Jeg møder Poul Nesgaard som også er medlem af Verdensbilledlegatets jury. Fortæller ham om min blog og mine tanker om at særligt kreative mennesker har oplevelser i barndom eller ungdom, som splitter personligheden, og gør den fremmed for omverdenen og for sig selv. Og at det forsøg på heling som det afføder, har karakter af en permanent kørende blendingproces.
Han tænder straks på tankegangen, fortæller om en oplevelse fra sit eget liv, og giver den slags oplevelser navnet: skandale. Han fortæller også begejstret om en fantastisk ide til en gimmick i forbindelse med Haitit-indsamlingen på DR, som han var lige ved at få realiseret - en ide som netop havde karakter af en "skandaløs" begivenhed for åben skærm: en smuk og meget dyr bil, som skulle kvases af en skrotmaskine, og så... ja, så siger jeg ikke mere.
At lave skandale betyder jo at gøre omgivelserne vrede ved at sige eller gøre noget der er normbrydende i forhold til love og regler, moral, god tone, det der er politisk korrekt, etc. Omgivelsernes reaktion, kan så i nogle tilfælde gøre skandalens ophavsmand eller kvinde så "forbannat" at det udløser ekstra kreative processer.
En "politisk skandale" er jo en begivenhed hvor en kendt politiker i det skjulte har gjort noget han ikke må: Farum-skandalen, Tamil-skandalen, Watergate-skandale. Ingen tvivl om at den slags skandaler ofte udviser det man kalder "kreativ bogføring".
Hvad med "kunstnerisk skandale"?
Den nyere kunsthistorie har jo mange eksempler på at når nye kunstretninger træder frem, så bliver deres første programmatiske udstillinger ofte omtalt som "skandaler": Impressionisterne, Fauvisterne, Surealisterne, Dadaisterne.
Herhjemme kan man jo tænke på den skandaløse Vilhelm Freddies politikonfiskerede billeder, eller Broby-Johansens digtsamling Blod som også blev forbudt. Eller Thorsens aldrig realiserede Jesus-film. Eller Poul og Nulle med julekalenderserien: Hullet i jorden. Eller lort på dåse, guby-fisken i blenderen, henkogt hestehoved, Muhammed-tegningerne, etc.
Så en kreativitets-stimulerende skandale peger altså to veje: indad mod erindringen og tidligere oplevelser af brud og savn, og udad mod samtiden og de aktuelle relationer til omverdenen.
Teorien om conceptual blending, har et begreb jeg ikke lige har fundet et godt dansk ord for: "Mapping". de taler om at der foregår en "mapping" imellem et konceptuelt rum og et andet. Det har i hvert fald noget med "overføring" af strukturer og relationer mellem to konceptuelle rum at gøre: altså et rum der er knyttet til barndoms- og ungdoms-oplevelser og et rum der er aktuelt.
Skandalebegrebet som Poul Nesgaard luftede, hænger klart sammen med de forestillinger jeg har om fænomenet "kreativ vrede", som altså er vrede der fremdriver eller udløser kreativitet, og som det f.eks. er tydeligt i Poul Martinsens forhold til nogle af sine mest spændende montageprogrammer: Sin egen lykkes entreprenør, I skyggen af en far, Den sidste røde stjerne, Skide godt, Egon! - udsendelser der stod højt på min favoritliste netop fordi de æstetisk og fortællemæssigt var særligt spændende og originale, men som han selv i erindringen var utilfreds med og frustreret over - fordi hovedpersonen ikke kunne eller ville levere det "billede" gennem interviewene som PM havde ønsket og forestillet sig.
Så kreativ vrede og skandalebegrebet hænger sammen, og den sammenhæng må udforskes nærmere. Vrede giver strøm til den kreative mentale stavblender.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar