Hvad kroppen har gang i, sætter sig på hjernen!

HVAD KROPPEN HAR GANG I, SÆTTER SIG PÅ HJERNEN!

Tell me, and I forget 

Show me, and I rememeber 

Involve me, and I understand 

Med den PowerPoint-slide-forside indledte jeg mit oplæg igår på et seminar for journalistlærere som underviser de journaliststuderende i sprog. 

   Oplægget skulle fortælle om NTL - The Neural Theory of Language - hvor hovedideen er at menneskets tænkning og sprog er uhjælpeligt bundet til den krop, det bevægelsesappparat, det sanseapparat som "tænker og taler" gennem den ved at bruge den som en metaforisk ressource eller "spejl" til at forstå sig selv igennem.

Teorien kunne også oversættes til: Teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning. George Lakoff og Jerome A. Feldman er de teoretiserende frontfigurer i udviklingen af den teori.

Hvordan nåede jeg frem til rubrikken? 
   Det startede for mig med ordsproget "Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med". Jeg synes sådan set denn gamle ordsprogsagtige sandhed passede meget godt med det jeg ville fortælle om: noget kropsligt og noget sprogligt. 
   Men hjertet jo en metafor for hjernen, og oversat til prosa betyder ordsroget jo blot at det der optager ens tanker meget, det har man lyst til eller behov for at tale om - og har svært ved at holde tilbage når anledning gives. 
   Så blev det til: "Hvad hjerne er fuldt af, løber munden over med". Det lød bare kedeligere, uden egentlig at sige det rigtige. Og egentlig var det jo mere tænkning end sprog det handlede om - eller kun sprog i anden omgang - som noget afledt af tænkning. 
   Så blev det til: "Hvad hjernen er fuldt af, gør noget ved kroppen". Det var jo også korrekt, men jeg kom længere væk fra emnet. Egentlig var det omvendt! 
   OMVENDT!
   Så var den der: "Hvad kroppen er fuldt af, sætter sig på hjernen". Kroppen bevæger sig, kroppen sanser, kroppen orienterer sig i rummet, kroppen er et hylster - og det er gennem denne krops funktioner og indretning at hjernen ser sig selv og forstår sig selv. 
  Det kan dokumenteres gennem alle den slags metaforer som jeg gav eksempler på i foregående indlæg. 

En af disse er "FORSTÅELSE er SYN": "Det kan jeg godt se når du siger det"/"Det var sort tale for mig"/"Jeg fik dyb indsigt i tankegangen"/"Mit synspunkt er at..."/"Jeg har den anskuelse at..."
   En anden er: "SINDET er en MASKINE": "Så fik han hjernen op i omdrejninger"/"Hun brød ned"/"Det kører rundt i hovedet på mig"/"Han kunne ikke tænke klart for der var kommet grus i maskineriet".
   Et tredje er: EMOTIONER er SANSEINDTRYK: "Hun var i sort humør"/"Han elskede hende varmt"/"Hun sendte ham et koldt blik"/ "Det var en rystende oplevelse"/Hendes dreng var sur i dag"/"Hun smilte sødt til ham".
   Flere konceptuelle grundmeatforer er: IDEER er OBJEKTER, LINGVISTISKE UDTRYK er BEHOLDERE, AT KOMMUNIKERE er AT SENDE.

Jeg tog i mit indlæg udgangspunkt i det problem som jeg altid har følt når jeg underviste i dramaturgi: at dramaturgisk tænkning og slogans som "Show, don´t tell" jo grundlæggende er  uden rationelt empirisk grundlag. Dem der praktiserer levende journalistik og god storytelling der virker og har effekt, de arbejder jo gennemgående intuitivt - ud fra "mavefornemmelser".
    Mavefornemmelser - gut-feeling - der var den igen: en aktiv kropsdel som metafor på indre mentale processer som vi ikke har adgang til at reflektere over på anden måde.
   Metaforen som et vindue til hjernens arbejde.
   Og at komme "ind under huden" som den effekt vi gerne vil nå hos andre når vi fortæller en rørende historie.

Hvordan kan vi vide at det er rigtigt, det vi står og ”prædiker” når vi underviser og anbefaler:  ”Show, don´t tell!” i skreven journalistik, eller principperne for "Visual storytelling" i tv-nyheder.
   Og helt personligt: Hvordan kan jeg vide at det er rigtigt og sandt når jeg står og forklarer om  udnyttelse af dramaturgiens værktøjskasse i tv-journalistik som middel til - som mantraet lyder: at fænge, fange, fastholde, fængsle, forføre og forløse seerne?
    Og et helt centralt spørgsmål både i journalistik og dramaturgi: Hvad er den mentale mekanisme bag ”identifikation”= indlevelse via genkendelse? Identifikation er jo et vigtigt nyhedskriterium i journalistik. Og i dramaturgien er identifikation en del af treenigheden: Information, Identifikation, Fascination - de tre behov den gode dramatisk fortælling skal fusionerer i et effektivt. "blend".

En masse af mellemregningerne ligger i en række af de tidligere blogindlæg, så jeg skal i første omgang bare her fortælle hvad jeg synes jeg med god grund kunne konkludere:

• Erfaringssprog er det sprog hvori det vrimler med metonymiske og metaforiske ”billeder”• Når vi opfordrer de journaliststuderende til  ”show” i stedet for ”tell”, så er det en opfordring til at bruge erfaringssprog frem for videnssprog.• Erfaringssprog er domineret af ”basic level-kategori”-ord som er umiddelbart velegnet input til mental simulation.
• Og dermed også til primær forståelse og vækning af erfaringsnære forestillinger ved aktivering af højre hjernehalvdels-tænkning.
• ”Show” aktiverer H-processer hos læserne og optimerer mulighederne for simulation – og dermed for  forståelse, indlevelse, og medfølelse i forhold til det fortalte.

Betydningen af "basic-level-kategori-ord" for "simulerende forståelse", kommer jeg ind på i et senere indlæg. Men det er i princippet ord du kan tegne hvis du får besked på det. Eller konkrete handlinger du automatisk kan udføre hvis du får besked på det. Og det er ord hvis begrebsindhold/betydning vi har lært gennem direkte erfaring: ved at se det de betegner, høre det, smage det, lugte det, røre ved det, tage det med hænderne, sidde på det, udføre det, gøre noget ved det,  etc. Mens andre mennesker - forældre, søskende, kammerater, venner, familiemedlemmer - har udpeget det for os og givet det navn i situationen.