Autofiktion - og andre historier - med afsæt i en aktuel kronik

En aktuel kronik af Poul Behrendt og Mads Bunch sætter gang i minderne:

Jeg læste dansk på Købenshavns Universitet 1963-70. Jeg blev der mødt med et litteratursyn som den gang blev benævnt 'nykritikken'. 

   Ideen var at når man læste og fortolkede litteratur, så skulle man med flid og systematisk undgå at inddrage hvad man i øvrigt vidste om forfatterens personlige og sociale liv. Og kun koncentrere sig om at forstå og udlægge teksten isoleret betragtet - på egne præmisser, så at sige - som et i det mentale og konceptuelle rum frigjort kunstnerisk udtryk formet i sprog.

   Nykritikken gik den gang hånd i hånd med den litterære modernisme sådan som den kom til udtryk i tidsskriftet Vindrosen med Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som redaktører de første år efter 1959.
     Jeg var fan af begge forfattere og var begejstret for "Amagerdigte" og "Sære historier".

   

Jeg havde det aldrig helt godt med nykritikken som litteraturlæsningens dominerende tankesæt i min studietid. Og den eneste litteraturlærer hvis undervisning - og siden bøger - jeg for alvor syntes jeg fik noget interessant ud af, hed Aage Henriksen. Og han var i den grad ikke-nykritisk indstillet.

   Han fortolkede litteraturen af forfattere som Goethe, Baggesen, Grundtvig, Kirkegaard, H. C. Andersen, Sophus Claussen, Henrik Ibsen, Karen Blixen, m.fl. i lyset af en teori om at det fælles inspirationsgrundlag for disse forfattere var en form for sublimering af tilbageholdte og uforløste seksuelle energier, energier der blev transformeret til litteratur gennem mentale erfaringsprocesser som indirekte var beskrevet i frimurernes esoteriske skrifter og ritualer, og senere også i bl. a. Rudolf Steiners Teosofi.

Nu blev jeg aldrig "litterat" som det hed den gang, men "sprogmand", og mit speciale blev skrevet inden for et den gang nyt forskningsfelt - moderne dansk syntaks. Titlen var: Infinitiv og ledsætning som subjekt i morderne dansk.
   Og min faglige interesse blev under studenteroprøret fokuseret mod sprogbrug i sociale situationer og i social interaktion.

   Vi var en lille gruppe af yngre lærere og ældre studerende der den gang  - i slutningen af 60´erne - introducerede og udviklede fagområdet 'pragmatik' og underviste på danskstudiet i 'pragmatisk tekstanalyse'. 

   Men også det havde en klar oprørsk brod vendt mod nykritikkens kunst- og sprogsyn: Sprogbrug skulle i pragmatikkens optik altid analyseres og tolkes i den sociale og psykologiske kontekst som sprogbrogen udsprang af, fungerede i - og virkede tilbage på. 

   Og nye discipliner som sociolingvistik, psykolingvistik, konversationsanalyse voksede frem under pragmatikkens faglige vinger op gennem 70´erne og 80´erne.
    Mit eget faglige ståsted inden for sprogvidenskaben i op gennem 70´erne år blev samtaleteori og samtale-analyse - inspireret af den amerikanske socialpsykolgisk orienterede interaktionsteori kaldet 'etnometodologi' og dens dertil hørende analysepraksis 'CA' (=Conversation Analysis) - med Erving Goffman som en af 'fædrene' via sin berømte og epokeskabende bog "The Presenttation of Self in Every Day Life".
   I den kontekst blev jeg introduceret til 'symbolsk interaktionisme' og til centrale begreber som "face", "facework" og "framing".

Så springer vi ti år frem:
  Da jeg i sin tid skrev - og tænkte - bogen "Faktion som udtryksmiddel" i slutningen af 80´erne, var den på mange måder stadig præget af det opgør mod at se en tekst - en avisartikel, en bog, en film, et tv-indslag - isoleret - eller kun at se det gennem modtagerens briller.

   Jeg inddrog i mine model til forståelse af de forskellige blandningsgenre som jeg sammenfattede under begrebet 'faktion', afsenderens intentioner, hans eller hendes arbejdsproces, virkelighedsforpligtelser, genreforestillinger mv. 

   Og jeg fastslog at afgørende for forholdet mellem afsender og modtager når det drejede sig om de mange forskellige blandinger af fakta og fiktion i medierne, var den udtalte eller uudtalte 'kontrakt'/'overenskomst' mellem afsender og publikum om i hvilket omfang og på hvilken måde det producerede værk var sandheds- og virkelighedsforpligtet fra afsenderens side. 

   

Det der optog mig var først og fremmest det tvetydige eller mangetydige forhold man kunne finde i alle mulige former for tv, film, radio, litteratur - mellem sandt og falskt, mellem virkelighed og fiktion, mellem fakta og fantasi.

   Min inspiration til den tankegang var  - ud over førnævnte 'mikroscoiolog' Irving Goffman -  sprogfilosofferne J.L. Austin og J.R. Searle med værker som "How to Do Things with Words" og "Speach Acts"

I 2006 udsendte litteraturkritikeren og -forskeren Poul Behrendt bogen "Dobbeltkontrakten" hvor han på samtidslitteraturens område påviste at der i højere og højre grad blev trukket veksler på læsernes forestillinger om hvorvidt det var litteratur (=fiktion/fri fantasi) eller en form for (erindret) dokumentarisme (=fakta/forpligtet på sandhed og virkelighed) når de købte og læste bøger af fx Suzanne Brøgger, Peter Høeg, Jan Stage og Claus Beck-Nielsen.

   Man kan roligt sige at Poul Behrendt hermed havde "fat i den lange ende". 

   

I den mellemliggende tid er begreber som "autofiktion" eller "fiktionsfri fiktion" blevet i den grad rammesættende for forståelsen af de senere års litteraturudvikling og -debat. Og Poul Behrendt har i kronikker, artikler og interviews udviklet videre på den tolkningsramme som han introducerede med bogen fra 2006.

   Med Karl Ove Knausgårds mammutserie i 6 bind "Min Kamp" har den autofiktive litteratur for alvor sat sig igennem og sat sig i front i hele det skandinaviske litterære miljø. 

   Og "Min Kamp" har Poul Behrendt tit og ofte henvist til som en slags proto- og idealtype for den nye tendens der synes at sprede sig i alle litterære miljøer - i høj grad med direkte inspiration fra Knausgård.

Sidst har Poul Behrendt sammen med en yngre kollega Mads Bunch forfattet en kronik i Politiken  hvor han endnu en gang slår et analytisk slag for berettigelsen i at skrive litteratur der i den grad er konkret og privat - og til en (u)vis grad - (u)sand og (u)virkelig. Med fremhævelse af at det har alvorlige konsekvenser for hele den 'litterære institution'. Men også ofte ubehagelige konsekvenser for både forfatter og hans/hendes nærmere og fjernere omgivelser.

   Kronikken har overskriften:

Autofiktion har knust modernismens facade

Og manchetten lyder:

Den litterære genre vender op og ned på forholdet mellem læser, forfatter og litteratur.

