En kort historisk udlægning af begrebet 'serendipitet' - og et par kendte eksempler på epokeskabende opdagelser i hjerneforskningen gjort ved et tilælde

Under min netsøgning på ordet 'serendipitet', en søgning som jeg foretager med passende mellemrum, fandt jeg den nedenfor citerede artikel.
   Den er ikke underskrevet med navn, og en søgning på den netadresse den står under, giver heller ikke noget resultat.
   Men den sammenfatter pænt hvad man plejer at fremhæve når man forsøger at indkredse begrebet 'serendipitet', et begreb som jeg jo jævnligt har brugt som 'omkvæd' og 'payoff' i forbindelse med skriverier om særligt kreative persone, begivenheder eller produkter: Det heldige tilfælde ...
   Og første og fremmest: et begreb der falder for når man (jeg) i kreative kontekster oplever uforklarlige  gode sammentræf og smukke tilfældigheder som - synes jeg - har beriget researchen.

   Så her kommer indlægget i sin fulde længde:

En anekdote beretter følgende om Pablo Picasso: Den verdensberømte og feterede maler blev af en journalist spurgt, hvordan han søgte inspiration. Hertil skal Picasso have svaret: ”Jeg søger ikke, jeg finder."
   Dette at finde uden at søge – og derefter, skarpsindigt og ekvilibristisk, at nyttiggøre det – kan defineres som serendipitet.
   I gamle dage sagde man, at den slags blot var udtryk for børns måde at lege på, i dag ved vi nok bedre. H. C. Andersens anti-helt, Klods Hans, er et oplagt eksempel på adfærd, vi kan kalde ’serendipitetisk’. Den tumpede dreng var ikke så dum endda, da han gemte mudderet og den døde krage og red af sted på geden til hoffet for at fri til prinsessen, for det viste sig jo, at det alt sammen kunne bruges til noget godt.
   Eventyret handler ikke kun om held og lykke, det kan også læses symbolsk, som Andersens indforståede hyldest til serendipitet.
   Omtrent hundrede år senere skrev en anden Andersen, nemlig Benny, ”Man søger et ord og finder et sprog”.
   Ordet ’serendipitet’ stammer fra engelsk og kan føres tilbage til Horace Walpole (1717-1797) som i 1754 oversatte et persisk eventyr fra italiensk til engelsk. Eventyret fik titlen ”The Three Princes of Serendippo”.
   Serendippo er det gamle navn for Sri Lanka, og Walpole lavede navnet om til et adjektiv ’serendipitous’ (: da. 'serendipitetisk’) afledt af substantivet ’serendipity’ (: da. 'serendipitet').
   Det var hermed hans hensigt at betegne den ganske særlige egenskab, der kendetegnede eventyrets tre hovedpersoner: Ud fra skarpsindige iagttagelser formåede de tre prinser ved deduktion og syntese at slutte sig til fakta, de ikke direkte havde været i berøring med, men som de – fragmenteret og momentvist – tilfældigvis fik kendskab til.
   Længe forblev ’serendipitet’ – i lighed med plumbuddingen og familien Saxe-Coburg-Gotha – ærkebritisk, men Conan Doyles fænomenale detektiv, Sherlock Holmes, gjorde begrebet mondænt og elementært.
   Også inden for natur- og humanvidenskaberne kender man til serendipitet. Opdagelsen af det 20. århundredes måske vigtigste mediko-teknologier, røntgenstrålerne og penicillinet, forbindes direkte med tilfældige og uventede resultater under laboratorieforsøg.
   Antropologer og sociologer dokumenterer i dag på livet løs, når de er på feltarbejde, for sæt nu, at de tilfældigvis bemærker noget, der kan bruges til noget andet.
   Marcel Duchamps pissekumme var et objet trouvée, et ’fundet objekt’, og i det 21. århundredes projekt- og procesorienterede kunst arbejdes der efter principper, der (blandt meget andet) er udtryk for en refleksiv holdning til serendipitet.

Jeg kan jo ikke i denne sammenhæng tilbageholde et personligt tilbageskuende tillæg.

   Når jeg ser på mit eget liv i bakspejlet (jeg er jo 70 nu), mine erfaringer, mine kriser, mine konflikter, mine dilemmaer, mine valg og fravalg, så må jeg tilslutte mig Poul Martinsen og Poul Nesgaard som - overraskende for dem selv - syntes at deres liv tilsyneladende havde været præget af strategisk placerede uforklarlig heldige tilfældigheder og sammentræf (se tidligere indlæg om dem). Som Poul Martinsen sagde mod slutningen af 40 timers interview om hans liv og meritter: "Ja, jeg oplever faktisk mit liv som et eventyr."

   Jeg synes faktisk også mit liv har været præget af held og heldbringende tilfældigheder. Ting, omstændigheder, oplevelser - som umiddelbart og her og nu - måske så ud til at være liggegyldige, dårlige og negative, har efterfølgende vist sig at være positive, konstruktive og udviklende.
   For eksempel er to af mine bøger som jeg er glad for og stolt af, skrevet som en kreativ - og heldig - vrede reaktion på at jeg ragede uklar med en chef og valgte at skifte job.

For at give et par eksempler på 'serendipitetiske held' inden for hjerneforskningen, så er to af de vigtigste opdagelser som er sket inden for de sidste snes år, sket ved tilfældigheder: eksistensen og funktionen af de såkaldte 'spejlneuroner', og eksistensen og funktionen af det såkaldte 'default mode network'.
 
Opdagelsen af spejlneuronerne skete ved at nogle neurobiologer konstaterede at nogle celler i hjernens premotorcortex hos macaca-aber blev aktiveret på samme måde både når aben selv udførte en bestemt bevægelse og nå den observerede - i det her tilfælde - forsøgslederen gøre den samme bevægelse. Og egentlig blev det kun opdaget fordi man havde glemt at slukke for en computer under en pause i nogle forsøg.
   Marco Jacoboni skriver om det i bogen "Mirroring People" (min understregning):

This book tells the story of the serendipitous and groundbraking storey of this special class of brain cells, the remarcable advances in the field in just twenty years, an the extremely clever experiments now under way in several labs around the world.
   (...)
Through laborious experimentation, the Rizzolatti tema had acquiered an impressive understanding of the actions of these motor cells during "grasping" exercises wth the monkeys. (...) Then one day about twenty years ago, the neurophysiologist Vittorio Gallese was moving around the lab during af lull in the day´s experiments. A monkey was sitting quietly in the chair, waiting for the next assignment, Suddenly, just as Vittorio reached for something - he does not remember what - he heard a burst of activity from the computer that was connected to the electrodes that had been surgically implanted in the monkey´s brain. To the inexperienced ear, this activity would have sounded like static; to the ear of an expert neuroscientist, it signaled a discharge from the pertinent cell in area F5. Vittirio immediately throught the reaktion was strange. The monkey was just sitting quietly, not intending to grasp anything, yet this neuron affiliated with the grasping actin, had firede nevertheless.
   (...)
In light of both knowledge and theory at the time, this made absolutely no sense. Cells in the monky brain that sends signal to other cells that are anatomically connected to muscles have no bussiness firing when the monkey is completely still, hands in lap, watching somebody else´s actions. And yet they did.

Opdagelsen af "the default mode-network" skete også ved tilfælde, som det fremgår af det følgende citat fra en artikel med titlen "A Default Mode of Brain Function: A Brief History of an Evolving Idea" af fædrene til opdagelsen Marcus E. Raichle og Abraham Z. Snyder (mine understregninger):

It was clearly shown, just as psychologists had suspected, that processes active in a control state could be modified when paired with a particular task. However, none of this work prepared us for nor anticipated “the problem”.
   ‘The problem,’ as we now think of it, arose unexpectedly when we noted, quite by accident, that activity decreases were present in our subtraction images even when the control state was either visual fixation or eyes closed rest. What particularly caught our attention was the fact that, regardless of the task under investigation, the activity decreases almost always included the posterior cingulate and adjacent precuneus, a regionwe nicknamed MMPA for ‘medial mystery parietal area’.
   (...)
The finding of a network of brain areas frequently seen to decrease its activity during goal directed tasks (Figure 1A) was both surprising and challenging. Surprising because the areas involved had not previously been recognized as a system in the same way we might think of the motor or visual system. And, challenging because initially it was unclear how to characterize their activity in a passive or resting condition.
http://139.127.252.17/bijclub/20070504/raichle07.pdf

Spejlneuronerne menes at være årsagen til at mennesker (og andre dyr) kan lære nyt ved at se og efterligne andre, og forklaringen på at mennesker kan opleve empati og medfølelse, og de menes også at være det der betinger at mennesket som art har udviklet sprog og kan lære sprog under opvæksten og omgangen med ældre der kan sproget.

   
The default mode network er det kompleks af samarbejdende hjernemoduler som er aktiveret når hjernen ikke er engageret i at løse eksterne opgaver, hvorfor det også kaldes "the task negative network". Wikipedia forklarer:

The default mode network is an interconnected and anatomically defined brain system that preferentially activates when individuals engage in internal tasks such as daydreaming,  envisioning the future, retrieving memories, and gauging others' perspectives.

Meget tyder på at the default mode network er den del af hjernen som repræsenterer det enkelte individs personlighed i bredeste forstand, at det er der fantasi, forestillingsevne og kreativitet udspringer, og det er der den forestilling har sit udspring, om at andre mennesker indvendig ligner en selv så man går ud fra som en mental grundantagelse at man forstår hinanden, det der fagligt kaldes "Theory of Mind" (TOM).

Om den kreative Poul Nesgaard - i anledning af hans afgang som rektor for Den Danske Filmskole

Poul Nesgaard har været rektor for Den Danske Filmskole i 22 år. Han er et af de mest kreative mennesker jeg kender. Så en omtale af hans meritter og personlighed hører hjemme i den her blog.

   Igår deltog jeg i hans farvel-til-jobbet-reception, og hans af- og udgang blev behørigt fejret gennem taknemmelige og anerkendende taler og udtalelser. Han blev - metaforisk set - fulgt til dørs ud af Fimskolen under vejende faner og klingende hornmusik.

   

Poul Nesgaard havde - vel for fjerde gang - søgt om genansættelse i sit egen stilling. Men ikke fået det, hvad der vist både kom som en overraskelse for ham selv og for mange andre. For han havde jo i den grad klaret jobbet til ug. Udviklet, fornyet, ført up to date, og ikke mindst sat rammerne for  en uddannelse der i den anden ende havde leveret en lang række nu internationalt kendte og anerkendte danske instruktører, manuskriptskrivere, fotografer, dokumentarister.

    Men da stilling blev slået op, var pressen var enige om at her var grænsen nået, det var bare for meget, Janteloven blev mobiliseret: Han skulle ikke tro han var noget, i hvert fald ikke tro det så meget at han ikke kunne vippes af pinden

   Så da han meldte offentligt ud at han også i denne omgang var ansøger til jobbet (og underforstået: ventede at få stillingen på sine hidtidige meritter), så var der nærmest tale om en aviskampagne hvor journalister i serier af artikler havde støvsuget filmmiljøet for folk der ville citeres for at  Poul Nesgaard var for gammel og traditionel, og nu skulle der nyt blod til, og vinkler i den dur.

