Hvordan virker jobbet som 'klikarbejder' på dem der udfører 'indholdsmoderation' i it-virksomheder, og hvorfor kan det være en alvorlig mental belastning?

http://startearningonlinenow.com/clickworker-review

En stor artikel - 3 siders opslag - i Information (25/11) fanger min opmærksomhed. I avisudgaven har den denne citat-rubrik:

'Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job. Men der er andre farer' 

I netversionen har den en kortere og mere slagkraftige overskrift:

Mit liv som klikarbejder

Den lidt længere manchetten i avisudgaven lyder:

Tusinder af asiater fjerner billeder af døde mennesker og porno fra dine feeds på Facebook. Det er ’vor tids samlebåndsarbejde’, siger en forsker, som sammenligner fænomenet med outsourcing af hårdt og underbetalt arbejde inden for industrien. Information har taget et job som klikarbedjer for at undersøge bagsiden af det digitale arbejdsmarked - og har blandt andet arbejdet for en danskbaseret virksomhed.

Artiklen er skrevet af Otto Lerche Kristiansen, en journalist hvis artikler i Information jeg husker at have læst flere af. Og er blevet klogere af at læse.

   Plottet og opbygningen er sådan set velkendt fra moderne journalistisk reportage: en blanding af 1) en fortløbende - fortællende - personlig oplevelses- og erfaringshistorie  med journalisten selv som subjekt, 2) interviewskvenser fra interviewpersoner som har erfaringe med, ansvar for eller har ekspertviden om historiens emne, 3) baggrundsinformationer - historie, statistik - hentet fra skrevne kilder.

   Det er i artikelformat samme plot-mix som den bedste danske videnskabsjournalist Lone Frank har brugt i de fleste af sine velskrevne og flot anmeldte bøger, fx 'Mit smukke genom' og 'Lystens pioner'.

Som oprindelig lingvist er jeg en hund efter nye ord - især hvis de refererer til noget virkeligt nyt - og ikke bare er eufemismer fra spindoktorernes og politikernes retoriske værksteder.

   I manchetten er det ordet...

''KLIKARBEJDER"

Jeg ved ikke hvad det betyder, det må være oversat fra engelsk,  og jeg gætter lidt diffust: en person hvis rutineprægede arbejde er at klikke på noget på internettet.

   Åbenbart er det noget der i de senere år er blevt outsourcet til udlandet - nærmere bestemt Fjernøsten, ligesom tidligere industrielt samlebåndsarbejde er blevet det.

   Men hvem, hvad, hvor, hvornår og hvorfor? Og hvilke farer skulle der ligge i det?

   

Ganske rigtigt: det engelske ord er 'clickworker' eller 'crowd worker' og det arbejde de udfører, er en form for intern censur, kaldet 'commercial contentmoderation' som der skulle være mindst 100.000 mennesker over hele verden der arbejdede med.

   Arbejdet som 'indholdsmoderator' er som sådan omgærdet med konventionelt kommercielt hemmelighedskræmmeri og tavshedklausuler.

   Så journlisten kan kun finde en udvej for at undersøge forholdene for denne arbejdstyrke nærmere:

 Ved at blive en del af den.

   »Vi er hele tiden på udkig efter nye folk til at løse opgaver,« skriver Crowdflower på deres hjemmeside.

  »Kom med på holdet.«

   Jeg sad foran min computerskærm på Informations redaktion og overvejede, hvordan jeg kunne komme i kontakt med nogle af de anslået 100.000 online moderatorer, da jeg læste om Crowdflower.

   Den amerikanske virksomhed formidler millioner af mindre opgaver mellem arbejdsgivere og såkaldte crowd workers eller clickworkers over hele verden. Det kan være alt fra transskribering af tekst over vurdering af kommentarer på sociale medier og indsamling og kategorisering af data til vurdering af relevansen af søgemaskineresultater. Deraf navnet microtasking.

   Crowdflower laver også indholdsmoderation og bliver ifølge virksomhedens hjemmeside brugt af blandt andre Youtube og IBM – og en danskbaseret virksomhed.

   Jeg tilmeldte mig på Crowdflowers hjemmeside og modtog kort efter en velkomstmail.

Arbejdet går ud på at se en masse 'problematiske' hjemmesider igennem og klassificere dem efter hvor meget (=high risk) eller lidt (=low risk) 'upassende' deres indhold er, fx hvad angår pornografisk indhold - eller fx nazi-indhold og hate speech. Og derrmed hvor risikablet det er at formidle for fx et socialt medie som Facebook.

   Og man får betaling for hver fem hjemmesider man klassificerer: 21 ører. 

   Men først skal man gennemgå en test for at firmaet kan afgøre om man er egnet til - dvs. har sanseapperat og hjerne som er kvalificeret til hurigt at ettikettere indholdet i tvivsomme hjemmesider.

   Sådan en test gennemgår Otto Lerche Kristiansen også. Og består.

En forsker i området 'indholdsmoderation' fra University of California, Sarah Roberts, bliver interviewet. Hun har udspurgt en række klik-arbejdere om hvhvorfor de har valgt det arbejde, hvad deres løn var, hvordan de er blevet pyskik påvirket af det. Og især spørgsmålet om ...

Hvilken type af stødende indhold stødte de på i deres arbejde?

   Det korte svar er:

   »Alt.«

   Det lange svar giver Sarah Roberts over telefonen fra Los Angeles. Det kan være patriotisk hadtale eller nazipropaganda, angreb på homoseksuelle eller meget voldsomme kommentarer:

   »Død over jøderne! Død over muslimer! Den slags,« siger hun.

   »Det er også videooptagelser af overgreb: voksne, der misbruger andre voksne; slåskampe; voksne, der misbruger børn fysisk eller seksuelt; folk, der mishandler dyr for at få en fornøjelse ud af det; optagelser fra krigszoner i hele verden.   Internettet har det hele.«

    Det kan være svært at forstå, hvorfor nogen skulle bruge tid på at lægge den slags billeder eller tekst på nettet, men som Sarah Roberts siger:

   »Internettet indeholder alt det bedste og alt det værste ved os mennesker, og der er altid nogen, som vil sende det ud og distribuere det.«

   – Hvad siger moderatorerne om deres reaktioner?

   »Det er nok ikke svært at forestille sig, at det er et hårdt arbejde.«

   – Hvorfor er det hårdt?

   »Hvis man tænker på det materiale, som jeg lige har beskrevet, hvis man er nødt til at se det igen og igen og igen, fordi det er dit arbejde, er det meget svært.«

   – På hvilken måde er det hårdt?

   »Det er hårdt psykisk. De fysiske forhold er ofte fine – det er sådan set bare et kontorjob og på den måde ikke hårdt på samme måde, som det er hårdt at stå ved et samlebånd, hvor man måske mister en finger.

   Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job, men der er andre farer, og det er følelsesmæssigt drænende at kigge på den her type indhold uden at kunne se nogen ende på det.«

   – Hvad er konsekvenserne for arbejderne?

   »Det kan være problemer med at sove eller indgå i sociale sammenhænge. Man kan ikke lægge arbejdet fra sig efter arbejdstid.

   Men ingen har lavet længerevarende undersøgelser af den her type arbejde, fordi det er forbundet med en høj grad af hemmeligholdelse. Vi ved faktisk ikke, hvad de langsigtede konsekvenser kan blive.«

Nogle former for klik-arbjede er ikke så emotionelt og mentalt hårdt, fx det at transkribere fra tale til skrift. 

   Men I slutningen af artiklen får vi så en konkret, men anonym case til at illustrere problemet hvor 'psykisk belastende' dette klik-arbejde kan være:

En indholdsmoderator fra Italien, som ønsker at være anonym, siger til Information, at hun i en periode arbejdede med at moderere kommentarsporet i en større italiensk avis, men måtte stoppe efter mindre end tre måneders arbejde.

   »Jeg var på arbejde fire timer af gangen og læste måske 3.000 eller 4.000 beskeder i løbet af sådan en dag,« siger hun til Information.

   »Det var typisk sådan noget: »Hvis min datter var lesbisk, ville jeg slå hende«, »Hvis Mussolini havde levet, ville han vide, hvordan man skulle håndtere alle de sigøjnere«, »Jeg ville ønske, at alle de migranter kunne dø i Holocaust.«

   Det var kun fire timer om dagen, men jeg tænkte på de beskeder hele døgnet. Kan du forestille dig at være i et miljø fuldt af disse mennesker hele tiden?« spørger hun. 

Forskeren Sarah Roberts fortæller om to typiske mentale reaktioner: "burn out" og "total følelsesløshed."

Her et link til den glimrende artikel, hvis vinkel først og fremmest er kritisk i forhold til de arbejdsmiljøskader som 'indholdsmoderation' af voldelige, barske, hadske eller pornografiske hjemmesider kan give.

https://www.information.dk/mofo/liv-klikarbejder

Jeg kommer under læsningen imidlertid til at tænke på et andet, mere dybereliggende og grundlæggende spørgsmål som artiklen jo indirekte rejser, nemlig dette:

Hvorfor er den slags samlebånds-censur-internet-arbejde så belastende at det kan give samme emotionelle og mentale symptomer som man ellers kender fra det arbejde som stressede sygeplejersker, lærere, pædagoger og fængselsbetjente udfører: et arbejde hvor det der belaster og slider i det lange løb, er tæt og personlig ansigt-til-ansigt omgang med andre mennesker hvis adfærd, liv og velfærd man har et professionelt ansvar for. 

   I øvrigt er det også typisk den slags psykiske arbejdsmiljøskader som pressede og stressede nyhedsjournalister relativt ofte bliver ramt af, minder jeg lige om.

Her vender jeg tilbage til nogle af de grundspørgsmål som i de første år drev mange af mine indlæg her på bloggen:

   Hvad foregår der i hjernen (og i kroppen)  når vi læser en historie, eller hører en radiofortælling, eller ser film og tv-indslag?

