Daniel Kahneman - igen, igen - nu også fra danske økonomer - og udenlandske klimaforskere

Daniel Kahneman

For godt og vel tre år siden stødte jeg på en bog som jeg syntes var så fascinerende at jeg måtte skrive en hel serie af indlæg med afsæt i det jeg fik ud af den. Forfatteren hed Daniel Kahneman, og bogens titel var 'Thinking, Fast and Slow'.

Min fascination skyldtes blandt andet at den så at sige vendte en række forestillinger som jeg havde gjort mig om kreativitet, på hovedet - ud fra en kritisk tilgang til hvordan intuitiv tænkning fungerede i dagligdagen.

   Flere artikler fra min daglige avislæsning igår, viser at jeg den gang havde fat i den lange ende, så at sige. Jeg var på forkant.

   Men provokerende var det også for mig den gang jeg stødte på bogen, at den tilsyneladende modsagde meget af det jeg havde skrevet om ellers på bloggen, specielt når det gjaldt fænomenet intuition.

   Tilsyneladende er der to slags intuition, den fordomsfulde, hurtige og nemme - og så den der fører til nye tanker og ideer og produkter.

Den her blok har jo som rød tråd udforskningen af kreativitet - fra alle mulige faglige vinkler og udgangspunkter. Og gennemgående har jo været at at forskerne er enige om at grænseoverskridende kreativitet i ideer, i tænkning, i kunst, i videnskab - har at gøre med at mennesker suspenderer en række af de psykologisk kontrolmekanismer og "går i åben tilstand", kontrolmekanismer som er med til at opretholde god ro og orden mellem mennesker indbyrdes og i samfundet som helhed.

   Hjerneforskerne som har haft min særlige interesse i mange blogindlæg, er også ret enige om at den 'åbne tilstand' opstår ved at centrer i frontallapperne som har moral at gøre, svækkes eller ligefrem suspenderer deres aktivitet, for at andre dele af hjernen neurologisk set frit - eller i hvert fald friere - kan interagere.

   Det sker fx når vi drømmer, synker hen i dagdrømmerier ('mindwandering'), eller under meditation.  Og ikke mindst sker det når vi kommer i det der kaldes flow-tilstand under arbejdet med et kreativitetskrævende arbejde som fx det at skriv en bog, skabe et kunstværk, bygge en fysisk model af noget, eller udvikle en ny videnskabelig teori.

   Jeg har også været optaget af den teori der lå bag en række meget solgte og læste bøger om coaching inden for en række praksisområder: tennis, musik, golf, arbejde, ledelse, m.m. Forfatteren var Tim Gallwey og den metaforiske og fængende fællestitel har været "The Inner Game of X..."

   Den underliggende  teori i bag bøgerne, har været at folk der ville være rigtig gode til noget, skulle lære at respektere - lytte til - og for så vidt 'træne' sin her- og nu-intuition, i stedet for bevidste at reflektere over - og bevidst at bekymre sig om hvordan de gjorde, og om de nu gjorde det rigtige, om hvad andre mente om det de gjorde, etc.

   Metaforen som har været gennemgående i bøgerne har været at der altid foregår en kamp eller et spil - 'game' - mellem to stemmer i bevidstheden, hvor den ene - den reflekterende og bekymrede - forhindrer den anden i at udfolde sig optimalt i spontan handling. Og at man altså skal lære at lukke ned for den ene hvis man har ambitioner om at  nå top-performance inden for sit arbejdsfelt: sport, kunst, ledelse, etc.

   Wikipedia fortæller:

The "inner game" is based upon certain principles in which an individual uses non-judgmental observations of critical variables, with the purpose of being accurate about these observations. If the observations are accurate, the person's body will adjust and correct automatically to achieve best performance.

En af Gallweys elever og popularisatorer forklarer det sådan her:

In every human endeavor there are two arenas of engagement: the outer and the inner. The outer game is played on an external arena to overcome external obstacles to reach an external goal. The inner game takes place within the mind of the player and is played against such obstacles as fear, self-doubt, lapses in focus, and limiting concepts or assumptions. The inner game is played to overcome the self-imposed obstacles that prevent an individual or team from accessing their full potential.

Når jeg blev umiddelbart optaget af Tim Gallwey, hang det utvivlsomt sammen med at jeg kunne genkende tænkningen fra en bog jeg læste for mange år siden -om kunsten at tegne, en bog jeg blev meget inspireret af.

   Forfatteren hed Betty Edwards, og bøgerne der udkom på dansk en gang i 80´erne havde titlerne: 'At tegne er at se' og 'Kunsten at se' (den har på engelsk den mere oplysende titel: 'Drawing on the Right Side of the Brain')

   Hende veldokumenterede påstand i de to bøger, var at alle kunne lære at tegne så tegningen lignede den genstand, figur eller person som man tegnede efter.   Hvis man lærte sig mentalt at lukke ned for den forstyrrende interferens fra den venstre hjernehalvdels præfabrikerede forestillinger når man iagttog det man skulle tegne, så ville den højre hjernehalvdel alene styre synet, og så ville man pludselig helt skarpt kunne se og tegne det der skulle fremstilles, med de helt rigtige proportioner. 

   Jeg tegnede faktisk slet ikke på det tidspunkt og havde ikke gjort det i mange år, men gennemførte en række af de øvelser og opgaver Betty Edwards beskrev i bøgerne. Og pludselig gik det som en leg med at tegne noget så det virkelig lignede.

Og her kommer så Daniel Kahneman ind med sin teori om to jeg'ers meget forskellige tænkemåde, en teori der fungerer som en slags modbillede til hvad jeg hidtil har været optaget af.

   Det ene 'jeg' er hurtigt og intuitivt tænkende og fornemmende, fordomstyret og tommelfingerregel-bundet, et 'jeg' der altid hurtigt er parat til at konkludere, og meget tit derfor konkluderer forkert; over for de et andet 'jeg' der til gengæld er reflekterende eftertænksomt, skeptisk og afprøvende, men et 'jeg' der desværre også er dovent, og hvis tænkning er svær at mobilisere fordi den risikerer at gøre livet indviklet, besværligt og krævende; og så er det et 'jeg' som skal bruge længere tid til at nå til konklusioner som baserer sig på viden og kendsgerninger.

   Fidusen ved Kahnemans grundigt beskrevne og dokumenterede teori, er at den har stor forklaringskraft i forhold til en række problemer og tendenser i det moderne samfund. Og det er vel det de bedste teorier kan: give oplysende aha-oplevelser til at forstå det der ellers forkommer mærkeligt eller tåget

   Og for mig var det altså i 2012 den for hurtige og overfladiske journalistik der bredte sig mere og mere i medierne, som jeg pludselig analytisk og nøgternt kunne få skovlen under - uden af den grund at føle at jeg var en sur gammel dræber af kreativ hurtig journalistik.

   

For et halvt år siden stødte jeg så på Daniel Kahneman igen, nemlig i bogen 'Forelsket i vinklen. Om fikseringsfejl hos journalister'. 

   Her brugte forfatterne Mikkel Hvid og Marlene Bjerre hans teori til at forklare hvorfor ellers professionelle journalister jævnligt forføres til at vinkle en historie på en måde som gør historien skæv, misvisende eller ligefrem usand.

Og nu kommer vi så til det aktuelle: 

   I onsdagens Politiken dukker Kahnemans teori så op som en forklaringsmodel til hvorfor økonomerne gang på gang går galt i byen og udtaler sig om samfundsøkonomien - uden seriøst hold i virkeligheden. Det gør de primært fordi deres teorier og modeller bygger på forestilingen om mennesket som det altid rationelle og velovervejede væsen, en forestilling som forskere omtaler som "det økonomisk menneske", og en forestilling som jo netop Kahneman i den grad har punkteret.