Inden Poul Nesgaard blev rektor, var han i tilsvarende mere end 20 år ansat i Danmarks radio hvor han i regi af Mogens Vemmers B&U-afdeling, gennem årene producerede en række genrefornyende programserier og koncepter. Han arbejde blandt andre sammen med Thomas Vinding som han på mange måder delte kreative anskuelser med, selv om de mentalt set nok var to meget forskellige personligheder. 

   Se her et YouTube-indslag hvor de optræder sammen:

   

I de sener programmer var han som regel både vært og interviewer - og ofte i tandelm-samarbejde med musikeren "Nulle" som side-kick - og i de seneste programserier under den ironiske konceptpræmis "I sandhedens tjeneste" var også den svenske journalist Chrisoffer Barnekow inddraget som det tredje hjul i værtsamarbejdet. 

   Her et link til et af hans mest berømte eksempler fra serien "Baggårdsredaktionen" hvor det lykkes Nesgaard og Nulle at rammesætte Københavns overborgmester Egon Weidekamp i en forpligtende tv-situation så han - trods en kategorisk afvisning på forhånd - gik i dialog med den gruppe unge der bekæmpede ham og hans politik mest indædt: BZ´erne:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsredaktionen.%252019820222&type=all&limit=120

Det er simpelt hen genialt tænkt og gennemført.
 
Berømt og berygtet er værtsparrets anti-julekalender "Jul og grønne skove" - som i folkemunde blev kaldt "Hullet i jorden", eller "Poul og Nulle i hullet". Her et link:

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Jul%2520og%2520gr%25C3%25B8nne%2520skove&type=all&limit=120

Chefen for afdelingen måtte gå ud i offentligheden og forsvare serien mod en i den grad ophidset seerbefolkning som mente at en sådan tv-julekalender simpelt hen ødelagde julen for dem og deres børn. 

   Se her et klip fra YouTube hvor Nesgaards chef Mogens Vemmer er ude med et offentligt forsvar, men også en undskyldning, for serien:

Nesgaards tv-værtsrolle(r) var altid både mildt ironiserende og let selvironisk, og ideen var for det meste at tilføre programmets 'troværdighed' et dobbeltbundet metalag gennem at udstille og demaskere de traditionelle koder og konventioner for 'seriøs' tv-journalistik og -værtsoptræden. Det fremgår fx meget tydeligt i indslaget med Weidekamp og BZ´erne som der er et link til ovenfor. 

   Det indslag dokumenterer også at Poul Nesgaard var en glimrende interviewer der trods skepsis eller direkte modstand hos "offeret" som regel kunne få vedkommende til at udtale sig forbavsende åbent og ærligt på skærmen.

   Poul Nesgaard er mentalt og konceptuelt set 'far' og inspirator for senere tv-værter som Anders Lund Madsen, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, og Ane Cortzen.

Op gennem 80´erne var jeg ansat i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling - og havde ind imellem job som efterkritiker, programdoktor og dramaturgisk konsulent for forskellige børne- og ungdomsprogrammer. 

    I den egnskab mødte jeg Poul Nesgaard personligt et par gange, dels i forbindelse med videreudvikling af umdomsredaktionskonceptet "Kajplads 14", og dels i forbindelse med en dramaturgisk "førkritik" af manuskripterne til den sidste ombæring af "I sandhedens tjeneste", den serie hvori en power-stylet Poul Nesgaard - som den ene af de tre værter- rejser rundt til Europas hovedstæder og laver 'medløberinterviw' med kendte og store magthavere inden for politik, økonomi og erhvervsliv.

  

Mødet med Poul Nesgaard og hans programmer i 80´erne var en vigtig inspirationskilde da jeg i sin tid påtog mig at udvikl det interne DR-kursus "Faktion som udtryksmiddel" - og at jeg sideløbende med det fik skrevet bogen med samme titel som kurset (1990), en bog som, da den udkom, af flere anmeldere blev omtalt som "et pionerværk", hvad jeg jo blev rigtig i blev glad for. 

   På faktionskurset blev hele to lange Poul Nesgaard klip vist og diskuteret. Og i faktionsbogen indgik beskrivelse og analyse af flere af hans programmer.
   Han fik endda lov til at få det sidste ord. Og jeg tillader mig her at citere det sidste afsnit af det sidste kapitel i "Faktion som udtryksmiddel": 

Faktion der har selve det problematiske skel mellem fakta og fiktion i mediet som emne og præmis, vil vi kalde metafaktion, dvs. programmer  som ikke bare er faktion men også handler om det. Poul Nesgaard har de sidste ti år næsten udelukkende lavet programmer af den type, en del af dem med den klart ironiske titel: I SANDHEDENS TJENESTE, der jo traditionelt er et slogan for journalisternes ideelle professionelle selvforståelse.
   Det væsentlig plot i disse programmer er at seerne får en illuderet afsløring af al det der foregår bag et normalt faktaprograms kulisser; men får tilsyneladende lov til at opleve alt det som ellers holdes skjult, af de forberedende arbejdsprocesser: rodede planlægningsdiskussioner, researchbesvær, problemer med at skaffe medvirkende, kynisk briefing af interviewofre, vanskeligeheder med arrangement og iscenesættelse af medvirkende, etc.
   Den sidste serie IN HONOUR OF TRUTH forholde sig ikke bare ironisk demaskerende til faktakoderne, men også til hele den "dramaturgiske værktøjskasse" som fiktionen henter sin spænding fra. Præmissen er noget i retning af: Alt hvad du oplever gennem TV-mediet, hvad enten det er fakta eller fiktion, er en uautentisk pseudovirkelighed, så den eneste virkelighed du kan tro på, er den du selv gennem direkte erfaring har et autentisk forhold til.

Samme år - 1992 - som Poul Nesgaard totalt skiftede livsbane og blev rektor på Filmskolen, gjorde jeg det også, idet jeg blev jeg direktør for den regionale tv-station TV 2 ØST. 

Til receptionen igår var Anders Lund Madsen den der introducerede og opsummerede talerne. Flere fremhævede Poul Nesgaars åbenhed, humor, mod og - især og ikke mindst - hans evne til som leder at skabe rum for andre kreative mennesker.   

   I sin opsamlende svartale til sidst fremhævede Nesgaard selv hvor heldig han syntes han altid havde været. 

  Og jeg mindes at det præcis også var det hans navnebroder Poul Martinsen havde som fast tilbagevendende omkvæd da jeg i sin tid interviewede ham til min bog om ham: "Jeg har altid været meget heldig." 

   Begge de to Poul-er personificerer altså på hver sin måde det begreb om 'det kreative held' som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen:

SERENDIPITET

I et interviewportræt i Kristeligt dagblad sidste år (skrevet af Lars Henriksen) i anledning af 60 års fødselsdagen refereres Poul Nesgaard  sådan her:

Poul Nesgaard viser ned gennem den skrånende have med uforstyrret udsigt over Lyngby Sø og sætter sig teenagerbehageligt i terrassens sofa med benene trukket op under sig. Hans påklædning er lige så afslappet: lyse bukser og åben, hvid skjorte. Han ligner en mand, der har let ved livet, og det er han også. Lige siden barndommen har han følt sig ”fuldstændig lykkelig” og konstant tilsmilet af heldet. Hans far kaldte ham ”lykkens pamfilius” – ofte i forundring over, at alting kom så let til ham.

Det første eksempel på hans særlige 'kreative held' refereres han for sådan her: 

Noget af heldet ramte ham, den dag han fotograferede sit første dyr, en elefantspidsmus. Dyrehandler Gram, som importerede eksotiske dyr, sagde, at han skulle forsøge at sælge billederne til Berlingske Tidende, så gode var de. Så det gjorde Poul. I avishusets reception sad en hel bænkfuld bude, ventende, mens han sagde det, som det var: ”Jeg har nogle billeder af en elefantspidsmus, kunne det have interesse?”.

   Han blev bedt om at tage plads. Ikke blandt budene, hvor han følte, han hørte til, men i den store Chesterfield lædersofa ved siden af. Snart kom bagsideredaktør Gustav Bering ned og så billederne an.

   ”Vi kan ikke bruge dem på søndag. Men vi kan bruge dem på søndag otte dage.”

   Poul var 14 år gammel og voksede til mandshøjde.

   ”Det at få vist sådan en tillid af en voksen, som ikke var Finn eller far, gav mig en selvtillid, jeg ellers ikke havde rigeligt af. Han sagde endda, at hvis jeg havde flere dyrebilleder, skulle jeg bare komme med dem. Jeg tror, det var første gang, jeg fik fornemmelse af at være god til noget. Og selv åbne en dør, Finn ikke havde åbnet før mig. 

    Egentlig er det min historie i en nøddeskal: Held har hele tiden åbnet eventyrene op for mig.”

"Finn" er den væsentlig ældre storebror som Poul altid indtil da har stået i skyggen af, men som også har været hans forbillede og rollemodel på alle mulige måder, og som bl.a. introducerede ham til film- og tv-mediet. 

   Citatet ovenfor er fra et interview i Kristeligt Dagblad som jeg har linket til her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/516616:Kultur--Det-hjaelper-at-kunne-surfe-paa-kaos

At Poul Nesgaard hører til kategorien 'den særligt kreativ personlighed' er der naturligvis ingen tvivl om - og mine forventninger er derfor også, som læsere af denne blog vil vide, at han på en eller anden måde har 'ondt i farforholdet' og i skolen har "følt et fremmedgjort forhold til kammerater" - eller har været udsat for noget der ligner mobning. Og endelig at han i en eller anden forstand synes er være sammensat af "to eller flere person(lighed)er i en".

 

Han er præstesøn, er lillebror og har tre søskende. Storebror Finn er fire år ældre, så kommer storesøsteren Visse, og så har han en tvillingsøster. 

   Og læs så bare hvad der berettes i samme interview - om forholdet til faren, om at leve under en "klokke" og om at vokse op i en dobbeltverden:

Faderen var præst, og hele familien var dybt præget af troens sprog. Særligt livet efter døden stod stærkt i bevidstheden, og meget blev gjort og forklaret ud fra, at livet her og nu kun var et forskræp til det, der ventede. 1960’ernes kolde krig, atomtruslen og andre farer var blot positive varsler om, at nu kom Kristus snart, og derfor ikke noget, man behøvede at beskæftige sig med. Pouls verden bestod i stedet af søndagsskole, bibeltimer og salmer sunget højt og tydeligt.

    ”Jeg følte mig altid anderledes end mine venner. De værdier, der lå lige for i de fleste andre familier, blev ikke vægtet på samme måde hos os, og det lagde en klokke ned over mit barndomshjem. Men det var meget trygt. Alle farer blev jo betragtet som varsler om paradis, og der blev aldrig skabt bekymringer eller sat spørgsmålstegn. Det var en mærkelig dobbeltverden at vokse op i, men jeg købte den fuldstændig, måske fordi min far alligevel lod en kattelem stå åben ud til virkeligheden. Han løftede vægte og spillede tennis langt mere end en alvorlig, luthersk missionsk præst burde gøre, og han havde i det hele taget en række farverige karaktertræk, som var svære for mig at forene med præstekjolen.

