlottenborg i de år to store udstillinger, som min mor tog mig med på: Emil Nolde, og Paul Klee. Og jeg kan faktisk huske selve oplevelsen af at gå rundt og blive emotionelt påvirket. Jeg tror følelsen var "befrielse", "eufori". Jeg tror det var der jeg for alvor fik lyst til selv at blive maler.
   Mens efterbyrden af Klee var udstillingskataloget, som jeg siden stjal med da jeg flyttede hjemmefra, så var Nolde repræsenteret i vores hjem med en kæmpe udstillingsplakat i glas og ramme, ophængt over vores sofa i dagligstuen: Med kraftigt lysende solsikker i front, og på baggrund af en dramatisk blåsort uvejrshimmel, gennembrudt af skarpt orangerøde solstrejf.

Nå, men det der som slog mig i denne omgang, var at det fremgår af de to kunstneres biografier at de i perioder af deres liv, var tvunget til at realisere deres kunstneriske drift  i det skjulte - med andre ord: de var underlagt kreative restriktioner eller kreativ askese.

Selv om Nolde havde klare nazisympatier, fik han i 1941 totalt maleforbud, fordi hans malerier blev kategoriseret som "entartet" (da. 'degenereret'). Da oliemaleri kan lugtes, blev han tvunget til i stedet at male små akvareller, som hurtigt kunne gemmes, og som ikke efterlod sig duftspor. Da han ikke længere kunne male ude i naturen eller efter modeler, måtte han trække på sine indre billeder, sine erindringer og fantasier.
   De flere hundrede små, farvestærke og ekstremt udtryksfulde akvareller kaldes i faglitteraturen hans "umalede billeder". Og som der står på www.vimu.info: 

Serien af "umalede billeder" var et led i Noldes kunstneriske udvikling, som igen og igen var præget af faser af tilbagetrækning, hvor han i selvvalgt isolation, frembraget billedserier af en helt egen type.

Selv om jeg ikke lige har læst det nogen steder, så er det indlysende at dette maleforbud, også må have udløst det som jeg andet steds har kaldt "kreativ vrede".

I Weekendavisen 23. april 2010, under rubrikken "Kammertoner", fortæller Merete A. Baird i en anmeldelse af en Klee-udstilling i Paris:

Klee har tysk statsborgerskab, og i 1916 bliver den 37-årige mobiliseret til den tyske hær, heldigvis for gammel til at komme ved fronten. I stedet sættes reservisten til at male insdustrielt flyvemateriel. I smug arbejder han videre med sine intense små formater, anbragt i bunden af en skuffe, som hastigt kan lukkes, hvis nogen kommer ind. Abstrakte udtryksmåder hjælper med at holde massehysteriernes ubærlige realiteter på afstand. I 1917 skaber han det kubistiske "Kapellet", hvor sort måne, stjerne og sol valser rundt om et tragikomisk kapel, der skælver som et ramlende korthus i en askestøvet, blåsort undergangs- og aftenlandsfandango.

I manchetten til anmeldelsen står: "Maleriets Mozart. Paul Klee skrev i 1918 i sin dagbog: "Jeg er besat af farve. Farven og jeg er forenet. Jeg er maler." En tekst der blender Mozart og Paul Klee, og et citat der blender to input-rum:  "jeg, Paul Klee", med "farve", hvad der i output-rummets mix bliver til: "Jeg er maler".
    Paul Klee er i den grad en kunstner som helt bevidst arbejder med blending både i indhold, form og udtryk. Han er visuel ironiker, om nogen. Og anmelderen "blender med" i en vildtvoksende metaforik i forsøget på at videregive en oplevelse.
   Men det er påfaldende hvordan de to kunstneres situation i disse faser af deres liv ligner hinanden. De må male, men de må skjule deres aktiviteter, formatet er tvunget småt, og der sker ting og sager i deres kreative udvikling.
   De er begge repræsenteret med plakater og reproduktioner på vores hjemlige vægge: Nolde med en poetisk akvarel af en klovn, Klee bl.a. med en musikalsk pyramideabstraktion: "Gradus ad Parnassum".