   Artiklen på forsiden af Kultur-sektionen er skrevet af Rune Lykkeberg, og har rubrikken: 

Hvil i fred, du økonomiske menneske

Underrubrikken lyder:

Vi har aldrig set det. Vi har aldrig mødet det. Alligevel har det økonomiske menneske været hovedperson i årtiers reformer af velfærdsstaten. Nu har landets ledende økonomer i Dagpengekommissionen erklæret det økonomiske menneske dødt. Rune Lykkeberg tegner en nekrolog over en alt for fornuftig medborger.

En slags faktaboks til artiklen bragte nogle citater fra kommisionens beretning, som vist kun kan være et ekstrakt fra Kahnemans hurtigttænkende intuitive 'jeg'. 

   I versionen på Politiken.dk citeres under rubrikken "Dødsattest":

Dagpengekommissionen gør i et afsnit med titlen 'Vi er ikke altid rationelle' opmærksom på, at det økonomiske menneske som et rent fornuftsbåret væsen ikke altid holder vand. Dette er nogle centrale pointer fra afsnittet i rapporten:    

»Det er forskningsmæssigt veldokumenteret, at mennesker langt fra altid gør det, der er fornuftigt, rationelt og giver dem størst nytte på længere sigt. Vi er kort sagt ikke altid rationelle. Vi træffer ofte beslutninger, der ikke er gennemtænkte, men derimod bygger på mavefornemmelser, intuition eller sociale normer«.

   »Det første er, at mennesket har forskellige kort- og langsigtede præferencer. Det giver udslag i, at vi udskyder handlinger, der skal foretages på bekostning af fx fritid«.

   »Det andet fund er svag selvkontrol. Det betyder, at vi vælger at udskyde det vanskelige eller ubehagelige«.

   »Et tredje fund er tabsaversion. Fænomenet kendes umiddelbart også fra den klassiske økonomiske disciplin og dækker over, at omkostningen ved at tabe 100 kr. føles større end den tilsvarende gevinst ved at opnå en gevinst på 100 kr. «.

   »Endelig har vi en tendens til at overvurdere os selv. Vi tror, at vi performer bedre, end vi faktisk gør på jobbet, og vi undervurderer risikoen for at blive fyret«.

Jeg blev så glad over at en 'tung' århundredgammel videnskabelig illusion nu omsider så ud til at blive punkteret og erstattet med viden, at jeg skrev et opstemt indlæg på Facebook:

Det bør være lidt af en festdag i dag. Ifølge Politiken er forestillingen om "det økonomiske menneske" lagt i graven, også af ledende danske økonomer, som ellers stædigt hat holdt fast i den - trods en virkelighed som sagde det modsatte. Det viser rapporten fra Dagpengekommisionen.

   Så må man bar håbe at Venstre og hele blå blok (og Finansministeriet) så slår ørerne ud og hører efter. Indtil nu er alle deres forslag til såkaldte reformer jo ellers baseret på netop den forestilling.

   "Det økonomiske menneske" er fantasien om at alle mennesker altid og kun handler rationelt og tænker langsigtet og kalkuleret, en fantasi som den borgerlige økonomiske "videnskab" har baseret sine modeller på i århundreder. Og derfor altid har fejlet hvad angår prognoser om kriser i samfundet.

   Må "det økonomiske menneske" hvile i fred!

   Ifølge Politikens artikel vil "de økonomiske menneske dog hjemsøge politik og økonomisk tænkning som seje spøgelser og genfærd der går igen og igen og igen - i mange år endnu.

Og den spådom om fortsat hjemsøgelse fra 'det økonomiske menneske', skyldes at også fagøkonomer er underlagt loven om at tænke på den måde som er lettest og hurtigst, og som ikke indebærer tidkrævend udvikling af ny besværlig teori, Sandsynligvis vil flertallet af dem i mange år endnu bruge de modeller med indbygget forestilling om 'det økonomiske menneske'  som de altid har gjort.

Information forfølger det samme spor med afsæt i dagpengekommisionens rapport og kritik af 'det økonomiske menneske'. Den avis har vinklet sin artikel på en måde som fremgår af rubrikken:

Svage mennesker træffer kortsigtede valg

 Underrubrikken lyder:

I udformningen af den nye dagpengereform har arkitekterne skelet til en gren af økonomisk teori, der har at gøre med menneskers hang til at træffe ’dumme’ beslutninger. Det er de svage grupper, der træffer de ’dumme’ beslutninger, siger MIT-professor.

Den gren af økonomien der her nævnes, har betegnelsen 'adfærdsøkonomi' - på engelsk 'behavioral economics' - et teorikompleks som også i følge Wikipedia har Daniel Kahneman og hans videnskabelige makker gennem mange år, Amos Tversky som nogle af sine videnskabelige fædre.

  Wikipedia skriver her hvad det er for en special slags 'økonomi, vi her har på banen:

Behavioral economics and the related field, behavioral finance, study the effects of psychological, social, cognitive, and emotional factors on the economic decisionsof individuals and institutions and the consequences for market prices, returns, and the resource allocation. Behavioral economics is primarily concerned with the bounds of rationality of economic agents. Behavioral models typically integrate insights from psychology, neuroscience and microeconomic theory; in so doing, these behavioral models cover a range of concepts, methods, and fields. Behavioral economics is sometimes discussed as an alternative to neoclassical economics.

   The study of behavioral economics includes how market decisions are made and the mechanisms that drive public choice. The use of "Behavioral economics" in U.S. scholarly papers has increased in the past few years as a recent study shows.

   There are three prevalent themes in behavioral finances:

• Heuristics: People often make decisions based on approximate rules of thumb and not strict logic.

• Framing: The collection of anecdotes and stereotypes that make up the mental emotional filters individuals rely on to understand and respond to events.

• Market inefficiencies: These include mis-pricings and non-rational decision making.

  Jeg skal ikke her forholde mig til kommisionens forslag - eller til det politiske forlig der fulgte efter igår. 

  Det jeg synes er interessant, er når artiklens hovedkilde, professor Dan Ariely fra MIT i USA, understreger at jo mere komplicerede systemer og rammer man stiller folk over for i forbindelse med lovgivning (som fx et nyt dagpengesystem), jo sværere er det for de svageste grupper i samfundet at træffe langsigtede og velovervejede valg. 

»Forestil dig, at hver gang, du træffer et valg, forstår du konsekvenserne af det valg. Køber du en sandwich, har du ikke penge til bussen. Køber du aftensmad, har du ikke penge til medicin. Alt, du gør, har en konsekvens. Det er ikke kun en forsinket konsekvens, men også en umiddelbar konsekvens. At tænke sådan er hårdt for dig,« siger Dan Ariely.

   Han mener ikke, at man er født til at tænke sådan. Uanset hvilken gruppe i samfundet du tilhører, vil det nedbryde dig, hvis du konstant skal afveje, hvilke konsekvenser dine valg har.

  »Det gør dig mentalt træt. Det gør, at du ikke er i stand til at tænke langsigtet og træffe gode beslutninger. Når du er i en situation af knaphed, får det dig til at tænke meget kortsigtet,« siger Dan Ariely.

Den konventionelle mainstream økonomiske tænkning bygger på en forkert teori om mennesket, nemlig at det altid er i stand til at tænke rationelt og bygge sine valg på langsigtede fordele. Og at det vil gøre det i hverdagens praksis.

   Sådan tænker folk som flest imidlertid ikke. Og slet ikke hvis de materielt er på røven, og uddannelsesmæssigt fattige på mentale ressourcer.

   Så en politik der forudsætter at dem der skal fungere inden for dens rammer, har mentalt overskud til at reflektere og vælge i et langsigtet perspektiv, den er dømt til at være ineffektiv.

   Om det siger Dan Ariely:

»Hver gang du laver politik, har du en teori om den person, som politikken rammer. Det gælder alt fra kriminalitet til skattebetaling. Hvis du har den forkerte teori om den person, er oddsene for at du får en held med politikken meget lille. Du bliver nødt til at lave politik, der medregner menneskets natur. Derfor har adfærdsøkonomi en kæmpe rolle at spille der.«

Det er så en tankegang som også kan spores i en artikel om klimapolitik, skrevet af Informations journalistiske grand old man på området: Jørgen Steen Nielsen.