   Han lod selv livet folde sig ud i et vist omfang, og jeg tror, det var derfor, jeg trods alt tillod mig at reagere, som jeg gjorde, på hans standardreplik: Lad hellere være. Det var jo ikke et forbud, men noget, der skreg på at blive udfordret. Alt det fjernsyn, jeg har lavet i mit liv – ja, hele min tilgang til verden – har været præcis det modsatte af ’lad hellere være’. Jeg har i stedet søgt i retning af: Hvad sker der, hvis man bryder denne grænse?”.

   Der var dog aldrig tale om et oprør.

Eller rettere: Det blev jo snarere til et livslangt oprør. Og oprøret startede da han som 14 årig blev 'mobbet' - ikke af skolekammeraterne på Sankt Annæ Gymnasium, men af skolens rektor.

   Poul var ikke nogen ørn i skolen, og til sidst forsømte han så meget fordi han var begyndt at lave fjernsyn for DR´s B&U-afdeling, at han blev smidt ud.

   Poul var 16 år gammel, og her hjalp ingen kære far, viste det sig:

Det godtog han ikke bare sådan og forlangte et møde med rektor. Sammen med sin far bankede han på og forklarede, at det var lærernes skyld, at hans karakterer ikke var højere. De var misundelige på hans gryende succes i fjernsynet. Men han erkendte samtidig, at han var nødt til at bruge mere tid på skolen.

   Hjertet hamrede, han var rystende nervøs. Han havde aldrig før sat sig op mod en voksen på den måde. Og hans far var ingen hjælp, han forholdt sig helt tavs. Til sidst mødtes hans øjne med rektors, der slukkede alt håb.

  ”Der er dem, der kan klare det. Og dem, der ikke kan,” sagde rektor højtideligt. ”Du, Poul, er en af dem, der ikke kan.”

   Og det var så det. Ingen protester hjalp, og mens Poul Nesgaard smagte på den boblende fornemmelse af total frihed, var han samtidig skrækslagen. Nu fik han ingen uddannelse. Han måtte erobre verden alene på godt humør og nysgerrighed.

En lidt dybere udlægning af den scenes betydning vil nok tolke det sådan at rektor bare er en stand ind og talerør for den tavse far. 

   Og fortsættelsen af historien eksemplificerer så hvad fænomenet 'kreativ vrede' betyder når det går i symbiose med 'det kreative held'. 

   For Poul tog nemlig hævn kort tid efter at han var blevet relegeret fra gymnasiet:

Han ringede til rektor, udgav sig for at være fotograf fra Berlingske Tidende (hvilket ikke var helt usandt), og sagde, at avisen gerne ville bringe en stor artikel om skolens drengekor (hvilket var aldeles usandt), og om han måtte komme og tage billeder.

   Rektor var mere end modtagelig for den omtale, og blev derfor tilsvarende rasende, da det var Poul, der dukkede op. Men Poul holdt fast, kastede blot ny ild på løgnen ved at forlange fem hele dage til at tage billeder. Det gjorde han så og sendte dem efterfølgende ind til avisen uden nogen forudgående aftale. Snart blev de bragt sammen med en større artikel. Hans iscenesatte virkelighed var blevet selvopfyldende.

   ”Det var første gang i mit liv, jeg havde løjet, og jeg fatter stadig ikke, at jeg turde."

Dette forløb munder ud i en spaltning af personligheden i to: den pæne kristent opdragede troende dreng, og en tvetydig djævel af en iscenesætter af egen og andres virkelighed som var lige det TV og B&U-afdelingen havde brug for.

I et tidligere interview i Kristeligt Dagblad beskriver Poul Nesgaard det samme skandaløse kriseforløb omkring hans udsmidning i detaljer: Først den oprørende og oprørske scene på rektors kontor hvor Poul ikke får nogen støtte af faderen; og derefter løgnen og hævnen som bliver en slags syndefald i forhold til det meget religiøse barndomshjems normer og sprog - en historie som så på serendipitetisk vis vender sig til det gode: Rektor får positiv omtale af gymnasiet i en stor artikel i Berlingeren - illustreret med Pouls billeder!

 

I det følgende citat opsummerer Poul Nesgaard hvordan han i bakspejlet ser denne syndefaldshistories betydning for hans videre liv og udvikling - domineret af både selviscenesættelse og iscenesættelse af andre:

Det var et nærmest magisk øjeblik, og det fik den betydning, at jeg opdagede, at virkeligheden kunne mere, end jeg selv drømte om. At jeg kunne indfange en form for virkelighed i en fiktiv form. Og det er ikke for meget at sige, at alt det fjernsyn, jeg siden har lavet, har været den samme slags iscenesættelse af virkeligheden.

   Og mit liv har været dybt præget af det store ansvar, jeg pålagde mig selv dengang.

   Der findes et citat af Goethe, der passer meget godt på mig: 

   ”I det øjeblik, man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen, giver sig nu til kende for at hjælpe en (...). Derfor – hvad du end kan drømme om at kunne – begynd på det. Dristighed rummer genialitet, kraft og magi. Begynd, og begynd nu!”.

   Efter den dag er mine drømme altid blevet opfyldt, før jeg egentlig har haft dem. På den måde kan man måske sige, at den erfaring, jeg fik på rektors kontor i 1969, har formet mit liv.

Læse hele den historie her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/512608:Bagsiden--Dristighed-rummer-genialitet--kraftg-magi

I en artikel i tidsskriftet AVM fra sidste år fortæller storebroderen Finn Nesgaard at der kan være en sammenhæng mellem den selviscenesættelse han foretog i sin sidste tv-rolle i serien "I sandhedens tjeneste" og så det at han søgte og fik rektorstillingen:

I "I sandhedens tjeneste" spillede Poul rollen som en verdensmand med ledelsespotentiale og styr på tingene. Det var naturligvis ren fiktion, for et eller andet sted var han stadigvæk lillebroderen, eller i hvert fald den bløde mand der havde oplevet 68-generationen, hippiekulturen, Thylejren, rødstrømperne og hele kvindesagen på tæt hold. Men han spillede rollen, og det var måske årsagen til at han blev opfordret af én på Den danske Filmskole til at sende en ansøgning, da stillingen som rektor blev slået op.

Denne "én" der overtalte Poul Nesgaard til at søge stillingen, var ingen andre end min egen sidekammerat i nogle timer i 4. mellem på Christianshavns gymnasium, Mogens Rukov, filmskolelærer og dramaturgisk "godfather" bag den gruppe af nu internationalt anerkendte filminstruktører som  med deres underskrifter forpligtede sig på et fælles sæt kreativ restriktioner, nu kendt og berømt under titlen "Dogme 95".

   Rukov og jeg blev - tilfældigvis - født på samme dag: 4. august 1943. 

   Når der skulle opføres den årlige skolekomedie i gymnasiet, konkurrerede vi med hvert vores bidrag til skolens teaterplakatkonkurrence. Han vandt, jeg blev nummer to.

  Vi studerede også det samme fag på Københavns Universitet efter studentereksamen. Og de to lærere hvis undervisning vi er enige om har givet os mest i studietiden, er også de samme: Harald Steensig og Aage Henriksen.  

SERENDIPITET!

For ny læsere her lidt definitioner og uddybning til forståelse af et begreb som i den engelske version - 'serndipity' - i en afstemning 2004, afholdt af et oversætterfirma, blev udnævnt til "one of the ten English words hardest to translate." Så here we go...

SERENDIPITET - engelsk: SERENDIPITY - defineres i engelske Wikipedia som "fortuitous happenstance" eller "pleasant surprise". Altså "det lykkelige eller heldige tilfælde der overasker".   

   Danske Wikipedia beskriver betydningen som "det at finde uden at søge, men derefter også at erkende værdien i det, man har fundet, sådan at det ses i et helt nyt lys." 

   Den bedste definition jeg har mødt, lyder sådan: "det at søge en nål i en høstak - og komme ud med bondemandens frodige datter." 

   En fortælling som refereres vidt og bredt i litteraturen som illustration af begrebet, er H.C. Andersens eventyr "Klodshans", som jo på vej til prinsessen finder og samler op: en træsko uden overlæder, en død krage og noget pludder fra en grøft, tre objekter som så til sammen ender med giver ham adgang til prinsessens hjerte og det hele kongerige.

Du bliver mere kreativ af at lyve, snyde og bedrage - og mere lykkelig gennem 'cheaters high'

Under min research på det foregående indlæg om hvordan kreative aktiviteter gjorde folk mere lykkelige, stødte jeg på en anden nyhed fra forskningen i kreativitet:

New research finds people who cheat subsequently perform better on tests measuring creative thinking

Det er interessant nok forskere fra Harvard Business School som har forsket i  det spørgsmål. De har gennemført en række forsøg hvor de først lokker en gruppe forsøgspersoner til at lyve eller snyde i forbindelse med løsningen af en opgave, og derefter lader dem tage den såkaldte "Remote Associates Test".

   Det viser sig at de forsøgspersoner der lyver/snyder, scorer signifikant højre i den test end en kontrolgruppe som har optrådt ærligt og sandfærdigt.

After Harvard Business School researcher Francesa Gino reported in 2011 that that highly creative people are more likely to engage in unethical activities, she began to wonder whether dishonesty could actually enhance creativity. Her latest paper suggests the answer is yes.

   “This research shows that the sentiment expressed in the common saying ‘rules are meant to be broken’ is at the root of both creative performance and dishonest behavior,” Gino and co-author Scott Wiltermuth write in the journal Psychological Science. “It also provides new evidence that dishonesty may therefore lead people to become more creative in their subsequent behaviors.”

http://www.psmag.com/navigation/health-and-behavior/dishonesty-can-foster-creativity-75147/

En af de definitorisk kendetegn ved kreativitet er jo at man er i stand til at overskride grænser og blander kategorier som ellers holdes adskilt. Så i den sammenhæng kan man altså betragte det at lyve og snyde som overskridelse af en moralsk grænse og praktiseringen af den slags uetisk adfærd for en form for konceptuel blending hvor en løgn kamufleres som en sandhed.

   At lyve og snyde kræver i sig selv at man er opfindsom og kreativ og kan finde på noget nyt at sige som lyder sandt, men ikke er det. Og det som disse forsøg viser, er altså at den slags uærlige aktiviteter automatisk fungerer som mental træning i kreativitet.

   Artiklen som er citeret ovenfor, konkluderer efter referatet fra en af af disse eksperimenter:

Fifty-one of the 53 participants who had an opportunity to cheat did so. Those dishonest people did better on the creative-thinking test than their counterparts who had no opportunity to cheat.

   “These results indicate that cheating increased creativity on a subsequent task,” the researchers write. A subsequent experiment provided evidence that acting dishonestly left participants to “feel unconstrained by rules,” which helped them think more creatively.

   At least theoretically, this dynamic could continue indefinitely in a circular fashion, Gino and Wiltermuth conclude. “By acting dishonestly,” they write, “people become more creative, which allows them to come up with more creative justifications for their immoral behavior, and therefore more likely to behave dishonestly.”

Det giver stof til eftertanke både når det gælder fiktionsforfatteres, politikeres, journalisters og brugtbilforhandleres udvikling og karriere.  

   Og det giver måske også noget af en forklaring på at når først man som forfatter eller journalist har opdaget glæden og fascinationen ved at arbejde med og producere  'faktion' - kreative genrer der blander fakta og fiktion - så stimulerer det til at fortsætte sin produktive og kreative karriere ud ad det spor.