Hokusai er en japansk maler, og hvorfor kommer jeg til lige at tænke på ham?
   Dels læste jeg om ham og blev betaget for livet på nogenlunde samme tid i min tidlige ungdom, hvor jeg fik Nolde og Klee ind på nethinden for ever. Det var i Broby-Johansens bøger: Verdensmestre og Hverdagskunst - Verdenskunst, at jeg stødte på Hokusai - og blev mærket for livet. Bøgerne stod i mine forældres reol, og var sikkert en gave fra min Morfar, der selv malede pastel i sin fritid, og som sad i Arbejderbevægelsens forlag Fremad, som udgav Brobys bøger.
   Og dels var jeg i Japan sidste år, og så rigtig mange af Hokusais berømte træsnit. Og et eksempel på udnyttelsen af selvpålagt kreativ askese eller kreative restriktioner har vi ekstremt tydeligt i hans træsnit-serie om Fuji-bjerget ("Thirty-six Views of Mount Fuji"), som han skabte da han var omkring 70 år gammel (så der er håb endnu).
   Et af de mest kendte i den serie er det der populært kaldes "Røde Fuji", med Fuji-bjerget i en kraftig lerrød farve og striber af hvid sne ned fra toppen, en mørkeblå himmel med hvide skyer som baggrund, og et mørkegrønt skovområde ved foden; dets rigtige titel er: "South Wind at Clear Dawn".
   Et andet er  "Den store bølg" (rigtig titel: "In the Hollow of a Wave off the coast at Kangawa"), som alle kender, og som jeg derfor ikke vil prøve at beskrive i ord.
   De to træsnit er simpelt hen blevet ikoner for Japan. Man så dem overalt: på nøgleringe, på sokker, t-shirts - you name it. Og jeg har haft kopier af dem hængende på væggen i mange, mange år.

Kreativitet og forenklingens kunst

I et interview i tillægget "Moderne tider" til WeekendInformation 10.-11. april, udtaler en 24-årig kreativ iværksætter, Mathias Vestergaard, med rigtig mange jern i ilden: "Jeg forsøger at reducere kompleksiteten. Derfor har jeg besluttet at mit tøj kun skal være sort og dyrt." Han fortæller videre at han planlægger at emigrere til USA med sin kæreste.

"Alien of extraoridnary ability" -"en fremmed med ekstraordinære evner" er den kategori han har sat kryds ved i de papirer til de amerikanske emigrationsmyndigheder hvori han skal begrunde hvorfor han skulle kunne få lov til at rejse ind og få opholdstilladelse.

Men det var det med at "reducere kompleksiteten" der fangede mig. Når en af de egenskaber der kendetegner den kreative personlighed, er at han eller hun gerne opsøger det der er kompliceret, svært og uoverskueligt, så ligger svaret måske her: Fordi det er rigtig sjovt og giver et mentalt boost at forsøge at reducere kompleksiteten og forenkle det der er indviklet.

Fra at sidde med tusinde spredte puslespil-brikker på et bord i total forvirring og så til de er samlet og sammenføjet til et helt og færdigt billede hvor alt kan ses og forstås i sammenhæng. - Fra at sidde i lort til halsen - til at have overblik og styr på det hele. Og så komme videre til ny uoverskueligheder.

I hvert fald slår det mig at når Einstein endte med at kunne sætte universets mange naturlove på en enkelt formel: E=mc2, så lå det geniale og kreative jo i den ultimative fornekling. Og når jeg tænker på hvad store kunstnere som Picasso arbejdede med og henimod, så var der også i den grad tale om en "forneklingens kunst". Andre navne i samme kategori: Mondrian, Modigliani, Monet, Miro, Klee, Kandinsky, Léger, Lundstrøm. Eller man kan tænke på de særlig forenklende kvaliteter der kendetegner "danish design".

Faktisk gælder det for alle de helt store videnskabsmænd jeg kan tænke på, at de mest bemærkelsesværdige kvaliteter i de teorier de har opfundet, har været den ekstreme simpelhed: Ud over Einstein og Bohr som jeg tidligere har nævnt, så har vi Darwins teori om om arternes oprindelse gennem naturlig selektion, opdagelsen af det spiralformede dna-molekyle (her husker jeg ikke navnet på dem der opdagede det), Freuds teori om det ubevidste og drifterne.

Tænker man så dette om store videnskablige opdagelser sammen med dette at metaforisk tænkning også altid har karakter af en forenkling - hvorved et kompliceret fænomen i et domæne ved at blive anskuet gennem et mere konkret fænomen fra et andet domæne, pludselig dermed bliver forståeligt og håndterbart, så synes jeg vi har fat i en vigtig side af kreativitetens væsen, som måske ikke er særlig velbeskrevet.

Vi kan i den forbindels også tænke på en række formulerer der refererer til at forenkling og begrænsende restriktion er befordrende for oplevelsen af kreative produkter:

• Keep it simple
• Tidens, stedets og handlingens enhed
• Don´t tell it, shov it
• Et billede kan sige mere end tusinde ord
• Isbjergprincippet
• At se den store historie i den lille
• Less is more