Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse - serendipitet igen, igen

Tredje serendipitet-sammentræf fremgår af overskriften til dette indlæg "Skriv så det fænger - fra forandring til udfoldelse".
   Der er tale om et sprogligt "blend", sammensat af titlerne på to andre bøger jeg lige har fået stukket i hånden. De to forfattere er begge nogen jeg tidligere har omtalt som særligt kreative personligheder, og som nogen jeg sætter stor pris på. Og på en interessant måde belyser de to bøger hinanden.

Den ene bog er en ny og revideret udgave af Teddy Petersens "Skriv så det fænger". Han har i mange år været lærer i sprog på Journalisthøjskolen og leder af forlaget Ajour. Men han kommer oprindelig fra DR hvor han var kreativ og opfindsom radiojournalist og en særdeles dygtig underviser på de interne efteruddannelseskurser.

   Den anden bog har titlen "Fra forandring til udfoldelse". Det er en stærkt blended bog i enhver henseende - nærmest en montage eller collage - med tre forfattere på titelblade. 

   Den ene kender jeg godt. Det er Poul Nesgaard, rektor for filmskolen, tidligere B&U-tilrettelægger i DR. 

   De to andre  forfattere er Kim Gørtz og Dennis Rasmussen.

   Kim Gørtz er filosof med psykologi som sidefag - og arbejder bla. som konsulent og fagbogsforfatter med afsæt i teorier om coaching sat i filosofisk perspektiv.  Navnet er jeg jævnligt stødt på under min søgning på kreativitet, men jeg har ikke tidligere læst noget han har skrevet.

   Dennis Rasmussen er udannet erhverspsykolog og leder af et konsulentfirma der arbejder med ledelses og organisationsudvikling.

   Af en søgning på nettet at dømme, to af de tunge drenge inden for managment-konsulent-branchen.
   Men måske ikke typer som man ville tænke Poul Nesgaard sammen med.

Hvordan belyser de to bøger hinanden?

   Bogen "Skriv så det fænger" handler helt bogstaveligt om det der er et af nøgleordene i den anden: UDFOLDELSE!

   Om udfoldelse af personligheden gennem sproget. Om udfoldelse ved at skabe billeder gennem sprog, om at sanse gennem sprog, og om at gør en virkelighed levende og forståelig gennem sprog. 

   Men også om sprog der ikke folder sig ud, er abstrakt, tømt for billeder og følelser, et et sprog der vender ryggen til læserne.

   I "Skriv så det fænger" vrimler det med smukke eksempler på kreativt sprog og fine pædagogiske modstillinger. Og den er forbandet velskrevet.

   En af de centrale begrebspar som bogen gør en del ud af at udfolde og eksemplificerer, er erfaringssprog over for videnssprog, som Teddy Petersen har oversat til dagligsprog versus fagsprog.

   Det er en modsætning som jeg i en række tidligere indlæg her på bloggen har foldet ud i lyset af forskellige sider af hjerneforskningen, bla. med den pointe at erfaringssproget giver særlig adgang til højre hjernehalvdels visuelle, musikalske og føelelsesaktiverende tænkning - og dermed en kilde til kreativitet.

Den anden bog - "Fra forandring til udfoldelse" er et eksempel på denne modsætning i sprogformer. De fleste kapitler er skrevet i et videnssprog - der forbinder og fusionere tre upersonlige, følelsesrensede og abstrakte fagsprog og deres terminologi: et managementsprog, psykologisprog og et filosofisprog.
   Der findes vinduesglas som man indefra fint kan se ud igennem, men som man udefra ikke kan se ind igennem. Sådan forekommer den dominerende del af teksten mig. 

De fleste kapitler slutter med det bogen selv kalder "indskudte passager", afsnit der er skrevet i erfaringsprog. I de passager (bemærk metaforen "vej" i udtrykket "passage") - er der billeder, der er følelser, der er erindringer, erfaringer og personligt forankrede refleksioner.

   Så vidt jeg kan gennemskue er "passagerne" alle skrevet af Poul Nesgaard. I de fleste er der direkte referencer til filmskolen eller hans tidligere arbejdeplads, B&U-afdelingen i Danmarks Radio. Men også til hans barndom og ungdom. De beskriver og opsamler erfaringer - fortalt i begivenheder og episoder der for det meste har karakter af kriser, dilemmaer og højde- og vendepunkter.
   Alle passagerne er altså båret af en underliggende dramaturgisk-kreativ tænkning. Det er faktisk dem der leverer bogens fremdrift - i hvert fald for mig.

Bogens formål er at advokere for et skift i måden at tænke på - omkring det at lede virksomheder og medarbejdere. I min terminologi: et frame-skift. Fra at tænke i FORANDRING til at tænke i UDFOLDELSE. Det skift skal lederne gøre, og det skal dem der coacher dem gøre, konsulenterne. Og - det forsvinder dog lidt i abstraktionernes uigennemsigtighed - skiftet til udfoldelse skal også præge medarbejdernes praksis i deres job og arbejdsfunktioner.
   Som på Filmskolen?

   Her er de to frames der er sat op mod hinanden, formuleret i stikord. De kaldes af uforklarlige grunde "spillebaner" - for mig at se, en helt uigennemsigtig metafor:

UDVIKLING: Ritualisering, kontrol over virkeligheden, kontekstmætning og fra indvikling til udvikling. Spillets navn: reduktion af kompleksitet, simpelhed. Mekanisk menneskesyn - instrumentel og fremmedgørende. Hensigt: beskytte den centralistiske og bureaukratiske organisationsform. Magt og ansvar bundet til formel position. Styringsparadigme: kontrol og forudsigelighed. 

UDFOLDELSE: Potentialisering, tillid til virkeligheden, kontekståbninger og fra indfoldelse til udfoldelse. Spillets navn: håndtering af kompleksitet, bevægelse. Organisk menneskesyn - dynamisk og tilegnende. Hensigt: udfolde den  decentrale og frie organisationsform. Magt og ansvar bundet til kompetence og faktisk handling og refleksion. Styringparadigme: tillid og uforudsigelighed. 

Man kan godt læse at udfoldelses-framen er fuld af plusord, og at det er noget anbefalelsesværdigt at skifte til.

   Men denne anbefaling er ikke i bogen omsat i operationelle begreber og konkrete adfærdsmæssige  værktøjer. Begrundelsen er at det "ville være en underminering  bogens eget budskab, som er at fasthold fokus på inspiration (til forskel fra instruktion)."

Bogen vil have dem der leder virksomheder og medarbejdere, eller dem som hjælper ledere til at lede - til at skifte mental frame. Og det er jo al ære værd. Ønsket om frame-skift er et udtryk for kreativitet, som jeg også på har beskrevet det mange steder i denne blog.

   Men de to sprog som bogens tankegang udtrykker sig igennem, udgør en slags montage eller collage af to skarpt adskilte konceptuelle rum: videnssproget som dominerer, over for erfaringsproget i de "indskudte passager". Og læseren overlades til selv at integrere dem. 

   Det virker som "tale" fra hhv venstre- og højre hjernehalvdel, men uden at der er forbindelse imellem dem - uden at de taler sammen.

   De "indskudte passager" kommer til at udstille bogens paradoks: Den gør sig til talsmand for udfoldelse og oplevelse i åben tilstand, men det sker i et totalt afvisende og labyrintiske sprog - renset for oplevelseskvaliteter. 

   Der sker ikke nogen blending for læseren. Eller i hvert fald ikke for mig.

  Der er lange passager som jeg simpelt hen ikke forstår - og jeg plejer ikke at stikke op for svære tekster og kompliceret tænkning.

Men de indskudte passager er af en anden verden. De har overskrifter som tænder mig:

Mellem fiktion og iscenesættelse

Børnebørnene

Syndebukken

Konfliktens nødvendighed

Den dag jeg følte mig som kunstner

Den lille historie om ros som ledelsesværktøj

De fantasifulde

Bevægelse

Ildsjæl eller galskab

Da vi mistede pejlingen og gik i stå

Om skandaler og fejl

Da Poul Nesgaard og jeg har været sammen tre gange om året de sidste 10 år i forbindelse med juryarbejdet omkring Verdenbilledlegatfilmene, har jeg faktisk fået nogle af historierne i en mundtlig førsteudgave. Fx den om "skandaler", og om "da han følte sig som kunstner" og det der udspillede sig "mellem fiktion og iscenesættelse". Se

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/04/skandaler-en-kilde-til-kreativ-tnkning.html

Når vi taler om serendipitet-sammentræf, så fortæller han om den tredje ombæring af faktionserien "I sandhedens tjeneste" som jeg faktisk var inde over som dramaturgisk konsulent. Og hvor hans fiktionsfigur i serien forførte ham til at søge stillingen som direktør i DR, en oplevelse der katapultede ham videre til jobbet som rektor for filmskolen.
   Heldigt!