Sådan udlægger Behrendt og Bunch begrebet "autofiktion":

Autofiktion er betegnelsen for en bog, hvor navnet på forfatteren, fortælleren og hovedpersonen er et og det samme, hvilket traditionelt har annonceret selvbiografi. Men samtidig er bogen forsynet med fiktionsbetegnelsen roman, hvilket tidligere garanterede en forfatter imod at blive identificeret med sin fremstillings fortæller og hovedperson.

   For tiden breder denne paradoksale form for kunst sig overalt i skandinavisk litteratur, mest intensivt måske i den danske. Hvermandseje blev selve begrebet dog først, da Politiken sidste sommer indbød forfatterspirer til at indsende autofiktioner i kronikform.

   Ledsaget af følgende kommentar fra kronikredaktøren: »Når den nye strømning appellerer så voldsomt til vores tid, hænger det sammen med, at vi er godt trætte af fiktion. Knausgårds ’Min kamp’ fungerede som en brosten, der blev kastet gennem modernismens glasfacade, og pludselig strømmer der frisk luft ind i butikken«.

Poul Behrendt er et år yngre end mig. Så vi må også have gået på KU nogenlunde samtidig - i sidste halvdel af 60´erne. Og læst dansk. Og abonneret på  Vindrosen. Og blevet indoktrineret i nyykritikkens litteratursyn. 

   Og Poul Behrendt blev som yngre litterat - har jeg læst mig til - karakteriseret som 'Åge Henriksen-elev'.

   Set fra mit synspunkt er det interessant af kronikforfatterne også griber helt tilbage til den gang for at beskrive hvor revolutionerende udviklingen af autofiktionen er:

Den friske luft beror på, at autofiktion er en udfordring til samtlige de måder at skrive og læse på, som blev indstiftet ved dansk modernismes begyndelse omkring 1960. Når forfattere pludselig vælger at gøre sig selv til deres romaners hovedperson, undermineres modernismens idé om det autonome værk og den empiriske forfatter som noget værket helt og aldeles uvedkommende.

   Det nødvendiggør en anden måde at læse på end den, de fleste har lært i folkeskoler, gymnasier og på universiteter. Nemlig nykritikkens, som aflyste enhver forbindelse mellem en bogs forfatter og dens fortæller, ja, faktisk gjorde fortælleren til den eneste gyldige genstand for læsning af fiktion. Denne nykritiske ramme omkring ’modernismens glasfacade’ bliver således revet med i faldet, når empiriske forfattere med autofiktionen selv træder ind i romanerne.

 Da jeg i sin tid skulle lave en definition på 'faktion", indgik i definitionen at der var ballade og konflikt enten på afsendersiden eller på modtagersiden eller - ofte på begge sider - på grund af genreblandingen og tvetydighederne omkring sandhed og virkelighed.

   Og det indgår tydeligvis også som et kendegn ved autofiktionen der jo som selvfremstilling overskrider grænsen mellem offentligt og privat. 

   En række af forfatterne inden for genren får ballade i deres private relationer i forhold til familie og barndomsmiljø, bliver retsforforfulgt, udsat for chikane og trusler, mv.

Man kan som Yahya Hassan risikere enten overfald eller politiovervågning og som ’Nielsen’ og ’Rasmussen’ en årelang pågående retssag til udmåling og domfældelse af virkelighedsgraden i en autofiktion.

   Eller som Knausgård og hans norske forlag gennes rundt i manegen ved udsigten til et juridisk søgsmål, indtil den fædrene slægt i ’Min kamp’, ikke bare hvad navnet angår, men også i henseende til bopæl, uddannelse, arbejde etc. er forandret til nærmest ukendelighed.     Autofiktioner har ikke bare til formål at overskride og derved flytte grænserne for social skam, de risikerer i lige så høj grad at blive ramt af dem.

Af andre begreber for "autofiktion" og det der ligner, introducerer kronikken "litterær selfie", "performativ biografisme" og "vidnesbyrd-litteratur" som mere eller mindre synonyme. Fælles er at der er tale om 'selvfremstillinger' iklædt litterære æstetiske former og udtryk.

De to forfattere til kronikken, oplyses man om, har sammen skrevet en grundbog "Selvfortalt. Autofiktion på tværs" som udkommer i denne uge. Så kronikken er en slags reklame for bogen.

   Jeg tror den vil være interessant læsning.

Kronikken i sin helhed kan læses her - og den indeholder links til en vifte af interessante artikler om "autofiktion":

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2645667/autofiktion-har-knust-modernismens-facade/  

'Litterær selfie' - om en ny, god metaforisk betegnelse for en dominerende tendens i moderne litterære og selvbiografiske fortællinger

Serendipitet ...

   I samme Søndagspolitiken den 2. november hvor fødselsdagsportrættet af Ole Thyssen optrådte, et portræt som jeg i det foregåend indlæg om "barsk barndom" har omtalt, der finder man også en kronik af litteraturforskeren Hans Hauge. 

   Kronikken  har rubrikken 

Vi er alle ens, fordi vi er forskellige

En typisk 'gåde-rubrik'

   Hauge skriver her om det litterære fænomen som han tidligere har reflekteret over i aviserne og i sin forskning: 'autofiktion' -  noget som han selv har kaldt 'fiktionsfri fiktion'. 

   Hauge har nu en ny, god og præcis metaforisk betegnelse for en særlig undergenre til det: 

font-size: large;">"Litterær selfie"

Han refererer her blandt andet til  nyligt publicerede 'selvbiografier' af Reneé Toft Simonsen og Suzanne Brøgger. Og han definerer 'litterær selfie' som: "et selvportræt som skal deles med andre". 

Kim Leines selvbiografiske roman "Kalak" er et andet eksempel på genren, som provokerede hans far til for nylig at skrive en kronik i Politiken hvor han fortalte sin version af historien om de incestoplevelser som han udsatte Kim Leine for som barn og ung.

   Og videre inddrages andre forfattere i Hauges kronik:

Både Leine, Erling Jepsen og (Ib) Mondrup gør således virkelige personer til romanpersoner uden at spørg dem, går jeg ud fra.

Hauge stiller spørgsmålet er om man som ((auto)biografisk)) forfatter "uden videre kan (tillade sig at) gøre andre personer til romanpersoner?"

Om oprindelsen til ordet 'autofiktion' skriver han:

Det er et ord der siden omkring 2000 har bredt sig over hele verden. Oprindelig betød det, at selvet (auto) er en fiktion. Autofiktionen handler ofte om uafklarede fader-søn-forhold. Der er tale om enslag Ødipus-fortælling. Autoanalyse i stedet for psykoanalyse. 

Men nu bruges 'autofiktion' gennemgående i en anden betydning - med inspiration fra først og fremmest Karl Ove Knausgaårds "Min Kamp", fortsætter Hauge:

I en autofiktion er hovedpersonen og fortæller den samme; om man skriver om sig selv i litterær form, hvilket ikke er det samme som fiktion. Man fornemmer at autofiktion er noget tredje eller noget nyt: hverken roman eller selvbiografi.

Altså, der er tale om det jeg her på bloggen har benævnt og beskrevet som genremæssig 'konceptuel blending' - og som jeg for mange år siden  karakteriserede som 'faktion' i bogen "Faktion som udtryksm

iddel".

   Her definerede jeg 'faktion' som medieprodukter - film, radio, journalistik, dokumentar, romaner, m.m. - hvor 'blandingen af 'fakta' og fiktion' gav anledning til diskussion, usikkerhed og konflikt - altså generelt sagt "ballade" - enten på afsenderside eller på modtagerside - eller på begge sider.

 

Hauge fortsætter sin kronik:

I de litterære selfies, der blev offentliggjort, nævner forfatterene dog ikke navne på virkelige personer. Alt tyder på, at de fortæller om egne oplevelser. De går altså ikke så langt som Knausgård, og karakteristisk nok handler de fleste om forholdet til en mor, der enten er syg eller fraværende. Skellet mellem privat og offentligt er ophævet.

Hauge giver derefter eksempler på forfattere som passer til den karakteristik: Sofia Rasmussen, Morten Pape, Anna Arendse Thorsen, Gerda Hyldrup.

   Og han beskriver tendensen som et oprør mod modernismens litteraturanalytiske dogme (som jeg også i min studietid blev indoktrineret med): at man skulle skelne skarpt - knivskarpt - mellem forfatter og fortæller, og det var så at sige videnskabeligt og analytisk 'forbudt' at læse skønlitteraturen 'selvbiografisk'.

   I min studietid brød professor Aage Henriksen med det dogme, som jeg har skrevet om tidligere på denne blog. Og han var den eneste af mine lærere i dansk litteratur jeg den gang syntes det var interessant at hør på forlæsninger af - og læse.

Hans Hauge fortæller så om danske forfattere som har forsøgt for alvor at brug Ove Knausgaard som litterær rollemodel: Pablo Llambias (som jeg aldrig før har hørt eller læst om) og Yahya Hassan, som jeg skrev om lige så snart det første interview dukkede op med ham i Politiken for godt et års tid siden.

   Det tredje eksempel Hauge refererer til, husker jeg heller ikke at hav lagt mærke til:

Endelig er der Naja Marie Aidts, Line Knutzons og Mette Moestrups generøse og monstrøse fællesbog 'Frit flet'. Hører den med eller ej? Det er svært at afgøre om de hører til på Knausgård- eller Renée Toft Simonsen-fløjen.

Det han mener med 'Renée Toft Simonsen-fløjen' er den gruppe af forfattere til 'litterære selfies' som også Suzanne Brøggers "Kruk" tilhører, fortællinger der direkte omtaler sig selv som 'en selvbiografi'; og dette i modsætning til 'Knausgaard-fløjen' hvor det tydeligt selvbiografiske indhold får et slør af fiktion fordi genrebetegnelsen 'roman' er den etikette der sættes på fortællingen.

Jeg antager at det her er et tema og en problemstilling jeg jævnligt vil følge op på - og vende tilbage til.

   Men søg gerne her på bloggen med nogle af de stikord jeg har skrevet i boksen "etiketter". 

'Sort ser det ud' - et aktuelt 'reportage-digt' af Yahya Hassan - 'PRISFEST I KYIV' i Politikens kultursektion 5. marts 2014

Her til morgen stødte jeg på side 2 i Politikens Kultursektion på et digt af Yahya Hassan - skrevet kun med store bogstaver - såkaldte 'versaler' - og med hvide typer på sort baggrund. 

   Titlen på digtet var 

PRISFEST I KYIV

Titlen har en 'overligger' der leverer en redaktionelt forklarende aktuel kontekst og nøgle til forståelsen af digtet. Der står:

Yahaya Hassan har været tre dage i Kijev. Han har været på pladsen, talt med rebellerne og set deres billeder og film.

Her følger digtet, nogenlunde som det fremtrådte i avisen - og altså ikke i den normaliserede sort-på-hvidt-udgave man kan se på Politiken.dk. 

   Der er dog mindre linjeafstand her end i avisens original, og blogskabelonens tekniske begrænsninger gør at jeg ikke mulighed for grafisk at lave hele siden som én sort baggrund. Så man må som læser nøjes med denne tillempede versions forsøg på alligevel at give læseren nogenlunde samme oplevelse som jeg havde da jeg læste digtet "Prisfest i Kyiv" i min morgenavis:

RÅDHUSET ER BLEVET LIGHUSETEN KVINDE GRÆDER VED DE DØDES BORDUKRAINERE OG RUSSERE SNORKER MED HUNDENEPRÆSTER FAGTER FEBRILSK MED KORSENEEN LANDMAND BULLDOZEDE POLITIKÆDENFOLKET FØRTE SIG FREMAUTORITETEN BLEV ARRIGPOLITIKENS EUROPAREDAKTØRSAD PÅ SIT FEMSTJERNEDE HOTEL I SKUDSIKKER VESTOG RAPPORTEREDE FRA VINDUETEKSTRA BLADETS UNGKARL ER HJEMLØSSTAK AF FRA SNIGSKYTTERNE MED EN BLØDENDE HÆMORIDEHAN LEDTE EFTER NOGET HAN KUNNE TØRRE SIG MEDMENS DE LEVENDE SLÆBTE DE DØDEFASCISTER RÅBER EUROPAREDAKTØRENAD BØLLER MED KØLLERVIL IKKE SE DEM UDEN ELEFANTHUERLASTBILER LEVERER PROVIANT OG TRÆERBØRN BIDER I BRØDETHULEMÆND HUGGER TIL BRÆNDEARBEJDERE GRAVER FORTOVET OPOG HAKKER BROSTEN TIL KASTESKYTSKVINDER SAMLER I SÆKKEHÆRDEDE HÆNDER FØRER TIL FRONTENKAMPRÅB OG KLAGESANGSÅREDE SENDES MED SPORVOGNE PÅ SLAP LINESOLIDARITETSMYLDERMOLOTOVBRYG OG FRIBARTELTEFESTIVALTOILETTER OG ROSKILDELUGTAFFALDSBUNKERBETONBARRIKADER OG BLOMSTERSTIERKRIGSTURISTER MED KASKETTER OG KAMERAERRØR RÆDSELSSLAGNE VED REVOLUTIONENFELTHOSPITALET ER SODET TIL AF SORGBYEN ER VÆLTET MEN BUTIKKERNE STÅRKÆMPE KATAPULT SLYNGER EN SOFAPIANIST MED POLITIHJELM OG SKUDSIKKER VEST PLAGER KLAVERET PÅ PLADSENEN SNIGSKYTTE FANGES OG TRAMPESSIKKERHEDSSTYRKERNE SVÆKKES SKYNDER SIG VÆKOPMUNTRING OG OPRUSTNINGVAGABONDEN UDSTILLER EN SAMLING AMMUNITION PÅ EN BODOG BILLEDER AF BEGRAVEDEUNGDOMMEN VED CHECKPOINTSMED POLITISKJOLDE OG POLITISTAVESKUDSIKRE VESTE OG SKIBRILLERPOLITIUNIFORMER HÆNGES I PIGTRÅDUDSTYRET DELES UDEN FLOK PATRULJERER I POLITIKØRETØJERTRAFIKPOLITIET BLANDER SIG UDENOMREGERINGSBYGNINGER OMRINGES OG BEVOGTES AF ARBEJDSLØSEPÅ TOMME TANKS PLANTES ET FLAGOLIETØNDER OG SMELTEDE DÆKVARMER VINTEREN VED VODKAPOSTENPOLITIKERSLAGSMÅL I PARLAMENTETKORRUPT PRÆSIDENT IN MENTEKORRUPT PRÆSIDENT AT FORVENTEGARVEDE GAMLE SKÆNKER SUPPEFEJER GADEN OG TROMMER FOR BALLADEJANUKOVITJ HAR FORLADT SIT PALADSEN REBEL GRINER I GARAGENTØMMER BARENOG SLÅR ET SLAG PÅ GOLFBANEN

Om det er et godt digt, er jeg ikke afklaret med. Men indtryk gør det. Og selvfølgelig er det en pointe at digtet ikke står "sort på hvidt", men omvendt og modsat: "hvidt på sort".

   Dets særlig (typo)grafiske udtryk gør ikke læsningen letter, men bremser den ned til en slags mental slowmotion.
   Det er i øvrigt helt parallelt til Yahya Hassans gennemførte brug af versaler til alle ord og tekstdele der også også fungerer som en slags mentalt 'benspænd' - et læseprocesens 'bump' der forhindrer hurtig og overfladisk læsning.

   

Der er tale om en slags 'kreativ restriktion' i forhold til læseren og læsningen, en 'begrænsning' som tilsyneladende er valgt lige så bevidst som sproget i alle digtene i hans første digtsamling i øvrigt synes at være. Den der havde digterens eget navn som titel: "YAHYA HASSAN".

  Da digtsamlingen udkom, og jeg fik den købt og læst, kunne den gennemførte brug af versalerne også tolkes som et konsekvent udtryk for 'kreativ vrede', syntes jeg. 

   Men en del af anmelderne udtrykte bare irritation over at alle linjer i alle digtsamlingens tekster var skrevet med store bogstaver. Og de opfattede det tydeligvis mest som en slags umoden og undommelige manér uden at forsøge sig med en positiv tolkning af det gennemførte, men udsædvanlige (typo)grafiske udtryk.

Det her digt i dag i Politiken er et smukt eksempel på det jeg i mange andre indlæg har kaldt 'konceptuel blending' - dvs. en kreativ blanding, integration og mental fusion af to ellers normalt adskilte konceptuelle rum; her altså at man (=Yahya Hassan) kombinerer noget der ligner en journalistisk subjektiv udenrigsreportage fra et storpolitiske brændpunkt - med det poetisk udtryk og de poetiske stilfigurer og sætningsformler som også kendetegnede teksterne i hans 'vrede' første digtsamling 

   Også disse digte kunne nemlig læses og opleves som en moderne og fornyende digterisk konceptuel blandingsform: 'en dagbog' over emotionelt stærke personlige oplevelser fra og subjektive refleksioner over opvæksten i en dysfunktionel indvandrerfamilie i et ghettomiljø og derfra videre til konfliktfyldt konfrontation med forskellige mennesker og institutioner i omverdenen da han bliver ældre; det er indholdsmæssigt 'en dagbog' som så i digtsamlingen er transformeret ind i en fri modernistisk prosalyrik - med et mix af forskellige poetiske udtryksformer, bogstavrim, halvrim og rytmisk dansende sætninger og sætningsemner, et mix der er særdeles velegnet til at recitere mundtligt fra en scene over for et publikum.
   Og det er ikke tilfældigt, for inden han blev digter optrådte han som 'rap-sanger og musiker.

Tydelig markeret med den ironiske titel "PRISFEST I KYIV" har digteren samtidig leveret et effektivt og demaskerende svar på de nyhedsartikler som jeg husker fra sidste uge, artikler der, lettere forarget, fortalte at han ikke ville være til stede ved den event hvor han skulle fejres som modtager af Politikens Litteraturpris. 

   Den her artikel fra Jyllandsposten.dk den 25. februar siger sådan set det hele:

Omstridt digter udebliver fra prisfest AF UFFE CHRISTENSEN460 mennesker skulle i morgen have mødt Yahya Hassan - men han er rejst til Kiev.
I morgen skulle den omstridte digter Yahya Hassan ved et stort arrangement i København have overrakt den prestigefyldte Politikens Litteraturpris, men han dukker ikke selv op.
   Det skriver Politiken.dk.

Yahya Hassan har allerede lagt et billede fra Kiev ud på sin Facebook-side. Screendump

I stedet har digteren - angiveligt af "private grunde" valgt at rejse til Kiev, hvor han opholder sig i øjeblikket.
   Der var tilmeldt 460 mennesker til arrangementet.
Ærgerligt afbud   Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen ærgrer sig over afbuddet, men siger blandt andet til Politiken:
   »Når man har med unge digtere at gøre, så er der altid en grad af usikkerhed, spontanitet og rock’n roll, så jeg havde tænkt, at det kunne ske."
   Litteraturredaktøren oplyser, at han allerede lørdag aften talte med digteren, der meddelte ham, at han ville tage til Kiev og derfor ikke kunne deltage i prisfesten.
   Men det betyder selvsagt ikke, at han ikke modtager både æren og de 250.000 kr., der følger med.

Jeg tillader mig at tro at redaktør Jes Stein Pedersen sammen med mange andre, også menige journalister, der var forargede over at Hassan ikke bare pænt påtog sig rollen som den glade og taknemmelige prismodtager, har haft lidt røde ører i dag. 

I øvrigt får jeg associationer til min ungdoms oplevelser da jeg som gymnasieelev læste Klaus Rifbjergs vist første egentlige digtsamling "Konfrontation" (1960). Det var en mental åbenbaring!

   Og fra mit litteraturstudium i 60´erne husker jeg især også det indtryk det gjorde da jeg læste R. Broby-Johansens debut-digtsamling "Blod" (1922), der i øvrigt også helt konsekvent brugt versaler i alle ord og sætninger i alle digtene. 

   Broby-Johansenen havde en kreativ digter-personlighed som Yahya Hassan i karakter og temperament er klart beslægtet med, både når det gælder den underliggende 'kreative vrede' i forhold til indholdet, og når det gælder de valgte 'kreative restriktioner' i forhold til udtrykket.

   

Se hvad www.litteratursiden.dk skriver om hvad der skete da "Blod" udkom:

Rudolf Broby-Johansens Blod fra 1922 blev af samtiden opfattet som utugtig, ufuldstændig kunst, men har siden vundet anerkendelse for at være en del af startskuddet på modernismen i Danmark.

   Blod, lig, legemer, død, angst, tåge, prostituerede, selvmordere og skrig fylder et blegt, isnet og blåligt univers, mens de flænges, ryster, kravler, svulmer, vælter, voldtager, bløder, ruster, knæler, borer, kryber og brister. Råheden gennemsyrer de 16 digte i Blod. 