   

En association: Da jeg i sin tid arbejde med at skrive bogen "Faktion som udtryksmiddel" - husker jeg at jeg oplevede at det var en helt speciel personlighedstype som igen og igen gjorde produktive forsøg inden for spektret af genreblandinger mellem fakta og fiktion, som fx Poul Trier Pedersen, Poul Martinsen, Poul Nesgaard. Mens der var en masse kritikere og kolleger som så rødt og tog kraftigt emotionel afstand fra den slags grænsanfægtende faktions-programmer, -bøger eller -artikler.

Iøvrigt har man konstateret at frontallapperernes (den præfrontale cortex) neurale aktivitet kører i højeste gear når folk lyver og bedrager. Det er den del af hjerne som blandt andet fungerer som kontrollør og moralsk regulator af vores adfærd. 

The act of lying or suppressing the truth triggers activities in the brain that send blood to the prefrontal cortex (located just above the eye sockets), which controls several psychological processes, including the one that takes place when a person crafts a new rather than a known response to something.    

   "Lying is an example of this type of executive response, because it involves withholding a truthful response," says Sean Spence, a professor of general adult psychiatry at the University of Sheffield in England. "When you know the answer to a question, the answer is automatic; but to avoid telling me the true answer requires something more."

http://www.scientificamerican.com/article/lie-brain-fmri-polygraph/

Her et andet citat fra undersøgelser der peger i samme retning. Det er mentalt krævende - en form for nyskabende problemløsningsproces - at lyve og snyde: 

Although several brain areas appear to play a role in deception, the most consistent finding across multiple fMRI studies is that activity in the prefrontal cortex increases when people lie. The prefrontal cortex, situated just behind the forehead, is a collection of regions responsible for executive control (the ability to regulate thoughts or actions to achieve goals). Executive control includes cognitive processes such as planning, problem solving, and attention — all important components of deception — so it’s no surprise the prefrontal cortex is active when we lie. Dishonesty requires the brain to work harder than honesty, and this effort is reflected by increased brain activity. Studies even show people take longer to respond when lying. 

http://www.brainfacts.org/in-society/in-society/articles/2013/the-truth-about-lies-the-science-of-deception/

Det er også i frontallapperne at kernen i hjernens belønningssystem (det med dopamin og endorfiner som brændstof) har sæde, så jeg synes der er god grund til at tro at man også kan tale om fx 'cheater's high' eller 'con man's high'.

    

Jeg googler lige på "cheaters high". Og jo! - begrebet findes allerede, og der er forskning der understøtter at det ikke - som man måske skulle tro eller kunne ønske sig - nødvendigvis er forbundet med negative følelser (skyld, skam og angst) at snyde og bedrage, men at det tværtimod kan udløse en oplevelse af lykke og tilfredshed. 

   Læs bare dette abstract:

Many theories of moral behavior assume that unethical behavior triggers negative affect. In this article, we challenge this assumption and demonstrate that unethical behavior can trigger positive affect, which we term a “cheater’s high.” Across 6 studies, we find that even though individuals predict they will feel guilty and have increased levels of negative affect after engaging in unethical behavior (Studies 1a and 1b), individuals who cheat on different problem-solving tasks consistently experience more positive affect than those who do not (Studies 2-5). We find that this heightened positive affect does not depend on self-selection (Studies 3 and 4), and it is not due to the accrual of undeserved financial rewards (Study 4). Cheating is associated with feelings of self-satisfaction, and the boost in positive affect from cheating persists even when prospects for self-deception about unethical behavior are reduced (Study 5). Our results have important implications for models of ethical decision making, moral behavior, and self-regulatory theory.

http://freakonomics.com/2013/11/01/the-cheaters-high/

Hvis du vil vide noget om den test som man bruger til at måle hvor kreative folk er som er nævnt oven for: "The Remote Associates Test", så er her et link: 

http://en.wikipedia.org/wiki/Remote_Associates_Test

Om reality-tv og 'Jobmatch' - og til slut en gammel kronik om et stadig aktuelt tv-fænomen

For nylig var der en debat i medierne, bl.a. i Politiken, om den "reality-serie" med titlen 'Jobmatch' som blev afviklet over nogle dage i regi af DR´s studie-magasinprogram Aftenshowet der følger lige efter 18.30-Tv-avisen. 

   Kritikken inden serien blev sendt gik på at Aftenshowet ville "slå plat på de arbejdsløse" - fordi det jo i  virkeligheden var en slags talent-show a la 'X-Factor' og lignende underholdningsformater hvor almindelige mennesker skulle konkurrere og deltage i et udskilningsløb - her altså om at få et job.

   Den kritik blev afvist af Henriette Ladegaard Petersen der er redaktionschef for Aftenshowet, her citeret fra Politiken:

Der er ikke tale om hverken underholdning eller reality. Hvilket vi heller aldrig har sagt. Vi har faktisk været helt uforstående overfor, hvor den genrebetegnelse er opstået? Der er derimod tale om et program, der i den grad tager arbejdsløse alvorligt. Og som udkommer i Aftenshowet, der er et aktualitetsprogram. (...)

   Formålet er at give alle arbejdsløse – både dem, der optræder i programmet, men ikke mindst alle dem, der ser med – et nyt sæt værktøjer til at slå hul på bylden i en fastlåst situation og få et nyt håb for fremtiden. 3 vil ende med et job – 27 vil stå med et forbedret potentiale for at få et job (og hvem ved, andre jobtilbud?). Og seerne vil blive meget, meget klogere.

Efter serien kom der en meget kritisk kommentar af Kristian Madsen i Politkens 'Signatur'-klumme på debatsiden, under rubrikken: 

Hvis nu 160.000 stalker Pernille Aalund

Kritikken i Kristian Madsens kommentar går først og fremmest på den bagvedliggende ideologi og det værdisystem som selve konceptets grundlæggende plot formidler. 

   Kommentaren slutter med denne 'grusomme salve':

Som menigheden i en frikirke afæskes de skiftevis bekendelser om, hvor meget de har lært af ’Jobmatch’, hvor glade de er for pæne ord fra direktøren, selvom de blev siet fra, og hvor meget gåpåmod, de nu er fulde af.

   På et tidspunkt brydes manuskriptet, da deltageren Sariai bliver spurgt, hvorfor hun ikke havde fået et arbejde: »Først og fremmest er der mangel på ressourcer og arbejdspladser ude i samfundet«, sagde den ledige sygeplejerske til studieværtens beklemte ubehag. Sariai ville i hvert fald aldrig kunne få job som vært på Aftenshowet.

   For i ’Jobmatch’ handler det ikke om ’samfundet’. Samfundet er en dårlig undskyldning for din egen utilstrækkelighed. Har du været åben og positiv nok? Har du fulgt tipsene fra programmets netværkscoach? Spillede du din rolle rigtigt, da vi skulle flytte kopper i samarbejdsøvelsen?

   Ledighed er i ’Jobmatch’s prisme ikke et fælles problem, men et individuelt problem. Derfor nytter det heller ikke noget at lede efter svaret for de 160.000 ledige i den politiske eller samfundsøkonomiske sfære.

   Det skal findes inde i dig selv med hjælp fra jobkonsulenter og HR-folk og psykologer. Og først og fremmest skal du have drive. »Dybest set kan man sige, at hvis man stalker mig tilstrækkelig længe, får man nok et job på et tidspunkt«, siger Pernille Aalund. Det kunne være sjovt, hvis 160.000 mennesker en dag tog hende på ordet.

Det med den bagvedliggende ideologi, er jeg faktisk enig med Kristian Madsen i. 

   Men at det skulle være noget man specielt skulle kritiserer Aftenshowets nye format for, synes jeg til gengæld er udtryk for at Politikens lederskribent kører på mental automatpilot. 

   Ideologien gennemsyrer nemlig stort set alle medier, alle kulturprodukter, al journalistik. Man kan ikke læse et nummer af Politiken og dets mange magasintillæg uden at det vrimler med tilsvarende eksempler.

   Systemkritik som forklaring på noget som helst er OUT. At du personligt er ansvarlig for din skæbne  er IN. Det afspejler sig i alle medier, og i alle politikeres udtalelser. 

   Det er i øvrigt et tema jeg vender tilbage til i et senere indlæg i serien 'Thinking Fast and Slow' - om to slags årsagsforklaringer og deres forskellige brugbarhed i medierne.

Også kritikken om at det er kritisabelt at anvende reality-plot i alvorligt journalistisk øjemed, det er deja-vue for mig. 

   Da en af denne blogs 'helte', Poul Martinsen, for nogle år siden producerede reality-dokumentar-serien 'Krigerne', sendt på DR1 i prime time, fik han og DR også på puklen. Serien skulle dokumentere at helt almindelige yngre danskere kunne forføres til - under de rette vilkår - at begå tortur og overtræde Geneve-konventions regler. Og det gjorde den. 

   Den ret enslydende kritik gik især på det realitylignende plot - og for uetisk behandling af de medvirkende for at underholde tv-seerne.

   Og mange kritikere forholdt sig alene på grund af form og format og påstået formål slet ikke til det meget oplysende og delvist selvkritiske budskab som serien videregav.

Med til historien hører så også at Poul Martinsen kunne fortælle at han havde fået forbud af DR´s 'højere magter' mod at etikettere serien med hybridbetegnelsen 'reality-dokumentar' - angiveligt med begrundelsen: "DR laver principielt ikke reality-tv."

   Jeg mener det var før X-Factor blev produceret og sendt i DR. Og også før serien 'Blod, sved og T-shirt' - med efterfølgere de næste sæsoner, blev sendt. Og før 'Maestro' blev produceret. 

   Men Henriette Ladegaards svar på kritikken kunne, citeret oven for, tyde på at hun har haft samme problem som Poul Martinsen med 'dem oppe i huset'.

På Facebook skriver Henriette Ladegaard til sine fb-venner umiddelbart efter sidste Jobmatch-udsendelse:

Er stolt! Over at min redaktion turde trodse mediestormen, bryde et tabu og have hjertet på rette sted. Tak til Danmarks sejeste arbejdssøgende, erhvervsledere og en top-dedikeret redaktion!

Og så henviser hun så i øvrigt med et link til en af de deltagende men ikke-vindende jobsøgere i programmet, Søren Riisgaard Mortensen. Han fortæller i en lang beretning på Kommunikationsforums hjemmeside om hvad han faktisk har fået ud af at deltage. Han skriver blandt andet:

Skåret helt ind til benet har jeg i løbet af Jobmatch-processen sendt en noget atypisk og personlig ansøgning på skrift og video om at deltage. Jeg har solgt mig selv på to minutter til en af Danmarks mest innovative, fremtids- og menneskeorienterede virksomheder foran 9 andre ukendte ”konkurrenter” og ført nogle korte samtaler med erhvervslederne fra de tre virksomheder. Det lyder ikke af meget, men det har alligevel været en hektisk periode, for DR har gjort meget for at vi ikke blot bliver til brug-og-smid-væk-statister i deres bestræbelser på at det nye koncept skal lykkes. Vi er blevet udfordret i nogle af vores grundopfattelser om os selv og tvunget til at tænke i nye baner, alt sammen ført an af to dygtige og inspirerende coaches, som vi har fået stillet til rådighed. Kort sagt er vi deltagere i Jobmatch nok de mest forkælede arbejdsløse, man kan opdrive i hele kongeriget. Og vi har det sgu godt i de her dage.

Det interessante er at deltagerne i 'Krigerne' fortalte noget lignende. De havde ikke følt sig udnyttet og misbrugt, og trods lidelser og barske vilkår indbygget i plottet, og det at de blev udstillet som"onde", så havde de efter eget udsagn lært en masse om sig selv.
   Altså: De afviste enstemmigt de etisk-bekymrede anmelderes og kommentatorers kritik. Og i det tilfælde var seriens egentlig formål endda blevet holdt skjult for dem, indtil alle optagelserne var i kassen. 

Læsere af denne blog vil vide at jeg ikke har nogen principielle kvababbelser over reality som underholdning - og som en blanding af fiktion og journalistisk virkelighed.
   Og jeg synes heller ikke det er synd for deltagerne. De er oplyste og moderne mediebevidste brugere af medierne, og tager som en helt naturlig ting ansvaret for de konsekvenser det har at deltage. De tager en chance for at afprøve sig selv. Også hvis de er arbejdsløse og deltager i Aftenshowets 'Jobmatch'.

Med fænomenet 'reality-tv' er der tale om en bred vifte af moderne og tidsvarende genreblandinger og simulerede virkelighedsplot der udnytter tv-dramaturgiens muligheder effektivt. Og genren har i hvert fald mindst 20 år på bagen. Eller mange flere år hvis man regner tv-programmer af Poul Trier Pedersen, Poul Nesgaard og Poul Martinsen med.

   Personligt er jeg er vild med 'Maestro' og ser (endnuda) med fornøjelse 'X-Factor'. Jeg var stærkt begejstret for serien 'Gal eller normal' og for 'Det røde kapel'. 'Paradise-hotel' er dog ikke i min boldgade som seer.

   Men ligesom viden om atomfysik kan misbruges til atombomber, så kan viden om reality-dramaturgiens muligheder også misbruges til dårligt tv, som den fx blev det i serien 'Blod, sved og T-shirt' med efterfølgere. Se hvorfor her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/02/nar-blandingsgenren-skiller-om-dr1-tv.html

I min bog 'De levende billeders dramaturgi' bind 2. om TV kan man læse om reality-dramaturgiens principper, skrevet på et tidspunkt for små 10 år siden hvor den slags tv stadig var noget relativt nyt og friskt, kreativt og kontroversielt.

   Jeg skrev faktisk også en kronik til Fyns Stiftstidende omkring det tidspunkt som kan have - i hvert fald historisk - interesse i denne sammenhæng:

Reality i fantasien - og i virkeligheden

Af Peter Harms Larsen, professor i journalistik, Syddansk Universitet.  

Vi er landet på Fristelsernes Ø! Baren er åben! Vil du være årets supermodel? Hvor stor er din Fear Factor? Drømmesamfundets virkelighedsmaskine kører igen. Tv-reality-serierne fylder atter tv-skærmene. Journalisterne står på spring. Debatten vil blomstre. De kloge vil tage afstand. De unge vil forsvare.

    Der er godt nok mange af dem. Sidste år blev der i dansk tv sendt en halv snes reality-shows. Og alle kanaler var med på vognen. I foråret får seerne bl.a. adgang til ”Baren” – i ny festlig indpakning, ”71 grader Nord” i ny udgave, en skandinavisk version af ”Temptation Island”, ”Fear Factor” – og indtil flere kloninger af ”Popstars”-formatet - blot med modeller i stedet for. 

   Ingen tv-genre har udviklet sig mere og hurtigere end reality-shows i de senere år. Og udviklingen er ikke gået stille af. I Sverige kostede første udgave af ”Robinson” tv-underholdninschefen hendes stilling, angiveligt fordi en deltager et halvt år efter optagelserne begik selvmord. I Tyskland greb regeringen ind mod Big Brother og dekreterede en times kamerablack-out pr. døgn, i Norge kostede ”Temptation Island” en tv-direktør hans job, i flere udenlandske versioner af Robinson er medvirkende kommet alvorligt til skade som følge af de indlagte strabadser, i USA er kører der retssager af deltagere mod tv-selskaber for manipulation af tv-virkeligheden med konsekvenser for udfaldet og præmiefordelingen, og retssager for tyveri og plagiat af reality-koncepter tv-selskaber imellem.

   Avisdækningen har givet skældsord som ”snage-tv” og ”skod-tv”. Diskussionen har som regel taget genren på ordet og betragtet den som virkelighedsskildring - en særlig slags dokumentarisme. Ikke mindst anmelderne har ment at disse programmer dokumentarisk set var uvederhæftigt manipulerende, platte og gabende kedelige. Enkelte sympatisører, bl. a. Naser Khadar og Erik Meir Calsen har fremhævet deres muligheder for at give indsigt i hvordan ”de sociale mekanismer, normer og regler fungerer i dagens Danmark”.

  Men diskussionen er skæv. Reality-shows er først og fremmest fiktion – forklædt som virkelighed.

Formålet er det samme som for biograffilm og tv-serier: at underholde. I konstruktionen af koncepter og formater for relity-shows går man målrettet efter maksimal identifikation og fascination hos publikum: Det ”virkelige” i programmerne er en effekt der er underordnet de dramatiske oplevelseskvaliteter. Arnold Shapiro, Big Brother-producer i USA, siger: “We are looking for the same ingredients you look for in fictional drama. What we are trying to make is a real, live soap opera. So what do you look for? You look for all the variables of a dramatic story – character development, plot, emotion.” Og Mark Burnett, en af de hovedansvarlige bag produktionen af ”Survivor” (”Robinson” på amerikansk) betegner den slags programmer som ”unscriptet drama”. 

   Går man tæt på, bliver fiktionskonstruktionen tydelig. Reality-shows handler om de samme menneskelige grundtemaer som kendetegner fiktionen: kærlighed og erotik, venskab og venskabsbrud, magt og afmagt, konflikt og overlevelse, svig og sammenhold. Som i fiktionen bliver de medvirkendes sociale og moralske kvaliteter løbende sat på prøve: solidaritet versus egeninteresse, uselviskhed over for kynisme, mod over for fejhed. Personlige dilemmaer sættes i spil og eksistentielle spørgsmål rejses: – Hvor går mine grænser? – Hvilke midler helliger målet at vinde? Og vi oplever i de lange reality-føljetonerat nogle medvirkende, ligesom et dramas hovedpersoner, udvikler sig og træder i karakter under det pres og gennem de kriser og valg som den opfundne virkelighed udsætter de medvirkende for. 

   Motoren i al fiktion er en udfordring til fantasien: ”Tænk hvis…” – Tænk hvis marsboerne invaderede Jorden! – Tænk hvis du mødte den store kærlighed, men familierne var dødsfjender! – Tænk hvis en fordrukken bonde endte i baronens seng! Kunsten består jo så i at få publikum til at tro på fiktionen som en slags virkelighed – en illuderet virkelighed – på engelsk kaldet en ”make believe-world”. 

   Det er til gengæld ingen kunst i reality-shows, men de er konstrueret over samme formel: - Tænk hvis du strandende på en øde ø uden moderne bekvemmeligheder! – Tænk hvis du blev spærret inde og overvåget døgnet rundt! – Tænk hvis du og din kæreste blev fristet til sidespring af skønne singler! – Tænk hvis du kunne blive en popstjerne og vinde rigdom og berømmelse! 

   Tricket i reality shows er det samme som ellers altid har været fiktionens hjemmebane: at gøre en udbredt fantasi eller drøm til en konfliktfyldt virkelighed, for så at vise hvordan aktørerne reagere i den realiserede fantasi. Reality-shows fascinerer ved at virkeliggøre både ønskedrømme og angstdrømme og mixe dem på sindrig vis i konceptet for den enkelte programserie. Lystfyldte drømme og fantasier om at leve på en paradisisk sydhavsø, om mulighed for et harem af villige kvinder eller mænd, om at leve i vild luksus, blandes med angstdrømme, mareridt og fobier: at opleve psykisk og fysisk ydmygelse, dødsangst, at blive beluret, klaustrofobi, højdeskræk og angst for kryb, at fjenden invaderer privatlivet, udstødelse af fællesskabet. 

   Ofte realiseres disse drømme via henvisninger til fælleskulturelt myte- og fabelstof, og med referencer til kendte eventyr og historier fra litteraturhistorien: Robinson Cruso, Temtation Island, Big Brother, Harem, Villa Medusa – fortællinger der så bruges som gennemgående idebank for diverse opgaver, konkurrencer, arrangerede events, præmier og trofæer.

   Men uanset realiserede drømme og eventyrlige rammer, så er mennesker i det daglige samværs rutiner som regel dødkedelige at se og høre på. I fiktionen er det plottet der sikrer fremdrift, spænding og dramatiske vendepunkter. I reality-shows indplanter man med samme mål serier af games med plotfunktion: opgaver, konkurrencer, tvungne valg og afstemninger – og ikke mindst interventioner fra tilrettelæggernes side undervejs: overraskende gæster, nye regler, ekstra straf eller belønning. Alt sammen for at skabe drama ud af den udramatiske virkelighed. 

   Særligt vigtige for genrens fiktionseffekt, og noget af det der har gjort genren mest suspekt i kritikernes øjne, er de mange mind-games. Det er opgaver der gennem valgsituationer tvinger de medvirkende til at vise følelser og til at afsløre gode eller dårlige sider af sig selv - egenskaber som de under almindeligt socialt samvær ikke frivilligt og åbenlyst ville vise frem. Gennemgående er kravet om at udstøde gruppemedlemmer gennem afstemning eller nominering – og begrunde hvorfor. Heri ligger kilden til de intrigeplot som deltagerne dermed bliver tvunget ind i hvis de vil vinde. Også de indbyggede fristelser eller prøvelser hvor den enkeltes mentale styrke og svaghed testes, er afgørende for at seerne både fascineres og kan identificere sig med deltagerne. Et andet afgørende mind-game-element er sekvenser, f.eks. i form af ”skriftestole”, hvor deltagerne taler privat til seerne om hvad de føler og tænker før og efter de dramatiske game-situationer. Seernes fascination er beslægtet med fornøjelsen ved sladder. Man får inside-viden, så man kan aflæse en masse undertekst i deltagernes indbyrdes snak.

   Voyeurisme er navnet på lysten til at kigge på andre mennesker uden selv at blive set. Når folk fænges og fanges af film- og tv-fiktion, er drivkraften denne basale menneskelig lyst der får dem til at forglemme sig selv mens de ser på. Og det er det også når publikum bliver optaget af at se reality-shows. Ekshibitionisme er det modsatte: lysten til vise sig frem og blive set på. Enhver god skuespiller drives af denne lyst når han optræder på scenen eller filmlærredet. Og den lyst er også en vigtig del af reality-deltagernes grund til at være med – lysten til at være på og blive set. Når reality-showet rigtig kører går publikums indre peeping-tom i tæt symbiose med deltagernes lyst til at vise sig frem. 

   Reality-shows er tænkt som fiktion, konstrueret som fiktion og fungerer som fiktion. Et helt legitimt projekt. Lige indtil man slipper virkelige mennesker løs som aktører i disse fantastiske universer. Så skifter optikken og balladen starter. Når deltagerne sulter, så sulter de rigtigt, når de hader hinanden, så hader for alvor, når de har sex under dynen, kommer der pletter på lagnet. Seeren bliver automatisk gjort til en ægte voyeur. Og aktørernes ekshibitionisme er ikke noget de bare spiller på, de blotter sig for alvor. 

   Ligheden med det der stadig forgår i Spaniens tyrefægtningsarenaer og som udspillede sig i det gamle Roms Colossæum, er slående. Gladiatorkampe og kristne som løvemad var ”skuespil” – datidens realitys-hows – endda med indbygget publikumsafstemning: tomlen ned – døden, tomlen op – overlevelse. Seerne til vor tids tv-reality-shows opfatter det der foregår på skærmen med samme lystfyldte fornemmelse af uvirkelighed som når spanske tilskuere oplever tyrens og toreadorens dødedans i arenaen. 

   At iscenesætte virkeligheder efter skabeloner fra ønskedrømme og mareridt, er ikke forbeholdt tv. Varierende cocktails af lyst og lidelse, fascination og kvalme præger kulturlivets ritualer ved indgangen til det nye århundrede: polterabend med fristelser og ydmygelser før drømmebrylluppet, dyrkelse af ”extreme sports” med indbygget livsfare, nedværdigende rustur-ritualer for nye universitetsstuderende, kanindræberkurser for ledere, udmattende stroppeture i vildmarken for indvandredrenge, kunstnere der hænger sig selv op i kødkroge eller udstiller døde svinekroppe og guldfisk i blendere. 

   Det er i lyset af det man skal se udviklingen af nyere reality-show-formater efter de grove urformer ”Robinson og ”Big Brother”. Der sker en rendyrkning af den virkeliggjorte fantasi. Og dermed en fokusering på bestemte følelsesmæssige registre i det enkelte format. I ”Popstars”, går man enstrenget efter stjernedrømmene og prøvelsernes vej derhen. I ”Bootcamp”, som vi ikke har set herhjemme (endnu?), udsættes deltagerne for nedværdigende tvang og psykisk ydmygelse af samme barske karakter som jægersoldater og frømænd udsættes for under deres uddannelse. I ”Temptation Island” går man målrettet efter at skabe jalousi gennem emotionel tiltrækning og erotisk fristelse: Veletablerede kærestepar tester deres forholds ved at udsætte sig for eventyrlige ”dates” i eksotiske rammer, med attraktive singler af det modsatte køn. Og med det særlige mind-game indlagt at de undervejs kan se optagelser fra kærestens dates. I ”Fear Factor” udsættes deltagerne for rædsels- eller afskyvækkende ”stunts” – som at spise levende orme eller rå fåreøjne, blive overhældt med slanger, kravle gennem mørke kloakrør med rotter, springe mellem biler i høj hastighed, blive overfaldet af glubske hunde. På nettet opfordres publikum til at opfinde nye stunts til fremtidige programmer og deltagere. 

   Et helt ny journalistisk ”beat” er opstået: ”reality-journalistik” – på linie med andre fagspecialer som sportsjournalistik og trafikjournalistik. Netop fordi disse fiktioner er befolket med virkelig mennesker, er reality-programmerne for journalisterne en guldgrube af ”gode historier” med uudtømmelige muligheder af indbydende vinkler. Lige i øjet til beboerne af ”The Dream Society”. De medvirkende stiller op for et godt ord, historierne skriver næsten sig selv. Den yngste journalistpraktikant kan være med fra første dag. Og selv om seertallene måske ikke er så høje, så står annoncørernes darlings, de unge seere, på i stort tal. Producenterne smiler smørret, mens produktionsselskabernes idéfolk har travlt med at tyre psykologibøgerne og verdenslitteraturen igennem for ideer til nye virkelighedsdramaer. The show will go on!

   Og bliver man træt af det, så er der det nye polititske fear-factor-show “Med ryggen til fremtiden – og af med hovedet” – med ø-råds-massakren og i tusindvis af offentligt ansatte der bliver stemt hjem af Big Thor.

Linn Ulmann - en forfatter i outsiderposition - i skyggen af et skandaløs familiekonstellation

Mange særligt kreative mennesker har forældre der også er kreative. Og det undrer ikke da den særligt kreative hjernes særlige konstruktion(sfejl) sandsynligvis er delvist genetisk bestemt. 

   Men netop konstellationen kreative børn af kreative forældre kan jo i princippet lige så godt betyde at det netop er miljøet der har været afgørende for det kreative barns kreative udvikling.

    Det slår mig når jeg i Politikens nye omfangsrige lørdagskulturtillæg fra den 19. maj læser om den norske forfatter Linn Ulmann: et stort portræt interview med hende i anlednin af hendes nys udsendte roman: "Det dyrebare".

Linn Ullmann

Linn Ullman og Liv Ullmann

Linn Ullaman og Ingmar Berman

Illustrationerne er hentet fra nettet. Der findes ingen fotos af dem alle tre sammen.

   Artiklen i Kulturtillægget er skrevet af Carsten Andersen, og rubrikken rammer plet i forhold til et af de temaer jeg har forfulgt på bloggen her: skandalens betydning for udvikling af kreativitet:

Født som skandale 

Linn Ulmann er datter af den svenske filminstruktør Ingmar Bergman og den norske skuespiller Liv Ullmann som var star i flere af hans store film. 

   Hvori skandalen? Linn Ullmanns forældre var ikke gift med hinanden, og det at være uægte barn i 1966 var ifølge artiklen "ikke noget man tog let på i Norge". Og: "Der skulle gå tre år før en præst gik med til at døbe hende".

Det jeg straks bider mærke i er jo et barndomsliv med savn i forhold til forældre, med social rodløshed og en flersproget tilværelse:

Hendes mor og far nåede dårligt nok at få Linn sammen, før Bergman sagde farvel til famililivet og slog sig ned på Fårö  ved Godtland.

Ifølge artiklen er Linn Ullamann blufærdig og tilbageholdende med at fortælle om sine berømte forældre, men...

Det ligger dog fast, at hun næsten altid har pendlet mellem USA, Sverige og Norge. Ofte et år ad gangen, og hun nåede at gå på tretten skoler, før hun forlod High School i USA. Det var hendes mor, Liv Ullmann, der fra første øjeblik havde ansvaret for hende, mens Ingmar Bergmann havde mere end nok med at være store kunstner. Som regel rejste Linn med sin mor, som i kraft af sit arbejde var nødt til at slå sig ned mange forskellige steder. Og var datteren ikke med, havde hun skiftende barnepiger. 

Ifølge artiklen gjorde det Linn til et meget selvstændig barn i en tidlig alder. 

   Og jeg konstaterer at hun har haft "ondt i farforholdet". Og sandsynligvis også i "morforholdet". Og det har stort set været umuligt for hende at have stabile relationer til jævnaldrende kammerater - eller andre familiemedlemmer. Fantasierne fylde savnets mentale tomrum ud.

   En anekdote fortæller at hun først da hun var 12 år opnåede at opleve sine forældre sammen på et hotel i Polen - efter selv at have opsporet hvor de befandt sig og tiltusket sig en flybillet fra moderens agent i New York.

   Linn forklare om sit forhold til den bog hun har skrevet:

"Det er jo en blotlægning af dig selv. Selv om jeg holder  mig til fiktionen, forsøger jeg at skerive ærligt og at skrive mig hen mod det, som er sårbart, eller det jeg er bange for," siger hun.

   I "Det dyrebare" skriver hun bl.a. om, hvordan det påvirker omgivelserne , at noget forsvinder, om det så sker hurtigt eller gradvist. 

   I den aktuelle roman er et afgørende omdrejningspunkt, at en barnepige forsvinder og siden bliver hun fundet nedgravet og myrdet. 

Første gang jeg tager temaet skandale og kreativitet op er i indlægget fra den 13. april  2010: "Skandale - en kilde til kreativitet" (link til slut i indlægget).

   Det var faktionsmanden Poul Nesgaard der introducerede mig til den ide at der kunne være en sammenhæng. I gymnasiet blev han smidt ud af skolen uden at få sin eksamen, og det var en "skandale", fortæller han.

   I mit gamle indlæg kobler jeg skandale sammen med fænomenet "kreativ vrede". Og beskriver hvordan den kreative vrede kan forbinde fortidige oplevelser med aktuelle udtryk gennem konceptuel blending.

Hvad med "kunstnerisk skandale"?

   Den nyere kunsthistorie har jo mange eksempler på at når nye kunstretninger træder frem, så bliver deres første programmatiske udstillinger ofte omtalt som "skandaler": Impressionisterne, Fauvisterne, Surealisterne, Dadaisterne.

   Herhjemme kan man jo tænke på den skandaløse Vilhelm Freddies politikonfiskerede billeder, eller Broby-Johansens digtsamling Blod som også blev forbudt. Eller Thorsens aldrig realiserede Jesus-film. Eller Poul og Nulle med julekalenderserien: Hullet i jorden. Eller lort på dåse, guby-fisken i blenderen, henkogt hestehoved, Muhammed-tegningerne, etc.

   Så en kreativitets-stimulerende skandale peger altså to veje: indad mod erindringen og tidligere oplevelser af brud og savn, og udad mod samtiden og de aktuelle relationer til omverdenen.

   Teorien om conceptual blending, har et begreb jeg ikke lige har fundet et godt dansk ord for: "Mapping". de taler om at der foregår en "mapping" imellem et konceptuelt rum og et andet. Det har i hvert fald noget med "overføring" af strukturer og relationer mellem to konceptuelle rum at gøre: altså et rum der er knyttet til barndoms- og ungdoms-oplevelser og et rum der er aktuelt.

   Skandalebegrebet som Poul Nesgaard luftede, hænger klart sammen med de forestillinger jeg har om fænomenet "kreativ vrede", som altså er vrede der fremdriver eller udløser kreativitet (...).

Og det er faktisk konceptuel blending af fantasier og selvbiografiske (kamuflerede) erindringer som resten af portrættet handler om. Hun ønsker klart at undgå skandale ved at fravælge at skrive utvetydigt selvbiografisk. Hun er bange for at det vil udløse reaktioner i offentligheden "hun slet ikke vil kunne styre": 

"Derfor er fiktionen et vidunderligt middel til at komme frem til det samme. Fiktionen er en måde at være mere sandfærdig på. Mere nådesløs og brutal, hvis det er nødvendigt. Eller mere øm. For mig er fiktionen meget bedre , for jeg er alt for lukket og genert, og formentlig også forfængelig til at skrive selvbiografisk.
   Men selvfølgelig ved datteren af Nordens kulturelle power couple, at hendes biografi ligger under det hele, og at læserne også ved det. Derfor dukker der små brudstykker op i nogle af romanerne- Både i den aktuelle roman oog i en tidligere roman optræder der en faderskikkelse, som islogerer sig ude på en ø, Fårö, eller noget der ligner. (...)
  "Det er klart, at jeg leger med min egen selvbiografi, og det ved jeg også når jeg skriver, for mine forældre har været ekstremt offentlige personer, og jeg skriver selv bøger, så er det jo da en slags... (...)... drilleri", siger Linn Ullmann, og smager på det danske ord.