   Spørgsmålet pressede sig på for mig når jeg kastede erindringens spørgende blik tilbage på det arbejde jeg en stor del af min faglige karriere har haft - at undervise i hvordan man så effektivt og virksomt som muligt kunne skrue tekster historier og (levende) billeder sammen så de fængede, fangede og fastholdt publikum. Og altså mærkede publikum mentalt  ved hjælp af greb og teknikker fra retorik, fortælleteknik og dramaturgi og æstetik.

    Det var spørgsmålet om der var videnskabelig empirisk evidens for sandheden i påstandene om den mentale 'impact' - virkningen - hos publikum, påstande som jeg  med stor autoritet og succes havde fremført igennem et langt livs kurser for lærere, journalister, mediefolk - og i en række velanskrevne fagbøger og artikler.

Det overordnede begreb er 'simulering' eller 'simulation'.

   Vores hjerne oplever og forstår hvad andre mennesker har skrevet, hvad andre mennesker fortæller, og hvad de ser andre mennesker gøre, ved i bestemte dele - 'netværk' - at simulere de verbale, lydlige og visuelle input de får som har disse andre menneskers adfærd som sensorisk og perceptionel kilde.

   Men hvad betyder simulering eller simulation så i den her forbindelse? -Ordborgen siger:

Simulation er en imitation (efterligning) af noget virkeligt, tingenes tilstand eller en proces. At simulere er at lade som om, forstille sig, foregive, skrømte.

'Simuleringen' sker dels i det neurale netværk i hjernen som er udgøres af såkaldte 'spejlneuroner', og som aktiveres både når man ser andre udføre en handling, når man selv udfører den - og også - ikke mindst - når man selv tænker på den og taler om den. 

   Den version af 'simulering' menes at forklare den umiddelbare empati som de fleste mennesker oplever ved mødet med et andet menneske som man ellers ikke kender.

   Og dels sker 'simuleringen'  i det netværk i hjernen som har flere forskelige faglige betegnelser: 'default mode', 'task negative', men som i de senere år har fået betegnelsen 'imagination network':

The functions of the imagination network form the core of human experience. Its three main components are personal meaning-making, mental simulation, and perspective taking.

    This allows us to construct meaning from our experiences, remember the past, think about the future, imagine other people’s perspectives and alternative scenarios, understand stories, and reflect on mental and emotional states—both our own and those of others.

Søger man på nettet efter 'simulation theory' så får man mange forskellige hits der helt klart trækker på den moderne neurologiske hjerneforskning.

   Dels én der i Wikipedia findes under betegnelsen "Simulation theory of empathy", og dels én der findes under betegnelsen "Simulation theory of cognition - eller ligefrem "bodied cognition".

'Simulation theory of empathy' har også og ikke mindst med følelser at gøre. Og den sammenhæng udlægger Wikipedia det sådan her, med afsæt i hvordan spejlneuroner fungerer i hjernen - gennem automatisk neurologisk imitation af set eller omtalte eller tænkte handlinger (='motor behavior'):

Shared neural representation for a motor behavior and its observation has been extended into the domains of feelings and emotions. Not only movements but also facial expressions activate the same brain regions that are activated by direct experiences.

   In an fMRI study, same brain regions on action representation found to be activated when people both imitated and observed emotional facial expressions such as happy, sad, angry, surprise, disgust, and afraid.

   Observing video clips that displayed facial expression of feeling disgust activated the neural networks typical of direct experience of disgust.

   Similar results have been found in the case of touch.

   Watching movies that someone touched legs or faces activated the somatosensory cortex for direct feeling of the touch.

   A similar mirror system exists in perceiving pain. When people see other people feel pain, people feel pain not only affectively, but also sensorially.

   These results suggest that understanding other's feelings and emotions is driven not by cognitive deduction of what the stimuli means but by automatic activation of somatosensory neurons. 

Sammenfattet:

    Vi kan ikke lade være med at helt fysisk at 'føle med' når vi ser andre mennesker udtrykke følelser gennem adfærd, herunder ansigtsudtryk, mimik og sprog, fordi den slags iagttagelser via spejlneuronerne aktiverer de følelser vi selv ville have haft hvis vi havde udtrykt os på lignende måde.

Så til 'simulation theory of embodied cognition': 

   Hvad siger den - specielt når det handler om at opleve og forstå indholdet i sproglige udsagn? 

   Det forklarer professor Benjamin Bergen, professor ved University og California, San Diego:

Embodied simulation refers to the possibility that we understand the meaning of language by simulating in our minds the experience that the language describes through memories of our own experiences of that event.

   Bergen points at that we simulate constantly, when we imagine faces of friends or relatives, sounds, music, tastes, smells, and actions through conscious mental imagery. He explains that embodied simulation is a slightly deeper process and the images that we conjure up are ‘just the tip of the iceberg;’ when we simulate we create mental experiences of sense perceptions and actions without them being present.

   The processes that we consciously activate to do this are actually busy even when we are not aware of them. When we practice ‘embodied simulation’ research shows we ‘prod’ those areas of the brain that deal with actions and perceptions that have unconsciously collected all our experiences and actions and reawaken them.

   Meaning and Sensory Perception and Experience are necessary in Language Processing.

Der refereres ikke til det i den her artikel, men de neurologiske processer som aktiveres i hjernen, er - ifølge teksten her - dem der varetages af 'the imagination network', et hjerne-netværk som jo kører derudaf - både når det gælder om at fremkalde erindringer om oplevede situationer i fortiden, om at fremkalde forestillinger om andres bevidsthed som ligner en selv ('theory of mind'), om at aktivere moralske overvejelser og tanker om fremtiden og bedømmelse af andres adfærd. 

   Og ikke mindst når vi sover og drømmer, når vi dagdrømmer, når vi mediterer - og når vi generelt ikke gør spor andet end at lade sindet få utøjlet frit løb ud over sindets stepper vist på den indre skærm:

Bergen said that we understand words partly by creating mental simulations of what it would be like to experience the things being described. We do this by activating previously stored knowledge and emotions about an action or event. 

https://www.decodedscience.org/embodied-simulation-creating-meaning-out-of-language/30165

Her et andet citat der - mere generelt - forsøger at forklare den teori jeg for nogle år siden faldt for, og som - med et lidt belastet begreb - handler om at man kan læse tanker og føleser hos et andet menneske som man jævnligt omgås gennem følsom og åben simulering - og deler erfaringer og 'kultur' med; det centrale begreb ar 'mentalization' eller 'mentalizing': 

S(imulation)T(herory) (...) (in its original form) says that people employ imagination, mental pretense, or perspective taking (‘putting oneself in the other person’s shoes’) to determine others’ mental states.

   A mentalizer simulates another person by first creating pretend states (e.g., pretend desires and beliefs) in her own mind that correspond to those of the target. She then inputs these pretend states into a suitable cognitive mechanism, which operates on the inputs and generates a new output (e.g., a decision).

   This new state is taken ‘off line’ and attributed or assigned to the target. 

http://fas-philosophy.rutgers.edu/goldman/Simulation%20Theory.pdf

Lad os så vende tilbage til vores klik-arbejdere der får betaling for at gennemgå en masse hjemmesider for at se om de i en eller anden forstand er pornografiske, og skal gennemgå en masse kommentarspor på de sociale medier for at vurdere om de er udtryk for 'hate speach'. Og som efter et stykke tid kan oplev mentalt "burn out og total følelsesløshed."

   For at minut efter minut, time efter time, dag efter dag mentalt at kunne udføre disse afkodnings- og kontrolfunktioner, så må disse arbejdere  mobilisere, aktivere og veksle mellem to  former for simuleringsmekanismer i hjernen: én type der helt automatisk forbinder andres fysiske handlinger, intentioner og følelser som de kommer til udtryk og kan ses og høres, med vores egne tilsvarende adfælrd (via spejlneuron-netværket), og en type der mere bevidst forbinder vores forestillinger om os selv og vores episodiske erindringer med vores forestillinger om andre og deres perspektiv på sig selv og verden (via default mode-/imginationsnetværket).

   Herfra er det ikke svært at forstå hvad det kan bevirke over tid at skulle arbejde på den måde og løbende at blive eksponeret for den slags kommunikativt krævende input, nemlig det fagfolk omtaler som kognitiv, emotionel og sensorisk overbelastning (='overload'): "mental burn out og total følelsesløshed.

   Et type arbejde jeg kun kan fraråde man påtager sig i længere tid, selv om det umiddelbart kan se ud som et relativt nemt arbejde.

   Reaktionerne og effekten kan minde om det man professionelt omtaler som "stress overload" som er en fysiologisk konsekvens af at kroppen og hjernen hele tiden er i en slags alarmtilstand:

Stress Overload is caused when pressures at work or home become so intense, or last so long, that you begin to feel overwhelmed and out if control. This happens when the hypothalamus continually releases adrenaline and cortisol into the bloodstream, which causes the body to react by increasing blood pressure and heart rate, opening blood vessels wider to allow more blood to be pumped to major organs, and large muscle groups, and glucose to be released by the liver to increase energy and stamina due to ongoing stress in one’s life.

http://1st4stress.com/Stress/What-Is-Stress-Overload.html

Når journalister synger i kor - om krisen i journalistikken - og eneren Lars Olsen

Hvorfor løber journalister efter de samme historier og forfølger de samme vinkler, samtidig med at deres professionelle selvforståelse og rolleidealer kræver kreativitet, kritisk sans, rasmus-modsat tænkning, individualisne og stadig nye vinkler? 

   Det spørgsmål stillede mange sig da Fogh-regeringen kom til magten og stort set blev fredet i en årrække. Det spørgsmål stillede man sig da hele pressen løb efter historier om Lone Espersens manglende kvalifikationer som udenrigsminister og partileder. Og ikke mindst det sidste års tid har jeg stillet mig det spørgsmål: en periode hvor den nye S-SF-R-regering stort set ikke har  fundet nåede for det enstemmige kor af politiske journalister i alle medier?

For godt en uge siden læste jeg en kronik i Weekendavisen under rubrikken "Mens vi troede på det liberale tusindårsrige" af Tobias Abell Nielsen og Kasper Vieland Nielsen. En passage gav mig en aha-oplevelse: Jamen det ligner jo "journalisternes verden!"

   Kronikken handler om den økonomiske kris og prøver at forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor var der ingen økonomer der "så den komme"? 

   Spørgsmålet blev stillet af Dronning Elisabeth til en stor forsamling af økonomer. De kunne ikke umiddelbart svare, men senere leverede London School of Economics et skriftligt svar: Der var to sammenhængende forklaringer på hvorfor det gik så galt, skrev de: en systemfejl i det økonomiske system og en psykologisk fejl hos aktørerne.

   Systemfejlen:

"Alle gjorde deres job ordentligt. Ja, i relation til standardmålene for succes gjorde de det rigtig godt. Fejlen var at ingen så, hvordan deres enkelthandlinger tilsammen skabte en række af forbundne ubalancer." (...)

   (...) reelt er det et opgør med forestillingen om markedets ufejlbarlighed, med det økonomisk dogme, hvis blot hver enkelt følger sin egen (egoistiske) interesse, så sørger "den skjulte hånd" for at det bliver til alles bedste.

"Enkelthandlinger der tilsammen skaber en række forbundne ubalancer". Læs det lige igen. Det er vigtigt.
   Kronikken her handler specielt om økonomer, bankfolk og økonomisk ansvarlige politikere. Men da jeg læste det, tænkte jeg at det kunne jo lige så godt være journalister det handlede om. Med små omskrivninger: 

Mens vi troede på det journalistiske tusindårsrige

I relation til standardmålene gør alle journalister det rigtig godt - men de kan ikke se at deres enkelthandlinger skaber en række af forbundne ubalancer. De tror blindt på dogmet om  at blot hver enkelt journalist følger sine egne journalistiske interesser i konkurrence med andre, så sørger "systemet" - "de frie presse" underlagt "markedslogikken" -  for at det bliver til samfundets bedste.

Der er rigtig mange helt almindelig mennesker der ikke tror på det dogme, og som godt kan se at der er en systemfejl. Derfor har pressen og journalister så dårligt et omdømme som de har.

   Den journalistiske konkurrence fører ikke automatisk til diversitet og kreativitet, men tilsyneladende det modsatte: ensartethed og ensporethed: Lemming-effekten eller -defekten er en systemfejl som professionen selv er relativt blind for.

    

Den anden del af forklaringen på at økonomerne og alle deres følgesvende blandt politikere og journalister var blinde for at krisen var under opsejling, var psykologisk:

På overfladen så det godt ud med økonomien, men lige under overfladen stod det dårligt til. Og nå ingen så det, så var det fordi der herskede "en udbredt feel good-følelse understøttet af finanstroldmænd, som lykkedes med at overbevise sig selv og verdens politikere om, at de havde styr på ricisi".

Kan vi også her lave en analogi til journalistikken og pressens verden ved en mild omskrivning? 

    Lad mig prøve:

På overfladen ser det godt ud med journalistikken, men lige under overfladen står det dårligt til. Og når ingen journalister kan se det, så er det fordi der hersker en udbredt feel god-føelse, understøttet af en kreds af magtfulde politiske kommentatorer og orakler som lykkedes med at overbevise sig selv, politikerne og offentligheden om, at de havde styr på udviklingen.

Det gik som smurt! 

Nu har jeg de sidse par dage igen har kastet mig over faglitteraturen inden for den del af den moderne hjerneforskning der prøver at forklare hvordan hjernen fungerer når mennesker identificerer sig med andre. Fænomenet sensomotorisk simulation er nøglen:

   Folk (herunder journalister) identificerer sig med og føler empati for dem hvis adfærd de kan simulere og spejle egne handlinger og følelser i. I min terminologi hedder det "indlevelse gennem genkendelse". Og den forme for empatisk identifikation sker ofte helt automatisk og ubevidst og er lige så automatisk og ubevidst forbundet med en form for feel good-følelser. 

    Og til gengæld: Jo mere man oplever at andre er forskellige fra en selv, jo dårligere går det med simulation og spejling, jo sværere har man ved at føle empati. Og dermed svækkes eller ryger mulighederne for identifikationen med disse andre. 

   I stedet indtræder distanceskabende og fremmedgørende mentale og emotionelle operationer: syndebuk-tænkning.

   

Ligesom de politikere de kommenterer og analyserer, har vor tids journalister økonomisk, socialt, mentalt og kognitivt fjernet sig rigtig langt fra de almindelige mennesker som de i princippet skulle betjene og skrive for og til.

   Det betyder at deres journalistiske praksis ikke er styret af identifikatorisk empati med borgerne - læserne, lytterne, seerne - hvis interesser i sandheden de skulle tjene. Men derimod med andre journalister som de jo umiddelbart og forstår og kan identificerer sig med - hvilket så gør dem blinde for at se systemfejlen. 

    Eller rettere: gør dem blinde for her og nu at se systemfejlen mens den mentale nyhedsmaskine kører og leverer det daglig dopamin-adrenalin-endorfin-nyhedsfix. 

    Mange kan godt se i bakspejlet at det ligner "mobning" eller "offentligt karaktermord" når det store fleretal gennem valg af vinkler og historier - igennem en periode har sunget i enstemmigt kor og selvbevidste spejlet sig i hinandens kritiske tilgang til nogle få "target"-politikere. 

Metaforer som "den rådne banan" eller "udkantsdanmark" er sproglige symptomer på at journalisterne som profession har svært ved at identificere sig med andre mennesker som de ikke kan simulere fordi de ikke kan genkende sig selv i dem og deres virkelighed.

Lars Olsen, tidligere journalist på Politiken, er en af de få meget kreative journalister som på det her område er skarpt seende - og afvigende - og som igennem sin journalistik og sine bøger hele tiden afslører systemets blinde pletter, både det politiske og de journalistiske.

   Han har skrevet den fremragende og velresearchede debabog "Eliternes triumf". Læs den! Få åbnet øjnene! Forstå!

'The Hunger Games' - og "racisistiske" simulationer

En ny amerikansk sience-fiction-action film er blevet en kæmpe succes. Ifølge pålidelige kilder har den været den tredje mest indtjenende film på den første visningsweekend - nogensinde.

   Titlen er 'The Hunger Games' - og af referatet at dømme er plottet et der ligner plot i bøger jeg har læst for efterhånden mange år siden - i den periode af mit liv hvor SF var min altopslugende læse-genre.

Plottet i 'The Hunger Games' har karakter af en slags reality-show hvor udvalgte unge mennesker bliver tvunget ind i et kampspil hvor de skal fighte mod hinanden for at overleve. Og dette spil dækkes så af autoriserede video-optagehold der gør det muligt for et tv-publikum at følge det for de fleste deltagere dødelige udskilsningsløb.

   Wikipedia fortæller om historien:

The story takes place in a post-apocalyptic future in the nation of Panem, which consists of a wealthy capitol surrounded by 12 impoverished districts. As punishment for a past rebellion against the government, the Capitol initiated the Hunger Games—a televised annual event in which one boy and one girl from each of the 12 districts are selected in a lottery as "tributes" and are required to fight to the death in an arena until there is one remaining victor. When the protagonist Katniss Everdeen (Lawrence) hears her younger sister's name called as the female tribute for their district, she volunteers to take her place in order to save her from having to participate. Joined by her district's male tribute Peeta Mellark (Hutcherson), Katniss travels to the Capitol to train for the Hunger Games under the guidance of former victor Haymitch Abernathy (Harrelson), expressing resentment for both the Capitol and its populace for forcing her and her fellow tributes to fight to the death for their own amusement.

Københavns elite der tv-kigger på unge fra Udkantsdanmark. Det ligger ikke så langt fra 'De unge mødre'. Eller 'Gintberg på Kanten'. Eller den stærkt overvurderede serie: 'Blod sved og t-shirts/ris'.

Umiddelbart får jeg også film-associationer til "Gladiator", instrueret af Ridley Scott, eller tv-reality-dokumentarserien "Krigerne" - af Poul Martinsen. Eller for den sags skyld: "Avatar".

   Og ikke mindst associerer jeg plottet til den græske myte om Theseus og tyren Minotauros på Kreta, uhyret som hvert niende år år skulle have udleveret syv unge mænd og syv unge kvinder fra Athen - til fri forlystelse og fortæring.

Filmen 'The Hunger Games' er en adaption af en SF-roman-trilogi med samme titel af forfatterinden Suzanne Collins. Den udkom 2008-2010. Roman-serien blev en bestseller, 1,5 millioner eksemplarer af de første to bind i serien blev der solgt på bare 14 måneder.

  Så mange af filmgængerne har altså utvivlsomt læste bøgerne før de gik ind og så filmen. Ligesom det fx var tilfældet med Harry Potter.

  Og det har givet ballade i den globale offentlighed på nettet. For nogle af de mere fremtrædende karakterer i filmen er spillet af 'sorte' skuespillere - det der på amerikansk benævnes 'african-american', afrikansk-amerikanere.

I romanerne er disse personer af forfatteren Suzanne Collins beskrevet som havende "dark brown skin." Og af et interview hun har givet, fremgår det at det hun har tænkt og ment, netop er 'african-american'.

   På nettet en en lang række (og må man antage: lyshudede) unge amerikanske biografgængere kommet med stærkt racistiske udtryk i deres beklagelser over at filmen viser karakterer hvis farve og race ikke er i overensstemmelse med de forestillinger de mentalt havde simuleret i forbindelse med læsningenn af romanerne. Det gælder karaktererne  "Rue", "Cinna" og "Thresh":

Filmens Rue spillet af Amanda Stenberg

Filmens Cinna spillet af Lenny Kravitz

Filmens Thresh spillet af Dayo Okeniyi

'Simulation' er et begreb som jeg mange gange har omtalt og beskrevet som en af de vigtigste neurologiske mekanismer der udspiller sig i hjernen på folk når de fx læser en roman eller hører en historie fortalt.