   Broby-Johansen blev på baggrund af samlingen anklaget og dømt for utugtighed. Straffen var 14 dages fængsel og en bøde. Digtsamlingen er derfor interessant som et eksempel på kunstens rolle i forhold til ytringsfrihed og pornografi. 

   Broby-Johansen appellerede dommen, da han mente, den var for mild. I sin forsvarstale for digtsamlingen under retssagen udtaler han, at det er klart ”at et nutidsmenneske, der ikke er for fej eller imbecil til at se sin samtid i øjnene ikke har bevidstheden fyldt af elverdans og elskovsdrømme.”    Hvad, der i stedet optager Broby-Johansen, er ”de militære millionmord” og ”kapitalens sjælelige milliardmord”. 

   Den ubærlige vished om 1. Verdenskrigs menneskelige omkostninger gennemsyrer digtet ”Stridsmænd for det vi elsker”: LANGSOMT KRAVLER ORM-ÅRER UNDER RØD-VABLET HALSHUD / UNIFORM RIVES OP (KNAPPER REGNRASLER) / FRÅDE / FRA FINGRE SPRINGER BLOD / SÅ SLÅS DE. 

   De minutiøse sansninger af den kropslige nedbrydning står ikke tilbage for horrorgenrens effektdyrkelse. Gruen anvendes dog ikke som en underholdningseffekt, men med et tydeligt politisk sigte.

Jeg har en mistanke om at Yhaya Hassan faktisk har haft "Blod" som inspirationskilde for sin første digtsamling.
   Og det er i grunden ikke så galt!

Pussy Riots, Trille, Thomas Lundme, Yahya Hassan - om erfaringssprogets gennemslagskraft - og dets modsætning: 'bullshit'

Informations weekend-tillæg "Moderne tider" har ganske mange faste rubrikker, og er af svingende kvalitet. Men jeg har en klar fornemmelse af at der er sket et kvalitetsløft på det sidste. Redaktøren hedder Bodil Folke Kaarsholm.

   Denne weekend, 23.-24. november, er der to "stykker" der især fænger og fanger:

Dels er der en spændende, oplysende, men ikke særlig letlæst brevveksling mellem på den ene side det russiske Pussy Riots-medlem Nadesia Tolokonnikova, aktivisten der blev fængslet efter gruppens Putinkritiske og provokerende optræden i en russisk ortodoks kirke, og på den anden side den slovenske filosof Slavou Zizek, en klog mand der ifølge Wikipedia har skrevet essays om et bredt spektrum af emner: Jacques Lacan, fundamentalisme, tolerance, politisk korrekthed, globalisering, subjektivitet, menneskerettigheder, postmodernisme, Lenin, David Lynch, Alfred Hitchcock.

   Brevene er fra begge sider skrevet i et højstemt og ganske abstrakt sprog, gennemsyret af en anspændt seriøsitet som er ganske fremmed for en gråmeleret leverpostejagtig dansk tænkemåde.

   Pointen i brevvekslingen er, som der står skrevet, at der er opstået en symbiose mellem den globale storkapital og økonomisk tunge stater med et stærkt autoritært og mere eller mindre diktatorisk styre.

  Jeg tænker: Det er jo rigtigt. Men er der egentlig noget nyt i det?

Men Pussy Riots system- og kirkekritiske optræden í Rusland trækker erindringstråde til min egen ungdom - via den anden artikel fra Moderne tider som fanger og fænger.

   Det er en erindringsartikel af Thomas Lagermand Lundme - i anledning af at Arbejdermuseet har åbnet en udstilling om sangeren Trilles liv og virke. Rubrikken lyder:

Hej, Søster løgsovs

Den artikel bliver jeg også straks grebet af da jeg begyndte at læse den - forfra. Den indledes sådan her:

Et af de første steder, jeg boede som barn, var Reberbanegade på Amager. Det var på 3. sal med udsigt til Amager Centret, som strålede som en kunstig højfjeldssol. Der stod også et kastanjetræ. Når det blomstrede om foråret, var det skønheden. Jeg troede, det var skoven. Min far var elektronmekaniker og havde for det meste natarbejde. Min mor var i huset hos Thomas Winding og passede hans børn, så han havde tid til at skrive bøger til alle de andre voksne børns børn. Når min mor ikke passede Thomas Windings børn, var hun med i hans fjernsynsudsendelser for børn. Når jeg blev passet hos min mormor og morfar i deres kolonihavehus, kunne jeg altid se hende i fjernsynet, min mor. Så var hun der. På en måde.

Det gode sprog - erfaringsproget - vender jeg tilbage til. Men hvem er skribenten?

   Thomas Lundme er multikunstner - en af de særligt kreative - der både skriver bøger, producerer dramatik og er kunstmaler. Og i artiklen i Moderne tider leverer han på skrift et flash back til min egen ungdom hvor Trilles sange spillede en vigtig rolle. Nok mest for kvinder.

Jeg kender Trille fra begyndelsen af 60´erne. Vi gik begge på Christianshavns Gymnasium. Og begge var vi såkaldte udvekslingstuderende der fik et års ophold i USA gennem organisationen American Field Service. Det betød så at vi fik vores studenterhue med et års forsinkelse. Men også at vi i den grad fik udvidet vore horisont.

   Trille havde allerede da taget eller fået sit kælenavn, og hun sang og spillede guitar til gymnasiefester og på studenterlejre, husker jeg.

   Hun havde en god stemme, lidt i retning af Joan Baez hvis plader og sange jeg med flid havde lyttet til efter hjemkomsten fra USA.

   Trille var (ligesom Joan Baez) en dejlig dame med gode, dybe smilehuller, var vi mange der syntes. Og vi vidste godt at hun havde en mere professionel fremtid som sanger og musiker foran sig.

Ret mange år senere  - omkring 1990 - mødte jeg Trille igen - i DR´s B&U-afdeling hvor hun var free-lance-medarbejder og -forfatter. Jeg var indkaldt dramaturgisk manuskriptkonsulent på en serie planlagte tegnefilm for børn, film som Trille blandt andre skulle skrive manuskripter til. Jeg skulle give feed back på de første manus-synopser.

   Serien havde som gennemgående signatur og figurer: "Tim og Thomas". Og den var fra B&U´s side opfattet som et relativt stort og dyrt eksperiment som afdelingen havde fået en særlig pulje penge til at finansiere.

   

Tegnefilm a la Walt Disney var ellers op gennem 80-erne ideologisk belastede i B&U-kulturen, så det var i hvert fald en ret pioneragtig opgave for Trille og to andre forfattere at skulle skrive manus til en danske tegnefilm ud fra et givet rammekoncept og to på forhånd fastlagte karakterer.

   Plottet skulle hver gang indebære en visuel forvandling fra en normal virkelighed til en fantasi-virkelighed - med inspiration fra fra forskellige (børne)litterære fiktionsuniverser.

   Her er et eksempel fra YouTube - med manuskript af Trille:

Trilles mest spektakulære offentlige optræden skete 20 år tidligere - i et TV-underholdningsprogram hvor hun sang den for en del seere provokerende vise  "Øjet", skrevet af forfatteren Jesper Jensen: 

Sangen indbragte hende og Danmarks Radio en anklage for blasfemi efter straffelovens § 140:

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det var især andet vers i "Øjet" der provokerede - "Han" i sangen er "Gud":

Han er streng - men så forbandet uerfaren,

han har aldrig nogensinde været barn.

