Sider

fredag den 23. april 2010

Morten Ramsland: "Den sidste dør til barndommen er altid låst"

Jeg havde egentlig tænkt at holde en pause med hensyn til indsamling og kommentarer til eksempler på hvordan barske barndomspolevelser sætter sig i sindet og bliver afsæt for et forstærket fantasiliv der ender i kreative blending-operationer og produktioner. Men når det er så tydeligt sat i ord og reflekteret som hos Morten Ramsland, så må det med ind i bloggen her og nu.

Politikens kultursektion, 22. april 2010. Interviewer: Carsten Andersen. Anledning: udgivelsen af opfølgningen på forfatterens bestseller fra 2005: Hundehoved. Den nye roman Sumobrødre beskriver et børneliv hvor de voksne ikke får adgang, og forfatteren fortæller at han har brugt oplevelser fra sin egen barndom som inspirationskilde, og at historien som setting har det villakvarter i Odense hvor han boede som barn.

Et af citaterne som jeg spidser øjne ved:
Det er i familien og i barndommen, at man har de tætteste relationer til andre mennesker og der, man har de mest problemfyldte relationer, fordi de går dybest. Barndomsskildringer er også  interessante, fordi man godt kan gå tilbage til den tid, men man ender altid foran en lukket dør. Der vil altid være et eller andet i barndommen, som stadig ligger hen i mørke, og det pirrer ens fantasi.
Romanen fortæller om drengen Lars der hidtil har levet i en drengegruppe hvor han har uddelt tæsk og modtaget tæsk som en del af drengekulturen. Nu som 11-årig beslutter han sig til at holde op. Og vender blikket indad, og det er ikke entydigt godt. Morten Ramsland reflekterer over sin skriveproces:
Jeg kan se, at han samtidig lukker drengeenergien ud, og det er jo ikke kun positivt. Det forvirrede mig længe, og derfor var jeg også længe om at få skrevet slutningen på romanen. På den måde ligner det mit eget liv. Jeg blev også mere indadvendt, men fik samtidig en større og mere intens fantasiverden. Den proces har nok været medvirkende til at jeg blev forfatter.
Sådan!

Noget som også er værd at forfølge er "stemmen" som man som forfatter finder når man skriver. Om de indledende skriveøvelser til den nye roman, fortæller Carsten Andersen om Ramsland:
Forfatteren kunne også mærke, han var i stand til at ramme lige netop den fortællerstemme han og læserne elskede i 'Hundehoved'. Der var bare et problem.
   "På et tidspunkt begyndte jeg at kede mig, og hvis jeg keder mig, hvordan vil det så ikke være for læserne" (...) "Jeg følte at det var her (i 'Hundehoved') at jeg havde fundet min stemme som forfatter", siger han.
   Og alligevel mærkede han en modstand i sig selv. I dag kan han godt se, at problemet måske ikke kun var at han kedede sig. Problemet var i lige så høj grad, at han var blevet fanget af en ny forfatterstemme. Han skulle et nyt sted hen, for han kunne komme videre.
Hvad er nu det for noget med "stemmer" der bestemmer? Hvor kommer de fra? Og hvad menes der med metaforen "fanget af"?
   Jeg får nogle associationer til begrebet "flow", som jeg har planlagt at skrive om senere: den særlige psykiske tilstand som gør at man mentalt set bliver opslugt af en aktivitet, så man glemmer tid og sted mens det foregår.
   Og som er en tilstand jeg - overrasket - må konstatere jeg selv er i for tiden med denne blog.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar