Om brevskrivning og erfaringsprog - og om kreativ brug af 'tennisspil' og 'æglægning' i sammenligninger og metaforer

Egen akvarel - efter motiv fra nettet

Jørn Lund, min gamle studiekammerat og fast forfatter af sprogklummer i Politiken, har i dag en artikel om forfattere der er store og produktive brevskrivere.

   Det interesserer mig fordi jeg for nylig har fået foræret nogle af de breve min mor i en kort periode 1949-50 skrev til min tante, nogle breve som først for nylig er dukket i op i en kasse som min kusine havde fået og gennemgik efter min tantes død.

  Når brevene er særlig interessante for mig og min søskende, skyldes det at min mor døde tidligt - i 1965 - af en svulst i hjernen. Så ingen af os søskende har kendt hende mens vi levede vores voksenliv. 

   Tilbage er kun fjerne og tågede barndoms- og ungdoms-erindringer - fra hver vores vinkel.

   Og hvordan var hun egentlig? Den diskussion får vi aldrig ende på.

 

Vi ved vores mor var kreativ, interesseret i kunst og litteratur. Hun lavede også stofkollager, syede ryatæpper og hørte klassisk musik - med glæde.
   Og Jule-perioden med udklip at stads og dekorationer var årets kreative klimaks for hende.
   Og hun elskede at feste og at danse, det husker vi alle.

   Og så skrev hun mange og lange breve, både til sine to søstre og til sin mor, men de er gået tabt.
    Hun må også have skrevet nogle til mig mens jeg var i USA 1961-62, men jeg husker det ikke og har ikke gemt dem.
   Hun strikkede islandske sweaters til min tre amerikanske brødre og mig og sendte over:

Peter, Jimmy, Dickie, Danny

De var en stor succes i min amerikanske familie.

Men hun skrev altså også til min tante, som i øvrigt sikkert har svaret med tilsvarende lange breve, for hun var - også - en sprogligt meget kreativ dame - og ligesom min mor var hun hjemmegående husmor med små børn i den periode.

   Senere boede jeg hos tanten og min farbror i nogle sommerferier, og hun var altså simpelt hen sjov, husker jeg - kunne fortælle vittigheder og lege med ord stort set uafbrudt - og kunne tilsyneladende ikke lade være: De ordspil kom bare af sig selv.

   Da min farbror fyldt 70 eller 75 - holdt hun en varm tale til ham - skrevet på vers. Det var originalt - og rørende.

 

Da mine søskende og jeg havde vores halvårlige komsammen  her i sommer, havde min mindste bror fundet en lille dagbog som min mor skrev efter operationen foråret 1965 og i nogle få måneder inden sin død i september, en periode hvor vi børn egentlig troede at operationen var lykkedes, og kun min far vidste at det var en stakket frist.

   Da vi læste op af disse dagbogsnotater, slog det mig - igen - hvor naturligt og flydende et skriftsprog min mor havde: klart, nuanceret erfaringssprog. talesprogskonkret og -nært, men altså levende skrift når det er bedst.

 

Og sådan var de her nyfundne breve også. Det var ret så bevægende at læse dem - og få dem læst højt af fruen.

Jørn Lund kalder Karen Blixen og H. C. Andersen for "brillante brevskrivere" i anledning af John Chr. Jørgensens nyudkomne bog om brevet som genre og udtryksform, eksemplificeret med breve fra de to store og internationalt kendte forfatternavne.

   Jørn Lund genfortæller at Karen Blixen opdager at brevene egner sig bedre til fortælling end til diskussion. Hun skriver til broderen Thomas Dinesen:

Du kan tro, at jeg mange gange ønsker, at jeg kunne sidde og få en snak med dig som i gamle Dage, og noget lignende kan vel så mine Breve blive.

Breve som erstatning for 'en snak' som ikke kan lade sig gøre.

   Og i et andet brev:

Meget opmuntrende synes jeg forresten ikke, at forsøget på at føre en Diskussion i Breve paa saa lang Afstand kan siges at være - det er omtrent som at spille Tennis med så høje Bolde, at man hver Gang maa vente en halv Time paa, at de skal komme ned igen.

Bang! Et fantastisk og anskuelig billede - en sammenligning og metafor i et hug:

   At skrive breve på så lang afstand er omtrent som at spille tennis med så høje bolde at man hver gang må vente en halv time på at de skal komme ned igen.