Kreativ vrede, kreative restriktioner, konflikters nødvendighed er nogle af de temaer han slår op og tematiserer i sine indlæg, temaer som også denne blog har været omkring i flere indlæg.

   Men det mest slående er de friske metaforer i disse indskudte passager. Han taler fx om at "opnå den sande glæde, at man føler sig i stand til at surfe på kaos"; eller om "at være leder er også at være en moderne syndebuk."

    Nogle af disse metaforer er udfoldede og komplekse. Fx denne som han brugte i talen ved en afskedsreception for en medarbejder, på et tidspunkt hvor der havde været en alvorlig konflikt mellem forskellige grupper på skolen:

På vej til afskedsreceptionen genkaldte jeg mig konflikten mellem medarbejderne. Da jeg så holdt talen, beskrev jeg filmskolen som et sejlskib, hvor hver især har forskellige funktioner - og er mere eller mindre udsatte for vejr og vind.

   Man kan sige at ledelsen er kølen, der udstikker skibets kurs. Skibets skrog og  master er TAP´erne, lærerne udgør sejlene, elverne vejr og vind: Man ved aldrig, hvor og hvornår lynet slår ned. Me det billede prøvede jeg at skabe respekt for hver enkelt medarbejder og gøre dem til ligemænd over for de mere eller mindre uforudsigelige elever. Ved roret står naturligvis kulturministeriet, der lægger den overordnede politisk kurs, og som sørger for, at skolens interesser forvaltes på en hensigtsmæssig måde, så fornyelse stadig er mulig. (....) Der er kun en vej frem. Seljlskibet - institutionen - skal hele tiden være i bevægelse.

Endelig vil jeg fremhæve den passage hvor han beskriver en bestemt elevgruppe som et særligt kreativt folkefærd: animationsinstruktørerne. De har ifølge ham "tilsyneladende lettere adgang til deres fantasi end de andre."

Deres fantasi opleves desuden som uudtømmelig, og de er mere farverige end de fleste andre elever og har tilsyneladende ganske frit forhold til alt, hvad der hedder ny teknologi og nye fortælleformer. (...) Hvorfor er det sådan?

   Jeg tror at forklaringen er ganske enkel: De holdt aldrig op med at tegne, deres fantasi har været fuldt funktionsdygtige hele deres liv, non stop.  Vi andre stoppede med at tegne omkring de ti år, da vi begyndte at tillægge den anden halvdel af hjernen større betydning. Det var den del af os, som kunne regne den ud og sikre os en fornuftig skolegang og dermed et stabilt forhold til omgivelsernes krav. Den rige evnet til at sanse verden blev sat på stand by og for de flestes vedkommende aldrig genoplivet.

   Men sådan er det altså ikke med animationsinstruktørerne. De trækker stadig på det oprindelige sprog - eller skal vi sige evnen til at opleve med hele sanseapparatets styrke.Derfor ser de ikke blot verden i flere farver end vi andre dødelige, de udviser også langt større evne til at optage nye impulser og udtryksformer.

Jeg er fuldstændig sikker på at Nesgaard har ret. Hvis du tegner hele tiden, udvikler du højre hjernehalvdels tænkning. Det er ligesom muskler der hele tiden bruges. De bliver stadig stærkere fordi de hele tiden får tilført ilt og næringstoffer gennem blodet. Og de forfalder hvis de ikke bliver brugt.
    Vi er tilbage i Betty Ewards tænkning: at tegne er at se. Og metaforen: At forstå er at se: I see what you mean. Forståelse er simulation.

Og tilbage i mine egne erindringer - om mig selv.
   Jeg tegnede og malede til jeg var ca. 25, men så stoppede jeg også. Den venstre hjernehalvdel fik større betydning. Tog over. Jeg blev lingvist og forsker. Men listigt bag om ryggen på min bevidsthed sneg billederne sig tilbage i mit liv. Via fruen og via tv, og tv-dramaturgi.
   Og se bare hvad akvarelmaleriet nu kan gøre ved en gammel hjerne - og allerede har gjort. Se de 6 blogindlæg om akvarelmaleriets mysterier, det første finder du her:
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/akvarelmaleriets-mysterier-historien-om.html