Christina Hagen - erfaringssprog, videnssprog - og Lars Olsen-kritik af eliterne

Jeg skrev for nogle indlæg siden om kreative vrede, eksemplificeret ved forskellige avisaktuelle kreative personligheder. En af dem var Kristina Hagen hvis sprog i teksterne i hendes nysudkomne bog 'White Girl' i den grad betog mig.

   Hun fortjener at komme på en omgang mere: 

Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjglas og sætte i køleskab og rigtig spise jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugter og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!

Citatet er denne gang hentet fra et portrætinterview i Weekendavisens bogtillæg fra den 20. juli, skrevet af Lasse Lauridsen.

   Her fortæller hun hvad det er for et sprog den bagvedliggende vrede er rettet imod - "det sprog, man taler, når man læser bøger, blogs og børsnotater":

Der er så meget pænhed og korrekthed i den måde, vi taler på. Det kan godt være, det ser ordentligt ud udadtil, men det gemmer på et undertryk, (...).
   Sproget fungerer som et rum, hvor vi er låser alle de tabuer inde, som vi ikke kan håndtere i vores samfund. Jeg føler lede ved sproget og vil straffe det ved ikke at bruge det eller ved at ødelægge det. Jeg har følelsen af at det akademiske, korrekte dansk er et beskidt sprog. Et sprog der er brugt for meget til at manipulere med, (...)
   Da jeg skulle til at skrive White Girl, kunne jeg mærke en vrede over den måde, kultureliten debatterede på. Deres måde at få ret på, nedgøre mindre vidende, dårligere uddannede mennesker, der af forskellige årsager ikke har adgang til sproget på samme måde som eliten. Fordi de ikke har de samme økonomiske eller uddannelsesmæssige fordele. Især fordi de her intellektuelle jo selv var styret af akkurat de samme fordomme over for kvinder, indvandrere og fattige som dem der ikke har tilbragt år på universitetet.

På mange måder minder Christian Hagens synspunkter og synsvinkel om en af mine journalistisk 'helte' i den moderne danske samfundsdebat, Lars Olsen, sådan som de bl.a. kommer til udtryk i hans øjeåbnende og for nogle provokerende bog: 'Eliternes Triumf - da de uddannede klasser tog magten'.
   Med Lars Olsen har jeg det sådan at når jeg støder på et nyt indlæg fra hans hånd, så er jeg ikke bare nogenlunde enig - jeg er så enig i det han skriver - at det også vækker en form for vrede over eliternes...

EYES WIDE SHUT

Jeg har flere gange skrevet om forholdet mellem 'videnssprog' og 'erfaringssprog', og hvordan et skift - en 'oversættelse' - fra det ene sprog til det andet betyder et skift i perspektiv eller frame der næsten altid er ideologisk afslørende. Og jeg har eksemplificeret det med et citat fra en rapport fra nogle konsulenter der for mange år siden skulle vurdere hvilke krav det stillede til nyansatte at betjene det nye sorteringsudstyr i Postterminalen:

I langt de fleste tilfælde vil intellektuelle ressourcer, der rækker ud over det normale, næppe kunne blive tilfredsstillet. (...) Men et vist minimum af intellektuelle forudsætninger vil være påkrævet for at undgå person- og materielskader, samt unødvendige forsinkelser. 

Videnssprog så det basker. Men hvad er det for "tabuer det lukker inde", hvori er det "manipulatoriske", som Christina Hagen mener der ligger i det? Hvordan er det 'nedgørende'?

   En kreativ journalist på Ekstrabladet oversatte indholdet til erfaringsprog og knaldede det op i en stor overskrift:

De skal være dumme.. men ikke for dumme

Så blev der ballade blandt medarbejderne på Postterminalen.

Det Christina Hagen gør, er sådan set det samme, bare på en helt original og metaforisk måde. Gennem et selvopfundet nyt dobbeltspejlende og blended 'erfaringssprog'. 

   Teksterne i 'White Girl' udstiller i den grad mellemmenneskelige fordomme, stereotypier og tabuiseringer.

   Det er ordkunst på et meget højt niveau.

Hvis man i koncentreret form vil læse om Lars Olsens synspunkter og erfaringer i mødet med almindelige mennesker i 'forsamlingshuse', så kan man finde dem på følgende web-adresse - blandt andet med en masse erfaringssprog-citater:

http://www.larso.dk/Pol-easy.html

Når journalister synger i kor - om krisen i journalistikken - og eneren Lars Olsen

Hvorfor løber journalister efter de samme historier og forfølger de samme vinkler, samtidig med at deres professionelle selvforståelse og rolleidealer kræver kreativitet, kritisk sans, rasmus-modsat tænkning, individualisne og stadig nye vinkler? 

   Det spørgsmål stillede mange sig da Fogh-regeringen kom til magten og stort set blev fredet i en årrække. Det spørgsmål stillede man sig da hele pressen løb efter historier om Lone Espersens manglende kvalifikationer som udenrigsminister og partileder. Og ikke mindst det sidste års tid har jeg stillet mig det spørgsmål: en periode hvor den nye S-SF-R-regering stort set ikke har  fundet nåede for det enstemmige kor af politiske journalister i alle medier?

For godt en uge siden læste jeg en kronik i Weekendavisen under rubrikken "Mens vi troede på det liberale tusindårsrige" af Tobias Abell Nielsen og Kasper Vieland Nielsen. En passage gav mig en aha-oplevelse: Jamen det ligner jo "journalisternes verden!"

   Kronikken handler om den økonomiske kris og prøver at forholde sig til spørgsmålet: Hvorfor var der ingen økonomer der "så den komme"? 