   Den indebærer en  bagvedliggende konceptuel metafor: DISKUSSION = SPIL. 

   Og så associeres derfra til det tennisspil som Blixen i kraft af sit overklasse-tilhørsforhold kender ud og ind - og så at sige har indlejret i kroppen.

Jeg søger lige på nogle andre Blixen-citater, her fra hendes breve fra farmen i Afrika:

   Til Ingeborg Dinesen, januar 1923:

“To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige.”

"At klippe håret af" og "at lære at køre automobil". To indholdskonkrete anskueliggørend metonymer på kvindens frigørelse som i den grad rammer tiden efter Første Verdenskrig.

Her et citat mere:

   Til Thomas Dinesen, 17. oktober 1914:

“Jeg har i fire Uger besøgt de lykkelige Jagtmarker og kommer lige ud fra Dybet af den store vilde Naturs Herlighed, fra Urtidens Liv i Dag som for tusinde Aar siden, fra Mødet med de store Rovdyr, som betager én, som man får på Hjernen, saa at man ikke synes, der er andet værd at leve for end Løver.”

Igen ser man hvor sprogligt konkret Karen Blixen er i sine fortællende breve: "de lykkelige jagtmarker" refererer til det engelske udtryk "happy hunting grounds" som er indianernes betegnelse for et 'paradis' hvor der er en overflod af let tilgængelige byttedyr for jægere og krigere; i overført betydning: et sted hvor der er frihed til at forfølge sine ønsker og lyster uden snærende restriktioner.

  Udtrykket kender både Karen og broderen Thomas fra deres far Wilhelm Dinesen, som i perioder af sit liv levede og jagede sammen med indianerstammer i Nordamerika.

  Dette billede med 'de lykkelige jagtmarker' associeres så videre til den faste vending "at have noget på hjernen", som altså også dækker over en konceptuel metafor: ENSIDIGT OPTAGET AF X = AT HAVE X PÅ HJERNEN.

   Karen har af oplevelserne i Kenyas vilde simpelt hen natur fået ... "Løver på hjernen".

   Man ser det for sig!

Dette flydende og billedrige skriftsprog hos Karen Blixen (og fx også hos H.C. Andersen) er jeg overbevist om hænger sammen med at det personlige brevs naturlig sprogform er erfaringssproget. et sprogbrug hvis ordvalg er kendetegnet ved det jeg andet steds har karakteriseret som "basic level-kategorier":

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories.

   Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

   Basic-level categories tend to rest in the middle of typical general-to-specific categorical hierarchies. For example, in classifying life forms, the basic-level category tends to be at the level of the genus (oak, maple, rabbit, raccoon, etc.)

   If I run across a tree on a trail, I could call it a "plant", a "tree", a "leaf-bearing tree" a "sugar maple", or a "cutleaf staghorn sumac", but I am most likely to simply call it a "maple". Categories more general than "maple" are likely to be mentally represented as superordinate categories, while categories more specific are likely to be represented as subordinate categories.

http://www.wisegeek.com/what-is-a-basic-level-category.htm

Jeg plejer at sige at ord der tilhører 'basic-level-kategorier', kan kendes på at de umiddelbart kan tegnes (cykel, elefant, gaffel, sol) - eller demonstreres gennem efterlignende gestus/handling (spis, sove, løbe, smile, klippe).

Og når vi nu er ved billedskabende sprog, så dukker der et smukt og for mig friskt eksempel op i dagens kronik i Politiken på et dramaturgisk begreb og fænomen som jeg tidligere har skrevet meget om  - også her på bloggen. 

   Andre steder har jeg kaldt det "set up" eller "plantering", men her var nu en frisk variant: 'at lægge æg i sindet'.

   

Rubrikken gjorde også brug af en anden - usædvanlig metafor, i hvert fald i forhold til at forfatteren er jurist:

Dragsdahls rolle i den kolde krigs absurde teater

Kronikken er af René Offersen, ham der var advokat  for Jørgen Dragsdahl i injuriesagen ved Højesteret mellem ham og professor Bent Jensen, en sag Dragsdahl vandt.

   Kronikken er et svar på en tidligere kronik som forhenværende chef for PET, Ole Stig Andersen havde skrevet, og hvori han kritiserede dommen i meget skarpe vendinger, og begrundede hvorfor han støttede at sagen blev bragt videre til menneskeertsdomstolen i Strassbourg:

   Denne kronik sluttede med en sætning om at dommen ikke ville holde "en halv meter og slet ikke helt ned til Strassbourg."