"Drilleri" som eufemistisk og kamuflerende metafor for den bagvedliggende kreative vrede, der driver faktuel erindringsbilleder sammen med den litterære fantasi i et konceptuel "blend" - et kreativt litterært "blandingsværk".

Efter jeg har læst bogen "Imagine - How Creativity Works" - af Jonah Lehrer, kan en række af de iagttagelser jeg har gjort i mange tidligere indlæg, muligvis sammenfattes under begrebet "outsider". Bestemte oplevelser i barndom og ungdom placerer med vold og magt kreative personer i en "outsiderposition" - og den stimulerer til kreativitet. Men det kan også være særlige genetisk bestemte personlighedstræk der fra starten placerer et barn i den position, fx hvis de er HSP´ere.

   I hvert fald er det tydeligt at Linn Ulmann både i sin barndom - og også i sit voksenliv - mentalt er blevet placeret i en sådan fremmedgjort outsiderposition på grund af de helt specielle forældre hun har haft og den position de har haft i offentligheden. En outsiderposition som hun må skrive sig ud af eller ind i - for at forstå hvor den stammer fra.

   Mere om outsiderpositionens betydning i kreativitetssammenhæng i et kommende indlæg. 

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html

Sacha Baron Cohen - elefant i et hyttefad - og andre faktionshistorier

Kultursiderne strømmer over med filmanmeldelser og interviews med filmfolk fra dækningen af filmfestivalen i Cannes. Den får fx ikke så lidt i forbindelse med at Thomas Vinterbergs film 'Jagten' er udvalgt til at deltage i hovedkonkurrencen.

   Når vi snakker kreativitet er det selvfølgelig ikke uinteressant at denne film har et "omvendt" problem  og tema i forhold til Vinterbergs internationale prisbelønnede gennembrudsfilm 'Festen'. Hvor 'Festen' handlede om en søns afsløring af et incest-overgreb af en far over for sine børn, så handler 'Jagten' angiveligt om en helt almindelig mand, som i et lukket landsbymiljø bliver stemplet som der har begået pædofil-overgreb selv om han er helt uskyldig.

   En af tanke-formlerne for kreativ ideudvikling er jo netop: "Hvad hvis det modsatte/omvendte var tilfældet?"

Men det var ikke det jeg ville skrive om. 

   En af Cannes-filmene har titlen 'Diktaoren', er instrueret af Larry Charles, og har Sacha Baron Cohen som den der spiller hovedrollen i filmen, en film som tilsyneladende har en række associationer til Chaplins film fra slutningen af 30´erne af samme navn. Den er morsom og udleverer på satirisk vis en række diktatorer og deres regimer i vores globale samtid.

   

Men hvem er Sacha Baron Cohen?

    Han er en af de særligt kreative personligheder - jødisk - hvis forældre er af mildest talt blandet oprindelse: faderen er fra Wales, moderen har iransk-israelsk familiebaggrund.

   Saxha Baron Cohen er berømt og berygtet for en række film  og tv-serier hvor han påtager sig en fiktiv anstødelig rolle som han derefter sender ud i den "virkelige" verden og prøver af foran tv-kameraer i forskellige situationer.
   Plottet: Elefant i et hyttefad!
   Først iscenesat i rollen som rapperen og hiphopperen "Ali G." - "en snydedum, fordomsfuld ung mand med rødder i moderne britisk storbykultur," som Henrik Palle beskriver ham i Politikens filmtillæg fra i går.

   Derefter optræder han som en omrejsende kasakstanske journalist. Sacha Baron Cohen ser vi her...

I rollen som den rejsende kasakhiske reporter Borat, der på sin rundtur i USA viser sig at have stort set ingen forståelse for vestlige omgangsformer, men formår at afdække en lang række af amerikanernes mindre behagelige sider, herunder slet skjult racisme og homofobi.

Her et sammenklip af fantastiske scener fra tv-serien som siden blev opfulgt af en biograffilm med titlen: "Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan"

Filmens plot resumeres sådan her:

Kazakh TV talking head Borat is dispatched to the United States to report on the greatest country in the world. With a documentary crew in tow, Borat becomes more interested in locating and marrying Pamela Anderson.

Hybrid- eller blandingsgenren har jeg jævnligt været inde på i denne blog: mocumentary - i den særlige variant hvor en fiktiv person med en særpræget karakter udfordrer en social omverden i forskellige situationer med henblik på at afsløre og udlevere denne omverdens skjulte, moralsk angribelige normer og værdier. 

    Som seer er man gennemgående i tvivl om hvad der er fakta og fiktion, og om hvor meget de medvirkende er indforstået med hvad det er for en historie de medvirker i.

I Henrik Palles artikel med rubrikken "Komiker eller Klods-Hans i Krig?" beskriver han det som Sacha Baron Cohn gør i sine film og tv-serier, som "sociologisk guerillakrig" der fortæller om "et antroplogisk angreb, hvor barbaren Borat i en nødtørftig forklædning går undercover".

   Jeg synes "sociologiks guerillakrig" er en fin metafor på Baron Cohns filmiske praksis. Og på de tilsvarende film- og tv-projekter som andre hel- og halvfiktive karakterer har gang i når de iscenesætter deres dekonstruktive plot.

Ude i højre kolonne til artiklen Politikens filmsektion nævnes "5 andre iscenesættere": Mads Brügger, Hunter S. Thomson, Dame Edna, Günther Wallraff og The Yes Men".

   Og specielt Mads Brügger er med sine tv- og filmprojekter åndsbeslægtet med Sascha Baron Cohn. Brüggers tv-serier "Danes for Bush", "Det røde kapel" og filmen "Ambasadøren" som jeg så for nylig, er smukke og originale eksempler på denne særlige ironisk udstillende faktionsgenre.

Jeg synes det er synd at Henrik Palle ikke udnytter anledningen til at give læserne lidt mere historisk kød på den danske tradition for at producere tv-programmer som "sociologisk guerillakrig", en historie som ikke mindst Danmarks Radio kan være stolt af. Mads Brügger står på skulderne af en perlerække af tidligere DR-medarbejdere og -programmer

   Fremhæves skal navne som Erik Thygesen på radio-siden i begyndelsen af 70´erne, Per Schultz, Sten Baadsgaard og Poul Nesgaard fra Ungdomsredaktionnen i slutnngen af 70-erne og første halvdel af 80´erne. Og Peter Larsen fra slut-80-erne og  90-erne. Og redaktionen bag "P4 på P1".

Et berømt og berygtet radioeksempel på en sådan samfundskritisk mocumentary var Erik Thygesens fakede arbejdspladsreportage fra et skibsværft på Fyn fra 1973 der vakte så megen vrede i politiske kredse, at Radioråde på ikke mindst Erhard Jacobsens initiativ forhindrede en fastansættelse. Den direkte anledning var en fiktiv dokumentarudsendelse, der formede sig som en direkte reportage fra en arbejdsulykke fra Lindøværftet med dødelig udgang. Udsendelsen var klart inspireret af Orson Wells´ radiodramatisering af SF-romanen "Klodernes Kamp".

Jeg nævner også nogle tv-eksmplereksempler fra listen:

• "Ungdomsredaktionen" med Poul (Nesgaard) og Nulle som værter. Et fremragende eksempel er en udsendelse med et interview med daværende overborgmester Weidekamp, hvor det lykkes at få ham til at svar på spørgsmål og diskutere med unge bz-ere i en iscensat ramme i en kældercafe på Christianshavn - selv om borgmesteren offentligt havde erklæret at den gruppe unge ville han under ingen omstændigheder snakke med.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Poul+Nesgaard&type=all&limit=120 (sidste 10 minutter)

• "Vinduesrækken" - et program hvor en 9 klasse får besøg af en fiktiv embedsmand, der med en deadpan mine og stemmme fortæller klassen at på grund af besparelser på skolebudgetterne, skal vinduesrækken forlade skolen straks - uden eksamen - eller også skal klassen finde ud af andre kriterier for udskillelse af en tredjedel af klassen før afgangseksamen.

• "Ungdomsbrigaden" - et program hvor unge arbejdsløse iklædt hvide overalls indrulleres i en arbejdbrigade der skal tage rundt i byen og udføre en række absurde og meningsløse arbejdsopgaver, som en slags beskæftigelsesterapi.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Ungdomsbrigaden&type=all&limit=120

• "Isby" - et program der leverer en fiktiv men helt realistisk reportage fra et frysehus hvor man  (sådan ser det ud og sådan rapporteres det) har nedfrosset unge arbejdsløse og hængt dem op i plasthylstre på kroge - til bedre tider hvor man så kan tø dem op igen.

• "I sandhedens tjeneste" - tre programserier med samme fælles titel hvor Pul Nesgaard, Christoffer Barnekow og Nulle  som værter og hinandens kontrastfigurer  alle de konventionelle journalistisk fakta-fortælleformer og -udtryk. Den sidste serie i rækken, blev afsæt for at Poul Nesgaard søgte - og næsen fik - jobbet som tv-direktør. Og det inspirerede ham til i anden omgang at søge jobbet som rektor på Filmskolen, som han fik.
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=I+Sandhedens+tjeneste&type=all&limit=120

• "Mens vi venter på retfærdigheden". En tv-udgave af Café Teatrets forestilling. Mange mennesker har efter halvandet års afhøringer i Undersøgelsesretten opgivet at forstå, hvad det egentlig er, Tamil-sagen drejer sig om. Men efter Peter Larsens 'pædagogiske foredrag' kan seerne drage deres egne konklusioner endnu inden retten gør det.  Manuskript: Nils Ufer. Instruktion: Pernille Grumme. Scenografi: Lars Helweg. Musik: Fini Høstrup. Producer: Leon Munkholm. 
• http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Mens+vi+venter+p%C3%A5+retf%C3%A6rdigheden&type=all&limit=120

Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse - serendipitet igen, igen

Tredje serendipitet-sammentræf fremgår af overskriften til dette indlæg "Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse".
   Der er tale om et sprogligt "blend", sammensat af titlerne på to andre bøger jeg lige har fået stukket i hånden. De to forfattere er begge nogen jeg tidligere har omtalt som særligt kreative personligheder, og som nogen jeg sætter stor pris på. Og på en interessant måde belyser de to bøger hinanden.

Den ene bog er en ny og revideret udgave af Teddy Petersens "Skriv så det fænger". Han har i mange år været lærer i sprog på Journalisthøjskolen og leder af forlaget Ajour. Men han kommer oprindelig fra DR hvor han var kreativ og opfindsom radiojournalist og en særdeles dygtig underviser på de interne efteruddannelseskurser.

   Den anden bog har titlen "Fra forandring til udfoldelse". Det er en stærkt blended bog i enhver henseende - nærmest en montage eller collage - med tre forfattere på titelblade. 

   Den ene kender jeg godt. Det er Poul Nesgaard, rektor for filmskolen, tidligere B&U-tilrettelægger i DR. 

   De to andre  forfattere er Kim Gørtz og Dennis Rasmussen.

   Kim Gørtz er filosof med psykologi som sidefag - og arbejder bla. som konsulent og fagbogsforfatter med afsæt i teorier om coaching sat i filosofisk perspektiv.  Navnet er jeg jævnligt stødt på under min søgning på kreativitet, men jeg har ikke tidligere læst noget han har skrevet.

