Den blendede Dolly Parton

I Information i dag den 22. april. Sektionen "Billeder". Journalisten er Klaus Lynggaard. Rubrikken: "En vaskeægte imiteret diamant." Min søgemaskine mht. kreativitet og personlighed blinker alarm!  Helsides fotografiet af en hvidklædt kvinde med botox-læber malet blodrøde, en højt opsat afbleget blondine-frisure, og en kavalergang der vil noget, leverer pay off: Dolly Parton, selvfølgelig

Det er en portrætartikel om en sangerinde, som jeg har et helt særligt forhold til. Jeg har en meget stor del af hendes plader og CD´er, helt tilbage fra omkring 1970. Og når jeg skal glæde mig selv med musik mens jeg kører bil, så ligger en CD med nogle af hendes sange stadig øverst i bunken.
   Overskriftens blendede udtryk "vaskeægte imiteret diament" udbygges i manchetten: "Dualisme. Af natur er Dolly Parton et paradoks, men først og sidst er hun dog bare Dolly. Det er så alt nok."
   Klaus Lynggaard refererer til en debatskabende artkel i Information af Christian Braad Thomsen i 70-erne, hvor han introducerede hende til det danske intellektuelle læserpublikum. Jeg husker artiklen og det indtryk den gjorde på mig den gang. Den fik mig til sporenstregs at gå i den lokale Fona-butik og købe hvad de havde af LP´er med hende. 5 stk. tror jeg. Nogle af de allerførste.
   Den gang i begyndelsen af 70-erne var det sådan med DR og P3, at man simpelt hen slet ikke spillede country og western i radioen. Så selv om jeg hørte P3, så kendte jeg ikke til hendes eksistens før Braad Thomsens artikel i Information:

Og hvad skriver Klaus Lynggard så om hendes paradoksale personlighed - så at sige spaltet i to:

Det ville give være lettere for alle parter om der fandtes to Dolly Partoner.  En glitrende showbizz-Dolly, der uden blusel går i seng med overdrevne (...) topti-poparrangementer, gør sig i store platinblonde parykker, knaldrøde negle og læber, overdådige juveler og kostumer samt ublu brug af makeup. Som spiller sig selv i tvivlsomme B-film og tiltrækker et publikum, som folk, der bryster sig af  god smag, nødig vil ses i selskab med. Og så en troværdig hipster-Dolly, som mestendels klæder sig i denim, udelukkende skriver sange som "Down from Dover", "Jolene" og "Coat of Many Coloors" og på alle måder udstråler jordnær integritet med bjergluft i blodet og de der smukt dirrende tårer i stemmen. (...)
   Men ligesom man ikke kan adskille den slanke fyrrige SunSession-Elvis fra den sene, voldsomt overvægtige  Las Vegas-Presley-parodi, er de to Dollyer to alen af samme stykke. Man kan vælge og vrage mellem hendes sange, men man kan ikke adskille den autentiske hjemmeføding fra den syntetiske pop-prinsesse, ude at gøre skade på dem begge. Sådan går det ofte med de kunstnere, vi holder af - de er omvandrende paradokser Og Dolly er en vaskeægte imiteret diamant. Sådan er det bare.

Man kan sige at det Klaus Lynggaard her i de stærkt lyriske passager gør sig til talsmand for, er en teori om at når Dolly Parton er en stor og enestående kunstner, så er det fordi hun frit blender de to sider af sin personlighede, både i sine sange og i sin fremtræden, sider som kulturen ellers holder skarpt adskilt. Dolly er selv gærnseoverskridende kreativ, og hun integrerer og blender publikumssegmenter som ellersikke kan udstå hinandens kulturelle præferencer.

Til historien om Dolly hører så - lige efter bogen om den kreative personlighed - at hun er vokset op i en fattig familie på 14 medlemmer, der levede i en etværelses træhytte uden rindende vand, elektricitet eller træk og slip - en barndom og et barskt miljø - især for kvinder - som hun om og om igen besynger i en lang række stærke og gribende sange.
   Den mest kendte af dem alle er "Coat of Many Colors"  handler om mobning på grund fattigdom (tøj med påsyede lapper - Poul Martinsen fortæller om tilsvarende), men set i erindringens positive lys. Andre om som kvinde at være tvunget ud i prostitution af nød, om incest, om svigt af mænd, etc.