Jurister er ikke berømte for at skrive klart, levende og billedrigt, snarere det modsatte. Men det er utvivlsomt en fordel når man procederer - også i Højesteret - at man har adgang til både det juridiske videnssprog og det hverdagsnære erfaringssprog, og at man kan formulere sig i et retorisk effektivt mix.

   For eksempel skriver han om Ole Stig Andersens slutformulering - retorisk skarpt og klart - og med et ekko af talesprog i formuleringerne:

Bemærkningen er kæk, men malplaceret.

   Det ved jeg, fordi Højesteret generelt er på et andet niveau end Ole Stig Andersen tror. Og konkret ved jeg det, fordi jeg var advokat for Jørgen Dragsdahl i Højesteret, og derfor har beskæftiget mig indgående med Højesterets dom og  Jørgen Dragsdahls retssikkerhed.

Og senere citerer René Offersen fra Ole Stig Andersens kronik:

"Det fremgår klart, at Bent Jensen i sine indlæg ikke støttede denne påstand (om at JD skulle have været betalt KGB-spion). Han brugte slet ikke begrebet spion, og han nævner udtrykkeligt, at der ikke blev rejst sigtelse mod Jørgen Dragsdahl"

Og så kommer Offersens svar, der med en smuk og effektiv metafor klæder Bent Jensens luskede retorik af: 

Nej, det fremgår bestemt ikke klart, at Bent Jensen ikke støttede spionpåstanden. Bent Jensen indledte sin artikel med at gengive den alvorlige spionpåstand (peger mod straffelovens paragraf 107) og udtalte senere, at en stor del af Ekstra Bladets oplysninger havde vist sig at være sande.

   Hvorfor skulle den alvorlige betegnelse spion anvendes i artiklens første sætning, hvis ikke Bent Jensen ønskede at lægge æg i læserens sind? Hvis Bent Jensen ikke ville lægge sådanne æg, hvorfor gav han så ikke oplysninger om sandfærdigheden af den refererede spionpåstand?

   Et andet eksempel på Bent Jensens diabolske skrivestil er følgende udsagn senere i artiklen: »... hvor i øvrigt også den norske spion Arne Treholt mødtes med sin KGB-føringsofficer«.

   Der er tale om et voldsomt retorisk misbrug fra Bent Jensens side, herunder kunstgrebet med det lille ord ’sin’. Arne Treholt fik 20 års fængselsstraf for sin spionage. Hvorfor skulle Treholt af Bent Jensen skrives ind i en sætning sammen med Jørgen Dragsdahl, hvis ikke det var for at lægge rådne æg i læsernes sind?

Vi fremhæver lige den her fine og friske metafor:

"at lægge æg i læserens sind" 

"at lægge rådne æg i læsernes sind"

Billedet er beslægtet med det engelske "a plant" eller det svenske "plantering", og det betyder altså at lægge en tekst til rette på en måde og med et ordvalg så læseren forføres til senere lettere at tro på en påstand eller et argument.

   Et nyere ord med nogenlunde samme betydning fra markedsføringsspsykologien er "priming", et fagudtryk som i følge Wikipedia skal forstås således:

Priming is an implicit memory effect in which exposure to one stimulus influences the response to another stimulus. (...)

   Priming can occur following perceptual, semantic, or conceptual stimulus repetition. For example, if a person reads a list of words including the word table, and is later asked to complete a word starting with tab, the probability that he or she will answer table is greater than if they are not primed. 

   Another example is if people see an incomplete sketch they are unable to identify and they are shown more of the sketch until they recognize the picture, later they will identify the sketch at an earlier stage than was possible for them the first time

Jeg googler for at se om metaforen med at "lægge (rådne) æg i læserens sind", om det er Offersens egen kreative opfindelse, eller han har lånt det fra en anden kilde. 

   Men det er Offersens egen. Den optræder kun i to andre avisartikler fra i år som begge indeholder citater fra proceduren ved Højesteret, som her i retsreferatet fra Weekendavisen:

Denne afgørende præmis (at JD skulle være såkaldt "påvirksningsagent") bliver totalt forkastet af Offersen, da han procederer i Højesteret. Han laver en minutiøs sproglig analyse af Bent Jensens artikler om Dragsdahl, og påpeger, at Jensen slet ikke brugte betegnelsen »påvirkningsagent« i artiklerne, som startede sagen. 