Rubrikken er et spørgsmål som sikkert mange har stillet sig, som ønsker at politikerne nu gør noget alvorligt ved alt det der skaber og forstærke drivhuseffekten:

Klimabudskabet - hvorfor kan det dog ikke trænge ind?

Manchetten peger på menneskets hjerne - og dermed biologisk begrænsninger i tænkning - som en forklaring:

Alle ønskelige fakta om CO2 og smeltende isbjerge er for længst på bordet og formidlet. Alligevel handles der for lidt og for langsomt. Vore hjerner vil ikke være med

Artiklen indledes med at udfolde og konkretisere rubrikkens spørgsmål:

Hvorfor er det lige, at Venstre-regeringen vil skære ned på klimaambitionerne og en række af de puljer, der understøtter omstilling til en grønnere økonomi?

   Hvordan kan det være, at mange republikanere i den amerikanske kongres – ligesom flere af partiets aktuelle aspiranter til præsidentposten – ikke accepterer videnskabens bud om menneskeskabte klimaændringer?

   Hvad er grunden til, at salget af benzin- og dieselbiler bliver ved at stige, år for år, globalt som nationalt, trods den negative virkning på klimaet?

   Hvorfor lægger ikke flere af os danskere kostvanerne om til mindre kød og flere grøntsager, når nu produktionen af kød er så klimabelastende?

   Det er da mærkeligt, efter at videnskaben i årtier har produceret oceaner af rapporter, der med tal og figurer advarer og dokumenterer sammenhængen mellem menneskelig udledning af drivhusgasser, global temperaturstigning og accelererende klimaændringer. Og når nu disse klimaændringer bliver stadig mere synlige og omkostningsfulde lige uden for vore vinduer, ude i virkeligheden.

   Hvad er forklaringen på, at så mange endnu ikke har fået budskabet om truslen mod klimaet ind under huden og i konsekvens heraf handler? Dvs. ændrer livsform og vaner eller i det mindste ændrer, hvilke politikere man stemmer på?

George Marshall der forsker i kommunikation om klima og miljø og har skrevet bogen 'Don’t even think about it: Why our brains are wired to ignore climate change', han forklarer at når folk ikke reagerer eller reagerer helt uhensigtsmæssigt, så skyldes det problemernes komplekse karakter:

»Klimaændringer er et ekseptionelt formløst, ja, ligefrem uhåndgribeligt problem. Det er multivalent – dvs. det rummer en mangfoldighed af betydninger og fortolkninger. Det leverer os ingen definerende egenskaber, der giver det en klar identitet: Ingen deadline, ingen bestemt geografisk forankring, ingen enkeltstående årsag eller løsning og – afgørende – ingen tydelig fjende. Vores hjerne scanner det for at finde de sædvanlige ledetråde, vi bruger til at håndtere informationer om verden og bedømme trusler. Og vi finder ingen.«

   Sagt på en anden måde: Klimaændringerne opleves som noget diffust, der fordrer, at vi yder ofre her og nu for at undgå tænkelige tab i en fjern fremtid på ukendt sted.

   »Man kan næsten ikke designe et problem, der går dårligere i spænd med vores underliggende psykologi,« skriver George Marshall.

En anden forsker i miljøkommunikation, Chloe Lucas, University of Tasmania, forklarer at det grundlæggende handler om vores behov for tryghed:

»Forestillingen om, at vi simpelthen ved at fortsætte, som vi plejer, graver vor egen grav, er voldsomt forstyrrende. Vi begynder at stille spørgsmål ved vor indbyggede tillid til bilen, banken og supermarkedet – men vi har ikke noget alternativt system at erstatte dem med. Ironisk nok kan den resulterende angst få os til at falde tilbage til de velkendte systemer og praksisser, der er årsagen til problemerne,« skriver Chloe Lucas.

Jørgen Steen Nielsen sammenfatter herefter:

Vi håndterer besværlige informationer om klimakrisen med vore allerede eksisterende fortolkningsskemaer, der bygger på og afspejler vores etablerede værdier og livserfaringer, herunder politiske overbevisninger. Heri ligger det særligt problematiske, at det typisk sker ubevidst. De færreste er aktive, bevidste klimafornægtere – afvisningen sker på et dybere, intuitivt plan, uden at man egentlig selv er klar over det.

Og så er det at Daniel Kahneman bringes på bane - igen. Hans teori om de to 'tænkesystemer' - det hurtige og det langsomme - refereres som en slags overordnet forklaring. Og manden selv er dybt pessimistisk på menneskehedens vegne:

Den israelsk-amerikanske psykolog, professor emeritus ved Princeton University Daniel Kahneman, beskriver, hvordan vi har et ’system 1’, der er det intuitive beslutningssystem, der handler hurtigt og på basis af indtryk, følelser m.m., samt et ’system 2’, der er det langsommere beslutningssystem baseret på rationel analyse, selvkontrol og intelligens.

   »System 2 er det, der tror, det træffer beslutningerne, men i virkeligheden handler system 1 det meste af tiden på egen hånd, uden at man er bevidst om det (...) Det sker automatisk, man kan ikke gøre noget ved det, og alligevel baserer man ofte sine beslutninger på det,« siger Daniel Kahneman i et interview i magasinet Der Spiegel.

  System 1 sover aldrig og kan ikke slukkes, hvorimod system 2 ifølge psykologen er ’dovent’, kræver mere af organismens energi og kun aktiveres, når vi bevidst investerer kræfter i det, dvs. i at tænke os ordentligt og rationelt om.

  Intuitionen er oftest udmærket, fordi den bl.a. sætter os i stand til at reagere hurtigt i udfordrende, dramatiske situationer. Men den er rigtig dårlig til at håndtere diffuse, uhåndgribelige og komplekse fænomener som klimaændringer.

   »Jeg er ked af det. Jeg er dybt pessimistisk. Jeg ser ingen vej til succes, når det gælder klimaændringer,« siger Kahneman i en samtale med George Marshall, gengivet i sidstnævnte bog.

Artiklen slutter med at citere en række forskere der ser håb og muligheder hvis man kommunikerer på en anden og mere tryghedskabende måde end hidtil. Og sidste afsnit forsøger at løfte den optimistiske fane - hvis man altså snakker om noget andet og afledt end det der er problemet: de katastrofale klimaforandringer, så kan man måske få folk som flest til at gøre det der er rigtigt og fornuftigt:

Den australske psykolog Paul Bain, University of Queensland, anbefaler sammen med en stor gruppe internationale kolleger i tidsskriftet Nature at betone en række ’afledte effekter’ ved at handle klimavenligt, frem for selve klimahensynet. Folk er optaget af, at økonomien går godt, at det sociale system fungerer, og at samfundet er moralsk og omsorgsfuldt – det kan alt sammen gå hånd i hånd med klimatiltag, men da det giver større positiv respons end klimaomsorgen, bør man fokusere på det snarere end på de naturvidenskabelige data.

   Det lyder alt sammen svært. Det er det også.

Som læser må man konkludere at journalisten Jørgen Steen Nielsen selv ikke er alt for optimistisk - og vel nærmest deler Kahnemans skepsis. 

Nils Thorsen vs. Kim Leine - en succesforfatter med en hjerne med særlige evner: til at huske erindringer og til at udtale ord baglæns

Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden". 

   Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:

Flugten til Ingenmandsland

 Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:

Drengen på afgrundens rand

Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/kim-leine-og-karen-secher-en-kreativ.html

Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".

   Her kommer en lidt udvidet liste:

• mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
• tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
• alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
• mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
• ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
• radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
• incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
• identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
• misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland

Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.

Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:

   Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang. 

   Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-4-nar-man-kan-huske-hvad.html

Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
   Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.

   Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:

Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
   "Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
   "Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.

En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".

   Nils Thorsens tekst fortsætter:

Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.

Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.

    Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":

   Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.

Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:

Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem.

  "Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan  vejret er i dag. Så gør vi det.""