    Og slagordet er: "Understanding is simulation". Man forstår og kan identificerer sig med figurer i fiktionen ved mentalt at "gennemspille" det man læser eller hører, på den "indre scene" - som en slags mental "dummy" eller "rehearsel"

Når man simulerer situationer, mennesker og handlinger som et led i at opleve og forstå det læste, så leverer hjernen altså stof til en visuel simulation: Man ser personerne for sig i aktion i forestillede situationer, og disse indre billeder sætter sig i hjernens hukommelsesmoduler som erindringer - præcis som hvis man rent faktisk havde set dem med sine øjne i virkeligheden.

   Og nogle af biografgængerne har altså ikke eller kun dårligt kunnet simulere figurerne i romanserien som "sorte" når de "kun" omtales som "dark brown". Denne diskrepans mellem romansiumulering i erindringen og den de skal gennemføre for at komme i filmens flow, ødelægger delvis oplevelsen af filmen for dem. Og så  bliver de vrede.

Spejlneuronernes aktivering er et vigtigt led i den slags indre mentale simulationer - situationer, mennesker og handlinger der "kører på den indre skærm" under læsningen. Og spejlneuronerne har direkte forbindelse til de centre i hjernen der udløser følelser.

   Og det nogle af de unge biografgængere er vrede over, og som får dem til at udtale sig i racistiske vendinger på nettet, er at de simulerede erindringer de har indlejret i deres episodiske/selvbiografiske hukommelse, ikke stemmer overens med de billeder de nu ser på den ydre skærm - filmlærredet.

Problemet er for dem utvivlsomt reelt nok. Det er simpelt hen vanskeligere at simulere (=identificere sig med) det man ser på filmlærredet når man har visuelt konkrete erindringer godt og grundigt lagret i hjernen som modsiger eller dementerer det.

Det er jo ikke noget usædvanligt eller ukendt fænomen.

   Mange filmtilskuere kan fortælle om tilsvarende skuffelser når de har set en film som er en adaption af en roman de har levet sig ind i og levet med i via simulationsmekanismerne. Fordi den indre film som sidder stærkt forankret i den episodiske hukommelse, dårligt eller slet ikke korresponderer med den ydre som de ser i biografens mørke.

Et berømt og markant eksempel er fra tv-serien Matador. Den stærkt ubehagelige figur lærer Andersen bliver af sin kone Misse låst ude på balkonen til lejligheden. Næste dag findes han død - af kulde. Mange seere klagede ved genudsendelsen over at den scene er klippet ud hvor vi "ser" lærer Andersen igennem altandørend rude stå og gestikulere vredt og skælde ud.

   Scenen har aldrig eksisteret, men Misse genfortæller episoden så levende at tv-seerne har simuleret den visuelt og erindrer simulationen ganske tydeligt.

Jubilæumsindlæg - om reception som simulation - og Torben Grodal som anmelder

For præcis 2 år siden skrev jeg det første indlæg på denne blog. Hurra for det!

Over 36.000 visninger på de to år. 425 indlæg er det blevet til. En del positive reaktioner fra både venner og bekendte - også fra mig helt fremmede mennesker. 

I enhver henseende har det overrasket mig. Først og fremmest er jeg overrasket over mig selv og min produktivitet. Jeg kom straks og nemt i flow, skriver lange indlæg - for det meste - og rammer bredt inden for temaet kreativitet. Og jeg er utvivlsomt blevet fysiologisk afhængig af den kemiske belønning hjernen giver mig når jeg skriver. Et skud "lykkestoffer": dopamin, endofiner, serotonin, etc. - for hvert skrevet indlæg.

Du kan finde det første indlæg ved at klikke på dette link:

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/03/tanker-om-kreativitet.html

Jeg citerer lige lidt fra det:

Jeg har i efterhånden mange år interesseret mig for fænomenet kreativitet - i mange sammenhænge:

• Som underviser: Hvordan vækker man og inspirerer de mennesker man underviser, så de bliver "tændt"?
• Som efterkritiker: Hvordan sikrer man sig at efterkritikken bliver konstruktiv og udviklende - og bidrager til kreativitet hos modtageren?
• Som forsker: Hvad kendetegner forskning der er fornyende, revolutionerende, opfindsom, normbrydende? Hvorfor er så meget forskning kedelig og uinteressant - fantasiløs?
• Som dramaturg: Hvad skal der til for at et manus - til en tv-udsendelse - fænger, fanger, fastholder publikum?
• Som konsulent: Hvordan hjælper man en redaktion til at udvikle og forny sig, forbedre samarbejdet, øge produktiviteten, skabe arbejdsglæde
• Som tv-direktør: Hvordan får man medarbejdere til at producere, så seertallet øges - uden at det koster "mere" i tid og ressourcer?
• Som fagbogsforfatter: Hvad er fælles - om noget - for de emner jeg har skrevet om i bøgerne: Skriv Sundere, Faktion som udtryksmiddel, De levende billeders dramaturgi, Poul Martinsen - Besat af virkelighed?
• Som ven og kollega: Hvorfor er det en bestemt personlighedstype som jeg tilsyneladende finder det særlig attraktivt at arbejde sammen med? Og hvad kendetegner den "type"?
• Som mig: Er der nogen sammenhæng i min tumlen-rundt karriere, og mellem alle de ting jeg har beskæftiget mig med i årenes løb? Jeg er snart 67. Hvorfor har jeg fx skiftet job så mange gange, selv om jeg i de fleste tilfælde bare kunne være blevet siddende i ro og mag hvor jeg var ansat? Hvad blev der af ungdommens digter- og malerdrømme?

De spørgsmål og mange flere - beslægtede - har jeg gået og tumlet med - bevidst og ubevidst - i efterhånden mange år. De har alle noget med kreativitet at gøre på en eller anden måde? Og svarene forudsætter en dybere og mere nuanceret forståelse af begrebet og fænomenet end jeg hidtil har magtet at mobilisere, har jeg på fornemmelsen. Og af mig selv, måske.

Det spor - eller rettere - de spor har jeg så forfulgt - kreativitetssporene. Dels ved at læse bøger og finde artikler på nettet inden for et bredt spektrum af fagområder, dels ved at finde illustrerende og dokumenterende eksempler i min daglige avislæsning og andre faglige aktiviteter jeg aktuelt er i gang med; og dels - og det er det mest nye - ved at trække på og indrage mine erindringer om kreative mennesker, møder, tidligere skriverier og aktiviteter.

Et af de mange nye begreber som min læsning af teori inden for kognitiv lingvistik og  neuroscience, er begrebet simulation. 

    Udgangspunktet var og er spejlneuronsystemet som fungerer sådan at de neuroner i præmotorcortex (og i andre moduler i hjernen) som er aktive når man selv udføre en bestemt konkret handling (som at tage en kop og drikke af den), de neuroner bliver også aktiveret når man ser en anden person udfører den selvsamme handling. Og fx spejlneuronerne der styrer muskulaturen i ansigtet når vi udtrykker følelser, aktiveres også når vi ser en anden smile eller græde - i virkeligheden eller på et lærred eller en skærm.
   Både gråd og latter, vrede og sorg kan smitte!

  Denne automatiske neurologisk "spejling" er (en del af) forklaringen på empati og følelsesmæssig identifikation i forhold til de mennesker man ser handle på skærm eller lærrede når man ser film eller tv-programmer. Denne simulation er ubevidst og forgår automatisk. Ser vi fx en anden blive stukket med en nål, ømmer vi os selv automatisk "på hans vegne"

Men sandsynligvis er det også sådan at det såkaldte default mode netværk i hjernen også er aktivt når man identificerer sig og tager moralsk eller emotionel stilling til figurer der handler i en audiovisuel billedfortælling. Men det er en mere bevidst, refleksiv simulation som forudsætter eksistensen af det der kaldes ToM - Theory of Mind - dette at vi alle har en en indbygget antagelse om at sådan som vi selv oplever at vi "indvendigt" er indrettet kognitiv og emotionelt, sådan er vores medmennesker også indrettet.
   Det er i vores default mode netværk at den type mere bevidste og reflekterende identifikation udspringer: Hvad hvis jeg var i hans sko, ville jeg så gøre det samme som ham? Hvad hvis jeg havde et andet liv end jeg har, hvordan ville det så være?
   Default netværket har også andre indadvendte funktioner. Fx er det det der genfremkalder episodiske erindringer. Og det der aktiverer disse genkaldte erindringer, kan fx være noget man læser om eller ser på tv eller på film. Det tager sig også af de "imaginationer" hvor man forstiller sig selv i fremtiden, eller i en anden verden og en anden tid - eller uden for tiden: "i himlen" fx.

Det sjove - eller mærkelige - er at jeg er vejleder for en gruppe studerende på journalistik på RUC der skriver på et speciale som skal levere en receptionsanalyse af det program jeg for ganske nylig også har givet et "dramaturgisk service-eftersyn": 'De unge mødre'. 

   Og de studerende har fundet ud af at simulation i en eller anden forstand er en vigtig mekanisme for at forstå fokusgruppernes reaktioner på de medvirkende karakterer i programserien.

   Og den kilde de har til det begreb og den brug af det, er - nej, ikke min blog her (som jeg heller ikke har henvist dem til) - men derimod den nogenlunde jævnaldrende filmprofessor Torben Grodal som er ansat ved institut for filmvidenskab på Københavns Universitet (eller hvad det nu hedder efter alle fusionerne).

Jeg har ikke læst noget særligt af Torben Grodal. Det er i hvert fald mange år siden. Jeg husker dog jeg syntes han skrev i lidt for tungt og selvhøjtideligt akademisk. Imponere-diskurs. Ikke noget for mig.