Når jeg strammer min trusser,

som har blonder og er gule,

kan jeg komme til at røre ved det frække, de skal skjule.

Men så snart der er noget, der kilder

bare en lille bitte smule,

så lurer der et øje i det høje.

Ham Gud han er eddermanme svær at få smidt ud.

Men selvfø'lig det er syndt, han har den drift,

han har aldrig nogensinde været gift.

Retssagen førte til frifindelse den gang i 1970-71, i markant modsætning til den dom på to års fængsel som to af Pussy Riots medlemmer fik for godt et år siden i Rusland.

Tilbage til artiklen af Thomas Lagermand Lundme:

   Det er ikke mindst sproget der gør at man suges ind og hænger på: Enkelt mundtligt farvet erfaringssprog, som meget fint indfanger barnets synsvinkel og oplevelseshorisont.

   Formuleringen "i øjenhøjde" ville her ikke være en kliche.

   

Det der kendetegner erfaringssproget i almindelighed, og Thomas Lundmes tekst i særdelesher, er dets glasklare gennemsigtighed i forhold til den virkelighed det skildrer. Der er ikke antydningen af 'bullshit' i det sprog.

   Her et længere citat fra Thomas Lundmes tekst som netop zoomer ind på på det tidspunkt hvor en plade af Trille med nogle af hendes senere så kendte sange, er kommet ind i familiens liv - sange som ændrer det liv - netop fordi teksterne i dem i den grad selv er gennemsigtige og gøre brug af erfaringssprog:

En dag kom min mor hjem fra Thomas Winding med et par fyldte flasker og en lp under armen. Der var to fugle uden på coveret. Og et rødt hjerte. Min far sagde, at det var ærgerligt, det ikke var snittet.

   »Hvad?«

   »Grafik er vejen frem,« sagde han. Og mente det. På den måde fastholdt man et verdensbillede i sort og hvidt. Det gør han nok stadig.

   Min mor var ligeglad. Hun satte pladen på. Og skruede op.

   »Kom og løft mig op,« sang stemmen i højtalerne.

   Det var en god ide. Jeg gik ind på mit værelse og løftede Bimmer op fra opvaskebaljen.    Og da jeg gik ind i stuen igen, dansede min mor på gulvet. Hun havde fået røde kinder.  Og der var vin i glasset. Da jeg så på hendes øjne, kunne jeg se det.

   »Hvorfor græder du?«

   »Fordi det er så smukt,« sagde hun. Og skruede lidt højere op.

   Birthe Kjær på guitar

   Min far sagde, at det var patetisk. Det var Birthe Kjær på guitar. Og nu gik han altså i Amager Centret og brokkede sig over det. Og over noget andet. Og noget tredje, han havde hørt i kantinen på arbejdspladsen forleden.

   Det var min mor ligeglad med. Hun dansede.

   Nu sang stemmen i højtalerne om »Min lille sol«, og den skinnede, solen derude. Den kastede et lys ind i stuen, der var sjældent. Det mindede om forår, selv om vinden ruskede, og regnen for det meste tordnede mod ruderne.

   Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg kunne mærke, at der skete noget. Det var som om, at alt det der med, at vi skulle bo i kælderrummet resten af vores liv, når Barsebäck sprang i luften, forsvandt lidt, og solen bare blev ved med at skinne, så det lignede, vi var på ferie i Fælledparken. Det var vi tit om sommeren. Så sad min kusine og jeg i græsset og malede, mens Røde Mor råbte fra scenen, at alle, der ikke var røde, var døde. Og alle, der var røde, var søde. Og så sagde min far, at nu var den ferie slut. Og så tog vi hjem igen til Reberbanegade.

   I børnehaven havde jeg godt lagt mærke til, at der var andre børn, der var på ferie i mere end en dag. Men det var også alle de børn, der havde forældre, der arbejdede i lufthavnen. Det var nok derfor, tænkte jeg. Så kunne de flyve. Vi kunne kun cykle.

   Det sang hun også om. Hende i højtaleren. »Mors lange cykeltur,« sang hun og min mor sang med, mens hun vaskede op eller lavede te fra Ceylon.

   Den musik gjorde min mor glad. Og den gjorde hende anderledes.

   »Hvad skal du i aften?« spurgte min far.

   »I Huset,« sagde min mor. »Vi holder kvindefestival. Og jeg er med til at arrangere det.    Det er vigtigt, vi bevæger os.«

   Min far nikkede. Han bevægede sig ikke så meget. Men han var begyndt at høre hende der stemmen inde i højtalerne, når min mor ikke var hjemme.

   Det var også et bedre cover, der var til den lp med »En lille bunke krummer«. Det var et lille rødt hus ude i en skov med grønne træer.

   »Er det kastanjetræer?« spurgte jeg.

   Min far rystede på hovedet og sagde, det var bøg.

   Så sagde jeg, at Fru Frandsen ikke kunne bo der. Hun kunne ikke tåle det der allergi.  Og det kunne Birthe Kjær desuden heller ikke.

   Så grinede min far og rodede mig i håret. De aftner var dejlige. Så sad vi der i Reberbanegade, mens hende der stemmen i højtalerne sang om ræve, rav og om de små lys, vi skal huske at tænde i mørket. Min far snittede grafik. Og jeg lavede et slot i trylledej. Min far troede, det var et hus til alle dem, der ikke havde et sted at bo. Det tror han stadig. Jeg har aldrig nænnet at sige, at det var det slot, jeg skulle bo i, når jeg havde fået så stor succes med at synge på Mellemdækket i min leopard.

   Det slot skulle bygges midt på Røde Mellemvej.

Sproget i Thomas Lundmes tekst står i lysende kontrast til det sprog som beskrives i Informations hovedavis den samme dag - under rubrikken

En bullshitters bekendelser 

Manschetten lyder:

Et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at vi er omgivet af så meget bullshit. Det mener professor emeritus i filosof fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt, der har viet en hel bog til at beskrive fænomenet. Han er bekymret – for som han siger: ‘Bullshit er en mere samfundsnedbrydende praksis end løgnen’

En faktaboks fortæller:

Bullshit [ˈbulˌˈsjit] subst. el. verbum

Sammensat af ordene ’bull’, der betyder tyr og formentlig stammer fra det franske ’boul’, der kan oversættes til ’svig’ eller ’bedrag’ – samt ordet shit, der betyder ’lort’ og er blevet brugt i amerikansk slang siden 1915, om end det først for alvor fandt udbredelse under Anden Verdenskrig.