   Dennis Rasmussen er udannet erhverspsykolog og leder af et konsulentfirma der arbejder med ledelses og organisationsudvikling.

   Af en søgning på nettet at dømme, to af de tunge drenge inden for managment-konsulent-branchen.
   Men måske ikke typer som man ville tænke Poul Nesgaard sammen med.

Hvordan belyser de to bøger hinanden?

   Bogen "Skriv så det fænger" handler helt bogstaveligt om det der er et af nøgleordene i den anden: UDFOLDELSE!

   Om udfoldelse af personligheden gennem sproget. Om udfoldelse ved at skabe billeder gennem sprog, om at sanse gennem sprog, og om at gør en virkelighed levende og forståelig gennem sprog. 

   Men også om sprog der ikke folder sig ud, er abstrakt, tømt for billeder og følelser, et et sprog der vender ryggen til læserne.

   I "Skriv så det fænger" vrimler det med smukke eksempler på kreativt sprog og fine pædagogiske modstillinger. Og den er forbandet velskrevet.

   En af de centrale begrebspar som bogen gør en del ud af at udfolde og eksemplificerer, er erfaringssprog over for videnssprog, som Teddy Petersen har oversat til dagligsprog versus fagsprog.

   Det er en modsætning som jeg i en række tidligere indlæg her på bloggen har foldet ud i lyset af forskellige sider af hjerneforskningen, bla. med den pointe at erfaringssproget giver særlig adgang til højre hjernehalvdels visuelle, musikalske og føelelsesaktiverende tænkning - og dermed en kilde til kreativitet.

Den anden bog - "Fra forandring til udfoldelse" er et eksempel på denne modsætning i sprogformer. De fleste kapitler er skrevet i et videnssprog - der forbinder og fusionere tre upersonlige, følelsesrensede og abstrakte fagsprog og deres terminologi: et managementsprog, psykologisprog og et filosofisprog.
   Der findes vinduesglas som man indefra fint kan se ud igennem, men som man udefra ikke kan se ind igennem. Sådan forekommer den dominerende del af teksten mig. 

De fleste kapitler slutter med det bogen selv kalder "indskudte passager", afsnit der er skrevet i erfaringsprog. I de passager (bemærk metaforen "vej" i udtrykket "passage") - er der billeder, der er følelser, der er erindringer, erfaringer og personligt forankrede refleksioner.

   Så vidt jeg kan gennemskue er "passagerne" alle skrevet af Poul Nesgaard. I de fleste er der direkte referencer til filmskolen eller hans tidligere arbejdeplads, B&U-afdelingen i Danmarks Radio. Men også til hans barndom og ungdom. De beskriver og opsamler erfaringer - fortalt i begivenheder og episoder der for det meste har karakter af kriser, dilemmaer og højde- og vendepunkter.
   Alle passagerne er altså båret af en underliggende dramaturgisk-kreativ tænkning. Det er faktisk dem der leverer bogens fremdrift - i hvert fald for mig.

Bogens formål er at advokere for et skift i måden at tænke på - omkring det at lede virksomheder og medarbejdere. I min terminologi: et frame-skift. Fra at tænke i FORANDRING til at tænke i UDFOLDELSE. Det skift skal lederne gøre, og det skal dem der coacher dem gøre, konsulenterne. Og - det forsvinder dog lidt i abstraktionernes uigennemsigtighed - skiftet til udfoldelse skal også præge medarbejdernes praksis i deres job og arbejdsfunktioner.
   Som på Filmskolen?

   Her er de to frames der er sat op mod hinanden, formuleret i stikord. De kaldes af uforklarlige grunde "spillebaner" - for mig at se, en helt uigennemsigtig metafor:

UDVIKLING: Ritualisering, kontrol over virkeligheden, kontekstmætning og fra indvikling til udvikling. Spillets navn: reduktion af kompleksitet, simpelhed. Mekanisk menneskesyn - instrumentel og fremmedgørende. Hensigt: beskytte den centralistiske og bureaukratiske organisationsform. Magt og ansvar bundet til formel position. Styringsparadigme: kontrol og forudsigelighed. 

UDFOLDELSE: Potentialisering, tillid til virkeligheden, kontekståbninger og fra indfoldelse til udfoldelse. Spillets navn: håndtering af kompleksitet, bevægelse. Organisk menneskesyn - dynamisk og tilegnende. Hensigt: udfolde den  decentrale og frie organisationsform. Magt og ansvar bundet til kompetence og faktisk handling og refleksion. Styringparadigme: tillid og uforudsigelighed. 

Man kan godt læse at udfoldelses-framen er fuld af plusord, og at det er noget anbefalelsesværdigt at skifte til.

   Men denne anbefaling er ikke i bogen omsat i operationelle begreber og konkrete adfærdsmæssige  værktøjer. Begrundelsen er at det "ville være en underminering  bogens eget budskab, som er at fasthold fokus på inspiration (til forskel fra instruktion)."

Bogen vil have dem der leder virksomheder og medarbejdere, eller dem som hjælper ledere til at lede - til at skifte mental frame. Og det er jo al ære værd. Ønsket om frame-skift er et udtryk for kreativitet, som jeg også på har beskrevet det mange steder i denne blog.

   Men de to sprog som bogens tankegang udtrykker sig igennem, udgør en slags montage eller collage af to skarpt adskilte konceptuelle rum: videnssproget som dominerer, over for erfaringsproget i de "indskudte passager". Og læseren overlades til selv at integrere dem. 

   Det virker som "tale" fra hhv venstre- og højre hjernehalvdel, men uden at der er forbindelse imellem dem - uden at de taler sammen.

   De "indskudte passager" kommer til at udstille bogens paradoks: Den gør sig til talsmand for udfoldelse og oplevelse i åben tilstand, men det sker i et totalt afvisende og labyrintiske sprog - renset for oplevelseskvaliteter. 

   Der sker ikke nogen blending for læseren. Eller i hvert fald ikke for mig.

  Der er lange passager som jeg simpelt hen ikke forstår - og jeg plejer ikke at stikke op for svære tekster og kompliceret tænkning.

Men de indskudte passager er af en anden verden. De har overskrifter som tænder mig:

Mellem fiktion og iscenesættelse

Børnebørnene

Syndebukken

Konfliktens nødvendighed

Den dag jeg følte mig som kunstner

Den lille historie om ros som ledelsesværktøj

De fantasifulde

Bevægelse

Ildsjæl eller galskab

Da vi mistede pejlingen og gik i stå

Om skandaler og fejl

Da Poul Nesgaard og jeg har været sammen tre gange om året de sidste 10 år i forbindelse med juryarbejdet omkring Verdenbilledlegatfilmene, har jeg faktisk fået nogle af historierne i en mundtlig førsteudgave. Fx den om "skandaler", og om "da han følte sig som kunstner" og det der udspillede sig "mellem fiktion og iscenesættelse". Se

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html

Når vi taler om serendipitet-sammentræf, så fortæller han om den tredje ombæring af faktionserien "I sandhedens tjeneste" som jeg faktisk var inde over som dramaturgisk konsulent. Og hvor hans fiktionsfigur i serien forførte ham til at søge stillingen som direktør i DR, en oplevelse der katapultede ham videre til jobbet som rektor for filmskolen.
   Heldigt!

Kreativ vrede, kreative restriktioner, konflikters nødvendighed er nogle af de temaer han slår op og tematiserer i sine indlæg, temaer som også denne blog har været omkring i flere indlæg.

   Men det mest slående er de friske metaforer i disse indskudte passager. Han taler fx om at "opnå den sande glæde, at man føler sig i stand til at surfe på kaos"; eller om "at være leder er også at være en moderne syndebuk."

    Nogle af disse metaforer er udfoldede og komplekse. Fx denne som han brugte i talen ved en afskedsreception for en medarbejder, på et tidspunkt hvor der havde været en alvorlig konflikt mellem forskellige grupper på skolen:

På vej til afskedsreceptionen genkaldte jeg mig konflikten mellem medarbejderne. Da jeg så holdt talen, beskrev jeg filmskolen som et sejlskib, hvor hver især har forskellige funktioner - og er mere eller mindre udsatte for vejr og vind.

   Man kan sige at ledelsen er kølen, der udstikker skibets kurs. Skibets skrog og  master er TAP´erne, lærerne udgør sejlene, elverne vejr og vind: Man ved aldrig, hvor og hvornår lynet slår ned. Me det billede prøvede jeg at skabe respekt for hver enkelt medarbejder og gøre dem til ligemænd over for de mere eller mindre uforudsigelige elever. Ved roret står naturligvis kulturministeriet, der lægger den overordnede politisk kurs, og som sørger for, at skolens interesser forvaltes på en hensigtsmæssig måde, så fornyelse stadig er mulig. (....) Der er kun en vej frem. Seljlskibet - institutionen - skal hele tiden være i bevægelse.

Endelig vil jeg fremhæve den passage hvor han beskriver en bestemt elevgruppe som et særligt kreativt folkefærd: animationsinstruktørerne. De har ifølge ham "tilsyneladende lettere adgang til deres fantasi end de andre."

Deres fantasi opleves desuden som uudtømmelig, og de er mere farverige end de fleste andre elever og har tilsyneladende ganske frit forhold til alt, hvad der hedder ny teknologi og nye fortælleformer. (...) Hvorfor er det sådan?

   Jeg tror at forklaringen er ganske enkel: De holdt aldrig op med at tegne, deres fantasi har været fuldt funktionsdygtige hele deres liv, non stop.  Vi andre stoppede med at tegne omkring de ti år, da vi begyndte at tillægge den anden halvdel af hjernen større betydning. Det var den del af os, som kunne regne den ud og sikre os en fornuftig skolegang og dermed et stabilt forhold til omgivelsernes krav. Den rige evnet til at sanse verden blev sat på stand by og for de flestes vedkommende aldrig genoplivet.

   Men sådan er det altså ikke med animationsinstruktørerne. De trækker stadig på det oprindelige sprog - eller skal vi sige evnen til at opleve med hele sanseapparatets styrke.Derfor ser de ikke blot verden i flere farver end vi andre dødelige, de udviser også langt større evne til at optage nye impulser og udtryksformer.

Jeg er fuldstændig sikker på at Nesgaard har ret. Hvis du tegner hele tiden, udvikler du højre hjernehalvdels tænkning. Det er ligesom muskler der hele tiden bruges. De bliver stadig stærkere fordi de hele tiden får tilført ilt og næringstoffer gennem blodet. Og de forfalder hvis de ikke bliver brugt.
    Vi er tilbage i Betty Ewards tænkning: at tegne er at se. Og metaforen: At forstå er at se: I see what you mean. Forståelse er simulation.

Og tilbage i mine egne erindringer - om mig selv.
   Jeg tegnede og malede til jeg var ca. 25, men så stoppede jeg også. Den venstre hjernehalvdel fik større betydning. Tog over. Jeg blev lingvist og forsker. Men listigt bag om ryggen på min bevidsthed sneg billederne sig tilbage i mit liv. Via fruen og via tv, og tv-dramaturgi.
   Og se bare hvad akvarelmaleriet nu kan gøre ved en gammel hjerne - og allerede har gjort. Se de 6 blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier, det første finder du her:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html