   Offersen forklarer, at Jensen igen og igen gav det indtryk, at Dragsdahl var spion eller regulær agent i den tunge kategori og ikke blot en påvirkningsagent.

   »Bent Jensen lagde med sine tendentiøse artikler æg i læsernes sind. Rådne æg. Ingen almindelige læsere kunne, når de havde læst artiklerne, være i tvivl om, at Dragsdahl var en strafbar KGB-agent eller spion, som kun slap af krogen, fordi PETs ledelse droppede en straffesag imod journalisten af politiske grunde.«

Hvis jeg en gang skulle komme i alvorlig juridisk knibe, ved jeg godt hvem jeg ville hyre, hvis jeg havde råd: René Offersen.

Henrik Bønnelyckes kreative vrede - historien om en loungestol - og andre møbelhistorier

Jeg går igennem mine udklip fra den sidste måned, hvor jeg ikke har haft tid til nogenlunde kontinuert at skrive  på bloggen her. Så nu skriver jeg med afsæt i ophobet frustration og mentale abstinenser.

Vi skal tilbage til søndag den 3. juni i Politikens nye søndagstillæg 'Spis og Bo'. Et interviewportræt med arkitekt og designer Henrik Bønnelycke.

   Rubrikken: "Design skal tilføre nogen noget". Manchetten fortæller:

Godt design handler først og fremmest om den sammenhæng, som designet skal fungere i, mener arkitekt Henrik Bønnelycke. På hans tegnestue designes næsten alt: møbler, huse og pladecovere. 

Jeg husker hans navn fra forskellige møbler jeg så billeder af i en periode for 3-4 år siden, hvor jeg havde et Lauritz.com-flip. Det var nu ikke hans møbler jeg gik efter, men Charles og Ray Eames.

Bønnelycke fortæller om et smukt eksempel på kreativ vrede der går i symbiose med serendipitet:

Min bedste idé nogensinde var ... en loungestol, vi lavede for nogle år siden. Ikke selve stolen som sådan, men en idé, jeg fik i arbejdsprocessen. Den var startet ud som en spisestuestol, og vi havde arbejdet længe på den, men den blev kun semigod. På et tidspunkt blev jeg så irriteret, at jeg bad ham, der arbejdede med den på computeren i 3D, om at tabe et kæmpestort lod ned i hovedet på den. Det gjorde han, og der var den - loungestolen! Det var min bedste idé: at give den stol en på hatten. 

Sådan ser den ud - Bønnelyckes loungestol der er et resultat af at den fik et virtuelt lod 'i hovedet' og 'en på hatten' (noter lige de fysisk personificerende metaforer):

Henrik Bønnelycke filosoferer også om værdien i det at dele ideer - som jo indebærer mulighederne for konceptuel blending:

En god designer er ikke bange for at ... dele ideer. Man skal ikke sidde med hånden hen over papiret eller være bange for at braldre ud med en idé. Ved at del får man altid meget mere igen. Ideer bringer os alle sammen videre. Frygten for, at nogen napper ens ide, er noget fis. En idé er bare en idé. Det er først når man gør sig umage i udviklingen af ideen, at den bliver til noget. Skulle ideen så vise sig at være unik på linie med tøjklemmen eller Post-it, må man bare flette næbbet og finde på noget, der er bedre.

Man bemærker igen det meget fysiske og kroplige sprog hos designeren: "ikke sidde med hånden hen over papiret", "braldre ud", "napper ens ide". "flette næbbet".

Et af de spor jeg har fulgt her på bloggen er ideen om det kropsliggjort sind og den legemliggjorte kognition (embodied mind, embodied cognition).

   Tit virker det stimulerende på kreative processer at man bruger kroppen undervejs i processen: går en tur, tegner en tegning, danser en dans.

   Vi ved jo at det kropsliggjorte sprog aktiverer spejlneuronerne som et led i forståelsesprocessen. Og at den årtusindgamle forestilling om at krop og sjæl/tænkning er noget som konceptuelt skal holdes adskilt, og noget som eksisterer uafhængigt af hinanden, at den forestilling er håbløst forældet.

   Derfor interesserer det mig hvordan kreative personligheder bruger sproget, og hvad for et sprog de bruger til at udtrykke deres tænkning gennem. Jeg har noteret mig at det næsten altid er erfaringsprog og 'basic level'-kategorier de bruger når de udtrykker sig.

