Margarete Mitcherlich-Nielsen - om at forstå et samfund gennem psykoanalysens optik - og sig selv

 Jeg har aldrig hørt om hende: Margarete Mitcherlich-Nielsen.
   En længere artikel i Weekendavisens tillæg "Ideer" fortæller om hende, et interviewbaseret portræt med afsæt i en nys udkommet selvbiografi. Journalist: Niels Bjørn.
   Rubrikken lyder: "Med psykoanalyse kan man ikke være ideologisk". Overliggeren fortæller at hun i en menneskealder har "lagt det tyske samfund på psykoanalytikerens briks." Det må godt nok være en stor briks hvis der skal være plads til hele det tyske samfund, tænker jeg.
   Et blandet tysk-dansk navn forbundet med bindestreg - en dobbelt indentitet, tænker jeg.
   Jeg har altid siden min studietid været interesseret i psykoanalysen, men det der fænger, er teksten under et portrætfoto af en rigtig gammel dame - a la Lise Nørgaard. Her står at hun "er født i 1917 i Gråsten af en tysk mor og en dansk far og føler selv, at den dobbelthed gjorde "den analytiske fornuftsposition" til et naturligt valg."

Sammen med sin mand Alexander Mitcherlich skrev hun i 1967 en bog hvor de brugte psykonalysens teori som en metafor til at gennemlyse og forstå det tyske folks udvikling efter Anden Verdenskrig. Bogens titel: Die Unfähigketi zu trauern (ude af stand til at sørge).
   Bogen er udkommet i 23 oplag i Tyskland. Den ser det som et afgørende problem at tyskerne aldrig fik mulighed for at sørge over krigstabet; det førte til fortrængning og forhindrede dem i at se sig selv som ofre, de var jo gerningsmænd. Bogens tese er at da tyskerne ikke fik påbegyndt en sorgproces, som efter forskellige faser kan føre til afklaring, blev de i stedet melankolske. Jeg tænker at jeg har set flere forfattere og filminstruktører henvise til deres melankoli som en kreativ drivkraft, så mon ikke Margarete også selv er melankoliker.

Bogen "Ude af stand til at sørge", udkom på et tidspunkt hvor der var voldsomme spændinger mellem forældre-generationen og deres børns generation (68-erne), og ifølge artiklen var bogen, i kraft af det særlige greb at psykoanalysere hele det tyske folk, med til at fremprovokere en ny tysk national selvrefleksion, som siden har været et kendetegn for den offentlige debat i landet.

Det dobbelte blik og det spaltede selv hos Margarete, må jo have en historie der udspringer af splittelse og en oplevelse af tab og fremmedgørelse i barndom og ungdom. Jeg citerer fra artiklen:

Også hendes dobbelte nationalitet har haft betydning for, at den analytiske fornuftsposition blev et naturligt valg for hende. Allerede som barn stod hun med en tysk mor og dansk far med en bevidsthed om de to landes forskellighed, der også aftegnede sig i hendes indre.. Som barn var hun dog mest optage af sin tyske identitet.
   "Jeg identificerede mig mest med det tyske, fordi jeg var meget tæt knyttet til min mor. Min mor var lærer og præsenterede mig for alle de store tyske forfattere og tænkere.Jeg elskede litteratur, og jeg blev betaget af Gothe og Schiller og alle de store tænkere. (...) Men pludselig var Tyskland ikke de store tænkeres land, men et land af marcherende ungdom, kitch, utroligt ringe litteratur og stort vanvid," fortæller Margarete Mitcherlich-Nielsen.

Det hun som ung mister, er idealforestillingen om Tyskland forbundet med de store forfattere og tænkere - en forestilling hun har fæstnet sin identitet til. Det ligger lige for at tolke hendes bog som et kreativt forsøg på at forstå sig selv, sit tab og sin udvikling gennem en pyskoanlytiske forståelse af Tyskland og dets tab og dets udvikling efter krigen. Og vice-versa.
   Et forsøg på at integrere et tab og en splittelse i en ny afklaret bevidsthed gennem en blending-proces af et personligt udviklingsrum med et national-historisk rum, som - kan man læse ud af artiklen - er blevet installeret som en permanent kreativ og produktiv kilde til nytænkning.

Jeg får en association til gode gamle Grundtvig som også spejlede sin egen personlig udviklingshistorie i Danmarkshistorien og vice-versa.

Lad os lige analysere på udtrykket fra overliggeren om at Margarete har "lagt hele den tyske nation på psykoanalytikerens briks". For de første er "ligge på psykoanalytikerens briks" et metonym for "blive underkastet psykoanalytisk terapi": del for helhed. Derefter er der tale om en metaforisk blending, hvor "den tyske nation" indgår i det ene input-rum, og en "enkeltperson som bliver underkastet psykoanalyse" indgår i det andet input-rum.