   Men det kræver lidt teknik.

   "Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser.

   "Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."

   Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.

En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/det-indre-spil-om-at-udve-musik-og-om.html

Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/kunsten-at-se-om-kreativitet-og.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/lr-at-se-sladder-kan-manipulere-dit-syn.html

Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var. 

   Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:

   Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:

   "Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke.

   "Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han.

   "Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".

   Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)

I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...

   Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.

   Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:

Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler.

   "Jeg elskede de bøger", siger han.

   "De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."

   Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....) 

Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".

Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive. 

   Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.

   

Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener. 

Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns.

   "Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".

   Og så ville de også høre deres egne navne.

   "Henriksen?", udbryder han.

   "Ingen problemer: "Neskirneh".

Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer. 

   

I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.

   Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.

  Og jeg kan fx absolut ikke!

   

Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning. 

   Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.

   Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre. 

   Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.

Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.

   Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
   Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet: 

Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds

http://www.dailymail.co.uk/news/article-2109909/Experts-mystified-Alyssa-Kramer-14-recite-words-backwards-seconds.html

Phenomenon of Ambidextrous Individuals Still Startles Scientists

http://english.pravda.ru/health/09-06-2010/113723-ambidexter-0/

Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:

Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.

   Daily Mail-artiklen fortæller:

Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.

   'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.

   And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.

Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'. 

   Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".  

   Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:

Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.

Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben. 

    Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.

    Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.

Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord  baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.

'Thinking Fast and Slow' (1) - journalistik om indvandrerdrenge i Daniel Kahnemans optik

I det foregående indlæg om framing og Politikens artikler om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og kriminelle tilbøjeligheder, introducerede jeg Daniel Kahneman og hans bog 'Thinking Fast and Slow'.

   Her er linket til indlægget, hvis du ikke har læst det:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/om-indvandredrenges-lsefrdighed-og.html

Men hvem er Daniel Kahneman, og hvad har har fået nobelprisen for?
   Engelsk Wikipedia:

Daniel Kahneman (Hebrew: דניאל כהנמן‎) (born March 5, 1934) is an Israeli American psychologist and winner of the 2002 Nobel Memorial Prize in Economic Sciences. He is notable for his work on the psychology of judgment and decision-making, behavioral economics and hedonic psychology.

I sin bog om 'at tænke hurtigt og langsomt' skelner Kahneman mellem to mentale 'operatativsystemer' som på hver deres specifikke og meget forskellige måde vurderer indtryk, foretager afgørelser og drager slutninger ud fra sproglige såvel som ikke sproglige perceptionelle input:    

- System 1 operates automatically and quickly, with little or no effort an no sense of voluntary control.
- System 2 allocates attention to the effortful mental activities that demand it, including complex computations. The operation of System 2 are oftne associated with the subjectiv experienc of agency, choice and concentration.

System 1 er det som 'tænker hurtigt', en proces der hovedsagelig foregår ubevidst og intuitivt, og hvor tænkningen kører på automatpilot gennem udtrådte associationer, og  ofte er styret af følelser; og når System 1 når til en afgørelse eller drager en slutning, så går det lynhurtigt, og vi er ikke i tvivl om sandheden eller rigtigheden af afgørelsen eller slutningen. 

   System 2 tænker langsomt, tænkningen er bevidst, kræver mentale anstrengelser og tager tid, og dette system aktiveres relativt sjældent, og først når vi er usikre, kommer i tvivl og møder modstand. Og så har det den kedelige egenskab at det er "dovent".

Wikipedia har et udmærket resume af det to systemer i stikord:

In the book's first section, Kahneman describes the two different ways the brain forms thoughts:

• System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious
• System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

Kahneman covers a number of experiments which purport to highlight the differences between these two thought processes, and how they arrive at different results even given the same inputs. Terms and concepts include coherence, attention, laziness, association, jumping to conclusions and how one forms judgements.

Det er 'System 1' der er "hovedpersonen" i Kahnemans bog, men han bruger også mange sider og eksempler på hvordan de to systemers tænkning influerer på hinanden - bl. a. via begreberne 'bias' og  såkaldt 'heuristiske tommelfingerregler'.

I den første del af bogen udfolder han forskellen på de to 'systemer'. 

   Han viser hvordan 'den associative hukommelse' som er kernen i System 1´s måde at operere på, hele tiden konstruerer sammenhængende fortolkninger af hvad der sker i vores omverden i ethvert givet øjeblik. 

    Kahnemans mål  med det afsnit i bogen er, skriver han...

... to give a sense of the complexity and richness of the automatic and often unconcious processes the underlies intuitive thinking, and of how these automatic processes explain the heuristics of judgment. A goal is to introduce a language for thinking and talking about the mind.

Og for mig har det været i den grad en øjenåbner, fordi det kompletterer de mange indlæg jeg har skrevet om det positive ved intuitiv tænkning - som udtryk for "tavs viden" i forbindelse med kreativitet, og om betydningen af den højre hjernehalvdel i sammenhæng med en lang række kreative kognitive processer der er centrale for ideudvikling - fx. på redaktioner og i den enkelte journalists hjerne. 

Endelig synes grundtankegangen hos Kahneman at stemme smukt overens med Tim Gallweys teori om sindets to slags 'selv': Self 1 og Self 2 - der interagerer i 'the inner game' når folk skal lære nyt inden for en række færdighedsområder som golf, tennis, skiløb, ledelse, skrivning m.v. 

   Men de teoretiske fremstillnger stemmer overens på den lidt paradoksale måde at 'System 1' svarer til 'Self 2' - og 'System 2' svarer til 'Self 1'. 

  Og mens Tim Gallwey har været optaget af at hvordan man gennem coaching kan svække indflydelsen af det reflekterende og bekymrede 'Self 2´s forstyrrende indflydelse på Self 1'´s gnidningsfri funktion og udvikling, så har Daniel Kahneman fokus på hvornår System 1 tager fejl, og hvordan disse fejl influerer forstyrrende og misvisende på på System 2´s tænkning.

Et af de principper som System 1 følger, er det Kahneman kalder princippet om ...

What You See Is All There Is 

What You See Is All there Is-princippet siger at vi hele tiden automatisk drager mentale og emotionelle konklusioner fra de input vi får her og nu - uanset mængde/antal og kvalitet. Og vi kan ikke lade være.
   Og får vi kun få input, så konstruerer system 1 på et split sekund konklusioner på det der er til rådighed - for system 1 er udviklet gennem vores biologiske evolution til at  levere overlevelsesegnede vurderinger og -bedømmelser i enhver situation hvor det skal gå hurtigt.
   Kahneman forklarer om samspillet mellem System 1 og System 2:

The combination of a coherence-seeking System 1 with a lazy System 2 implies that System 2 will endorse many intuitive beliefs, which closely reflect the impressions generated by System 1. Of course, system 2 also is capable of a more systematic and carefull approach to evidence, and of following a list of boxes that must be checked before making af decision - think of bying a home, when you deliberately seek information that yo don´t have. However, System 1 is expected to influence even the more careful decisions. Its input never ceases. (...)
   System 1 is radically insensitive to both the quality and the quantity of the information that gives rise to impressions and intuition. 

What You See Is All There Is-princippet styres af to mentale "maskiner" som er vigtige dele af for System 1: 'associationsmaskinen' og 'jumping-to-conclusions-maskinen'.

'Associationsmaskinen' fungerer sådan at når to (eller flere) fænomener - ideer, ord, billeder, sanseindtryk - optræder sammen/efter hinanden, så stræber vores hjerne efter at forstå dem i sammenhæng så de giver mening.
   Og for at give mening til at de fænomener der optræder sammen, så trækker vi på vores associative hukommelse, den hukommelse der fungerer efter princippet "neurons that wire together, fire together".
   Og derefter konstruerer vi lynhurtigt gennem 'jumping to conclusions-maskinen' en historie med konklusioner og dertil hørende følelser ud fra de informationer der foreligger - idet vi følger de associationsbaner som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand (='cognitive ease').