   Spørgsmålet blev stillet af Dronning Elisabeth til en stor forsamling af økonomer. De kunne ikke umiddelbart svare, men senere leverede London School of Economics et skriftligt svar: Der var to sammenhængende forklaringer på hvorfor det gik så galt, skrev de: en systemfejl i det økonomiske system og en psykologisk fejl hos aktørerne.

   Systemfejlen:

"Alle gjorde deres job ordentligt. Ja, i relation til standardmålene for succes gjorde de det rigtig godt. Fejlen var at ingen så, hvordan deres enkelthandlinger tilsammen skabte en række af forbundne ubalancer." (...)

   (...) reelt er det et opgør med forestillingen om markedets ufejlbarlighed, med det økonomisk dogme, hvis blot hver enkelt følger sin egen (egoistiske) interesse, så sørger "den skjulte hånd" for at det bliver til alles bedste.

"Enkelthandlinger der tilsammen skaber en række forbundne ubalancer". Læs det lige igen. Det er vigtigt.
   Kronikken her handler specielt om økonomer, bankfolk og økonomisk ansvarlige politikere. Men da jeg læste det, tænkte jeg at det kunne jo lige så godt være journalister det handlede om. Med små omskrivninger: 

Mens vi troede på det journalistiske tusindårsrige

I relation til standardmålene gør alle journalister det rigtig godt - men de kan ikke se at deres enkelthandlinger skaber en række af forbundne ubalancer. De tror blindt på dogmet om  at blot hver enkelt journalist følger sine egne journalistiske interesser i konkurrence med andre, så sørger "systemet" - "de frie presse" underlagt "markedslogikken" -  for at det bliver til samfundets bedste.

Der er rigtig mange helt almindelig mennesker der ikke tror på det dogme, og som godt kan se at der er en systemfejl. Derfor har pressen og journalister så dårligt et omdømme som de har.

   Den journalistiske konkurrence fører ikke automatisk til diversitet og kreativitet, men tilsyneladende det modsatte: ensartethed og ensporethed: Lemming-effekten eller -defekten er en systemfejl som professionen selv er relativt blind for.

    

Den anden del af forklaringen på at økonomerne og alle deres følgesvende blandt politikere og journalister var blinde for at krisen var under opsejling, var psykologisk:

På overfladen så det godt ud med økonomien, men lige under overfladen stod det dårligt til. Og nå ingen så det, så var det fordi der herskede "en udbredt feel good-følelse understøttet af finanstroldmænd, som lykkedes med at overbevise sig selv og verdens politikere om, at de havde styr på ricisi".

Kan vi også her lave en analogi til journalistikken og pressens verden ved en mild omskrivning? 

    Lad mig prøve:

På overfladen ser det godt ud med journalistikken, men lige under overfladen står det dårligt til. Og når ingen journalister kan se det, så er det fordi der hersker en udbredt feel god-føelse, understøttet af en kreds af magtfulde politiske kommentatorer og orakler som lykkedes med at overbevise sig selv, politikerne og offentligheden om, at de havde styr på udviklingen.

Det gik som smurt! 

Nu har jeg de sidse par dage igen har kastet mig over faglitteraturen inden for den del af den moderne hjerneforskning der prøver at forklare hvordan hjernen fungerer når mennesker identificerer sig med andre. Fænomenet sensomotorisk simulation er nøglen:

   Folk (herunder journalister) identificerer sig med og føler empati for dem hvis adfærd de kan simulere og spejle egne handlinger og følelser i. I min terminologi hedder det "indlevelse gennem genkendelse". Og den forme for empatisk identifikation sker ofte helt automatisk og ubevidst og er lige så automatisk og ubevidst forbundet med en form for feel good-følelser. 

    Og til gengæld: Jo mere man oplever at andre er forskellige fra en selv, jo dårligere går det med simulation og spejling, jo sværere har man ved at føle empati. Og dermed svækkes eller ryger mulighederne for identifikationen med disse andre. 

   I stedet indtræder distanceskabende og fremmedgørende mentale og emotionelle operationer: syndebuk-tænkning.

   

Ligesom de politikere de kommenterer og analyserer, har vor tids journalister økonomisk, socialt, mentalt og kognitivt fjernet sig rigtig langt fra de almindelige mennesker som de i princippet skulle betjene og skrive for og til.

   Det betyder at deres journalistiske praksis ikke er styret af identifikatorisk empati med borgerne - læserne, lytterne, seerne - hvis interesser i sandheden de skulle tjene. Men derimod med andre journalister som de jo umiddelbart og forstår og kan identificerer sig med - hvilket så gør dem blinde for at se systemfejlen. 

    Eller rettere: gør dem blinde for her og nu at se systemfejlen mens den mentale nyhedsmaskine kører og leverer det daglig dopamin-adrenalin-endorfin-nyhedsfix. 

    Mange kan godt se i bakspejlet at det ligner "mobning" eller "offentligt karaktermord" når det store fleretal gennem valg af vinkler og historier - igennem en periode har sunget i enstemmigt kor og selvbevidste spejlet sig i hinandens kritiske tilgang til nogle få "target"-politikere. 

Metaforer som "den rådne banan" eller "udkantsdanmark" er sproglige symptomer på at journalisterne som profession har svært ved at identificere sig med andre mennesker som de ikke kan simulere fordi de ikke kan genkende sig selv i dem og deres virkelighed.

Lars Olsen, tidligere journalist på Politiken, er en af de få meget kreative journalister som på det her område er skarpt seende - og afvigende - og som igennem sin journalistik og sine bøger hele tiden afslører systemets blinde pletter, både det politiske og de journalistiske.

   Han har skrevet den fremragende og velresearchede debabog "Eliternes triumf". Læs den! Få åbnet øjnene! Forstå!