   Men jeg havde faktisk hans relativt nyudkomne (2009) engelske bog stående i min reol - jeg købte den for tre kvart år siden: 'Embodied Visions'.
    Da jeg købte den var det i høj grad på grund af titlens udtryk "embodied", fordi mange af mine kilder taler om embodied cognition, embodiet language, embodied thought.

   'Embodied Visions' bygger i meget høj grad på de samme teoretiske og empiriske forudsætninger som man finder som en af de røde tråde gennem en lang række indlæg i denne blog. 

   Specielt den kognitivt funderede neuroscience er hos Torben Grodal et afgørende afsæt for de filmanalyser og den teori han fremfører om hvordan og hvorfor publikum oplever film som de gør.

Og så kommer pointen: 

   Hvorfor har jeg ikke læst (i) den før nu - i forbindelse med min vejledning, selv om jeg har haft den liggende så længe - og nok har kunnet forestille mig - alene ud fra titlen - at den var smadderrelevant i min sammenhæng?

   Forklaringen er simpel og banal - og det er jo også lidt flovt: 

   Da min bog 'De levende billeder dramaturgi' udkom for 5 år siden, anmeldte Torben Grodal den i tidsskriftet 'Mediekultur'. Det var en sur og nedladende anmeldelse (i øvrigt den eneste negative anmeldelse blandt ca. 10 stykker).
   Og det blev jeg så såret og vred over at jeg altså ikke kunne få mig selv til at åbne hans bog - før jeg i min rolle som ansvarlig specialevejleder var nødt til at læse (uddrag af) den.

   En lærerig og traurig historie. Eller glædelig?

Men jeg skal nok vende tilbage til Torben Grodal i senere indlæg. Han er jo teoretisk set en "soulmate". Ud med socialkonstruktivismen, ind med den empirisk-neurologisk funderede lingvistiske kognitionsforskning - med frontfigurer som Lakoff & Johnson (konceptuelle metaforer) og Gillles Fauconnier og Mark Turner (konceptuel blending). 

Dine forestillinger om dig selv er et produkt af samarbejdet mellem default netværket og spejlneuronetværket

Også i en kladde fandt jeg et citat som refererede til "simulation", "default network" og "mirrorneurons". Og som fremførte en teori om at de to neurale systemer interagerer og abejder sammen om at producerer vores selv-identitet gennem simulationsmekanimer. Her kommer det indledende abstract:  

Searching for an integrated self-representation

Recent inquiries into the nature of self-representation have put forward a new and interesting conceptualization of the self, as a “center of gravity” of one's private and social behavior. We review recent neuroimaging work that has suggested interactions among brain regions comprising the default state network, including medial and temporo-parietal cortical regions and the mirror neuron system including lateral fronto-parietal regions as two interacting neural systems that work in concert to produce a cohesive self-representation through simulation. Simulation processes—broadly construed here as using existing representations as templates for understanding novel information—are instantiated by these brain systems across a wide range of domains including time, space, physical and social, giving rise to the multifaceted Self that we all are. Accumulating evidence also suggests, that these simulation processes are used in a multitude of cognitions that constitute the self, including autobiographical memory and prospection, perspective taking, understanding other's actions and mental states and embodied self-representation.

Det er en interessant artikel som refererer en stor bunke andre artikler som samlet argumenterer for at vores selv er et produkt af samspillet mellem Derfault mode netværket og spejlneuronnetværket som komplementerer hinanden. Artiklen betrager også simulation som den proces der gør det muligt for os at forstå hinanden og forstå os selv i tænkte situationer. Her et citat fra længere nede i artiklen

Based on the property of mirror neurons to internally simulate actions performed by others, it has been proposed that the MNS may provide the link between the physical representation of the Self as related to the physical representation of others.7,38,39 In fact, the MNS and the default network show opposing patterns of activation during the process of self-other distinction, such that mirror regions show increased activity to “self” relative to “other,” while default network regions deactivate less to “other” relative to “self.”38

Artiklens konklusion er at alle de mentale processer som er afgørende for vores oplevelse af vores selv, har karakter af simulation som er afhængig både af defualt neværket og spjelneuronetværket:

We have attempted to outline a common thread linking aspects of the self across the domains of time, space, physical embodiment and the social world as may be accomplished through a simulation mechanism. In our interpretation of the process of simulation, the self uses available knowledge as a template for processing, representing and understanding new information. Whether simulation involves self-projection in time for the purposes of planning the future, or projection of a perceived image onto the self-image during self-other differentiation; at their core, mental time travel, perspective taking, self-representation and mentalizing are all cogitations that in the broadest sense appear to involve a simulation mechanism. These high-level functions rely on a distributed network of brain structures, including the medial prefrontal cortex, medial temporal lobe, parietal regions and the temporo-parietal junction forming the core of the default mode network, and the posterior inferior frontal gyrus and inferior parietal lobule forming the core of the human mirror neuron system.

 http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2734050/?tool=pubmed

Hypotetiske erfaringer og tænkte oplevelser - simulation gennem erfaringssprogets basic level-kategorier

"At se" og "syn" er metaforer for at forstå og forståelse. Næste led i argumentationskæden er så den grundforudsætning at forståelse er simulation.

   
To virksomheder skal fusionerer. Medarbejderne er bange og usikre. Ledelsen vil informere og berolig. Sender abstrakte eufemistiske skrivelser ud. Det hjælper ikke. Og det har noget med sproget at gøre.
   Hvis medarbejderne skal kunne "se sig selv" i en fremtidig situation, så skal de kunne simulere denne fremtidige situation så konkret at de kan se sig selv sanse, handle og reagere i den. Dvs. forestille sig den fremtidige situation som en hypotetisk erfaring, en tænkt oplevelse. Og for at kunne simulerer sig selv i sådan en situation så må input være leverer i erfaringssprog, tekster med sprog gennemsyret af basic level-kategori-ord.

Sammenhængen er altså denne når mellemledere (og journalister) skal "oversætte" fra videnssprog til erfaringssprog.

• For at kunne se sig selv i en tænkt situation, må man mentalt kunne simulere den situation
• For at kunne simulerer en situation må man have den fremstillet i basic-level-kategorier
• For at fremstille noget abstrakt i basic-level kategorier, må man bruge metaforer og metonymer (og andre oversættelsesværktøjer som analogier, fabler, lignelser, modeller, scenarier, etc) 
• For at kunne bruge metaforer og metonymer, må man trække på sit erfaringssprog og oversætte fra videnssprog.

Endelig kan vi også inddrage et andet af de redskaber som de senere års managementlitteratur har fremhævet som afgørende for at få medarbejdere og omgivelser til at "se sig selv" i relation til virksomheden:Storytelling.

   Jeg har tidligere nævnt at dramaturgi er et sæt af simuleringsredskaber for simulation af personer der handler målrettet i tid og rum - og undervejs møder modstand som overvindes.
Historier der fortælles til nogen, hvad enten det er i sproglig eller visuel form, de fortælles altid gennem basic-level-kategorier.
   Faktafortællinger har et grundlæggende metonymisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer, mens fiktionsfortællinger har et metaforisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer. 

   Storytelling i og om virksomheder har karakter af lignelser som medarbejderne skal overføre på  egen situation idet de får mulighed for at "se sig selv" gennem de identifikationsmekanismer som de virkelighedsismulerende fortællinger tilbyder.
   Jeg citerer igen fra James Gearys bog "I is an Other", som jeg synes meget klart udtrykker sammenhængen mellem historiefortælling som metafor og det der foregår mentalt og neurologisk i vores hjerner når vi går op i fortællingen og kan se os og forstå os selv gennem ubevidst simulation af det den imaginære virkelighed den fremstiller (i basic-level-kategori-ord og -billeder):

When we read a story, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while reading, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them our in our minds. Stories er rehearsals for real lilfe.

Godt fortalte historier er vores mulighed for mentalt,  kognitivt og emotionelt at afprøve os selv i nye situationer - uden at det for alvor gør ondt! 

Nyhedstænkning (2) - om nødvendigheden af mentale "historie"-filtre for at kunne arbejde som en god journalist

En vigtig erkendelse i den moderne neurovidenskab er at hjernen fungerer som et system af  filtrer der forenkler og organiserer en uendelig mængde sensoriske input fra omgivelserne til meningsfulde mentale modelforestillinger - både om omverdenen og om os selv. Og at det er disse mentale konstruktioner - forstillinger, modeller, simulationer, worldviews - vi oplever som virkelighed, og som vi handler ud fra.

   Det er det gennemgående synspunkt i bogen "Making up the Mind - How the Brain Creates our Mental World" - af Chris Frith.

Det fremgår ikke om Bob Baker i sin bog "Newsthinking" har haft moderne videnskabelig kilder for en tilsvarende model når det drejer sig om det han kalder "nyhedstænkning" - og som han også kobler sammen med hvordan den gode kompetente journalists hjerne (mere eller mindre ubevidst) fungerer når han/hun arbejder med at producere en journalistisk professionel (nyheds)historie. 

   Alle kilderne i litteraturlisten er fra 70-erne eller før. Bogen er udgivet i 2002, men af forordet fremgår det at den første gang udkom i 1981. Men tilsyneladende er den altså ikke revideret.
    Den har klart været forud for sin tid!

I bogens kapitel "Tapping the Right Brain" refererer Bob Baker til tegnepsykologen Betty Edwards   og hendes tænkning om kreativitet og den højre hjernehalvdels betydning. Hvis man har fulgt lidt med i min blog så vil man vide at jeg jævnligt har taget hende til indtægt i forskellige indlæg.
   Hun er faktisk en af mine "helte".
   Og i forordet oversætter Bob Baker titlens "newsthinking" til "the inner game of newswriting". Det er jo er en indirekte henvisning til coachinguruen Tim Gallwey´s bøger hvis titler alle begynder med "The Inner Game of...". Hans tænkning omkring kampen mellem "self 1" og "self 2" når man skal udvikle perfektion, har jeg også jævnligt refereret til.
   Man finder også formuleringen "creative flow", som kunne tyde på inspiration fra Mihaly Csikszentmihalyi.