   Derfor interesserer det mig også hvad de særligt kreative har foretaget sig da de var yngre, om de har lavet noget fysisk - noget med deres hænder?

   Og det har Henrik Bønnelycke: Han er uddannet værktøjsmager!

   Jeg kunne godt finde på at lægge en søgeagent ind hos Lauritz.com på Henrik Bønnelyckes loungestol.

Dette som overgang til nogle personlige erindringer om mit forhold til designer-møbler.

   Faktisk da jeg var helt ung - og tegnede og malede en masse, tegnede jeg også nogle møbler. Blandt andet et sofabord med sort laminat som bordplade, et bord som blev produceret i et eksemplar og som i alle årene siden stod i mine forældres hjem. På det tidspunkt var laminat et helt nyt materiale, som man kun tænkte sig til køkkenborde. Men Piet Hein brød grænsen med sit superelipsebord som vi også har som spisebord. Hvid laminat.

   Jeg tegnede også nogle stole af flettet metal, husker jeg. Og det var vel en del af de drømme jeg havde om at blive arkitekt, at jeg kunne komme til at tegne møbler.

Den første "fine" arkitekttegnede stol jeg anskaffede mig, var denne - købt hos en marskendiser i en sidegade til Nørrebrogade hvor jeg boede som ung nygift studerende på 5. sal i en 20 kvm´s taglejlighed. For 500, - kr. 

Wegener: Flaglinestol

Jeg havde ingen anelse om hvem der havde tegnet den. Og det havde marskendiseren helller ikke. Wegner havde vel heller ikke der i midten af 60-erne samme ikoniske status som han siden har fået.

    Men jeg husker stadig min betagelse og fascination da jeg så 'flaglinestolen' i vinduet, hvor den jo fyldte godt. Hvordan vi fik den op på 5 sal og ind i lejligheden, husker jeg ikke. Det er en tung stol, så vi har nok været 3 mand om det. Og den kan godt komme gennem en relativt smal døråbning på grund af sin form.

Men siden blev det Charles og Ray Eames og deres stole jeg blev betaget af. Og det var fruen som i kraft af sin uddannelse som kunsthåndværker var meget mere vidende om den slags sager og de gode navne, end jeg var, der gjorde mig opmærksom på de to amerikanske arkitekters stole - som vi kunne se inde hos Paustian på Vesterbrogade.

   Jeg blev dybt forelsket! Både ved synet - og ved at sidde i dem!

   Da jeg i 1987 blev momsregistreret erhvervsdrivende og oprettede en-mands-konsulentfirmaet PHL-Kommunikation, skulle jeg jo 'investere', som min revisor sagde. Og min første investering til firmakontoret som gav fradrag på firmaregnskabet, var denne kontorstol:

Da jeg nogle år senere blev direktør for TV 2 ØST, fik jeg en af samme slags til mit nye direktørkontor.

    Siden er det gået slag i slag. Her den næste Eames-anskaffelse:

Neden for - den smukkest sofa jeg kender til, og én man sidder uovertruffent godt i - ligesom man gør  i vipp-dreje-lænestolen oven for.

   Navnet på sofaen er 'Compact', og ægteparret Eames tegnede den oprindelig til deres eget hjem. Sofaen kommer sjældent - højst en gang om året - på auktion hos Lauritz.com. Og til alt held for mig, så vurderes den ekstremt lavt i forhold til hvad den koster fra ny af hos Paustian.

   Den er så relativt ukendt uden for en snæver kreds af Eames-aficionados at da jeg bød på den, var der kun få der fulgte med - uden den store entusiasme og ikke med mange bud. Og den var som ny da vi fik den hjem.

Eames: Compact-sofa

Arne Jacobsen var meget inspireret af Charles og Ray Eames, fortælles det. 

Fortællinger og metaforer som frames for økonomiske kriser - og økonomisk genrejsning

Weekendavisens tillæg "Ideer" - fra den 22. juli har en klumme af professor i økonomi Per H. Hansen. Artiklen er helt klart udtryk for kreativ tværfaglig tænkning i hovedet på økonomiprofessoren.