Princippet som sammenfatter den måde denne anden mentale 'maskine' fungerer på, og som på mange måder sammenfatter første del af bogens mange pointer, fortjener en forkortelse på grund af dets gennemgående betydning, synes Kahneman:

Jumping to conclusions on the basis of limited evidence is so important to understanding of intuitive thinking, and comes up so often in this boook, that I will use a cumbersome abbreviation for it: WYSIATI, which stands for what you see is all there is. 

Tilbage til artiklerne om indvandrerdrenges manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, formidlet til offentligheden gennem topprioriterede nyhedsartikler i Politiken i sidste uge.

Man kan sige at de er et smukt illustrerende eksempel på det Daniel Kahneman beskriver som System 1´s 'thinking fast': Udbredte og veletablerede mentale frames bekræftes tilsyneladende problemløst og gnidningsfrit af objektive og indiskutable tal fra institutionelle autoriteter og ekspert-undersøgelser.      
   Og det er ikke en enkelt isoleret journalist der vinkler og skriver artikler ud fra System 1´s 'hurtige tænkning', det er det samlede redaktionelle journalistiske system: redaktionen og redaktionscheferne der er følger den vej: "Vi har solohistorier, vi har forsidehistorier. Wau!"

"Jumping to conclusion on the basis of limited evidense", er præcis hvad Politikens indvandrerdrenge-artikler og deres ophavsmænd gør. Og de gør det ud fra de informationer der foreligger - idet de følger de associationsbaner, her altså frames, som er nemmest og yder mindst kognitiv modstand. 
    Og tilsvarende for læserne: De drager konklusioner og generaliserer automatisk ud fra WYSIATI-princippet via de associationsbaner som yder mindst kognitiv modstand. Og det er i høj grad rubrikkerne og underrubrikkerne der primer forståelsen af resten af artiklerne.

Det er først med den interne efterkritik og derefter læsernes redaktørs klumme at System 2´s bevidste kontrollerende tænkning - 'thinking slow'- er blevet vækket og er gået i aktion - lidt modvilligt og med et pænt tidsmæssigt efterslæb der gør at skaden i offentligheden fra 'den hurtige tænkning' for længst er sket.

   Samme historie som vi i øvrigt på DR 1 fik demonstreret i fem udsendelser med titlen "Hængt ud på forsiden". Eller mandag aften i denne uge med sidste del af dokumentarserien 'Sikke en fest'.
   Mit eget blogindlæg der uddyber kritikken af journalistikken i artiklerne for deres framing, er så endnu et eksempel på 'System 2'´s langsomme tænkning.

Jeg synes det ville være rimeligt her at  citere Daniel Kahnemans egne sammenfatninger af det kapitel han har givet titlen "A Machine for Jumping to Conlusions". WYSIATI-princippet kan forklare en lang varieret liste af 'biases of judgement and choise' der inkluderer følgende blandt mange: 1) 'overdrevet selvsikkerhed' ...

Overconfidence: As the WYSIATI rule implies, neither the quantity nor the quality of the evidence counts for much in subjective confidence.
   The confidence that individuals have in their beliefs depends mostly on the quality of the story they can tell aubout what they see, even if they see little.
   We often fail to allow for the posibility that evidence that should be critical to our judgement is missing - what we see is all there is.Furthermore, our associative system tends to settle on af coherent pattern of activation and suppresses doubt and ambiguity.

Princippet WYSIATI kan også forklare: 2) effekterne af ubevidste mentale framing-operationer:

Framing effects: Different ways of presenting the same information often evoke different emotions.  
   The statement that "the odds of suvivial on month after sugery are 90%" is more reasuring the the equivalen statement that "mortality within one month of surgery is 10%".   Similarly, cold cuts described as "90% fat-free" are more attractive than when they are described as "10% fat."
   The equivalence of the alternativ formulations i transparent, but an individual normally sees only one formulation, and what she sees is all there is.

Begge disse eksempler på hvad princippet om "what you see is all there is", betyder, er i bogen underbygget med en mængde empiriske eksperimenter og undersøgelser.
   Og man skulle næsten tro at artiklerne i Politiken i sidste uge om indvandrerdrenges procentivse manglende læsefærdighed og høje kriminalitet, at den var bestilt af Kahneman til at illusterere hans bogs pointers relevans inden for det journalistiske domæne.

Men forskerne går ikke selv ram forbi. En af de helt afgørende grunderkendelser i den dokumentation fra videnskabelig undersøgelser over mange år og med mange kilder som Kahneman fortæller om, er at System 1´s 'hurtige tænkning' specielt brugt på statistik og tal, gang på gang rammer ved siden af - både for forskere og for menigmand (fx journalister og deres chefer). 

   Og det går jo mere galt, jo mindre de indsamlede tal er!

Sammen med sin kollega Amos Tversky skrev han en videnskabelig artikel allerede i 1971 med titlen "Belief in the Law of Small Numbers" der dokumenterede problemet.

   Daniel Kahneman fortæller nu i sin bog om den afgørende indsigt i den gamle artikel:

We explained, tongue-in-cheek, that "intuitions about random sampling appear to satisfy the law of smalle numbers, which asserts that the law of large numbers appears to small numbers as well." We also includede a strongly recommendation that researchers regard their "statistical intuitions with proper suspicions and replace impression formation by computation whenever possible."

Kahnemans advarsel til forskerkolleger der laver undersøgelser hvor statistisk intuition eller common  sense styrer resultaterne, burde få enhver journalist til at være endnu mere tilbageholdende med at trække på sin egen uprofessionelle statistiske intuition.

Jeg vil i en række senere indlæg gennemgå nogle andre af de konsekvenser som de to 'systemers' måde at tænke på, og deres indbyrdes samspil, har - både for journalisters tænkning og læsernes tænkning.

(fortsættelse følger)

'Skriv sundere' - om skriveblokeringer og det indre spil om at skrive kreativt

En af mine Facebook-venner hvis historieformidlende tv-serier jeg altid har sat stor pris på, skriver at hun har haft et anfald af skriveblokering. Men at det heldigvis nu er overstået.

   Jeg googlede "skriveblokeringer" og fandt et billede som jeg lagde på Facebook, og som gav det største antal "likes" jeg har fået i al den tid jeg har lagt noget ud til Facebook-vennerne:

   Her er det:

Skriveblokering

Når jeg synes det med skriveblokeringer er interessant lige nu, så er det fordi jeg efter denne Facebook-succes oplevede en mental kortslutning:

 "skriveblokeringer " > "den store dansklærer " < "self 1" og "self 2" fra Tim Gallweys bøger om: "The inner game of...."

Den mentale kortslutning fremprovokerede i løbet af natten erindringer fra 70-erne og 80-erne som jeg ikke har været omkring i rigtig mange år:

Mens jeg var ansat som lektor i sprogbrugsanalyse på RUC, skrev jeg faktisk den gang en artikel med titlen "Om blokeringer over for at skrive".  Det må have været omkring Kommunikationuddannelsens start 1978,

   Jeg skrev også en akademisk artikel der udkom i sprogtidskriftet NyS med titlen: "Som sagt, så skrevet - om forholdet mellem talesprogsnormer og skriftsprogsnormer i offentligheds- og socialisationsteoretisk belysning" fra 1979. Her introducerede jeg for første gang begrebet "den store dansklærer", som en forklaring på skriveblokeringer og på det gebrækkeligt dårlige sprog jeg mødte hos mange af deltagerne på en lang række skrivekurser som jeg afholdt for professionelle fagfolk i de år.

   Og da jeg sidenhen - i sen-firserne - vendte tilbage til den akademiske verden og blev lektor i dansk sprog på Handelshøjskolen, udgav jeg to artikler der også forholdt sig til den slags problemer: "Ned med fagsproget - om fagsprog som kommunikationsmodstand" - offentliggjort i tidskriftet Ark 1987; og en mere populær artikel i tidskriftet Sprint: "Give sproget en på frakken - om at oversætte fra dansk til dansk" 1988.