   I almindelig sprogbrug anvendes ordet bullshit til at udtrykke utilfredshed med udsagn eller personer, der virker overfladiske og uoprigtige. I bogen On Bullshit definerer professor emeritus fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en bullshitter som en

person, der er mere optaget af at imponere publikum, end af at formidle sandheden:    »Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad.«

De senere år er bullshit gledet ind i det danske sprog, som et supplement til allerede kendte betegnelser som: ’varm luft’, ’tom snak’ eller det mere latrinære (men med ’bullshit’ nærmere beslægtede) ’at lukke lort ud’.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i den grad er allergisk over for bullshit-sprog, og at jeg får røde knopper af mennesker der bulshitter i tide og utide.
   Jeg ønsker her på bloggen at undgå sprogligt  bullshit, og jeg prøver at udnytte erfaringssprogets gennemsigtighed når jeg skriver. Også selv om det jeg skriver om, kan være ret svære sager der indimellem kræver brug af abstrakte begreber.

   Det sprog som jeg har benævnt 'videnssprog', er - i modsætning til erfaringssproget - rigtig velegnet til at bullshittte med, fordi det er abstrakt, billedfattigt, upersonligt og følelsesrenset - og derfor formidler virkeligheden i fugleperspektivets slørede form.

   Se mere om det to slags sprogbrug i det følgende blogindlæg:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Gå gerne videre til de følgende indlæg hvor jeg fremhæver det særlige anti-bull-shit-erfaringssprog som Christina Hagen bruger i sin digtsamling "White Girl", en samling tekster som nu er blevet omsat til en meget rost teaterforestillig: 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Skulle jeg give et lysende klart og helt aktuelt eksempel på det modsatte af bullshit-sprog, så er det Yahyan Hassans digte - men også hans udtalelser når han bliver interviewet:

Læs også gerne mit indlæg om Yahyab Hassan da han lige var trådt offentligt frem i et interview i Politiken:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

Om Dudus melankoli - i en kronik med titlen "Det er for sent" - skrevet i et gribende erfaringssprog

Jeg skrev for et par indlæg tilbage om debutdigteren Yahya Hassan og hans livshistorie og erfaringer frem til at digtene nu udkom. Jeg forholdt mig ikke så meget til sproget, men først og fremmest til det der lå bag: vreden og den kreative eksplosion som digtene var udtryk for. Og om betydningen af på et afgørende tidspunkt at være heldig og møde 'en mentor' for udviklingen af personligheden.

   Jeg var ikke den eneste der reagerede. Dønningerne i offentligheden, de mentale skred som interviewet  og citatet af et af digtene affødte rundt omkring, har skyllet gennem mediernes debatsider, klummer og kommentarer i hele den følgende uge. 

   Og efter sigende har Yahya været nød til at gå under jorden på grund af dødstrusler fra mennesker der heller så ham som død end fortsætte som en levende digter.

Men det det også handler om i sidste instans er sprog: 'erfaringssprog'.

   Jeg har tidligere flere gange reflekteret over den forskel i impact og effekt på modtageren der er når man bruger det akademisk inficerede, abstrakte, billedfattige og skriftspogsforankerede 'videnssprog' - i modsætning til det indtryk det gør når man gør brug af det konkrete, billederige talesprogsnære "erfaringssprog".

   Yhyas digt havde klart sin kilde i erfaringsproget, og var så kørt i gennem en sproglig poetik som gjorde det til et personligt digterisk udryk - til poesi i stedet for prosa. 

En uge efter, igår lørdag den 12 oktober, bragte politikken så en kronik af vært på radio24sy Ayse Dudu Tepe under rubrikken 

Det er for sent

Kronikken er en slags emotionelt svar på Yayhas sproglige og kreative vredesudbud. Manchetten siger det direkte:

Tårne trillede ned ad mine kinder, da jeg læste artiklen om Yahya Hassan i Politiken. For jeg læste om mig selv. 

Grundstemningen i teksten er ikke vrede, men sorg. Eller måske mere præcist: melankoli.

   Og sproget er - igen - lysende klart og stærkt erfaringssprog, her i episk fortællende form. På en gang totalt gennemsigtigt - et krystalklart vindue til erfaringer som næsten ikke er til at bære for læseren: mig. Og så samtidig udtryk for en kunstnerisk autenticitet som er sjælden og mindst lige så prægnant som Yahya Hassans. 

   Og kronikken - fortællingen - er adresseret til Yahya, flere gange i form af retoriske spørgsmål som en verbal sløjfe på et erfaringsafsnit:

Det er søndag formiddag. Jeg er 18. Jeg ligger i min seng. Det er morgen. Jeg har tændt radioen. Men jeg lytter ikke. Jeg vågner ved, at en slægtnings udspilede øjne og spyt rammer mig som sløve knive. Jeg sætter mig op.

   »Hej, hvad sker der?«. Slagene hagler ned over mig. »Du, Dudu, du opfører dig ikke som en tyrkisk pige! Jeg hører rygter om dig. Hvis jeg nogensinde ser dig eller hører, at du har været i byen, smadrer jeg dig«.

   Jeg kigger på ham. »Hvorfor slår du mig?«. Mine forældre står i døren og overværer det hele. Da han er færdig med mig, siger min mor: »Det havde hun godt af«.

   Mor, ved du, hvad der ville have været godt? Hvis du havde forsvaret mig. Men det klarede du ikke, mor.

   Du klarede at passe på mig, lige da du havde født mig, mor. Jeg læste ved et tilfælde, at jeg ikke tog dit bryst til mig efter fødslen. Jeg er jeres førstefødte. Jeg er opkaldt efter min farmor. Hende savner jeg. Jeg savner at ligge imellem dig og farfar, farmor. Og også lopperne. Selv om deres bid kløede. Jeg elskede også at ligge i mine forældres seng. Den var så stor og altopslugende. Det var min sult også. Du og far bragte mig til sygehuset, fordi jeg ikke fik din modermælk. Du lærte at amme, og vi tog hinanden til os. Og se, hvor stor jeg er blevet, mor.

   Hvem passer på dig, Yahya?

Det mest gennemgående træk ved kronikken er at den dialogisk form - et genkommende skift i perspektiv mellem en jeg-fortæller og så en anden stemme der tiltaler dette "jeg" med et "du" og sit mellemnavn (eller kælenavn?) Dudu - som et stærkt retorisk udtryk for den spaltede personlighed som er resultatet af traumatisk barndoms- og ungdomserfaringer. 

   Her et citat fra indledningen:

I modsætning til Yahya Hassan er jeg ikke fucking vred på mine forældre, eller på hele generationen for den sags skyld.

   Jeg er ikke vred over det kolossale svigt eller over, at min far i 1. klasse gav mig en på hovedet, fordi han syntes, at jeg var for pinlig første skoledag.

   Eller over, at jeg gennem det meste af min opvækst blev tæsket og skammet ud. Jeg er heller ikke vred over, at jeg aldrig har fået nogen undskyldning.

  Men jeg er vred, fordi det er for sent. Vi tabte alle.

   Mange, og til tider inklusive jeg selv, vil påstå at du, Dudu, er en succes. Du er ikke perker-trash. Du taler flydende dansk, du fik dig en uddannelse, du arbejder som radiovært, du kan forsørge dig selv, du har et velfungerende skilsmissebarn, du bor i den hippe del af København. Du blev til noget. Du klarede dig fand’me, Dudu. Du er en rollemodel.