 
Analogt til grundtanken i Chris Firths bog bruger Bob Baker metaforen "filter" til at beskrive det mentale maskineri i hjernen som den gode journalist opbygger for at kunne klare at levere sine nyheder professionelt optimalt.

Your central task is the creation of a series of mental filters, one for each step in your prewriting process. Each time you prepare a story, each decision - each rough outline, each question, each piece of information, each new combination of paragraphs - will be run through several or alle of the filters. (...). Your filters ar your standards, tests of completeness which each of the facts to your impulses must undergo.

Jeg har tilsvarende talt om at journalisten for at kunne arbejde må simulere historien, og hele tiden måler og sorterer de faktisk input fra research og interviews og de vilde ideer som hjernen producerer "indefra", i forhold til simulationer af den ideelle nyhedshistorie og den ideelle arbejdsproces, simulationer som er konstrueret af tidligere erfaringer med succesfulde produktioner og produkter. 

Bob Baker skriver videre, idet han kommer ind på "nyhedsværdier" som jo må være en del af dette filter og simulatiossystem:

Your newsthinking must be tailord to the reality of news. Your system og newswriting values has to enable you to continually make aggressiv choises about the raw data you confront; to throw out bad (useless) information; to keep the good and process it through the filters, and to invoke rules of flexibility to retrieve any bad information, should the circumstances of the news story change.

   This is the kind of system  the hightens the unity between your newswriting skills and your brain´s natural talent for making rapid-fire choices and double-checking the results. It is the kind of system that merges  your discipline and creativity, helping them both to function at the richest level.

   With this writing process you judge each piece of information as soon as i arrives: "Does it belong in my story?" you demand to know, the same way your brain and nervous system constantly screen out useless data that would otherwise bombard your senses. The information that qualifise for your story is analalyzed and combined byt passing through those filters.

Man kan sige at målet med håndværksundervisningen og praktikken for journaliststuderende er at opbygge disse mentale og cognitive modeller af den gode nyhedshistorie og det arbejder der fører til at den kan produceres hurtigt  og effektivt. Målet er at de skal fungerer stort set automatisk - som tavs viden. 

   Men det er så Bob Bakers synspunkt at man som journalist bør være bevidst om at det er sådan hjernenen fungerer når man arbejder som journalist.  Hvis man vil blive rigtig god.

    Han refererer i den sammenhæng til funktionsdelingen af de to hjernehalvdele:

You have two cerebral hemispheres, often performing widely differnt functions. The left side handles speech and numbers, and percieves  the world stricktly by the cronology in which events happen. The right side is holistic - expresses itself by nonverbal, subjective, intuitive impulses and allows you to undestand relationsships between parts and wholes.

   Applide to newswriting, the populart right-hemisphere theory maintains that when a reporter writes a good feature story, she uses the right half of her brain to develop a creative angle. She the shifts to her left hemisphere, using it to convert that angel into words and analyze the results, then move back to the right side for further inspiration, then back to the left side to check i out, and so on.

Bob Baker sammenfatter med stor entusiasme sin anbefaling til journalisten om at gøre sig sine mentale kreative processer bevidst ved at bruge metaforen "en kaotisk flod af ideer der snævres ind (grennem filtrene eller simulationerne):

The more clearly you percive the way your mind collects, shuffles, reshuffles, retrieves, and then spits out the components of your story, the more you will write with perspective, authority, and speed. You´ll do it because you´ll feel, subtly, the chaotic flood of ideas narrowing into af line of thougt that will suddenly race from your head to your  fingers and produce the story. You´ll know something about why it happens, and you´ll know somethin about how to make it happen more often.

Med denne formulering kommer han meget tæt på den begrundelse jeg har for mit oplæg om kreativitet på journalistuddannelsen på RUC. Og han legitimerer altså også det der i mange indlæg har optaget mig på denne blog: ønsket om forstå hvad der foregår i det "mentale maskinrum" når den gode journalist er mest kreativ og produktiv i sit arbejde. 

Hjernens "modeller" af den fysiske virkelighed og af andre menneskers sind: Theory of mind

Jeg har lige læst en bog "Making up the mind" af en forfatter ved navn Chris Firth. Undertitlen er "How the Brain Creates our Mental Words."

   Bogen ligger i forlængelse af først og fremmest V.S. Ramachandrans som jeg tidligere begejstret har refereret til. Og som har skrevet en forløber til "The Tell-Tale Brain" med en titel der viser slægtskabet til Firths: "Phantoms in the Brain". 

   Men den her bog er meget mere konsekvent end Ramachandrans i sin gennemgang af den viden vi har om hjernens funktion i forhold til vores bevidsthed. Ensporet kunne man også sige. 

Når jeg hiver den frem her, så skyldes det dels at den på en måde korresponderer med nogle af de oplevelser jeg har med at vejlede specialer af journaliststuderende som laver en produktion som led i specialet. Og hvor det - overraskende for dem selv - "går skævt". Og dels skyldes det at den på en måde modsvarer forestillingen om et stadigt genformet og skærpet "worldview" der som et forudsat begreb er indlejret i "honing-teorien" af psykologen Lian Gabora som jeg referererede for et par indlæg siden. Se http://petersudsigt.blogspot.com/2011/10/den-arbejdsdelte-hjerne-og-et-samlende.html

Hvad siger Firth?

   Han har som helt gennemgående pointe at hjernen arbejder med modeller af virkeligheden, modeller som gør det muligt for hjernen at lave forudsigelser fra øjeblik til øjeblik af hvad der foregår i os selv og i omverdenen. Disse forudsigelser ud fra modeller er helt afgørende for vores overlevelse.

  Denne teori om at hjerne producerer modeller som den styrer os efter, og som vi og vores bevidsthed forveksler med virkeligheden, indebærer at han kan lave overskrifter for dele af bogen som: "Our Perception of the World is a Fantasy That Coincides with Reality". 

  Hans pointe er også at disse "modeller" fungerer som en medierende instans mellem vores "perception" (oplevet sansning gennem syn, hørelse, følesans etc) og så de faktiske signaler vores hjerne modtager fra vores sanseapparater. 

Et eksempel er at vi oplever at vores omgivelser er i farver, men realiteten er at vores øjne kun ser farver i det centrale felt af nethinden, mens de perifere felter faktisk kun kan se verden i sort hvid. Men vores hjerne sørger for at vi får "illusionen" om at det hele er i farver, også selvom vi ser ud af øjenkrogene. 

  Et andet eksempel er at vi oplever vore omgivelser som stabile når vi bevæger os - eller bare drejer hovedet, selv om de faktiske synsindtryk som hjernen modtager fra omgivelserne gennem øjnene, burde gøre os totalt rundtossede. 

En af de mange referencer fra forskning han bygger på er det som jeg tidligere har været inde på i forbindelse med omtalen af spejlneuronernes funktion: de er aktive når man selv gennemføre en målrettet handling som fx at tage et krus og drikke af det, når vi ser en anden gøre det, og når vi forestiller os handlingen uden at udføre den. 

Hjernen er faktisk sådan indrettet at det er de samme centrer som "lyser op" når vi ser et ansigt og når vi forestiller os et ansigt: Indre forestillet perception opleves og bearbejdes i princippet på samme måde som ydre foranlediget perception. 

   Når vi forestiller os noget, menneskeansigter eller huse, fx, fremkaldt på den indre skærm, så er det de samme hjernecentre som er aktive som når vi ser ansigter og/eller huse i kraft af input fra den omgivende virkelighed. Firth går ud fra at vi alle har følgende grundoplevelse af vores forhold til omverdenen og til os selv. Vi tror altså at... 

The physical world is utterly different from the mental world. We have didirect contact with the physical world through our senses. But the mental world is private to each on of us.

Denne grundoplevelser har Firth så sat sig for at gennemhulle i lyset af den moderne hjerneforskning: Den er en mental illustion som vores hjerne konstruerer til for at "berolige" vores bevidsthed, og dermed for at hjælpe os til at overleve. 

   Firths pointe er at vores hjerne systematisk arbejder på at opretholde denne grundoplevelse, men at den altså, objektivt  dokumenteret og analyseret, er "falsk". 

   Vi har ikke direkte adgang til den fysiske verden, det er en model, en konstrueret fantasi. Vi har kun - og heldigvis - adgang til perceptionelle modeller af den. 

Forestillingen om at vores mentale verden faktisk er privat og isoleret fra andre mentale verdener, er også forkert. Også her fordi vi har modeller af andres mentale verden som er en (af)spejling af vores egen:

Through these two illusions we experience ourselves as agents, acting independently upon the world. But, at the same time, we can share our experiences of the world. Over the millennia this ability to share experience has created human culture that has, in its turn, modified the function of the human brain. 

Det virker jo på en måde ret spekulativt alligevel. Har det egentlig nogen betydning om vi har direkte adgang til vores omgivelser og vores egen krop via sanserne, eller om adgangen er formidlet gennem simulerende modeller? Svaret er ja. Hvis det ikke forholdt sig sådan, så ville vi "drukne" i en uendelig mængde af informationer fra vores sanser og ikke kunne forudsige noget som helst om omverdenen.

In this chapter I have shown how our brain discover what is out there in the world by constructing models and making predictions. Our models are built by combining information from our senses with our prior expectations. Both sensations and expectations are essential for this process. We are not aware of all the work our brian is doing. We are only aware of the models that result form the work. This makes our experience of the world seem effortless and direct. 