   Rubrikken lyder: "En historie om hurtige gevinster og store kriser". Overliggeren lyder:

Økonomiske kriser er ikke bare et resultat af renteforhold og risikovillighed - der er også kulturelle og sociale årsager . Måske kan vi ligefrem forudsige kriser ved at nærlæse, hvordan man i et samfund taler om penge?

Klummens pointe er at økonomiske kriser er genstand for forskellig historiefortællinger, og at disse historiefortællinger i sig selv kan bidrage til at der opstår kriser.

   Professoren forklarer at han i årenes løb er blevet...

...stadig mere skeptisk over for de traditionelle måder at forstå finansielle kriser og skandaler på. Traditionelle teorier fokuserer ofte på økonomiske forklaringer om rente, risiko eller finansielle innovationer, samt naturligvis den menneskelige natur og vores påståede iboende grådighed. 

Spørgsmålet er om hvilken historiefortælling om økonomiske kriser der kommer til at frame vores bevidsthed.

Man kan sige at den historiefortælling, der kommer til at dominerer, også sætter rammerne for, hvordan vi kan forstå verden og den organisation, vi virker i. Vi kan ikke handle uden for det, vi kan forestille os.

   Denne tilgang flytter fokus fra en søgen efter sandheden til i stedet at se på, hvordan vi forsøger at få bankkrak og finansielle sammenbrud til at give mening.  Det forsøg på at skabe orden i kaos er efter min mening en sproglig proces, som finder sted ved, at vi fortæller historier om, hvordan det dog kunne gå til. Hvis den dominerende fortælling kommer til at handle om  grådig bankfolk og finansielle innovationer, bliver svaret nødvendigvis mere regulering. Men hvis den dominerende fortælling bliver en om myndigheders og centralbankers fejlgreb, vil svaret nok blive, at der har været for meget regulering.

Per H. Hansen erklærer sig derefter enig med en amerikansk økonom, professor Robert Shiller, der har betegnet den seneste finanskrise som et resultat af "en social epidemi". Den er så efter den danske økonomiprofessors opfattelse "et resultat af den måde, man taler om økonomien på, før finanskrisen bliver en realitet."

Min tese er altså, at finanskrisen og reaktionen på den grundlæggende er et sprogligt kulturelt og socialt fænomen. Først fortæller vi historier om, hvor godt det går, og om hvordan vi kan tjene penge på at investerer i det ene eller det andet - ejendomme, aktier osv. Det bidrager til den epidemi, Shiller taler om, som puster boblen op. Når boblen så brister, og finanssektoren skrider, fortæller vi historier om, hvad der dog gik galt. Det er de historier, som danner grundlag for menneskers økonomiske adfærd - ikke en iboende grådighed. (...)

   Denne tilgang sætter et stort spørgsmålstegn ved mange økonomers grundlæggende antagelser om rationel økonomisk adfærd. 

At betragte "historiefortælling" som en måde at frame den økonomiske virkelighed på, og at se fortællinger med en økonomisk optimistisk morale som en medvirkende årsag til den nuværende finanskrise, er klart udtryk for grænseoverskridende kreativ tænkning.

Men hvad ligger der i egentlig i den metafor "social epidemi" som han har hentet fra den amerikanske professor?
   Jeg finder et citat fra New York Times fra 2009. Heri folder professor Shiller metaforen ud ved at tale om at verdens økonomi drives af "sociale epidemier", "smitte af ideer" og "store feedback-sløjfer" som kan sprede sig så hurtigt som "svineinfluenza".
   Og det ser han også som en forklaring på at den økonomiske tillid mange steder er blevet genoprettet så hurtigt.

It is a large and diverse world, after all, so why should confidence have rebounded so quickly in so many places? ... Economic analysts often turn to indicators like employment, housing starts or retail sales as causes of a recovery, when in fact they are merely symptoms. For a fuller explanation, look beyond the traditional economic links and think of the world economy as driven by social epidemics, contagion of ideas and huge feedback loops that gradually change world views. These social epidemics can travel as swiftly as swine flu: both spread from person to person and can reach every corner of the world in short order. ...

Som en slags dokumentation for sin metafor om "sociale epidemier" henviser Shiller til hvor hurtigt en anden metafor har spredt sig i mediernes omtale af indikatorer på at krisen er ved at være overstået og økonomien i fremgang: "green shoots" - som direkte oversat jo betyder "grønne spirer eller skud":

The popularity of the term “green shoots” shows the kind of social epidemic underlying our changing thinking. The phrase was propelled in Britain by Shriti Vadera, the business minister, in January, and mutated into a more contagious form after Ben Bernanke, the Federal Reserve chairman, used it on “60 Minutes” on March 15.