Endelig udgav jeg i 1988 en lærebog til sygeplejersker og andet skrivende sundhedspersonale: "Skriv sundere - en brugsbog for sygeplejersker". 

   Bogen illustrerede med en lang række autentiske eksempler at det er muligt og stærkt anbefalelsesværdigt at skrive langt mere forståeligt hvis man i sin faglige formidling til patienter og til andre sygeplejersker trækker konsekvent på erfaringssproget i sit valg af ord og vendinger - frem for at skrive et knudret og klumpet sprog præget af stærk interferens fra det videnssprog som typisk ellers er indrettet til skriftlig kommunikation til andre fagfolk.

  I det afsluttende kapitel i "Skriv sundere" har jeg også et helt afsnit om "Den store dansklærer".

Men hvad er han så for en filurkat?

   Det forklarer jeg i artiklen "Som sagt, så skrevet" - og senere igen i "Skriv sundere". Han er en mental instans der som en indre stemme taler fordømmende når nogen - en selv eller andre - forsøge at bryde med regler og normer for "ordentligt og pænt sprog" - både når det gælder stavning og når det gælder ordvalg og syntaks. "Den store dansklærer" er en slag sprogligt over-jeg (inspireret af Freud) der overvåger og forsøger at kontrollerer sproget i brug - især skriftsproget - så det "opfører sig korrekt" og "holder sig på måtten". Han bliver installeret sammen med at vi lære at skrive - fx dansk stil eller tilsvarende, hvor vi bliver rettet og kritiseret med røde streger og kommentarer i marginen eller til slut. Han udgør mentalt set summen af de ideale forventninger vi har til vores eget og andres skriftsprog.

   "Den store dansklærer" er en naturlig modstander af erfaringssprogets mange talesprogstræk og fungerer som opmærksomhedskrævende backinggroup for vidensprogets abstrakte ord og komplicerede sætninger. 

    Jeg citerer her fra "Skriv Sundere":

For mange mennesker er DEN STORE DANSKLÆRER så streng en herre  at sidde med i baghovedet at de helst undgår at sætte ord på papir - af angst for at det ikke skal være godt og rigtigt og fint nok. Bliver de endelig sat i situationer hvor de er tvunget til at skrive, ja, så bliver det enten i meget kortfattet telegramstil eller i et knudret og ujævnt sprog. Og sveden vil stå dem på panden under kampen for at overvinde de blokeringer som DEN STORE DANSKLÆRER strenge blik bevirker.

Lidt firkantet sagt så har "den store dansklærer" sæde i venstre hjernehalvdel - nærmer bestem i frontallappen, og bekæmper de sider af sprogbrug og produktion som højre hjernehalvdel bidrager med.

    Denne for mig jo gamle teorikonstruktion til at forklare klumpet og knudret skriftsprog hos professionelle folk som ingeniører, agronomer, læger, jurister, administrative medarbejdere, den har overraskende store paralleller til Tim Gallweys "inner-game-teori" hvor et "Self 1" interfererer med og forstyrrer det udøvende "Self 2"-s gnidningsfri funktion.

   Jeg citerer lige fra den bog jeg er ved at læse: "The Inner Game og Music" - af Barry Green med Tim Gallwey som konsulent:

If you think about it, the presence of that voice in your head implies that someone or something is talking (it calls itself "I"), and someone or something else is doing the listening. Gallwey refers to the voice that´s doing the talking as Self 1, and the person spoken to as Self 2.

   Self 1 is our interference. It contains our concepts about how things should be, our judgements and associations. It is particularly fond of the words 'should' or 'shouldn´t, and often sees things in terms of what "could have been".

   Self 2 is the vast reservoire of potential  within each one of us. It contains our natural talents and abilities, and is a virtually unlimited resource that we can tap and develop. Left to its own device, it performs with gracefullness and ease.

 "Self 1" er, så vidt jeg kan se, helt identisk med "den store dansklærer" - og arbejder i det mentale felt mellem fortid og fremtid: Fortidens erindringer om hvor galt det kan gå og hvordan dét føles, og bekymrende forestillinger om fremtidens adfærd forbundet med angst for at det kan gå lige så galt igen. 

   Det er ikke svært at se at det der kaldes "the default mode network", er det som "Self 1" trækker på - et neuralt netværk i hjernen som vi ved er det der fremdrager episodiske erindringer, og som er sæde for vores forestillinger om hvad der kan ske i fremtiden. Og det er altså effekten af det - den fordømmende eller bekymrede indre stemme der skal dæmpes eller for en tid være noget der er skruet helt ned for, hvis man skal komme ud af en skriveblokering og - igen - komme til at skrive kreativt, lige ud ad landevejen, og så enhver idiot (og alle andre) forstår det. Og vil læse det med glæde. 

Man kan sige at det at lære at kontrollerer kontrollanten "den store dansklærer", godt kan minde om de meditationsteknikker som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med indlæg om den plastiske hjerne og hjerneforskeren Richard J. Davidson.

I mine yngre dage da jeg definerede mig selv primært som universitetsforsker og akademiker med stort A, oplevede jeg skriveblokeringer. Og det var nok baggrunden for nogle af de ovennævnte skriverier. Men jeg gjorde også opdagelser og udviklede tanker som førte til min teori om  betydningen og funktionen af hhv. "videnssprog" og "erfaringssprog".

   Jeg blev bevidst om at jeg selv rent faktisk havde "et andet sprog" og "en anden stemme" end den højakademiske abstrakte stil som jeg forventede af mig selv og forventede at omgivelserne forventede. 

   Opdagelsen af "den anden stemme" gjorde jeg da jeg i begyndelsen af 70-erne skulle skrive manuskripter til skoleradioudsendelser i dansk for børn. Det var en indre "tale"-stemme som jeg  hev frem i bevidstheden og omsatte til skrift i mine radiomanuser. Og det blev derfra en sproglig ressource som jeg fandt ud af jeg jeg kunne trække på og udnytte når jeg ville skrive lige ud ad landevejen. Eller når jeg skulle undervise - også voksne.

   

Jeg udviklede også nogle teknikker til at kalde denne anden erfaringssproglige stemme frem, da den i begyndelsen ikke kom af sig selv. Her følger de som en række gode råd.

Helt grundlæggende skal du accepterer at det du skriver, aldrig behøver at være den "endelige" - den "færdige" formulering. Du kan altid rette, stryge, tilføje, bytte udtryk ud med andre. 

  Sørg for at skrive "jeg" mange gange, særligt i begyndelsen af teksten. 

   Og sørg for at få så mange talesprogsudtryk ind  i teksten som fx "nemlig", "altså", "faktisk", "jo", "mon". Og begynd gerne med et "Og" eller et "Så" efter punktum.

   Et par vulgære bandeord fungerer også skidegodt hvis du vil bryde med "den store dansklærer"s indblanding. 

    Brug gerne ordsprog, faste vendinger og klicheer når du skriver. De er nemme at gå til, giver en uhøjtidelig tone. Og kan altid rettes sidenhen: "Den som kun ta´r spøg for spøg og alvor kun alvorligt ..."

     Det er også godt i sin tekst at indskrive retoriske spørgsmål der hvor de logisk hører hjemme.

     Jeg har gode erfaringer med at skrive en fjollet eller provokerende overskrift til artiklen fra starten; fx. husker jeg at da jeg skrev en artikel om plottets betydning i historiefortælling, så gav jeg den fra starten titlen: "Plot-plotterot-plot-prium-plot". "Den store dansklærer" er en alvorsmand.

     Det er også en god ide at finde et muntert citat at indlede artiklen eller bogen med. Det er ligesom at give fuck-fingeren til "den store dansklærer".

     Man kan også starte skriveriet med at skrive udkastet til et personligt forord - hvor man automatisk skriver i en personlig og ligefrem stil og helt legitimt kan skrive "jeg". Eller indlede selve teksten med en personlig erindring.

    Jeg kan også anbefale at man slår stavekontrollen fra mens man skriver første umiddelbare version.