I et efterfølgene kapitel med overskriften "How Brains Models Minds", konkluderer Firth:

I acquire my knowledge of the mental world - the minds of others - in the same way. However it may seem to me, my contact with the mental world (=the mind of others) is neither more or less direct than my contact with the physical world. Using cues acquiered from my senses and prior knowledge acquiered from my experience, my breain creates models of the mnds of others.

I andre teoretiske sammenhænge kaldes denne model af andres sind som analog med vores egen, for "theory of mind". Wikipedia forklarer: 

Theory of mind is a theory insofar as the mind is not directly observable.[1] The presumption that others have a mind is termed a theory of mind because each human can only intuit the existence of his or her own mind through introspection, and no one has direct access to the mind of another. It is typically assumed that others have minds by analogy with one's own, and based on the reciprocal nature of social interaction, as observed in joint attention,[2] the functional use of language,[3] and understanding of others' emotions and actions.[4] Having a theory of mind allows one to attribute thoughts, desires, and intentions to others, to predict or explain their actions, and to posit their intentions. As originally defined, it enables one to understand that mental states can be the cause of—and thus be used to explain and predict—others’ behavior.[1] Being able to attribute mental states to others and understanding them as causes of behavior implies, in part, that one must be able to conceive of the mind as a “generator of representations”. [5][6] If a person does not have a complete theory of mind it may be a sign of cognitive or developmental impairment.

   Theory of mind appears to be an innate potential ability in humans, but one requiring social and other experience over many years to bring to fruition. Different people may develop more, or less, effective theories of mind. Empathy is a related concept, meaning experientially recognizing and understanding the states of mind, including beliefs, desires and particularly emotions of others, often characterized as the ability to "put oneself into another's shoes." Recent neuro ethological studies of animal behaviour, suggest even rodents may exhibit ethical or empathic abilities[7]. Neo-Piagetian theories of cognitive development maintain that theory of mind is a byproduct of a broader hypercognitive ability of the human mind to register, monitor, and represent its own functioning.[8]

Jeg har tidligere fundet ud af at defaultnetværket indeholder den del af hjernen som manifesterer "theory of mind", for så vidt at det er den del af hjernen der er aktiv når vi reflekterer over os selv og når vi forestiller os hvad andre forestiller sig. Det må være der modellen af sinde findes - ens eget og andres - og det må være den der kan simulerer andres sind, så vi kan "læse deres tanker": "mindreading".

   Firth skriver:

At the end of this book we have discovered that mind reading is possible for all of us. It is possible because our creative brains will use any and alle signals available to make models of what is out there ind the physical world and also what is out there in the minds of others. Our creative brain use these models to predict what will happen next when we act upon the world and when w interact with others. If our predictions about the other people are right, the we have sucessfullly read their minds. But all this complex activity is hidden from us. 

Om vi skal tale om "modeller" eller "simulationer", er i vores sammenhæng ikke så vigtigt. Og om vi skal kalde samlingen af modeller "theory of mind" eller "worldview", er heller ikke noget der skal skille os ad. Der er i bedste fald nuanceforskelle i de begreber og de bagvedliggende teorier som de giver ord til.

Når jeg har gjort rigtig meget ud af det her, så er det fordi det korresponderer med, og dermed forklarer nogle tilbagevendende oplevelser med at vejlede såkaldte produktionspeciale på journalistik på RUC. 

   Flere af disse specialer er kendetegnet ved at unge journalister som har været i praktik i et års tid, typisk på en nyhedsredaktion, vil skrive specialer hvor de som led i dem vil producerer noget der er anderledes  og fornyende: De vil som led i specialet eksperimentere med form, indhold, udtryk og fortælling i et nyproduceret stykke journalistik som ikke er underlagt et nyhedskrav.

   Og gang på gang er det gået "galt" - forstået på den måde at når de specialestuderende kommer hjem og har produceret i skrift, lyd, eller lyd-billeder, så viser det færdige resultat sig at være meget konventionelt og typisk domineret af de rutineprægede skabeloner, frames og vinklinger som de studerende netop har haft seriøse ambitioner om at ville prøve at overskride og frigøre sig fra. 

   Det kommer som en overraskelse for dem, og er noget de ikke umiddelbart har nogen forklaring på. 

Jeg plejer at henvise dem til bogen "The Custodians of Conscinese - Investigative Journalism and Public Virtue" af Ettema & Glasser, hvori der står et kapitel som forklarer at rutinerede investigative journalister producerer ud fra et sæt af internaliserede "frames" og et dertil knyttet "repertoire of moves" som forudsætter en mental fond af "examples, images, understandings and actions."

  Denne teoretiske begrebsliggørelse bygger på praksis-sociologen Arnold Schöns teori om "thinking in action" hos professionelle kreative folk. 

Hvis vi kobler det sammen med Firths teori om at vi handler, forstår og tolker vores omverden og vores egne relationer til den gennem internaliserede mentale simulerende modeller, så giver det pludselig god mening at de studerende kommer til at producere noget andet og journalistisk set meget mere konventionelt end det "nye" de havde ambitioner om. 

   De er i deres handlinger i praksis - under planlægning, research og produktion - været styret - ikke af den virkelighed de møder, men af den mentale model de har med som konceptuel baggage fra deres praktik, og som der har fået indterpet og indskærpet både på deres journalistiske praktiksteder og i den forudgåend undervisning. 

   På mange måder er et ældgammelt metaforisk ordsprog oplysende her, et ordsprog der siger at "når man kun har en hammer, så minder alle problemer om et søm."

Konklusionen her et at de specialestuderende i journalistik først - næsten chokagtigt - skal have erfaret at de som journalister i praksis er styret og kreativt begrænset af ubevidste mentale modeller. Og derefter skal de gennem analyse af denne erfaring nå frem til en erkendelse af at kun en bevidst og målrettet re-framing på alle niveauer i modellen er nødvendig før det er muligt for dem - måske kun skridt for skridt - at indfri ambitioner om at være kreative og fornyende i deres professionelle praksis.

Det her blev vist alt for langt. Men uvigtigt er det ikke.

"Hvad nu hvis..." - hypotheticals og counterfactuals som plot i bøger, film og tv

Jeg har altid været fascineret af bøger og film inden for forskellige blandingsgenrer, de kreative resultater af conceptual blending.

   Siden jeg var dreng har jeg købet og læst i hundredvis af science-fiction-romaner. Og var allerede den gang opmærksom på at der var bestemte plot-skabeloner som gik igen i mange forskellige bøger. Et af dem var tidsrejsen - frem eller tilbage i tiden. 

  Stamfaderen til dem er H. G. Wells "Tidsmaskinen" fra 1895. 

Noget af det fascinerende ved specielt plottet hvor helten rejser tilbage i tiden, er de paradokser der kan være knyttet til det. At man kan komme til at slå sin egen farfar ihjel - og hvad så med nutiden man selv kommer fra - vil man forsvinde fra den? Eller kan man ændre historiens gang ved at rejse til Jerusalem og forhindre Jesus´ korsfæstelse?

   Et andet udbredt SF-plot er counterfactuals. Hvad hvis Hitler havde vundet 2. Verdenskrig? Eller hvad hvis Stalins sovjethær havde nået at besætte Danmark før Montgomerys nåede frem? Eller hvad hvis Danmark var blevet medlem af det tyske Statsforbund efter nederlaget til Tyskland i 1864? Hvordan ville historien så være kommet til at se ud?

Ifølge Politiken igår er nettets kommentar- og debat-fora velegnet til at udvikle den slags fantasier kollektivt. Rubrikken lyder

Debattråd bliver til krigsfilm

Og underrubrikken: "Kan en bataljon marinesoldater nedlægge det romerske imperium? Internetdebattører greb emnet, og nu har Hollywood samlet fantasien op". 

   Historien startede med en såkaldt "debattråd" på  "Reddit" som er en social nyhedsportal. Politiken fortæller:

Det begyndte for en måned siden, hvor en bruger stillede spørgsmålet: »Kunne jeg ødelægge hele det romerske imperium under Augustus’ herredømme, hvis jeg rejste tilbage i tiden med en bataljon marinesoldater?«.

   Det blev hurtigt taget op, og en læser, der kaldte sig Prufrock451, begyndte at skrive historien som manuskript:

  »Dag 1: Marinekorpsets 35. ekspeditionsstyrke er i Kabul og forbereder sig på afgang til det sydlige Afghanistan. Pludselig forsvinder de«.

   Soldaterne dukker op på en mark uden for Rom ved Tiberens bred og mister al radiokontakt og forbindelse til navigationssatellitter.

   De 2.200 elitesoldater står pludselig alene over for et helt imperium med 200.000 soldater, og i løbet af de næste otte dage eskalerer konflikten.

   I bedste internetstil har krigsveteraner og historienørder givet løbende input til det fremadskridende manuskript, mens andre fans har kreeret plakater, bogomslag og temamusik til projektet ’Rome sweet Rome’.

   Warner Brothers har nu købt ideen og overtaget "trådens" videre udvikling - med retning mod en spillefilm

Der er tale om bagvedliggende tankeformer - og formler som helt generelt er en vigtig drivkraft i kreativ tænkning: "Hvad nu hvis..." 

   Det er en tænkning som grundlæggende arbejder ved hjælp af mental simulation. Og hjernens default-network er den slags tænknings udspring, viser forskningen.

Jeg har tidligere med afsæt i bogen "The Way We Think - Conceptual Blending and the Minds Hidden Complexities" - af Fauconnier og Turner - skrevet om det særlige blandingsforhold af virkelighed og fantasi i kontrafaktiske udsagn og i kontrafaktisk historieskrivning.
   Det er underkategorier i forhold til det man på engelsk kalder "hypotheticals".

   Wikipedia skrive om "hypotheticals":

Hypotheticals are situations, statements or questions about something imaginary rather than something real. Hypotheticals deal with the concept of "what if?"'. (...)