   Men hvis der er noget, jeg ikke er, så er det en rollemodel, eller mønsterbryder. Jeg brød måske med mine forældres kultur, og de brød med mig. Du skal aldrig kontakte os igen, Dudu. Du er ikke vores datter. 15 år efter bruddet spørger jeg mig selv: Hvad er det, du har klaret, Dudu?

Læs heler kronikken her. Det er gribende. Det er erfaringssprog så det rammer lige i øjet - og via det - lige i hjertekulen.

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2101949/jeg-er-vred-fordi-det-er-for-sent-vi-tabte-alle/

Og læs gerne - fore perspektivets skyld - det her indlæg som jeg skrev for godt et år siden med afsæt i to andre erfaringssprogsgribende kronikker af henholdsvis Marlene Duus og May Johson:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/02/erfaringssprog-sa-det-lyser-to.html

Den danske dubutantdigter Yahya Hassan - om savn, kreativ vrede og møde med en mentor

Politiken har i dag et interviewportræt af en dansk digter med såkaldt indvandrerbaggrund. Navnet er Yahan Hassan. Og det er også titlen på hans debutdigtsamling "Yahya Hassan" der udkommer i slutningen af denne måned. 

   Et af digtene citeres i Politikens 2. sektion "Debat" - og har titlen:

BARNDOM

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Et stærkt digt. En montage af sceniske reportagebilleder, handlings- og replikfragmenter, paradokser og filosofiske kommentar. Konceptuel blending så det gnistrer og sprutter!

   Du kan se og hører Yahya Hassan selv fremføre sit digt via dette link:

http://politiken.dk/poltv/nyheder/debattv/ECE2093760/yahya-hassan-fremsiger-digtet-barndom/

Rubrikken på portrættet i Politiken er et citat fra interviewets første sætning - og kunne være programtekst for et nyt ungdomsoprør:

"Jeg er så fucking vred på mine forældres generation" 

Også artiklens manchet er et citat fra interviewet:

"Jeg har set, hvordan nydanske fædre er rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation"

Denne blog har som et af sine temaer at udforske kreativitetens vilkår, herunder den såkaldt "særligt kreative personligheds" opståen og sociale og psykologiske udviklingsbetingelser. 

   Et tema der går igen i en lang række interviewportrætter og biografier med forfattere, journalister, opfindere, forskere og politikere som hovedpersoner, er oplevelser i barndommen og ungdommen hvor personligheden udsættes for forældresavn og -tab, mobning i skolen, splittelse mellem flere sprog og kulturer, oplevelsen af rodløshed og fremmedgørelse. 

   Det er vilkår som hos de fleste - helt naturligt - producerer indeklemt vrede og afstandtagen til samfundet, og som nemt fører ud i en negativ afviklingsspiral - præget af stofmisbrug, kriminalitet, institutionsophold, rodede familieforhold og konfliktfyldt sociale relationer. 

   Men heldigvis ikke hos alle. 

   Vreden kan hos nogle mennesker blive brændstof for kreativitet, opfindsomhed og kunstnerisk skaben. De sociale vilkår kommer til at fungerer som 'kreative restriktioner' der producerer 'kreativ vrede', velkendte begreber fra kreativitetpsykologien.

 
Men hvad skal der til for at en positiv udviklingspiral kommer igang - i stedet for den destruktive afviklingsspiral?

   Svaret er i en vist forstand både simpelt og banalt: mødet med en mentor! - der ser én som et menneske, noget der gør at man bliver synlig for sig selv. En voksen person som har tillid til at der bag vreden, uregerligheden og utilpassetheden findes en kerne af positiv og konstruktiv energi og fantasi, og som giver aktivt og vedholdende udtryk for den tillid og forståelse som er en forudsætning for at man - barnet, den unge - oplever 'at blive SET'.

   Præcis sådan en person - en mentor - møder Yahya Hassan også. Heldigvis!

   Efter en lang række skiftende og kortvarige institutionsophold kommer han på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, og 'bliver set' - dog først efter at blive godt og grundigt afvist af mentoren, som typisk nok var dansklærer:

På Solhaven troede de først, jeg var ligesom de andre rødder. Så de satte mig til at se ’Matador’ fra morgen til eftermiddag. Men en dag skulle vi aflevere en stil om Facebook. Jeg brugte hele weekenden på den. Da jeg afleverede den, kiggede min lærer kort på stilen og gav den tilbage til mig med ordene: »Hvor har du stjålet den? For det er jo ikke dig, der har skrevet den«. 

   Jeg blev så vred, at jeg sagde til hende, at jeg ville skrive en ny med det samme og give hende den, når dagen var omme. Så det gjorde jeg. Hun kunne ikke tro sine øjne. 

   Fra den dag af så jeg ikke mere ’Matador’. Hun gav mig danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger. Det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. 

   På Solhaven sørgede min lærer for, at jeg kom videre og fik skrivekurser og højskoleophold«. 

   »Ja, det var, som om der åbnede sig et gammelt sår i mig et sted, hvor ordene strømmede ud af mig. Vrede ord.

   Jeg skrev på min digtsamling, samtidig med jeg fik lov til at tage en 9. klasse uden for Solhaven. Der oplevede jeg for alvor at være udenfor. Mange af de middelklasseforældre ville ikke have, deres børn gik med mig, så jeg blev ofte ikke inviteret med til festerne. Jeg gjorde det nok ikke nemt for dem, men igen følte jeg mig som "perkeren".

Ja, lige efter bogen. Et skoleeksempel på den kreative personligheds typiske fødselshistorie, som jeg jævnligt har skrevet om her på bloggen.

   Jeg får blandt andet associationer til  Christina Hagen som jeg har skrevet om tidligere i flere indlæg, og hvis fantastiske tekst-/digt-samling "White Girl" for nylig er blevet iscenesat som et teaterstykke med fine anmeldelser. 

   Se mere om hende og lignende kreative personligheders historier med brug af "kreative vrede" som en ressource opsparet i barndommen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/christina-hagen-erfaringssprog.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/07/barsk-barndom-kreativ-vrede-erik-valeur.html

Og giver det ikke, her eksemplificeret med Yaha Hassans historie, stof til eftertanke - nu hvor man politisk diskuterer fx nye heldagsskoler og erhvervsskoler! 

 
Tænk hvis man kunne indrette skoler og uddannelsesinstitutioner hvor alle de udskilte, udstødte og utilpassede børn og unge - der er nogle hundrede tusinder af dem - kunne opleve at blive SET! - blive synlig, forstået og accepteret, mødt med tillid og få nogle "succesoplevelser" - ud fra en pædagogisk målsætning om at undervisningen skulle fokusere på hvad man var god til frem for hvad man savnede og havde af mangler. 

   Så man kunne få nogle kreative udviklingsspiraler igang - frem for destruktive afviklingsspiraler som det nuværende skole- og institutionssystem - dokumentereret - er så velindrettet til at producere.

Læse hele interviewportrættet med Yaha Hassan her:

http://politiken.dk/debat/ECE2095547/digter-jeg-er-fucking-vred-paa-mine-foraeldres-generation/

Hvem journalisten var? Tarek Omar!