    En skriveblokering er en slags depression. For at komme op i humør, kan jeg anbefale at du tager noget godt og vellykket frem som du tidligere har skrevet, og læser det - eventuelt ligefrem højt. Se bare - du kan jo godt.

    Det kan også være en hjælp at læse det højt man har skrevet.  Kløjs man i det, så har "den store dansklærer" været for meget ind over. Kører oplæsningen bare, så er du på rette spor.

    Hvis du skal skrive i en genre hvor det forventes at du bruger fodnoter, så vent med at indsætte dem til sent i processen. En fodnote er altid en defensiv sproghandling.

     Det er en god ide at skrive og beskrive et kronologisk forløb: "Først skete det, så gjorde man det, så  førte det til ...". Kronologi er den naturlige rækkefølge at fortælle noget  i, så det inviterer til også at skrive naturligt og konkret. 

Her finder du i øvrigt forklaringen på at jeg i ingen af mine bøger har brugt noter, hverken fod- eller slutnoter. Ej heller litteraturhenvisninger inde i teksten. Læseren skal ikke mindes om og forstyrres af "den store dansklærer", som hele tiden tager forbehold og tænker på hvad nogen kan finde på at indvende og kritiserer.

   Dette er naturligvis blevet bemærket af akademiske kolleger og har gennem årene ført til en  del kritisk-ironiske kommentarer.

Du kan læse mere uddybende om videnssprog og erfaringsprog her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html

Her er et billede af vores egen Filurkat, Fister, der aldrig kunne finde på at blokere nogens skriverier, men til gengæld kan vælte alt ned fra vindueskarme og reoler:

Fister - uden blokeringer

Om 'selv-indblanding' - det mentalt at gå i vejen for sin egen kreative udfoldelse

Dette indlæg handler ikke om Barak Obama eller Caroline Wozniacki - og dog - måske - til sidst.

Jeg så i sidste uge en dokumentarfilm på tv. Jeg husker ikke titlen og hvilken kanal, men jeg så den til ende. Den handlede om noget som egentlig ikke interesserer mig: konkurrencedans. Eller rettere: om  et ungt russisk ballroom-dansepar og deres udviklings- og afviklingshistorie, 

    Jeg fik ret tidligt i dokumentaren mindelser om en af de rigtig gode spillefilm jeg husker jeg har set for nogle år siden: 'Strictly Ballroom'. 

   Men hvor fiktionsfilmen var en begavet og charmerende fortalt romantisk komedie med happy ending, så var den her dokumentar en tragedie - med en slutning hvor hun til slut - som en moderne Nora - forlader sin irritable og urimelig mandlige dansepartner for good. 

Dokumentarhistoriens hovedperson var en ung russisk danser som tidligere havde været verdensmester med en anden kvindelig partner. De var skiltes under uklare omstændigheder. 

   Hun havde fundet en ny partner og var tilbage på toppen, han havde haft mental nedtur, men havde nu fundet en anden ung, smuk og dygtig dansepartner- til erstatning.
   Hans ambition var - samme med hende - at komme tilbage på toppen. 

   De træner og træner og han begynder at skælde ud og bebrejde hende for egne fejl som han begår fordi han forcerer træningen og øvelserne. Han "kører" på hende, så hun bliver mere og mere usikker.   

   Han har flere coaches som fortæller ham at han skal lad være med at tænke på at gøre come back og "slå" sin tidligere kvindelige makker, men bare koncentrerer sig om selve dansen og samspillet med partneren.

   Han skal fokusere sin opmærksomhed på selve kroppen og "let go", på at få kroppens egen erindring til at åbne sig og udfolde de trin og den rytme som den har indoptaget fra da han var den bedste. For at han kan danse optimalt igen - med syn nye kvindelige partner. 

Fra starten fremgår det at de er forelskede og går i seng med hinanden. Men at efter at de har danset flere konkurrencer hvor de er blevet nummer tre, og hans tidligere kvindelige partner har stået øverst på podiet, så løber de sur i det.
   De skilles for en tid, hun finder sig en ny kæreste, de mødes igen for at danse i en konkurrence i Hongkong som de har skrevet kontrakt på tidligere. Det går bare ikke. Han bebrejder hende igen. Hun går sin vej. Han sidder knust og nedbøjet tilbage på gulvet. 

Det som slog mig var at filmens dokumentariske historie var et smukt eksempel på Tim Gallways skaldte "inner game": Et mentalt spil mellem to sider af personligheden hvor et ambitiøst og bekymret Self 1 i form af "en indre stemme" forholder sig til og kommenterer alt det som kroppen (det ubevidste, intuitive Self 2) bør gøre for at blive bedre og indfri egne og andres forventinger til præstationen. Og at denne selv-indblanding - "self-interference" - rent faktisk forstyrrer og forvirre" Self 2 så meget at kroppens naturlige og spontane performance bliver dårligere, og den lærende udvikling stopper. Eller der sker ligefrem regression til et tidligere stadie. 

Jeg nævnte i et tidligere indlæg at det var faktisk hvad der skete for mig da jeg tog på en facebook-annonceret akvarelferie på Kreta. "Self 1" havde været meget aktivt og forstyrrede mit maleri, så jeg blev dårligere end jeg havde været de to sidste gange jeg var på malerferie. 

   Men jeg oplever det også helt konkret og fysisk i disse uger, hvor jeg to gange lige efter hinanden er faldet og har slået mig. Først da jeg skulle træde op på min el-cykel og ikke fik lavet nok afsæt, og anden gang da jeg skulle finde noget i mit kontor som var fyldt op med en masse ting som normalt ikke står på gulvet.
   Til sammen har disse oplevelser i den grad aktiveret et bekymret Self 1 at "jeg" - lig med det naturlige spontant velfungerende kropslige Self 2 - hele tiden er bange for at falde, og derfor går og cykler meget mere usikkert og "hakkende" end ellers. 

Jeg har faktisk aldrig læst nogen af Tim Gallweys bestselling "inner game"-bøger. Kun referater af hovedsynspunkterne i bøgerne og citater fra hans hjemmeside og andre som beskriver og forklarer hans tanker. Så derfor har jeg nu købt den første af hans bøger - pionerværket 'The Inner Game of Tennis' der udkom helt tilbage i 1975. 

   Og mens jeg læser den, så får jeg associationer til to andre bøger der udkommet på nogenlunde samme tidspunkt: Bob Baker: 'Newsthinking - The Secret Art of Making Your Facts Fall into Place" fra 1981 (men påbegyndt 1978), og Betty Edwards: 'Drawing on the Right Side of Your Brain', første gang udgivet 1979.

   Fælles ud over udgivelsestidspunktet er for dem alle tre at de har referencer til datidens stadig ret så primitive hjerneforskning, hvor forståelsen af hjernens funktionsdeling i relation til de to hjernehalvdele stadig var i sin vorden. 

   Fælles er også at de anbefaler at man skal lære at "slukke" for den del af hjernen som forholder sig bevidst og reflekteret til forventninger, forhåndsforestillinger og bekymringer, og som med en indre stemme taler logisk og analytisk og forsøgsvis styrende til den anden del som er den kroppen og øjnene er adlyder og udfolder sig fra.

    Og så igen: De beskriver alle den særlige mentale proces som er intuitiv og kaldes "flow", en proces hvor man netop glemmer sig selv (=Self 1) og tid og sted - for fuldt og helt at lade Self 2 gå op i aktiviteten - og af hjernen så bliver belønnet for det med et internt skud endorfiner, dopamin, serotonin, etc.

Jeg citerer lige nogle illustrerende linier fra Gallweys første bog. Han har stikordet 'letting it happen' i modsætning til 'making it happen'. 'Making it happen' er Self 1's funktionsmodus, mens 'letting it happen' er Self 2's:

Letting it happen is not making it happen. It is not trying hard. It is not controling your shots. These are all the actions of Self 1, who takes things intohis own hands because he mistrusts Self 2.This is what produces tight muscles, rigid swings, awkward movements, gritted teeth and tense cheek muscles. The results ar mis-hit balls and a lot of frustration. Often when we are rallying we trust our budies and let it happen because the ego-mind tells itself that it doesn´t really count. But whatch Self 1 take over: at the crucial point he starts to doubt whether Self 2 will perform well. The more important the point, the more Self 1 will try to control the shot, and this is exactly when tightening up occurs. The result is almost alway frustrating. 