   Hypotheticals are very important because they provide a means for understanding what we would do if the world was different. Although this may assist our understanding of risk, and help us plan and create a new and better future, hypotheticals also help us understand the past, and why things happened or how things work. For example, in seeking to understand why a war started we could ask: "What if the parties had talked more first? Would they have worked out a better way of solving their problems? Could war have been averted?" Hypotheticals about the past are challenging to consider, as it is not possible to enter the past to change things according to our hypotheticals and determine what then may have occurred.

   The philosopher David Lewis suggested in his book Counterfactuals (Blackwell Publishers, 1973) that when we use hypotheticals ("counter-to-fact-uals"), what we mean is: "In an imaginary world, exactly like ours, except in the one difference we are talking about ...". This idea is often called "possible worlds" and some people believe they actually exist, only we can't get to them, because the whole point is that they are different to our world.

Hvad hvis den borgerlige regering ikke havde tabt valget i september i år. Hvilken forskel ville det have gjort?

Fortællinger og metaforer som frames for økonomiske kriser - og økonomisk genrejsning

Weekendavisens tillæg "Ideer" - fra den 22. juli har en klumme af professor i økonomi Per H. Hansen. Artiklen er helt klart udtryk for kreativ tværfaglig tænkning i hovedet på økonomiprofessoren.

   Rubrikken lyder: "En historie om hurtige gevinster og store kriser". Overliggeren lyder:

Økonomiske kriser er ikke bare et resultat af renteforhold og risikovillighed - der er også kulturelle og sociale årsager . Måske kan vi ligefrem forudsige kriser ved at nærlæse, hvordan man i et samfund taler om penge?

Klummens pointe er at økonomiske kriser er genstand for forskellig historiefortællinger, og at disse historiefortællinger i sig selv kan bidrage til at der opstår kriser.

   Professoren forklarer at han i årenes løb er blevet...

...stadig mere skeptisk over for de traditionelle måder at forstå finansielle kriser og skandaler på. Traditionelle teorier fokuserer ofte på økonomiske forklaringer om rente, risiko eller finansielle innovationer, samt naturligvis den menneskelige natur og vores påståede iboende grådighed. 

Spørgsmålet er om hvilken historiefortælling om økonomiske kriser der kommer til at frame vores bevidsthed.

Man kan sige at den historiefortælling, der kommer til at dominerer, også sætter rammerne for, hvordan vi kan forstå verden og den organisation, vi virker i. Vi kan ikke handle uden for det, vi kan forestille os.

   Denne tilgang flytter fokus fra en søgen efter sandheden til i stedet at se på, hvordan vi forsøger at få bankkrak og finansielle sammenbrud til at give mening.  Det forsøg på at skabe orden i kaos er efter min mening en sproglig proces, som finder sted ved, at vi fortæller historier om, hvordan det dog kunne gå til. Hvis den dominerende fortælling kommer til at handle om  grådig bankfolk og finansielle innovationer, bliver svaret nødvendigvis mere regulering. Men hvis den dominerende fortælling bliver en om myndigheders og centralbankers fejlgreb, vil svaret nok blive, at der har været for meget regulering.

Per H. Hansen erklærer sig derefter enig med en amerikansk økonom, professor Robert Shiller, der har betegnet den seneste finanskrise som et resultat af "en social epidemi". Den er så efter den danske økonomiprofessors opfattelse "et resultat af den måde, man taler om økonomien på, før finanskrisen bliver en realitet."

Min tese er altså, at finanskrisen og reaktionen på den grundlæggende er et sprogligt kulturelt og socialt fænomen. Først fortæller vi historier om, hvor godt det går, og om hvordan vi kan tjene penge på at investerer i det ene eller det andet - ejendomme, aktier osv. Det bidrager til den epidemi, Shiller taler om, som puster boblen op. Når boblen så brister, og finanssektoren skrider, fortæller vi historier om, hvad der dog gik galt. Det er de historier, som danner grundlag for menneskers økonomiske adfærd - ikke en iboende grådighed. (...)

   Denne tilgang sætter et stort spørgsmålstegn ved mange økonomers grundlæggende antagelser om rationel økonomisk adfærd. 

At betragte "historiefortælling" som en måde at frame den økonomiske virkelighed på, og at se fortællinger med en økonomisk optimistisk morale som en medvirkende årsag til den nuværende finanskrise, er klart udtryk for grænseoverskridende kreativ tænkning.

Men hvad ligger der i egentlig i den metafor "social epidemi" som han har hentet fra den amerikanske professor?
   Jeg finder et citat fra New York Times fra 2009. Heri folder professor Shiller metaforen ud ved at tale om at verdens økonomi drives af "sociale epidemier", "smitte af ideer" og "store feedback-sløjfer" som kan sprede sig så hurtigt som "svineinfluenza".
   Og det ser han også som en forklaring på at den økonomiske tillid mange steder er blevet genoprettet så hurtigt.

It is a large and diverse world, after all, so why should confidence have rebounded so quickly in so many places? ... Economic analysts often turn to indicators like employment, housing starts or retail sales as causes of a recovery, when in fact they are merely symptoms. For a fuller explanation, look beyond the traditional economic links and think of the world economy as driven by social epidemics, contagion of ideas and huge feedback loops that gradually change world views. These social epidemics can travel as swiftly as swine flu: both spread from person to person and can reach every corner of the world in short order. ...

Som en slags dokumentation for sin metafor om "sociale epidemier" henviser Shiller til hvor hurtigt en anden metafor har spredt sig i mediernes omtale af indikatorer på at krisen er ved at være overstået og økonomien i fremgang: "green shoots" - som direkte oversat jo betyder "grønne spirer eller skud":

The popularity of the term “green shoots” shows the kind of social epidemic underlying our changing thinking. The phrase was propelled in Britain by Shriti Vadera, the business minister, in January, and mutated into a more contagious form after Ben Bernanke, the Federal Reserve chairman, used it on “60 Minutes” on March 15.

   The news media didn’t need to change the term for different cultures around the world. With nothing more than a quick translation — brotes verdes, pousses vertes, grüne Sprösslinge, etc. — it is now recognized as a symbol of a revival coming soon.

   All of this suggests that a social epidemic is supporting renewed confidence. This confidence can keep growing by contagion, as a kind of self-fulfilling prophecy, and we may see the markets and the economy recover further.

   But in an economy that is still unstable, the stories could also morph into different forms, the price feedback could turn downward and the dynamic could turn ugly again — just as it has in the past.

"Green shoots" som "tegn" på at økonomien er i fremgang, er ikke hentet ud af den blå luft, men er funderet i den konceptuelle metafor ØKONOMI er PLANTEVÆKST, som også ligger under en lang række andre metaforiske udsagn om økonomi:

• "økonomien er i vækst"
• "lug ud i de økonomiske støtteordninger"
• "økonomien blomster"
• "en økonomisk ørkenvandring"
• "gøde økonomien"
• "økonomiske vildskud"

På nettet er der én der stiller spørgsmålet: Hvordan "green shoots" egentlig skal forstås i økonomisk sammenhæng? Han får følgende svar fra en "klog" der i den grad folder den konceptuelle  "plantevækst"-metafor ud, idet spørgeren opfordres til foretage en simulation - at forestille sig sin egen "baghave":

The quick and easy answer - "green shoots" represent the beginnings of economic growth after a recession.

   Imagine that you walked into your backyard with a flamethrower and set fire to your lawn.

   Imagine that when you were done, all of your grass was black and dead.

   Now, after a couple of weeks, you start to notice that green shoots of grass are sprouting out of the dead and black landscape.

   Think of your dead lawn as the economy.

   Think of the flamethrower as the recession.

   Think of the green shoots of grass as the beginnings of economic growth.

   You can't have a green and lush backyard without first having some green shoots of grass.

   "Green shoots", as it applies to the economy, may be a downtick in unemployment numbers, an uptick in retail sales or an uptick in consumer confidence.

   These all represent the beginnings of economic growth after a recession has taken place.

   Now, whether or not "green shoots" are actually sprouting from our economic landscape is a different question altogether.

Flot, flot eksempel på hvad den konceptuelle "plantevækst"-metafor kan inspirere til af basic-level anskueliggørende forklaringer.

Wikipedia fortæller - med en vis kritisk distance - om den historiske udvikling af metaforen "green shoots" i medier verden over:

Green shoots is a term used colloquially and propagandistically to indicate signs of economic recovery during an economic downturn. It was first used in this sense by Norman Lamont, the then Chancellor of the Exchequer of the United Kingdom, during the 1991 Recession.[1] At the time, Chancellor Lamont was criticized for "insensitivity". The phrase was used again by Baroness Vadera, former Business Ministerof the UK in January, 2009 to refer to signs of economic recovery during the late-2000s recession, again to criticism from the media and opposition politicians. The U.S. media started to use the phrase to describe domestic economic conditions in February 2009 when the New York Times quoted Bruce Kasman, chief economist at JPMorgan Chase as saying, "It's too early to get excited, but I think there are a couple of green shoots that say we're not going down as heavily in the first quarter [of 2009] as we were in the fourth quarter [of 2008]." The Federal Reserve Chairman, Ben Bernanke, made the first public use of the phrase by a Fed official in a March 15, 2009 interview with CBS 60 Minutes. Since February and March 2009, it has been used increasingly in the media[4] and by a number of commentators to refer to positive economic data and statistics during the late-2000s recession.

Tilbage til Per H. Hansen. Han slutter sin klumme med et godt råd: Betragt ikke de optimistiske økonomiske forudsigelser som "sandhed" - men netop som luftige "fortællinger" der jo mere de bliver udbredt, jo mere bliver de oppustede mentale forførelser, det man kalder "bobler":

Hvis man vil undgå at tabe penge i den næste finanskrise, er det altså en god ide at holde øje med  de fortællinger om nye uanede muligheder for let tjente penge, der er med til at puste boblen op. Og i bankerne er der brug for et beredskab, der sikrer, at organisationens værdier og kultur ikke skrider, når de optimistiske fortællinger begynder at brede sig.