   The news media didn’t need to change the term for different cultures around the world. With nothing more than a quick translation — brotes verdes, pousses vertes, grüne Sprösslinge, etc. — it is now recognized as a symbol of a revival coming soon.

   All of this suggests that a social epidemic is supporting renewed confidence. This confidence can keep growing by contagion, as a kind of self-fulfilling prophecy, and we may see the markets and the economy recover further.

   But in an economy that is still unstable, the stories could also morph into different forms, the price feedback could turn downward and the dynamic could turn ugly again — just as it has in the past.

"Green shoots" som "tegn" på at økonomien er i fremgang, er ikke hentet ud af den blå luft, men er funderet i den konceptuelle metafor ØKONOMI er PLANTEVÆKST, som også ligger under en lang række andre metaforiske udsagn om økonomi:

• "økonomien er i vækst"
• "lug ud i de økonomiske støtteordninger"
• "økonomien blomster"
• "en økonomisk ørkenvandring"
• "gøde økonomien"
• "økonomiske vildskud"

På nettet er der én der stiller spørgsmålet: Hvordan "green shoots" egentlig skal forstås i økonomisk sammenhæng? Han får følgende svar fra en "klog" der i den grad folder den konceptuelle  "plantevækst"-metafor ud, idet spørgeren opfordres til foretage en simulation - at forestille sig sin egen "baghave":

The quick and easy answer - "green shoots" represent the beginnings of economic growth after a recession.

   Imagine that you walked into your backyard with a flamethrower and set fire to your lawn.

   Imagine that when you were done, all of your grass was black and dead.

   Now, after a couple of weeks, you start to notice that green shoots of grass are sprouting out of the dead and black landscape.

   Think of your dead lawn as the economy.

   Think of the flamethrower as the recession.

   Think of the green shoots of grass as the beginnings of economic growth.

   You can't have a green and lush backyard without first having some green shoots of grass.

   "Green shoots", as it applies to the economy, may be a downtick in unemployment numbers, an uptick in retail sales or an uptick in consumer confidence.

   These all represent the beginnings of economic growth after a recession has taken place.

   Now, whether or not "green shoots" are actually sprouting from our economic landscape is a different question altogether.

Flot, flot eksempel på hvad den konceptuelle "plantevækst"-metafor kan inspirere til af basic-level anskueliggørende forklaringer.

Wikipedia fortæller - med en vis kritisk distance - om den historiske udvikling af metaforen "green shoots" i medier verden over:

Green shoots is a term used colloquially and propagandistically to indicate signs of economic recovery during an economic downturn. It was first used in this sense by Norman Lamont, the then Chancellor of the Exchequer of the United Kingdom, during the 1991 Recession.[1] At the time, Chancellor Lamont was criticized for "insensitivity". The phrase was used again by Baroness Vadera, former Business Ministerof the UK in January, 2009 to refer to signs of economic recovery during the late-2000s recession, again to criticism from the media and opposition politicians. The U.S. media started to use the phrase to describe domestic economic conditions in February 2009 when the New York Times quoted Bruce Kasman, chief economist at JPMorgan Chase as saying, "It's too early to get excited, but I think there are a couple of green shoots that say we're not going down as heavily in the first quarter [of 2009] as we were in the fourth quarter [of 2008]." The Federal Reserve Chairman, Ben Bernanke, made the first public use of the phrase by a Fed official in a March 15, 2009 interview with CBS 60 Minutes. Since February and March 2009, it has been used increasingly in the media[4] and by a number of commentators to refer to positive economic data and statistics during the late-2000s recession.

Tilbage til Per H. Hansen. Han slutter sin klumme med et godt råd: Betragt ikke de optimistiske økonomiske forudsigelser som "sandhed" - men netop som luftige "fortællinger" der jo mere de bliver udbredt, jo mere bliver de oppustede mentale forførelser, det man kalder "bobler":

Hvis man vil undgå at tabe penge i den næste finanskrise, er det altså en god ide at holde øje med  de fortællinger om nye uanede muligheder for let tjente penge, der er med til at puste boblen op. Og i bankerne er der brug for et beredskab, der sikrer, at organisationens værdier og kultur ikke skrider, når de optimistiske fortællinger begynder at brede sig.