Så vil jeg lige vende tilbage til fiktionsfilmen 'Stricktly Ballroom'. Der er også en ung mand der er meget ambitiøs som ballroom-danser, og som vil danse sine egne frie, men uautoriserede trin, og en kvindelig partner, som har forladt ham for en mandlig partner som er en sikker vinder. Han finder en tilsyneladende uskolet "askepottype" og det går faktisk bedre og bedre. Hun inspirerer ham til at danse den spanske dans pasodoble, men først da han kommer hjem til hendes spanske zigøjnefamilie lærer han af moderen i familien hvordan dansen virkelig skal danses.  Han lærer at glemme Self 1 og får frigjort Self 2. 

   Han er mønsterbryderen - en slags Klodshans - der gennem en mentor - zigøjnermoderen - får befriet sin mentale kropsbevidsthed, en befrielse som gør at han i filmens plot både vinder "prinsessen" og ballroom-konkurrencen - mod alle odds og forventninger fra de konventionelt tænkende omgivelser. 

Kunne det her være relevant for at forstå Caroline Wozniackis tennismæssige nedtur og sluttelige optur i denne sæson. Og tilsvarende relevant for at forstå fx Obamas nedtur og sluttelige oratorisk come back med vejende faner i sin vindertale tirsdag nat?

   Dette var retoriske spørgsmål!

Jeg har lige fået fat i en bog med titlen 'The Inner Game of Music' - skrevet af - som der står: "Barry Green with Timothy Gallwey". Så deeet ....

(fortsættelse følger)

Nyhedstænkning (2) - om nødvendigheden af mentale "historie"-filtre for at kunne arbejde som en god journalist

En vigtig erkendelse i den moderne neurovidenskab er at hjernen fungerer som et system af  filtrer der forenkler og organiserer en uendelig mængde sensoriske input fra omgivelserne til meningsfulde mentale modelforestillinger - både om omverdenen og om os selv. Og at det er disse mentale konstruktioner - forstillinger, modeller, simulationer, worldviews - vi oplever som virkelighed, og som vi handler ud fra.

   Det er det gennemgående synspunkt i bogen "Making up the Mind - How the Brain Creates our Mental World" - af Chris Frith.

Det fremgår ikke om Bob Baker i sin bog "Newsthinking" har haft moderne videnskabelig kilder for en tilsvarende model når det drejer sig om det han kalder "nyhedstænkning" - og som han også kobler sammen med hvordan den gode kompetente journalists hjerne (mere eller mindre ubevidst) fungerer når han/hun arbejder med at producere en journalistisk professionel (nyheds)historie. 

   Alle kilderne i litteraturlisten er fra 70-erne eller før. Bogen er udgivet i 2002, men af forordet fremgår det at den første gang udkom i 1981. Men tilsyneladende er den altså ikke revideret.
    Den har klart været forud for sin tid!

I bogens kapitel "Tapping the Right Brain" refererer Bob Baker til tegnepsykologen Betty Edwards   og hendes tænkning om kreativitet og den højre hjernehalvdels betydning. Hvis man har fulgt lidt med i min blog så vil man vide at jeg jævnligt har taget hende til indtægt i forskellige indlæg.
   Hun er faktisk en af mine "helte".
   Og i forordet oversætter Bob Baker titlens "newsthinking" til "the inner game of newswriting". Det er jo er en indirekte henvisning til coachinguruen Tim Gallwey´s bøger hvis titler alle begynder med "The Inner Game of...". Hans tænkning omkring kampen mellem "self 1" og "self 2" når man skal udvikle perfektion, har jeg også jævnligt refereret til.
   Man finder også formuleringen "creative flow", som kunne tyde på inspiration fra Mihaly Csikszentmihalyi.

 
Analogt til grundtanken i Chris Firths bog bruger Bob Baker metaforen "filter" til at beskrive det mentale maskineri i hjernen som den gode journalist opbygger for at kunne klare at levere sine nyheder professionelt optimalt.

Your central task is the creation of a series of mental filters, one for each step in your prewriting process. Each time you prepare a story, each decision - each rough outline, each question, each piece of information, each new combination of paragraphs - will be run through several or alle of the filters. (...). Your filters ar your standards, tests of completeness which each of the facts to your impulses must undergo.

Jeg har tilsvarende talt om at journalisten for at kunne arbejde må simulere historien, og hele tiden måler og sorterer de faktisk input fra research og interviews og de vilde ideer som hjernen producerer "indefra", i forhold til simulationer af den ideelle nyhedshistorie og den ideelle arbejdsproces, simulationer som er konstrueret af tidligere erfaringer med succesfulde produktioner og produkter. 

Bob Baker skriver videre, idet han kommer ind på "nyhedsværdier" som jo må være en del af dette filter og simulatiossystem:

Your newsthinking must be tailord to the reality of news. Your system og newswriting values has to enable you to continually make aggressiv choises about the raw data you confront; to throw out bad (useless) information; to keep the good and process it through the filters, and to invoke rules of flexibility to retrieve any bad information, should the circumstances of the news story change.

   This is the kind of system  the hightens the unity between your newswriting skills and your brain´s natural talent for making rapid-fire choices and double-checking the results. It is the kind of system that merges  your discipline and creativity, helping them both to function at the richest level.

   With this writing process you judge each piece of information as soon as i arrives: "Does it belong in my story?" you demand to know, the same way your brain and nervous system constantly screen out useless data that would otherwise bombard your senses. The information that qualifise for your story is analalyzed and combined byt passing through those filters.

Man kan sige at målet med håndværksundervisningen og praktikken for journaliststuderende er at opbygge disse mentale og cognitive modeller af den gode nyhedshistorie og det arbejder der fører til at den kan produceres hurtigt  og effektivt. Målet er at de skal fungerer stort set automatisk - som tavs viden. 

   Men det er så Bob Bakers synspunkt at man som journalist bør være bevidst om at det er sådan hjernenen fungerer når man arbejder som journalist.  Hvis man vil blive rigtig god.

    Han refererer i den sammenhæng til funktionsdelingen af de to hjernehalvdele:

You have two cerebral hemispheres, often performing widely differnt functions. The left side handles speech and numbers, and percieves  the world stricktly by the cronology in which events happen. The right side is holistic - expresses itself by nonverbal, subjective, intuitive impulses and allows you to undestand relationsships between parts and wholes.

   Applide to newswriting, the populart right-hemisphere theory maintains that when a reporter writes a good feature story, she uses the right half of her brain to develop a creative angle. She the shifts to her left hemisphere, using it to convert that angel into words and analyze the results, then move back to the right side for further inspiration, then back to the left side to check i out, and so on.

Bob Baker sammenfatter med stor entusiasme sin anbefaling til journalisten om at gøre sig sine mentale kreative processer bevidst ved at bruge metaforen "en kaotisk flod af ideer der snævres ind (grennem filtrene eller simulationerne):

The more clearly you percive the way your mind collects, shuffles, reshuffles, retrieves, and then spits out the components of your story, the more you will write with perspective, authority, and speed. You´ll do it because you´ll feel, subtly, the chaotic flood of ideas narrowing into af line of thougt that will suddenly race from your head to your  fingers and produce the story. You´ll know something about why it happens, and you´ll know somethin about how to make it happen more often.

Med denne formulering kommer han meget tæt på den begrundelse jeg har for mit oplæg om kreativitet på journalistuddannelsen på RUC. Og han legitimerer altså også det der i mange indlæg har optaget mig på denne blog: ønsket om forstå hvad der foregår i det "mentale maskinrum" når den gode journalist er mest kreativ og produktiv i sit arbejde.